Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 35.840
: :
Eventyr

Eventyr kommer af latin «adventura» der betyder hændelse, underfundig tildragelse. Eventyr anvendes i vore dage om fortællinger med underfundige hændelser.

Folkeeventyret er mundtlig digtning. Det indgår i folkedigtningen, sammen med folkeviser, sagn, gåder, regler, vitser, sanglege o.l. Folkedigtningen adskiller sig fra litteraturen ved, at den er overleveret mundtligt gennem flere slægtled (se Litteratur). Folkedigtningen udviklede sig blandt de bredere lag af befolkningen, som almindeligvis ikke kunne læse eller skrive. Dette er noget af grunden til, at vi har så få kilder om eventyrets alder, udbredelse og funktion. Men vi ved i hvert fald, at eventyret var intimt knyttet sammen med folks arbejde og hverdagsliv. Det kunne fortælles mens man skurede gulv, plukkede bær, reparerede redskaber osv.

Folkeeventyret adskiller sig fra kunsteventyret, som har en individuel forfatter. Denne forfatter har ladet sig inspirere af folkeeventyret, i sit valg af sprogtone og motiver. Men kunsteventyret hører med til den skrevne litteratur. Mest kendt for sine kunsteventyr er H.C. Andersen (1805-75), som ofte brugte eventyrmotiverne i lignelsens tjeneste. Noget senere end H. C. Andersen - i 1890'erne - skrev de norske digtere Jonas Lie og Hans Kinck kunsteventyr. Ofte for at give fortællingerne en psykologisk dobbeltbund. Vi ved derimod ikke, hvem der har digtet de enkelte folkeeventyr. Folkeeventyrene er anonym kollektiv digtning. Det er fortælleren, der er kunstneren. Den gode fortæller har oftest haft sit eget særprægede repertoire og har farvet eventyret med sin egen stil.

Fortælleren spiller en vigtig rolle i overleveringsprocessen, og forholdet mellem fortælleren og tilhøreren(-erne) er noget af det mest centrale for udformningen af det enkelte eventyr. Fortællerens frihed er begrænset. Traditionen giver strenge normer for, hvordan fortællingen skal udformes, og dersom fortælleren bryder disse for stærkt, vil tilhøreren gribe ind og rette på fortælleren. Alligevel er det et særkende ved den levende tradition, at der stadig skabes nye varianter af et eventyr.

Forskellige grupper

Folkeeventyrene inddeles normalt i forskellige grupper: Dyreeventyr, undereventyr, legendeeventyr, novelleeventyr, fornøjelseseventyr, remseeventyr og erotiske eventyr, eller stygge historier, som de også er blevet kaldt. Denne inddeling af eventyrene i forskellige grupper har det klassifikationssystem som baggrund, som finnen A. Aarne og senere nordamerikaneren S. Thompson udarbejdede. På grundlag af motivanalyser af et stort antal eventyr fra forskellige lande, lavede de et international motivindeks for de forskellige eventyrtyper, der igen blev indordnet i grupper. Den strukturalistiske eventyrforskning repræsenterer en anden retning. Udgangspunktet for denne er russeren V. Propps analyser af undereventyrenes struktur. Propp finder, at undereventyrene har et begrænset antal enheder, som udgør eventyrets handlingsforløb, og at det også har et begrænset antal handlingsbærere. Propps metode danner grundlag for en langt mere videnskabelig analyse af eventyrene.

Undereventyr og fornøjelseseventyr

Eventyrene er internationale fortællinger, som får nationale, regionale og kulturelle særtræk. Alligevel er det karakteristisk, at eventyrene udviser en forbløffende lighed på tværs af landegrænser og gennem århundreder. Det opdager vi, når vi sammenligner «vore» eventyr med ældre opskrifter fra andre lande. Det at strukturen er så konstant trods varierende samfundsformer gør, at det er særlig vanskeligt at sige noget om forholdet mellem eventyr og samfund. Men vi skal give nogle generelle antagelser: Der er nok grundlag til at kunne at sige, at undereventyrene er blevet overleveret i samfund, hvor social stabilitet har været vigtig. Altså i bondesamfundet. Dette passer godt med, at denne eventyrgruppe ikke overlever som mundtlig levende tradition i et kapitalistisk samfund, hvor produktionen til et marked og social mobilitet er vigtige kendetegn. Undereventyrene er først og fremmest koncentreret omkring en biografi om en helt eller en heltinde og har strukturelle træk tilfælles med både eposet og dannelsesromanen. De vigtigste sekvenser, leddene, i handlingen er heltens udrejse, kamp og sejr over troldmagterne, hjemrejsen og til slut brylluppet, der betegner den sociale anerkendelse af helten og dennes optagelse i de voksnes samfund. Disse eventyr kan altså betegnes som socialiseringshistorier - dvs. beretninger om hvordan mennesker tilpasses og formes ind i et samfund. Disse eventyr følger ofte de patriarkalske mønstre; Den kvindelige helt - som forholdsvis sjældent optræder - løser oftest konflikterne ved at påtage sig vanskelige opgaver, mens den mandlige helt drager ud i kamp mod troldene. Altså en langt mere aktiv, aggressiv og «maskulin» handlemåde. Undereventyrene bekræfter gerne den sociale orden og har nok haft en opdragende og socialiserende funktion. På det individuelle plan har de sikkert også fungeret kompensatorisk, som erstatning for virkeligheden, som ønskeopfyldelse i fantasien om samme sociale opstigning og lykke som heltens.

Fornøjelseseventyrene ser derimod ud til at fungere i samfund med mere social forandring. Det er først og fremmest disse eventyr, der i dag fortsat har en levende tradition og hvor der endnu bliver skabt nye varianter. Fornøjelseseventyrene handler ofte om modsætninger mellem samfundsgrupper, mellem fattige og rige. De rummer ofte en stærk kritik af kongemagten, øvrigheden og kirken. Til trods for disse eventyrs kritiske aspekter, kan de også betegnes som kompensatoriske i deres funktion: Konflikterne løses i fortællingen, men ikke i virkeligheden.

Eventyr i dag

I dag er eventyrenes funktioner de fleste steder stærkt forandret. Nedskrivningen af eventyrene har fået dem til at stivne i en bestemt form, hvilket egentlig er fremmed for traditionen. Samspillet mellem fortælleren og miljøet er slut. Nu fortælles eller læses eventyr mest for børn. Remseeventyrene anvendes ofte bevidst som sprogindlæring for børn. Endvidere er der grund til at antage, at eventyrene i stærkere grad end før har fået en ren psykologisk funktion, og at det specielt er undereventyrene, der er virksomme i denne sammenhæng. Psykologer har også vist, at man kan anvende eventyr som hjælpemiddel i behandling af nervøse børn. Men alt i alt har eventyrenes vigtigste funktion nok været at underholde og at more, og det gør de fortsat i dag.

Ugebladsnoveller, tegneserier, kriminalromaner o.l. har overtaget mange af folkeeventyrenes funktioner. Men disse arvtagere kan aldrig blive en virkelig erstatning for det mundtligt fortalte eventyr. Det er karakteristisk for den mundtlige fortælling, at der skabes en social situation, hvor mindst to personer er til stede på en aktiv måde. Den der hørte på eventyret spillede en langt vigtigere rolle, når det gjaldt udformningen af stoffet og formidlingen af normer, end læseren kan gøre. Kommunikationen mellem læseren og forfatteren foregår i værket - ikke i den sociale virkelighed.

I.E.