Browserudgave

Østtimor

Befolkning	1,3 mio.
Valuta	Australske dollars
Areal	14.870 Km2
Hovedstad	Dili
Befolkningstæthed	58,5 indb./Km2
HDI placering	140

Østtimor er beliggende mellem Australien og Indonesien og består af den østlige del af øen Timor, Oecusse i øens nordvestligste hjørne, øen Atauro mod nord og småøen Yaco mod øst. Øen har vulkansk oprindelser, er bjergrig og dækket af tæt regnskov. Det tropisk regnfulde klima forsyner landet med vigtige vandressourcer. Den sydlige del af landet er fladere og er velegnet til landbrug. Økonomien er baseret på det eksportorienterede landbrug. Der produceres primært kobra, kaffe, bomuld, ris, tobak og sandaltræ.

Folket: Maubere folket har melanesisk og malayisk baggrund. I 1975 levede der i landet samtidig 20.000 kinesere, der var indvandret i dette århundrede samt 4.000 portugisere. Amnesty International vurderer, at den indonesiske besættelse af landet har kostet 210.000 livet. 6.000 lever som flygtninge i Australien og 1.500 i Portugal.

Religion: Størstedelen af befolkningen praktiserer traditionelle kulter. 30% er katolikker.

Sprog: Tetum og portugisisk er de officielle sprog. Tetum tæller desuden omkring 40 dialekter. Den indonesiske besættelsesmagt (1975-99) forbød anvendelsen af sproget i undervisningen, hvor det indonesiske Bahasa Indonesia var enerådende.

Politiske partier: Den 31. december 1988 dannede Befrielsesbevægelsen for et uafhængigt Østtimor (FRETILIN) og Timors demokratiske Union (UDT) den Nationalistiske Samling (CNRM). Den blev i 1998 omdannet til Timors Nationale Modstandsråd (CNRT).
Demokratiske Parti; Socialdemokratiet; Timors socialdemokratiske Sammenslutning; Timors Nationalparti; Klibur Oan Timor Asuwain (KOTA); Timors Folkeparti; De Kristelige Demokrater; Timors Socialistparti.

Officielt navn: República de Timor Leste (Timor Loro Sae).

Hovedstad: Dili, 150.000 indb. (2009)

Regering: José Ramos-Horta er landets præsident siden maj 2022. Mari Alkatiri er landets premierminister siden september 2017. Parlamentet har ét kammer med 88 pladser.

Nationaldag: 28. november (Uafhængighed, 1975)

 

Længe før portugiseren Vasco de Gama, kendte både kineserne og araberne til Timor som en «uudtømmelig kilde af ædle træsorter, porcelæn, bly og andre» naturressourcer, der indfødte befolkning kunne drage nytte af.

Det traditionelle samfund i Timor bestod af 5 store sociale grupper eller klasser: Liurari (høvdingene og kongerne), dato (adelen, krigerne - de mindre betydningsfulde), ema-reino (frie plebejere), ata (slaverne) og endelig lutum (nomade kvæghyrder).

Befolkningen modsatte sig kolonialiseringen, og det kom til væbnede opstande i 1719, 1895 og 1959, der dog alle blev slået ned. I 1859 blev øen delt mellem Portugal og Holland. Efter en aftale fra 1904 kom den østlige del af øen til at tilhøre portugiserne. Alligevel gjorde maubere folkets modstand det muligt for det at overleve 5 århundreders kolonialisme. Skovene med de ædle træsorter var ikke så modstandsdygtige. Især det hvide sandaltræ blev tidligt under kolonialiseringen udsat for en voldsom skovning, hvilket udgjorde en tidlig økologisk katastrofe. Allerede fra dette tidlige tidspunkt blev produktionen af kaffe basis for økonomien.

1970-75 Selvstændighedskamp

Langt senere end i de portugisiske kolonier i Afrika sluttede tilhængerne af uafhængighed sig i 1970 sammen. De dannede en bred front bestående af nationalistiske politiske organisationer samt flere sociale bevægelser og besluttede at kæmpe for national befrielse.

I april 1974 fandt den såkaldte nellike revolution sted i Portugal. Kampen mod kolonimagten var på det tidspunkt allerede veludviklet og havde betydelig folkelig støtte. Kolonistyrets sammenbrud i Portugal forandrede også grundlæggende den politiske situation i Østtimor, og betød bl.a. legalisering af den patriotiske bevægelse. I september dannedes Befrielsesbevægelsen for et uafhængigt Østtimor (FRETILIN).

Den nye portugisiske regering lovede landet selvstændighed, men den lokale koloniadministration støttede oprettelsen af Timors Demokratiske Union (UDT), der gik ind for en bevarelse af den koloniale status quo og en «føderation med Portugal». Samtidig financierede Indonesiens konsulat i hovedstaden Dili en gruppe af østtimoresere, der dannede Timors Folkelige Demokratiske Sammenslutning (Apodeti), der gik ind for indlemmelse af Østtimor i Indonesien.

Der indledtes dermed en periode præget af strid mellem de neokolonialistiske portugisiske interesser, tilhængerne af indonesisk anneksion og tilhængerne af uafhængighed. I august 1975 gennemførte UDT et kupforsøg, hvorefter FRETILIN opfordrede til totalt væbnet folkeoprør. Den portugisiske koloniadministration forlod landet, og da FRETILIN havde fuld kontrol over området, erklærede bevægelsen den 28. november 1975 landet for selvstændigt under navnet Den demokratiske republik Østtimor. Den blev imidlertid ikke officielt anerkendt af Portugal, hvilket fik omfattende politiske og diplomatiske konsekvenser, der endnu præger situationen i dag.

1975 Indonesisk invasion

Den 7. december invaderede Indonesien landet. Få timer tidligere havde USA's præsident Gerald Ford besøgt Jakarta, hvor han muligvis fik kendskab til og godkendte den indonesiske præsident Suhartos invasionsplaner. FRETILIN blev tvunget til at trække sig tilbage fra hovedstaden og de vigtigste havne. Den 2. juni 1976 godkendte en «folkeforsamling» bestående af repræsentanter for UDT og Apodeti Indonesiens anneksion og landets status som indonesisk provins. Annekteringen blev imidlertid ikke anerkendt af FN's Afkoloniseringskomite, der fortsat betragtede Portugal som den formelt ansvarlige for Østtimor. I 1978 anerkendte Australien imidlertid anneksionen. Samtidig etablerede Den demokratiske republik Østtimor relationer med en lang række tidligere portugisiske kolonier og socialistiske lande.

I december 1978 blev republikkens præsident og leder af FRETILIN, Nicolás dos Reis Lobato dræbt i kamp. Som følge af dette hårde slag reorganiserede befrielsesbevægelsen sig og fortsatte modstanden. Imens fortsatte Indonesien sin folkemordspolitik i landet. En politik der skal have kostet omkring en tredjedel af befolkningen livet.

I 1978 begyndte den indonesiske hær at rekruttere unge timoresere i et forsøg at stille mauberer overfor mauberer, men forsøget mislykkedes. De unge fulgte frontens opfordring, gjorde mytteri og sluttede sig til FRETILIN. I 1982 vedtog FN's Generalforsamling en resolution, der krævede besættelsesstyrkerne trukket ud af landet. I 1983 blev der undertegnet en våbenhvileaftale mellem FRETILINs øverstkommanderende, Xanana Gusmão og oberst Purwanto - chef for det indonesiske ekspeditionskorps. Men præsident Suharto forkastede aftalen og guerillakampen fortsatte.

Området er rigt på naturressourcer, og i april 1985 offentliggjordes i Lissabon dannelsen af et konsortium til efterforskning efter olie og gas i havområdet mellem Østtimor og Australien - The Timor Gap.

1988 Samlingsproces

I 1988 kulminerede tilnærmelsesprocessen mellem FRETILIN og UDT i dannelsen af den fælles organisation: Den nationale Samling (CNRM). Enheden var afgørende for, at Portugal påtog sig en mere aktiv rolle i Østtimor spørgsmålet. Nationalistbevægelsen reorganiserede sine strukturer, så den fik en mere national, ikke-partimæssig orientering. Samtidig bekræftedes Gusmãos position som øverstkommanderende for befrielseshæren.

Samtidig lykkedes det Portugal at få Europaparlamentet og -komissionen til at anerkende kravet om selvbestemmelse til maubere folket, nødvendigheden af at søge en forhandlingsløsning på konflikten og få bragt den indonesiske besættelse til ophør. I oktober 89 vedtog FN's Menneskerettighedskommission en fordømmelse af den indonesiske besættelse og undertrykkelse i Østtimor. Samme år fandt der en øget folkelig mobilisering sted i landet. Især koncentreret i hovedstaden Dili, hvor studenterne gik på gaden, brændte biler og ødelagde huse tilhørende Indonesiens repræsentanter i landet. Indonesien svarede ved at forbyde udenlandske journalister adgang, og Dili blev afskåret fra omverdenen. Telefonforbindelserne ud af landet blev afbrudt, og der fandtes ingen diplomatiske repræsentationer.

Da pave Paul II i oktober 89 besøgte Dili, foldede en gruppe unge et Fritilin banner ud kun 20 meter fra hvor paven holdt messe. Ud af de omkring 80.000 mennesker der deltog i messen blev det vurderet, at 13.000 tilhørte de indonesiske sikkerhedsstyrker. Hændelsen udløste øjeblikkelig repression mod de studenter, der løb med skilte mod besættelsen. Trods det at journalisterne der dækkede pavens besøg i landet efterfølgende fik konfiskeret deres kameraer og film, kunne de berette overfor verden om den situation, der herskede i landet.

Siden da er undertrykkelsen taget til. Hjemmene er tvunget til at klæbe en liste op på yderdøren med navnene på dem, der bor i huset. Listen kan blive kontrolleret af besættelsesmagtens styrker på alle tider af døgnet. Tusindvis af maubere kvinder er blevet tvangssteriliseret. I skolerne er anvendelsen af det nationale sprog, tetum forbudt. Samtidig indledte de indonesiske myndigheder en indvandringspolitik, der havde til formål at reducere maubere folket til en minoritet indenfor dets eget land. Endvidere er der forskellige dele af landet blevet opdaget massegrave, der har bekræftet besættelsesstyrkernes massehenrettelser.

1991 Santa Cruz Massakren

Den 12. november 1991 blev en ung myrdet student begravet på kirkegården i Dili. Da processionen var kommet ind på kirkegården åbnede hæren ild med maskinpistoler, dræbte 271 og sårede et ukendt antal. Da massakren blev kendt, opfordrede Portugal EU til at afbryde handelsforbindelserne med Indonesien, der som medlem af ASEAN havde en præferenceaftale med EU. Samtidig blev FN's Sikkerhedsråd bedt om at træde sammen. FN blev samtidig fordømt, for ikke at indtage en tilsvarende position overfor Indonesien som overfor Iraq, da dette land i august 1990 invaderede Kuwait.

Et parlamentarisk delegationsbesøg i starten af november blev samtidig aflyst, da Indonesien nægtede den australske journalist Jill Jolliffe indrejsetilladelse. Hun skulle være fulgt med delegationen.

Ledere af det østtimoresiske opposition har kritiseret USA, Australien, Holland, Japan og andre lande med betydelige økonomiske interesser i Indonesien for at samarbejde med Jakarta om at forklejne folkemordet og få den internationale presse til at tie om situationen. I slutningen af 1991 blev det i Portugal fordømt, at Jakarta og Canberra i december 89 havde underskrevet en aftale med 12 selskaber om udvindingen af omkring 1 milliard tønder olie fra Timorhavet. Listen over selskaber består bl.a. af Royal Dutch Shell (med britisk og hollandsk kapital) og det nordamerikanske Chevron. Derefter følger 6 australske selskaber, det japanske Nippon Oil samt Phillips Petroleum, Marathon og Enterprise Oil Company. Endvidere erklærede talsmænd for den australske regering, at den ikke kunne støtte gennemførelsen af sanktioner mod Jakarta.

I Østtimor krævede lederne i Nationalistisk Samling, at Portugal afbrød forhandlingerne med Indonesien og tog mere drastiske skridt for at fremme en diplomatisk løsning på konflikten med intervention fra FN's side. Nationalistisk Samling håbede, at Portugals formandsskab i EU ville give større muligheder for pres mod den indonesiske regering for at få opfyldt FN's resolutioner: Tilbagetrækning af besættelsestropperne og gennemførelsen af en folkeafstemning for at beslutte landets politiske fremtid.

I marts 1992 afsejlede skibet «Lusitania Express» fra Darwin i Australien med kurs mod Østtimor. Ombord var menneskerettighedsaktivister fra 23 lande - herunder Danmark -, samt portugisiske politiske personligheder som den portugisiske præsident Ramalho Eanes. De ombordværende på «fredsskibet» havde som mål at gennemføre en mindehøjtidelighed for massakren i november året før. De indonesiske myndigheder tillod imidlertid ikke skibet at sejle til Østtimor. Det blev tvunget til en anden ø, hvorfra kun enkelte fik lov at rejse videre.

I november 92 blev Gusmão taget til fange af indonesiske tropper. Han blev erstattet som øverstkommanderende for FRETILIN med Antonio Gomes da Costa, der selv kort tid senere blev taget til fange. Den 11. marts 1993 protesterede FN mod menneskerettighedskrænkelserne i Østtimor og krævede adgang til landet. Der kom til at gå 1 år, før de indonesiske myndigheder gav denne tilladelse. Xanana Gusmão var ved retten oprindelig blevet dømt til livstidsfængsel, men fik i august 93 sin straf reduceret til 20 års fængsel efter en omfattende international kampagne.

Rapporter fra øen i starten af 1994 indikerede, at familiemedlemmer til dræbte, «forsvundne» og politiske fanger hver lørdag mødtes på den centrale plads i Dili for at bede og protestere. I november blev omkring 100 mennesker tilbageholdt efter en serie folkelige demonstrationer. Spændingen fortsatte, og i oktober 1995 blev 50-100 personer arresteret efter 3 dages uroligheder i Dili.

I begyndelsen af 1996 - få dage før udenrigsministrene fra Portugal og Indonesien skulle holde deres 7. møde for at nå frem til en løsning på Timorspørgsmålet - bad Amnesty International om fri adgang til det besatte land for repræsentanter fra menneskerettighedsorganisationer. Andre rapporter afslørede ulighederne mellem besætternes og de besattes situation.

1996 Nobel fredsprisen til Horta og Belo

I december 1996 modtog den eksilerede aktivist José Ramos-Horta og den katolske ærkebiskop Carlos Filipe Ximenes Belo i Oslo Nobels Fredspris. De indonesiske myndigheder søgte at boykotte ceremonien, men alligevel var problemet i Østtimor på alverdens avisforsider.

I april 1997 præsenterede Ramos-Horta et dokument om Indonesiens 20 årige besættelse af Østtimor for FN's Menneskerettighedskommissions årsmøde i Geneve. I juli udtalte Sydafrikas præsident Nelson Mandela under et besøg i Indonesien at: «løsladelsen af Xanana Gusmao - lederen af timoresernes befrielseskamp - er et fundamentalt skridt i processen frem mod en løsning på problemet i Østtimor». Samme måned kunne en højtstående officer i besættelseshæren oplyse, at militæret snart ville modtage 18 pansrede mandskabsvogne produceret i Frankrig. To måneder senere erklærede den britiske regering, at den afbrød sin militærbistand til Indonesien, da våbnene kunne anvendes i Østtimor.

Mens en gruppe universitetsstudenter i november 97 gennemførte en mindehøjtidelighed i anledning af årsdagen for massakren i 1991, åbnede militæret ild, dræbte en student og sårede 16 andre. Ærkebiskop Ximenes Belo fordømte militærets «forfærdelige brutalitet» og erklærede samtidig, at indonesiske styrker uden tilladelse var trængt ind på universitets område, hvor de havde knust døre og vinduer.

I 1998 dannede østtimoreserne Timors Nationale Modstandsråd (CNRT).

I januar 1999 erklærede Australien, der var det eneste vestlige land der havde anerkendt Indonesiens overherredømme over den tidligere portugisiske koloni, at «status quo i Østtimor var særdeles beklagelig». Indonesien fordømte i første omgang udtalelserne, men i februar udtalte Informationsministeren, at regeringen ville «foreslå» det parlament der skulle vælges den 7. juni, at det overvejede Østtimors selvstændighed, hvis befolkningen forkastede tilbuddet om autonomi, som B.J. Habibie havde fremsat måneden forinden. Samtidig blev Xanana Gusmao løsladt fra fængslet og overført til husarrest i Jakarta.

Efter betydelige politiske stridigheder blev højtstående embedsmænd fra Indonesien og Portugal i maj enige om detaljerne ved en folkeafstemning om landets fremtid. De to landes udenrigsministre underskrev aftalen i FN's hovedkvarter. Iflg. aftalen skulle der gennemføres en folkeafstemning, hvor Østtimors befolkning skulle vælge mellem «speciel autonomi», som Jakarta havde foreslået eller selvstændighed.

Detaljerne omkring afstemningen og udformningen af valglister, der skulle bestemme, hver der havde ret til at stemme medførte store forsinkelser i processen, og nogle uger før den planlagte afstemning i august 99 indledte pro-indonesiske militser en terrorkampagne rettet mod tilhængerne af selvstændighed. Det indonesiske militær var massivt tilstede, men forholdt sig fuldstændig passiv overfor militserne hærgen, hvilket affødte betydelig international kritik af Indonesien. FN's udsendte der skulle overvåge valget samt andre valgobservatører var ikke i stand til at hindre overgrebene, der sendte tusinder på flugt.

Der var derfor til det sidste usikkerhed om afstemningens afholdelse, men den blev som planlagt gennemført 30. august 1999. Valgdeltagelsen er 98 %, og 78,5 % stemmer for selvstændighed. Resultatet udløser omfattende hævnaktioner fra militserne, og denne gang deltager det indonesiske militær aktivt i terroren. 90 % af landets bygninger brændes ned og flere hundrede tusinde sendes på flugt, heraf 150.000 til Vesttimor.

Terroren får i første omgang Australien til at reagere, og 2 uger efter afstemningen får landet FN's og Indonesiens blå stempel til at sende en fredsskabende styrke ind i Østtimor. Interfet styrken består af 3.000 soldater - overvejende fra Australien, men også enkelte fra New Zealand og Storbritannien. De fravrister militserne kontrollen over Dili og de andre større byer, og den 25. oktober forlader de sidste indonesiske soldater landet. FN's indgriben skaber dog yderligere en flygtningestrøm i form af militserne og deres familier samt de 30.000 indonesere der arbejdede i Østtimor. De frygter hævn fra østtimoreserne og Interfet.

FN udpeger den brasilianske diplomat Sergio Vieira de Melo til leder af UNTAET (United Nations Transaction Administration in East Timor), der skal forestå overgangen til selvstændighed. Han indsættes på posten i december og skaber hurtigt et rådgivende politisk råd med 15 medlemmer - heriblandt Gusmão. I februar 2000 overdrager Interfet den militære myndighed til UNTAET's militære styrker. En lang række andre FN lande stiller soldater til styrken, der nu får Vieira som øverstkommanderende.

Fortsat er den militære situation særdeles spændt. Gusmão og CNRT har gjort meget ud af at skabe national forsoning og erklærer, at de militsfolk og deres familier der har deltaget i overgreb frit og uden fare kan vende tilbage til Østtimor. Alligevel forbliver de fleste militsfolk i flygtningelejrene i Vesttimor, hvor de har lejrene under deres kontrol, og hvorfra de gennemfører militære aktioner ind i Østtimor. UNTAET's styrker bliver derfor næsten dagligt angrebet.

I marts 2000 bliver Indonesien og FN enige om, at de ansvarlige volden i august og september 99 skal stilles for retten for deres forbrydelser. I slutningen af februar mødes lederne af Aitarak - en af de pro-indonesiske militser - med de ansvarlige militære og politiske ledere for Falintil i Singapore. Mødet beskæftiger sig med flygtningesituationen - der befinder sig fortsat 140-150.000 i flygtningelejrene i Vesttimor - og forsoningsprocessen.

I august evakuerer FN sine humanitære medarbejdere fra flygtningelejrene, efter at militsfolk har dræbt 3 af disse i Vesttimor. Samtidig erklærer Røde Kors' kontor i Kupang i Vesttimor, at organisationen pga. terroristernes overgreb ikke er i stand til at yde bistand til de 130.000 flygtninge i lejrene.

Udover de sikkerhedsmæssige problemer står den unge stat overfor andre alvorlige problemer. FN's overgangsadministration UNTAET har bidraget til opbygningen af en paralleløkonomi i landet, samtidig med at den sociale situation er sprængfarlig, eftersom UNTAET ikke kan skaffe arbejde til de mange tusinde arbejdsløse i byerne.

Selvstændighed

FRETILIN fik ved valget i august 2001 57% af stemmerne og dermed 55 af parlamentets 88 pladser. Parlamentet skulle udforme landets nye forfatning, og ville blive landets første parlament ved selvstændigheden 20. maj 2002. I september 2001 trådte Mari Alkatiri fra FRETILIN til som regeringschef.

I januar 2002 oprettedes en Sandheds- og Forsoningskommission, der skulle undersøge de indonesiske styrkers overgreb under de 25 års besættelse af landet. Med Vieiras ord skulle kommissionen give befolkningen et «officielt øre», for at lytte til dets anklager, anerkende fortidens lidelser og åbne en reel mulighed for forsoning mellem ofre og bødler. Men den skulle dog ikke give amnesti til de, der havde begået mord eller voldtægter. Sådanne sager skulle overdrages til det almindelige retsvæsen, for at lade de kriminelle retsforfølge. Omkring 100-200.000 døde under de første år af besættelsen - de fleste af sult og sygdomme.

Samme måned oprettede Jakarta officielt en menneskerettighedsdomstol, der skulle retsforfølge og dømme officerer og andre for de overgreb der blev begået i Østtimor efter folkeafstemningen om selvstændighed i 1999. Indonesien havde været udsat for internationalt pres for at retsforfølge mindst 18 officerer og ledere af paramilitære grupper, der havde tilskyndet de pro-indonesiske militser til at begå overgreb efter folkeafstemningen.

I februar 2002 vedtog parlamentet formelt en ny forfatning, der skulle træde i kraft ved selvstændigheden. Forfatningen opererer med en traditionel tredeling af magten i udøvende, lovgivende og dømmende. Den opererer samtidig med oprettelsen af et politisk neutralt militær. Selvom landet overvejende er katolsk, opererer forfatningen ikke med nogen statsreligion. Den garanterer samtidig pressefrihed. Efter en langstrakt debat godkendtes portugisisk og tetum som officielle sprog, mens engelsk og bahasa indonesia anvendes som arbejdssprog.

Samme måned indgik Indonesien og UNTAET to aftaler med det formål at afspænde forholdet mellem Indonesien og det fremtidige selvstændige Østtimor. Aftalerne blev indgået under en konference på den indonesiske ø Bali, og rummede bl.a. bestemmelser om reguleringen af personstrømmen over landegrænsen mellem Østtimor og Vesttimor.

Præsidentvalget i april blev som ventet vundet af Xanana Gusmão med 82,7% af stemmerne. Hans eneste modkandidat, Francisco Xavier do Amaral fik 17,3%. Valgdeltagelsen var 86,3%. Gusmão overtog posten som landets første folkevalgte præsident den 20. maj, og mødtes kort forinden med Indonesiens præsident Megawati Sukarnoputri for at invitere hende til fejringen af selvstændigheden i Østtimor.

I begyndelsen af maj udsendte UNDP en rapport der viste, at Østtimor efter sin selvstændighed ville være Asiens fattigste land og et af jordens 20 fattigste lande. Størstedelen af landets befolkning var afhængige af subsistenslandbrug og -fiskeri. Landets har ingen industri, og næsten ingen produkter der kan eksporteres. Per capita BNP var i begyndelsen af maj 478 US$ årligt, og flertallet af befolkningen tjente under 55 US cent om dagen. Ifølge rapporten vil den måde landet anvender fortjenesterne fra salg af gas fra Timorhavet være af afgørende betydning for dets økonomiske udvikling. Gasproduktionen kan fra 2006 indbringe landet 180 mio. US$ årligt.

Samme måned præsenterede Østtimor en udviklingsplan for internationale finansinstitutioner for at skaffe midler til udviklingen under de første års selvstændighed. Der var allerede gennemført tilsvarende møder med disse institutioner i 1999 i Tokyo, i 2000 i Lissabon og Bruxelles og i 2001 i Canberra og Oslo. Østtimor ønskede, at finansinstitutionerne dækkede et underskud på 90 mio. US$ over de følgende 3 år. Anmodningen om bistand blev præsenteret under en konference i Dili, hvor Verdensbanken, FN og repræsentanter for 27 lande og multilaterale organisationer deltog. Både Gusmão, Alkatiri og udenrigsminister Ramos Horta talte på konferencen.

I august 2002 blev Abilio Soares idømt 3 års fængsel. Han var guvernør over den indonesiske provins under begivenhederne op til og efter folkeafstemningen i 1999. Han blev fundet skyldig i alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne.

Den 4. december indførte myndighederne alarmtilstand og udgangsforbud efter kl. 19, efter to dages voldelige demonstrationer, der havde kostet mindst en livet. Demonstrationerne var startet da flere hundrede mennesker gik på gaden for at protestere mod arrestationen af en studerende.

Den 5. august 2003 blev den tidligere militærkommandant over Østtimor, general Adam Damiri, idømt 3 års fængsel ved menneskerettighedsdomstolen i Jakarta. Damiri var en af de 18 officerer, der stod anklaget for deltagelse i overgrebene under folkeafstemningen i 1999. Han var den hidtil mest højtstående officer, der blev dømt ved domstolen.

I januar 2004 sendte Portugal Østtimor humanitær bistand til en værdi af 63 mio. US$. I februar indledtes offshore produktionen af gas fra Bayu-Undan feltet i Timor havet, 500 km fra Darwin i Australien og 250 km syd for Østtimor. Gasproduktionen vil årligt indbringe landet 100 mio. US$. I juli 2006 indgik de to lande en aftale, der vil give Østtimor 50% af indtægterne fra gasproduktionen i feltet mellem de to lande. Det kan blive ialt 20 mia. US$ gennem projektets levetid.

I maj reducerede FN antallet af fredsbevarende tropper i landet fra 3000 til 700.

I november afsluttedes en toårig retsag ved en indonesisk menneskerettighedsdomstol mod 18 personer anklaget for overgreb mod befolkningen i Østtimor efter afstemningen i 1999. Oprørslederen Eurico Guterres var den eneste der fik opretholdt sine sigtelser, men er løsladt indtil en appeldomstol har behandlet sagen.

I januar 2005 blev Østtimor og Indonesien enige om at nedsætte en sandheds- og venskabskommission, der skulle undersøge de 1.500 mord og overgreb mod menneskerettighederne der fandt sted under og efter folkeafstemningen om selvstændighed i 1999. Kommissionen afgav sin slutrapport i december 2008 og lagde skylden for massakrene og nedbrændingen af landets byer i 1999 på Indonesien. Kommissionen konstaterede samtidig, at der var et stort udestående omkring at få afdækket sandheden om menneskerettighedskrænkelserne begået under Indonesiens besættelse af landet i 1975-99. Omkring 18.600 mennesker blev dræbt eller forsvundet i denne periode. Kommissionen anbefalede, at der blev nedsat en ny fælles kommission til undersøgelse af hændelserne i denne periode. I december 2013 kritiserede Amnesty International og flere andre menneskerettighedsorganisationer at de to lande endnu ikke havde taget initiativ til nedsættelse af en sådan kommission.

I april 2006 udbrød et større oprør i hovedstaden Dili. 600 soldater var inden da blevet afskediget for at have forladt deres poster. En støttedemonstration for soldaterne i Dili udviklede sig til plyndringer med 5 dræbte, og 20.000 drevet på flugt. I maj udbrød der kampe mellem forskellige fraktioner indenfor militæret, og i slutningen af måneden sendte Australien, Malaysia, New Zealand og Portugal tropper til Dili i et forsøg på at stabilisere situationen. Den 21. juni beordrede præsident Xanana Gusmão premierminister Mari Alkatiri til at tage sin afsked, og dette skete den 26. Den 8. juli blev posten overtaget af nobelprismodtager Jose Ramos Horta

Den tidligere indenrigsminister, Rogerio Lobato, der var blevet idømt 7 års fængsel for den voldelige nedkæmpning af oprøret i 2006 forsøgte i august 2007 at flygte ud af landet i et charterfly. Han forsøgte at udnytte en specialtilladelse til at få gennemført en hjerteoperation i Malaysia, men charterflyet fra Lobato blev tilbageholdt før start, og den tidligere minister sendt tilbage i fængsel.

I marts 2007 brød Xanana Gusmão med Fretilin og dannede sit eget parti, CNRT, der tog navn efter den koalition der i 1998-99 bekæmpede den indonesiske besættelse.

Premierminister Ramos Horta blev i 2. valgrunde valgt til landets præsident i maj 2007, og indsat på posten få uger senere. Parlamentsvalget i juni fik Fretilin som sejrherre, med CNRT på 2. pladsen, men CNRT samlede en koalition af partier, der tilsammen fik flertal. I nogle uger fortsatte skænderier om hvilken af de to blokke der skulle danne regering, men i august greb præsident Horta og udpegede sin forgænger Xanana Gusmão som ny premierminister. Gusmão var CNRT's spidskandidat og havde plads i parlamentet.

I februar 2008 blev præsidenten udsat for et attentat, der nær kostede ham livet. Han blev behandlet på et hospital i Australien og vendte først tilbage til landet i april, hvor han opfordrede de resterende rebeller i bjergene til at overgive sig. Han opfordrede samtidig FN's fredsbevarende styrke om at blive i landet i yderligere 5 år for at garantere sikkerheden.

I juli afgav den fælles indonesiske-timoresiske sandhedskommission sin slutrapport, der placerede ansvaret for volden i landet op til og efter afstemningen om selvstændighed i 1999 på Indonesien. Kommissionen opfordrede samtidig Indonesien til officielt at undskylde overfor Østtimor. Det afviste den indonesiske præsident Yudhoyono, der nøjedes med at udtrykke sin «dybe beklagelse» over hændelserne i 1999.

I september 2009 erklærede Indonesien at forholdet til Australien ville lide skade, hvis Australien gennemførte en planlagt krigsforbrydersag mod Indonesien for drabene på 5 australske journalister under Australiens invasion af Østtimor i 1999.

I februar 2010 udnævntes Østtimors første anti-korruptions ombudsmand, Aderito Soares, der skulle undersøge de fortsatte anklager om korruption mod statslige embedsmænd.

I marts idømte en domstol de ansvarlige for attentatforsøget i 2008 mod præsident Horta op til 16 års fængsel. Præsidenten benådede senere de dømte eller reducerede deres straffe.

I marts 2011 anmodede Østtimor formelt om optagelse i det østasiatiske råd ASEAN. Samme måned overdrog FN ledelsen af landets politi til de lokale myndigheder.

I marts 2012 gennemførtes 1. runde af præsidentvalget i Østtimor. Omkring 10 kandidater stillede op, men de 3 vigtigste var den siddende præsident, Ramos Horta, forsvarschef, generalstabschef Taur Matan Ruak samt lederen af oppositionen Francisco "Lu Olo" Guterres. Ved valget fik Francisco Guterres 28,8% af stemmerne, Guterres Ruak 25,7% og Ramos Horta måtte nøjes med 17,5%. I 2. valgrunde i april vandt Guterres Ruak med 61,2% mod Francisco Guterres' 38,8%. Ruak blev indsat på præsidentposten den 20. maj - 12 års dagen for landets selvstændighed. Hans fortid var som guerilla kommandant i Fretilin og forsvarschef i 2002-11.

Parlamentsvalget i juli blev vundet af Xanana Gusmãos CNRT med 36,66% af stemmerne mod Fretilins 29,9%. CNRT gik 12,56% frem og Gusmão kunne fortsætte som premierminister for en koalitionsregering. Valgkampen fokuserede især på økonomiske emner. CNRT ønskede at inddrage en større del end de årlige 3% af oliefonden på 10,5 mia. US$ i statsbudgettet. Oliefonden var tilvejebragt pga. Østtimors store olieressourcer i Timor havet mellem timor og Australien.

I december 2012 afsluttede FN sin over 13 år lange fredsskabende mission i landet, da de sidste australske soldater rejste hjem. Trods landets mange problemer, fattigdom og arbejdsløshed er det en demokratisk succes, der især må tilskrives den politiske disciplin landets oprindelige befrielsesbevægelse og nuværende ledere udviser.

I 2012 blev det afsløret, at det australske efterretningsvæsen Australian Secret Intelligence Service (ASIS) allerede i 2002 havde installeret aflytningsudstyr på premierministerens kontor. Formålet var at skaffe Australien tophemmelige oplysninger som led i de bilaterale forhandlinger mellem Østtimor og Australien om udvindingen af olie og gas i det rige Timor Gap felt mellem de to lande. I marts 2014 pålagde den Internationale Domstol i Haag Australien at indstille sin spionage mod Østtimor. Samtidig vurderede arbitragedomstolen i Haag om Østtimor skulle have ret til at fremsætte nye territorialkrav i området. Med udvindingsaftalen mellem de to lande fra 2006 havde Østtimor accepteret ikke at fremsætte territorialkrav i en 50 årig periode, men aftalen var baseret på australsk spionage, og Østtimor stillede derfor spørgsmål ved aftalens legitimitet. Australiens spionage udløste endvidere demonstrationer mod landet i Østtimor.

Østtimor var meget afhængig af udvindingen af olie og gas fra Timor Havet. Siden 2006 var overskuddet fra udvindingen blevet sat ind i Timor-Leste Petroleum Fund, der ved udgangen af 2012 havde værdier for 8,9 mia. US$. Landet havde dog meget store problemer med at anvende midlerne til udvikling af landet, hvor størstedelen af befolkningen fortsat er subsistens bønder.

I december 2013 anlagde Østtimor sag an mod Australien ved den Internationale arbitragedomstol i Haag for at blive løst fra den aftale landet ellers havde indgået med Australien om deling af olieindtægterne fra Timor Gap olie og gasfelterne mellem de to lande. Anledningen var afsløringer af, at den australske efterretningstjeneste ASIS allerede i 2004 havde installeret aflytningsudstyr i den timoresiske regerings kontorer i Dili for at kunne spionere mod Østtimor under de daværende olie- og gasforhandlinger. Den australske regering benægtede ikke anklagerne om spionage, men mente spionagen var i orden. Australien svarede igen ved at lade sin efterretningstjeneste genenmføre et raid mod Østtimors repræsentation i Canberra.

I marts 2014 blev to paramilitære grupper erklæret for illegale af parlamentet for deres «forsøg på at skabe ustabilitet». Det drejede sig om Mauberes Revolutionsråd (KRM) og det Demokratiske Folkeråd for Østtimor Demokratiske Republik (CPD-RDTL). De to gruppers ledere blev sigtede. KRM indledte i marts 2015 en række væbnede angreb på poltiistationer. Staten svarede hårdt igen, men gav samtidig amnesti til de oprørere der ønskede at overgive sig. I august 2015 blev KRM leder Mauk Moruk dræbt under angreb på en KRM lejr. Både KRM og CPD-RDTL udsprang oprindelig af Fretilin, men var efter selvstændigheden utilfredse med, at regeringen efter deres opfattelse ikke gjorde tilstrækkeligt for landets fattigste.

I maj 2014 vedtog parlamentet en ny medielov, der indførte alvorlige begrænsninger på journalisters arbejde og på ytringsfriheden. En appelret omstødte i august loven og erklærede at den var i strid med forfatningen. En revideret lov der også rummede en række indskrænkninger i ytringsfriheden blev underskrevet af præsidenten i december.

Xanana Gusmão trådte i februar 2015 tilbage som premierminister. Hans forklaring var, at han ønskede at give plads for en ny generation af politikere. Gusmão fortsatte dog i regeringen, men på posten som planlægnings og strategisk udviklingsminister. Gusmão pegede på den tidligere sundhedsminister Rui Maria de Araújo som sin efterfølger på premierministerposten. Araújo var godt nok fra oppositionspartiet Fretilin, men var iflg. Gusmão en samlende person. Præsidenten fulgte Gusmãos anbefaling og udnævnte nogle dage senere Araújo til premierminister.

Francisco Guterres fra Fretilin vandt præsidentvalget i marts 2017 med 57,1% af stemmerne. Hans væsentligste modkandidat, António da Conceição fra det Demokratiske Parti fik 32,5%. Guterres havde også stillet op ved valgene i 2007 og 12, men var blevet slået i begge valg.

Fretilins Mari Alkatiri overtog posten som premierminister i september 2017.

Præsident Guterres stillede op til en 2. periode ved præsidentvalget i 2022. Han fik 22,1% af stemmerne i første runde i marts mod 46,6% til José Ramos-Horta, der havde været præsident til 2012. I anden runde vandt Ramos-Horta en jordskredssejr med 62,1% af stemmerne. Han blev indsat som præsident i maj. Eftersom forfatningen har en begrænsning på 2 på det samlede antal perioder en person kan beklæde embedet, kan Ramos-Horta ikke genopstille i 2027.

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 7/6 2022

Læst af: 4.011.931