 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Sygeplejeraktionen 72
Sygeplejeraktionen 72 blev dannet af syv sygeplejere i Osloområdet som en protest mod overenskomstresultatet i 1972. Norsk Sygeplejerforbund (NSF) havde stillet krav om to løntrins oprykning. Men kravet blev ikke indfriet. I en artikel i Aftenposten den 17. juli hævdede aktionen, at lønniveauet måtte anses som den vigtigste årsag til den store afgang fra sygeplejerfaget og til krisen indenfor sundhedsvæsenet. Artiklen bar overskriften: «Socialminister Højdahl - katastrofen er nær. »
Sygeplejeraktionen mente, at et rimeligt krav var en oprykning på tre løntrin. Det blev imidlertid ikke indfriet. Men aktionen opnåede at få sagen behandlet i Stortinget - St.meld. nr. 16 (1972-73): Om sygeplejeraktionen 72, blev godkendt samme efterår. Aktionen fik samtidig betydning for NSF's videre arbejde. Forbundsledelsen gik ind for en hårdere linie i kravene til løn og til professionel status.
Handlingsforløb
I udgangspunktet var Sygeplejeraktionen 72 en spontan protest fra «græsrødderne», rettet både mod myndigheder og egen fagorganisation. Selv om det sidste ikke blev direkte formuleret, lå der i selve dannelsen af aktionen en protest mod moderorganisationen.
Aktionskomiteens program blev vedtaget på et møde i Samfundssalen i Oslo 10. august. Der var ca. 1.700 sygeplejere til stede, og mange måtte gå forgæves på grund af den fulde sal. Fællesmødet vedtog, at dersom lønkravet ikke blev imødekommet, ville aktionen iværksætte stadig flere punktstrejker ved flere af de største sygehuse. Gennem en landsomfattende underskriftskampagne fik Sygeplejeraktionen 72 støtte fra ca. 11.000 underskrivende - overvejende fra sygeplejere i aktiv tjeneste. Ud af NSF's ca. 18.000 medlemmer i 1972 var 8.248 i aktiv tjeneste.
NSF udsendte samtidig en pressemeddelelse hvor det blev sagt, at organisationen bestemt tog afstand fra den planlagte punktstrejke. Men selv om NSF ikke kunne acceptere strejken som virkemiddel, valgte NSF ikke at forkaste aktionen, men at give den moralsk støtte. Aktionen på sin side blev tidligt «indfanget» af NSF's strategi. Alt hvad aktionen foretog sig, blev fra begyndelsen af så at sige skriftligt videreformidlet til forbundet.
I september iværksatte Sygeplejeraktionen 72 en punktstrejke. Den blev dømt ulovlig. Sygeplejerforbundet blev stillet for arbejdsretten, tiltalt for den moralske støtte, som forbundet gav aktionen, og fordi den ikke brugte tilstrækkeligt stærke midler mod aktionen. Fire af aktionsmedlemmerne blev også dømt.
Aktionen fik bred støtte fra omverdenen. Lægerne støttede strejken - bl.a. ved at udtrykke deres sympati i pressen. For befolkningen generelt viste Galluptal, at kun omkring 40 % accepterede virkemidlerne, men at hele 70% mente, at sygeplejerne burde have højere løn. Aktionen formåede at få gjort opinionen opmærksom på, at arbejdet ikke var ordentlig aflønnet.
Skærpede formelle og reelle uddannelseskrav til sygeplejen havde medført en ændring fra kaldsdominans til større fag- og fagforeningsbevidsthed i faget. Disse interne faktorer var antagelig udslagsgivende for at aktionen gennemførtes på det tidspunktet den gjorde. Tilslutningen fra faggruppen syntes at have været fuldstændig uden indre modsætninger.
Den nye kvindebevægelse har nok også haft betydning for udviklingen af Sygeplejeraktionen 72. Mindst to af de syv i ledelsen af aktionen så en sammenhæng mellem den og kvindebevægelsen. De var klar over, at det var en kvindekamp de førte, da de startede den. Aktionsledelsen blev interviewet om dette i kvindebladet Sirene (nr. 2, 1973) og i tidsskriftet Kontrast (nr. 8, 1972).
Opsummering og konklusion
I februar 1973 opsummerede aktionen sin virksomhed i hæftet: «Har Sygeplejeraktionen 72 været forgæves?». Det blev hævdet, at selv om lønkravet ikke blev indfriet, havde aktionen skabt en ny holdning til sygeplejen - både blandt sygeplejerne selv og i offentligheden. Den havde styrket sygeplejernes fagmæssige og organisationsmæssige engagement og styrket kvindens stilling i samfundet.
Sygeplejeraktionen eksisterede frem til juni 1973. Da fik den en «naturlig» opløsning, idet aktionslederne lod sig vælge ind i hovedbestyrelsen i NSF. Pengemidlerne som aktionen rådede over, blev stillet til NSF's disposition. Da aktionen blev «opløst» ved at gå «ind i» forbundet, forsvandt også tilknytningen til den nye kvindebevægelse. NSF argumenterede ikke i lønspørgsmålene ud fra nogen kvindesagssammenhæng. Men på længere sigt har aktionen haft løn- og statusmæssig betydning for de typiske kvindefag.
Der blev f.eks. i december 1972 nedsat et udvalg til at vurdere kvindefagenes lønplacering indenfor offentlig virksomhed. Udvalget afgav en enstemmig indstilling i juni 1974 (NOU 1974:17). Lønstigning på to trin som NSF formåede at få igennem i 1974, da forbundet valgte en særdeles hård strategi, kan også tilskrives virkningerne fra sygeplejeraktionen. At NSF's hårdere linie i lønspørgsmålet var ønsket af medlemsmassen, afspejlede sig i den store medlemsfremgang som organisationen fik umiddelbart efter overenskomsten i 1974.
Men Sygeplejeraktionen 72 - og også NSF - tog fejl i, at en stigning i sygeplejerlønningerne ville løse sygeplejermanglen. Sygeplejermanglen i Norge fortsatte med at være lige så akut som før.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 24.386