 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Husserl, Edmund
Edmund Husserl (1859-1938), moraviansk-jødisk filosof og grundlægger af den fænomenologiske skole. Født og opvokset i Prosna i Moravien, det daværende Østrig-Ungarske rige, senere Tjekkoslovakiet.
Husserl startede sin akademiske karriere som matematiker, men vendte sig tidligt mod filosofi. Det der blev hans ikke fuldførte projekt, som kaldes fænomenologi, var at fremstille det teoretiske rene grundlag for viden, og med dette nå frem til en lære, der baserede sig på den absolutte sandhed, og dermed omformulere al tidligere filosofi. Ifølge Husserl tager videnskaberne udgangspunkt i, at virkeligheden eksisterer uafhængig af vor bevidsthed. Det gælder således om, at udforske og studere virkeligheden, med det formål at kunne udvikle generelle love omkring den. Men for Husserl er der usikkerhed omkring selve den proces hvorigennem vor virkelighedsopfattelse skabes. På den måde kan man sige, at virkeligheden er skabt af mennesket. Det er således fænomenologiens opgave at finde de universelle regler, den absolutte sandhed. Og deri ligger en kortlægning af den menneskelige bevidstheds sande natur, den naturlige indstilling til verden, som hverken er påvirket af forudfattede meninger eller videnskab.
Husserl sætter derved spørgsmålstegn ved, om den objektive og abstrakte gengivelse af menneskets liv, som positivismen står for, er mulig. Abstraktioner og systematiseringer af menneskets hverdag betyder, at videnskaben ikke længere kan begribes med den naturlige indstilling til verden. Mennesket reduceres til objekt, og man ser derved bort fra dets subjektive evne til at tolke og systematisere de erfaringer, som til stadighed opleves.
Husserls begreb om den naturlige indstilling udvikles af senere fænomenologer som Alfred Schultz, Peter Berger og Thomas Luckmann, som knytter fænomenologien til socialvidenskaberne. Dvs. at menneskets subjekt er central for forståelse af hvorledes samfundet er konstrueret. Og denne konstruktion eksisterer i den sociale vekselvirkning i hverdagslivet, i hverdagslivets mange «ansigt til ansigt møder». En tankegang som også har påvirket Habermas i hans udvikling af begrebet den kommunikative fornuft.
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 39.291