Browserudgave

STRIDEN I SOCIALDEMOKRATIET

STRIDEN I SOCIALDEMOKRATIET

STRIDEN I SOCIALDEMOKRATIET

(Pjece udgivet 1919) Ernst Christiansen og Johs. Erwig

«Er der nogen Strid i Socialdemokratiet?» vil maaske en og anden spørge forbavset. «Der mærkes jo aldrig noget til nogen Strid. I Partipressen er der altid Enstemmighed, og paa Rigsdagen hører man heller aldrig om nogen Strid. Er der da i det hele taget nogen Strid? Er det ikke saadan, at hele det store Socialdemokrati er én Tanke og én Villie, der faar sit velformede Udtryk igennem Hr. Borgbjergs saa veltalende Mund?»

Den, der kender noget mere til Forholdene indenfor Socialdemokratiet, véd dog meget vel, at der i Virkeligheden er meget delte Anskuelser indenfor Partiet. Og de ved yderligere, at naar disse delte Anskuelser, eller rettere sagt den Opposition, der findes indenfor Partiet, ikke kendes af større Kredse, saa er det fordi de Partiledere, der har Magten, haardhændet har benyttet denne Magt til at forhindre alle andre Anskuelser end de paa Bjerget autoriserede i at komme frem.

Hvor stærk den Gæring og Misfornøjelse er, denne Opposition er Udtryk for, fik Partiets store Medlemsstab og Offentligheden et levende Indtryk af i Foraaret 1918, da 2 smaa Grupper af Partiet sprængte sig ud efter Partikongressen og dannede nogle nye Partischatteringer. Ganske vist betød disse nye Partidannelser ikke stort, men selve deres Opstaaen og deres forbitrede Kamp imod Partiet gav en lille Mundsmag paa Forholdene indenfor Partiet. Disse nye Partidannelser var Eksplosionerne, der altid vil indtræffe, naar man med Vold baster og binder de Kræfter der rører sig.

Eksplosionerne fik ikke stor Betydning, den væsenligste Del af Partioppositionen blev fortsat indenfor Partiets Rammer, i det Haab, at det ved Krigens Afslutning vilde være muligt at ændre Partiets Kurs, saa den blev mere socialistisk. Gang paa Gang under Krigen forsikredes det jo fra Partilederne, at Partiets Politik efter Krigen skulde blive ren socialistisk. Derfor blev Oppositionen i Partiet, for i hvert Fald at kunne gøre Regnskabet op, naar Krigen sluttede.

Nu er dette Tidspunkt naaet. Regnskabets Dag er inde.

Hvad vil da denne Opposition? Hvad drejer Striden sig om?

Hvis man skulde tro Partilederne, var det hele blot nogle faa betydningsløse Splittelsesmænd, ærgærrige Stræbere, naive Fantaster o. lign., der lavede en Del Spektakel.

Betragter vi imidlertid hele den internationale Arbejderbevægelse, ser vi, hvorledes der i alle Lande hersker den samme Strid som i Danmark, blot med den Forskel, at Striden i de fremmede Lande føres langt mere for aabne Døre.

Alene vore to skandinaviske Broderlande viser dette. I Sverige bestaar der 2 store Socialistpartier, hele Partioppositionen er traadt ud og har dannet et venstresocialistisk Parti. I Norge er selve det norske Arbejderparti erobret af Venstresocialisterne, medens Højresocialisterne er i Færd med at organisere sig som Opposition.

Gaar vi videre til Europas andre Lande, ser vi i Tyskland Kampene mellem Uafhængige, Spartacister og Højresocialister, i Frankrig mellem Flertal og Mindretal, i Italien, Østrig o.s.v. overalt det samme.

Striden er international.

Derfor lader den sig heller ikke affeje som nogle ildesindede eller taabelige Personers Værk.

Stridens Aarsag er en anden og større. Dens Rødder bunder dybt i selve Arbejderbevægelsens hele Væsen. Inderst inde er det den gamle Strid mellem Revisionisme og Marxisme. Mellem de, for hvem de smaa Reformer, den daglige Lappeskræderivirksomhed er det store og vigtige Bud - og de for hvem det væsentlige er, at faa den gamle daarlige Samfundsdragt erstattet med en ny og bedre.

Herhjemme - som i andre Lande - har denne Strid været til Stede saa at sige altid, men herhjemme - som i andre Lande - har Verdenskrigen bragt Striden til Kulminationspunktet, til det Punkt, hvor der maa ske en Afgørelse.

Borgfredspolitiken har drevet den moderate Retning yderligere langt til højre, paa samme Tid som Forholdene har gjort en Række af de Problemer, der før Krigen var teoretiske, til brændende Dagens Spørgsmaal, som der skulde og maatte tages Standpunkt til.

I første Række blandt de Spørgsmaal, der saaledes har meldt sig, er

Militarismen

For Danmark var dette Spørgsmaal af en særlig Art derved, at Socialdemokratiet ved i 1910 at foreslaa Afvæbning havde taget et klart Standpunkt, om hvilket hele Partiet stod samlet.

Lige til August 1914 var der blandt Socialdemokrater og Radikale Enighed om, at den nugældende Militærordning vat værre end ingen, og at Københavns Befæstning var en Fare for Landet, bl. a. fordi vi var ude af Stand til at bemande den. Alligevel saa man det Særsyn, at det radikale Ministerium straks ved Krigens Udbrud mødte op og forlangte 10 Millioner Kroner ekstra til Militarismen, derunder ogsaa til Udbedring af Københavns Befæstning. Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe stemte for denne Bevilling og har senere stemt for Bevilling efter Bevilling.

Millioner efter Millioner - i Hundredevis af Millioner har Militarismen herhjemme slugt under Verdenskrigen.

Det sidste Aar før Krigen var Militærudgifterne ca. 35 Mill. Kr. Derefter steg de til 73 Mill., videre til 91, derefter til 108 og endelig til 115 Mill., hvilket vil sige, at der i samtlige 4 Krigsaar er brugt mellem 400 og 500 Millioner Kr. til Militarismen i Danmark.

Og alle disse Millioner har Socialdemokratiet været med at bevilge. Hvorfor? Jo, efter Sigende for at bevare den radikale, Regering, da en moderat Regering vilde have brugt endnu mere, og have været en Fare for Landet.

Der er ingen som helst Grund til at frygte at en moderat Regering skulde have været Landet dyrere i saa Henseende. Socialdemokratiet og de Radikale har jo under hele Krigen haft Flertallet i Folketinget og kunde da let standse Militærbevillingernes Stigen, der er jo nemlig i de bestaaende Love ingen som helst Pligt til at sætte hele dette Militærapparat i Stand. Hvis den radikale Regerings fortsatte Eksistens var Betingelsen for at redde Landet, behøvede denne Regering jo heller ikke at gaa, saa længe den havde Flertal i Rigsdagen. Disse Grunde er derfor ikke rigtige, men Sagen forholder sig som et af Socialdemokratiets Hovedbestyrelsesmedlemmer, Bager I. P. Nielsen den gang sagde: «baade Radikale og Socialdemokrater har brudt deres Militærprogram, og uden at der har været den allermindste Grund dertil».

Et andet og vigtigere Spørgsmaal er, hvorledes vilde Stillingen være blevet, dersom en fremmed Magt virkelig havde krænket vor Neutralitet. Socialdemokratiet har altid før hævdet at Danmark ikke kunde forsvares.

Saa meget mere Forbavselse maatte det da vække, at den socialdemokratiske Presses Hovedorgan i 1916 meddelte, at det bestaaende Forsvarsvæsen maa «eventuelt - men tillige med Klogskab - bruges efter sine Forudsætninger.»

Hvad er det nuværende Forsvarsvæsens Forudsætning? Selvfølgelig en Kamp med Vaaben for at forsvare Danmarks Eksistens. Men de danske Arbejdere har ingen Interesse heri. Og det er en Forbrydelse af socialistiske Ledere at ville føre sit Lands Arbejdere ud i Krig for den kapitalistiske Stat.--

Nu er Verdenskrigen sluttet. Har der under denne kunnet være delte Meninger om, hvorvidt Socialdemokratiet burde stemme for Militærbevillinger, kan der nu kun være én Mening: alle Militærbevillinger bør af Socialdemokratiet mødes med et klart og skarpt Nej!

Det er i denne Henseende saare lidet tilfredsstillende, ja nærmest en Haan mod Arbejderne, naar det i de berømmelige 18 Punkter hedder, at man vil tilstræbe «fortsat Indskrænkning i de militære Udgifter.»

Fortsat Indskrænkning! Skal man le eller græde over en saadan Ugenerthed. Efter at Militærudgifterne i de sidste fire Aar med rasende Fart er gaaet i Vejret, skriver man fortsat Nedgang.

Nej, hvad der skal til er, at Socialdemokratiet nu lægger al sin Styrke i for at sikre, at Afvæbningen gennemføres snarest og senest 1922, naar Militærspørgsmaalet herhjemme skal endelig løses.

Ministersocialismen

Det var den 29. September 1916, at Socialdemokratiet ved en i Hast sammenkaldt Kongres vedtog at delegere Partiets Forretningsfører som Repræsentant i Ministeriet «u. P.», hvilken Skæbne han delte med d'Hrr. J. C. Christensen og Rottbøl.

Det var under Pres, at dette skete. Ministeriets Modstandere havde fremkaldt en Krise paa Spørgsmaalet om Salget af de vestindiske Øer, og det truede nu med Valg, som man fra Socialdemokratiets Side frygtede kunde give Anledning til uheldige Udtalelser, der kunde henlede det krigsførende Udlands Opmærksomhed paa Landet i højere Grad, end vi maatte ønske det. Denne Situation mente man at kunne undgaa ved at de saakaldte Kontrolministre indsattes, og under dette Pres var det altsaa, at Kongressens Flertal - om end nødtvungent - gik med dertil.

Naar vi siger nødtvungent, er det, fordi Debatten aabenbarede, at det aldeles ikke var med Begejstring, man indkasserede denne nye «Vinding». Og det var ret naturligt! Paa Kongressen i 1908 havde Partiet jo klart og tydeligt givet tilkende, at det ikke vilde vide af noget Makkerskab i en borgerlig Regering, og naar man gik med til det nu, kunde det altsaa kun være en Suspendering, ikke en Annulering, af denne Bestemmelse. En Suspendering, der maatte bortfalde i samme Øjeblik som de særlige Forudsætninger for den bortfaldt.

Der er ingen Tvivl om, at disse Betragtninger deltes af det overvældende Flertal ogsaa af dem, der stemte Ja. Man betragtede det som et Offer, ganske som man maatte betragte Militærbevillingerne og Brudet paa Kongresbeslutningen om Kongemiddagene som et Offer paa. Krigssituationens Alter.

Derom vidner ogsaa en Udtalelse af en af Partiets mest fremtrædende Mænd, Folketingsmand L. Rasmussen, (Fredericia), som i det af ham redigerede «Horsens Soc.-Dem.» efter Kongressen skrev:

Det var ikke med ublandet Glæde, Socialdemokratiets Kongres sluttede sig til Forslaget om Ø-Salget og delegerede en Mand til at indtræde i Ministeriet. Det kunde ikke være med ublandet Glæde, thi Kongressen blev jo stillet overfor Kravet om foreløbig at skulle bryde med et Princip, som havde en alt overvejende Tilslutning indenfor Partiet. Men som Socialdemokratiet under hele Krigsperioden Gang paa Gang har resigneret, saaledes resignerede det atter denne Gang. Og atter denne Gang skete det af udenrigspolitiske Hensyn.

Det var imidlertid ikke alle Partiets Ledere, der havde denne Opfattelse. I Hovedorganet (Red. Borgbjerg) blev Ofret til en stor Sejr. «Nordens første Arbejderminister» holdt sit Indtog med Brask og Bram, og daglig lød Sejrshymnerne, medens de, der havde en anden Opfattelse, blev betragtede - og paa Kongressen betegnede - som «Asketer og Pietister». Det var da fuldkommen i Traad hermed, at Ministeren - da Faren var drevet over, da de to andre Kontrolministre gik af, og Forudsætningerne for hans Forbliven dermed var bristede - blev i Ministeriet og dermed gjorde Alliancen intimere end nogensinde før.

Paa Kongressen i Februar 1918, hvor man igen mødte med Forslag om Valgalliance, blev disse to Ting da meget snedigt kædet sammen, saaledes, at hvis Kongressen vedtog Alliancen, billigede den dermed Ministerens Forbliven. Ved denne Manøvre lykkedes det at bortlede Opmærksomheden fra Spørgsmaalet, idet de Delegerede koncentrerede sig om Valgalliancen, endskønt der selvfølgelig intetsomhelst var i Vejen for, at man kunde have vedtaget Alliancen og dog trukket Ministeren tilbage, hvorved Stillingen vilde være blevet som før hans Indtræden.

Da det imidlertid - som Stauning sagde - hørte med til det radikale Ministeriums Forudsætninger, at han blev, hvis Flertallet bevaredes ved Valget, maatte man altsaa bøje sig for disse af vore Modstandere dikterede Forudsætninger, hvis man vedtog Valgalliancen. Hvis man vilde drikke Øllet, maatte man tage Bærmen med.

Trods denne behændige Servering var det dog muligt, at Kongressen havde afslaaet at nyde Drikken, hvis Lederne ikke havde krydret den med den noksom bekendte Krigsforskrækkelse, hvis Rosin var det ligesaa bekendte: «Ja eller Nej, Krig eller Fred, Liv eller Død!»

Paa den Maade gled det. Alliancen blev vedtaget, Flertallet og dermed Ministeren bevaret.

Højresocialisterne havde vundet et fint Spil. 1 1916 fik de Kongressen til at «sluge» Ministeren for derved at undgaa et Valg med eventuel Alliance. 11918 fik de Kongressen til at gaa med til Alliancen og beholde Ministeren.

Men hvad har vi saa opnaaet derved? Er der gennemført eller blot fremsat et eneste socialistisk Forslag fra Ministeriets Side af den Grund? Nej - og af den simple Grund, som vist alle Partifæller erkender, at et kapitalistisk Ministerium ikke gennemfører socialistiske Forslag. Men har vi da faaet forøget Indflydelse paa Lovgivningen? Ja, svarer Ministersocialisterne, vi bliver i Stand til i højere Grad at præge de Forslag, der frernsættes, og kan derved bedre gennemføre dem. Vel, lad os se lidt paa. denne Argumentation, og lad os hertil benytte kendte, højt ansete Partifæller, hvem ingen vover at betegne som Splittelsesmænd eller «Syndikalistopklækkere».

Aug Bebel, det tyske Socialdemokratis i 1913 afdøde store Fører, siger herom:

Det er en stor Illusion at se en Imødekommenhed imod Socialismen deri, at der optages en eller flere Socialister i en Regering; vore Modstandere ved ganske godt, at de borgerlige Partier ikke bliver Socialisternes Venner, men vel en Del af Socialisterne bliver den borgerlige Klasses Venner, og at vore Repræsentanter ved en saadan Optagelse bliver tvunget til at overtage Ansvaret for alle en borgerlig Regerings Handlinger.

Eller lad os høre, hvad vor gamle Ven Parvus (Dr. Helphand), der jo staar paa en overordentlig god Fod med Partiets øverste Ledere, mener om den Ting:

Forsøgte man tidligere fra borgerlig Side at ophidse Arbejderne mod deres socialdemokratiske Ledere, saa gaar man nu den stik modsatte Vej: man søger ved Hjælp af de socialdemokratiske Ledere at narre de proletariske Masser, ved Hjælp af Socialdemokratiet at lamslaa Proletariatets socialrevolutionære Kamp.

... I Stedet for at gøre Proletariatet Indrømmelser, forsøger man først at interessere dets Ledere for Regeringspolitiken. Man foretrækker, med rigtigt politisk Instinkt, Ledernes Indflydelse fremfor Klassens Indflydelse. Lykkes det bare hos Arbejderlederen at vække den Forestilling, at han gennem sin politiske Dygtighed, gennem Overtalelseskunst, gennem personlig Biindflydelse paa borgerlige Partiledere og -Ministre kan opnaa mere, end hvad Proletariatet kan opnaa gennem sin Magtstilling i et givet Øjeblik, saa er han allerede fanget. - For at vinde de borgerlige Partier maa han mere eller mindre stille sig paa deres Standpunkt.... I Stedet for at opfatte den parlamentariske Virksomhed fra den proletariske Klassekamps Standpunkt, vænner han sig mere og mere til at betragte denne Klassekamp fra den foreliggende parlamentariske Situations Synspunkt.

Lad os tage endnu en, en hvis Navn har den bedste Klang i Internationale, nemlig Karl Kautsky:

Bekymrede Partifæller frygter, at Socialdemokratiet skal komme for tidligt frem til Statsmagten gennem en Revolution. Men om der eksisterer nogen Fare for os for at komme for tidligt frem til Statsmagten, saa ligger denne Fare deri, at vi før Revolutionen fik Skin af at eje Statsmagten, d. v. s. inden Proletariatet har erobret den virkelige politiske Magt. Indtil dette er lykkedes, kan Socialdemokratiet kun naa en Andel i Statsmagten derigennem, at det sælger sin politiske Magt til en borgerlig Regering - Proletariatet som Klasse kan aldrig vinde noget derved, det kan i bedste Fald kun de Parlamentarikere, der foretager Salget. [Ministergager m. m.].

Om der findes noget Middel til at rokke den Tillid, vi nyder hos alle ærlige Elementer i Massen, til at paadrage os alle kampdygtige og kampvillige Proletarers Ringeagt og til at hæmme vor Fremmarch, da er Socialdemokratiets Deltagelse i en Alliancepolitik just dette Middel.

At Erfaringerne bekræfter disse Udtalelser, har vi forsøgt at vise i andre Afsnit af dette Skrift.

- Men der er et andet Punkt, som er af ikke mindre Betydning. Det er Spørgsmaalet om den socialdemokratiske Ministers Medansvarlighed for den borgerlige Regerings Handlinger. Vi har allerede set, hvad Bebel mener herom og Kautsky er ganske enig med ham:

Et proletarisk Parti i en borgerlig Koalitionsregering vil bestandig blive medskyldig i Handlinger til Proletariatets Undertrykkelse og indhøster derigennem dettes Ringeagt, samtidig med at det bestandig forbliver omgivet af sine borgerlige Alliancekammeraters Mistillid og hindres i enhver gavnlig Virksomhed. Et Regime af en saadan Art kan aldrig give Proletariatet nogen Styrke - dertil lader intet borgerligt Parti sig bruge; det kan kun kompromittere et proletarisk Parti, forvirre og splitte Proletariatet.

At dette er rigtigt, viser ogsaa Erfaringerne. Naar Militæret under Urolighederne i København i Efteraaret 1918 holdtes parat til at udkommanderes mod Arbejderne, saa er Minister Stauning medansvarlig for denne Provokation. Det er muligt, at han intet har vidst om denne Foranstaltning, men Ministeriet - og dermed ogsaa Hr. Stauning - har selvsagt Ansvaret derfor. Naar Statspolitiet Gang paa Gang og under de mest drastiske Former udviser udenlandske Arbejdere, blot fordi de har politiske Anskuelser, der er Regeringen «ubehagelige», saa har Minister Stauning Medansvaret for dette Prøjseri. Naar Overklassedommere arresterer Folk for Presseforseelser og holder dem i Varetægtsarrest i maanedsvis for sluttelig at fælde en typisk Klassedom, saa har Minister Stauning Medansvaret for denne brutale Fremfærd. Naar denne kapitalistiske Stat hver Dag gennem hele sit Maskineri undertrykker og foruretter Arbejderklassen, saa har Minister Stauning som Medlem af denne kapitalistiske Stats Regering Medansvaret derfor, eller, for at tale med vor gamle Partifælle, Landstingsmand Harald Jensen, Aarhus, der siger:

De andre Partier, enten de kalder sig radikale eller hvad, vil bevare og underbygge den nuværende Samfundsorden. Kan man tænke en saa. umulig Tanke, som at Socialdemokrater kunde sidde i en Regering, hvor de tyve Gange om Dagen blev nødt til at handle ud fra kapitalistiske Grundsætninger? ...

... Kapitalisterne skulde nok vide at styre, som de syntes, og de skulde nok vide at give os Medansvaret for deres Styre. Et Medansvar, vi ikke kunde fralægge os, uden at slaa de Mænd ned, som vi havde sat ind i Regeringen. Vilde man ikke dette, hensynsløst, naaede man let at blive et Lydparti under den kapitalistiske Regering! ...

... At sætte Socialdemokrater ind i en kapitalistisk Regering vilde være en Forbrydelse mod Socialismen, den Sag, mange af I os har kæmpet i en Menneskealder for at bære frem. Det vilde være en Forbrydelse mod vort Parti, der derved vilde blive givet Splittelsen i Vold, og det vilde være en Glæde for vore Modstandere, der vilde bruge de socialdemokratiske Rigsdagsmedlemmer som Skjold mod Socialdemokratiets Angreb paa dem og deres Samfundssystem.

Harald Jensen har jo desværre saa soleklar Ret. Netop saadan er Forholdet. Socialdemokratiet har gennem denne Alliance mistet sin Selvstændighed, er blevet et Parti, der ikke længere kan operere paa egen Haand, ikke længere kan stille sine egne Krav, men som ved hvert enkelt Tilfælde først maa spørge efter, hvad den anden Part vil, for ikke at komme til at desavouere sit Medlem af Regeringen. Men dernæst svækkes - for ikke at sige umuliggøres - Partipressens Kritik af denne Regering og det bestaaende Samfund, for hvilket den er Repræsentant. For ikke at kompromittere vor Minister maa vi dække, forsvare - eller i bedste Fald ved Tavshed godkende - Ministeriets Fejl og Synder, men derved kompromitterer Partiet sig selv.

Forsøger man fortsat at holde denne Stilling, mister man Fodfæstet, det socialistiske Fodfæste, og bliver stikkende dybt i den borgerlige Sumps forræderisk lokkende reformistiske Grønsvær.

Socialdemokratiet og Kongemagten

Blandt alle socialdemokratiske Partier i Verden indtager sikkert det danske Socialdemokrati en enestaaende Plads som det Parti, der er i Besiddelse af udformede «Regler for Repræsentation» ved Hoffet.

Disse Regler, der er højtidelig vedtaget af Partiets Hovedbestyrelse efter Paalæg fra sidste Kongres, bestemmer, at Partiets Repræsentanter kan deltage i noget nær alle de Hoffester, de har Lyst til. Som Regel, hedder det pudsigt nok, dog ikke i Familiefester hos Kongen.

Det eneste, der mangler i disse Repræsentationsregler, er Bestemmelser for Paaklædningen - men denne Mangel kan maaske skyldes, at Partiets Ledere, da disse Regler i 1915 blev udarbejdede, endnu ikke var saa «hoffæhige», som de senere er blevet. --

Har nu dette nogen Betydning? Eller rettere sagt, er der nogen Grund til at beklage dette.

En Række Socialdemokrater vil med det samme trække paa Skuldrene og sige, at det er aldeles betydningsløst. Men denne Sag kræver dog en nærmere Undersøgelse.

Alene den Kendsgerning, at der Gang paa Gang til Partiets Kongresser har foreligget Forslag om dette Spørgsmaal fra en Mængde Foreninger i Landets forskellige Egne og at man endda paa Kongressen i 1913 var i Stand til at faa vedtaget et Forslag, hvorefter socialdemokratiske Tillidsmænd ikke kunde deltage i Kongefester, - alene alt dette beviser i sig selv, hvilken dyb Uvilje det vækker hos de interesserede Partimedlemmer at se bukkende Socialister paa Hoffets bonede Gulve.

Men ikke alene almindelige menige interesserede Partifæller nærer den Opfattelse, at Socialdemokraterne intet har at gøre i Kongens Sale. En Mand som Karl Kautsky, der af afdøde Gustav Bang er karakteriseret som Socialismens største nulevende Teoretiker, skriver:

«Et af de kraftigste moralske Magtmidler, som vore Modstandere raader over, er den Anseelse, den monarkiske Statsmagt ejer. At forøge denne Anseelse er i direkte Modstrid med et proletarisk Partis Opgaver. Men intet formaar at give Monarkiet højere Anseelse og Udseende af større Kraft end naar erklærede Republikanere hylder det. Naar Socialdemokrater deltager i monarkistiske Foranstaltninger, fremhæver det Monarkiet paa. en helt anden Maade, end naar saadanne Folk gør det, som man er vant til at se gøre det, og som gør det rent forretningsmæssigt. Det betyder en Sejr for Bæreren af den borgerlige Statsmagt over de i Kampen mod denne Folkemagt frernstormende Folkemasser. Det vækker hos Masserne den Forestilling, at vi er overbeviste om Monarkiets urokkelige Kraft og om Haabløsheden i vore Bestræbelser efter fuldkommen Demokrati.

Det hjælper altsaa meget lidt, naar Partifæller, der deltager i monarkistiske Foranstaltninger, henviser til, at deres republikanske Overbevisning ikke rokkes derved.

Netop fordi de er Republikanere fremhæver de i Folkebevidstheden den mod Proletariatet fjendtlig staaende Statsmagt, naar de optræder blandt en Sværm Hoflakajer og samvirker med disse.

Vi maa tilintetgøre det falske Udseende af, at den borgerlige Statsmagt er en Magt af en saa uimodstaaelig Art, at alt bøjer sig for den, selv Socialdemokratiet. Ikke som Vasal til de nuværende Magthavere, men som den, der er forudbestemt, til at grundlægge en ny Statsordning, føler det klassebevidste Proletariat sig, og det forlanger af sine Repræsentanter i Parlamentet, at de optræder i Overensstemmelse hermed».

Forbindelsen med Hoffet vækker altsaa Uvilje hos de interesserede Partimedlemmer samtidig med, at det hos de mindre klart seende Folkemasser bidrager til at styrke Kongemagtens Anseelse.

At dette sidste kan være farligt, burde enhver kunne forstaa. Kongemagten repræsenterer under alle Forhold en Fare i Staten. Den danske Konge har vist, at han ønsker at spille en vis Rolle. Saaledes, da han i 1914 nægtede at opløse de kongevalgte Landstingsmænd, og nu sidst da han under Statslaanskrisen greb ind og nægtede Ministeriet Zahle dets Afsked.

Men - vil man maaske sige - disse to Tilfælde viser, at Kongen gaar til «hvilken Side hver anden Gang». Og fuldblods Højresocialister vil underhaanden i Krogene og paa Tomandshaand forsikre de andre Partifæller, at «det er os, der nu har «erobret» Kongen fra de andre».

«Naar Kongen er med os», nynner disse ærede revolutionære kgl. Hof-Socialister, «vi byder --!» ja, hvem byder vi Trods!

Mon der findes nogen, der for Alvor er saa taabelig at tro, at nok saa meget socialdemokratisk Hofgængeri kan forandre Kongemagtens Stilling i Samfundet.

Kongemagten er netop det fuldgyldige Udtryk for Klassesamfundet, hvor Fødselsretten er sat i Højsædet.

Kongen personlig er igennem Opdragelse, Uddannelse og hele Levevis (se Harald Jensen: «Kongedømmet af Guds Naade») naturlig præget af Overklassens Opfattelse.

Man maa enten være en Taabe eller bevidst Bedrager for at paastaa, at Middagsspisen sammen med nogle Socialdemokrater skulde ændre dette, saa meget mere som d'Hr. Middagsspisere vist ikke benytter Lejligheden til at holde socialistiske Agitationsforedrag.

Socialdemokratiets Repræsentation ved Hof f et kan da - som paavist - ikke gavne, men kun skade, bl.a. tillige derved, at de paagældende gøres mere borgerlige.

Der er derfor al mulig Grund til at sætte Socialdemokratiets Beslutning fra 1913 i Kraft paany og saaledes, at Socialdemokratiet i Fremtiden heller ikke bevilger Midler til Kongehuset.

Kan der f. eks. tænkes noget mere urimeligt, end at Landets 19-aarige Kronprins af Statskassen oppebærer en Gage paa 48.000 Kr. aarlig. Og kan det være foreneligt med en virkelig republikansk Opfattelse at bevilge en saadan Gage til et Menneske, der intet som helst udretter.

Er ikke denne Bevilling et lille, men desværre altfor stærkt Vidnesbyrd om det Skraaplan, det danske Socialdemokrati er kommet ind paa.

Hvilken Haan og Foragt udøstes der ikke over det moderate Venstre, da det i sin Tid efter Systemskiftet bevilligede de berømte Prinsesseudstyr. Men er der nogen der tør paastaa, at «Prinsesseudstyrene» var mere latterlig bedrøvelige end Kronprinsens Aarpenge.

I Sandhed! Om Socialdemokratiet vil være tro baade mod sin Fortid og sit republikanske Standpunkt er dér kun en Vej: Afbrydelse af al Forbindelse med Hoffet og Ophør med Bevillinger dertil.

De indirekte Skatter

Socialdemokratiet har fra sin første Tid været en afgjort Modstander af den indirekte Beskatning, i rigtig Erkendelse af, at den indirekte Beskatning, hvad enten den fremtræder som Told eller er af financiel Art, bliver en Beskatningsmaade, der rammer haardest nedad i Samfundet, fordi den rammer Personens Forbrug. De direkte Skatter kan - og bliver det ogsaa naturligvis som oftest af Kapitalisterne ført videre i Prisforhøjelse paa Varer, saa Arbejderne i sidste Instans alligevel kommer til at betale Gildet, men det er dog noget sværere, og Arbejderne kan maaske en Periode slippe billigere. Den indirekte Beskatning virker derimod med det samme som en Op~ skruning af Priserne.

Under Krigen har Skattelovgivningen i Danmark som i andre Lande taget en mægtig Fart.

Staten har skullet bruge mange Penge. Fra et Statsbudget paa ca. 125 Millioner er vi naaet op til et Budget paa ca. 500 Millioner. Som foran paavist er en ikke ringe Del af disse Millioner gaaet til uproduktiv Militarisme og lignende.

For at skaffe Penge til de forøgede Udgifter har man dels maattet skride til forøgede Skatter og dels til Statslaan. I den første Krigsperlode holdt man sig strængt til de direkte Skatter, og det var et yndet Argument fra højresocialistisk Side at besvare Bebrejdelserne for Militærbevillingeme med et: «Ja, men Overklassen maa igennem direkte Skatter paa Indtægt og Formue betale hele Gildet!»

Selvfølgelig var dette et aldeles ufyldestgørende Argument, men det brugtes som sagt stærkt, og paa Partikongressen i Aarhus 1915 udnyttedes det til sidste Stump.

Ja, man gik videre. For rigtig at vise sin Programtrofasthed paa dette Punkt, vedtog man i Arbejdsprogrammet en Udtalelse, hvori det hed: «Indskrænkning af den indirekte Beskatning og forøget direkte Skat paa Formue og Indtægt efter stigende Skala».

Endnu saa sent som i Rigsdagssamlingen 1916-17 gik Socialdemokratiet imod mere indirekte Skat, og betonede navnlig det kulturfjendtlige i større Skat paa Teatre og Koncerter samt forhøjede Jernbanetakster.

Men Omvendelsens Time var nær.

I 1917 om Efteraaret forelagde Finansministeren et Sæt Skattelove, hvorved ikke mindre end 35 Millioner Kroner skulde skaffes ad den indirekte Beskatnings Vej, ved Skatter paa Tobak, paa Øl, forhøjede Post- og jernbanetakster m. v.

Socialdemokratiet gik trods Program, trods Udtalelserne saa at sige Dagen i forvejen med dertil. En kraftig Opposition rejstes naturligvis indenfor Partiet, men denne Opposition mødtes med Paastanden om, at Skatterne kun skulde gælde indtil Udgangen af 1918. - Det har jo imidlertid senere vist sig, at Oppositionen fik Ret i, at Skatterne ikke vilde forsvinde, naar man først havde faaet dem. Saa langt fra at være Ophævede, er de nu blevet forhøjede med et nyt stort Kompleks, med nye Forhøjelser paa Post- og jernbanetakster, med en Fordobling af den tidligere «kulturfjendtlige» Forlystelsesskat osv.

Alt med Socialdemokratiets Billigelse. Hist og her er man kommet med nogle vage Talemaader om, at «kun den haarde Nødvendighed kan tvinge til at gaa med!»

«Den haarde Nødvendighed» bestaar udelukkende i, at man for enhver Pris vil bevare Samarbejdet med de radikale.

Med alt dette savnes der dog ikke fra højresocialistisk Side Forsvar for denne Adfærd. Man hævder, at procentvis er de direkte Skatter forhøjet mere end de indirekte.

Men det skal fedt hjælpe, at de direkte Skatter samtidig forhøjes. Det er det mest vidunderlige Argument, der i nogen Sag er præsteret fra højresocialistisk Side, at da de direkte Skatter er steget stærkere end de indirekte, betyder det Nedgang i de indirekte Skatter. Dette Fif turde dog være for plumpt.

Næppe nogen vil af dette Fif lade sig forlede til at tro, at Socialdemokratiet paa den Maade følger sit Programkrav om «Afskaffelse af al Skat der skaber Varefordyrelse», saalidt som det følger Beslutningen fra Partikongressen i 1901, at Socialdemokratiet modsætter sig enhver ny indirekte Skat.

Skal Socialdemokratiet være i Overensstemmelse med sine egne Krav og Arbejderklassens Interesse, maa det ufravigeligt kræve al den indirekte Beskatning afløst af Skat paa Kapitalisternes Indtægter og Formuer.

Smaaborgerlige Tendenser

Vi har i et af de foregaaende Afsnit set, hvorledes det er Bebels Opfattelse, at et borgerligt Parti ved en Regeringsalliance med Socialdemokratiet aldeles ikke bliver Arbejdernes Venner, men at disses Ledere derimod bliver den borgerlige Klasses Venner.

Ogsaa denne Opfattelse har Udviklingen herhjemme bekræftet. Naar vi tænker os om, vil vi opdage en Række Tilfælde hvor vore ledende Mænd Side om Side med Borgerskabet Spidser har deltaget i eller lagt Navn til Foretagender, der ikke har Gnist af socialistisk Betydning, men i nogle Tilfælde endog er direkte fjendtlige imod Socialismen.

Hvad mener man f.eks. om det Fredsmøde, der i Decbr. blev holdt i Paladsteatret i København. Det lededes af nu afd. Borgmester Chr. Christiansen og var i hele sit Anlæg udpræget borgerligt-nationalistisk; det sluttede da ogsaa med en Takketale af den amerikanske Gesandt og med at Socialisten Chr. Christiansen udbragte et Leve for - Præsident Wilson, Overhovedet for den mest udprægede kapitalistiske Stat, der findes.

I udmærket Traad hermed falder det, at Red. Marott rejste til Amerika paa den amerikanske Regerings Regning, og ved denne Lejlighed var med til at sende Præsidenten et Telegram, hvor denne hyldes som «Føreren for den ædle, sejrrige Nation?»

Er den Mand Socialist, der kan lægge Navn til noget saadant, skønt han er vidende om, at der siden Amerikas Deltagelse i Krigen har raadet den mest uhørte Socialistforfølgelse derovre. Eugene Debs, der fire Gange har været Socialdemokratiets Kandidat til Præsidentposten, er idømt 10 Aars Fængsel, ialt er ca. 2000 Partifæller blevet indespærret med en samlet Straffetid af 25.000 Aar, alt for den «Forbrydelse» at agitere mod Krigen og aabenbare det «demokratiske» Amerikas sande kapitalistiske Bevæggrunde til Deltagelse i den.

Men fra Partiets Ledelse er intet gjort for at tage Afstand fra Marott. Han er fremdeles den samme «trofaste og ansete» Partifælle som før.

At Hr. Marott under disse Omstændigheder finder det passende at aflægge «Sejersvisit» hos den engelske Konsul i Odense og bagefter referere dette i en svulstig Hyldest-Artikel i «Fyns Social-Demokrat», er jo kun hvad man kunde vente.

Partiets Deltagelse i det sønderjyske Halløj har heller ikke været særlig socialistisk præget. I Stedet for at iværksætte en kraftig Optræden mod hele denne patriotiske Kehraus, der truer med at forvirre Hovederne paa hele Befolkningen, er man - langsomt men sikkert - gledet med Strømmen. Først som Underskrivere paa Indsamlingen til «Sønderjysk Fond», dernæst som livlige Deltagere i Krigsfangemodtagelserne, og endelig som - Agitatorer for Flensborgs Indlemmelse i Danmark.

Oprindelig staaende paa den H. V. Clausenske Linie, der paa Forhaand udelukkede Flensborg - et Standpunkt, der fandt livlig Genklang i Partiets Presse - er vi naaet dertil, at Partiets Førstemand, Hr. Borgbjerg, paa et off. Møde i Asminderød den 14. juli udtrykte Ønsket om, at Flensborg vilde stemme dansk, skønt han ved, at sker dette, vil det være af økonomiske og ikke nationale Aarsager, og at der dermed vil være skabt et tysk Spørgsmaal i Danmark, der kan afføde nye nationale Stridigheder.

Hvad der ligger til Grund for Hr. Borgbjergs Ønske er let at se. Det er Haabet om et Par Rigsdagsmandater i Arbejderbyen Flensborg. Men saa lidt socialistisk, saa smaaborgerlig er Hr. Borgbjerg altsaa bleven, at han for en lumpen partimæssig Gevinst er parat til at støtte en Agitation, der, hvis den lykkes, kan faa de mest skæbnesvangre Følger for Danmark.

- Fremdeles er det os umuligt at se, hvad Socialister har med Verdensfredsmærket (dvs. Genrejsningen af Kathedralen i Rheims) at gøre. Bortset fra, at der saavist ikke er nogen Grund til at lave Fredsmærke for den Fred der er opnaaet og bortset fra, at hele Historien i høj Grad ligner en Sympatitilkendegivelse for den ene af de krigsførende Parter, er det hele jo af en saa udpræget borgerlig Karakter, at der ikke for Socialister skulde synes mindste Grund til at indlade sig med dette Foretagende.

Ikke desto mindre ser vi ogsaa her nogle af Partiets ledende Mænd i skøn Forening med Borgerskabets Spidser.

Endnu kunde nævnes adskillige andre Tilfælde, f.eks. at Partiets Ledelse intet har at indvende mod, at en Ridder af Dannebrog kan være socialdemokratisk Folketingskandidat, at socialdemokratiske Sogneraadsmedlemmer bevilger Penge til det berygtede Rigsbanner, at Partiblade opfordrer til at hejse Flaget paa Valdemarsdagen, at den socialdemokratiske Kommunebestyrelse i København har bevilget 3.750 Kr. til de nationalistisk-militaristiske Børneforbund, Spejderne og F.D.F., medens D.U.I. kun faar 1.250 Kr. osv. osv.

Aa Herregud, vil mangen brav Partifælle udbryde, er det disse Smaatterier, I kalder smaaborgerlige Tendenser? - og vi indrømmer, at Tilfældene taget hver for sig kun har mindre Betydning. Men - Draaben huler Stenen - tilsammen viser de en afgjort Tendens til at udfylde den Kløft, der som bekendt er mellem Socialister og Borgerskab. En Tendens, som i det lange Løb vil udviske vort Partis Karakter som Klasse- og Kampparti.

Der bør derfor ogsaa raabes et Varsko overfor disse smaaborgerlige Tendenser. Overalt, i stort som i smaat, maa det kunde kendes, at det er Socialister man har med at gøre, og ikke - radikale Venstremænd.

Radikal Venstremand - eller Socialist?

Det skæbnesvangre ved Socialdemokratiets intime Alliance med det saakaldte «radikale» Venstre er, at denne Alliance i Virkeligheden medfører, at Socialdemokratiet mere og mere ophører med at føre en selvstændig Politik, ja for Øjeblikket staar saaledes, at det paa saa at sige alle Omraader skal kæmpe - ikke for Socialdemokratiets Program og Opfattelser, men for det radikale Venstres.

Ministersocialismen viser her en af sine allermest raadne Frugter. I Stedet for, at den parlamentariske Virksomhed for Arbejdernes Repræsentanter i høj Grad skulde bestaa deri, at de ved at udarbejde og forelægge socialistiske Lovforslag drev en omfattende Agitations- og Oplysningsvirksomhed, der gjorde Masserne fortrolige med og modne til de socialistiske Foranstaltninger, samtidig med, at denne Propagandavirksomhed tvang de borgerlige Partier til at gennemføre de Reformer, som Arbejderklassen i Øjeblikket maa forlange, i Stedet for denne Form for parlamentarisk Virksomhed giver Ministersocialismen en anden, der ikke skaffer større øjeblikkelige Resultater, maaske tværtimod, men til Gengæld saa meget sikrere savner al Værdi som socialistisk Virksomhed.

Som Medlem af det kapitalistiske Ministerium lader den socialistiske Minister udarbejde sine Lovforslag, der naturligvis, før de forelægges i Rigsdagen, maa behandles i det samlede Ministerium, og derved kun bliver Udtryk for det radikale Venstres Opfattelse.

For dette skal saa den socialistiske Minister og Rigsdagsgruppe kæmpe mod de mere konservative Partier. Og paa denne Maade skyde Arbejdet for vort Program i Baggrunden, hvis det da ikke glemmes helt.

Et lignende Forhold indtræffer med de Love, de andre Medlemmer af Ministeriet forelægger. Lovforslagene forelægges først i det samlede Ministerium, hvor Socialdemokratiets Repræsentant bindes til dem, og i Rigsdagen er da Socialdemokratiet afskaaret fra at øve den socialistiske Kritik mod Forslagene. En enkelt Undtagelse herfra bekræfter blot Reglen.

Samarbejdet mellem det radikale Venstre og Socialdemokratiet kommer jo - som det ligger i selve Sagens Natur - ikke til at betyde, at de radikale gaar med til socialistiske Forslag, men derimod, at Socialdemokratiet maa nøjes med at virke for, hvad de radikale vil gaa med til.

Et Blik paa Rigsdagsvirksomheden viser dette tilfulde. Militærbevillingerne og Skattelovene er - som andetsteds paavist blændende skarpe Eksempler.

De Forhaandsmeddelelser, der er sivet ud om den kommende Forfatningsændring, viser, at Stillingen der vil blive den samme. I Stedet for at optage Kampen for Etkammersystemet med Valgret fra 21-Aars Alderen, gaar man til Kamp for et Tokammersystem med en forholdsvis høj Valgretsalder.

Lærlingeloven, der nærmest indeholder en Forvanskning af vore Krav, viser det samme, osv. osv.

I Jordspørgsmaalet staar man nærmest raadvild. Skal man gaa med til de radikales 25 % eller ej? Nogen overvældende Lyst til at tage Kampen op for sit eget Forslag mod de radikales, spores der ikke.

Altsaa: overalt det samme.

Føjes hertil, at det endelige Resultat, der kommer ud af denne Fremgangsmaade, dog alligevel ikke er andet, end hvad de konservative Partier vil gaa med til, da de jo har Flertal i Landstinget, saa er med et Ord hele Utilstrækkeligheden af denne Politik klarlagt; i denne Forbindelse afgiver de halve og som oftest forsent tagne Prisreguleringsforanstaltninger et sørgeligt Eksempel.

For at skjule de manglende Resultater af denne Politik, griber man da til den Udvej, hver Gang Socialdemokratiet har maattet gaa med paa et Kompromis, at fremstille det som en stor Sejr.

Naar der er gaaet et Stykke Tid, viser det sig dog som Regel at «Sejren» var et frygteligt Nederlag. Saaledes det sidste Kompromis: da Regeringspartierne i Foraaret enedes med Højre og Venstre om at lade Prisreguleringsloven ophøre, betegnede «Social-Demokraten» det som en Sejr for den sunde Fornuft, men for kort Tid siden kom Folketingsmand Hans Nielsen i det socialdemokratiske Blad «Klokken 5» for Skade at røbe, at «ved Landstingets Støtte satte de konservative Partier deres Vilje igennem. Nu har man Følgerne og de er frygtelige».

Magre Forlig og raadne Kompromis er de sikre Følger af denne Politik.

Det frie socialistiske Initiativ er forsvundet. Det store Socialdemokrati er blevet det lille radikale Venstres Lydsvend.

Betegnelsen Socialdemokrat bliver et falsk Varemærke - indholdet er radikal Venstrepolitik.

Partiets Stilling i Internationale

Ved Verdenskrigens Udbrud led det internationale Proletariat en smertelig Skuffelse, idet det viste sig, at den organiserede Arbejderklasse ikke formaaede at hindre Krigen. Dog, heri laa ingen Skam. Ingen er forpligtet ud over sin Evne, og at det laa, over Internationales Evne at forhindre Krigen, var vel beklageligt, men ingen kunde i og for sig bebrejde det derfor.

Men hvad det kunde bebrejdes, og hvad der føjede Skam til Skuffelsen, det var, at de socialdemokratiske Partier i de krigsførende Lande - alene med Undtagelse af Ruslands og Serbiens - ikke blot undlod at bekæmpe Krigen, saasnart denne var en Kendsgerning, men endog direkte understøttede deres kapitalistiske Regeringer ved Gang paa Gang at bevilge de fornødne Midler til Krigens Førelse samtidig med, at de sluttede Borgfred med disse Regeringer og de borgerlige Partier, dvs. kæmpede sammen med dem i Stedet for imod dem.

Dette var imidlertid i aabenbar Strid med Vedtagelserne paa de to sidste internationale Kongresser, København 1910 og Basel 1912. I den enstemmigt vedtagne Udtalelse om Socialdemokratiets Holdning i Tilfælde af Krig, som blev vedtaget i 1910, hedder det bl. a.:

« ... Kongressen fastholder den gentagne udtalte Forpligtelse for alle de socialistiske Repræsentanter i Parlamenterne til af al Magt at bekæmpe Rustningerne og nægte Bevillinger hertil!.. »

«Truer en Krig med at udbryde, er de arbejdende Klasser og deres parlamentariske Repræsentation ... forpligtet til ... at opbyde alt for ved Anvendelse af de Midler, der maa synes mest virksomme, at hindre Krigens Udbrud... »

«Skulde Krigen alligevel udbryde, er det en Pligt at gribe ind for dennes hurtige Afslutning og med alle Kræfter stræbe hen til at udnytte den ved Krigen hidførte økonomiske og politiske Krise til kraftig Opagitering af Folket og derved fremskynde Afskaffelsen af det kapitalistiske Klasseherredømme».

Og paa 1912-Kongressen skærpedes disse Udtalelser yderligere gennem en Opfordring om at udnytte «alle Midler», samtidig med at Udtalelsen advarede Regeringerne mod at drive Folkene til «fortvivlede Skridt».

Enhver kan se, at Socialdemokratiet i de krigsførende Lande ikke fulgte disse Bestemmelser. Enhver kan forstaa, at man ikke «griber ind for Krigens hurtige Afslutning» ved at yde Krigens Ophavsmænd og Ansvarlige al mulig Støtte, men kun ved at bekæmpe dem med al mulig Kraft.

Hvad sagde nu det danske Socialdemokrati (gennem dets Presse) til dette Forhold, der billigedes af det internationale Bureau i Bryssel (senere Haag)? Tog det til Genmæle derimod, mindede det Broderpartierne om deres socialistiske Pligt? Nej, det er ikke blot forsvarede deres Optræden, men angreb endog de Grupper indenfor de respektive Partier, som - tro imod Socialismen og Internationales Beslutninger - brød Borgfreden og erklærede Krig mod Krigen.

Da saaledes Repræsentanter for socialistiske Partier (eller Grupper af disse), bl. a. fra Tyskland, Frankrig, Rusland og Italien, i Septbr. 1915 mødtes i den lille By Zimmerwald i Schweiz for at indlede en fælles Aktion mod Borgfreden og Krigen, betegnede Partiets Presse disse Partifæller som «Naive, Fantaster, indeklemte Ærgærrigheder, misfornøjede Oppositionsmænd og professionelle Spektakelmagere», og denne Karakteristik var Grundtonen i hele den Kampagne mod «Zimmerwald», som Borgbjerg - selv efter at Tysklands uafhængige Socialdemokrater (repræsenteret ved saa ansete Partifæller som Karl Kautsky, Haase m. fl.) havde sluttet sig til Bevægelsen - fortsat førte mod denne.

Det vil føre for vidt her at komme ind paa hele denne Kampagne. Det kan kort siges, at det danske Socialdemokrati tog afgjort Parti for den Fløj af Internationale, der satte den nationale Samfølelse med Kapitalisterne over den internationale Samfølelse med Proletariatet i andre Lande.

Saa kom omsider den russiske Revolution som den første Foraarsbebuder midt i Krigens Vinter. Og Partiets Presse - som iøvrigt al anden Presse - hilste den naturligvis med Begejstring. Begejstringen kølnedes lidt, da det viste sig, at det var Kerenskis Hensigt at fortsætte Krigen mod Tyskland, men den steg atter til Kogepunktet, da Bolschevikrevolutionen i Novbr. 1917 styrtede Karenski og gav Proletariatet Magten.

I en glimrende Artikel «Revolution og Ravnekrog» (Soc.Dem. 9/12 1917) gennemhaaner Hr. Borgbjerg det «hæderlige» Borgerskab, der nu ryster af Skræk, fordi den russiske Revolution har udviklet sig fra en borgerlig til en Arbejderrevolution, og siger, i Anledning af, at Borgerskabets Penneførere nu fornægter Revolutionen og dens Førere:

«Nu skriver de altsaa atter Dagens Historie, disse vore egne Biedermænd. Lenin og Trotzky har de nu slaaet Haanden af, og den russiske Revolution har ikke mere Naade for deres Øjne ... og Ruslands 170 Mill. Mennesker [er] en Hob af forrykte eller forførte Narre, der forhaabentlig snart vender tilbage til Gammel-Europas smukt omgærdede Faarefold, hvor Kapitalen regerer og driver Folkene til Brodermord.»

Og paa det store Cirkusmøde d. 23. Decbr. udtalte han bl. a.:

«... vor varme levende Sympati er paa Revolutionens Side. Vi maaler ikke den russiske Revolution med Spidsborgernes Ravnekrogs-Alen, vi, der gik i Skole hos Marx og Engels ...»

«Vi Socialister genoplever ved Synet af den russiske Revolution Socialdemokratiets gyldne Barndom, vi forstaar, hvad der bruser i Blodet paa de 170 Millioner, der gennem Lenins og Trotzkys Taler stifter Bekendtskab med Marx og Engels friske Ungdomstanker

«... selv om vi erkender, at Bolschevikernes Taktik er tidsog stedsbestemt som al Taktik og ikke passer over alt, saa har vi inderst inde en Sjæl, der fri for Ravnekrogs-Fordom skælver af Begejstring for alt, hvad der er virkelig revolutionært i Verden.»

Ak, det var dengang. Nu har Hr. Borgbjerg forlængst trukket sig tilbage i Ravnekrogen og tilegnet sig baade Spidsborgerens Ravnekrogs-Alen og Fordom. Lenin og Trotzki har han slaaet Haanden af, og den russiske Revolution har ikke mere Naade for hans Øjne; han betragter Ruslands 170 Mill. Mennesker som «en Hob af forrykte eller forførte Narre, der forhaabentlig snart vender tilbage til Gammel-Europas smukt omgærdede Faarefold, hvor Kapitalen regerer og driver Folkene til Brodermord.»

Men hvad var nu Grunden til denne radikale Omvendelse, der efterhaanden udartede til en kras Antibolschevisme, som vel næppe noget andet Lands Socialdemokrati (maaske med Undtagelse af Brantingerne og Scheidemännerne) kan præstere Magen til?

Ja, efter Borgbjergs eget Sigende var det Bolschevikernes, «Fantasterier om en Verdensrevolution», deres Optræden ved Fredsforhandlingerne i Brest-Litowsk og deres Krænkelse af Demokratiet ved Opløsningen af Nationalforsamlingen.

Nøjere at gennemgaa disse Forhold vil sprænge dette lille Skrifts Rammer, og vi maa derfor nøjes med om «Revolutionsfantasterierne» at paapege, at disse dog ikke synes at være saa fantastiske endda, eftersom baade Tyskland og Østrig-Ungarn fulgte Eksemplet, medens Situationen stadig er truende baade i Italien, Frankrig og England.

Og en Socialist kan dog vel ikke bebrejde Bolschevikerne, at de søgte at forme Fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk saaledes, at de kunde opfordre Centralmagternes Folk til at følge det russiske Eksempel.

Og hvad endelig Opløsningen af Nationalforsamlingen angaar, da maa det for det første erindres, at denne var valgt under Kerenskis Regime og Flertallet bestod af dennes Tilhængere og rent borgerlige Elementer. At vige for dette tilfældige Flertal vilde altsaa betyde, at Bolschevikerne kort efter deres Sejr - der hilstes med saa stor Begejstring af det danske Socialdemokrati - paany skulde afgive Magten til deres Modstandere. Enhver vil indse, at dette var et umuligt Forlangende. Men dertil kommer, at Bolschevikerne jo ingenlunde opløste Nationalforsamlingen for at regere diktatorisk, men erstattede den med Arbejder- og Soldaterraad, saaledes at Rusland i dette Øjeblik har en lovgivende Forsamling, udgaaet af en procentvis langt større Vælgerskare end f.eks. det «demokratiske» Danmark.

Bolschevikerne erkender, at et socialistisk Rusland ikke kan bygges og bestaa, saalænge det øvrige Europa endnu er under kapitalistisk Regime. Skal de da frivilligt «vende tilbage til Gammel-Europas smukt indgærdede Faarefold, hvor Kapitalen regerer og driver Folkene til Brodermord», eller skal Vesteuropas Arbejdere gøre deres socialistiske Pligt og styrte de kapitalistiske Magthavere, altsaa redde den russiske Revolution og muliggøre en social Omvæltning i hele Europa.

Det er dette sidste, Bolschevikerne mener, det er dette sidste, Borgbjerg kalder «Fantasterier», det er dette sidste, det danske Socialdernokratis Ledere modarbejder, skønt de ved, at Bolschevikernes Fald betyder den sorteste Reaktion, hvis Følger vil mærkes i hele Europa.

«Vi er ikke Bolscheviker, vi vil ikke bruge russiske Metoder.» Nej vel, det forlanger heller ingen af os. Bolschevikerne erkender saavel som vi, at «al Taktik er tids- og stedsbestemt». Men naar vi erkender dette, har vi heller ingen Ret til at fordømme og bekæmpe Bolschevikerne, og vi har det saa meget mindre, som det er vore Klassefæller, der kæmper for det samme Maal som Vi.

Hvad de derimod har Ret til at forlange, er, at vi efter Evne støtter dem i denne Kamp, at vi fremfor alt ikke allierer os med deres Modstandere og derigennem forraader Revolutionen og Arbejderklassens Sag. Vor Taktik maa i alle Tilfælde være indenfor Rammen af den socialistiske Grundopfattelse: det uløselige Modsætningsforhold mellem Bourgeoisi og Proletariat.

Og det har vort Partis Taktik ikke været. Gennem Regeringsalliancen med det radikale Venstre har vi taget Medansvaret for Afbrydelsen af den handels- og diplomatiske Forbindelse med Sovjet-Rusland, Medansvaret for de mange Udvisninger, der - oftest uden rimelig Grund - er overgaaet udenlandske Partifæller, Medansvaret for Hvervningen af de Westenholtzske Frivillige til Bekæmpelse af Bolschevikerne, og Medansvaret for, at Forbindelsen endnu ikke - trods Krigens Afslutning - er genoptaget med det efter Mad og Maskiner hungrende Rusland.

Er det dog ikke mærkeligt, kan det dog ikke stemme Partifæller til Eftertanke, at medens det radikal-socialdemokratiske Danmark saa udmærket kunde opretholde en livlig Forbindelse med Blod-Czarens despotiske Rusland, saa synes en lignende Forbindelse utænkelig med Arbejdernes Rusland.

Vi siger ikke, at dette er Hr. Staunings Skyld, ejheller at han kunde ændre det, vi siger blot, at han gennem sin Deltagelse i Regeringen er medansvarlig derfor.

Det danske Socialdemokrati maa ryste dette Medansvar af sig, om det ikke vil tage Skade paa sin socialistiske Sjæl. Det maa frit og aabent træde i Skranken for de udenlandske Klassefællers heltemodige og beundringsværdige Kamp mod Kapitalismen og Imperialismen. Heri ligger ingen Anerkendelse af deres Metoder, intet Ønske om at overføre dem til vort eget Land, thi «al Taktik er tids- og stedsbestemt», - der ligger kun dette, at deres Sag og Sejr ogsaa. er vor Sag og Sejr, ligesom deres Nederlag ogsaa er vort.

Men Partiets Ledere har intet villet eller kunnet forstaa af alt dette. Ængsteligt, ravnekrogsagtigt har man taget sin Stilling til disse de største Begivenheder i den internationale Arbejderbevægelses Historie. Og tillige saa ynkeligt. Da Bolschevikerne foretog deres mislykkede Opstand i juli 1917 fordømte man dem. da de sejrede i Novbr. s. A. velsignede man dem, da de maatte bukke under for den tyske Overmagt i Brest-Litovsk haanede man dem, og nu, da de kæmper en fortvivlet Kamp mod russisk Reaktion og Entente-Kapitalisme, kæmper for at bevare Revolutionens Gevinster, nu bekæmper man dem.

Ligesaa i Tyskland. Slavisk følgende Scheidemännerne har man til det sidste bekæmpet dem, der - Internationales Beslutninger tro - arbejdede for Revolutionen. Men da denne - trods Scheidemännernes Modstand - var en Kendsgerning, da hilste man den selvfølgelig med Begejstring, for saa kort efter igen paa det groveste at tilsøle dem, der var dens Bærere og som vilde forhindre, at Arbejderne «atter vendte tilbage til Faarefolden».

Eller Finland: Først forsigtigt afventende Udfaldet uden at reagere mod den borgerlige Presses Løgnekampagne mod de Revolutionære, dernæst, da de var slaaet ned, fordømmende Revolutionen, og endelig - som et Plaster paa sin socialistiske Samvittighed - givende økonomisk Støtte til dens Ofre.

Saaledes bærer intet socialistisk Klasseparti sig ad. Det tager ikke smaaborgerlige, ravnekrogsagtige Hensyn til, om Revolutionen gaar lidt udenfor det borgerlige Samfunds Retsregler og muligt slaar mere i Stykker end nødvendigt er; det erkender kun een Ting: at det er for Livet kæmpende Brødre, hvis Kamp den føre til Sejr eller Nederlag - ubetinget bør støttes.

Lad os som Slutning paa dette Afsnit - og for endnu engang at vise, at det ikke er os, som konstruerer det Standpunkt Internationale og dermed det danske Socialdemokrati burde have taget til Krigen - anføre følgende fortræffelige Ord, som Red. Borgbjerg udtalte ved Fredskongressen i Basel 1912:

Den moderne Militarisme er i Bund og Grund antikulturel, frihedsfjendtlig og reaktionær. Skal vi ofre Livet, vil vi gøre det i Folkefrihedens og Kulturens Tjeneste. I en revolutionær Rejsning mod Militarismen og Kapitalismen - ofre Livet for Folkets Skyld, ikke efter Ordre af Folkets Udbyttere og i deres Interesse. Ikke som uniformerede Slaver i Kongernes Hære, men som frie Mænd og frie Kvinder i Revolutionens folkebefriende Armé!

Demokratiet indenfor Partiet

Fuldstændig Ytrings-, Presse-,
Forsamlings- og Foreningsfrihed.
(Partiprogrammets Punkt 3).

«Er der nogen Strid i Socialdemokratiet?» var det Spørgsmaal, hvormed vi indledede dette lille Skrift. Og tilsyneladende er der altsaa ikke. Hvis der var det, vilde det dog formodentlig give sig Udtryk gennem Partiets stærkt udbredte Presse. Den er jo «Arbejdernes eget Blad» og hvad vilde derfor være mere naturligt, end at Arbejderne i deres eget Blad drøftede deres egne Anliggender.

Naar dette ikke sker, skyldes det den ganske simple Ting, at der ikke er Ytringsfrihed i den socialdemokratiske Presse (undtagelserne bekræfter Reglen). Man har ikke Brug, ikke Plads for andre Anskuelser end de «autoriserede», dvs. de der godkender Partiets Politik og er i Overensstemmelse med den Opfattelse, Partiets og Pressens Ledelse har af Øjeblikkets Spørgsmaal.

Men er det end saaledes. muligt, at disse Anskuelser er i Overensstemmelse med Partiets Flertal, saa er det ikke destomindre rigtigt, at Partiets Presse ikke skal være Organ for en Del af Partiet, nemlig dets øjeblikkelige Flertal, men for hele Partiet, altsaa ogsaa for dets Mindretal. Ikke saaledes forstaaet, at Bladets Redaktion ogsaa skal tolke Mindretallets Anskuelser, hvis det har Flertallets, men saaledes, at der i Bladet gives Plads ogsaa for afvigende Meninger, hvis der er Partifæller, der ønsker at fremsætte saadanne.

Men naar man - som ved Partiets Hovedorgan - systematisk undertrykker og forhindrer enhver anden Mening i at komme til Orde, naar man paa det stærkeste angriber anderledes tænkende og samtidig nægter disse Adgang til at forsvare deres Anskuelser, saa forsynder man sig paa det groveste, ikke blot mod det Demokrati, man erklærer at være en saa svoren Tilhænger af, men tillige mod det Punkt i ens eget Partiprogram, der staar over disse Linier.

Og det nytter her kun lidet at henvise til, at alle jo har Adgang til at fremsætte sine Anskuelser paa Partimøder o. I. Bortset fra det haab- og formaalsløse i at fremsætte sine Anskuelser paa et Møde, der maaske holdes flere Maaneder (eller Aar, som f. Eks. Kongresser) efter at en bestemt Situation har været paa Dagsordenen, saa er det jo ganske ulige - og derfor ganske udemokratiske - Vilkaar at byde de forskellige Anskuelser indenfor Partiet. Den ene behersker hele Partipressen, hver Dag og i enhver Situation, og taler herigennem til Tusinder af Læsere, den anden er henvist til et Møde i Ny og Næ - med 50 Tilhørere.

Den danske Partipresse er et Fænomen, forsaavidt som vel næppe nogen anden socialdemokratisk Partipresse Verden over kan siges at være i den Grad enig om praktisk talt alle forekommende større Spørgsmaal, som de nogle og halvtreds Blade, vort Parti udgiver. Det faar imidlertid sin ganske simple Forklaring derved, at alle Artikler af Betydning efter at have været i Hovedorganet udsendes i Stereotypiplader til Provinspressen. Om Provinsbladene har nogen Forpligtelse til at indtage disse, skal vi lade være usagt; det er nok at konstatere, at de bliver indtaget. (Undtagelser fra Reglen kan selvfølgelig ogsaa gives her.)

Paa denne Maade - og ved at man samtidig nægter andre Anskuelser Raaderum - opnaar man ganske vist at faa et ensartet og derved tilsyneladende stærkt Standpunkt, men i Virkeligheden dækker denne Styrke over den Svaghed, det altid er, at de modstridende Opfattelser indenfor et Parti ikke faar Lov til frit at brydes. Og det er en Svaghed, som i det lange Løb vil blive skæbnesvanger for vort Parti, thi dels skaber denne Mangel paa Liv Sløvhed og Ligegyldighed hos den store Del af Partifællerne, der endnu ikke er vakt til bevidst socialistisk Forstaaelse, dels skaber denne Mangel paa Frisind og Tolerance Bitterhed og Ulyst overfor Partiarbejdet hos de Partifæller, hvis Anskuelser bliver undertrykte (og de er som Regel de mest interesserede), og endelig svækkes Tilliden og Troen paa de Mænd, der ikke tør eller vil lade deres Anskuelser blive Genstand for Drøftelse og Kritik.

«Jamen Kritiken maa øves indenfor Organisationerne; det kan dog virkelig ikke gaa an, at vi ligger og skændes offentligt i vore Blade! Det vilde Modstanderne grine godt af,» - er den Indvending man rejser. Angaaende Kritiken i Organisationerne har vi allerede paavist dens - i Kraft af de rent praktiske Forhold - ringe Værdi (hvormed selvfølgelig ikke skal være sagt, at man bør undlade den), og hvem siger, at man skal skændes i Pressen. Hvad skulde der være i Vejen for at kunne føre en saglig Debat, og hvad skulde det kunne skade, at Modstanderne saa, at der var forskellige Opfattelser i vort Parti? «Fred er ej det bedste, men at man noget vil!» siger Bjørnson, og den Fred og Ro, der nu - partimæssig set - raader i Partipressen, bliver let til Sløvhedens Fred, Andedammens Ro, medens modsat den Strid, der rejses af Partifæller som vil noget, vækker Liv, skaber Begejstring, virker oplysende, afklarende, udviklende, befrugtende for Partiet og dets Medlemmer.

Men det er ikke blot på dette Omraade, at vort Parti maa demokratiseres. Den Rolle, Partiets Hovedbestyrelse spiller, er altfor ringe til at beæres med Titlen Hovedbestyrelse. I Virkeligheden er det Partiets Rigsdagsgruppe, der er den ledende og dominerende. Praktisk talt afgør den alle større Spørgsmaal paa egen Haand og Hovedbestyrelsens Rolle er da blot at bekræfte Kendsgerninger, hvilket den har saa meget lettere ved, som ikke mindre end 22 af dens 51 Medlemmer er Rigsdagsmænd. I Partiets Forretningsudvalg er Forholdet endda mere grelt, idet ikke mindre end 15 af de 22 valgte Medlemmer er Rigsdagsmænd.

Heri maa der ske en Forandring. Rigsdagsmænd bør ikke kunne have Sæde i den Forsamling, der skal dømme, kontrollere og raadgive deres Virksomhed. Det bør i Fremtiden i højere Grad end hidtil være Hovedbestyrelsen, der - ikke efter, men før vigtige Situationer og Afgørelser - angiver Retningen. Naar Rigsdagsmændene da faar Adgangs-, Tale- og Forslagsret i Hovedbestyrelsen, vil de derigennem have al den Adgang til at øve Indflydelse, de med Rimelighed kan forlange.

Den Maade, Partiets Kongresser sammensættes paa, er ogsaa alt andet end demokratisk. I de senere Aar har Partiets Forretningsfører rent administrativt faaet det ordnet saaledes, at Partiforeningerne ude i Landet vælger Kongresdelegerede for 1 Aar ad Gangen, hvorved de altsaa slet ikke vælges efter deres Stilling til de Spørgsmaal, de skal afgøre ved Kongressen, og derfor heller ikke i nogen Maade kan betragtes som paalideligt Udtryk for Anskuelserne blandt Partimedlemmerne. (Det fortjener yderligere at bemærkes, at Forretningsføreren - trods Opfordring dertil - har nægtet at henstille til Partiforeningerne at foretage Nyvalg til den forestaaende Kongres.)

At disse kun har Adgang til en Gang hvert fjerde Aar at tage Stilling til Partiets Virksomhed, behøver antagelig blot at erindres, for at enhver Demokrat vil være klar over det uholdbare heri.

Der er hermed ganske kort rørt ved nogle af de vigtigste Spørgsmaal vedrørende vort Partis Demokratisering. Det vigtigste er Spørgsmaalet om Ytringsfriheden, og det er her værd at erindre, at dette Spørgsmaal slet ikke eksisterer i vore Broderpartier. I det tyske, det norske, det svenske Socialdemokrati betragtes det som en Selvfølge, at Partifæller har Ret til at ytre sig i Partiets Presse, uden at man i den Anledning gør sig Skrupler over, hvad Modstanderne mulig siger. Dér indser man det fornuftstridige i at have Ytrings- og Pressefrihed paa sit Program og samtidig knægte denne indenfor Partiet.

Hos os maa fornuftigvis en lignende Frihed raade. Det gaar ikke længere med de gamle Metoder. Adskillige Partifæller kan tale med om, hvorledes de - naar de loyalt fremsatte deres Mening paa Partimøder -er blevet stemplet som Splittelsesmænd, Seperatister osv., og hvorledes de Ledende med Støtte af deres Autoritet har søgt at bilde de øvrige Partifæller ind, at vedkommende bevidst søgte at skade Partiet.

Ved saadanne sjofle Metoder har man opnaaet at undertrykke den naturlige Opposition, intet frisk Parti kan undvære. Og der er næppe Tvivl om, at man i dette Forhold kan søge en god Del af Grunden til de voldsomme og ubeherskede Angreb, der i de seneste Aar fra Syndikalister o. I. er rettet mod Partiets og Fagbevægelsens ledende Mænd, Angreb, til hvilke man ikke finder Sidestykker hverken i Norge eller Sverige, hvor man saa sandt ogsaa har Syndikalister.

I Virkeligheden har man ved disse Metoder opklækket Syndikalister i langt større Mængde, end ellers vilde være Tilfældet. Thi det er jo givet, at kan den naturlige Opposition ikke faa naturligt Afløb, da vil den naturnødvendigt bane sig andre, ureglementerede Veje.

For dette har vort Partis Ledere ikke haft Øjet aabent. For dem har enhver Opposition været af det onde. For at være en «god» Partifælle, der ansaas værdig til at beklæde en Funktion indenfor Partiet, maatte man ikke have Anskuelser, der stred mod de «autoriserede» - i hvert Fald maatte man ikke udtale dem. Blind Underkastelse var, hvad Lederne kaldte Partitroskab, og Godkendelse af, hvad man efter sin bedste Overbevisning ansaa for urigtigt, kaldte de Disciplin. Men en saadan Disciplin er Kadaverdisciplin og en saadan Underkastelse er Slaveri.

Og vel er vi Partifæller, men vi er ikke Partislaver.

Afsluttende Bemærkninger

Som vi har sagt det før, er der vel næppe noget socialdemokratisk Parti, der er saa disciplineret som det danske. Disciplin er godt, Disciplin er nødvendig, men det maa være en frivillig Disciplin, øvet og respekteret af frie Medlemmer i et frit Parti, og ikke en Militærdisciplin, hvis første og sidste Bud er: «Hold Kæft, Trit og Retning!»

Disciplinen i Partiet har imidlertid som foran vist stærkt antaget Karakteren af en saadan Militærdisciplin.

Det har som Følge af det hidtil gældende System været betragtet nærmest som Helligbrøde offentligt at fremsætte Anskuelser, der stred mod de autoriserede, og de Syndere, der har tilladt sig det (f.eks. K. K. Steincke) har ofte maattet høre ilde derfor. Man har uden videre betegnet en saadan Handlemaade som «illoyal» og partiskadelig og har særlig henvist til, at Modstanderpressen gjorde sig en Fornøjelse af at gengive Kritiken.

Men hvorfor gengiver Modstanderne Kritiken? Er det fordi de er enige med den, glade for den? Ingenlunde - i hvert Fald da ikke, naar Kritiken gaar ud paa at radikalisere Partiet. De ønsker sig saavist ikke Partiet radikalere, dvs. mere socialistisk. Al Tale om «Sammenspil» mellem disse Modstandere og Partiets mere radikale Del er derfor kun Bluff, beregnet paa at forskrække de mere naive Partifæller. Nej, naar Modstanderne gengiver Kritiken, er det, fordi de ved, med hvilken sygelig Ængstelighed, Partilederne vaager over, at der ikke skal slippe noget ud, og fordi de derved tror at kunne drille og ærgre disse. Der er altsaa ingen Grund til at tage højtideligt paa dette Fænomen, der vil forsvinde af sig selv, i samme Øjeblik som Ytringsfriheden i Partiet faar Lov at udfolde sig naturligt.

Adskillig mere Grund til at nære Bekymring er der, naar Modstanderpressen og Partierne er enige med vor Presse og vort Parti. Alene det, at samtlige Partier nu i 5 Aar har kunnet enes om praktisk talt alle Spørgsmaal, er et betænkeligt Tegn. Og værre bliver det, naar Modstanderpressen ligefrem roser vort Parti for dets samfundsbevarende Egenskaber og med Tilfredsstillelse noterer vor Presses Holdning, saaledes som det har været Tilfældet i de senere Tider.

- Det er da i fuld Bevidsthed om at begaa «Helligbrøde», at dette Skrift er udarbejdet. (Udarbejdet er maaske for stærkt et Udtryk, fordi vor knapt tilmaalte Tid, Stoffets Mængde og Mangeartethed i Forbindelse med den korte Frist, der er os levnet, ikke har givet os Adgang til den grundige Behandling, som var ønskelig). Naar vi ikke destomindre har gjort det, skyldes det Overbevisningen om, at der nu ikke længere er anden Vej mulig, hvis Oppositionen ikke i Fremtiden som hidtil slavisk skal finde sig i de Vilkaar for Meningsudveksling, Partiets Ledere angiver - og derved for altid opgive at vinde Gehør for sine Anskuelser udenfor den lille Kreds, der kan samles i en københavnsk Diskussionsklub eller i nogle Ungdomsforeninger.

Med andre Ord: Partilederne har ved deres Knægtelse af Ytringsfriheden selv fremkaldt - eller fremprovokeret - det «Brud» paa Partidisciplinen, som her foreligger, og vi noterer med Tilfredsstillelse, at Partilederne selv har anerkendt denne Form for Partiopposition, idet de jo med uskrømtet Glæde og Sympathi har hilst den norske Partioppositions (Moderationens) Konstituering som selvstændig Gruppe indenfor Partiet, en Gruppe, der endog vil udgive eget Dagblad. Og naar man kan anerkende en saa vidtgaaende Form for Opposition i det norske Socialdemokrati, maa man jo sagtens kunne gøre det samme i det danske.

Vor Samvittighed er derfor fuglelet, saa. meget mere som vi føler os overbevist om med denne Kritik at gavne vort Parti. Vi gør det, fordi vi føler det som en Ulykke for Partiet og Arbejderklassen, om den nuværende Politik fortsættes udover Kongressen. Thi - lad os holde fast ved det! - det var den bestandige Undskyldning man fik: det er Krigens Skyld; naar Krigen er forbi, er det ogsaa forbi med vort Partis Ofre, saa vil vi atter blive os selv.

Krigen er nu forbi. Løfterne maa. indfries, om de var ærlig ment. - Saaledes som der kun er een Arbejderklasse, bør der ogsaa kun være eet socialdemokratisk Parti. Men Forudsætningen herfor maa være den ufravigelige, at Partiet helt stiller sig paa den socialistiske Klassekamps Grund. At forlade denne er - som Landstingsmand Harald Jensen saa udmærket har sagt det - «en Forbrydelse mod vort Parti, som derved vilde blive givet Splittelsen i Vold».

Socialdemokratiet maa da paany ledes ind paa Klassekampens Grund. Det er den eneste Mulighed for atter at genvække den Tillid, den Tro og Begejstring, som - al talmæssig Fremgang tiltrods - ganske afgjort mangler, men som er en Nødvendighed, om Partiet og Arbejderklassen i Enighed skal kunne løfte Fremtidens store Opgave.

September 1919

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 15.948