Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Omsorgsarbejde

Omsorg og omsorgsarbejde er ikke det samme: Voksne friske mennesker føler behov for andres omsorg i mange forskellige situationer. Nedslidt, træt, deprimeret - der eksisterer mange forskellige ord, som beskriver tilstande, hvor man har behov for eller ønsker omsorg fra andre. Omsorg er ikke noget vi gør os fortjent til at få, eller noget vi får ud fra hvad vi kan gøre til gengæld.

Behovet for omsorg er snarere noget vi har ret til at få dækket. Det indebærer, at andre er forpligtet til eller har ansvaret for at denne ret bliver indfriet. Disse andre vil oftest være personer, vi er knyttet til gennem familie-, kærligheds- eller venskabsbånd.

At give og tage imod omsorg i uformelle forhold mellem voksne friske mennesker er ikke omsorgsarbejde. I princippet er det nemlig muligt at tænke sig, at denne type omsorg kan baseres på ligeværdige giv og tag forhold mellem mennesker med personlige tilknytningsforhold. I dag forholder det sig således, at kvinder yder meget mere end mænd - også i denne type af omsorg - men det ændrer ikke princippet.

Omsorgen for de samfundsmedlemmer som ikke er selvhjulpne, kan derimod ikke baseres på gensidighed i ydelserne. For disse grupper vil behovene for omsorg kun kunne dækkes ved at andre udfører noget for og med den enkelte som har behov for omsorg, som vedkommende ikke kan varetage selv. Det er denne form for omsorg, der er omsorgsarbejde. Hvis jeg henter tøflerne til en, som ikke er i stand til at hente dem selv, er det omsorgsarbejde. Henter jeg dem derimod til en, som lige så godt kunne hente dem selv, er det ikke omsorgsarbejde, men heller ikke en tjeneste.

Historisk var det familien, der havde ansvaret for de samfundsmedlemmer, som havde behov for omsorg. Det konkrete omsorgsarbejde blev overvejende udført af familiens kvinder. I dag er ansvaret for omsorgen delt mellem familie og stat. Det konkrete omsorgsarbejde - det være sig i offentlig eller privat regi - udføres fortsat overvejende af kvinder.

De fleste regner med, at alle kvinder kan udføre det uspecialiserede omsorgsarbejde i familien. Den uformelle tilpasning - socialiseringen til kvinderollen - antages at være tilstrækkelig oplæring til den ulønnede omsorgsarbejde. At stå til disposition for andre med sin tid, udvise tilpasningsdygtighed i arbejdssituationer og have en intuitiv opmærksomhed rettet mod andres nære behov og problemer, er de vigtigste krav til den ulønnede omsorgsarbejder. Disse krav forventes kvinder at kunne leve op til - alene i kraft af deres køn.

Professionalisering

Kvinders øgede muligheder for lønarbejde siden 2. verdenskrig skyldes i vid udstrækning, at en række omsorgstjenester er overført fra familien til det offentlige. Kvinder har som før ansvaret for omsorgen i familien; I dag har de desuden fået det lønnede omsorgsarbejde udenfor familien.

Når omsorgsarbejde bliver lønarbejde indenfor det offentlige, bliver det specialiseret og opdelt i over- og underordnede funktioner. Den uformelle socialisering til kvinderollen giver ikke tilstrækkelige kvalifikationer til dette arbejde - undtagen for de jobs som er de laveste. Det kræves i stedet en formel uddannelse for en stadig større andel af de lønnede omsorgsarbejdere.

Efterhånden er stadig flere af omsorgsjobbene blevet professionaliseret. Det indebærer, at der kræves teoretisk uddannelse, at arbejdsopgaverne er blevet afgrænsede og at faggrupperne har fået monopol på visse stillinger og arbejdsopgaver. Dette har medført, at antallet af kvindelige omsorgsarbejdere med en vis prestige, indflydelse og rimeligt gode løn- og arbejdsforhold er øget.

Men denne professionalisering har som konsekvens også haft en vis «affeminisering»: Disse jobs er blevet mulige karriereveje for mænd, og de mindst «glamuorøse» arbejdsopgaver - dvs. de der mest ligner husmoderens arbejdsopgaver i hjemmet - er blevet overtaget af nye faggrupper. Disse nye underordnede faggrupper udfyldes af ufaglært kvindelig arbejdskraft, som har få muligheder for at avancere på baggrund af de erfaringer og færdigheder, de erhverver i jobbet.

Tilbage til nærmiljøet

Indenfor det offentlige er omsorgsarbejdet underlagt et andet værdisystem end i hjemmet. Omsorg er blot et træk ved virksomheder, som først og fremmest har andre formål. Indenfor sundheds- og socialsektoren er den vigtigste målsætning behandling. Dvs. indgreb mhp at ændre patientens/klientens krop eller personlighed således at hans eller hendes behov for omsorg snarest muligt ophører.

Hvis det ikke er muligt forholdsvis hurtigt at opnå selvhjulpenhed og uafhængighed, antager systemet oftest, at det er bedre, at det fortsatte omsorgsbehov dækkes privat. «Tilbage til nærmiljøet» er blevet et nyt socialpolitisk slagord. De syge bør ligge kortest mulig tid på sygehus, de gamle bør kunne bo længst muligt i deres egne hjem og alkoholikeren bør behandles i nærmiljøet.

Denne «tilbage til nærmiljøet» satsning fra det offentlige har skabt nye typer af omsorgsarbejdspladser i hjemmene. Hjemmehjælpere og dagplejemødre er ufaglærte omsorgsarbejdere, som lønnes af det offentlige. Deres arbejdssituation er ellers meget lig situationen for omsorgsarbejderen i familien. Efterspørgselen efter den type omsorgstjenester er i dag langt større end udbudet.

Omsorgskrise

På mange måder er velfærdssamfundet inde i en omsorgskrise. Omsorgsarbejdet i hjemmene udføres i stadig større udstrækning isoleret fra anden samfundsvirksomhed. Både for de der behøver omsorg og for de ulønnede omsorgsarbejdere bliver nærmiljøet fattigt på indtryk og oplevelser.

Indenfor det offentlige er der mangel på alle typer af omsorgstjenester - både når det gælder mængde og kvalitet. Der mangler børneinstitutionspladser. Samtidig klages der fra faglige side og fra forældrene over, at antallet af børn pr. ansat er for højt, og det hævdes at heldagsophold i institutionen er uheldigt - specielt for de mindste børn. Der er lange ventelister til alderdomshjems- og sygehjemspladser, og samtidig rejses der tvivl om kvaliteten af den form for omsorg, disse institutioner kan give.

At omsorgskrisen kan siges både at være til stede indenfor det private og det offentlige, bør mane til nytænkning omkring omsorgsarbejdets organisering. Hvilke muligheder findes der for at organisere omsorgen for samfundets afhængige på en sådan måde, at nærmiljøet beriges, og uden at kvinder fortsat må basere sig på at være ulønnet eller lavtlønnet omsorgsarbejder på heltid?

Det er nødvendigt at fremme politiske virkemidler, som bidrager til udviklingen af uformelle sociale netværk med muligheder for at varetage vigtige omsorgsopgaver på en tilfredsstillende måde. Men i hvilken grad kommer dette i konflikt med målsætningen om større ligestilling mellem kønnene? Vi mangler endnu en opskrift på, hvordan lønnet arbejde til alle - også kvinder - skal kunne lade sig gøre, når vi samtidig ønsker at styrke omsorgskapaciteten i nærmiljøet. Vi mangler samtidig svar på, hvordan mænd kan tilskyndes til at overtage en større del af omsorgsarbejdet.

K.W.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 2/10 2005

Læst af: 46.747