Marshall øerne
| Befolkning | 43.000 |
| Valuta | US$ |
| Areal | 180 Km2 |
| Hovedstad | Majuro |
| Befolkningstæthed | 283,3 indb./Km2  |
| HDI placering | 131 |
Marshall øgruppen består af i alt 1.152 øer grupperet i 34 atoller og 870 rev. De har et samlet areal på 176km2 spredt over et areal på 1 million km2. Mod nordøst findes de større atoller Mili, Majuro, Maloelap, Wotje og Likiep. Mod sydøst finder vi bl.a. Jaluit, Kwajalein, Rongelap, Bikini, Enewetak. Øerne mod nord modtager mindre nedbør end de sydlige øer.
Folket: 60% af befolkningen er koncentreret på Majuro og Kwajalein. Størstedelen af befolkningen (96,9%) er øernes oprindelige befolkning. Resten stammer fra andre stillehavsøer (1,7%), philippinere (0,5%) og andre (0,9%).
Religion: Der eksisterer ikke nogen officiel religion. Protestanter (90,1%), katolikker (8,5%), andre (1,4%)
Sprog: Mashallsk (kajin-majol), engelsk
Politiske partier: Der eksisterer ikke traditionelle politiske partier med organisation og politisk program. De politiske organiseringer har nærmere karakter af fraktioner eller interessegrupper, for der ikke findes ikke formelle ledere, fælles platform eller partistrukturer. Det demokratiske parti (Ralik Ratak) og Kabua partiet har de senere
Officielt navn: Republic of the Marshall Islands
Administrativ inddeling: 25 distrikter
Hovedstad: Majuro, 25.000 indb. (2003).
Andre vigtige byer: Ebeye, 13.000 indb.; Jaluit, 2.500 indb. (2000).
Regering: Parlamentarisk republik. David Kabua er siden januar 2020 præsident. Der eksisterer et parlament med 33 medlemmer udpeget af præsidenten.
Nationaldag: 1. maj (proklammation af republikken, 1979); 21. oktober (uafhængighed, 1986)
Væbnede styrker: Under militær kontrol fra USA.
Atollerne Kwajelein og Bikini Blev for alvor kendt i den nyere historie i februar 1944, da de blev udsat for heftige nordamerikanske luft- og søbombardementer og efterfølgende besat efter et langvarigt og blodigt slag mod de japanske styrker. Pga. øernes strategiske placering besluttede de militære magthavere, at det trods de mange faldne og det meget blod var værd at erobre denne lille koraløgruppe, der som perler på en snor omgiver store laguner.
I 1950'erne brugte USA øerne til atomprøvesprængninger. Beboerne fra en ø blev tvangsdeporterede, hvorefter USA gennemførte en prøvesprængning. I nogle tilfælde fik beboerne derefter lov til at vende tilbage. De deltog ufrivilligt i USA's eksperimenter med langtidsvirkningerne efter prøvesprængningsnedfald. I 1954 sprang USA sin største brintbombe under den kolde krig på Namu øen i Bikini atollen. Fysikerne havde lavet en række alvorlige fejl i deres beregninger, og bomben var derfor 2,5 gange kraftigere end beregnet og med et radioaktivt nedfald der var flere hundrede gange mere omfattende end beregnet. Den «hemmelige» prøvesprængning forblev derfor kun hemmelig i ganske få dage. Kun 48 timer efter sprængningen måtte flere tusinde indbyggere på Rongelap og Rongerik atollerne i al hast evakueres pga. det omfattende radioaktive nedfald. En japansk fiskerbåd, Daigo Fukuryū Maru, blev også direkte ramt af nedfaldet. En døde umiddelbart og flere andre fik strålesyge. Hændelsen skabte et ramaskrig i Japan og en diplomatisk krise i forholdet til USA, der først blev «løst» da USA indvilgede 15,3 mio. US$ i erstatning til ofrene. Den gigantiske atomsky nåede imidlertid helt op i stratosfæren hvilket garanterede at nedfaldet skete over hele jordkloden - dog mest i de tropiske områder. De evakuerede indbyggere på atollerne fik ingen erstatning, men blev i stedet underkastet medicinske forsøg for at kortlægge de stråleskader de fik, da de vendte tilbage til deres øer.
USA der også havde øgrupperne Mariannerne og Carolinerne som protektorater foreslog i 1979 at omdanne områdets fire administrative zoner til frie associerede stater. I Mashalløernes tilfælde gik USA med til, at lokalregeringen ikke blot fik besluttede myndighed i indre- men også i ydre anliggender. Samtidig blev der dog indgået aftaler efter hvilke øerne erklæres for militærzone til specielle formål. På denne måde blev virkeligheden formaliseret, nemlig at atollerne Bikini og Kwajalein mellem 1946 og 58 var blevet anvendt til omfattende atomare prøvesprængninger, hvilket har omdannet Marshalløerne til det radioaktivt mest forurenede område i verden.
I 1961 blev Kwajalein udset til målområde for missiler og specielt ICBM - Intercontinental Balistic Missiles - raketter affyret fra Californien. I 80'erne besluttede USA's militær, at atollen skulle anvendes som prøveområde for de nye MX missiler. Af disse årsager besluttede USA's militær - ved anvendelse af pression og erstatning - at tvangsforflytte hele atollens civile befolkning og forbyde civile adgang.
Mest kendt er Bikini atollen. Mellem 1946 og 58 blev der gennemført 23 atomprøvesprængninger - deriblandt afprøvningen af den første brintbombe. Trods truslen om kræft i skjoldbruskkirtlen og leukæmi insisterede Bikinis oprindelige befolkning på at vende hjem. De var tidligere blevet tvangsforflyttet til atollen Rongerik. Ud af den oprindelige befolkning på 600 boede 130 i 1979 på atollen, men man kunne samtidig konstatere, at plutoniumniveauet i deres kroppe lå langt over grænseværdierne.
Indbyggerne fra Bikini og Rongelap der var blevet udsat for den radioaktive sky fra brintbombesprængningen på Bikini krævede 450 mio. $ i erstatning fra USA's regering. Sagsøgerne var i stand til at fremlægge dokumenter fra nordamerikanske regeringsinstitutioner, der viste at udsættelsen for regnen af radioaktivt støv i 1954 på ingen måde var et uheld, men var tilsigtet for at USA kunne studere konsekvensen af eksplosionerne på levende væsener. I 1995 blev der offentliggjort dokumenter fra USA's regering der viste, at risikoen ved eksplosionen var kendt, men aldrig var blevet meddelt Marshalløernes befolkning.
I april 1990 meddelte USA, at det ville anvende zonen til destruktion af sine reserver af nervegas, der indtil da havde været lagret i Europa. Miljøaktivister kritiserede ved samme lejlighed eksistensen af planer om at sprede 25 millioner tons giftigt affald på atollen i perioden 1989-94.
I oktober 1986 undertegnede USA og Marshalløerne en aftale om fri association, ifølge hvilken territoriet blev omdannet fra protektorat til en fri associeret stat ansvarlig for sine politiske anliggender. Ifølge aftalen er USA for en 15 års periode ansvarlig for den nye stats forsvar - bl.a. ved tilstedeværelsen af en vigtig luftbase - og skal endvidere yde økonomisk bistand.
Ved den nye stats første valg i 1986 blev Amata Kabua valgt til præsident.
I de første år efter selvstændigheden etablerede Marshalløerne diplomatiske og handelsmæssige relationer med de fleste af sine naboer. I 1988 blev landet optaget i Det sydlige stillehavs økonomiske og handelsmæssige Samarbejdsaftale.
Den 17. september 1990 på FN's 46. generalforsamling blev landet optaget som medlem af denne organisation.
Udenrigsminister Tony de Brun dannede i juni 1991 Ralik Ratak Democratic Party efter at have distanceret sig fra præsident Kabua. Ved valget i november blev Kabua valgt for 4. mandatperiode i træk.
Samme år beordrede en domstol på Hawaii missilprøverne indstillet, indtil der var gennemført studier af prøvernes konsekvenser for miljøet. To år senere vendte lokale miljøaktivister sig mod et «alternativt energiprojekt», der gik ud på at afbrænde brugte bildæk pga. projektets forurening af atmosfæren.
Polemikken om anvendelsen af øerne dukkede op igen i 1995, da USA's regering offentliggjorde sin indstilling om at bygge et depot til deponering af atomaffald på Bikini atollen, på baggrund af en vurdering af at prøvesprængningerne 1946-58 havde gjort øerne ubeboelige i de næste 10.000 år. Lokalregeringen anså dette projekt som landets økonomiske frelse.
I december 1996 døde præsident Amata Kabua. Han blev midlertidig erstattet af Kunio Lemari, der var transport- og kommunikationsminister. I januar 1996 udnævnte parlamentet Imata Kabua til ny præsident. Han var afdødes fætter.
Modstand i USA og fra miljøbevægelser betød i juni 1997, at projektet for deponering af atomaffald blev endelig skrinlagt. Regeringen foreslog istedet at omdanne øerne til et «turistparadis», og offentliggjorde planer om bygning af et stort kompleks af hoteller og kasinoer, financieret af sydkoreansk kapital.
Marshalløerne undertegnede sammen med 23 andre lande i Stillehavet samme måned en aftale om beskyttelse af fiskeressourcerne.
I februar 1998 udtrykte den asiatiske udviklingsbank tilfredshed med de statslige reformer, der bl.a. havde betydet en reduktion af de statslige udgifter og 25% reduktion i antallet af offentligt ansatte. Ifølge regeringen var reduktionen forbundet med det forhold, at landets status som fri associeret stat ophører i 2001, hvilket bl.a. medfører at bistanden fra USA ophører. Alligevel fortsatte inflationen med at øges og nåede op på 10 %. I juni besluttede regeringen at reducere de statsansattes lønninger med 12½ %, hvilket udløste protester. Alligevel lykkedes det ikke myndighederne at reducere underskuddet på statsbudgettet.
Ved parlamentsvalget 15. november 1999 fik oppositionspartiet United Democratic Party (UDP) 18 af de 33 pladser. I januar 2000 blev Kessai Note valgt til præsident. Han havde indtil da været talsmand for parlamentet (Nitijela). Note erklærede, at han i sit arbejde ville koncentrere sig om at bekæmpe korruptionen. Det var en konsekvens af, at den internationale arbejdsgruppe til bekæmpelse af hvidvask af penge havde placeret landet blandt de med størst problemer af denne art. Ved parlamentsvalget i november 2003 genvandt UDP flertallet af pladserne i parlamentet. Note blev genvalgt som præsident. Han erklærede at han ville koncentrere sin indsats om bekæmpelse af korruptionen og hvidvask af penge. Marshalløerne har et internationalt ry for hvidvask af penge.
I marts 2006 stemte FN's Generalforsamling for oprettelsen af et nyt Menneskerettighedsråd. Kun 4 lande stemte imod: USA, Israel, Marshall øerne og Palu. Denne lille gruppe af lande er berygtet for at stemme sammen (og alene) i særlige sager som f.eks. modstanden mod FN's fordømmelse af USA's blokkade af Cuba og invasionerne af Afghanistan og Iraq.
Marshall Øerne blev i marts 2007 sat i undtagelsestilstand efter langvarig tørke.
Øbeboerne gav i juni 2007 udtryk for solid modstand mod planerne om fornyelse af den militære lejeaftale med USA frem til 2086. USA ønsker at fortsætte sine afprøvninger af missiler på øerne. Den solide modstand er en udfordring for regeringen i Majuro, der havde regnet en forlængelse af den eksisterende aftale der udløber i 2016 for sikker.
I december 2008 blev øerne atter sat i undtagelsestilstand efter at de gentagne gange var blevet ramt af kraftige storme, der satte hovedstaden under vand. Majuro ligger blot 1 m over havoverfladen.
Christopher Loeak blev i januar 2012 valgt til præsident af parlamentet med 21 stemmer mod 11 til den afgående Zedkaia. Loeak talte i september 2013 til FN's Generalforsamling om den globale opvarmning, der truer eksistensen for de små østater i Stillehavet og det Indiske Ocean:
«Global efforts on climate change are falling short and low-lying island nations such as mine are already paying the earliest costs of what is fast becoming a global crisis. In every sense, the world must build for future risks, and too often, we are still setting course for current conditions. It is the seas that are rising - not the islands that are sinking. I will not concede my own land or my nation; but nor will I rest until my fellow world leaders have signed onto to act, not just out of economic convenience, but out of a common responsibility of all to strive for upward momentum.»
Pga. sin kolonifortid er landets udenrigsrelationer specielle - overvejende udformet af USA. Allerede året efter selvstændighed, 1986, optog landet diplomatiske forbindelser med Israel, og har siden fungeret som Israels trofaste politiske støtte i FN. Israel har betalt for det lille lands støtte gennem forskellige økonomiske udviklingsprogrammer. Marshall øerne havde ikke diplomatiske forbindelser med ret mange andre lande. I 2008 anerkendte det Kosova som selvstændig stat, og de to lande optog diplomatiske forbindelser i 2013. Først i 2010 optog det diplomatiske forbindelser med Brasilien.
USA narrede i 2014 landet til at lade en affaldsstation for atomaffald bygge på Runit øen. Den rummer bl.a. dødelige mængder af plutonium. Anlæggets tilstand er i hastig forfald og der er alvorlig risiko for udslip af det radioaktive affald.
David Kabua blev i januar 2020 valgt til præsident i landets parlament.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 6/3 2022
Læst af: 54.659