Dirac, Paul
Paul Adrien Maurice Dirac (8. august 1902 - 20. oktober 1984), britisk fysiker der kom til at spille en ledende rolle i udviklingen af kvantemekanik.
Dirac blev født i Bristol, England. I 1926 udformede han en udgave af kvantemekanikken, der inkluderede matrix-mekanik og bølgemekanik som specialtilfælde. Med udgangspunkt i Paulis arbejde med ikke-relativistiske spin-systemer formulerede han i 1928 Dirac-ligningen, der var en relativistisk ligning til beskrivelsen af elektronen. Det gav ham baggrund for at forudsige eksistensen af positronen - elektronens anti-partikel. En forudsigelse der blev eksperimentelt verificeret af Anderson i 1932. Dirac forklarede kvante-spinets oprindelse som et relativistisk fænomen.
Hans «Principles of Quantum Mechanics» blev publiceret i 1930, og var banebrydende i anvendelsen af lineære operatorer til generalisering af Heisenbergs og Schrödingers teorier. Han introducerede endvidere en specialnotation, således at |ψ> stod for tilstandsvektoren i Hilbert rummet og <ψ| dens duale vektor. Han introducerede endvidere Diracs deltafunktion. I 1933 blev han sammen med Erwin Schrödinger tildelt Nobelprisen i fysik for «opdagelsen af nye produktive former af atomteori».
Han var ansat som professor i matematik på Cambridge University i 1932-69. Han døde i Tallahassee, Florida i 1984. Dirac-prisen er indstiftet i hans minde.
Sidst ajourført 14/10 2003
Leksikon for det 21. århundrede