Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Ottesen-Jensen, Elise

Ottesen-Jensen (1886-1973), norsk-svensk pioner for en radikal seksualpolitik.

Elise Ottesen-Jensen blev født som det syttende barn i en familie i Høyland. Faderen var præst. Elise blev undervist i hjemmet af en guvernante og tog siden eksamen ved fru Griegs pigeskole i Bergen. Hun studerede til tandlæge i Stavanger, men måtte afbryde studiet efter en ulykke i et laboratorium, hvor hun mistede flere fingre.

Elise uddannede sig derefter til stortingsreferent, men begyndte at arbejde ved det venstreradikale tidsskrift Nidaros. Senere kom hun til avisen Arbejdet i Bergen, hvor hun blev interesseret i fredssagen.

I 1913 mødte hun den mand, som hun siden skulle gifte sig med, Albert Jensen, syndikalist og skribent. De slog sig ned i Danmark i 1915. De var dybt involveret med andre revolutionære og blev udvist fra landet i 1919. Siden boede de fast i Stockholm.

Elise Ottesen-Jensen startede sit arbejde med seksualoplysning i større omfang i 1923. Hun havde da en periode skrevet artikler om fødselskontrol i den svenske syndikalistiske avis Brand. Hendes medsøstres tragiske situation som ugifte mødre gjorde, at Elise engagerede sig stærkt i arbejdet med seksualspørgsmål.

Hendes store inspirationskilde var August Forels bog: «Die sexuelle Frage» (Det seksuelle spørgsmål). Hendes artikler gav anledning til, at ungsocialistiske klubber og lokale organisationer rundt omkring i landet bad hende komme og holde foredrag. Det første holdt hun i Grängesbergs Folkets Hus. I 1924 udgav hun «Välkomna barn» på Brands forlag.

Bevidstheden om den store mangel på viden i befolkningen om seksuelle spørgsmål og at oplysning i videre udstrækning blev hindret af den såkaldte præventionslov (1910-1938), fik Elise Ottesen-Jensen til at satse store kræfter på at modarbejde specielt denne lov men også abortlove. I 1927 udgav hun «Könslagarnas offer» (kønslovenes offer).

Hun fandt snart ud af, at det ikke var nok blot at «prædike». Kvinderne - især arbejderkonerne - måtte have praktisk hjælp til at beskytte sig mod uønsket svangerskab. Hun fik et kursus i pessartilpasning hos den gamle læge og nymalthusianer Anton Nyström, og Ottar som hun kaldte sig begyndte nu at tilpasse pessarer til kvinderne efter sine foredrag. Det fortsatte hun med i mange år, selv om det var forbudt. Hun drog rundt i landet på mange, lange og oplevelsesrige rejser. Respekten for præventionsloven havde aldrig været stor, og den mindskede med tiden endnu mere. De sidste år før loven blev ophævet, kunne Ottar drive sin virksomhed så godt som uhindret.

Elise Ottesen-Jensen var ikke alene om at ville ændre de seksuelle forhold. I 1932 begyndte den radikale forening Clarté at udgive «Populär tidskrift för sexuel upplysning», og den 30. marts 1933 blev «Riksförbundet för sexuel upplysning» (RFSU) stiftet. Ottar blev leder af dette forbund fra dets start og frem til 1959. I et halvmørkt lille lokale i Regjeringsgatan i Stockholm arbejdede hun og hendes medhjælpere helt gratis de tre første år. I 1937 oprettede forbundet et biologisk laboratorium for graviditetstest.

Elise Ottesen-Jensen fortsatte med sit oplysningsarbejde, også efter at præventionsloven var ophævet. Hun blev stadig mere efterspurgt som foredragsholder og kunne sprede sit budskab til stadig større grupper: Alle børn var velkomne, og seksualiteten burde være et udtryk for kærlighed og varme. Under 2. verdenskrig blev arbejdet indenfor bl.a. militærforlægningerne intensiveret. I 50- og 60'erne henvendte hun sig særligt til børn og unge - bl.a. i danselokalet Nalen i Stockholm - men også på skolerne og gennem radio og TV.

Elise Ottesen-Jensens medfølelse var også rettet mod de ugifte mødre. Ottargården - et hjem for ugifte mødre - var udtryk for denne medfølelse, på same måde som kampen mod abortloven, hvor hun krævede ret til abort udfra sociale årsager.

Et andet område hvor hun krævede ændringer var loven om homoseksualitet. August Forels bog gjorde, at hun allerede i 1913 fik forståelse for de såkaldte seksuelle afvigere.

Gennem Verdensligaen for Seksualreformer fik Elise Ottesen-Jensen kontakt med udenlandske autoriteter på seksualoplysningsområdet - bl.a. J.H. Leunbach fra København, Marie Støpes fra London og Hanna Stone og Margaret Sanger fra New York.

Elise Ottesen-Jensen kastede sig efterhånden mere og mere ind i det Internationale arbejde. I 1959 blev hun ordfører i International Planned Parentbood Federation, og i hendes sidste leveår arbejdede hun med familieplanlægning i u-lande. Udover sine oplysningsbøger skrev hun også to selvbiografiske bøger: «Och livet skrev» (1965) og «Livet skrev vidare» (1966),

H.Le.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 28.016