Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
    .  Humaniora  .  Historie
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 87.838
: :
Feudalisme

Feudalisme (af det latinske: «feudum», len, fra urgermansk: «fehu-od» i slægt med dansk: «fæ»: ejendom) er en betegnelse med skiftende indhold. Almindeligvis refererer det til en type sociale og politiske systemer, der havde sin «klassiske» fremtrædelsesform i det vesteuropæiske samfund i tiden fra ca. 900 til 1200, særligt i området mellem Loire og Rhinen. Færre eller flere af de karakteristiske feudale træk her eksisteret i mange andre områder og tidsrum.

Økonomisk set er alle feudalsamfund overvejende baseret på selvforsyningslandbrug. Teknologi, produktivitet og kommunikation er målt med moderne mål fra kapitalistiske samfund dårligt udviklet. Socialt set er feudalsamfund et klassesamfund, hvor hovedskellet går mellem en talmæssigt dominerende klasse af oftest ufrie bønder, og en relativt lille styrende overklasse med stærke militære træk, som lever af bøndernes materielle produktion. Det her nævnte er i marxistisk forstand det karakteristisk feudale, hvor feudalismen generelt opfattes som et socialt udviklingstrin, der følger efter slavesamfund og går forud for kapitalismen.

Det karakteristisk feudale knyttes særligt til en vis politisk styreform, og de institutioner der hører til den. Hovedtrækkene er følgende:

  1. Den politiske magt er fragmenteret, opsplittet.
  2. Politisk magtudøvelse regnes for og behandles som privat ejendom.
  3. Et personligt, gensidigt herre-vasalforhold, oprettet ved privat aftale, trådte i den politiske styringsstruktur i stedet for over- og underordningsforholdet mellem indehavere af hierarkiske positioner i et bureaukrati (se Bureaukrati).
  4. Feudal militærtjeneste er ikke en offentlig, almen borgerpligt men en privat vasaltjeneste overfor herren.
  5. Vederlaget for vasallens militærtjeneste er traditionelt et len - et gods hvor lensejeren almindeligvis her de politiske og juridiske rettigheder over de bønder som bor der.

De talrige feudale eller halvfeudale samfund i historien her udviklet flere eller færre af disse træk.

Vesteuropa 900-1200

1. Det feudale samfund i den klassiske periode, ca. år 900-1200, var resultatet af en udvikling siden folkevandringstiden. Romaniserede og germanske folkeelementer og institutioner voksede sammen og forandrede hinanden. Det romerske samfund gennemgik i folkevandringstiden en opløsningsproces. Imperiet faldt fra hinanden, centralmagten blegnede eller faldt bort, administrationsapparatet gik i opløsning. Økonomisk var byerhvervene, pengeøkonomien og handelen i tilbagegang. Kommunikationsmidlerne forfaldt. Det økonomiske og sociale tyngdepunkt flyttede sig fra by til land. Storgodserne blev økonomisk selvforsynende. Social utryghed skabte behov for privat krigstjeneste, som de rige stod for.

Den germanske stammeorganisation («Sippen») gik også i opløsning under vandringerne, uden at de nye riger som opstod udgjorde effektivt passiviserende stater. De feudale træk i styreformen i de tidlige middelalderstater, som det merovingiske (ca. år 500-700), må ses som tiltag til at opnå en højere grad af organisation og tryghed i denne situation, hvor heller ikke familiegrupper i opløsning gav noget effektivt værn. Fra tidligt i 700-tallet - under de karolingiske hushovmestre - medførte både det ydre militære pres og den indre situation at der var behov for en professionel, permanent rytterhær. De tidligere bondesoldater mistede meget af deres militære værdi, og grundlaget for bøndernes frie stilling faldt bort. Mægtige mænds private hære var almindelige.

2. Vasalforholdet præger fra 700-tallet relationen mellem herren (latin: «senior», fransk: «seigneur», tysk: «Herr») og den frie mand (latin: «vassus;», «miles», «homo», fransk: «vassal», tysk: «Mann»). Det har således ikke noget med forholdet mellem de ufrie bønder og det frie aristokrati at gøre. Vasalforholdet udgør det personlige element under feudalismen, på det frie sociale niveau, og må i den klassiske periode frem til 1200-tallet regnes for det grundlæggende elementet trods ejendomselementets stigende betydning. Kun en vasal kunne få et len (Se nedenfor).

Vasalforholdet blev oprettet ved en ceremonielt indgået vasalkontrakt («commendatio»). Denne kontrakt, kommendationen, var kun gyldig hvis ceremonien var blevet fulgt og bestod af to eller tre hoveddele. Den første del var «homagium», hvor vasallen, barhovedet, våbenløs og knælende lagde sine foldede hænder mellem herrens hænder, samtidig med at han mundtligt udtrykte sin vilje til at blive herrens mand («volo»). Ved «homagium» blev en person overført til en anden. Da en ufri altid var i en andens magt, kunne han ikke gyldigt indgå i et vasalforhold. Anden del af kommendationen var vasallens troskabsed («fidelitas») overfor herren. Den blev aflagt stående med hånden på Bibelen eller et relikvieskrin. Den tredje del var ikke retsligt nødvendig, og bestod i et ceremonielt kys («osculum») givet af herren, som udtryk for at vasallen var accepteret..

Vasalkontrakten skabte gensidige forpligtelser mellem parterne. Forpligtelserne var almindeligvis fastlagt ved den feudale sædvaneret, men i særligt vigtige tilfælde kunne en skriftlig kontrakt opstilles. Vasallens pligter overfor herren var alment afgrænsede ved, at hans ret og status som fri mand ikke måtte blive krænket. Hans pligter overfor kongen måtte principielt heller ikke blive gået for nær. Vasalpligterne indebar primært en generel troskab («fidelitas»). Denne var af negativ karakter, da den indebar, at vasallen skulle afstå fra handlinger som kunne skade herrens person eller ejendom.

Dernæst havde vasallen positive, konkrete pligter, samlet under de to poster «hjælp» («auxilium») og «råd» («consilium»). «Hjælp» omfattede under den klassiske feudalisme først og fremmest militærtjeneste til hest. Fra herrens synspunkt var dette overhovedet formålet med vasalkontrakten. Pligterne kunne også være personlige, gælde et fast antal riddere, eller alle vasallens styrker. Militærpligten kunne særligt i England fra 1100-tallet erstattes af en pengebetaling («scutagium»). Lejetropper kunne da træde i stedet for vasallerne, til styrkelse af kongemagten.

Andre tjenestepligter under «auxilium» var hjælp til administration af herrens gods eller husholdning, tjeneste som sendebud, eskorte mv.  Bispen over Paris' hovedvasaller havde f.eks. pligt til at bære bispen, når han første gang efter efter en vielse kom ind i katedralen.

Auxilium omfattede desuden finansiel hjælp til herren under forskellige omstændigheder. I det franske kongedømme gjaldt denne pligt på fire områder: Ved betaling af løsepenge for en herre der var taget til fange, når herrens ældste søn var blevet slået til ridder, når hans ældste datter giftede sig og når herren rejste på korstog.

Vasallen skulle endvidere give «Råd». Det indebar generelt en pligt til at møde for herren efter indkaldelse. Særlig vigtig var vasallens pligt til at sidde i herrens domstol. Ordet «consilium», dansk : «råd», kom derfor til at betyde den forsamling, hvor herren drøftede juridiske eller andre spørgsmål med sine vasaller.

Herrens pligter modsvarede vasallens. Også de omfattede en generel troskabspligt med et tilsvarende indhold og desuden en række positive, specificerede pligter. De sidste kan samles under hovedpunkterne: «værn» («protectio», «defensio») og «ophold». Værnet indebar generelt en pligt til at værne vasallen mod hans fjender - især hvis han blev «uretfærdigt» pågrebet. Værnet var dels militært, dels retsligt - også for kongens domstol.

Herrens pligt til at give vasallen ophold havde først og fremmest til formål, at gøre det muligt for vasallen at yde hvad han skyldte. Opholdspligten kunne opfyldes på to hovedmåder: Enten kunne vasallen blive optaget i herrens husholdning, eller han kunne få et len, som gav han indtægter. Den første måde var almindelig i den ældste tid, den sidste var den normale fra 1000-tallet.

Herre og undervasaller. En vasal kunne selv have vasaller. Mens kontrakten mellem herre og vasal var helt personlig, så var der ikke noget særskilt retsforhold mellem en vasals herre og denne vasals vasal. «Vasallens vasal er ikke min vasal», var retsreglen. Når vasallen førte sine vasaller med til tjeneste for herren, var dette således kun i kraft af egen gæld. Denne hovedregel havde én vigtig undtagelse: Dersom en herre døde uden en klar arving, blev den dødes vasaller midlertidigt regnet for hans herres, indtil en arving for den afdøde var retsligt fastslået.

Brud på vasalkontrakten. Indtil slutningen af 1000-tallet kunne en vasalkontrakt ikke ensidigt opsiges. Efter den tid kunne en vasal i Frankrig og Tyskland lovligt højtideligt opsige kontrakten, når han samtidig frasagde sig sine len. Dette skete i praksis oftest ved oprør. Andre former for brud blev betegnet «feloni». Sanktionerne mod dette omfattede først ophøret af troskab og venligt samkvem. Det vigtigste i et sådan tilfælde var, at herren uden videre kunne konfiskere vasallens len, og at vasallen ved brud fra herrens side kunne påstå fuld ejendomsret over lenet. Hvilke praktiske konsekvenser et brud iøvrigt kunne få, afhang af det militære magtforhold. Væbnet konflikt var det almindelige resultatet af et brud. Kun i England var kongemagten nogenlunde stærk nok til at iværksætte effektive sanktioner.

Flere samtidige vasalforhold. Før slutningen af 800-tallet opstod den sædvane i Frankrig, at en person kunne gøre sig til vasal af flere herrer samtidig. Det var ønsket om mere jord, der lå bag dette. Denne praksis havde alvorlige følger for den evne vasalforholdet havde til at skabe social orden. En vasal af flere herrer kunne let få vanskeligheder ved at vælge mellem dem, når de lå i indbyrdes konflikt. Som løsning på dette blev vasalforholdet ændret i 1000-tallet. Vasallen måtte nu tjene en af herrerne med fuld troskab, og der blev indgået reservation for dette ved «homagium» overfor andre herrer. I 1100-tallet var virkningen dog ophævet, da vasallerne atter gjorde lige «homagium» overfor flere herrer.

Med styrkelsen af kongemagten i Frankrig fra slutningen af 1100-tallet opnåede kongen der at reservere «liege homagium» for sig selv. Dette var fra 1200-tallet den overvejende praksis. I England der havde en stærkere kongemagt indeholdt alle vasalkontrakter fra Henrik I's (1100-35) tid en reservation om troskab overfor kongen «Liege homagium» var derefter monopoliseret af kronen. Anderledes gik det i Tyskland.

3. Lenet. Lenet (latin: «beneficium», «feudum», tysk: «Lehn») var noget som herren tilstod vasallen, til dækning af herrens opholdspligt, som forudsætning for at vasallen kunne opfylde sine pligter. Normalt var lenet et stykke jord. Omfanget kunne spænde fra nogle få til mange hundrede tusinde hektar. Lenet kunne iøvrigt have skiftende form. Det kunne være et slot uden jord, eller en offentlig funktion eller ret som der fulgte en indtægt med til, en ret til jurisdiktion (lovgivnings- og domsret), skattepålæggelse, til at slå mønt eller oprette og regulere markeder, til at indkræve told. Lenet kunne også bestå i betaling fra herren, «pengelen». Franske hertuger og grever og tyske hertuger og kejserlige biskopper (til år 1122) var efterfølgere til kongelige lokalombudsmænd i karolinertiden og havde ombud som len fra kongen.

I 900- og 1000-tallet var det almindeligt, at alle nogenlunde mægtige lægmandsvasaller havde kirker og klostre i len - dvs. indtægter af og en vis administrationsret over dem. Den kirkelige reformbevægelse fra slutningen af 1000-tallet gjorde ikke fuldstændig op med denne praksis. Således var det stadig almindeligt med forlening af den vigtige kirketiende til lægmænd.

Lenet blev overført til vasallen ved «investitur», en ceremoniel akt hvor lenet blev symboliseret ved en ting, en stav, ring, kniv, vimpel eller noget andet. Investituren fulgte normalt umiddelbart efter vasallens kommendation.

Herrens og vasallens rettigheder i lenet. Herren kunne bortforlene hvad han selv ikke havde som len, men dog havde fuld ejendomsret over (et «allodi»), eller han kunne bortforlene hvad han selv havde som len. I det første tilfælde havde herren «ejendomsretten», «dominium directum» efter romerretten, over det bortforlenede, mens vasallen havde brugsretten, «dominium utile». Når herren bortforlenede noget han selv havde som len, havde han og hans vasal en delt «dominium utile». Dette er retssætninger fra 1200-tallet. I realiteten skete der en udvikling i retning af, at vasallen fik øgede rettigheder over lenet, og herren færre. Vasallens brugsret omfattede den ophavslige ret til at «bruge og nyde» («ius utendi et fuendi»), men ikke ret til at dele, afstå eller formindske værdien. Med udviklingen fra 900-tallet fik vasallen de fleste af disse rettigheder.

Særligt vigtig var, at lenet - der kun var givet for vasallens levetid - fra slutningen af 800-tallet begyndte at blive regnet for arvelig. Både i Frankrig, England og i det meste af Tyskland blev lenet regnet for arveligt fra 1100-tallet. Arvinger måtte da indgå en personlig vasalkontrakt med herren. Der var da ofte krav om en afgift, «relevium».

Lenets successionsmåde - dvs. hvem der skulle overtage det, når en vasal døde - fulgte af forleningens formål: At den skulle give grundlag for vasallens overlevelse. En simpel deling mellem arvingerne, der var det almindelige ved allodialgodser (uden forlening), ville bringe dette formål i fare. Fra begyndelsen blev lenet derfor regnet for udeleligt. Førstefødselsret for mænd var det almindelige; I England gjaldt dette altid. Da vasallerne mere og mere kom til at betragte lenet som deres privatejendom, blev det i Frankrig og Tyskland fra 1100-tallet regnet for delelig mellem arvingerne.

Mindreårige og kvinders succession (arveret) til lenet syntes uforenelig med forleningens hovedformål: Vasallens militærtjeneste. Da lenene blev arvelige, blev der fundet på den udvej, at en «procurator» kunne optræde for den mindreårige vasal. Kvinder kunne i udgangspunktet ikke blive vasaller, og derfor heller ikke få len. Fra slutningen af 900-tallet begyndte de imidlertid at arve len i Frankrig. En ombudsmand eller hvis hun var gift hendes ægtemand, måtte da udføre hendes vasaltjeneste. Herren krævede derfor at få indflydelse på kvindelige vasallers giftermål.

Vasallen kunne ikke videreforlene uden herrens udtrykkelige samtykke. Som udviklingen skred frem, ændrede dette sig, sådan at videreforlening uden herrens indblanding fra 1000-tallet blev temmelig frit praktiseret - også i Tyskland og England.

I starten havde vasallen ikke ret til at sælge eller bortgive lenet. Alligevel kender vi sådanne eksempler fra 900-tallet i Frankrig, fra 1000-tallet i Tyskland og England. På den tid skete dette med herrens medvirkning og fra 1100-tallet havde vasallerne i Frankrig og England en større ret til denne afståelse med herrens stiltiende samtykke. Fra 1290 havde vasallerne i England lovfæstet ret til at indsætte nye vasaller i deres sted. Alligevel fungerede det i princippet således, at vasallen kun havde ret til at afhænde sine egne rettigheder til lenet, ikke herrens. Hvis vasallen solgte eller bortgav sine rettigheder til lenet, var herrens rettigheder derfor reserverede, så længe de ikke særskilt blev erstattede.

Omkring år 900 havde herren stort set den fulde dispositionsret over lenet. Tre århundreder senere var retten afgrænset til visse afgifter ved afhændelse.

Herren kunne kun afhænde sin ret til lenet så langt, at vasallens rettigheder ikke blev krænket. Herren kunne heller ikke retsligt tvinge vasallen til at give lenet fra sig, selv om herren skaffede ham et andet i stedet.

Ejendomselementet i forholdet mellem herre og vasal blev efterhånden vigtigere. Dette medførte, at de tjenester vasallen skyldte, mere og mere blev opfattet som et vederlag for lenet, i stedet for tjenester der udsprang af det personlige forhold mellem parterne.

4. Feudalismen og staten. Selvom lenet principielt kun var noget, der skulle give vasallen hans underhold, og derfor ikke havde nogen bestemt form, var lenet alligevel i praksis oftest et stykke jord, som der oftest fulgte større eller mindre «jurisdiktionsret» af offentlig karakter med. Begrebet «jurisdiktion» omfattede den gang meget mere, end den domsfunktion vi i dag betegner således. Begrebet omfattede foruden den juridiske funktionen i stram betydning, også politifunktioner og andre administrative funktioner som ret til at pålægge skatter og afgifter samt oprette og administrere markeder. Lovgivning blev den gang mest opfattet som domsafgivelse, der havde til formål at fastslå indholdet af en ret, der allerede var givet gennem sædvane og præcedens. «Jurisdiktion» omfattede derfor reelt også lovgivning. I et gennemført feudalt system, som ovenfor beskrevet med hertuger og andre territorialfyrster i Frankrig og England, var lokalstyringsfuktionen givet i len. Feudalismen udgjorde derfor et samlet styringssystem.

Den feudale jurisdiktion som vasallen udøvede indenfor lenet, kunne være mere eller mindre omfattende. Særligt vigtige sagsområder kunne være reserveret vasallens herre, den engelske konge, eller de franske hertuger.

Svarende til hvad vi har sagt om karakteren og udviklingen af de feudale grundinstitutioner, vasalforholdet og lenet, ses at de offentlige styringsfunktioner efterhånden blev opfattet som arvelig privatejendom. Det gav lensindehaverne en stærk stilling og gav generelt en svag centralmagt. Alligevel mener de fleste ikke længere, at de feudale institutioner skabte politisk opløsning. De blev snarere opfattet som et middel til at skabe større orden under de givne økonomiske, kommunikationsmæssige og almenkulturelle grundvilkår, hvor der ikke fandtes stærke interesser der gik ind for at skabe en stærk statsmagt indenfor et større territorium.

Feudalismen medførte ikke entydig en svagere statsmagt. Man kan i denne periode ikke uden videre sætte lighedstegn mellem stat og kongerige. Således var kongeriget Frankrig ikke en stat i 1000-tallet. De større af kongens teoretiske vasaller, som greverne af Flandern og Anjou, hertugerne af Normandiet og Burgund, kom ikke en gang til kongen for at gøre «homagium». Langt mindre havde kongen nogen reel magt i deres fyrstedømmer, der teoretisk var forleninger fra kongens side. Staterne indenfor kongedømmet var netop de nævnte og lignende fyrstedømmer. I nogle af dem eksisterede der en temmelig stærk central statsmagt. Selv om der også der fandtes et feudalt hierarki af undervasaller, reserverede greven af Flandern sig militærmagten, den højeste domsmagt, monopoliserede møntretten, regulerede handelen, pålagde almene skatter, tog alle kirker under sit værn og erklærede sig som almen vogter af ro og orden. Hertugerne af Normandiet styrede efter et tilsvarende mønster. Disse vandt som bekendt England i 1066, og udstak mere eller mindre mønstret for den relativt stærke kongemagt der. Det må ses i sammenhæng med, at det engelske territorium havde en mindre udstrækning.

Også i Tyskland viste feudalismen sig forenelig med en ret stærk centralmagt indenfor afgrænsede fyrstedømmer, selvom kongemagten gik i opløsning - særligt fra 1200-tallet.

5. Bønderne under feudalismen. Bøndernes vilkår var bestemt af, at de fleste var indlemmet i godssystemet. Generelt var de fleste godser len eller dele af len. Bønderne kom således under mere eller mindre total privat jurisdiktion.

Retsligt hørte bønderne til i en af to kategorier: Frie og ufrie. Det talmæssige forhold mellem disse afhang af geografiske og historiske faktorer.

Forskellen mellem fri og ufri status var primært, at de ufri bønder fuldstændig var underlagt deres herres - oftest godsejerens - jurisdiktion, og at de var bundne til godset. De frie sorterede kun under godsets domstol, i sager der gjaldt deres mellemværende med godset. Desuden havde de ufrie bønder større økonomiske pligter. Begge kategorier betalte afgifter for deres brug af godsets jord og kunne have pligtarbejde på godset. Det sidste var den del af godset, som herren selv drev, uden at leje ud til bønderne. De ufrie bønder havde almindeligvis en særlig tung arbejdspligt. De ufri kunne principielt udnyttes vilkårligt af herren. Dette kom bl.a. til udtryk i den særlige skat «tallagium», som herren kunne pålægge dem når og med den sats han ønskede.

Godsejerne monopoliserede ofte retten til at have møller, bageri, bryggeri, vinpresse, avlsheste m.m., som bønderne måtte betale for at bruge. På samme måde måtte de ofte betale for at bruge de fælles enge og skove.

6. Feudalismens forfald. Der fandtes frem til 1789 - eller endnu længere (se Franske revolution) - feudale institutioner i Vesteuropa. Alligevel regner de fleste med, at disse institutioner fra slutningen af 1200-tallet ikke længere var dominerende. Årsagen til dette var, at de økonomiske omstændigheder der skabte feudalismen blev ændrede. Opsvinget i handel, pengeøkonomi og livet i byerne gav kongemagten nye financielle kilder, og skabte stærkere interesse for en stærk, pacificerende statsmagt indenfor et større territorium. Lejehære der brød vasalsystemets militærmonopol var særligt vigtige.

Den relative sociale orden det som feudale system trods alt skabte i den klassiske periode, skabte forudsætningerne for handelsopsvinget. Der fandtes en vekselvirkning mellem de økonomiske og politisk/militære institutioner. Forandringsimpulserne gik ikke kun den ene vej.

De demografiske ændringer - dvs. det faldende eller stigende folketal - kan efter nyere undersøgelser være en vigtig forklaring både på udviklingen og forfaldet af det feudale system.

Feudalisme i andre områder og tidsrum

Der findes samfund med udprægede feudale træk i mange andre dele af verden end netop Vesteuropa, og i mange andre tidsrum end middelalderen. Specielt kan nævnes Kina under Shangdynastiet (1766-1122 f.v.t.) og Chou (1122-249 f.v.t.), Mesopotamien under kassitterne (1531-1153 f.v.t.), Indien i tiden efter Asokas kongedømme (264-226 f.v.t.), Persien under sassaniderne (226-641), Islam i middelalderen, Byzants fra 1000-tallet, Rusland i middelalderen, det moskovittiske rige fra 1500-tallet, og ikke mindst Japan ca. 1200-1600. Alle disse systemer havde deres særlige træk og deres egen udvikling, der ikke kan skitseres her. Det der er fælles er, at landbruget var dominerende og at der fandtes et socialt hovedskel mellem en udnyttet, politisk svag bondeklasse og en styrende militærklasse.

K.L.

Litteratur

M. Bloch: Feudal Society, Chicago 1961.
R. Coulbourn (red): Feudalism in History, Princeton 1956.
F. L. Ganshof. Feudalism, Fribourg 1961.
A. J. Gurevitsj: Frihet og føydalisme. Fra sovjetisk forskning i norsk middelalderhistorie, Oslo-Bergen-Tromsø 1977.
K. Lunden: Norge under Sverreætten, Oslo 1976.
J. Rosén: Län, i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder XI, Oslo 1966.
M. Weber: The Theory of Social and Economic Organization, Glencoe 1957.