 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Arbeiderbladet
Arbeiderbladet, som udgives i Oslo, ejes af Det norske Arbejderparti (DNA) og er partiets største dagblad og vigtigste presseorgan. I 1976 blev der i gennemsnit solgt 60.380 eksemplarer af avisen hver dag. Sammenlignet med de andre større hovedstadsaviser er det en forholdsvis lille del af Arbeiderbladets oplag der sælges udenfor Oslo.
 |
| Faksimile af Arbeiderbladets første nummer: Nr. 1, 1884 af Vort Arbejde, med programerklæring af Chr. Holtermann Knudsen. |
Avisen blev startet i 1884 af Chr. Holtermann Knudsen, under navnet «Vort Arbejde». Han måtte fortsat stå som økonomisk ansvarlig, da Den socialdemokratiske Forening formelt overtog som udgiver året efter. Fra 1886 og frem til 1923 hed avisen «Social-Demokraten». I 1893 overtog landspartiet avisen, som da havde ca. 2.000 abonnenter. I 1898 blev redaktionen overladt den farverige forretningsmand m.m. Ludvig Meyer. Han satte penge i avisen, omformede journalistikken til det mere moderne, og gik i brechen for at anskaffe en rotationspresse. Resultatet var oprettelsen af Arbejdernes Aktietrykkeri. Ved århundredeskiftet var oplaget steget til ca. 5.000. Men investeringerne havde kostet. Avisen var en belastning for partiregnskabet helt frem til 1904, da den for første gang begyndte at give overskud. Overskuddet blev i vid udstrækning overført til andre arbejderpartiaviser. Disse overførsler blev især store under partisplittelserne i 1920'erne. Arbeiderbladet måtte indstille udgivelsen under 2. verdenskrig, og kom derved til at tabe afgørende terræn i oplagskonkurrencen med Aftenposten. I de senere år har Arbeiderbladet haft oplagsnedgang - bl.a. som en følge af EF-kampen - og tilhørende økonomiske problemer. Udover økonomisk støtte fra parti og fagbevægelse, får avisen for tiden større direkte statslig pressestøtte end nogen anden norsk avis.
Arbeiderbladets rolle som DNA's ledende presseorgan har gjort redaktørstillingen på avisen vigtig - også i partisammenhæng. Bortset fra en kort periode umiddelbart før og under 1. verdenskrig er redaktøren indtil for nylig blevet valgt på partiets landsmøde, og er samtidig automatisk blevet fuldgyldigt medlem af partiets hovedbestyrelse. Martin Tranmæl blev valgt til redaktør i 1921. Et valg som i øvrigt dannede optakten til partisplittelsen på landsmødet i 1923. Han blev på posten helt frem til 1950, kun afbrudt af krigen. Fra 1950 var Olav Larssen redaktør. Han blev afløst af Reidar Hirsti i 1963. I 1974 fandt der et dramatisk brud sted i traditionen med at vælge redaktør, da Reidar Hirsti af hovedbestyrelsen og midt i en valgperiode blev erstattet med Einar Olsen, som blev ansat - ikke valgt.
Den nuværende redaktør er også kun ansat. Redaktøren er heller ikke længere medlem af hovedbestyrelsen, hvilket i hvert fald formelt giver en friere stilling i forhold til partiet. Noget af baggrunden for denne udvikling er utvivlsomt Arbeiderbladets problematiske økonomi, og forsøgene på at lave en avis, som nok er partitro, men som også kan sælges.
Journalistisk haltede Arbeiderbladet længe bagefter. Tranmæl var ikke en pressemand i denne forstand. Først da Olav Larssen blev hentet til avisen i 1935, blev form og indhold moderniseret. Arbeiderbladet blev en reportageavis, og oplaget steg hurtigt frem mod krigen. For at sikre fortsat stigning blev avisen omlagt fra middags- til morgenavis fra efteråret 1945. Men efterkrigstiden gav ikke samme fremgang. Aftenposten tog stadig større dele af annoncemarkedet, og som regeringsorgan blev Arbeiderbladet gennem 1950'erne lukket og selvhøjtidelig, bundet af partiets og regeringens dispositioner. Overfor venstreoppositionen var kursen stram. «Orientering» som blev redigeret af Arbeiderbladets gamle medarbejder, Sigurd Evensmo, blev konsekvent fortiet. Debatten om DNA blev ført i andre aviser - i første række i Dagbladet.
Fra anden halvdel af 1960'erne blev holdningen mere åben. Blandt andet fordi partiet da var i opposition. Under EF-kampen kom det til dramatiske konfrontationer bag kulisserne, fordi det redaktionelle personale overvejende stod på en anden linie end partiet og regeringen. Også i spørgsmålet om redaktionelt demokrati har det været indre stridigheder i avisen. Efter 1972 blev det betragtet som en livsnødvendighed, at Arbeiderbladet blev det gamle Pravdapræg kvit. Springet blev foretaget i 1976 med omlægningen til tabloidformat og afpudsning af de journalistiske virkemidler. Samtidig blev forretningsafdelingen moderniseret og personalet skåret ned for at reducere udgifterne. Arbeiderbladet er i dag på journalistisk fremgang. Men avisens økonomi er fortsat svag og udsigterne derfor usikre.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.219