Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 8.342
: :
Front

Indenfor socialistisk tradition har frontbegrebet været knyttet til allianceformer, der blev udviklet i mellemkrigstiden med udgangspunkt i den kommunistiske del af arbejderbevægelsen. Kommunistpartierne satsede fra begyndelsen af 1920'erne på forskellige typer fronter med andre politiske grupper. I første omgang gennem aktionsenhed med socialdemokratiske arbejdere eller gennem enhedsfront med socialdemokratiske partiledelser. Efter en periode fra 1928 til 1935 hvor kommunistpartierne ikke indgik noget samarbejde med resten af arbejderbevægelsen, indledte hele den kommunistiske verdensbevægelse under Kominterns ledelse fra 1935 en fase med folkefrontstrategi. Folkefronterne tog sigte på enhed - også ud over arbejderklassen. I enkelte lande, som Frankrig og Spanien, spillede folkefronterne en vigtig politisk rolle i slutningen af 30'erne i kampen om regeringsmagten og specielt kampen mod fascismen (se Spanske borgerkrig).

I efterkrigstiden har kommunistpartierne gennem deres såkaldte to-fasestrategi søgt at føre fronttankegangen videre til dannelsen af antimonopolistiske fronter, der i sit program var rettet mod imperialismen og monopolkapitalen. Partiernes langsigtede målsætning - socialistisk revolution - underordnedes en alliance med ikke-revolutionære kræfter for at opnå regeringsmagt og mulighed for nationalisering af det kapitalistiske samfunds økonomiske kommandoposter. «Det nye venstre» har kritiseret strategien for at føre til reformisme og passivisering af arbejderklassen. Allendes Unidad Popular i Chile var i en vis udstrækning en sådan type front, og et af eksemplerne på denne teori gennemført i praksis. Erfaringerne fra Chile viste, at denne frontstrategi førte til en langt skarpere konfrontation med borgerskabet, end både kritikere og tilhængere af strategien havde forudset. Antimonopolismen åbnede for en radikalisering og aktivitet indenfor arbejderklassen, der gik langt ud over det strategien indebar, samtidig med at den udpegede hovedfjende - monopolkapitalen - ikke blev isoleret, men i stedet samlede hele borgerskabet omkring sig.

Venstreunionen i Frankrig, der flere gange i 1970'erne gik til valg på et fælles program, havde som grundlag en front som den chilenske. Det italienske kommunistpartis forsøg på at få et «historisk kompromis» med de kristelige demokrater var ligeledes et andet udtryk for dette, men adskilte sig ud fra de andre ved, at det i første række ikke sigtede mod antimonopolisme, men at løse den italienske politiske, statslige og økonomiske krise - gennem en langsigtet alliance mellem det voksende kommunistparti og et borgerligt statsbærende parti i forfald.

S.Han.