Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Bratteli, Trygve

brattelie_trygve.jpg (5806 bytes)
Trygve Bratteli

Bratteli (1910-84), norsk politiker, gift med Randi Bratteli, født Larssen. AUF’s formand 1945-46. Næstformand i Arbejderpartiet (DNA) 1946-65 og formand fra 1965 til 1975. Finansminister 1951-60, samfærdselsminister 1960-64. Statsminister 1971-72 og fra 1973 til 1976 da han i realiteten blev afsat af DNA's hovedbestyrelse og erstattet af Odvar Nordli. Leder af DNA's højrefløj og partiets mest markante JA til EF- politiker.

Ser man på Brattelis politiske karriere i tilbageblik, synes særligt to forhold at påkalde sig opmærksomhed: For det første at han gennem en halv menneskealder har haft centrale hverv i Det norske Arbejderparti og derigennem præget den norske samfundsudvikling, og dernæst at han som partiets formand kom til at lede det ud i dets alvorligste krise siden starten af 30'erne. Forklaringen er, at han i perioden fra Fællesprogrammets vedtagelse i 1945 til EF-stridens begyndelse blev stillet overfor opgaver, han havde helt specielle forudsætninger for at løse, mens EF tilhørsforholdet placerede en type spørgsmål helt centralt i den politiske strid, som Bratteli gennem hele sit voksne liv havde stillet sig uforstående eller endog fjendtlig til og affejet som «spidsfindige definitioner».

Bratteli har på mange måder været eksponent for det ansvarlige, regerende Arbejderparti. Han har vist sig at forene et usædvanligt klart og ordnet intellekt med betydelige administrative evner. I Fællesprogrammets, genrejsningsprogrammets og den økonomiske væksts periode var han fremfor nogen anden den som kunne sagerne, og vidste hvordan man skulle finde «praktiske løsninger». Også hans personlighedstype var fuldstændig tilpasset denne rolle. Han valgte altid en lav profil, hans udtryksform var en let populariseret variant af den man kunne finde i offentlige udredninger, og han formidlede et indtryk af urokkelig personlig integritet, som særlig i modgang gav hans person betydelige dimensioner. I forhold til omverdenen var Bratteli først og fremmest tillidsmandslagets mand. Han var idealet på den trofaste slider som uden fagter eller indsigelser har påtaget sig de opgaver, «partiet har pålagt ham».

EF sagen kom til at være skelsættende. Også i den forstand at den gjorde værdispørgsmål centrale i den politiske strid. Det var ikke længere kun et spørgsmål om, hvordan man mest effektivt skulle opnå økonomisk vækst eller hvordan man skulle «ordne samfundet», men om hvad slags samfund man ønskede. I denne situation kom Bratteli til at forsøge at videreføre den linie han havde haft fremgang med i de foregående 25 år. Sagen skulle defineres som et spørgsmål om grader af økonomisk vækst, toldmures procenter og rationel international økonomi, og fremfor alt: Man skulle ikke vige en tomme overfor den forvirrede skare af nationalromantikere, «skriftlærde» dogmatikere eller reaktionære agrarinteresser, som gik imod. I en situation der mere krævede en Martin Tranmæls politiske begavelse, blev Det norske Arbejderparti ledet af Trygve Bratteli. Tiden efter EF afstemningen i 1972 står på mange måder som et efterspil - desværre som et efterspil med stærke islæt af personlig tragedie.

Det står centralt i Ernst Sars historieopfattelse, at egenskaber som i en vis periode, under bestemte betingelser, repræsenterer en styrke, i senere perioder, under ændrede forhold, kan komme til at virke svækkende eller ødelæggende. Denne forklaringsmodel synes at give en brugbar nøgle til forståelse af en af forgrundsfigurerne i norsk efterkrigspolitik.

F.Ho.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 24.814