 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Valuta
Ved varebytte og kapitaltransaktioner landene imellem opstår der udbud og efterspørgsel efter valuta. Med valuta menes ikke generelt fremmede betalingsmidler, som cirkulerer indenlands - f.eks. dollar indenfor USA - men fordringer på udenlandske banker, virksomheder, kapitalister osv. i form af veksler, checks o.l. Vekselkursen eller valutakursen er et udtryk for, hvor mange enheder af en valuta som behøves for at købe en enhed af en anden valuta. F.eks. hvor mange danske kroner der må betales for en dollar.
Vekselkursen bestemmes på valutamarkederne. Hvis kursdannelsen foregår frit, vil kurserne være de der giver balance på handelsbalancerne. Hvis kurserne ikke er frie (eller «flydende») men faste eller aftalebestemte, vil kortfristede ubalancer på handelsbalancerne ikke ændre kurserne. Alligevel vil der på lang sigt være en tendens til, at kurserne ændres således at balance opnås. Devaluering (modsat af revaluering) betyder, at man må betale mere for hver enhed af udenlandsk valuta, f.eks. flere kroner for en dollar.
Efter 2. verdenskrig blev der skabt et nyt valutasystem med Bretton Woods-aftalen. Denne indebar en styrkelse af US dollarens stilling som international valuta. Dollaren fik fastlagt et vist bytteforhold overfor guld - dvs. at der bag hver dollar stod et vist antal gram guld. Selv om dollaren var formel prismålestok, kunne man altid regne ud, hvor mange enheder af pengevaren - guldet - man måtte betale for en vis mængde af en anden vare.
Eftersom alle andre valutaer stod i et fast forhold til dollar, stod de dermed i et fast forhold til guld. Eftersom dollaren havde en central stilling, måtte USA have store guldreserver for at kunne veksle dollar mod guld, hvis der skulle opstå pres mod de faste kurser. Kursændringer i form af devaluering og revaluering kunne kun ske, hvis et lands betalingsbalance kom i «fundamental uligevægt».
Eftersom valutakurserne var faste, måtte man sikre en finansieringsmåde for de lande, som i visse perioder fik underskud på deres betalingsbalance. Til dette formål blev den Internationale Valutafond (IMF) dannet. Valutafonden blev dannet ved, at medlemslandene blev tildelt en sum, som skulle indbetales til fonden, dels i form af guld (25 %) og resten i landets egen valuta. Et land som får betalingsbalanceproblemer kan da i et vist tidsrum trække på fonden i forhold til hvor meget der er indbetalt - «trækningsrettigheder».
På grund af ulige produktivkraftudvikling i USA, Europa og Japan, kapitaleksporten fra USA og Vietnamkrigen havde USA store underskud på sin betalingsbalance i 1960'erne. Dette kunne lade sig gøre, fordi dollaren indtog en særstilling som international valuta. De store tilgodehavender af dollar i Europa og Japan skabte grundlag for det såkaldte euro-dollar-marked. Efterhånden blev guldindløsningspligten dermed illusorisk, fordi USA ikke kunne dække dollarmængden med guld.
I 1971 ophævede USA guldindløsningspligten og dermed eksisterer der ingen fast sammenhæng mellem guld og nogen valuta. Senere gik også systemet med faste valutakurser i stykker. De flydende kurser er imidlertid med til at skabe usikkerhed i verdenshandelen, fordi virksomhederne ikke kan vide, hvilke priser i deres nationale valuta de vil få for deres varer i morgen. Enkelte lande har derfor siden 1970'erne indgået aftaler om at deres valutaer skal stå i et fast forhold til hinanden, men kunne flyde i forhold til andre valutaer. «Slangesamarbejdet» mellem de vesteuropæiske lande er et eksempel på dette. Det blev skabt i 70'erne og var forløberen for EU's valuta, Euro'en.
Valutatransaktionerne er i Danmark i dag 100% liberaliseret - dvs. fritaget for myndighedernes overvågning. Liberaliseringen gennemførtes i første omgang overfor vare- og tjenestebetalinger, og blev i 1980'erne udstrakt til også at gælde alle former for kapitalbevægelser. Det var et led i den internationale liberalisering af kapitalmarkederne og en præmis for kasinokapitalismens frie udfoldelse.
Sidst ajourført: 16/1 2004
Læst af: 61.500