 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Gratist
En gratist er en person, som har fordelene af et kollektivt gode uden at bidrage til omkostningerne ved at frembringe det. Kollektive goder betyder i denne forbindelse goder, som er tilgængelige for alle, hvis de er tilgængelige for nogen, fordi det er teknisk umuligt eller urimeligt dyrt at indføre et system, hvor godet forbeholdes dem der bidrager til det. Nogle eksempler på kollektive goder og gratister kan være:
- Ny viden i grundforskningen / det private erhvervsliv
- Ren luft / bilister der lader motoren gå unødvendigt
- Lønforhøjelse efter strejke / uorganiserede arbejdere
- Høje oliepriser / Danmark
- Det kommunistiske samfund / tilskuere til revolutionen
- Et aktivt demokrati / tage i sommerhus i stedet for at stemme
Fælles for alle disse situationer er, at alle ville foretrække at være gratister, på betingelse af at ingen andre var det. Det næst bedste er, at alle bidrager til godet. Det tredje bedste, at ingen gør det. Og det værste, at han er den eneste der gør det. Det betyder, at alle vil forsøge at blive gratister, for uanset hvad de andre gør, er dette det bedste for den enkelte. Men når alle forsøger at blive gratister, vil ingen kunne blive det, for godet vil da ikke blive realiseret. Det er som når alle rejser sig på fodboldstadionet for bedre at se; Ingen kommer til at se bedre, men alle bliver trætte i benene.
Der findes i sådanne situationer en modsætning mellem moral og egeninteresse. Når vi bliver grebet i et forsøg på at optræde som gratister, bliver vi ofte spurgt: «Hvad ville der ske, hvis alle handlede som dig?» Det moralske svar (Kant) er, at da det ville være uheldigt, hvis alle handlede således, bør heller ikke den enkelte gøre det. Det egennyttige svar (Yossarian i Joseph Hellers «Catch 22») ville derimod være at sige: «Hvis alle andre handler således, ville jeg være godt dum, hvis jeg ikke også gjorde det. Og hvis ingen andre gør det, kan det vel ikke gøre nogen forskel, om jeg gør det». Et vigtigt spørgsmål er, om det kan være muligt at forene moral og egennytte. Det er ikke særligt realistisk at tro, at menneskene nogen sinde bliver således, at de spontant handler ifølge Kants kategoriske imperativ: Du skal handle efter en regel, der vil give gode resultater, hvis alle andre også fulgte den. (Kants formulering er mere kompliceret.) Det er ikke sandsynligt, at den enkelte skulle handle etisk uden at overveje sandsynligheden for, at andre også vil handle etisk, og det er ikke rimeligt at kræve, at han skal gøre det, hvis det koster ham meget, og ingen får nogen særlig nytte af det. I enkelte situationer kan det til og med være direkte skadeligt at følge det kategoriske imperativ, som når man «siger sandheden» til andre. Det er med andre ord ikke muligt at bygge et samfund på en forudsætning om, at hver enkelt skal være offervillig, eller emsig. Derimod kan problemet med gratisten overvindes, hvis hver enkelt er villig til at bidrage, på betingelse af at alle andre gør det samme. Dette er netop hvad solidaritet indebærer. Arbejderklassens historie viser, at solidaritet er noget andet end offervilje, selv om sidstnævnte også har haft betydning i afgørende kampsituationer. Solidaritet er et forhold der opstår mellem mennesker, som stoler på hinanden, fordi de kender hinanden; som handler etisk fordi de ved at de andre også gør det.
Modsætningen til gratisten er den emsige. Mange situationer er kendetegnet ved, at alle ønsker at være gratister og alle frygter at være emsige; som i de nævnte eksempler i et samfund styret af egeninteresser. Andre situationer er kendetegnet ved, at alle frygter at være emsige, men ingen ønsker at være gratister. Dette kendetegner f.eks. et samfund bygget på solidaritet. Den kinesiske kulturrevolution kan muligvis beskrives som et forsøg på at skabe en kultur, hvor ingen har noget imod at være emsige, og hvor ingen ønsker at være gratister. Når dette går på tværs af kernen i menneskenaturen, er det ikke fordi solidaritet er umulig, men fordi det er umuligt at handle i et tomrum, som det kræves at man skal gøre, når man må være solidarisk, uanset om andre er det eller ikke. Den sidste mulighed er, at alle ønsker at være den eneste der ikke bidrager, og ønsker at bidrage hvis han tror at ingen andre vil gøre det. Dette skaber paradoksale og ustabile situationer, som i særligt høj grad kalder på samarbejde.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 32.417