Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Samfundsvidenskabelig metode

I mange af artiklerne i dette leksikon anvendes der resultater fra samfundsvidenskabelige undersøgelser. For at kunne danne sig et billede af, hvordan man er kommet frem til disse resultater og vurdere hvilken betydning de kan tillægges, ville det være nyttigt med et vist kendskab til samfundsfagenes metodelære. Med dette menes en oversigt over hvilke fremgangsmåder som i forskellige situationer har vist sig formålstjenlige, ifht. frembringelsen af mest mulig sikker og relevant information til de lavest mulige omkostninger.

At give en kortfattet oversigt over dette emne er ikke let. For det første fordi det er store forskelle i arbejdsmåden mellem forskellige fag, eller mellem forskellige miljøer indenfor samme fag. Dels betinget af hvilke sagsforhold der studeres, dels af historiske traditioner. For det andet er der indenfor den enkelte tilgangsmåde udviklet et højt antal komplicerede teknikker til løsningen af de specielle problemer der kan opstå, når en forsker skal udvælge, indsamle, bearbejde og analysere oplysninger om et fænomen.

Det er selvsagt ikke muligt at gå ind på virvaret af specialiserede teknikker i en leksikonartikel. Interesserede henvises til den omfattende litteratur indenfor dette felt. Når det gælder hovedtilgangsmåderne, må vi nøjes med at pege på enkelte centrale forskelle.

En af disse forskelle drejer sig om antallet af undersøgelsesobjekter, som forskeren arbejder med. I nogle tilfælde finder vi, at det er et enkeltstående fænomener der undersøges, som når en historiker forsøger at give et billede af forløbet af én bestemt beslutningsproces. I andre undersøgelser er man optaget af at sammenligne en række beslægtede fænomener, som når en sociolog studerer sammenhængen mellem social baggrund og uddannelse for en årgang rekrutter. Ved at begrænse sig til få enheder kan beskrivelsen blive rig på detaljer, samtidig med at det er muligt at understrege detaljernes forhold til helheden. Med et stort antal undersøgelsesobjekter vil man ofte måtte nøjes med en mere indholdsfattig og mere løsreven beskrivelse af deres egenskaber, men samtidig har man bedre mulighed for at afgøre, hvad der er typisk for fænomenet som studeres - både når det gælder enkeltegenskaber og kombinationer af egenskaber.

Undersøgelserne adskiller sig også fra hinanden på spørgsmålet om, hvordan forskerne får fat i de oplysninger, de har brug for. I nogle tilfælde udnytter forskeren materiale, som er tilgængeligt som følge af aktiviteterne i samfundet i øvrigt, som f.eks. dagbogsnotater, avisartikler, eksamensprotokoller, virksomhedsregnskaber eller folketællingsstatistik. I andre tilfælde er det forskeren selv, der tilvejebringer materialet gennem observation eller ved at stille spørgsmål.

Her er der stor forskel på, det hvilken rolle forskeren spiller i de situationer, hvor oplysningerne samles ind: Fra en mest mulig ubemærket, påvirkningsfri rolle, til aktive forsøg på at skabe bestemte typer af påvirkning. Et eksempel på den første metode kan være en statsvidenskabsmand, som studerer aktiviteten i et parti ved at gå ind som et almindelig medlem. Et eksempel på den anden metode er et såkaldt aktionsforskningsprojekt, hvor forskerne f.eks. selv deltager i udformningen af de beskæftigelsesprojekter i et randområde, som de undersøger effekten af.

Ifht. måden hvordan materialet analyseres på lægger nogle forskere hovedvægten på at leve sig ind i og forsøge at forstå situationen og handlingsbetingelserne for de personer, der er blevet undersøgt. Andre vil være mere optaget af at opstille præcise udtryk for egenskaberne ved undersøgelsesobjekterne, og så anvende statistiske teknikker til at afdække mønstrene i hvordan forskelle i en egenskab kan sættes i sammenhæng med forskelle i andre egenskaber.

Et vigtig grund til at interessere sig for hvordan en forsker er kommet frem til de resultater vi får præsenteret er, at arbejdsmåden i sig selv kan have betydning for, hvilke resultater forskeren når frem til. Et grundlæggende princip når vi skal forsøge at finde ud af, hvad et forskningsresultat fortæller er, at det altid kan tolkes på forskellige måder.

Vi kan f.eks. have en tabel fra en interviewundersøgelse som viser, at ugifte kvinder oftere er politisk aktive end gifte kvinder. En nærliggende forklaring på dette mønster er, at familiesituationen stiller krav til kvinden, som reducerer hendes mulighed for eller lyst til at engagere sig i politisk virksomhed. Vi kalder dette for en forklaring af resultatet, fordi vi mener at dersom vore antagelser om familiesituationen er rigtige, vil vi få netop den forskel mellem ugifte og gifte kvinder som tabellen viser.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at denne forklaring nødvendigvis er korrekt. Tænker vi os om, vil vi opdage, at der også er andre sociale processer, der kan skabe en lignende tendens. For eksempel kan det tænkes, at politisk aktive kvinder er mindre tilbøjelige til at indgå ægteskab end kvinder, der ikke er lige så aktive. Eller det kan muligvis forholde sig således, at de ugifte kvinder i tabellen overvejende er yngre kvinder, og at den yngre generation er mere engageret i politik end den ældre.

Fælles for disse forklaringer er, at de tager udgangspunkt i de sociale fænomener vi er interesseret i. Der findes desuden en anden type forklaringer, hvor udgangspunktet er, hvordan selve undersøgelsen er udført. Som nævnt må vi nemlig også regne med den mulighed, at der kan være træk ved undersøgelsesgrundlaget, som har skabt netop den tendens i resultaterne, som vi ønsker at forklare.

I de allerfleste undersøgelser er det. f.eks. kun et lille udvalg af alle de relevante oplysninger, der er blevet samlet ind for at undgå at udgifterne bliver for store. For eksempel er ikke hele befolkningen men kun et udvalg på nogle tusinde personer blevet interviewet i undersøgelsen. Vi kan derfor spørge, om det er skævheder i udvalgets sammensætning der skaber tendensen i tabellen.

Indenfor den politiske debat finder vi stadig flere eksempler på en systematisk skæv udvælgelse, deltagerne håndplukker eksempler som er i overensstemmelse med den teori, de er tilhængere af. Når udvalget sker gennem en eller anden form for lodtrækning, bliver fejlene mindre graverende. Men også her kan der opstå tilfældige skævheder - specielt hvis udvalget er lille. Den forskel som tabellen viser mellem ugiftes og giftes politiske deltagelse, må derfor ikke være alt for lille, hvis vi skal kunne udelukke, at den skyldes skævheder i udvalget.

Også valget af spørgsmål skaber fortolkingsproblemer. Måske skyldes den lavere politiske deltagelse for gifte kvinder, at forskeren har undladt at spørge efter de aktiviteter, som netop gifte kvinder er mest tilbøjelige til at deltage i. Indsamlingen af oplysningerne kan også tænkes at have påvirket resultatet. Muligvis kan formuleringen af spørgsmålene eller interviewernes måde at optræde på have fået gifte kvinder til at svare på en måde, som giver et for lavt indtryk af deres politiske engagement.

Listen over forklaringsmuligheder der knytter sig til undersøgelsesoplægget kunne gøres længere. Det samme gælder listen af forklaringer, som tager udgangspunkt i det aktuelle sociale fænomen. Det vigtigste for os er imidlertid at vise, at det er for let at hoppe direkte fra et resultat til én enkelt konklusion. En forsker som ønsker at underbygge en bestemt forklaring - f.eks. at tendensen i tabellen skyldes, at ægteskabet hæmmer kvinders politiske deltagelse - må gøre dette ved at eftervise, at flest mulige af de andre tænkelige forklaringer på tendensen er forkerte eller usandsynlige.

Her kan forskeren trække på metodelæren, som giver råd om, hvordan en undersøgelse bedst mulig skal tilrettelægges, for at skævheder i udvalget af undersøgelsesobjekter eller spørgsmål, påvirkning fra undersøgeren etc., ikke skal kunne få betydning for tendensen i resultaterne. Når det gælder forklaringer der tager udgangspunkt i egenskaberne ved det sociale fænomen, må forskeren forsøge at finde frem til nye oplysninger, som forklaringerne kan afprøves imod.

I vort eksempel ville det være nyttigt, hvis vi kunne få kendskab til, hvor politisk aktive de samme kvinder var før og efter de giftede sig. Finder vi for eksempel at aktiviteten går ned, kan dette ikke forklares ved, at der eksisterer en sammenhæng mellem politisk engagement og tilbøjeligheden til at indgå ægteskab, eller af generationsforskelle i politisk interesse. Ved at forkaste disse to forklaringer øger vi pålideligheden af antagelsen om, at familiesituationen hæmmer kvinders politiske deltagelse.

Det varierer, hvor god en forsker er til at opdage og afprøve forskellige forklaringer på et givet resultat. Som brugere af forskningsresultater er det derfor vigtigt, at vi selv er på vagt overfor tendensen til at drage for hurtige konklusioner fra et resultat til én bestemt forklaring.

O.He.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 49.227