- af Alfred Lang
BERLIN, 15. januar 1919 :
Rosa Luxemburg blev født den 5. marts 1871 i den lille by Zamosc i den russiske del af Polen. Nogle år efter hendes fødsel flyttede hele familien - en jødisk købmandsfamilie - til Warszawa. Her blev hun senere optaget på et pigegymnasium, som var åbent for elever med jødisk oprindelse. Rosa voksede op i en tryg familiekreds, hvor der overvejende blev talt polsk, og hvor andre sprog, religioner og kulturer havde familiens store interesse. Især det tyske sprog og litteratur spillede en central rolle i Rosa Luxemburgs ungdom. På trods af den strenge censur skaffede hendes frisindede far i al hemmelighed udenlandske aviser, som blev læst og diskuteret i hele familien.
I gymnasietiden tilhørte Rosa Luxemburg en gruppe elever og studenter, som indgående læste de publikationer, der blev udgivet af det socialrevolutionære parti «Proletariat». Partiet, der blev dannet i efteråret 1882 i Warszawa af den landskendte socialist Ludwik Warynskis, var marxistisk orienteret. «Proletariat» opfordrede til kamp mod borgerskabet og mod tsarismen og mente, at grundlaget for denne kamp måtte være en tæt alliance med arbejderklassen i andre lande, først og fremmest med det russiske proletariat.
Partiet udgav i Polen undergrundsavisen «Proletariat» og i Schweiz «Przedswit» (Morgengry) og «Walka Klas» (Klassekamp), der blev smuglet ind landet og solgt illegalt. «Proletariat» - partiet blev i årene 1883/84 alvorligt svækket pga. talrige fængslinger af dets aktivister. I 1886 blev partiet definitivt knust af den zaristiske politi-og justitsapparat.
I 1887/88 forsøgte unge polske socialister at genopbygge «Proletariat» - partiet igen. Det var på dette tidspunkt, at Rosa Luxemburg som 17-årig sluttede sig til disse oprørsmiljøer. I vintermånederne 1888/89 satte en ny kriminaliseringsbølge ind og Rosa Luxemburg måtte søge tilflugt på landet. I foråret 1889 krydsede hun illegalt grænsen og tog til Zürich. Beslutningen om at gå i politisk eksil var på ingen måde let, men hun opfattede det som et vigtigt skridt fremad i hendes emancipation som kvinde. I hendes eget land var det ikke muligt for kvinder at gå på universitetet, men i Schweiz fik hun chancen og påbegyndte et studium på universitetet i Zürich. Hun læste naturvidenskab, zoologi og nogle år senere nationaløkonomi. Hun havde en særlig interesse for den klassiske politiske økonomi og studerede de økonomiske teorier af bl.a. Adam Smith, David Ricardo og ikke mindst Karl Marx's «Das Kapital». 1897 afsluttede Rosa Luxemburg sit studium som doktor i offentlig ret. I den forbindelse skrev hun den 5.maj 1897 til Boris Kritshjewski - en russisk ven :
Julius Wolf var en anerkendt borgerlig nationaløkonom, universitetsprofessor og forfatter til en del politisk-økonomiske værker....«Iøvrigt kan De gratulere mig med min doktortitel, som jeg har erhvervet mig for to uger siden. Et interessant kuriosum: Jeg har skrevet en socialistisk afhandling om «Polens industrielle udvikling», og dette blev med stor ros anerkendt af professor Julius Wolf! Dette var et gaudium! ».
Zürich var i slutningen af 1800-tallet, ligesom Paris og Wien, et samlingspunkt for de østeuropæiske, politiske flygtninge. Siden 1850'erne levede talrige russiske revolutionære her. De fleste havde flere gange været i fængsel i Rusland eller havde været deporteret til Sibirien. Under deres eksil var de først og fremmest optaget af politisk og organisatorisk at forberede tsar-regimets fald i Rusland. Rosa Luxemburg deltog aktivt i det intense, intellektuelle liv blandt de revolutionære emigranter.
Hun mødte bl.a. Pavel Axelrod, der på dette tidspunkt var den russiske kolonis centrale skikkelse. Han deltog som 20-årig i 1870'ernes militante, socialrevolutionære Narodniki-bevægelse og var senere med til at danne den marxistiske gruppe «Arbejdets befrielse». Den unge Rosa Luxemburg mødte også Georgi Plechanov - Ruslands mest kendte marxistiske teoretiker på denne tid - og Vera Sassulitsj, den eneste af de revolutionære emigranter, som nåede at lære Karl Marx personligt at kende. De var alle del af en redaktionsgruppe, som udgav den russiske marxistiske eksilavis «Iskra» ( «Gnisten» ). Redaktionen talte iøvrigt også folk fra den yngre generation af russiske revolutionære som bl.a. Lenin, Trotskij, Martov og Radek .
I disse eksilår traf Rosa også Leo Jogiches, en lidenskabelig, militant polsk marxist, som senere blev Rosa Luxemburgs kæreste og kampfælle indtil deres fælles død i 1919.
I 1893 dannedes det «Polske Socialistiske Parti» (PPS), som lige fra starten af var stærkt nationalistisk orienteret. Partiets hovedformål var at vinde Polens uafhængighed og løsrive landet fra Rusland. Som modvægt mod PPS' nationalisme grundlagde Rosa Luxemburg sammen med Leo Jogiches og en anden fremtrædende polsk socialist, avisen «Sprawa Robotnicza» (Arbejdersagen). De var fælles om den vurdering, at Polens uafhængighed kun kunne realiseres, hvis der samtidig skete revolutionære forandringer i Tyskland, Østrig og Rusland. Perspektivet var derfor ikke kampen for et uafhængigt Polen - men kampen mod den kapitalistiske stat.
Rosa Luxemburg afgrænsede sig konsekvent fra alle former for nationalisme. Hun mente, at nationalismen ville forårsage nye konflikter mellem folkeslagene . Hun henviste til nationalstatens historiske forgængelighed samtidig med, at hun ihærdigt understregede nødvendigheden af, at de nationale befrielsesbestræbelser underordnes de sociale, emancipatoriske mål.
På et internationalt stormøde i Geneve, i anledning af 50-årsdagen for den polske opstand i 1831, citerede hun en af de fremtrædende polske frihedskæmpere, Ludwik Waryiski :
«Vi agerer ikke som oprørere for en fremtidig polsk stat, men som forsvarere for det polske proletariat.... I modsætning til patrioterne er det ligegyldigt for os, hvordan den polske statsgrænse forløber. Vores fædreland/moderland omfatter hele verden. Vi er medlemmer af en stor nation - en nation som er mere undertrykt end alle andre nationer: Proletariatets nation!»
I hendes polemik mod PPS' social-patriotiske kurs, skrev hun nogle større artikler, som bl.a. blev offentliggjort i den kendte tyske socialdemokratiske avis «Die Neue Zeit» (Den Ny Tid). Avisens chefredaktør var på dette tidspunkt den fremtrædende marxist Karl Kautsky, hvis kone Luise Kautsky senere hen blev Rosa Luxemburgs fortrolige veninde. Disse artikler vakte stor opmærksomhed og fik omfattende politisk kritik. Udover de polske nationalistiske socialister, kritiserede også fremtrædende tyske, østrigske og russiske socialdemokrater Rosa Luxemburgs «fatale undervurdering af det nationale spørgsmål». Blandt hendes kritikere var lederen af det østrigske socialdemokrati Victor Adler, SPD's Karl Kautsky og Vladimir Iljitsj Lenin.
Rosa Luxemburg svarede igen med at uddybe de anti-nationalistiske, revolutionære internationalisme positioner. Disse kontroverser resulterede i en splittelse i PPS. En del medlemmer forlod således det polske, patriotiske PPS og dannede «Socialdemokratiet af kongeriget Polen». Rosa Luxemburg og Leo Jogiches blev valgt ind i ledelsen. Noget senere sluttede en gruppe polske arbejdere fra Grodno og Wilna sig til det nye parti, som nu udvidede dets navn til: «Social-demokratiet af kongeriget Polen og Litauen».
Efter endt studium bosatte Rosa sig 1896/97 i Tyskland for at kunne virke politisk blandt de polske arbejdere i Posen og Oberschlesien. Hun arbejdede bl.a. på «Leipziger Volkszeitung» og deltog i de polske arbejder-forsamlinger, hvor hun blev en eftertragtet debatør, agitator og oplægsholder.
Den 16.maj 1898, tidligt om morgenen, ankom Rosa Luxemburg til Berlin og tog straks hen til nogle polske venner der boede i byen.
Berlin var på den tid en metropol med 2,5 millioner indbyggere. Byen var geografisk set skarpt opdelt i to dele: I en velhavende, vestlig del med et rigt kulturliv og et overflødighedshorn af forskellige underholdningstilbud - og der var den fattige østlige del, som først og fremmest var præget af små arbejderboliger i triste, grå gader og utallige mindre virksomheder.
En dag efter sin ankomst til Berlin skrev Rosa til Leo Jogiches om sine første indtryk: «Værelserne her er generelt set afsindig dyre. I Charlottenburg koster det absolut billigste værelse, som kommer i betragtning for mig, hele 28 mark! Et separat soveværelse kan der overhovedet ikke blive tale om..... Jeg har imidlertid lejet et værelse for 1 mark pr. dag....».
Politisk tog Rosa Luxemburg straks fat i den daværende kontrovers, som rasede indenfor det tyske socialdemokrati. Man diskuterede ivrigt parti-teoretikeren Eduard Bernsteins bog «Socialismens forudsætninger». I denne bog fremførte han påstanden om, at kapitalismen havde forandret sig, frigjort sig fra sine krisetendenser og var inde i en fredelig og prospirerende udviklingsproces, som muliggjorde en forsoning mellem de hidtidige klassemæssige modsætninger. Bernstein krævede, at Socialdemokratiet skulle opgive den revolutionære kamp for socialisme og istedet for satse på sociale reformkrav, der kunne forandre det kapitalistiske samfund i en socialistisk retning.
Rosa Luxemburg formulerede 1899 i sin bog «Socialreform eller revolution» et svar på Bernsteins forsøg på at integrere arbejderbevægelsen i det kapitalistiske samfunds rammer. Hun kritiserede både Bernsteins kapitalismeanalyse og hans reformstrategi og skrev derudover et funderet materialistisk og lidenskabeligt forsvar for nødvendigheden af en socialistisk revolution.
Hun kritiserede også den skematiske opsplitning af SPD's program i et « minimumsprogram», som tager udgangspunkt i hverdagens problemer, og et «maksimumsprogram» for de langsigtede perspektiver. I denne opsplitning så hun selve årsagen til Socialdemokratiets revidering af marxismens revolutionære brud med den kapitalistiske samfundsorden. Rosa Luxemburg kommenterede denne program-opsplitning ved at kritisere Socialdemokratiets reformpolitik som en forbedring af den arbejdende befolknings situation indenfor de bestående rammer. Hun anså partiets reformbestræbelser for udelukkende at være et middel til forbedring, mens selve den grundlæggende sociale forandring forbliver et abstrakt mål, der fortager sig i det fjerne.
Rosa Luxemburg kritiserede således Socialdemokratiets politiske retræte, som imidlertid blev forsvaret af partiets daværende teoretiker, Eduard Bernstein med ordene :
«Målet - hvad end det er, er intet. Bevægelsen er alt!».
I modsætning hertil betonede Rosa Luxemburg gennem hele sit politiske liv,
at det socialistiske slutmål er det eneste afgørende, der adskiller den
kæmpende arbejderbevægelse fra det borgerlige demokrati og den småborgerlige
radikalisme og humanisme. Hun påpegede, at det netop er dette socialistiske
mål
«... som kan forandre hele arbejderbevægelsen fra at kæmpe om
opslidende lapperier indenfor den kapitalistiske orden, til at føre klassekamp
mod denne orden og til at smadre kapitalismen».
I disse år udviklede Rosa Luxemburg en ivrig rejse- og
foredragsaktivitet blandt arbejdere og aktive socialister. Hun profilerede sig
snart som den mest markante ordfører for partiets venstrefløj.
Inspireret af oprørsbevægelserne i Rusland i 1905, udbrød der storstrejker
over hele Tyskland og i Polen. Strejkebølgerne bredte sig til hele Europa. I
den anledning blev Rosa Luxemburg inviteret til at holde tale til og diskutere
med de strejkende arbejdere i Tyskland og Polen. Den 4.marts 1906 blev Rosa
Luxemburg sammen med Leo Jogiches anholdt i Warszawa, hvor de blev anklaget for
at opildne arbejderne til oprør. Hun blev løsladt igen den 28.juni og en
måned senere fik hun lov til at forlade Warszawa. Leo Jogiches derimod
forblev fængslet. Hendes erfaringer sammenfattede hun i skriftet «
Massestrejke, parti og fagforeninger».
Her analyserede hun de revolutionære begivenheder i 1905 i det despotiske,
tsaristiske Rusland. Hun betonede rådenes - de direkte valgte repræsentanters -
betydning og var fortaler for en flad organiserings-struktur nedefra - for hele
klassen. I modsætning til partierne og fagforeningerne, som kun organiserede et
mindretal af den arbejdende klasse i det daværende Rusland, Tyskland, Frankrig,
Østrig, Spanien, Italien mv.
I forbindelse med diskussionen om massestrejkens betydning i
Socialdemokratiet og blandt de socialdemokratisk kontrollerede fagforeninger,
fremførte Rosa Luxemburg sin berømte spontanitets-teori :
«... først i kampen samler den proletariske masse sig som klasse, og
først under kampens forløb bliver klassen bevidst om sine opgaver».
I den sammenhæng skrev hun i 1906 :
«Kommer det i Tyskland i en eller anden anledning og på et eller andet tidspunkt til store politiske kampe, til massestrejker, så vil det samtidigt starte en periode med gevaldige faglige kampe. Begivenhederne vil ikke standse et øjeblik for at spørge fagforeningslederne, om de har givet bevægelsen deres velsignelse eller ej. Hvis de i en sådan situation stiller sig udenfor bevægelsen eller går imod den, vil resultaterne af en sådan holdning kun være dette: Fagforenings- og partiledere vil simpelthen blive fejet til side af begivenhedernes strøm, og de økonomiske såvel som de politiske kampe vil blive kæmpet til ende UDEN dem!»
I 1907 blev Rosa Luxemburg lærer i politisk økonomi på Socialdemokratiets centrale partiskole. Hendes referencer strækker sig fra antikkens klassikere, til de væsentlige repræsentanter for den borgerlige nationaløkonomi, til samtlige socialistiske teoretikere fra de tidlige utopiske socialister til Marx , Engels, og frem til de daværende socialistiske sociologer, etnografer og kulturhistorikere.
Hendes mange vidtfavnende og lærde foredrag danner grundlaget for hendes værk «Indføring i Nationaløkonomien», som dog først udkom i 1924 - fem år efter hendes død. Værket forblev ufuldstændigt, da kun en del af forelæsningsmanuskripterne blev fundet i hendes efterladenskaber.
I 1910 genopblussede strejker og demonstrationer. Først og fremmest for kravene om afskaffelse af den såkaldte tre-klasse-valgret og indføring af almindelig og ligeberretiget valgret for alle.
I Berlin demonstrerede 100.000 mennesker for kravene og i talrige tyske byer i Kejserriget kom det til blodige konfrontationer mellem demonstranter og politi. For Rosa Luxemburg anskueliggjorde situationen,
».... «at det var umuligt at forandre det preussiske valgsystem med parlamentariske midler. Kun direkte masseaktioner i hele landet kunne frembringe forandringer
Men pludselig blev bevægelsen standset. Den socialdemokratiske partiledelse havde i en hemmelig rundskrivelse til partiets ansvarlige forbudt kampagnens fortsættelse. Karl Kautsky, som på dette tidspunkt var partiets mest anerkendte teoretiker, vendte sig nu åbent mod Rosa Luxemburg og den offentligt førte diskussion om massestrejkernes rolle og perspektiver. Kautsky afviste ligeledes kravet om afskaffelse af Kejserriget og kampen for indførelse af republikken.
For at dæmpe venstrefløjens og arbejderaktivisternes kritik og oprør mod ledelsens udemokratisk gennemførte politiske retræte, appelerede de socialdemokratiske ledere til partiets enhed og til opslutning omkring bestræbelserne på at vinde det næste rigsdagsvalg.
Socialdemokratiets grand old woman - feministen Clara Zetkin svarede vredt på denne afsporing af klassekampen: «For hvilken pris og på hvilket grundlag ønsker vi enhed? Vil vi have den, når vi går til højre på kompromissernes kviksølv...., eller vil vi have enhed på de principielle holdningers granitsten, som Socialdemokratiet indtil nu har stået på, og som det stadig vil forblive stående på, HVIS partiet vil være det, som det indtil nu har været: et politisk udtryk, en politisk organisation for den kæmpende, revolutionære arbejderklasse!»
Den efterfølgende partikongres i Magdeburg gav ingen klar anvisning på og politiske vurderinger af de presserende spørgsmål. En generel usikkerhed om omfanget af uenighederne mellem partiets venstrefløj, midterfløj og højrefløj i kampen om den politiske kurs, samt frygten for splittelse, betød at partiet blev handlingslammet og ude af stand til at tage afgørende beslutninger om den politiske linje fremover.
På tærsklen til 1.Verdenskrig færdiggjorde Rosa sit økonomiske hovedværk
om imperialisme:
«Kapitalens Akkumulation» - et bidrag til imperialismens økonomiske
forklaring. Den udkom i første omgang i 2000 eksemplarer på det
socialdemokratiske forlag «Vorwärts» (Fremad) - og satte straks
gemytterne i kog. Rosa Luxemburg mente, at det vigtigste kendetegn ved
imperialismens væsen var udbredelsen af kapitalens magtstrukturer fra de gamle,
kapitalistiske kernelande til nye områder samt kapitalens indbyrdes økonomiske
og politiske konkurrencekamp om disse områder. I forlængelse heraf definerede
hun imperialismen som politisk udtryk for kapital-akkumulationsprocessens
realisering af ekstraprofitter («surplusprofit») og som udtryk for
kapitalens bestræbelser på at underlægge sig resterne af de
ikke-kapitalistiske miljøer og områder i verden. Hun beskriver denne proces
på følgende måde :
«Akkumulationen er ikke kun et indre forhold imellem den kapitalistiske økonomis industrigrene, men først og fremmest et forhold mellem kapitalen og det ikke-kapitalistiske miljø, hvori begge produktionens to grene delvis på egen hånd kan gennemføre akkumulationsprocessen uafhængig af den anden, hvorved deres bevægelser krydser hinanden og filtres sammen hele tiden. De indviklede relationer, som opstår heraf - forskellighed i tempo og i akkumulationsgangens retning hos begge sektorer, deres tingslige og værdimæssige sammenhænge med ikke-kapitalistiske produktionsformer - kommer ikke til udtryk i et eksakt skema...»
Rosa Luxemburgs beskrivelse af imperialismens menneskelige omkostninger, som hun er ene om at påpege, fik Lenin til at komme med følgende kommentar :
«Beskrivelsen af negrenes lidelser i Sydafrika er skrigende, grel og meningsløs. Og fremfor alt umarxistisk.»
På trods af en delvis massiv kritik fra andre marxistiske teoretikere (Otto Bauer, Pannekoek, Bucharin, Grossmann, etc.), var Rosa Luxemburgs værk uden tvivl det mest radikale forsøg på en nyformulering og videreudvikling af kritikken af kapitalens system set i global målestok og i lyset af den ny tidsalder. Især hvad angår de ikke-kapitalistiske områders økonomiske effekt på kapitalens stabilitet.
Sådan vurderede de fleste venstreorienterede politiske kommentatorer Rosa
Luxemburgs hovedværk. I over 100 anmeldelser alene i de socialdemokratiske
medier blev hendes analyser gennemgående rost og anbefalet som kildemateriale
for div. skolingskurser i arbejderbevægelsen. En fornylig afdød engelsk
marxistisk teoretiker - Tony Cliff - skrev om «Kapitalens
akkumulation» i sin politiske Rosa Luxemburg biografi:
...«Desuden er Rosa Luxemburgs bidrag til den marxistiske økonomiske
analyse - om man er enig med hende eller ej - et af de vigtigste, hvis ikke det
vigtigste siden Marx's «Kapitalen».
På Socialdemokratiets partimøde for delegerede den 15.september 1913 udkæmpede Rosa Luxemburg en heftig kontrovers med stort set hele partiets ledelse og specielt med Karl Kautsky og højre-socialdemokraten Philip Scheidemann. Denne kontrovers drejede sig om spørgsmålet om generalstrejken som offensiv kampform mod de tiltag der førte i retning af verdenskrigen. Hun blev bl.a. støttet af feministen Clara Zetkin, Franz Mehring, Karl Liebknecht , Hugo Eberlein, m.fl.. Allesammen tilknyttet partiets venstrefløj. Sidstnævnte var søn af Wilhem Liebknecht, som sammen med August Bebel m.fl. grundlagde det tyske Socialdemokrati.
Venstrefløjens positioner samlede et stærkt mindretal på 142 delegerede. Flertallet på omkring 333 delegerede stemte imidlertid for partiledelsens parlamentariske samarbejdspolitik med de tyske nationale kræfter. Derudover stemte et flertal af de delegerede også imod venstrefløjens lidenskabelige modstand imod en fortsat finansiering af krigsoprustningen. SPD's politiske højreskred blev yderligere bekræftet ved valget af højrefløjsrepræsentanten Friedrich Eberts og den moderate Hugo Haase som efterfølgere til partiformanden August Bebel, der var død kort tid forinden.
I begyndelsen af året 1914 blev situationen mere og mere anspændt, og alt tydede på en snarlig krig mellem stormagterne, der kæmpede indbyrdes for en nybestemmelse af magtforholdene i Europa og for kontrollen med de nye kapitalmarkeder i kolonierne.
I kølvandet på denne situation skærpede politi- og justitsapparatet sin
kontrol og forfølgelse af krigsmodstandere og revolutionære socialister. Mange
aktive socialdemokrater og anarkister blev på dette tidspunkt kriminaliseret og
fik fængselsstraf for «at opildne til oprør mod den eksisterende
orden».
Hårdest gik det ud over Rosa Luxemburg. Hun blev den 20. februar 1914 dømt til
et år og to måneders ubetinget fængsel. Hendes forsvarstale i retten var en
stærk anklage mod den tyske militarisme. Talen vakte stor opmærksomhed langt
ud over Tysklands grænser.
Kort efter sin løsladelse i 1916 blev Rosa Luxemburg atter anholdt og holdt fængslet indtil kejserriget i 1918 brød sammen, og verdenskrigen var afsluttet.
Den 3. august 1914 erklærede det tyske kejserrige krig mod Frankrig. Dagen efter, den 4.august 1914 - stemte SPD første gang for den nødvendige økonomisk støtte til krigsførelsen (de såkaldte «Kriegskredite»). Omkring 14 socialdemokratiske parlamentsmedlemmer, der oprindeligt havde været modstandere af krigsbevillingerne, blev sat på plads med eksklusionstrusler og stemte derefter sammen med de øvrige SPD-parlamentsmedlemmer for den krævede «patriotiske pligtopfyldelse» .
Rosa Luxemburg reagerede med vrede på, at Socialdemokratiets ledelse havde brudt med den proletariske internationalisme: «Nu er Socialdemokratiet kun et stinkende lig» og «det tyske Socialdemokratis ledelse er de største forbrydere, verden nogensinde har set!» Denne udtalelse var specielt adresseret til SPD's ansvarlige ledelse: Ebert, David, Heine, Noske og Scheidemann. Det var iøvrigt Noske, Ebert og Scheidemann, der 5 år senere hentede højre-ekstremistiske frikorpssoldater fra bl.a. det sydlige Tyskland til Berlin for at få nedkæmpet en revolutionær arbejderopstand i byen.
Socialdemokratiets venstrefløj kæmpede for en ændring af SPD's chauvinistiske pro-krigskurs og gik ind for massernes mobilisering mod krigen samt afviste enhver form for økonomisk krigs-subvention. I den daværende patriotiske stemning - der gik langt ind i de venstresocial-demokratiske kredse - faldt denne anti-krigskampagne til jorden. I første omgang.
På dette tidspunkt gennemførtes der kun få anti-krigsmanifestationer og demonstrationer, der straks blev nedkæmpet eller opløst af politiet.
Den 2. september 1914 stemtes der for anden gang for krigsbevillingerne og Socialdemokratiets venstrefløj håbede på, at de kritiske socialdemokratiske parlamentsmedlemmer denne gang ville stemme imod og dermed sige nej til krig. Men deres forudgående anstrengelser viste sig at være omsonst. Kun Karl Liebknecht stemte som det eneste parlamentsmedlem imod krigsbevillingerne og imod krigen! Dette modige skridt mod strømmen havde imidlertid en effekt i befolkningen. På denne måde gennembrød han diktatet om det «patriotiske fællesskab» og gav Tysklands spredte krigsmodstandere en stemme. Især unge socialdemokrater følte sig repræsenteret af Karl Liebknecht. Det var dem, som dannede basis for dannelsen af «Gruppe Internationale» indenfor Socialdemokratiet. Forløberen til «Spartakusbund». De udgav et marxistisk tidsskrift ved navn «Die Internationale», der illegalt udkom i 5.000 eksemplarer.
Den 18.februar 1915 blev Rosa Luxemburg anholdt og overført til kvindefængslet i Berlin, hvor hun afsonede den ene fængselsdom på et år og to måneder.
Den 21.december 1915 fandt den tredje afstemning om fortsatte krigsbevillinger sted. Da var billedet allerede et andet. Krigens barbari var blevet realitet, proletarerne slagtede hinanden for de respektive borgerskabs interesser. Det bevægede bl.a. kendte socialdemokrater fra partiets politiske midterfløj som Bernstein, Ledebour, Haase, m.fl. til at stemme mod den fortsatte økonomiske støtte til krigen. Derudover var mange af dem bange for, at Tysklands grænser var truet...
Myndighederne forsøgte målrettet at smadre de socialistiske krigsmodstanderes strukturer. Mange af de unge og mest aktive internationalister blev hurtigt indrullet i kejserhæren. Også Karl Liebknecht blev sendt til fronten. Andre som Clara Zetkin, Franz Mehring, Poul Levi, Fanny Jezierska, Marta Rosenbaum, Hugo Eberlein, Käte Duncker, Wilhem Piek, Berta Thalheimer og mange flere blev anklaget for højforræderi og chikaneret for deres aktive medlemsskab i Gruppe Internationale. De gik under jorden, blev «alvorligt syge», eller flyttede rundt i det kaotiske krigstyskland, og var derfor ikke til disposition for anklagemyndighederne.
I april 1915 skrev Rosa Luxemburg en pjece med titlen « Socialdemokratiets krise», som var et kritisk opgør med Socialdemokratiets politik. I denne pjece skitserede hun i et særskilt kapitel det internationale Socialdemokratis opgaver efter sammenbruddet af 2. Internationale.
Rosa Luxemburg analyserer i dette skrift verdenskrigens samfundsmæssige årsager. Specielt med fokus på den tyske imperialismes ansvar for krigens udbrud og forløb. Lenin hilste Rosa Luxemburgs analyse, som hun skrev under hendes fængselsophold, velkommen. Han kritiserede hendes imperialismeopfattelse, hendes anti-krigsprogram m.v. - for derefter at afslutte med at betegne pjecen «Socialdemokratiets krise» som et i det store og hele «udemærket marxistisk arbejde».
I begyndelsen af januar 1916 mødes ledende aktivister og repræsentanter fra anti-krigsmodstanden for at diskutere et oppositionelt grundlag for venstrefløjen. Til dette møde samledes aktivister, hvoraf mange senere kom til at spille en vigtig rolle indenfor den kommunistiske bevægelse i Tyskland, indtil den blev smadret af det fascistiske terror-regime i 1933: Bl.a. Käte Duncker, Hugo Eberlein, Wilhem Pieck, Johann Knief, Karl Liebknecht, Otto Rühle, August og Bertha Thalheimer, Rudolf Lindau, Frany Mehring, Ernst Mezer, Julian Marchlewski, Carl Minster, etc. Der var enighed om, at grundlaget ikke absolut måtte sigte på så stor enhed som mulig, men derimod på optimal politisk klarhed. På trods af større kritiske diskussioner om bl.a. manglen på et mere konkret aktionsprogram, blev grundlaget vedtaget og offentliggjort i gruppens info-blad «Spartakusbrief nr. 2».
Med dette internationalistiske grundlag deltog Bertha Thalheimer som repræsentant for «Gruppe Internationale» på en international konference i Schweiz - den såkaldte «Zimmerwald-konference». Konferencen, som russiske revolutionære, deriblandt Lenin, Trotskij, Radek og Kollontai, havde taget initiativ til, skulle danne grundlag for en ny Internationale: Den senere Kommunistiske Internationale - Komintern, eller 3. Internationale.
Den 27. januar 1916 tog «Gruppe Internationale» navnet « Spartakus» og startede udgivelsen af «Politische Briefe» ( Politiske Breve ). Gruppen blev hurtigt kendt som «Spartakusgruppe», den senere organisation «Spartakusbund». Gruppen knyttede kontakter til mange sympatiserende grupper og enkeltpersoner i de fleste større tyske byer og Spartakusgruppens publikationer og løbeseddel-aktioner bredte sig således hastigt over hele landet.
I februar 1916 blev Rosa Luxemburg løsladt fra fængslet. Hun blev modtaget af omkring 1.000 kvinder fra venstrefløjen, der havde organiseret en velkomstdemonstration for hende. I et brev til Clara Zetkin, den 6.marts 1916, beskrev hun hendes glæde over denne modtagelse :
«Du har sikkert hørt, hvordan jeg blev modtaget af vores kvindelige kammerater. Det var over tusinde, og de kom også i stort antal hjem til mig for at trykke min hånd.... Du vil kunne forstå, hvordan jeg føler det, når jeg ser alt dette...»
Straks efter hendes løsladelse sluttede hun sig atter aktivt til Spartakusgruppens aktiviteter. Den 1.maj 1916 forberedte og organiserede Spartakusgruppen dens første masseaktion mod krigen. De mobiliserede til en fælles kamp med parolerne:
«Fred, frihed og brød!», «Ned med folkemordernes forbrydelser !», «Ned med de ansvarlige krigs-forbrydere, krigschauvinister og krigsprofitører!»
Overalt i Tyskland demonstrerede nu tusindevis af mennesker under Spartakusgruppens paroler. I Berlin samlede Spartakus over 100.000 krigsmodstandere. Snart kom det til heftige konfrontationer med politiet. Karl Liebknecht, som stod på et podium midt på Potsdamer Platz, råbte højt hen over demonstranterne : «Ned med krigen!», «Ned med regeringen !»
Han blev straks og under store tumulter anholdt af politiet. Rosa Luxemburg og
Mathilde Jacob løb sammen midt i menneskemylderet, som hele aftenen igennem
blev spredt af politiet, for derefter igen at samle sig og demonstrere et andet
sted i Berlins centrum, for at vise deres modstand mod regeringens krigsvanvid.
Karl Liebknecht forblev fængslet. Mange af Spartakusgruppens kendte aktivister
blev nu efterlyst og fængslet efter denne store anti-krigsdemonstration i Berlin og i
andre byer rundt om i landet.
Den 28.juni blev Karl Liebknecht ført for en domstol - anklaget for «højforræderi». Dagen før demonstrerede 25.000 mennesker i solidaritet med ham. Samme dag går ialt 55.000 arbejdere fra de store rustningsvirksomheder i Berlin, Braunschweig og Bremen i strejke for at protestere mod kriminaliseringen af Karl Liebknecht. Solidaritetsbevægelsen og krigsmodstanden bredte sig. Repressionsapparatet reagerede panikagtigt. Rosa Luxemburg blev atter anholdt som «farlig socialistisk agitator» og straks overført til et militærfængsel. Også Franz Mehring, Ernst Meyer og mange andre fra og omkring Spartakusgruppen blev fængslet.
De officielle undtagelsesbetingelser gav myndighederne ret til at fængsle «subversive elementer» i op til tre måneder. Men i realiteten gav disse lovbestemmelser politiet ubegrænsede muligheder. Således forblev Rosa Luxemburg fængslet indtil den tyske novemberrevolution i 1918 åbnede fængselsporten for hende.
Den socialdemokratiske avis «Vorwärts» berettede om talrige freds- og solidaritets-demonstrationer med den russiske revolution. Selv de socialdemokratiske ledere omkring Ebert og Scheidemann hilste revolutionen velkommen, da de håbede, at bolsjevikkerne ville afslutte krigen og dermed indirekte forhindre et truende nederlag for Tyskland...
Rosa Luxemburg oplevede således den russiske revolution i fængslet. Hun var begejstret - og samtidig kritisk - reflekterende:
«Alt, hvad et parti i denne historiske stund måtte præstere af mod, beslutsomhed, revolutionær fremadsynethed og konsekvens, det har Lenin, Trotskij og deres kammerater fuldt ud opfyldt. Hele den revolutionære ære og aktionsduelighed, som totalt mangler hos det vestlige Socialdemokrati, blev udvist af bolsjevikkerne. Deres oktoberrevolution betød ikke kun den russiske revolutions virkelige redning, men også den internationale socialismes æresoprejsning!» (Rosa Luxemburg)
Samtidigt stillede Rosa Luxemburg sig dog kritisk overfor bolsjevikkernes bureaukratiske tilbøjeligheder, deres landbrugspolitik og deres centralistiske politikforståelse. I sin analyse af den russiske revolution beskriver hun også nogle bestemte tendenser i udviklingen i Sovjetunionen, der viser, hvorledes hun på visse punkter har set meget langt, og det på trods af, at hun har skrevet artiklen mindre end et år efter oktoberrevolutionen. I hendes kritik lagde Rosa Luxemburg særlig vægt på forholdet mellem centralistiske og bureaukratiske tendenser og en socialistisk, demokratisk samfundsorganisering. Hun var overbevist om, at socialismen kun kan lykkes, når den opstår udfra globale, revolutionære forandringer, og når disse forandringer er resultat af det undertrykte befolkningsflertals selvaktivitet og fælles engagement. Ligeledes var hendes demokratiforståelse en nødvendig del af hendes socialismeopfattelse:
«Ingen socialisme uden demokrati - uden demokrati ingen socialisme».
Men på trods af al kritik, var hun en lidenskabelig forsvarer for
oktoberrevolutionens samfundsforandringer.
Rosa Luxemburg skrev sine overvejelser ned i en ufuldendt manuskript: «Om
den russiske revolution». Bortset fra Poul Levi var ingen bekendt med
dette skrift. Heller ikke Lenin, Trotskij og andre bolsjevikker kendte noget
til denne udmærkede analyse af den russiske revolution, set udfra en tysk
marxists erfaringsgrundlag. Først så sent som i 1963 udgav den tyske marxist
Ossip K. Flechtenheim, Rosa Luxemburgs skrift. Derefter blev det udgivet i DDR
og først langt senere - i 1990 - udkom det på russisk.
Den 8.november 1918 blev Rosa Luxemburg atter sat fri. Samme dag væltede et nyligt dannet arbejder- og soldaterråd monarkiet i delstaten Baden-Würtenberg. Dette var begyndelsen til enden på det monarkistiske militærdiktatur i Tyskland. Den 3.november startede revolutionen i Tyskland med 40.000 matrosers opstand i Kiel. Siden bredte oprøret sig til alle hjørner af det krigsforarmede Tyskland. Dagen efter sin løsladelse deltog Rosa Luxemburg i en anti-krigsdemonstration i Breslau. Hun blev straks genkendt, hilst hjertelig velkommen og inviteret til at holde en tale. Alle var glade for krigens afslutning.
Mange steder i landet var Spartakusgruppens aktivister og agitatorer tilstede og aktive. Især i Berlin, hvor de nu var særligt stærke. Her havde Spartakisterne sammen med de revolutionære arbejder - og soldater-repræsentanter kaldt til kamp. Deres mål var monarkiets endegyldige fald og oprettelse af en socialistisk republik, hvor valgte arbejder- og soldaterråd skulle overtage regeringen, samt øjeblikkelig oprettelse af solidariske forbindelser med den unge Sovjetrepublik.
Hunderedetusindevis af mennesker fulgte dette opråb. De afvæbnede politifolk og officerer, besatte politistationer og stormede militærkaserner, hvor de befriede hundredevis af politiske fanger. Også Leo Jogiches blev hentet ud af Moabitfængslet af en gruppe Spartakister.
Berlin var under kontrol af de revolutionære arbejdere. Kejser Wilhelm den 2. måtte gå af og «Rigs-kansleren» Prins Max forkyndte valg til en lovgivende nationalforsamling. Friedrich Ebert, en af Socialdemokratiets formænd, blev straks udnævnt som ny Rigskansler for at afværge en socialistisk revolutionær proces som i Rusland. Socialdemokraten Ebert udfyldte straks den rolle, man har tiltænkt ham ved at opfordre til «ro og orden». Dog forgæves: monarkiet var ikke til at redde!
Karl Liebknecht gik i spidsen for en demonstration til Hohenzollernes slot og forkyndte monarkiets endelige fald. Samtidigt proklamerede han i navn af demonstranterne og de strejkende «den frie, socialistiske republik Tyskland» og sendte hilsener til kammeraterne i Sovjetrusland. Samme dag udråbte Philip Scheidemann «den frie, tyske republik». Han så sig nødtvunget til dettte skridt, fordi store menneskemasser havde forsamlet sig foran Rigsdagen - og fordi de ledende socialdemokrater var bekymret for at miste betydelig opbakning i arbejderbefolkningen.
Rosa Luxemburg ankom den 10.november 1918 til Berlin og skyndte sig hen til redaktionslokalerne og trykkeriet for en reaktionær avis, som spartakisterne havde besat, og hvor de forberedte trykningen af den første udgave af Spartakusgruppens nye dagsavis «Rote Fahne» (Røde Fane).
Dagen efter, den 11. november 1918 blev Spartakusbund dannet. Organisationen var endnu ikke en selvstændig organisation, men en stærk og organiseret gruppe i det større Uafhængige Social-demokrati USPD, der var en blød venstreorienteret, anti-krigssplittelse fra SPD. Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg var de ansvarlige redaktører for «Rote Fahne», som med Clara Zetkins ord: «Var den eneste socialistiske avis i Berlin».
Vinteren 1918 var præget af politiske kampe. Mens de revolutionære socialister kæmpede for udvidelse af demokratiske strukturer, forsøgte det socialdemokratiske partiapparat med al magt at kanalisere revolutionen ind i kontrollerbare, parlamentariske rammer. Det uafhængige Socialdemokrati, USPD, lagde sig ikke fast på nogen defineret retning og forsøgte diffust og forgæves at mægle mellem de to politiske poler: De revolutionære arbejdere i og omkring Spartakusbund og højresocialdemokraterne. Alt imens flere og flere monarkistiske og militaristiske kredse under ledelse af reaktionære officerer reorganiserede sig og specialiserede sig i væbnede overfald på venstreorienterede demonstrationer, møder, avissælgere og strejkende arbejdere. De trykte tusindevis af plakater, hvorpå de opfordrede til at myrde socialistiske agitatorer. Især koncentrerede de deres mordpropaganda om Spartakisternes ledere Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og Leo Jogiches.
Det første kontrarevolutionære kupforsøg fandt sted den 6. december 1918. Reaktionære officerer forsøgte at indsætte Ebert som præsident og anholde samtlige medlemmer af de revolutionære arbejder- og soldaterråd. Demonstrationer blev angrebet og der blev skudt med skarpt mod ubevæbnede demonstranter. Spartakus reagerede prompte og indkaldte til en stor demonstration mod kupforsøget, som derefter døde hen pga. den stærke modreaktion Den 24. december angreb reaktionære tropper den revolutionære folkemarinedivision og foranstaltede et stort blodbad. På trods af juledagen samledes omkring 30.000 arbejdere og soldater i vrede mod disse reaktionære officerers misgerninger. Vreden var også vendt mod SPD-ledelsens ansvar for disse overgreb. Flere hundrede demonstranter besatte SPD's avisredaktion «Vorwärts» i protest mod avisens deltagelse i hetsen mod arbejderdemonstrationerne og Spartakusbund. I Vorwärts-bygningen fandt arbejderne 18 skjulte maskingeværer og et panserkøretøj, som de kontrarevolutionære tropper havde gemt der. Arbejderne opretholdt besættelsen af Vorwärts-redaktionen, indtil de blev militært nedkæmpet i januar 1919.
Den 30.december 1918 dannede en forsamling af delegerede fra Spartakusbund «Kommunistische Partei Deutschlands»- KPD (Tysklands Kommunistiske Parti). Karl Radek deltog som bolsjevikkernes officielle repræsentant i stiftelseskongressen for KPD og overbragte bolsjevikpartiets solidariske hilsener.
KPD stillede sig som sin primære opgave at bekæmpe den skarpe højrekurs fra rigets officielle magtstrukturer med beslutsomhed og folkelig mobilisering. Kongressen afholdtes i en atmosfære af åbenlyse repressionstrusler og anti-socialistisk hetz fra de borgerlige, reaktionære mediers side. Således skriver «Deutsche Allgemeine Zeitung» den 30.december 1918 : «... at det ikke vil være tilstrækkeligt alene med teorier at nedkæmpe dem» og «at det nok vil være nødvendigt at konfrontere dem med vold».
Spredt over hele Berlin ophænges store plakater, som opfordrer til at hugge hovedet af revolutionen: «Slå deres ledere ihjel! Dræb Liebknecht og Luxemburg! Derefter vil I have fred, arbejde og brød!» er teksten på mange af disse plakater.
En tidligere general, Wilhem Groener, beretter i sin biografi, udgivet i Göttingen i 1957, om samarbejdet mellem de regerende socialdemokrater, hærledelsen og reaktionære frikorps i nedkæmpelse af revolutionen, følgende: «I begyndelsen af 1919, var vi istand til at rense ud i Berlin. Samtlige foranstaltninger på dette tidspunkt og senere skete i nøje overensstemmelse med hærledelsen. Men selve ledelsen og ansvaret overfor regering og befolkning havde den udnævnte rigsværnsminister og socialdemokrat Noske, som fulgte i Eberts fodspor ved at indgå et tæt samarbejde med officererne».
Som led i nedkæmpelsen af arbejderoprøret afsattes Berlins politipræsident Emil Eichhorn - der tilhørte venstrefløjen i det uafhængige socialdemokratiske USPD - fordi han kategorisk nægtede at besvare demonstrationerne med politirepression. Mere end 100.000 arbejdere demonstrerede på opfordring af KPD/Spartakusbund og USPD mod denne fyring af politipræsidenten Eichhorn. Strejkernes omfang tog til. Der blev dannet et revolutionært aktionsudvalg med 33 repræsentanter fra samtlige oprørscentre. Karl Liebknecht, Georg Ledebour og Poul Scholze blev valgt som oprørets talsmænd. Hovedparolen var «Ned med Ebert-Scheidemann-regeringen!» . KPD var dog skeptisk overfor denne parole, da de frygtede, at det kunne afholde mange moderate socialdemokrater fra at deltage i de revolutionære, anti-kapitalistiske bevægelser. Ikke mindst da USPD stadig væk havde en yderst uklar politik: På den ene side deltog partiet aktivt i opstanden, på den anden side forsøgte de at komme overens med den højresocialdemokratisk ledede overgangsregering. (En historisk analogi til mensjevikkernes samarbejde med den borgerlige Kerenskijregering i Rusland i foråret 1917).
Alt imens oprøret bredte sig, forberedte SPD's ledere - med rigsværnsminister Gustav Noske i spidsen - sammen med kejsertro officerer fra den kollapsede tyske hær en blodig nedslagtning af af januaroprøret. Den 8 januar startede den militære kamp mod massernes politiske generalstrejke. I de efterfølgende, til dels væbnede konfrontationer blev hundredevis af arbejdere dræbt, såret eller forsvandt i fængslerne. En del af de tilfangetagne blev skudt og afleveret i byens lighuse.
I sin biografi skriver den tidligere moderate SPD-formand og siden hen radikaliserede USPD-tilhænger Hugo Haase om situationen i Berlin januar 1919: «Den hvide terror hærgede i et omfang, som kun kunne sammenlignes med tilstandene i Rusland under det tsaristiske regime. (...) Ebert og Scheidemann, der ophøjede sig selv til lovlighedens redningmænd, gav soldaterne som de havde sat sammen med gamle officerer, deklasserede underofficers-elementer og bourgois-sønner frit løb. De, som rabiat havde råbt op om den» bolsjevistiske terror «udøvede eller tolererede de mest barbariske udskejelser...!»
Forfulgt og jaget skiftede Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht konstant deres opholdssted, som revolutionære proletarer og sympatisører organiserede for dem. På hemmelige møder og i oprørets medier anklagede de kontrarevolutionens og de ansvarlige politikeres angreb på arbejderklassens ytrings- og aktionsfrihed.
Peter Weiss - tysk socialistisk eksilforfatter i Sverige - beskriver i sit værk : «Modstandens æstetik» situationens dramatik i de sidste uger af Rosa Luxemburgs liv :
«Dannelsen af rådsstrukturer var sket for tidligt, kun et mindretal af arbejderklassen stod bag Spartakus' krav. Flertallet lod sig føre bag lyset med løfter om en sikker eksistens, så snart produktionen atter var igang. Tidsfristen var alt for kort til, at oplysningen også havde kunne nået ud til og overbevise denne del af arbejderne. (...) Det var borgerskabets krig mod arbejderklassen, en krig af mindretallet, mod det svage og forblændede flertals kæmpende avantgarde. Og vi - sagde min far - gjorde det samme som Rosa Luxemburg gjorde: Vi reagerede spontant, hun gjorde det ved hendes klare syn, hun forblev på deres side, hvis daværende vej var fejlagtig og som alligevel havde retten på sin side(...). Vi var fanget i vores ønsketænkning om at være et eksempel for andre. Intet forkert udfra sagens kærne, men forfejlet i valget af tidspunktet. Først i bestemmelsen af det rigtige tidspunkt - sagde min far - vises forståelsen af den historiske materialisme».
(frit efter Peter Weiss)
Den 7., 8., 11. og 13. Januar 1919 trykte «Rote Fahne» Rosa
Luxemburgs artikler:
«Hvad gør arbejderlederne ?», «Forsømte pligter»,
«Ledernes Svigt», og «Korthuset».
Samtlige artikler var en refleksion over det manglende lederskab og et fatalt
tøvende organisationsapparat i forbindelse med de bitre erfaringer og spildte
kræfter siden den 9.november. Den 14.januar 1919 skrev Rosa Luxemburg sin
sidste artikel i «Rote Fahne»:
Orden hersker i Warszawa!» «Orden hersker i Paris!» «Orden hersker i Berlin!»,... «
»Hvordan vurderes nederlaget i denne såkaldte «Spartakusuge» ...? Var det et nederlag, der udsprang af den stormende revolutionsenergi og situationens utilstrækkelige modenhed, eller skyldtes det aktionens svaghed og halvhed? Begge dele! Denne krises dobbeltkarakter, modsætningen mellem Berlins arbejderbefolknings stærke, beslutsomme, offensive optræden og Berlinerledelsens ubeslutsomhed (- Her menes konkret de venstresocialdemokratiske tillidsmænd og USPD-ledelsen., ovs.anm.) ængstlighed og lunkenhed er denne seneste episodes særlige kendetegn. «
»... Arbejderbefolkningen er det afgørende, de er den klippe på
hvilken revolutionens endelige sejr skal bygges. Arbejdernes oprør stod på
højdepunktet, de har gjort dette «nederlag» til et led i kæden af
historiske nederlag, som er den internationale socialismes stolthed og kraft. Og
derfor vil den fremtidige sejr blomstre frem af disse «nederlag».
«Orden hersker i Berlin!» Tåbelige bødler! Jeres
«orden» er bygget på sand. Allerede i morgen vil revolutionen «
tordnende rejse sig op» og til jeres forfærdelse forkynde med basunklang
:
Jeg var, jeg er, jeg bliver!
Den 15.januar om aftenen, dagen efter offentliggørelsen af denne artikel af Rosa Luxemburg - blev hun og Karl Liebknecht anholdt og likvideret. Rosa Luxemburg blev allerede hårdt såret skudt i en vogn, hvorefter hendes lig blev kastet i Landwehrkanal. Karl Liebknecht blev beordret ud af en anden vogn, hvorefter han blev skudt «under flugtforsøg».
Dagen efter skrev den borgerlige presse : «Karl Liebknecht skudt under flugten, Rosa Luxemburg dræbt af folkemængden»...
Den 25.januar blev Karl Liebknecht begravet sammen med 31 andre Spartakist-revolutionære. Rosa Luxemburgs lig blev først fundet den 31.maj i Landswehrkanal. Hunderedtusindvis deltog i begge begravelser, som blev magtfulde protestdemonstrationer for Berlins revolutionære arbejdere.
Kontroverserne om Rosa Luxemburgs politiske ansvar for årsagen til og følgevirkningerne af arbejderbevægelsens splittelse er aldrig blevet afsluttet.
Fra den officielle partikommunistiske side blev Rosa Luxemburgs «fejlagtige vurderinger» stillet overfor Lenins partikonceptionelle positioner. Kritikken fra denne side var først og fremmest, at hun ikke langt tidligere havde forceret venstrefløjens brud med det socialdemokratiske parti og dermed forceret dannelsen af det kommunistiske parti. Hun blev også kritiseret for ikke at have indrømmet partiet af den nye type en vigtigere rolle og for at have overvurderet massernes selvaktivitet og spontanitet. (Efter staliniseringen af kommunistpartierne mistede kritikken på Rosa Luxemburg ethvert reelt grundlag. Hun blev fremstillet som «socialdemokratisk afviger» og «trotskist» - de af hendes skrifter, som var oversat til russisk,blev forbudt i Sovjetunionen.).
Socialdemokraternes ledere derimod beskyldte Rosa Luxemburg for at have splittet den socialdemokratiske bevægelse ved at danne det politiske og organisatoriske grundlag for tilblivelsen af det kommunistiske parti. De socialdemokratiske ledere opfattede Rosa Luxemburgs kritik som udtryk for en fanatisk revolutions-romantiker, som har mistet enhver forbindelse til realiteten...
Sådanne politisk-ideologiske præmisser blokerede for og besværligggjorde en fordomsfri tilgang til Rosa Luxemburgs tanker for generationer af aktivister på venstrefløjen. Først 68-bevægelsens antistalinistiske fløj genopdagede Rosa Luxemburg som det, hun var: en vidtfavnende, udogmatisk og dialektisk tænkende marxist.
Afslutningsvis derfor et citat fra Christel Neusüss bog om Rosa Luxemburg' kvindesyn: «Uden på noget punkt at argumentere feministisk, retter Rosa Luxemburgs kritik sig alligevel mod en patriarkalsk-industriel kultur, der udelukkende finder sin nydelse i besiddelsen af ting, i privatejendommen. Heroverfor sætter hun - som bekendt - ikke en passiv kvindelig afventen, men netop aktivitet, kraftudfoldelse og holdningernes brydning, og derudover opfattelsen af mennesker som forskelligartede individer, der til trods for deres forskellighed er i stand til at udvikle fællesskab og solidaritet, solidaritet blandt levende mennesker og ikke i en ensrettet arme».
Litteratur:
-Rosa Luxemburg: Politiske Skrifter. Et udvalg.
Forlaget Tiderne Skifter, København 1976
-Rosa Luxemburg: Kapitalens akkumulation, udgivet på forlaget Rhodos
-Toni Liversage: Røde Rosa, Vindrose 1994
-Tony Cliff: Rosa Luxemburg - en politisk biografi, Politisk Revy, 1972
-Det autonome kvindetidsskrift Courage nr. 5-1995, Rosa Luxemburg,
af nogle autonome revolutionære
-Nogle af hendes artikler er oversat til dansk og findes bl.a. på
http://www.leksikon.org
-Rosa Luxemburg: Gesammelte Werke, udg. af Clara Zetkin og
Adolf Warski, Berlin (VTVA).
-Poul Levi: Zwischen Spartakus und Sozialdemokratie, Frankfurt 1969
-Frederik Hetmann: Rosa L. udg. på Beltz & Gelberg-forlag, Frankfurt 1987
-Christel Neusüss: Die Kopfgeburt der Arbeiterbewegung oder Die Genossin
bringt alles durcheinander
-Annelies Larschitza: Rosa Luxemburg : Im Lebensrausch, trotz alledem AtV,
Berlin 2000
-Poul Fröhlich: Rosa Luxemburg : Gedanken und Tat
Rosa Luxemburg - Website for den årlige Luxemburg-Liebknecht-demo, den 12.
januar i Berlin :
http://www.felix2.f2s.com/deutsch/rlid.html