Burke, Edmund

Edmund Burke (1729-1797), irsk-britisk politiker og statsvidenskabsmand, anses normalt som konservatismens fader.

Burke blev født i 1729 som søn af en sagfører i Dublin. Faderen var protestant, moderen katolik og han selv blev opdraget som protestant. Han blev uddannet på en stedlig kvækerskole og senere på Trinity College i Dublin. I 1750 tog han til England for at studere jura ved Middle Temple i London, men han forsømte imidlertid sine studier til fordel for andre interesser. I 1765 blev han valgt til Parlamentet, og her kæmpede han mange store kampe. Han var blandt dem, der forsvarede Den Amerikanske Revolution, og som forsvarede irlænderne og katolikkerne. Det Ostindiske Kompagni krævede han holdt ansvarlig for dets grusomheder i Indien. Han krævede frihandel, angreb slavehandlen og forsvarede parlamentet mod kongen. Den Franske Revolution, som ellers vakte beundring i vide kredse angreb han, og det er herfra vi har hans væsentligste politiske værk, Reflections on the revolution in France (Overvejelser over revolutionen i Frankrig) fra 1790. Burke havde hele sit liv tilhørt Whig-partiet, men uenigheden med partiets ledelse over revolutionen i Frankrig betød, at han måtte forlade denne politiske gruppering. Han døde i 1797 på sit landssted Beaconsfield.

Burkes filosofiske udgangspunkt var en traditionel universitetsaristotelisme. I denne sammenhæng spillede Aristoteles begreb om klogskab (fronesis) en særlig rolle for hans politiske virke, thi klogskaben fordrer, at man i hver enkelt konkrete situation alt efter folks natur og kultur må afgøre, hvad der fremmer det gode liv. Men han var også dybt præget af den engelske common law tradition, der bestod i en lang række enkeltafgørelser, som tilsammen udgjorde en ældgammel sædvane, der var et resultat af mange generationers visdom. Ret og politik kan med dette udgangspunkt ikke bestemmes rent spekulativt, og Overvejelser over revolutionen i Frankrig er derfor i høj grad en kritik af oplysningsfilosofiens tiltro til, at man gennem tænkning og videnskab kan erkende menneskets sande natur for med den viden at indrette samfundet bedst muligt. Burke så i Den Franske Revolution et udtryk for denne ånd, og når han kritiserer den så voldsomt, mens han forsvarede den amerikanske, så skyldes det netop, at franskmændene gjorde så radikalt op med tidligere tiders traditioner og institutioner, mens amerikanerne hævdede at forsvare hævdvundne rettigheder. I denne sammenhæng kritiserer Burke både Rousseau og Condorcet, selvom kritikken af Rousseau nok mere er udtryk for, at Rousseau var blevet et symbol på revolutionen, end den skyldtes en dybere forståelse af hans værker.

Burke overser ikke, at der kan være fejl og mangler ved gamle institutioner, de kan endda være iøjefaldende, men i stedet for at rive alt ned og gøre det modsatte, skal man snarere forsøge «på en gang at bevare og reformere». Man må lære at værdsætte det værdifulde i traditionerne og forstå at indpasse fornyelser i en kontinuitet med det forgangne. Denne proces er langsommelig, men den er begrundet i tre forhold: for det første ved, at der til enhver forandring kræves et sammenspil af menneskeviljer, og det tager tid at skabe denne samstemmighed, der ikke er gjort ved lovgivning alene. Burke har en klar forståelse af, at samfundet er langt mere end blot regler og love, og at forudsætningen for at et samfund kan fungere er, at borgerne i deres holdninger og opfattelser bakker op omkring samfundets værdier og medvirker til at bevare den viden og kundskab, som det repræsenterer. Tvang alene kan aldrig være grundlaget for et samfund. Den samlede sum af disse opfattelser, indsigter og fordomme er det, der holder samfundet sammen. Disse opfattelser ændrer sig kun langsomt, og enhver reform må tage højde for dem, hvis den skal lykkes. For det andet ved, at enhver voldsom forandring har sine ofre. Når omtanke og forsigtighed er tegn på visdom, skønt man blot har med døde ting at gøre, så må det blive en pligt, når det drejer sig om levende væsner; for man kan ikke pludseligt forandre deres status, levevilkår og vaner uden, at mange mennesker bliver ført ud i elendighed. For det tredje ved, at man gennem en langsom men sikker fremgangsmåde kan iagttage virkningerne af hvert enkelt skridt, således at heldige eller uheldige følger af det første kan kaste lys over, hvilket skridt det efterfølgende ville være hensigtsmæssigt at tage.

Samspillet mellem menneskene i et samfund er så kompliceret, at det ikke er nogen menneskelig intelligens forundt at kunne forudsige følgerne af større forandringer i samfundets institutioner. Man må være ydmyg og handle i bevidstheden om at mennesket er fejlbarligt og dets viden begrænset.

Overvejelser over revolutionen i Frankrig blev med det samme oversat til fransk, hvor den blev læst af Joseph de Maistre, og kort efter til tysk, hvor den i kredsen omkring Metternich fik stor betydning. Men størst betydning har Burke nok haft for engelsk og amerikansk konservatisme, og efter 2. Verdenskrig har særlig amerikanske konservative med Kirk Russell i spidsen taget Burke op på ny. Dog har der været en tendens til at opfatte Burke som en konservativ utilitarist, mens nyere forskning lægger vægt på, at han har rødder i en thomistisk naturretstænkning. I samtiden provokerede værket svar fra Thomas Paine, Mary Wollstonecraft og James Mackintosh. Karl Marx har givetvis også interesseret sig for Burkes kritik af Den Franske Revolution, selvom han beskrives lidet flatterende i Kapitalen.

M.J.

Sidst ajourført 3/2 2007

Leksikon for det 21. århundrede

---

Litteratur:
Burke, Edmund: Tanker om den franske revolution, Ribe, Tidehverv 1987.
Schepelern, Vilhelm: Edmund Burke, Friedrich Gentz, Adam Müller. Et Bidrag til Revolutions- og Napoelonstidens politiske Idéhistorie, Kbh 1953.
Qvortrup, Ulla: Det repræsentative princip hos Edmund Burke, Kbh. 1970 (speciale til kandidateksamen).
Monved, Henrik: Edmund Burke's frihedsbegreb med særligt henblik på "Reflections on the Revolution in France", Kbh. 1969 (speciale til kandidateksamen)