 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Kierkegaard, Søren Aabye
Kierkegaard (1813-55), dansk teolog og filosof. Blev efter sin teologiske uddannelse i 1840 forlovet med en pige, Regine Olsen, som han kom til at holde så meget af, at han for at beskytte hende mod sit eget tungsind og vita ante acta måtte hæve forlovelsen. Af bl.a. den grund fik han noget andet at tænke over end ægteskab og præstekald og levede, takket være en betydelig arv, et stille borgerligt liv med en voldsom litterær produktion. Sluttede sit korte liv med et kraftfuldt opgør med den danske statskirke, der pga. N.F.S. Grundtvigs milde vækkelse og almindelig magelighed havde forrådt radikaliteten i Det Nye Testamente og glemt fordringen om ydmygt, selvfornægtende og gudhengivent at gå i Kristi fodspor. Blev ikke desto mindre – og mod sin vilje – bisat under fuld gejstlig honnør, men med et overraskende stort folkeligt fremmøde i respekt for det ensomme opgør med systemet.
Kierkegaard var ellers ikke demokrat, og som tilhænger af den enevældige kongemagt så han med stor bekymring på grundloven af 1849. Hans pointe var, at kun den enkelte kan være sand og ansvarlig, mens mængden er dum, uden rygrad og let at forføre – mængden er pr. natur uden karakter, og derfor kan den kun virke nivellerende i forhold til den enkeltes etiske autonomi. Da kongen, Christian VIII, engang i 1847 ville høre Kierkegaards mening om kommunismen sydpå, fik han følgende beroligende svar: «Mængden behøver hele tiden opdragelse. Hvad der i de store lande bliver til voldsomhed, det bliver i Danmark til uartighed.»
Kierkegaards fokus var hin enkelte og den lidenskab, hvormed vi alle kan træde i eksistens, hvis vi vil. Som sådan stak han af i forhold til den rationelle tradition, der ser fornuften og refleksionen som vejen til det gode og sande liv, og lagde vægten på det subjektive: den inderlighed og det engagement, hvormed den enkelte bliver synlig for sig selv og overtager det forpligtende ansvar for sit liv. Da har man frigjort sig fra mængdens enfoldige anonymitet (det spidsborgerlige «man») og fra den forlystelsessyge overfladiskhed (æstetikerens evige jagt på «spændende oplevelser») og er trådt i karakter som den etiker, der vil sit liv, har sat dets værdier og ikke frygter gentagelsen og ansvarligheden.
Den berømte og berygtede æstetiker i Kierkegaards forfatterskab er Johannes Forføreren, og den forbilledlige, men også temmelig konservative etiker er Assessor Wilhelm (begge synlige med hhv. dagbog og breve i Enten-Eller, 1843). Hvor den ene pjatter med livet – «Gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil fortryde det» etc. – så alt bliver lige gyldigt og derfor ligegyldigt, er den anden en alvorsmand, der sætter selve valget som noget absolut: «Mit enten-eller betegner ikke nærmest valget mellem godt og ondt, det betegner det valg, hvormed man vælger godt og ondt eller udelukker dem.» At vælge det at ville er nemlig ikke kun, at man lader noget gøre en forskel, men også at man er parat og i stand til at gribe muligheden: under frygt og bæven at beslutte sig for at give eksistensen realitet. Lidenskaben sætter det etiske, der ikke er lutter tankespind, men det forpligtende liv, man tager på sig med glæde og ikke forsøger at smøre af på andre. Meget i tilværelsen kan være «samfundets skyld», blot ikke det at man lader sig glide sig selv af hænde; og i den forstand ligger der et alment potentiale til engagement og oprør i etikerens tale om livets mening. Den dialogiske etik – også kaldet diskursetik, situationsetik og nærhedsetik – kan hente megen inspiration (men også nogle reaktionære og problematiske formuleringer) i Kjerlighedens Gjerninger (1847).
Selv om Kierkegaard vendte sig kraftigt mod G. W. F. Hegels idealistiske, spekulative system, der ikke gav plads til hin enkelte og den subjektive sandhed, der er livets salt, var han ikke uden tilbøjelighed til selv at tænke i system: den såkaldte stadielære, der ud fra spidsborgerens nulpunkt opererer med følgende «stadier på livets vej»: 1) æstetikeren, 2) ironikeren, 3) etikeren, 4) humoristen, 5) religiøsiteten A og 6) religiøsiteten B. På samme måde som ironikeren betegner en såret æstetiker, der bagvendt nærmer sig det etiske, er humoristen en etiker, der er kommet i splid med sig selv og med smertelig distance prøver at komme videre. Enten tilbage til sit hele og sande selv som etiker eller – Kierkegaards projekt var jo det kristelige liv – videre «opad» mod gud og troen: «den evige vished, der tager uendeligheden forud». Nogle når her kun til den stille religiøsitet, der har nok i bøn, gudsfrygt og kirkegang – vanereligiøsiteten A – mens andre vover springet ud på de «70.000 favne vand», hvor paradokset (guden i tiden) venter og kun lader sig fatte af den dialektiske religiøsitet B.
Meget i Kierkegaards eksistentielle analyser – også af angst (Begrebet Angest, 1844) og fortvivlelse (Sygdommen til Døden, 1849) – giver god mening på det almene niveau, hvor de fleste oplyste og moderne mennesker befinder sig (stadierne 1-4). Men flere trofaste Kierkegaard-disciple vil ikke vide af, at man ser bort fra de religiøse stadier og tillader sig at læse Kierkegaard ind i en ikke-religiøs og multikulturel tid med fokus på det menneskeligt fælles. Sådan er der så meget, men da selvet just bestemmes som «et forhold, der forholder sig til sig selv», så ligger det jo frit for, hvad den enkelte krop og sjæl, der udgør selvet, vil lægge vægt på i mødet med sig selv og de mange du’er, det virkelige liv består af. Derfor hører Kierkegaard også hjemme i den moderne eksistentialisme (Sartre etc.) og i den dybdepsykologi (Laing), der kender til sindets sprækker og den forløsende lidenskab.
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 68.173