Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Rosa Luxemburg: Socialreform eller Revolution?

Socialreform eller Revolution?

af Rosa Luxemburg, 1899

Oversat af Hanne Reintoft fra tysk efter Luxemburg: Sozialreform oder Revolution?, Leipzig 1899.
Udgivet på dansk af Hanne Reintoft, Gyldendal 1969.

Indhold

Første del

Forord

Den opportunistiske metode
Kapitalismens tilpasning
Socialismens gennemførelse ved sociale reformer
Toldpolitik og militarisme
Revisionismens praktiske konsekvenser og almene karakter

Anden del

Den økonomiske udvikling og socialismen
Fagforeninger, kooperativer og politisk demokrati
Erobringen af den politiske magt
Sammenbruddet
Opportunismen i teori og praksis

Forord ^A

Ved første blik kan titlen på det her foreliggende skrift virke overraskende. Socialreform eller Revolution? Kan socialdemokratiet da være imod sociale reformer? Eller kan socialdemokratiet stille socialreformen op som modsætning til den sociale revolution, omvæltningen af det bestående samfund, som er dets endemål? Ingenlunde. For socialdemokratiet danner den daglige, praktiske kamp for sociale reformer - for forbedring af det arbejdende folks vilkår inden for rammerne af det bestående - for de demokratiske institutioner tværtimod den eneste vej til at lede den proletariske klassekamp og arbejde hen imod endemålet, at gribe den politiske magt og ophæve lønsystemet. For socialdemokratiet består der mellem socialreformen og den sociale revolution en uadskillelig sammenhæng, i hvilken kampen for socialreformen er midlet, men den sociale omvæltning målet.

Et modsætningsforhold mellem disse to elementer i arbejderbevægelsen finder vi først i Ed. Bernsteins teorier, som han fremstiller i sine artikler "Socialismens Problemer" i "Die Neue Zeit" 1897/98 og navnlig i sin bog "Socialismens Forudsætninger". Hele teorien går ganske simpelt ud på det råd at opgive den sociale omvæltning som socialdemokratiets endemål og at gøre socialreformen til klassekampens mål fra at have været dens middel. Bernstein har selv formuleret sine hensigter særdeles træffende og skarpt, idet han skriver: "Hvad endemålet end måtte være, betyder det intet for mig, bevægelsen er alt."

Men da det socialistiske endemål er det eneste afgørende moment, der adskiller den socialdemokratiske bevægelse fra det borgerlige demokrati og den borgerlige radikalisme, det eneste princip, der forvandler hele arbejderbevægelsen fra at være et ørkesløst forsøg på at lappe på den kapitalistiske samfundsform til at blive en klassekamp mod denne samfundsform med dens afskaffelse for øje, så er spørgsmålet "socialreform eller revolution?" i den bernsteinske form det samme for socialdemokratiet som spørgsmålet "at være eller ikke være?". Enhver i dette parti må blive klar over, at i opgøret med Bernstein og hans tilhængere drejer det sig ikke om den ene eller anden kampform, ikke om den ene eller anden taktik, men om hele den socialdemokratiske bevægelses eksistens.

Ved en flygtig betragtning af den bernsteinske teori kan dette se ud som en overdrivelse. Taler Bernstein da ikke om socialdemokratiets enhed, gentager han ikke både ofte og udtrykkeligt, at også han stræber efter det socialistiske endemål, kun i en anden form, betoner han ikke med eftertryk, at han anerkender socialdemokratiets nuværende praksis næsten fuldkomment? Ja, alt dette er ganske rigtigt. Men ligeså rigtigt er det, at enhver ny retning i teoriernes udvikling og i politikken altid i begyndelsen støtter sig til den gamle retning, også selv om den i sit inderste væsen er i direkte modsætning til denne, at den nye retning først tilpasser sig de former, der forefindes, og taler det sprog, som hidtil er talt. Først med tiden træder den nye kerne ud af det gamle hylster og den nye retning finder egne former, eget sprog.

Det ville være at undervurdere den videnskabelige socialismes magt at vente, at en opposition herimod fra begyndelsen og til yderste konsekvens skal udtale sig klart og tydeligt om sit inderste væsen og åbent og brat frasige sig socialdemokratiets teoretiske grundlag. Den, der i dag vil gå for at være socialist, men samtidig erklære den marxistiske lære krig - den lære, der er det vældigste produkt af menneskelig ånd i dette århundrede - må begynde med en ubevidst hyldest til den, idet han først og fremmest selv bekender sig til marxismen og søger støttepunkter for at bekæmpe den i selve den marxistiske lære, idet dette blot fremstilles som en videreudvikling. Man må derfor forsøge at trække selve kernen af de bernsteinske teorier ud af skallen uanfægtet af de ydre former, og dette er netop en påtrængende nødvendighed for det industrielle proletariats brede lag i vort parti.

Der kan ikke udtales nogen grovere forhånelse, nogen værre forsmædelse mod arbejderstanden end den påstand, at teoretiske drøftelser kun er "akademikernes" sag. Allerede Lassalle har engang sagt: "Først når videnskab og arbejder, samfundets modpoler, forenes, kan alle hindringer for kulturen kvæles i et jerngreb. Hele den moderne arbejderbevægelses magt hviler på den teoretiske erkendelse."

Men her er denne erkendelse dobbelt vigtig for arbejderne i påkommende tilfælde, fordi det netop her drejer sig om dem og deres indflydelse på bevægelsen, fordi det netop er dem, der skal lægge ryg til. De - af Bernstein teoretisk formulerede opportunistiske strømninger i partiet - er ikke andet end en ubevidst bestræbelse på at sikre, at de småborgerlige elementer, der er gledet ind i partiet, tager overhånd for at omskabe partiets praksis og målsætning i deres ånd.

Spørgsmålet socialreform eller revolution, endemål og bevægelse er snarere spørgsmålet om, hvorvidt arbejderbevægelsens karakter skal være småborgerlig eller proletarisk.

Derfor er det netop også i partiets proletariske massers interesse at beskæftige sig så levende og indgående som muligt i det nuværende teoretiske opgør med opportunismen.

Så længe den teoretiske erkendelse blot forbliver et privilegium for en håndfuld "akademikere" i partiet, er der altid fare for at komme på afveje. Først når den store arbejdermasse selv har taget den videnskabelige socialismes skarpe og pålidelige våben til sig, løber alle småborgerlige indfald, alle opportunistiske strømninger ud i sandet. Men så står bevægelsen også på fast og sikker grund. "Det er mængden, der gør det."

Rosa Luxemburg
Berlin, 18. april 1899

Første del ^B

1. Den opportunistiske metode

Hvis det er rigtigt, at teorier er spejlbilleder i den menneskelige hjerne af omverdenens fænomener, så må man i hvert fald hvad angår Eduard Bernsteins teorier tilføje, at det ofte er spejlbilleder, der er vendt på hovedet.

At komme med en teori om at indføre socialismen ved hjælp af sociale reformer - efter at den tyske socialreform er brudt endeligt sammen - om fagforeningernes kontrol med produktionsprocessen - efter de engelske maskinarbejderes nederlag - om socialdemokratisk parlamentsflertal - efter den saksiske forfatningsrevision og attentatet på den almindelige valgret til rigsdagen! Men tyngdepunktet i den bernsteinske fremstilling ligger efter vor mening ikke i hans betragtninger over socialdemokratiets praktiske opgaver, men i hans påstand om det kapitalistiske samfunds objektive udvikling; de førstnævnte betragtninger er dog snævert forbundet hermed.

Ifølge Bernstein medfører denne udvikling, at kapitalismens generelle sammenbrud bliver stadig mere usandsynligt, fordi det kapitalistiske system på den ene side viser stadig større tilpasningsdygtighed, mens produktionen på den anden side bliver stadig mere differentieret.

Kapitalismens tilpasningsdygtighed ytrer sig - ifølge Bernstein - for det første i de almindelige krisers ophør takket være kreditsystemets udvikling, arbejdsgiverorganisationerne, kommunikation og nyhedsformidling, for det andet såvel i middelstandens sejhed på grund af produktionsgrenenes differentiering som i den omstændighed, at store dele af proletariatet kommer på middelklasseniveau, og endelig for det tredje i den økonomiske og politiske forbedring af proletariatets situation på grund af fagbevægelsens kamp.

Herudaf kan man se følgende anvisning på socialdemokratiets praktiske kamp: i sin virksomhed har det indrettet sig ikke på at forsøge at gribe den politiske statsmagt, men på at forbedre arbejderklassens situation og på at indføre socialismen ikke ved en social og politisk krise, men gennem en gradvis udvidelse af den samfundsmæssige kontrol og en trinvis gennemførelse af kooperationsprincippet.

Bernstein selv ser ikke noget nyt i sin fremstilling, tværtimod mener han, at han er i overensstemmelse såvel med enkelte ytringer af Marx og Engels som med socialdemokratiets almindelige, hidtidige retning. Ifølge vor mening kan man imidlertid ikke benægte, at Bernsteins opfattelse i virkeligheden er i principiel modsætning til den videnskabelige socialismes tankegang.

Skulle hele den bernsteinske revision vise sig at føre derhen, at det kapitalistiske udviklingsforløb er meget langsommere end man plejer at antage, så betyder dette i virkeligheden blot en udskydelse af den indtil nu antagne magterobring fra proletariatets side, og herudaf kan man højst drage den konklusion, at kampen skal udkæmpes i et noget roligere tempo.

Men dette er ikke tilfældet. Det Bernstein har stillet spørgsmål om, er ikke udviklingens hastighed, men selve det kapitalistiske samfunds udviklingsforløb og i sammenhæng hermed overgangen til et socialistisk system.

Når den hidtidige socialistiske teori har antaget, at en almindelig og ødelæggende krise vil være udgangspunktet for en socialistisk omvæltning, så må man efter vor opfattelse skelne mellem to sider deraf: den deri indeholdte grundtanke og dennes ydre form.

Tanken består i den antagelse, at det kapitalistiske samfund af sig selv, i kraft af egne modsigelser, går mod det øjeblik, hvor det går op i fugerne, hvor det ganske enkelt bliver umuligt. At man har tænkt sig dette øjeblik i form af en almindelig og ødelæggende handelskrise havde sandelig sine gode grunde, men forbliver ikke desto mindre uvæsentligt og sideordnet for grundtanken.

Socialismens videnskabelige fundament støtter sig nemlig som bekendt på tre resultater af den kapitalistiske udvikling: Først og fremmest på den kapitalistiske økonomis voksende anarki, der gør sin egen undergang til et uundgåeligt resultat, for det andet på produktionsprocessens stigende forening med samfundet, som skaber de positive spirer til den fremtidige sociale ordning og for det tredje på proletariatets voksende organisation og klassebevidsthed, der danner den aktive faktor i den forestående omvæltning. Det er det første af den videnskabelige socialismes erklærede grundpiller, som Bernstein vil skaffe af vejen. Han påstår nemlig, at den kapitalistiske udvikling ikke går et generelt økonomisk krak i møde.

Men hermed forkaster han ikke blot denne bestemte form for den kapitalistiske undergang, men selve undergangen. Han siger udtrykkeligt: "Man kunne nu indvende at man, når man taler om det nuværende samfunds sammenbrud, havde mere for øje end en generel og i modsætning til tidligere forstærket erhvervskrise, nemlig det kapitalistiske systems totale sammenbrud på grund af egne modsætninger." Og dertil svarer han: "Et tilnærmelsesvis samtidigt, fuldstændigt sammenbrud af det nuværende produktionssystem bliver ikke sandsynligere med samfundets fremadskridende udvikling, men mere usandsynligt, på den ene side på grund af produktionssystemets tilpasningsdygtighed og på den anden side fordi industriens differentiering stiger samtidigt hermed." [1]

Men så står det store spørgsmål åbent: Hvordan og hvorledes når vi overhovedet frem til slutmålet for vore bestræbelser? Fra den videnskabelige socialismes standpunkt ytrer den historiske nødvendighed af en socialistisk omvæltning sig først og fremmest i det kapitalistiske systems voksende anarki, som også vil trænge det magtesløst ind i en blindgyde. Men antager man alligevel med Bernstein, at den kapitalistiske udvikling ikke går sin egen undergang i møde, så ophører socialismen med at være objektivt nødvendig. Tilbage af socialismens videnskabelige fundament står da kun to andre resultater af den kapitalistiske samfundsorden: produktionsprocessens samfundstilpasning og proletariatets klassebevidsthed. Dette har også Bernstein for øje, når han siger: "Den socialistiske tankeverden mister absolut intet i overbevisende kraft (ved opgivelse af sammenbrudsteorien). Thi når man ser rigtig til, hvad er så alle de af os opregnede faktorer, der fjerner eller modificerer de gamle kriser? Intet andet end samtidig forudsætning for og til dels endda begyndelse til samfundsovertagelse af produktion og varebytte." [2]

Der behøves dog endnu en kort diskussion for at bevise, at også dette er en fejlslutning.

Hvori består betydningen af de fænomener, som Bernstein kalder kapitalistiske tilpasningsmidler: Kartellerne, kreditten, de perfekte kommunikationsmidler, arbejderklassens forbedrede vilkår. Åbenbart deri, at de hindrer eller i al fald mildner de indre modsætninger i den kapitalistiske økonomi og derved forhindrer, at den udvikler og tilspidser sig.

Så betyder fjernelse af krisen ophævelse af modsætningen mellem produktion og varebytte på kapitalistisk basis, så betyder forbedring af arbejderklassens situation, delvis i form af overgang til middelstanden, udviskning af modsætningen mellem kapital og arbejde. Når kartellerne, kreditvæsenet, fagforeningerne osv. ophæver de kapitalistiske modsætninger, altså redder det kapitalistiske system fra undergang, bevarer kapitalismen - derfor kalder Bernstein dem jo tilpasningsmidler - hvordan kan de så samtidig udgøre ligeså mange "forudsætninger og til dels endda begyndelse til socialisme?" Åbenbart kun på den måde, at de bringer produktionens samfundsmæssige karakter stærkere til udtryk. Men samtidig med at de bevarer produktionen i dens kapitalistiske form, gør de omvendt denne samfundsmæssige produktions overgang til en socialistisk form overflødig. Derfor er de ikke historiske, men kun begrebsmæssige tilløb til eller forudsætninger for en socialistisk ordning, dvs. fænomener om hvilke vi på grund af vore forestillinger om socialismen ved, at de er beslægtet med. Men i virkeligheden fører de ingenlunde en socialistisk omvæltning med sig, de gør den tværtimod overflødig.

Tilbage bliver som begrundelse for socialismen kun proletariatets klassebevidsthed.

Men klassebevidstheden er i det givne tilfælde ikke helt enkelt et indre spejlbillede af kapitalismens stadig mere tilspidsede modsætninger og dens forestående undergang - dette er jo forebygget af tilpasningsmidlerne - men blot et ideal, hvis overbevisningskraft hviler på dets eget formodede fuldkommenhed.

Kort sagt, hvad vi opnår ved denne metode er en begrundelse for det socialistiske program gennem "ren erkendelse", det vil enklere sige en idealistisk begrundelse, mens den objektive nødvendighed falder bort dvs. begrundelsen ved forløbet af den materielle samfundsmæssige udvikling. Revisionismens teori står foran en enten/eller. Enten følger nu som før den socialistiske omdannelse som resultat af det kapitalistiske systems indre modsætninger og så udvikles med dette system dets indre modsætninger også med den og et sammenbrud i den ene eller anden form er på et eller andet tidspunkt det uundgåelige resultat. Men så er "tilpasningsmidlerne" altså også uvirksomme og sammenbrudsteorien rigtig. Eller også er ,,tilpasningsmidlerne" virkelig i stand til at forebygge det kapitalistiske systems sammenbrud - dvs. i stand til at gøre kapitalismen eksistensdygtig, til at ophæve dens modsætninger, men så hører socialismen op med at være en historisk nødvendighed og den kan da være, lige hvad man ønsker, men ikke et resultat af samfundets materielle udvikling.

Det ene dilemma fører det andet med sig: enten har revisionismen ret med hensyn til forløbet af den kapitalistiske udvikling og så forvandles samfundets socialistiske omdannelse til en utopi, eller også er socialismen ingen utopi, men så kan teorien om "tilpasningsmidlerne" heller ikke holde stik. That is the question - det er spørgsmålet.

2. Kapitalismens tilpasning

De vigtigste midler for den kapitalistiske økonomis tilpasning er efter Bernstein kreditvæsenet, forbedrede kommunikationsmidler og virksomhedssammenslutningerne.

For at begynde med kreditten, så har den mangfoldige funktioner i den kapitalistiske økonomi, men den vigtigste består som bekendt i udvidelse af produktionens ekspansionsmulighed og i at formidle og støtte varebyttet. Der, hvor den kapitalistiske produktion i sin tendens til grænseløs ekspansion når til privatejendommens grænser, støder på privatkapitalens begrænsede omfang, der indtræder kreditten, som det middel, der på kapitalistisk vis overvinder disse skranker, smelter mange private kapitaler sammen til én - aktieselskaber - og giver en kapitalist råderet over fremmed kapital - industriel kredit. På den anden side fremskynder den som kommerciel kredit omsætningen, altså kapitalens tilbagevenden til produktionen, dvs. hele produktionsprocessens kredsløb. Det er let at overse, hvilken virkning kredittens to vigtigste funktioner har på krisedannelsen. Når kriserne som bekendt hidrører fra modsætningen mellem ekspansionsmulighed, produktionens ekspansionstendens og den begrænsede konsumtionsmulighed, så er kreditten efter det ovenstående netop det specielle middel til så ofte som muligt at bringe denne modsætning til udbrud. Først og fremmest hæver den produktionens ekspansionsmulighed til enorme dimensioner og danner den indre drivkraft, som bestandig driver produktionen ud over markedets grænser. Men kreditten er et tveægget sværd. Har den en gang som faktor i produktionsprocessen fremmanet overproduktionen, så slår den under en krise i sin egenskab af omsætningens formidler de af den selv skabte produktivkræfter nok så grundigt i gulvet.

Ved de første tegn på standsning, skrumper kreditten sammen, lader omsætningen i stikken, der hvor den virkelig ville være nødvendig, viser sig som virknings- og formålsløs, der hvor den endnu er til rådighed og forringer således under krisen konsumtionsmuligheden til et minimum.

Foruden disse to meget vigtige resultater har kreditsystemet mange andre virkninger på krisedannelsen.

For kapitalisten er kreditten ikke bare en teknik, der lader ham råde over fremmed kapital, den ansporer ham også til dristig og hensynsløs anvendelse af andres ejendom til dumdristige spekulationer.

Kreditten skærper ikke blot krisen som et upålideligt omsætningsmiddel, men letter dens opståen og dens udbredelse: den forvandler hele handelen til et så sammensat og kunstigt maskineri med et mindstemål af metalpenge som reelt grundlag, og forvolder således ødelæggelse ved mindste anledning.

Således er kreditten - langtfra at være et middel til fjernelse eller endog bare til lindring af krisen, men derimod en særdeles mægtig faktor ved krisedannelsen. Og noget andet ville heller ikke være muligt. Kredittens specifikke funktion er - for at sige det helt enkelt - ikke andet end den at bandlyse den sidste rest af stabilitet i alle kapitalistiske forhold og overalt at fremskaffe den størst mulige elasticitet, for at gøre alle kapitalistiske kræfter elastiske, relative og fintfølende i videst mulige omfang.

Det ligger helt klart, at kriserne, der ikke er andet end det periodiske sammenstød af modgående kræfter i den kapitalistiske økonomi, kun lettes og skærpes heraf.

Men dette fører os straks til det andet spørgsmål, om hvorledes kreditten overhovedet kan optræde som et "kapitalismens tilpasningsmiddel". I hvilken forbindelse og i hvilken skikkelse tilpasningen end tænkes med kredittens hjælp, kan dens væsen åbenbart kun bestå deri, at et eller andet modsigelsesfyldt forhold i den kapitalistiske økonomi udlignes, en eller anden modsætning ophæves eller afsvækkes, og at der således på et eller andet punkt gives de indeklemte kræfter frit spillerum. Hvis der imidlertid findes et middel i den nuværende kapitalistiske økonomi, der får alle dens modsætninger til at tilspidses, så er det netop kreditten. Kreditten skærper modsætningen mellem produktionsform og omsætningsform, idet den spænder produktionen til det yderste, men lammer omsætningen ved ringeste anledning. Kreditten skærper modsætningen mellem produktions- og tilegnelsesform, idet den skiller produktionen fra ejendommen, idet den forvandler produktionskapitalen til noget samfundsmæssigt, men en del af profitten derimod til kapitalrente - altså til regulær privatejendom. Den skærper modsætningen mellem ejendoms- og produktionsforholdene, idet den forener uhyre produktionskræfter på få hænder ved at ekspropriere mange små kapitalister. Den skærper modsætningen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den kapitalistiske privatejendom, idet den nødvendiggør statens indblanding i produktionen (aktieselskaber).

Kort sagt, kreditten reproducerer alle den kapitalistiske verdens modsætninger, og driver dem op i en spids, den fremskynder den fart, som den iler sin egen ødelæggelse - sammenbruddet - i møde med. Det første tilpasningsmiddel for kapitalismen måtte altså med hensyn til kreditten bestå i at afskaffe kreditten, at sørge for at den kommer i tilbagegang. Som den er, danner den ikke et tilpasnings- men et ødelæggelsesmiddel af højst revolutionær virkning. Netop denne revolutionære - ud over kapitalismen rækkende - karakteregenskab hos kreditten har jo til og med ført til socialistisk prægede reformplaner og har fået kredittens store fortalere som f.eks. Isaac Péreire i Frankrig til - som Marx har sagt - at tage sig ud halvt som profeter og halvt som skurke.

Ved nærmere betragtning viser det andet "tilpasningsmiddel" i den kapitalistiske produktion - karteller og truster^C sig ligeså skrøbeligt. Ifølge Bernstein skulle de gennem regulering af produktionen standse anarkiet og forebygge kriser. Udviklingen af karteller og truster er ganske vist med deres mangesidige økonomiske virkninger endnu ikke udforskede forekomster. Dette fænomen udgør et problem, der kun kan løses gennem den marxistiske lære. Så meget er i hvert fald klart: der kan kun i stor målestok blive tale om en inddæmning af det kapitalistiske anarki gennem karteller, hvis karteller, truster osv. nærmer sig til at blive en almindelig herskende produktionsform. Men netop dette er udelukket ved kartellernes natur.

Det endelige økonomiske mål og virkningen af karteller består i at påvirke fordelingen af den på varemarkedet opnåede profitmasse ved at udelukke konkurrencen inden for en branche, så at andelen til kartellet stiger. Organisationen kan kun hæve profitraten i en industrigren på bekostning af en anden og derfor kan den netop umuligt få almen gyldighed. Udvidet til at gælde alle vigtige produktionsgrene ophæver den selv sin virkning. Men også inden for grænserne af deres praktiske anvendelse virker arbejdsgiverkartellerne netop modsat fjernelsen af det industrielle anarki. Den ovennævnte stigning i profitraten opnår kartellerne på egne markeder som regel ved at lade den overskudskapital, som de ikke kan anvende på eget marked, producere for udlandet til en meget lavere profitrate, idet de sælger deres varer meget billigere i udland end i indland. Resultatet er skærpet konkurrence i udlandet, øget anarki på verdensmarkedet, dvs. netop det omvendte af det, der skulle tilstræbes. Som eksempel herpå kan nævnes den internationale sukkerindustris historie.

Kort og godt, som fænomen i den kapitalistiske produktionsform behøver kartellerne vel kun at opfattes som et overgangsfænomen, som en bestemt fase i den kapitalistiske udvikling. Ja, faktisk! Til syvende og sidst er kartellerne vel egentlig et middel for den kapitalistiske produktionsmåde til at udskyde det katastrofale fald i profitraten for enkelte produktionsgrenes vedkommende. Men hvad er det for en metode kartellerne betjener sig af for at nå dette mål? I bund og grund ikke anden end at lægge en del af den akkumulerede kapital brak, dvs. den samme metode, som i en anden form kommer til anvendelse i kriserne. Men et sådant lægemiddel ligner sygdommen selv som to dråber vand og kan kun tjene som det mindste onde et vist stykke tid. Begynder afsætningsmarkedet at forringes, fordi verdensmarkedet er udviklet til det yderste og udmattet af de konkurrerende kapitalistiske lande - og det kan ikke bortforklares, at dette før eller senere indtræder - da antager den tvungne delvise braklægning af kapitalen et sådant omfang, at medicinen selv slår over i sygdom og den gennem organisation stærkt forenede kapital forvandler sig igen til privatkapital. Når det bliver svært at finde sin egen plads på afsætningsmarkedet, foretrækker enhver privat kapital at forsøge lykken på egen hånd. Organisationerne vil da briste som sæbebobler og igen gøre plads for en fri konkurrence i en højere form. ^D

I det hele taget fremtræder kartellerne altså også, ligesom kreditten, som bestemte udviklingsfaser, der i sidste omgang kun forstærker den kapitalistiske verdens anarki og bringer alle dens indre modsætninger til udtryk og modning. De skærper modsætningen mellem produktionsform og varebytteform, idet de driver kampen mellem producenter og konsumenter op i en spids, som vi ganske tydeligt netop oplever det i De forenede Stater. De forstærker yderligere modsætningerne mellem produktions- og erhvervelsesmåde, idet de på den mest brutale måde stiller arbejderstanden op mod den organiserede kapitals overmagt og således provokerer modsætningen mellem kapital og arbejde til det yderste.

Endelig skærper de modsætningen mellem den kapitalistiske verdensøkonomis internationale karakter og den kapitalistiske stats nationale karakter, idet de som en ledsagende omstændighed fører en almen toldkrig med sig og således skærper modsætningerne mellem enkelte kapitalistiske stater. Dertil kommer kartellernes direkte, højst revolutionerende virkning på produktionens koncentration, tekniske fuldkommengørelse osv.

Således fremtræder karteller og truster i deres endelige virkning på den kapitalistiske økonomi ingenlunde som et "tilpasningsmiddel", der udvisker modsætninger, men derimod som et af de midler, der har frembragt forøgelsen af kapitalismens eget anarki, fremhævelsen af dens egne modsætninger til fremskyndelse af dens egen undergang.

Men når kreditvæsen, karteller og lignende ikke kan afskaffe den kapitalistiske økonomis anarki, hvordan kan det så gå til, at vi ikke i tyve år - siden 1873 - har haft nogen almen handelskrise. Er det ikke et tegn på, at den kapitalistiske produktionsform i det mindste i hovedsagen faktisk har tilpasset sig samfundets behov og distanceret den af Marx givne analyse.

(Vi tror, at det nuværende vindstille på verdensmarkedet lader sig forklare på anden vis.

Man har vænnet sig til at betragte de hidtidige store periodiske handelskriser som de alderdomskriser, Marx har skematiseret i sin analyse. Den næsten 10-årige periodicitet i produktionscyklen synes at være den bedste bekræftelse på dette skema. Denne opfattelse hviler dog efter vor mening på en misforståelse. Ser man nærmere på de foreliggende årsager til alle hidtidige store internationale kriser, så må man nå til den overbevisning, at de ikke alle var udtryk for den kapitalistiske økonomis alderdomssvækkelse, men snarere dens børnesygdomme. Det er nok med en smule eftertanke for på forhånd at godtgøre, at kapitalismen i årene 1825, 1836, 1847 umuligt kunne frembringe produktivkræfternes periodiske, til fuld udfoldelse nåede uundgåelige tryk på markedsskrankerne, som det er påvist i Marx' skema, da kapitalismen jo i de fleste lande dengang endnu kun lå i svøb. ^E

I virkeligheden var krisen i 1825 et resultat af store projekter, gade- og vejanlæg, kanaler og gasværker, der i det foregående årti, som også krisen selv, havde fundet sted først og fremmest i England. Den følgende krise 1836-39 var ligeledes et resultat af kolossale selskabsdannelser ved anlæg af nye transportmidler. Krisen i 1857 blev som bekendt fremmanet af de febrilske engelske jernbaneselskabsdannelser (fra 1844-47 dvs. på tre år blev alene nye jernbaner for ca. 1½ milliard daler koncessioneret af det engelske parlament). I alle tre tilfælde er det altså forskellige former for kapitaløkonomiens nykonstituering, grundlæggelse af nye fundamenter i den kapitalistiske udvikling, der fører kriserne med sig. I året 1857 er det den pludselige åbning af nye afsætningsmarkeder for den europæiske industri i Amerika og Australien som følge af opdagelsen af guldminerne, i Frankrig specielt dannelsen af jernbaneselskaberne, hvor det trådte i Englands fodspor (i Frankrig blev fra 1852 til 1856 grundlagt nye jernbaner for 1¼ milliard francs).

Endelig er den store krise i 1873 som bekendt en direkte følge af den nykonstituering - storindustriens første stormløb i Tyskland og i Østrig - der fulgte af de politiske begivenheder i 1866 og 1871).

Det var altså hver gang den pludselige udvidelse af den kapitalistiske økonomis område og ikke en indsnævring af dens spillerum, ikke dens udmattelse, der gav anledning til handelskriserne. Det er en helt ydre, tilfældig forekomst, at disse internationale kriser netop gentog sig med 10 års mellemrum. Marx' skema for krisedannelse - som Engels har fremstillet det i "Anti-Dühring" og Marx i 1. og 3. bind af "Das Kapital" - passer på alle kriser for så vidt, som det afdækker deres indre mekanisme og deres dybtliggende almindelige årsager.

(Men i sin helhed passer dette skema snarere på en fuldkommen udviklet kapitalistisk økonomi, hvor verdensmarkedet forudsættes som noget allerede givet. Kun så kan kriserne på mekanisk vis gentages gennem produktions- og varebytteprocessens egen indre bevægelse, uden at der behøves en pludselig rystelse i produktions- og markedsforholdene på hin mekaniske måde, som Marx forudsætter i sin analyse. Når vi nu tydeliggør den nuværende økonomiske situation for os selv, så må vi i hvert fald medgive, at vi endnu ikke er trådt ind i denne fase af fuldkommen kapitalistisk modenhed, der forudsættes ved Marx' skema over krisernes periodicitet. Verdensmarkedet er stadig i udvikling. Tyskland og Østrig indtrådte først i 70'erne i den egentlige storindustrielle produktions fase, Rusland først i 80'erne, Frankrig er indtil nu for størstedelen endnu småindustriel, Balkanstaterne har endnu langtfra smøget naturaløkonomiens lænker af sig, og først i 80'erne er Amerika, Australien og Afrika trådt i livlig og regelmæssig handelsforbindelse med Europa.)

Når vi derfor på den ene side allerede har den kapitalistiske økonomis pludselige og springvise erobringer af nye områder bag os, som de periodisk optrådte indtil 70'erne og som havde de hidtidige kriser, så at sige ungdomskriserne, til følge, så er vi på den anden side endnu ikke nået frem til den grad af udvikling og afmatning af verdensmarkedet, som vil frembringe produktivkræfternes fatale, periodiske tryk på markedsgrænserne - de virkelig kapitalistiske alderdomssvækkelser. Vi befinder os i en fase, hvor krisen ikke mere ledsager kapitalismens fremkomst og endnu ikke dens undergang. Denne overgangsperiode karakteriseres også ved det gennemsnitligt matte forretningstempo, der snart har varet ca. 20 år, hvor korte opsvingsperioder veksler med lange depressionsperioder.

Men at vi ustandselig nærmer os begyndelsen til enden - perioden for den kapitalistiske slutkrise - det følger netop af de samme forekomster, der foreløbig betinger krisernes udebliven. Er verdensmarkedet en gang helt og holdent dannet og kan det ikke mere udvides ved nogen pludselig ekspansion og skrider samtidig arbejdets produktivitet ustandselig frem, så begynder før eller senere produktivkræfternes periodiske konflikter, konflikter der af sig selv ved deres gentagelse bliver stadig mere skarpe og mere stormfulde. Og hvis noget er specielt egnet til at nærme os denne periode, til hurtigt at skabe verdensmarkedet og hurtigt at udmatte det, så er det netop de fænomener - kreditvæsenet og de karteller og truster, som Bernstein bygger på som kapitalismens "tilpasningsmiddel". ^F

Den hypotese, at den kapitalistiske produktion kan "tilpasse" sig omsætningen, forudsætter en af to ting, enten at verdensmarkedet vokser ubegrænset og uendeligt eller omvendt, at produktivkræfterne bliver hæmmet i deres vækst, så de ikke iler forud for markedsgrænserne. Det første er en fysisk umulighed og mod det andet taler de kendsgerninger, at der uophørligt foregår tekniske omvæltninger på alle produktionsområder, der hver dag fremkalder nye produktivkræfter. Endnu et fænomen taler ifølge Bernstein mod det nævnte kapitalistiske udviklingsforløb: de middelstore foretagenders "næsten uafrystelige falanks", som han henviser os til. Han ser deri et tegn på, at den storindustrielle udvikling ikke har virket så revolutionerende og koncentrerende, som man måtte have ventet efter "sammenbrudsteorien".

Men her bliver han også offer for sine egne misforståelser. Det vil i virkeligheden sige at opfatte storindustriens udvikling helt galt, hvis man vil vente, at de middelstore virksomheder herved trinvis skulle forsvinde fra overfladen.

l den kapitalistiske udviklings almindelige forløb spiller netop efter Marx' hypotese småkapitalen rollen som pioner for den tekniske revolution, og det i dobbelt forstand, lige så meget med henblik på nye produktionsmetoder i gamle og befæstede brancher med faste rødder som med henblik på at skaffe nye produktionsgrene, der endnu ikke er helt udforsket af storkapitalen. Det er fuldkommen forkert, at opfatte den middelstore virksomheds historie som en lige linie ned mod trinvis undergang. Udviklingens virkelige forløb er også her rent dialektisk og bevæger sig stadig mellem modsætninger. Den kapitalistiske middelstand befinder sig fuldstændig ligesom arbejderklassen under indflydelse af to modsatte tendenser - én som hæver den op og én som trykker den ned. Den nedadgående tendens er her den stadige stigning i produktionens niveau, som i perioder overstiger omfanget af middelkapitalen og på den måde atter slår den ud af konkurrencen. Den opadgående tendens er den periodiske værdiforringelse af den forhåndenværende kapital, der igen for en tid sænker produktionens niveau, i overensstemmelse med værdien af det nødvendige kapitalminimum, ligesom den hæmmer den kapitalistiske produktions indtrængen i nye områder. De middelstore virksomheders kamp med storkapitalen kan ikke tænkes som et regelmæssigt slag, hvor den svagere parts tropper decimeres direkte og kvantitativt, men derimod som periodisk nedmejen af småkapitalen, der så igen hurtigt dukker op for på ny at blive mejet ned af storindustriens knokkelmand. Af begge de tendenser, der spiller bold med den kapitalistiske middelstand, sejrer i sidste runde den niveausænkende tendens - i modsætning til udviklingen i arbejderklassen. Men dette behøver absolut ikke at vise sig derved, at de middelstore virksomheder aftager i antal, men derimod for det første i det gradvist stigende kapitalminimum, der er nødvendigt for levedygtige virksomheder i de gamle brancher og for det andet i det stadig kortere tidsrum, hvori småkapitalen kan glæde sig over selvstændig udbytning (eksploitation) af nye brancher. Følgerne heraf vil blive en stadig kortere levetid for den individuelle småkapital og en stadig hurtigere skiften i produktionsmetoderne og investeringsformer og for hele denne klasse en stadig hurtigere social fluktuation.

Sidstnævnte ved Bernstein godt, og han slår det selv fast. Men hvad han synes at glemme er, at dermed er selve loven for de mellemstore kapitalistiske virksomheder givet. Hvis de små kapitaler er det tekniske fremskridts forkæmper, og det tekniske fremskridt er den kapitalistiske økonomis hovedpulsåre, så er småkapitalen åbenbart en uadskillelig ledsager til den kapitalistiske udvikling, som først kan forsvinde sammen med den. Den trinvise forsvinden af de mellemstore virksomheder - i den absolut summariske statistiks forstand, som det drejer sig om hos Bernstein - ville ikke, som Bernstein mener, betyde kapitalismens revolutionære udviklingsforløb, men snarere netop omvendt en standsning - en hendøen.

"Profitraten, dvs. den relative kapitaltilvækst er først og fremmest vigtig for alle kapitalaflæggere, der danner en selvstændig enhed. Og så snart kapitaldannelsen udelukkende falder i hænderne på nogle få store fuldt udviklede kapitalenheder ... så vil produktionens livgivende ild slukkes - den vil dø hen." ³

[Det bernsteinske tilpasningsmiddel viser sig således at være uden virkning, og de fænomener, som han forklarer som tilpasningssymptomer, må man søge at tilbageføre til helt andre årsager]. ^G

3. Socialismens gennemførelse ved sociale reformer

Bernstein forkaster "sammenbrudsteorien" som den historiske vej til virkeliggørelse af det socialistiske samfund. Hvilken er da vejen, der fra standpunktet om "kapitalismens tilpasningsteori" fører dertil? Bernstein har kun antydningsvis besvaret dette spørgsmål, men Konrad Schmidt har gjort forsøg på udførligere at fremstille det i Bernsteins ånd. ⁴ Ifølge ham vil ,,den faglige kamp og den politiske kamp for sociale reformer medføre en stadig mere udstrakt samfundsmæssig kontrol over produktionsbetingelserne" og ved lovgivning "degradere kapitalejeren til forvalter ved indskrænkning af hans rettigheder, indtil den blødgjorte kapitalist endelig afgiver sin ledelse og forvaltning af virksomheden, idet han ser sin ejendom blive stadig mere værdiløs for ham", for til slut at have gennemført den socialiserede bedrift.

Altså fagforeninger, sociale reformer og endelig, som Bernstein tilføjer, statens politiske demokratisering, det er midlerne til socialismens gradvise indførelse.

For at begynde med fagforeningerne, så består deres vigtigste funktion - ingen har fremstillet det bedre end Bernstein selv i året 1891 i "Die Neue Zeit" - deri, at de på arbejdernes side er midlet til at virkeliggøre den kapitalistiske lønningslov, dvs. salget af arbejdskraft til den øjeblikkelige markedspris. Fagforeningerne kan tjene proletariatet ved på ethvert tidspunkt at udnytte markedets givne konjunkturer for det. Men selv disse konjunkturer, dvs. for det første den af produktionstilstanden betingede efterspørgsel efter arbejdskraft, for det andet den af middelstandens proletarisering og arbejderklassens naturlige forplantning skabte tilgang af arbejdskraft og for det tredje af arbejdets øjeblikkelige produktivitetsgrad, ligger uden for fagforeningernes indflydelse. De kan derfor ikke omstyrte lønningsloven; i heldigste tilfælde kan de holde den kapitalistiske udbytning inden for de øjeblikkelige "normale" skranker, men ingenlunde trinvis ophæve selve udbytningen.

Konrad Schmidt kalder ganske vist den nuværende fagforeningsbevægelse for "svage begyndelsesstadier" og udtrykker sin tro på, at i fremtiden vil "fagforeningsbevægelsen vinde en stadig stigende indflydelse på reguleringen af produktionen".

Men som regulering af produktionen kan man kun forstå to ting: Indblanding i produktionsprocessens tekniske side og beslutning om selve produktionens omfang. Af hvilken natur kan fagforeningernes indflydelse være i disse to spørgsmål? Det er klart, at hvad angår produktionens teknik, falder kapitalistens interesser inden for visse grænser sammen med fremskridtet og udviklingen i den kapitalistiske økonomi. Det er egen nød, der ansporer kapitalisten til tekniske forbedringer. Den enkelte arbejders stilling er derimod netop modsat: Enhver teknisk omvæltning strider imod interesserne hos den arbejder, der direkte berøres deraf og forringer hans umiddelbare situation, idet den devaluerer arbejdskraften, og gør arbejdet mere intensivt, ensformigt og kvalfuldt. For så vidt som fagforeningen kan blande sig i produktionens tekniske side, kan dette åbenbart kun ske i de direkte berørte arbejdergruppers interesse, altså ved at fagforeningen modsætter sig reformer. Men i dette tilfælde handler fagforeningen ikke i hele arbejderklassens interesse og for dens frigørelse, der meget mere stemmer overens med det tekniske fremskridt og det vil sige med den enkelte kapitalists interesse, men går tværtimod reaktionens ærinde. Og i virkeligheden finder vi bestræbelser på at indvirke på produktionens tekniske side ikke i den fremtid, hvor Konrad Schmidt søger den, men i fagbevægelsens fortid. Disse bestræbelser er typiske for den ældre fase af den engelsk tradeunionisme (indtil 60'erne), der dengang endnu var tilknyttet middelalderlige - lavsprægede overleveringer og på karakteristisk måde var båret af den forældede grundtese om "den erhvervede ret til arbejde". ⁵ Fagforeningernes bestræbelser på at bestemme produktionens omfang og vareprisen er derimod et fænomen af ganske ny dato. Først i den allersidste tid ser vi - og igen kun i England - forsøg dukke op, der går i den retning. ⁶ Men efter deres karakter og tendens svarer også disse bestræbelser til det ovennævnte. Thi hvortil reduceres nødvendigvis fagforeningens aktive deltagelse ved beslutning om vareproduktionens omfang og pris? Til et kartel mellem arbejdere og arbejdsgivere rettet mod konsumenterne og - endog med brug af tvangsmæssige forholdsregler mod konkurrerende arbejdsgivere som på ingen måde står tilbage for den regelrette arbejdsgiversammenslutnings metoder. Derfor er dette i grunden ikke længere en kamp mellem arbejde og kapital, men kapitalens og arbejdskraftens solidariske kamp mod det konsumerende samfund. Efter sin sociale værdi er det en reaktionær begyndelse, der alene derfor ikke kan danne nogen etape i proletariatets frigørelseskampe, fordi det snarere fremstår som en direkte modsætning til en klassekamp.

Efter sin praktiske værdi er det en utopi, der aldrig kan strække sig over de større og for verdensmarkedet producerende brancher, hvilket man bliver klar over efter kort besindelse.

Fagforeningernes virksomhed begrænser sig altså i hovedsagen til lønkampen og forkortelse af arbejdstiden, dvs. blot til reguleringen af den kapitalistiske udbytning alt efter markedsforholdene. Efter sagens natur forbliver deres indflydelse på produktionsprocessen udelukket. ja, fagforeningernes udvikling går til og med lige i modsat retning af, hvad Konrad Schmidt mener, nemlig hen imod at løsrive arbejdsmarkedet fra dets direkte relationer med det øvrige vareniarked. Det mest betegnende herfor er den kendsgerning, at endog bestræbelserne på i det mindste passivt at sætte arbejdskontrakten i umiddelbar relation til den almindelige produktionssituation gennem systemet med glidende lønsatser nu er forældet af udviklingen, og at de engelske Trade Unions tager stadig mere afstand fra disse bestræbelser. ⁷

Men heller ikke inden for dens indflydelses faktiske grænser går fagbevægelsen en uindskrænket ekspansion i møde, som det er forudsat i teorien om kapitalens tilpasning. Lige omvendt! Holder man sig den sociale udvikling på længere sigt for øje, må man ikke udelukke den kendsgerning, at vi ikke går tider i møde, hvor fagforeningsbevægelsen vil opnå en sejrrig magtudfoldelse, men snarere voksende vanskeligheder. Har industriens udvikling nået sit højdepunkt og begynder verdensmarkedets kapital at save den gren den selv sidder på over, så bliver den faglige kamp dobbelt svær; for det første forværres markedets objektive konjunkturer for arbejdskraften, idet efterspørgslen falder langsommere, men udbuddet stiger hurtigere, som det nu er tilfældet, for det andet tiltager kapitalen sig des mere hårdnakket den produktionsandel, der tilkommer arbejderne, for at erstatte tabene på verdensmarkedet. Reducerede arbejdslønninger er jo et af de vigtigste midler til at sinke faldet i profitraten. ⁸ I England kan vi allerede se billedet af begyndelsen til fagbevægelsens andet stadium. Den reducerer sig nødtvungent til i stigende omfang at forsvare allerede opnåede positioner, og også dette bliver stadig sværere. Den politiske og socialistiske klassekamps opsving må være modstykket til det her skildrede udviklingsforløb.

Den samme fejl med omvendt historisk perspektiv begår Konrad Schmidt med hensyn til socialreformen, om hvilken han siger, at man "hånd i hånd med arbejdernes fagforeningskoalitioner" kan påtvinge kapitalistklassen de betingelser, hvorunder arbejdskraften skal anvendes. Overensstemmende med denne opfattelse af socialreformerne kalder Bernstein fabrikslovene et "stykke samfundskontrol" - og som sådan et stykke - socialisme. Konrad Schmidt siger også overalt, hvor han taler om statslig arbejderbeskyttelse "samfundsmæssig kontrol", og når han så lykkeligt har forvandlet staten til samfundet, fortsætter han trøstigt "dvs. den fremadstræbende arbejderklasse" og forvandler således ved denne operation det tyske forbundsråds harmløse arbejderbeskyttelsesbestemmelser til socialistiske overgangsforanstaltninger for det tyske proletariat.

Mystifikationen er her tydelig. Staten i dag er netop ikke noget samfund i "den fremadstræbende arbejderklasses" forstand, men det kapitalistiske samfunds repræsentant, dvs. en klassestat. Derfor er den af denne stat skabte socialreform heller ikke et udslag af "samfundskontrol" dvs. det frit arbejdende samfunds kontrol med egne arbejdsprocesser, men kapitalens klasseorganisations kontrol over kapitalens produktionsproces. Dér, dvs. i kapitalens interesser, finder også socialreformen sine naturlige skranker. Ganske vist ser Bernstein og Konrad Schmidt også heri nærværelsen af "svage begyndelsesstadier" og venter sig af fremtiden en i det uendelige voksende socialreform til fordel for arbejderklassen. Men derved begår de den samme fejl, som ved antagelsen om fagbevægelsens uindskrænkede magtudfoldelse.

Teorien om gradvis indførelse af socialismen ved sociale reformer forudsætter - og her er tyngdepunktet - en bestemt objektiv udvikling af såvel den kapitalistiske ejendom som af staten. Med hensyn til det første går den fremtidige udviklings skema - som Konrad Schmidt forudsætter det - i retning af at "degradere kapitalejeren til forvalter ved mere og mere at indskrænke hans rettigheder".

Stillet over for umuligheden af en pludselig ekspropriation af produktionsmidlerne udvikler Konrad Schmidt en teori om den trinvise tilegnelse. Til dette brug konstruerer han som en nødvendig forudsætning en opspaltning af ejendomsretten i en "overejendom", som han tilegner samfundet, og som vil udvides stadig mere, og en brugsret, der i kapitalistens hænder skrumper mere og mere ind til en blot og bar forvalten af hans virksomhed. Nu er denne konstruktion enten en harmløs leg med ord, som der ikke findes alvorlige tanker bagved. Så forbliver teorien om den gradvise ekspropriation uden enhver form for dækning. Eller også er det et alvorligt ment skema for den lovmæssige udvikling. Men så er det fuldkommen fejlagtigt. Opdelingen af de forskellige beføjelser, der ligger i ejendomsretten, til hvilke Konrad Schmidt tager sin tilflugt til forsvar for sin "trinvise ekspropriation" af kapitalen, er karakteristisk for det feudal-naturaløkonomiske samfund, hvor fordelingen af produkterne mellem de forskellige samfundsklasser gik for sig in natura og på grund af personlige relationer mellem feudalherrerne og deres undergivne. Ejendommens opløsning i ulige delrettigheder var her den på forhånd givne organisation til fordeling af de samfundsmæssige rigdomme. Med overgangen til vareproduktion og opløsning af alle personlige bånd mellem de enkelte deltagere i produktionsprocessen konsolideredes i stedet for forholdet mellem person og sag (objekt) - privatejendommen. Idet fordelingen ikke længere fuldbyrdes gennem personlige relationer, men gennem varebytte, måler man ikke længere kravene om andel i samfundets rigdomme i splittelsen af ejendomsretten til et fælles objekt, men i den af enhver til markedet bragte værdi. Det første omsving i retlige relationer, der ledsagede vareproduktionens fremkomst i middelalderens byfællesskaber, var også udviklingen af absolut lukket privatejendom under beskyttelse af de feudale retsforhold med delt ejendom. Men i den kapitalistiske produktion fortsætter denne udvikling. jo mere produktionsprocessen antager samfundsmæssige former, jo mere hviler fordelingsprocessen på rent varebytte, og jo mere uantastelig og lukket bliver den kapitalistiske privatejendom, og jo mere overgår kapitalejendommen fra at være en ret til produktet af eget arbejde til den klare ret til at tilegne sig andres arbejde. Så længe kapitalisten selv leder fabrikken er fordelingen endnu indtil en vis grænse knyttet til personlig deltagelse i produktionsprocessen.

I den målestok fabrikanternes personlige ledelse bliver overflødig og især i aktieselskaberne, skilles kapitalejendommen som retskrav ved fordelingen helt fra personlige relationer til produktionen og fremtræder i sin reneste og mest lukkede form. Først i aktiekapitalen og i den industrielle kreditkapital når den kapitalistiske ejendomsret sin fulde udvikling.

Konrad Schmidts historiske udviklingsskema for kapitalister, "fra ejer til forvalter", fremtræder dermed som et spejlvendt billede af den virkelige udvikling, der omvendt fører fra ejer og forvalter til udelukkende ejer.

Det går her Konrad Schmidt som Goethe:

Was er besitzt, das sieht er wie im Weiten,
Und was verschwand, wird ihm zu Wirklichkeiten.

Hvad han ejer, ser han som i det fjerne, og det forsvundne bliver for ham virkeligheden.

Og ligesom hans historiske skema økonomisk går tilbage fra det moderne aktieselskab til manufakturtidens fabrikker og endog til håndværkerens værksted, så vil det retsligt lægge den kapitalistiske verden tilbage i feudaltidens og naturalhusholdningens vugge.

Fra denne synsvinkel fremtræder også den ,samfundsmæssige kontrol" i et andet lys, end Konrad Schmidt ser den i.

Det, der i dag fungerer som "samfundsmæssig kontrol" - arbejderbeskyttelse, tilsyn med aktieselskaber osv. - har i virkeligheden ikke det ringeste at gøre med en del af ejendomsretten, med "overejendom". Den fungerer ikke som en indskrænkning i den kapitalistiske ejendom, men omvendt som dens beskyttelse. Eller for at tale økonomisk, så udgør den ikke et indgreb i den kapitalistiske udbytning, men en standardisering, en ordning af denne udbytning. Og når Bernstein stiller det spørgsmål, om en fabrikslov er meget eller lidt socialistisk, så kan vi forsikre ham om, at der i den allerbedste fabrikslov er nøjagtig lige så megen "socialisme" som i magistratsbestemmelserne om gaderengøring og tænding af gaslygterne, der jo også er en slags "samfundsmæssig kontrol".

4. Toldpolitik og militarisme

Den anden forudsætning for den gradvise indførelse af socialismen er ifølge Ed. Bernstein statens udvikling til samfund. Det turde ligge fast, at denne stat er en klassestat. Dog burde efter vor opfattelse heller ikke denne tese - som alt hvad der angår det kapitalistiske samfund - opfattes som værende stivnet og absolut gyldig, men som værende i stadig bevægelig udvikling.

Ved bourgeoisiets politiske sejr blev staten til en kapitalistisk stat. Ganske vist ændrer selve den kapitalistiske udvikling statens natur væsentligt, idet den stadig udvider sine indflydelsessfærer, stadig tildeler staten nye funktioner, og nødvendiggør statslig indsigt og kontrol specielt i spørgsmålene om det økonomiske liv. For så vidt forberedes gradvis statens fremtidige sammensmeltning med samfundet, således at statsfunktionerne vender tilbage til samfundet. I den forstand kan man her også tale om den kapitalistiske stats udvikling til samfund, og i den henseende er arbejderbeskyttelsen uden tvivl, som Marx sagde, ,"samfundets" første bevidste indblanding i den sociale livsproces - også på denne tese støtter Bernstein sig.

På den anden side fuldbyrdes en anden forandring i statens væsen ved den samme kapitalistiske udvikling. Staten af i dag er først og fremmest den herskende kapitalistklasses organisation. Når staten i den samfundsmæssige udviklings interesse overtager forskellige funktioner af almen interesse, så sker det kun når og såfremt disse interesser og den samfundsmæssige udvikling falder sammen med den herskende klasses interesse. Arbejderbeskyttelsen er for eksempel i lige så høj grad i kapitalistens klasseinteresse, som i samfundets som helhed. Men denne harmoni varer kun til et bestemt tidspunkt i den kapitalistiske udvikling. Hvis udviklingen har nået et bestemt højdepunkt, så begynder bourgeoisiets klasseinteresser og økonomiske fremskridtsinteresser at fjerne sig fra hinanden også i kapitalistisk forstand. Vi tror, at denne fase allerede er indtruffet, og dette ytrer sig i de to vigtigste fænomener i det nuværende sociale liv: I toldpolitikken og i militarismen. Begge - toldpolitikken såvel som militarismen - har i kapitalismens historie spillet deres uundværlige og for så vidt fremskridtsvenlige og revolutionære rolle. Uden toldbeskyttelsen ville storindustriens opvækst i de enkelte lande næppe have været mulig. Men i dag ligger tingene anderledes.

[I alle de vigtigste lande og da netop i dem, der for det meste driver toldpolitik, er den kapitalistiske produktion nået nogenlunde samme gennemsnit.] ^H

Fra den kapitalistiske udviklings synsvinkel, dvs. fra verdensøkonomiens synsvinkel, er det i dag ganske ligegyldigt, om Tyskland udfører flere varer til England eller omvendt. Set fra denne udviklings synsvinkel havde moren altså gjort sin pligt og kunne gå. Ja, han skulle gå. Ved den nuværende gensidige afhængighed mellem forskellige industrigrene må beskyttelsestolden på lige meget hvilke varer fordyre produktionen af andre varer i indlandet, dvs. igen hæmme industrien. Men sådan er synspunktet ikke for kapitalistklassens interesser. Industrien behøver ikke toldbeskyttelsen til sin udvikling, men arbejdsgiverne behøver den til beskyttelse af deres afsætning.

Dvs. at tolden i dag ikke længere tjener som beskyttelsesmiddel for en ekspanderende kapitalistisk produktion mod en anden, mere udviklet produktion, men som kampmiddel imellem internationale kapitalistgrupper. Tolden er endvidere ikke mere nødvendig som beskyttelsesmiddel for industrien for at danne og erobre et hjemmemarked, men et nok så uundværligt middel til kartelisering af industrien dvs. i de kapitalistiske producenters kamp med det konsumerende samfund. Endelig er kendsgerningerne - hvilket på grelleste måde markerer den nuværende toldpolitiks karakter - at den udslaggivende rolle nu overalt spilles af landbruget og overhovedet ikke af industrien, dvs. at toldpolitikken egentlig er blevet et middel til at omskabe feudale interesser i kapitalistisk form og bringe dette til udtryk.

Den samme forvandling er sket med militarismen. Når vi betragter historien - ikke som den kunne eller skulle have været, - men som den i virkeligheden har været, så tvinges vi til at konstatere, at krigen udgør en uundværlig faktor i den kapitalistiske udvikling.

Amerikas forenede Stater og Tyskland, Italien og Balkanstaterne, Rusland og Polen kan alle takke krigene - sejr eller nederlag underordnet - for betingelser for eller impulserne til den kapitalistiske udvikling. Så længe der fandtes lande, der måtte overvinde deres indre splittelse eller deres af naturaløkonomien betingede isolation, spillede også militarismen en revolutionær rolle i kapitalistisk forstand. I dag ser også her tingene anderledes ud.

[Militarismen har ikke flere lande, der skal erobres for kapitalismen.] ^I

Når verdenspolitikken er blevet til teater for truende konflikter så drejer det sig om erobring af nye lande for kapitalismen eller om færdige europæiske modsætninger, der har forplantet sig til andre verdensdele, og dér er kommet til udbrud. Hvad der i dag står ansigt til ansigt med våben i hånd, lige meget om det er i Europa eller i andre verdensdele, er ikke på den ene side kapitalistiske og på den anden side naturaløkonomiske lande, men stater, der netop er drevet ud i konflikten på grund af ligheden i deres højkapitalistiske udvikling. For denne udvikling kan konflikten, når den bryder igennem, ganske vist under disse omstændigheder være af fatal betydning, idet den medfører de dybeste rystelser og omvæltninger i alle de kapitalistiske landes økonomiske liv. Men sagen tager sig anderledes ud for kapitalistklassen. For den er militarismen i dag blevet uundværlig i tredobbelt forstand: For det første som kampmiddel for konkurrerende "nationale" interesser mod andre nationale grupper, for det andet som det vigtigste investeringsobjekt for såvel finans- som industrikapitalen og for det tredje som klassens herrevælde i hjemlandet imod det arbejdende folk - alle sammen interesser, der for så vidt ikke har noget tilfælles med den kapitalistiske produktionsforms fremskridt. Og hvad der allerbedst forråder den nuværende militarismes specifikke karakter, er for det første den overalt væddeløbsagtige vækst, så at sige gennem en egen, indre, mekanisk drivkraft, en foreteelse, et fænomen som for et par årtier siden var helt ukendt, for det andet det uundgåelige, det fatale i den kommende eksplosion på grund af det umulige i samtidigt og fuldkomment at fastslå anledningen, de implicerede stater, stridens genstand og alle nærmere omstændigheder.

Fra at være en drivkraft for den kapitalistiske udvikling er også militarismen blevet til en kapitalistisk sygdom.

Ved den fremlagte spaltning mellem den samfundsmæssige udvikling og de herskende klasseinteresser stiller staten sig på de sidstes side. Den optræder i sin politik, ligesom bourgeoisiet, i modsætning til den samfundsmæssige udvikling, den mister således i stadig højere grad sin karakter af repræsentant for det samlede samfund og bliver i samme målestok stadig mere og mere en ren klassestat.

Eller for at sige det rigtigere, disse dens to egenskaber skiller sig fra hinanden og tilspidser sig til en modsætning inden for statens væsen. Og denne modsætning skærpes dag for dag.

På den ene side vokser den almene karakter af statens funktioner, dens indgriben i det samfundsmæssige liv, dens "kontrol" hermed, men på den anden side tvinger statens klassekarakter den til i stigende grad at forlægge tyngdepunktet for sin virksomhed og sine magtmidler til områder, der kun er nyttige for bourgeoisiets klasseinteresser og kun af negativ betydning for samfundet, militarismen, told- og kolonipolitikken. For det andet bliver den "samfundsmæssige kontrol" derved også mere og mere gennemsyret og behersket af klassekarakteren (se håndhævelsen af arbejderbeskyttelsen i alle lande).

Den omtalte forvandling i statens væsen modsiger ikke, men stemmer desto mere fuldkomment overens med demokratiets udvikling, i hvilken Bernstein netop ser midlet til socialismens gradvise indførelse.

Som Konrad Schmidt udtrykker det, skal opnåelse af socialdemokratisk flertal i parlamentet endog være den lige vej til denne trinvise socialisering af samfundet. Det politiske livs demokratiske former er nu uden tvivl et fænomen, der på klarest mulig måde udtrykker statens udvikling til samfund og for så vidt danner en etape i den socialistiske omvæltning. Men dobbeltheden i den kapitalistiske stats væsen, som vi har karakteriseret den, bringes endnu grellere for dagen i den moderne parlamentarisme. Efter sin form tjener parlamentarismen til at bringe alle samfundets interesser til udtryk i den statslige organisation. Men på den anden side er det dog kun det kapitalistiske samfund, dvs. et samfund, hvor de kapitalistiske interesser er udslaggivende, som staten giver udtryk for. De formelt set demokratiske institutioner bliver også i deres indhold til de herskende klasseinteressers værktøj. Dette bringes for dagen på endnu mere håndgribelig måde ved den kendsgerning, at demokratiet viser tendens til at fornægte klassekarakter og slå om i at være værktøj for folkets virkelige interesser, så bliver de demokratiske former selv offer for bourgeoisiet og dets statslige repræsentation. Ideen med socialdemokratisk parlamentsflertal synes, når man tager hensyn til dette, derfor at være en kalkulation, der - helt i den borgerlige liberalismes ånd - kun regner med demokratiets ene formelle side, mens den helt undlader at regne med dets anden side - det reelle indhold. Og hele parlamentarismen fremstår ikke som et umiddelbart socialistisk element, der gradvis gennemsyrer det kapitalistiske samfund, som Bernstein antager, men omvendt som den borgerlige klassestats specifikke middel til at bringe de kapitalistiske modsætninger til modning og udfoldelse.

l betragtning af statens objektive udvikling forvandles Bernsteins og Konrad Schmidts tese om den voksende "samfundsmæssige kontrol", der direkte fører socialismen med sig, til en frase, der for hver dag kommer mere i konflikt med virkeligheden.

Teorien om den trinvise indførelse af socialismen går ud på en gradvis reformering af den kapitalistiske ejendom og den kapitalistiske stat i socialistisk forstand. Begge udvikler sig dog i kraft af objektive processer i det nuværende samfund i lige modsat retning. Produktionsprocessen bliver stadig mere samfundspræget og statens indblanding i og kontrol med denne produktionsproces bliver stadig bredere. Men samtidig antager privatejendommen stadig mere form af en ubesmykket kapitalistisk udbytning af fremmed arbejdskraft, og den statslige kontrol bliver stadig mere gennemtrængt af deciderede klasseinteresser.

Idet således staten, dvs. den politiske organisation, og ejendomsforholdene, dvs. kapitalismens retslige organisation, bliver mere og mere kapitalistisk og ikke socialistisk i kraft af udviklingen, så stilles teorien om den gradvise indførelse af socialismen over for to uovervindelige vanskeligheder.

Fouriers idé om at forvandle al jordens havvand til limonade ved hjælp af phalanstere-systemet var yderst fantastisk. Men Bernsteins idé om at forvandle havet af kapitalistisk bitterhed til et socialistisk sodavandshav ved at tilsætte nogle flasker af socialreformistisk limonade er kun mere usmagelig, men ikke en smule mindre fantastisk.

Produktionsforholdene i det kapitalistiske samfund nærmer sig i stigende grad produktionsforholdene i det socialistiske, men de politiske og retslige forhold rejser derimod en stadig højere mur mellem det kapitalistiske og det socialistiske samfund. Denne mur bliver ikke gennemhullet af de sociale reformers og demokratiets udvikling, men bliver snarere gjort stærkere og stivere heraf. Hvad den kan nedrives af, er kun revolutionens hammerslag, dvs. proletariatets erobring af den politiske magt.

5. Revisionismens praktiske konsekvenser og almene karakter

Vi har i første kapitel forsøgt at klargøre, at den bernsteinske teori fjerner det socialistiske program fra dets materielle grundlag og giver det en idealistisk basis. Dette angår socialismens teoretiske fundament. Men hvordan ser nu teorien ud omsat i praksis. Formelt set skiller den sig i begyndelsen ikke ud fra den hidtil udøvede praksis i den socialdemokratiske kamp. Fagforeninger, kampen for sociale reformer og for de politiske institutioners demokratisering, det er nemlig, hvad det formelle indhold i den socialdemokratiske partivirksomhed allerede udgør. Forskellen ligger altså ikke i, hvad man skal gøre, men hvordan. Som tingene ligger nu, bliver den faglige og parlamentariske kamp opfattet som et middel til at opdrage proletariatet og gradvis føre det frem til at gribe den politiske magt. Efter den revisionistiske opfattelse skal kampen for disse ting blot føres med henblik på de umiddelbare resultater, dvs. for at hæve arbejderens materielle situation, for trinvis at indskrænke den kapitalistiske udbytning og for at udvide samfundets kontrol, under hensyn til det umulige og formålsløse ved at gribe magten. Når vi ser bort fra målet i umiddelbart at forbedre arbejderens situation, da det er fælles både for den opfattelse, partiet hidtil har fulgt, og den revisionistiske, så ligger hele forskellen kort og godt heri: Efter den gængse opfattelse består den politiske og faglige kamps betydning deri, at den forbereder proletariatets, dvs. den socialistiske omvæltnings subjektive faktor, på gennemførelsen af denne omvæltning. Ifølge Bernstein består betydningen i, at den faglige og politiske kamp gradvis indskrænker selve den kapitalistiske udbytning, stadig fratager det kapitalistiske samfund dets kapitalistiske karakter og udmønter det socialistiske, med andre ord, det skal medføre den socialistiske omvæltning i objektiv forstand. Ser man nøjere på det, er de to opfattelser lige modsat hinanden. Efter den af partiet udøvede opfattelse når proletariatet gennem den faglige og politiske kamp til overbevisningen om det umulige i at ændre vilkårene fra grunden af gennem denne kamp og indser uundgåeligheden i til slut at gribe den politiske magt. Ifølge Bernsteins opfattelse går man ud fra det umulige i at gribe den politiske magt som en forudsætning og vil indføre det socialistiske system udelukkende gennem faglig og politisk kamp.

Den faglige og politiske kamps socialistiske karakter ligger altså efter den bernsteinske opfattelse i troen på dens trinvise socialiserende indflydelse på den kapitalistiske økonomi.

Men en sådan indflydelse er i virkeligheden den blotte indbildning, hvad vi også har forsøgt at fremstille. De kapitalistiske ejendoms- og statsinstitutioner udvikler sig i stik modsat retning. Men dermed mister socialdemokratiets praktiske daglige kamp i sidste omgang enhver forbindelse til socialismen. Den store socialistiske betydning af den faglige og politiske kamp består deri, at den socialiserer erkendelsen, proletariatets bevidsthed og organiserer det som klasse. Hvis man opfatter denne kamp som middel til umiddelbar socialisering af den kapitalistiske økonomi, mister den ikke blot den virkning, man har tillagt den, men også dens anden betydning: Den ophører med at være det middel, hvormed man kan skole arbejderklassen til den proletariske magtovertagelse.

Det beror derfor på en fuldstændig misforståelse, når Eduard Bernstein og Konrad Schmidt beroliger sig selv med, at arbejderbevægelsens endemål ikke vil gå tabt ved indskrænkning af hele kampen til sociale reformer og fagbevægelse, fordi hvert skridt på denne vej fører ud over sig selv og som tendens indebærer det socialistiske mål ligesom bevægelsen selv. Dette er rigtignok i høj grad tilfældet ved det tyske socialdemokratis nuværende taktik, dvs. når den bevidste og faste bestræbelse på at erobre den politiske magt som en ledestjerne går i forvejen for fagforeningers kamp og arbejdet for sociale reformer. Løsner man dog denne på forhånd givne bestræbelse fra bevægelsen, og opstiller man dernæst socialreformen som et mål i sig selv, så fører det ingenlunde til virkeliggørelse af det socialistiske endemål, men lige omvendt. Konrad Schmidt forlader sig ganske enkelt på den, om man så må sige, mekaniske bevægelse, der én gang bragt i drift, ikke af sig selv igen kan standse, på grund af den enkle tese, at appetitten kommer, mens man spiser, og at arbejderklassen aldrig kan lade sig nøje med reformer, så længe den socialistiske omvæltning ikke er fuldendt. Den sidste forudsætning er rigtignok korrekt, og dette borger selv den kapitalistiske socialreforms utilstrækkelighed for. Men den deraf dragne slutning kunne da kun være sand, hvis en ubrudt kæde af fortløbende og stadigt voksende socialreformer fra den nuværende samfundsorden umiddelbart til den socialistiske lader sig konstruere. Men det er fantasi. Ifølge sagens natur brydes kæden snarere og de veje, som bevægelsen fra dette punkt kan slå ind på, er mangfoldige.

Som det mest nærliggende og sandsynlige følger da en forskydning i taktikken i retning af med alle midler at muliggøre de praktiske resultater af kampen, nemlig de sociale reformer. Det uforsonlige, hårde klassestandpunkt, der kun har mening med henblik på en tilstræbt politisk magtovertagelse vil i stigende grad blive en blot og bar forhindring, når umiddelbar, praktisk succes bliver hovedformålet.

Det næste skridt er altså "kompensationspolitik" - eller for at sige det på godt tysk studehandelspolitik og en forsonlig, klog holdning, såkaldt statsmandsværk. Men bevægelsen kan heller ikke længe forblive stående. Thi da socialreformen er og bliver en tom skal i den kapitalistiske verden, kan man anvende, hvad taktik man vil, det næste logiske skridt er skuffelse også over socialreformen, dvs. den rolige havn, hvor professorerne Schmoller og co. nu har kastet anker, efter også på det socialreformistiske hav at have gennemstuderet både den store og lille verden for til sidst at lade alt gå, som Gud vil. ⁹ Socialismen følger altså ikke af sig selv og under alle omstændigheder som det heldige resultat af arbejderklassens daglige kamp. Den er kun et resultat af de modsætninger, der stadig tilspidses i den kapitalistiske økonomi og af arbejderklassens erkendelse af nødvendigheden af dens ophævelse gennem en social omvæltning. Lyver man om det ene, og forkaster man det andet, som revisionismen gør, så reduceres arbejderbevægelsen derefter til simpel fagforeningspusleri, og socialreforméren fører til sidst ved sin egen tyngde til, at klassestandpunktet forlades.

Disse konsekvenser bliver også indlysende, når man betragter den revisionistiske teori fra en anden side og stiller spørgsmålet: Hvad er denne opfattelses almene karakter? Er det klart, at revisionismen ikke hviler på de kapitalistiske forholds grundpiller og ikke sammen med borgerlige økonomer bortforklarer kapitalismens modsætninger. Revisionismen går snarere i sine teorier ud fra eksistensen af disse modsætninger som forudsætning ligesom den marx'ske opfattelse.

Men på den anden side støtter revisionismen sig i teorien ikke på ophævelsen af disse modsætninger ved deres egen lovbestemte udvikling, og dette er vel kernepunktet i den revisionistiske opfattelse overhovedet og den grundlæggende forskel fra den hidtil anvendte socialdemokratiske opfattelse. Revisionismen står midt imellem begge yderpunkterne, den vil ikke bringe de kapitalistiske modsætninger til fuld modenhed og ophæve dem ved en revolutionær omvæltning, men den vil afstumpe dem, knække spidsen af dem. Således skal krisernes udebliven og kartellerne afstumpe modsætningen mellem produktion og varebytte, således skal forbedringen af proletariatets situation og middelstandens fortsatte eksistens afstumpe modsætningen mellem kapital og arbejde, og således skal den voksende kontrol og demokratiet ændre, tilsløre modsigelsen mellem klassestat og samfund.

Ganske vist består den gængse socialdemokratiske taktik heller ikke i, at vente til de kapitalistiske modsætninger når deres yderste udvikling og dermed slår om. Omvendt støtter vi os på udviklingens én gang erkendte retning, men driver i den politiske kamp dens konsekvenser til yderpunkter, hvori enhver revolutionær taktiks væsen jo består. Derfor bekæmper socialdemokratiet for eksempel tolden og militarismen til enhver tid og ikke først, når deres reaktionære karakter helt er brudt frem. Men Bernstein støtter sig i sin taktik slet ikke på videreudviklingen og skærpelsen, men på de kapitalistiske modsætningers afrunding. Han har selv givet udtryk for dette på den mest betegnende måde, idet han taler om en "tilpasning" af den kapitalistiske økonomi. Hvordan skulle en sådan opfattelse dog være rigtig? Alle modsætninger i det nuværende samfund er simpelthen resultater af den kapitalistiske produktionsform. Forudsætter vi, at denne produktionsform udvikler sig yderligere i den hidtil angivne retning, så må også alle dens konsekvenser uadskilleligt udvikle sig sammen med den og tilspidse og skærpe modsætningerne i stedet for at afstumpe dem. Det sidste skulle altså omvendt som betingelse forudsætte, at den kapitalistiske produktionsform blev hæmmet i sin udvikling. Altså med andre ord, forudsætningen for Bernsteins teori er en stilstand i den kapitalistiske udvikling.

Men dermed fordømmer teorien sig selv og dette endda i dobbelt forstand. Thi for det første blotlægger den sin utopiske karakter med hensyn til det socialistiske slutmål - det må på forhånd ligge klart, at en forsumpet kapitalistisk udvikling ikke kan føre til en socialistisk omvæltning - og her har vi bekræftelsen på vor fremstilling af teoriens praktiske konsekvenser. For det andet afslører teorien sin reaktionære karakter med hensyn til den i virkeligheden hurtige kapitalistiske udvikling, der er i gang. Nu trænger spørgsmålet sig på: Hvordan kan den bernsteinske opfattelsesmåde med hensyn til denne reelle kapitalistiske udvikling forklares eller rettere karakteriseres?

At de økonomiske forudsætninger, som Bernstein i sin analyse af de nuværende sociale forhold går ud fra - hans teori om den kapitalistiske "tilpasning" - er uholdbare, mener vi at have påvist i første afsnit. Vi har set, at hverken kreditvæsenet eller kartellerne kan opfattes som "tilpasningsmidler" til den kapitalistiske økonomi, ligesom hverken den midlertidige udebliven af kriser eller middelstandens fortsatte beståen kan opfattes som symptomer på den kapitalistiske tilpasning. Men alle de nævnte detaljer i tilpasningsteorien har endnu et fælles karakteristisk træk - bortset fra dens direkte fejlagtighed. Denne teori opfatter ikke alle det økonomiske livs behandlede fænomeners organiske tilknytning til den kapitalistiske udvikling som helhed og i sammenhæng med hele den økonomiske mekanisme, men som revet ud af denne sammenhæng, som noget selvstændigt bestående, som disjecta membra (ødelagte dele) af en livløs maskine. Som f.eks. opfattelsen af kredittens tilpasningsvirkning. Holder man sig kreditten for øje som et naturligt højere stadium i bytteprocessen og sammenhængende med alle det kapitalistiske varebyttes iboende modsigelser, så kan man umuligt se den som et eller andet - ligesom uden for bytteprocessen stående, mekanisk tilpasningsmiddel - ligeså lidt som man kan anse pengene, varerne og kapitalen som et "tilpasningsmiddel" til kapitalismen. Men kreditten er absolut ikke i ringere grad end penge, varer og kapital et organisk led i den kapitalistiske økonomi på et vist trin af dens udvikling, og danner på dette trin ligesom de andre faktorer et uundværligt mellemled i maskineriet, men også et ødelæggelsesvåben, idet den øger økonomiens indre modsætninger.

Ganske det samme gælder kartellerne og de forbedrede kommunikationsmidler.

Den samme mekaniske og udialektiske opfattelse ligger yderligere i den måde, hvorpå Bernstein optager de udeblevne kriser som et symbol på den kapitalistiske økonomis ,,tilpasning". For ham er kriserne ganske enkelt forstyrrelser i den økonomiske mekanisme, og udebliver de, så kan mekanismen åbenbart funktionere glat. Men kriserne er i virkeligheden ikke "forstyrrelser" i egentlig forstand, eller rettere sagt, de er forstyrrelser, men den kapitalistiske økonomi kan overhovedet ikke klare sig uden dem.

For at udtrykke det kort, det er nu engang en kendsgerning, at kriserne danner den på kapitalistisk basis eneste mulige og derfor ganske normale metode til periodisk løsning af spaltningen mellem produktionens uindskrænkede ekspansionsdygtighed og afsætningsmarkedets snævre grænser, og derfor er kriserne også uadskillelige organiske fænomener i hele den kapitalistiske økonomi.

I en "uforstyrret" fortsættelse af den kapitalistiske produktion ligger derimod farer, der er større end selve kriserne, nemlig risikoen for kontinuerligt fald i profitraten, som er et resultat af arbejdets øgede produktivitet og ikke af modsætningen mellem produktion og udbytte. Den faldende profitrate har den højst farlige tendens, at den umuliggør alle små og middelstore kapitalmængder og således begrænser nydannelserne og dermed investeringerne. Netop kriserne, som er en anden konsekvens af samme proces, bevirker ved kapitalens periodiske værdiforringelse, ved produktionsmidlernes billiggørelse og ved lammelse af en del af den virksomme kapital straks, at profitraten hæves og så skaffer plads for nyinvesteringer og dermed for nye fremskridt i produktionen. Således optræder kriserne som middel til at puste til og opflamme den kapitalistiske udviklings ild igen og igen, og hvis de udebliver - ikke i bestemte udviklingsfaser på verdensmarkedet, som vi antager det, men helt og holdent, så ville de snart bringe den kapitalistiske økonomi direkte ud i uføret og ikke, som Bernstein mener, på den grønne gren. Med den mekaniske opfattelsesmåde, der kendetegner hele tilpasningsteorien vrøvler Bernstein om krisernes positive betydning, og om uundværligheden af de altid igen opkommende nyinvesteringer af lille og middelstor kapital, idet det for ham står, som om småkapitalens genfødsel er et tegn på kapitalistisk stilstand, og ikke som i virkeligheden den normale kapitalistiske udvikling.

Der findes imidlertid en synsvinkel, hvorfra alle behandlede fænomener virkelig tager sig ud, som de er sammenfattet i "tilpasningsteorien", nemlig den enkelte kapitalists synsvinkel. Han ser nemlig det økonomiske livs fakta forvansket gennem konkurrencens love.

Først og fremmest ser den enkelte kapitalist ethvert organisk led i økonomien som et selvstændigt hele, og desuden ser han også kun de faktorer, der indvirker på ham i hans egenskab af kapitalist. Derfor opfatter han de økonomiske fænomener blot som "forstyrrelser" eller "tilpasningsmidler".

For den enkelte kapitalist er kriserne blot forstyrrelser, og deres udebliven forlænger hans overlevelsesfrist, og for ham er kreditten ligeledes et middel til at "tilpasse" hans utilstrækkelige produktivkræfter til markedets krav, og for ham ophæver det kartel, som han indtræder i, anarkiet indenfor produktionen.

Kort sagt er den bernsteinske tilpasningsteori ikke andet end en teoretisk generalisation af den enkelte kapitalists opfattelse af forholdene. Men hvad er denne opfattelse teoretisk udtrykt andet end det væsentlige og karakteristiske i den borgerlige vulgærøkonomi? Alle denne skoles økonomiske fejltagelser hviler netop på den misforståelse, at den fejlagtigt tager konkurrencens foreteelser, set gennem den enkelte kapitalists øjne, for fænomener, der er gyldige for hele den kapitalistiske økonomi. Og i lighed med Bernsteins opfattelse af kreditsystemet, så opfatter vulgærøkonomien til og med også pengene som et hensigtsmæssigt tilpasningsmiddel ved behovet for varebytte. Den søger også i selve de kapitalistiske fænomener modgiften mod det kapitalistiske onde, den tror - som Bernstein - på muligheden af at regulere den kapitalistiske økonomi og munder endelig ligesom Bernsteins teori ud i at ville afstumpe de kapitalistiske modsætninger og lappe på kapitalismens sår; det vil med andre ord sige at den munder ud i en reaktionær og ikke en revolutionær fremgangsmåde og dermed i utopien.

Den revisionistiske teori taget i sin helhed kan altså karakteriseres på følgende måde: den er den socialistiske forsumpningsteori, vulgærøkonomisk begrundet med en teori om den kapitalistiske forsumpning.

Anden del^J

1. Den økonomiske udvikling og socialismen

Den største landvinding i den proletariske klassekamps udvikling var opdagelsen af, at de økonomiske forhold i det kapitalistiske samfund kunne anvendes som udgangspunkt for socialismens virkeliggørelse. Derigennem er socialismen fra at være et "ideal", der foresvævede menneskeheden i årtusinder, blevet til en historisk nødvendighed.

Bernstein bestrider eksistensen af disse økonomiske forudsætninger for socialismen i det nuværende samfund. Derved gennemgår han selv en interessant udvikling i sin bevisførelse. I begyndelsen i "Die Neue Zeit" bestrider han blot hurtigheden i industriens koncentration og støtter dette på en sammenligning med resultaterne af erhvervsstatistikken i Tyskland fra 1895 og 1882. Dertil må han - for at bruge disse resultater til sit formål - tage sin tilflugt til ganske summariske og mekaniske metoder. Men selv i gunstigste fald kunne Bernstein ikke ramme Marx' analyse med sin henvisning til de middelstore virksomheders udholdenhed. Thi denne forudsætter hverken et bestemt tempo i industriens koncentration, dvs. en bestemt frist for det socialistiske endemåls virkeliggørelse eller, som vi også har påvist, en absolut forsvinden af småkapitalen, dvs. småborgerskabets forsvinden, som betingelse for socialismens mulighed for realisering.

I den videre udvikling af sine hensigter giver Bernstein nu i sin bog nyt bevismateriale, nemlig aktieselskabsstatistikken, der skal godtgøre, at aktionærernes antal stadig øges, at kapitalistklassen slet ikke smelter sammen, men derimod stadig bliver større. Det er forbløffende, hvor lidt Bernstein kender til det forhåndenværende materiale, og i hvor ringe grad han ved at bruge det til sin fordel.

Ville han med aktieselskaberne bevise noget, der modsiger den marxistiske lov om den industrielle udvikling, så skulle han have bragt ganske andre tal. Thi enhver, der kender til aktieselskabernes grundlæggelseshistorie i Tyskland, ved nemlig, at den gennemsnitlige grundkapital for et foretagende i en sådan selskabsdannelse snarere er i noget nær regelmæssig aftagen. Således androg denne kapital før 1871 ca. 10,8 millioner mark, 1871 kun 4,01 millioner mark, 1873 3,8 millioner mark, 1883 til 1887 mindre end 1 million mark, 1891 kun 0,56 millioner mark, 1892 0,62 millioner mark. Siden har beløbet svinget omkring 1 million mark og derefter er det igen faldet fra 1,78 millioner mark i året 1895 til 1,19 millioner mark i 1. semester af 1897.¹⁰

Ejendommelige tal! Bernstein ville øjensynlig ganske simpelt dermed konstruere en kontramarxistisk tendens i storforetagenders tilbagegang til småforetagender. Men i så tilfælde kan hvem som helst svare ham igen: Når De vil bevise noget med denne statistik, så må De først og fremmest bevise, at det drejer sig om de samme industrigrene, at de små virksomheder nu træder i stedet for de store, gamle og ikke der, hvor det indtil nu var enkeltkapitalen eller endda håndværk eller dværgvirksomheder. Men dette bevis lykkes det Dem ikke at bringe, thi overgangen fra kæmpemæssige aktieselskabsdannelser til mellemstore eller små er netop kun til at forklare derved, at aktieselskabsformen trænger ind i stadig flere brancher, og hvis det i begyndelsen kun duede til få kæmpeforetagender, har det nu i stigende grad tilpasset sig det middelstore foretagende, ja her og der endda de små virksomheder. (Selv aktieselskabsdannelser på under 1000 mark forekommer).

Men hvad betyder aktieselskabsformens stadig større udbredelse nationaløkonomisk set. Den betyder produktionens fremadskridende forening med samfundet på kapitalistisk vis, ikke kun med hensyn til kæmpeproduktionen, men også med hensyn til middel- og endda småproduktionen, altså noget, der ikke modsiger Marx' teori, men bekræfter den på mest indlysende måde.

Hvori består da aktieselskabsdannelsens særlige økonomiske træk? På den ene side i foreningen af mange små formuer til én produktionskapital, og på den anden side i adskillelsen mellem produktion og kapitalejendom, altså en dobbeltsidig overvindelse af den kapitalistiske produktionsform - stadig på kapitalistisk basis. Hvad betyder Bernsteins statistik, jævnfør dette hvor et stort antal aktionærer er delejere i et foretagende? Faktisk ikke andet end at et kapitalistisk foretagende nu ikke som førhen modsvares af en kapitalejer, men til et helt antal, et stadig voksende antal af kapitalejere. Det betyder at det økonomiske begreb "kapitalist" dermed ikke mere dækker enkeltindividet, at den nuværende industrielle kapitalist er en sammensat enhed, der består af hundreder, ja af tusinder personer, at kategorien "kapitalist" inden for rammer af den kapitalistiske økonomi er blevet noget samfundsmæssigt, ja en del af samfundet.

Men hvordan kan man da forklare det faktum, at Bernstein opfatter aktieselskabsfænomenet lige omvendt som en opdeling og ikke som en samling af kapitalen, at han ser kapitalejendommens udbredelse, der hvor Marx ser "kapitalejendommens ophævelse". Bernstein har ganske simpelt gjort sig skyldig i en vulgærøkonomisk bommert: Han opfatter begrebet kapitalist ikke som en produktionskategori, men som en ejendomsretlig kategori, ikke som en økonomisk, men som en skattepolitisk enhed og forstår ved kapitalen ikke en produktionsenhed, men simpelthen en pengeformue.

Derfor ser han i den engelske sygarnstrust ikke sammensvejsningen af 12.300 personer til en helhed, men hele 12.300 kapitalister, derfor er ingeniør Schulze, der som medgift med sin kone har fået "et større antal" aktier af rentier Müller også for ham en kapitalist, ja, derfor vrimler hele hans verden med "kapitalister".¹¹

Men også her er Bernsteins vulgærøkonomiske bommert blot det teoretiske grundlag for en vulgarisering af socialismen. Idet Bernstein overfører begrebet kapitalist fra produktionsforholdene til ejendomsforholdene og "taler om mennesker i stedet for arbejdsgivere" overfører han også spørgsmålet om socialisme fra produktionens område til formueforholdenes område, fra kapitalens og arbejdets forhold til spørgsmålet om rig eller fattig.

Dermed er vi lykkeligt bragt tilbage fra Marx og Engels til forfatteren af "de arme svnderes evangelium", kun med den forskel, at Weitling med ægte proletarisk instinkt netop i modsætningen mellem rig og fattig erkendte klassemodsætningerne i en primitivere form, og ville gøre dem til den socialistiske bevægelses løftestang, mens Bernstein omvendt ser socialismens udsigter i de fattiges forvandling til rige, dvs. i udviskningen af klassemodsætningerne, altså i en småborgerlig fremgangsmåde.

Ganske vist indskrænker Bernstein sig ikke til indkomststatistikken. Han forsyner os også med bedriftsstatistik og endda fra flere lande: fra Tyskland og Frankrig, fra England og fra Svejts, fra Østrig og fra De Forenede Stater. Men hvad er det da for en statistik? Det er ikke sammenlignende data fra forskellige tidspunkter i hvert land, men fra ét tidspunkt i forskellige lande. Bortset fra Tyskland, hvor han gentager sin gamle fremstilling fra 1895 og 1882, sammenligner han ikke virksomhedsinddelingens stadium i et land på forskellige tidspunkter, men kun de absolutte tal for forskellige lande (for Englands vedkommende året 1891, for Frankrigs 1894, for De Forenede Stater 1890 osv.). Den slutning, han når til, er "at når storvirksomheden i industrien i dag i virkeligheden allerede har overvægt, så omfatter den, når man medregner virksomheder, der er afhængige af den, selv i et så højt udviklet land som Preussen højst halvdelen af den befolkning, der er beskæftiget i produktionen", og således er det også i hele Tyskland, England og Belgien m.v.

Hvad han på denne måde påviser, er åbenbart ikke denne eller hin tendens i den økonomiske udvikling, men blot det absolutte styrkeforhold i de forskellige bedriftsformer f.eks. i forskellige erhvervskategorier. Hvis socialismen manglede fremtidsudsigter, så bygger denne bevisførelse på en teori om, at det talmæssige, fysiske styrkeforhold, altså et regulært magtforhold er afgørende for resultatet af alle sociale bestræbelser. Bernstein, som overalt lugter blanquisme, forfalder her til en afveksling selv til den største blanquistiske misforståelse. Stadig igen med den forskel, at blanquisterne som en social og revolutionær retning forudsætter socialismens økonomiske gennemførlighed som en selvfølge og til og med baserede ideen om, at en lille minoritet skulle kunne gennemføre en voldelig revolution, på denne teori, mens Bernstein omvendt af folkeflertallets talmæssige utilstrækkelighed drager den slutsats, at socialismen økonomisk set er uden fremtid. Socialdemokratiet uddrager ligeså lidt sit endemål af minoritetens sejrende magt som majoritetens talmæssige overvægt, men af den økonomiske nødvendighed og indsigten i denne nødvendighed - idet denne ved folkemassernes hjælp fører til ophævelse af kapitalismen, og dette viser sig først og fremmest i det kapitalistiske anarki.

Hvad angår dette sidste afgørende spørgsmål om anarkiet i den kapitalistiske økonomi, så bestrider Bernstein blot de store og de almene kriser, men ikke de partielle og nationale kriser. Han benægter hermed eksistensen af en stor mængde anarki og indrømmer samtidig, at der findes lidt anarki. Hos Bernstein går det med den kapitalistiske økonomi - for igen at tale med Marx - som hin tåbelige jomfru, der var gravid, "men ikke ret meget".

Det fatale ved sagen er nu, at når det gælder slige sager som anarki, så er meget og lidt lige ilde. Indrømmer Bernstein, at der er lidt anarki, så skal vareøkonomiens mekanisme nok selv sørge for, at dette anarki stiger til det uhyre - lige til sammenbruddet. Men håber Bernstein på - med samtidig bibeholdelse af vareproduktionen - efterhånden at kunne afløse den smule anarki med harmoni og orden, så forfalder han igen til en af de mest fundamentale fejl i den borgerlige vulgærøkonomi, idet han betragter udbytteformen som uafhængig af produktionsformen.^K

Det er ikke her den rette lejlighed til i sin helhed at vise den overraskende forvirring, hvad angår de elementæreste principper i den politiske økonomi, som Bernstein har lagt for dagen i sin bog. Men på et punkt, nemlig hvor den fører os ind på det kapitalistiske anarkis grundspørgsmål, skal det belyses kort.

Bernstein forklarer, at Marx' arbejdsværdilov er en blot abstraktion, hvad der for ham åbenbart er et skældsord i den politiske økonomi. Men er arbejdsværdien blot en abstraktion, "et tankebillede", så har enhver retskaffen borger, der har tjent ved militæret og betalt sin skat, den samme ret som Marx til efter behag at knytte sludder til et sådant "tankebillede", dvs. til værdiloven. Fra naturens side har Marx lige så meget ret til at se bort fra varernes egenskaber, så at de til slut udelukkende er inkarnationer af visse mængder menneskeligt arbejde, som det står Böhm-Jevon frit for at abstrahere fra alle varernes egenskaber ud fra deres nyttighed. Altså Marx' samfundsmæssige arbejde og Mengers abstrakte nyttighed, det er hip som hap for Bernstein: altsammen blot abstraktion. Bernstein har ganske glemt, at Marx' abstraktion ikke er en opfindelse, at den ikke eksisterer i Marx' hoved, men i vareøkonomien, at den ikke udgør en indbildt, men en reel samfundsmæssig tilstedeværelse, en så reel tilstedeværelse, at den bliver snittet og hamret, vævet og præget. Det af Marx opdagede abstrakt-menneskelige arbejde er nemlig i sin enkleste form ikke andet end - pengene. Og dette er netop en af de mest geniale økonomiske opdagelser Marx har gjort, medens pengenes mystiske væsen for hele den borgerlige økonomi, fra første merkantilist til sidste klassiker, er en bog lukket med syv segl.

Derimod er Böhms og Jevons abstrakte nyttighed i virkeligheden blot et tankebillede eller snarere et billede på tankeløshed, udelukkende borgerlig vulgærøkonomi og en privat idioti, for hvilken hverken det kapitalistiske samfund eller noget andet menneskeligt samfund kan gøres ansvarlig.

Med dette "tankebillede" i hovedet kan Bernstein og Böhm og Jevon og hele den subjektive menighed gruble endnu 20 år over pengenes mysterium, uden at de kommer til nogen anden løsning, end hvad enhver elev allerede vidste uden dem: at penge også er en ,nyttig" sag.

Bernstein har hermed ganske mistet forståelsen for Marx' værdilov. Men for den, der er nogenlunde fortrolig med Marx' økonomiske system, er det uden videre klart, at uden værdiloven er hele systemet fuldstændig uforståeligt eller for at tale konkretere - uden forståelse for varens og varebyttets væsen må hele den kapitalistiske økonomi med sine sammenhænge forblive en hemmelighed.

Men hvad er Marx' tryllenøgle, der har åbnet alle de kapitalistiske fænomeners inderste hemmeligheder netop for ham, der lod ham løse de problemer med legende lethed, som den borgerlige klassiske økonomis største ånder som Smith og Ricardo ikke engang anede eksistensen af. Intet andet end den opfattelse af hele den kapitalistiske økonomi at den er et historisk fænomen og ikke kun med perspektiv bagud, men også fremad, ikke kun med henblik på den forgangne feudaløkonomi, men især med henblik på den socialistiske fremtid. Hemmeligheden ved Marx' værdilære, hans pengeanalyse, hans kapitalteori, hans lære om profitraten og dermed hele det økonomiske system er - den kapitalistiske økonomis forgængelighed, dens sammenbrud, altså på den anden side - det socialistiske endemål. Netop og kun fordi Marx på forhånd var socialist, dvs. kunne holde sig den kapitalistiske økonomi for øje fra et historisk synspunkt, kunne han tyde dens hieroglyffer, og fordi han gjorde det socialistiske standpunkt til udgangspunkt for den videnskabelige analyse af det borgerlige samfund, kunne han omvendt begrunde socialismen videnskabeligt.

På denne baggrund må man se anmærkningerne i slutningen af Bernsteins bog, hvor han klager over "dualismen", der går gennem hele Marx' monumentale værk, en dualisme, der består i, at værket vil være en videnskabelig undersøgelse og dog vil bevise en færdig tese, længe før dets koncipering (affattelse), at der ligger et skema til grund for det, i hvilket resultatet, hvortil udviklingen skulle føre allerede på forhånd var fastlagt. Marx' tilbagevenden til Det kommunistiske Manifest (dvs. til det socialistiske endemål, forf.s bemærk.) henviser her til en virkelig rest af utopi i det marxistiske system.

Men Marx' dualisme er ikke andet end dualismen mellem den socialistiske fremtid og den kapitalistiske nutid, dualismen mellem kapital og arbejde, mellem bourgeoisi og proletariat, den er den monumentale videnskabelige afspejling af den i det borgerlige samfund eksisterende dualisme, de borgerlige klassemodsætninger.

Og når Bernstein i Marx' teoretiske dualisme ser "en rest af dualisme", så er det kun en naiv bekendelse af, at han bortforklarer den historiske dualisme i det borgerlige samfund, og de kapitalistiske klassemodsætninger, at socialismen for ham selv er blevet en "rest af utopisme". "Monismen", dvs. Bernsteins ensartethed, er ensartetheden i en foreviget kapitalistisk ordning, ensartetheden hos socialisten, der har ladet endemålet falde for i stedet at se endemålet for den menneskelige udvikling i et uforandret borgerligt samfund.

Men hvis Bernstein i kapitalismens økonomiske struktur ser tospaltningen, men ikke udviklingen til socialisme, så må han for i det mindste formelt at redde det socialistiske program tage tilflugt til en uden for den økonomiske udvikling liggende idealistisk konstruktion og forvandle socialismen selv fra at være en bestemt historisk fase i den samfundsmæssige udvikling til et abstrakt "princip".

Bernsteins "kooperative princip" med hvilket han vil smykke den kapitalistiske økonomi, dette utrolig tynde "afkog" af det socialistiske endemål, fremtræder mod denne baggrund ikke som en indrømmelse, som Bernsteins borgerlige teori til samfundets socialistiske fremtid, men som en indrømmelse Bernstein gør til sin socialistiske fortid.

2. Fagforeninger, kooperativer og politisk demokrati

Vi har set, at den bernsteinske socialisme munder ud i den plan at lade arbejderne få del i den samfundsmæssige rigdom, at forvandle de fattige til rige. Hvordan skal dette sættes i værk? I sin artikelserie "Socialismens Problem" i "Die Neue Zeit" lader Bernstein kun næppe forståelige fingerpeg skinne igennem, i sin bog giver han klar besked: hans socialisme skal virkeliggøres ad to veje, gennem fagforeningerne eller, som Bernstein kalder det, økonomisk demokrati, og gennem kooperativer. Gennem det første vil han tage industriprofitten og gennem det andet købmandsprofitten i kraven.

Hvad angår kooperativerne, især hvad privat produktionskooperativerne angår, så udgør de i kraft af deres inderste væsen en slags bastard midt i den kapitalistiske økonomi: en i det små socialiseret produktion, hvor det kapitalistiske varebytte er bibeholdt. Men i den kapitalistiske økonomi behersker udbyttet produktionen og gør med hensyn til konkurrencen, hensynsløs udbytning, dvs. den fuldstændige beherskelse af produktionsprocessen gennem kapitalens interesser til en eksistensbetingelse for foretagendet. Praktisk ytrer det sig i nødvendigheden af at gøre arbejdet så intensivt som muligt, at forkorte eller forlænge det alt efter markedssituationen, at trække arbejdskraften til sig eller afskedige den og sætte den på gaden alt efter krav fra afsætningsmarkedet - med andre ord at praktisere alle de kendte metoder, der gør et kapitalistisk foretagende konkurrencedygtigt. I produktionskooperativet følger heraf den modsætningsfyldte nødvendighed for arbejderne at skulle styre sig selv med fornøden absolutisme, at spille den kapitalistiske arbejdsgivers rolle over for sig selv.

Produktionskooperativet går også til grunde ved disse modsætninger, idet de enten falder tilbage til at blive kapitalistiske foretagender, eller, hvis arbejdernes interesser er stærkere, opløses. Det er de kendsgerninger, som Bernstein selv konstaterer, men misforstår, idet han ligesom fru Potter-Webb ser årsagerne til produktionskooperativernes undergang i England i den manglende "disciplin". Hvad der her overfladisk og affladiget kaldes disciplin, er ikke andet end kapitalens naturlige, absolutte regime, som arbejderne ganske rigtig umuligt kan udøve over sig selv.¹²

Heraf følger, at produktionskooperativet kun kan sikre sin eksistens midt i den kapitalistiske økonomi, hvis det ad en omvej ophæver den modsætning mellem produktionsform og udbytteform, som det indeholder i sig selv, idet det kunstigt unddrager sig den frie konkurrences love. Dette kan det kun, hvis det på forhånd har sikret sig et afsætningsmarked, en fast kreds af konsumenter. Som et sådant hjælpemiddel tjener netop konsumforeningerne.

Igen deri og ikke i skelnen mellem indkøbs- og salgskooperativer, eller hvordan det oppenheimske indfald nu lyder, ligger den af Bernstein behandlede hemmelighed om, hvorfor selvstændige produktionskooperativer går til grunde og først formår at sikre deres eksistens gennem konsumforeningen.

Men er produktionskooperativets eksistensbetingelse i det nuværende samfund hermed forbundet med eksistensbetingelserne for konsumforeningerne, så følger den yderligere konsekvens heraf, at produktionskooperativer i heldigste tilfælde er henvist til små lokale afsætningsmarkeder og til få produkter, der tjener umiddelbare behov fortrinsvis til levnedsmidler. Alle de vigtigste brancher i den kapitalistiske produktion: tekstil-, kul-, metal-, olieindustri, såvel som maskin-, lokomotiv- og skibsbyggere er udelukket fra konsumforeninger og altså hermed på forhånd udelukket fra produktionskooperativerne. Selv om man altså ser bort fra produktionskooperativernes bastardagtige karakter kan de allerede af ovennævnte grunde ikke fremtræde som almindelige sociale reformer, fordi deres almindelige gennemførelse først og fremmest ville forudsætte verdensmarkedets afskaffelse og afløsning af den bestående verdensøkonomis små lokale produktions- og handelsgrupper, altså en tilbagegang fra storkapitalistisk til middelalderlig vareøkonomi.

Men også inden for grænserne af deres mulige virkeliggørelse, på grundlag af det nuværende samfund reduceres produktionskooperativerne nødvendigvis til et blot vedhæng (halehæng) til konsumforeningerne, der hermed kommer til at spille hovedrollen i den påtænkte socialistiske reform. Men hele den socialistiske kooperativreform reduceres derigennem til en kamp mod produktionskapitalen, dvs. mod den kapitalistiske økonomis grundstamme i en kamp mod handelskapitalen, men kun mod den lille og mellemstore handelskapital dvs. blot en lille forgrening på den kapitalistiske stamme.

Hvad angår fagforeninger, der ifølge Bernstein skal udgøre et middel mod produktionskapitalens udsugning, så har vi allerede vist, at fagforeningerne ikke er i stand til at sikre arbejderne indflydelse på produktionsprocessen hverken med hensyn til produktionens omfang eller med hensyn til den tekniske proces.

Men hvad angår den rent økonomiske side, "lønratens kamp mod profitraten", som Bernstein kalder det, så bliver denne kamp, som det ligeledes netop er vist, ikke udkæmpet i den blå luft, men inden for lønningslovens fastsatte rammer, og dem kan denne kamp ikke rive ned, men blot virkeliggøre. Dette bliver også klart, når man ser sagen fra en anden side og spørger sig om fagforeningernes egentlige funktioner.

Fagforeninger, som Bernstein i arbejderklassens emancipationskamp anviser den rolle, at lede det egentlige angreb på industriens profitrate og trinvis gøre den til lønrate, er nemlig slet ikke i stand til at føre en økonomisk angrebspolitik mod profitten, fordi de ikke er andet end arbejdskraftens organiserede defensiv mod profittens angreb, arbejderklassens modværge mod den kapitalistiske økonomis niveausænkende tendens. Dette har to årsager.

For det første har fagforeningerne til opgave gennem deres organisation at øve indflydelse på markedet for varen arbejdskraft, men organisationen bliver gennemhullet ved middelstandens proletariseringsproces, der bestandig tilfører arbejdsmarkedet nye "varer". For det andet har fagforeningerne som mål at højne levestandarden, at forøge arbejdernes andel i samfundets rigdom, men denne andel bliver bestandigt med en naturproces' fatalisme forringet gennem væksten af arbejdets produktivitet. For at indse det sidste behøver man ikke være marxist, men blot én gang have haft Rodbertus': "Belysning af sociale Spørgsmål" i hånden. I begge sine økonomiske hovedfunktioner forvandler den faglige kamp sig altså i kraft af objektive processer i det kapitalistiske samfund sig til en art sisyfosarbejde. Dette sisyfosarbejde er ganske rigtig uundværligt, hvis arbejderne overhovedet skal have den lønrate, der tilkommer dem i den nuværende markedssituation, hvis den kapitalistiske lønningslov skal virkeliggøres og hvis den niveausænkende tendens i den økonomiske udvikling skal lammes eller i hvert fald afsvækkes. Men tænker man sig at forvandle fagforeningerne til et middel til trinvis afkortning af profitten til gunst for arbejdslønnen, så forudsætter dette først og fremmest som social betingelse for det første en stilstand i middelstandens proletarisering og arbejderklassens vækst, for det andet en stilstand i væksten af arbejdets produktivitet, altså i begge tilfælde fuldstændig som det også gælder for virkeliggørelse af den konsumkooperative økonomi, dvs. en tilbagegang til ældre kapitalistiske tilstande.

Begge Bernsteins socialistiske reformmidler: fagforeningerne og kooperativerne viser sig altså hermed ganske uegnede til at omdanne den kapitalistiske produktionsform. Inderst inde er Bernstein strengt taget også selv klar over det og opfatter dem blot som et middel til at aftvinge den kapitalistiske profit noget og på denne måde berige arbejderne. Men dermed giver han selv afkald på kampen mod den kapitalistiske produktionsform og retter den socialdemokratiske bevægelse mod kampen mod den kapitalistiske fordeling. Bernstein formulerer og gentager sin socialisme som bestræbelsen for en "retfærdig", "retfærdigere" (s. 51 i hans bog), ja en "endnu retfærdigere" fordeling. ("Vorwärts" fra 26.3.1899).

Den første impuls til socialdemokratisk bevægelse i det mindste i folkemasserne er ganske vist også den "uretfærdige fordeling" i den kapitalistiske ordning. Og idet socialdemokratiet kæmper for at socialisere hele økonomien stræber det selvfølgelig også derigennem efter en "retfærdig fordeling" af samfundets rigdomme. Takket være Marx' indsigt i, at den nuværende fordeling kun er en naturlovmæssig følge af den nuværende produktionsform, retter socialdemokratiet ikke sin kamp mod fordelingen inden for rammerne af den kapitalistiske produktion, men mod ophævelsen af selve vareproduktionen. Med andre ord vil socialdemokratiet gennemføre den socialistiske fordeling gennem fjernelse af den kapitalistiske produktionsform, mens den bernsteinske metode er lige omvendt; han vil bekæmpe den kapitalistiske fordeling og håber ad denne vej efterhånden at gennemføre den socialistiske produktionsform.

Men hvordan kan i dette tilfælde Bernsteins socialistiske reform begrundes? Gennem bestemte tendenser i den kapitalistiske produktion? Ingenlunde, thi for det første benægter han jo disse tendenser og for det andet er, ifølge hvad han før har sagt, den ønskede udformning af produktionen fordelingens virkning og ikke dens årsag. Begrundelserne for hans socialisme kan altså ikke være økonomiske. Efter at han har stillet socialismens mål og midler og dermed de økonomiske forhold på hovedet, kan han ikke give nogen materialistisk begrundelse for sit program, men er tvunget til at gribe til en idealistisk.

"Hvorfor må socialismen afledes af den økonomiske nødvendighed" hører vi ham så sige. Hvorfor denne degradering af indsigten, af retsbevidstheden, af menneskets vilje? ("Vorwärts" d. 26.3.1899). Bernsteins retfærdigere fordeling skal altså virkeliggøres i kraft af menneskets frie af den økonomiske nødvendighed ubundne vilje, eller rettere, da viljen selv blot er et instrument, i kraft af indsigten i retfærdighed eller kortere i kraft af retfærdighedsideen.

Så er vi lykkeligt nået til retfærdighedens princip, til den gamle kæphest, som alle verdensforbedrere igennem årtusinder har skamredet i mangel af sikrere historiske befordringsmidler, til denne klaprende Rosinante, som alle historiens Don Quixoter er redet ud for at lave verdensreformer på for til slut ikke at bringe andet hjem end et blåt øje.

Relationen rig/fattig som samfundsmæssigt grundlag for socialisme, det kooperative princip som dens indhold, den "retfærdigere fordeling" som dens mål og retfærdighedens idé som dens eneste historiske legitimation - med hvor meget mere kraft, med hvor meget mere ånd, med hvor meget mere glans foredrog dog ikke Weitling for mere end 50 år siden denne form for socialisme. Men denne geniale skrædder kendte ikke den videnskabelige socialisme. For i dag, et halvt århundrede senere, igen med heldig hånd at sammenflikke den opfattelse, som Marx og Engels rev i småstykker, og tilbyde det tyske proletariat den som videnskabens sidste ord, ja dertil hører måske også en skrædder, men han behøver ikke være genial.

Ligesom fagforeningerne og kooperativerne er den revisionistiske teoris økonomiske støttepunkter, så er dens vigtigste politiske støttepunkt en stadig fremadskridende udvikling af demokratiet.

De reaktionære udbrud, der ses i dag, er for revisionismen kun "trækninger", som regnes for tilfældige og forbigående, og som der ikke behøver regnes med ved opstilling af en almen rettesnor for arbejdernes kamp.

[Men det kommer ikke an på, hvad Bernstein på grund af mundtlige og skriftlige forsikringer fra sine venner tænker om reaktionens standhaftighed, men om hvilke indre, objektive sammenhænge der består mellem demokratiet og den virkelige samfundsmæssige udvikling].^L

Ifølge Bernstein fremstår demokratiet f.eks. som et uundgåeligt trin på det moderne samfunds udvikling, ja, demokratiet er for ham ganske som for liberalismens borgerlige teoretikere, i det hele taget den historiske udviklings store grundlov, til hvis virkeliggørelse alle de magter, der virker i det politiske liv, må tjene. I denne absolutte form er opfattelsen imidlertid totalt fejlagtig. Det er ikke andet end en småborgerlig og helt overfladisk skabelonagtig generalisation af en lille del af den borgerlige udviklings resultater i de sidste 25 til 30 år. Ser man nærmere på demokratiets historiske udvikling og samtidig på kapitalismens politiske historie så kommer man til et væsentlig andet resultat.

Hvad angår det første, så ser vi demokratiet i de mest forskellige samfundsformer: i de oprindelige kommunistiske samfund, i de antikke slavestater, i de middelalderlige byfællesskaber. Ligeledes møder vi absolutismen og det konstitutionelle monarki i de forskelligste økonomiske sammenhænge. På den anden side kaldte kapitalismen ved sin begyndelse - som vareproduktion - en demokratisk forfatning i byfællesskaberne til live, senere, i dens mere udviklede form - i manufakturperioden (ca. 1500 til 1780 forud for den maskinelle storindustri. O. a.) finder den sin mest udtalte politiske form i det absolutte monarki. Endelig afstedkom den som fuldt udviklet industriel økonomi i Frankrig afvekslende den demokratiske republik (1793), Napoleon I's absolutte monarki, restaurationstidens adelsmonarki (1815-30), Louis Philippes borgerlige, konstitutionelle monarki, igen den demokratiske republik, igen Napoleon III's monarki, endelig for tredje gang republik. I Tyskland er den eneste virkelig demokratiske institution, den almindelige valgret, ikke engang den borgerlige liberalismes landvinding, men et værktøj for at svejse småstaterne sammen politisk og er for så vidt blot af betydning for udviklingen af det tyske bourgeoisi, der ellers har ladet sig nøje med et halvfeudalt konstitutionelt monarki. I Rusland trivedes kapitalismen længe under den orientalske enevælde, uden at bourgeoisiet så ud til at længes efter demokratiet.

I Østrig er den almindelige valgret hovedsagelig blevet til som et redningsbælte for et monarki, der er ved at falde fra hinanden [og hvor lidt det har med virkeligt demokrati at gøre, beviser § 14's herredømme.]^M Endelig står i Belgien arbejderbevægelsens demokratiske landvinding - den almindelige valgret - i utvivlsom sammenhæng med militarismens svaghed, altså med Belgiens særlige geografisk-politiske situation, og først og fremmest er den et "stykke demokrati", der er tilkæmpet ikke gennem bourgeoisiet, men mod bourgeoisiet.

Den uafbrudte udvikling i demokratiet, der står for vore revisionister og for det borgerlige frisind som den menneskelige og ikke mindst som den moderne histories store grundlov, er, når man ser nærmere efter, således et luftkastel. Der lader sig ikke konstruere nogen almindelig absolut sammenhæng mellem den kapitalistiske udvikling og demokratiet. Den politiske form er hver gang resultatet af hele summen af politiske, indre og ydre faktorer og tillader inden for sine grænser hele skalaen fra det absolutte monarki til den demokratiske republik.

Når vi således må se bort fra en almindelig historisk lov i demokratiets udvikling også inden for det moderne samfunds rammer og blot vender os mod den borgerlige histories nuværende fase, så ser vi også her i den politiske situation faktorer, der ikke fører til virkeliggørelse af det bernsteinske skema, men derimod lige omvendt, til det borgerlige samfunds prisgivelse af hidtidige landvindinger.

På den ene side har de demokratiske institutioner i høj grad udspillet deres rolle for den borgerlige udvikling, hvad der er særdeles vigtigt. For så vidt som de var nødvendige for at svejse småstater sammen og for at skabe moderne storstater (Tyskland, Italien) er de nu blevet til at undvære; den økonomiske udvikling har i mellemtiden medført en indre organisk sammenvoksning [og det politiske demokratis forbund kan for så vidt amputeres uden fare for det borgerlige samfunds organisme].^N

Det samme gælder med hensyn til hele den politisk-administrative statsmaskines omvæltning fra en hel- eller halvfeudal til en kapitalistisk mekanisme. Denne omvæltning, der historisk var uadskillelig fra demokratiet, er i dag ligeledes nået i så høj målestok, at de rent demokratiske ingredienser (tilbehøret) til statsvæsenet, den almindelige valgret, den republikanske statsform skulle kunne udskilles, uden at administration, finansvæsenet, forsvarsvæsenet osv. behøvede at falde tilbage til formerne fra tiden før martsrevolutionen (1848. O. a.). Hvis liberalismen på denne måde som sådan i hovedsagen er blevet overflødig for det borgerlige samfund, så er den desuden på vigtige områder direkte blevet en forhindring. Her kommer to faktorer i betragtning, der netop behersker hele det politiske liv i de moderne stater: verdenspolitikken og arbejderbevægelsen - begge kun to forskellige sider af den kapitalistiske udviklings nuværende fase.

Den udvidede verdensøkonomi og den skærpede og generaliserede konkurrencekamp på verdensmarkedet har gjort militarismen og krigsmarinen til toneangivende moment såvel i storstaternes ydre som indre liv som verdenspolitikkens værktøj. Men hvis verdenspolitikken og militarismen bevæger sig i opstigende kurve i den nuværende fase, så må slutningen deraf være, at det borgerlige demokrati viser en nedadgående kurve. [De mest slående eksempler er: den nordamerikanske union siden den spanske krig. I Frankrig kan republikken hovedsagelig takke den internationale politiske situation for sin eksistens, idet den foreløbig umuliggør en krig. Kom en sådan og skulle Frankrig, hvad meget kunne tyde på, ikke være rustet for verdenspolitik, så ville svaret på Frankrigs første nederlag på krigsskuepladsen være monarkiets proklamering i Paris. I Tyskland blev de store rustningers nye æra og den af Kiautschou højtideligt indsatte verdenspolitik betalt med to ofre af det borgerlige demokrati: frisindets forfald og centrumspartiets fald.]^O

Driver udenrigspolitikken således bourgeoisiet i armene på reaktionen, så sker det ikke mindre for indenrigspolitikken, når det gælder den opadstræbende arbejderklasse. Bernstein indrømmer dette selv, idet han gør den socialdemokratiske "grådighedslegende"¹³, dvs. arbejderklassens socialistiske bestræbelser, ansvarlige for det liberale bourgeoisis faneflugt. Han råder i tilslutning hertil proletariatet til at lade dets socialistiske endemål falde for igen at lokke den til døde skræmte liberalisme ud af reaktionens musehul. Men idet han i dag gør den socialistiske arbejderbevægelses bortfald til livsbetingelse og til social forudsætning for det borgerlige demokrati, beviser han selv på den mest slående måde, at dette demokrati i samme grad er i modsætning til det nuværende samfunds indre udviklingstendens som den socialistiske arbejderbevægelse er et direkte produkt af denne tendens.

Men hermed beviser han også yderligere én ting. Idet han gør fornægtelsen af det socialistiske endemål for arbejderklassens vedkommende til forudsætning og betingelse for genoplivning af det borgerlige demokrati, viser han selv, i hvor ringe grad et borgerligt demokrati omvendt kan være en nødvendig forudsætning og betingelse for den socialistiske bevægelse og den socialistiske sejr. Her slutter det bernsteinske ræsonnement i en ond cirkel, hvor den sidste følgeslutning "sluger" den første forudsætning.

Vejen ud af denne krise er meget enkel: Ud fra den kendsgerning, at den borgerlige liberalisme er afgået ved døden af skræk for den fremadstræbende arbejderbevægelse og dens endemål, følger kun, at den socialistiske arbejderbevægelse netop i dag er og kun kan være demokratiets eneste støtte, og at den socialistiske bevægelses skæbne ikke er bundet til det borgerlige demokrati, men at den demokratiske udvikling omvendt er bundet til den socialistiske bevægelse. At demokratiet ikke bliver livsdueligt i takt med at arbejderklassen opgiver sin frigørelseskamp, men omvendt i takt med at den socialistiske bevægelse bliver stærk nok til at kæmpe imod de reaktionære følger af verdenspolitikken og den borgerlige faneflugt. Enhver, der ønsker en styrkelse af demokratiet, må også Ønske en styrkelse og ikke en svækkelse af den socialistiske bevægelse, og den, der opgiver de socialistiske bestræbelser, opgiver også såvel arbejderbevægelsen som demokratiet.

[Bernstein forklarer i slutningen af sit "svar" til Kautsky i "Vorwärts" d. 26.3.1899 at han helt igennem er indforstået med den praktiske del af socialdemokratiets politiske program, han har blot noget at indvende mod den teoretiske del. Desuagtet tror han stadig med fuld ret at kunne marchere i række og geled i partiet, thi hvilken "vægt" skal man lægge på, "at der i den teoretiske del står en sætning, der ikke mere stemmer med hans opfattelse af udviklingens forløb?" Denne opfattelse viser i heldigste fald, hvor fuldstændigt Bernstein har mistet sansen for sammenhængen mellem socialdemokratiets praktiske gerning og dets almene grundsætninger, hvor fuldkomment ordene er ophørt med at betyde det samme for Bernstein som for partiet. I virkeligheden fører Bernsteins egne teorier, som vi har set til den helt elementære, socialdemokratiske erkendelse, at uden denne grundlæggende basis bliver også den praktiske kamp værdiløs og formålsløs, at såvel slutmål som bevægelse går under, hvis man opgiver denne.]^P

3. Erobringen af den politiske magt

Som vi har set er demokratiets skæbne bundet til arbejderbevægelsens skæbne. Men gør demokratiets udvikling da i heldigste tilfælde en proletarisk revolution i betydningen erobring af statsmagten, erobringen af den politiske magt overflødig eller umulig?

Bernstein afgør dette spørgsmål ved at veje de ved lov gennemførte reformers og revolutionens gode og dårlige sider mod hinanden, og han gør det med et velbehag, der minder om afvejning af kanel og peber i en brugsforening. I udviklingens gennem love bestemte gang ser han virkningen af intellektet, i den revolutionære udvikling virkningen af følelser, i reformarbejdet en langsom og ved revolutionen en hurtig metode til historiske fremskridt, i lovgivningen en planmæssig, i omstyrtelsen en elementær magt.

Det er nu en gammel historie at den småborgerlige reformator ser "en god" og "en dårlig" side ved alting i denne verden og plukker lidt hist og her i alle blomsterbede. Men en lige så gammel historie er det, at tingenes virkelige gang bekymrer sig meget lidt om småborgerlige kombinationer, og at omhyggeligt sammenslæbte bunker af "gode sider" ved alle mulige ting i verden ved en næsestyver springer i luften. Faktisk ser vi i historien de ved lov gennemførte reformer og revolutionens funktioner ved denne eller hin landvinding efter langt mere dybtliggende årsager end fordele og ulemper.

I det borgerlige samfunds historie tjente de ved lov gennemførte reformer til gradvis styrkelse af den opadstræbende klasse, til den følte sig moden nok til at gribe den politiske magt og omstyrte hele det bestående retssystem for at opbygge et nyt. Bernstein, der tordner mod erobringen af den politiske magt som en blanquistisk magtteori, undergår den ulykke, at han regner det, der i århundreder har været den menneskelige histories hovedpunkt og drivkraft for en blanquistisk regnefejl.

Så længe der har eksisteret klassesamfund med klassekampen som det væsentlige indhold i deres historie, lige så længe har erobringen af den politiske magt været målet for alle fremadstræbende klasser og udgangspunkt - og endemål for hver historisk periode. Dette ser vi eksempler på i den lange kamp mellem bondestanden og pengekapitalen og adelen i det gamle Rom, i patriciernes kamp mod biskopperne og håndværkernes med patricierne i de middelalderlige byer og i bourgeoisiets kampe med feudalismen i den nyere tid.

De ved lov gennemførte reformer og revolutioner er altså ikke forskellige metoder i det historiske fremskridt, som man efter behov kan vælge ved historiens buffet som varme eller kolde pølser, men forskellige momenter i klassesamfundets udvikling, der netop betinger og supplerer hinanden, men som også udelukker hinanden som f.eks. Sydpolen og Nordpolen, som bourgeoisiet og proletariatet.

Og den på et vist tidspunkt givne lovlige forfatning er jo blot et produkt af revolutionen. Mens revolutionen er klassehistoriens politiske skabelsesakt, er lovgivningen samfundets politiske vegeteren. De ved lovgivning gennemførte reformer har netop ingen egen af revolutionen uafhængig drivkraft, de bevæger sig i hver historisk periode kun i lige linje og kun sålænge som de drives frem af den sidste omvæltnings spark eller for at tale konkret kun inden for rammerne af den samfundsform, der kom til verden ved den sidste omvæltning. Det er netop sagens kernepunkt.

Det er helt grundlæggende forkert og uhistorisk at fremstille reformarbejdet blot som en revolution, der er trukket ud og revolutionen som en sammentrængt reform. En social omvæltning og en given reform er forskellige momenter på grund af væsen og ikke på grund af deres varighed. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger ved brug af politisk magt ligger jo netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, mere konkret udtrykt i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra en samfundsordning til en anden.

Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform. Således når man med hensyn til revisionismens politiske anskuelser til samme slutning som ved dens økonomiske teorier: nemlig at de i grunden slet ikke stiler imod virkeliggørelsen af en socialistisk samfundsorden, men blot mod en reformering af den kapitalistiske, ikke mod en ophævelse af lønsystemet, men mod mere eller mindre udbytning, med andre ord mod fjernelse af kapitalistiske gevækster og ikke af selve kapitalismen.

Men måske har ovenstående udtalelser om den lovgivne reforms og revolutionens funktion deres rigtighed, hvad angår de tidligere klassekampe? Måske anviser fra nu af - takket være det borgerlige retssystems udvikling - den lovgivne reform vejen for overføring af samfundet fra én historisk fase til en anden, og måske er erobring af statsmagten gennem proletariatet "blevet til en indholdsløs frase", som Bernstein siger i sit skrift på side 183.

Det forholder sig lige stik modsat. Hvad kendetegner det borgerlige samfund fra tidligere klassesamfund - det antikke og det middelalderlige? Netop den forskel, at klasseherredømmet nu ikke hviler på "velerhvervede rettigheder", men på reelle økonomiske forhold, at lønsystemet ikke er et retsforhold, men et rent økonomisk forhold. Man kan ikke i vort retssystem finde nogen juridisk formel for det nuværende klasseherredømme. Hvis der findes spor af sådanne, så er det netop overleveringer fra de feudale forhold som tyendeordningen.

Hvordan skal man altså trinvis ophæve lønslaveriet "på lovlig måde", når det slet ikke kommer til udtryk i lovgivningen. Bernstein der vil gøre det som reformarbejde ad lovgivningens vej, for på denne måde at få ende på kapitalismen, geråder i samme situation som den russiske politibetjent hos Uspienski fortæller i sit eventyr: ... "Hurtigt tog jeg fyren i kraven og hvad opdagede jeg? At den fordømte fyr slet ingen krave havde!" ... Der ligger nemlig hunden begravet.

"Alle hidtidige samfund har bygget på modsætningen mellem undertrykkede og undertrykkende klasser" (Det kommunistiske Manifest, s. 27). Men i det moderne samfunds forudgående faser var denne modsætning udtrykt i bestemte retslige forhold og kunne derfor til en vis grad inden for rammerne af det gamles grænser netop give indrømmelser til nye forhold, der opstod. "Den livegne har i sit livegenskab arbejdet sig frem til medlemskab af kommunen" (Det kommunistiske Manifest, s. 27). Hvordan? Ved at man inden for byområdet gradvis har ophævet alle de rettigheder^S der tilsammen udgjorde livegenskabet.

Ligeledes arbejdede "småborgeren sig frem til bourgeois under den feudalistiske absolutisme" (samme sted, s. 27). På hvilken måde? Ved delvis formel ophævelse eller reel virkelig løsning af lavslænkerne, ved gradvis omdannelse af forvaltningen, finans- og forsvarsvæsenet i allernødvendigste omfang.

Hvis man således vil behandle spørgsmålet abstrakt og ikke historisk, så lader en ren lovmæssig-reformistisk overgang fra det feudale til det borgerlige samfund sig i hvert fald tænke for de tidligere klasseforholds vedkommende. Men hvad ser vi i virkeligheden?

At de ad lovens vej skabte reformer heller ikke dér tjente til at gøre borgerskabets politiske magtovertagelse overflødigt, men omvendt, at de forberedte og førte frem til denne magtovertagelse. En faktisk politisk-social omvæltning var uundgåelig, såvel for ophævelse af livegenskabet som for afskaffelse af feudalismen.

Helt anderledes ligger det imidlertid nu. Proletaren bliver ikke tvunget til at underkaste sig kapitalens åg af nogen lov, men af nøden, af mangelen på produktionsmidler. Men ingen lov i verden kan skaffe ham disse midler inden for rammerne af det borgerlige samfund, fordi han er berøvet dem ikke gennem lov, men gennem den økonomiske udvikling.

Endvidere hviler udbytningen inden for lønforholdene ligeledes ikke på love, thi lønnens højde bliver ikke bestemt ad lovgivningsvej, men af økonomiske faktorer. Og selve udbytningen hviler ikke på en lovbestemmelse, men på den rent økonomiske kendsgerning, at arbejdskraften optræder som en vare, der bl. a. har den behagelige egenskab at den reproducerer værdi og stadig mere værdi, end den selv fortærer i levnedsmidler til arbejderen.

Kort sagt, alle de grundlæggende forhold i det kapitalistiske klasseherredømme lader sig derfor ikke forandre gennem lovhjemlede reformer på borgerlig basis, fordi de hverken er gennemført ved borgerlig lovgivning eller har fået deres form gennem sådanne love. Bernstein ved det ikke, når han planlægger en socialistisk "reform", men hvad han ikke ved, det siger han, idet han på side 10 i sin bog skriver, at "det økonomiske motiv i dag træder frit frem, hvor det tidligere var forklædt på alle mulige måder gennem herskerrelationer og ideologier".

Men endnu en faktor kommer til. Det er den anden besynderlighed, det andet særpræg ved den kapitalistiske ordning, at alle elementerne i det fremtidige samfund fremkommer her, men antager en form, der ikke nærmer dem til socialismen, men tværtimod fjerner dem derfra.

Produktionen får en stadig mere samfundsmæssig karakter. Men i hvilken form? I form af storvirksomheder, aktieselskaber og karteller, hvor de kapitalistiske modsætninger, udbytningen, arbejdskraftens underkuelse stiger til sin højeste grad.

For forsvarsvæsenets vedkommende medfører udviklingen udvidelse af den almindelige værnepligt og en forkortelse af tjenestetiden, altså materielt set en tilnærmelse til folkehæren. Men dog i den moderne militarismes form, hvor militærstatens beherskelse af folket og statens klassekarakter kommer til det grelleste udtryk.

I de politiske forhold fører demokratiets udvikling, for så vidt det har et gunstigt grundlag, til at alle befolkningslag får del i det politiske liv, altså på en vis måde til "folkestaten". Men dette sker i den borgerlige parlamentarismes form, hvor klassemodsætningerne, klasseherredømmet ikke er ophævet, men tværtimod udfoldes og blotlægges. I og med hele den kapitalistiske udvikling bevæger sig imellem modsætninger, så må man allerede af denne grund gribe til proletariatets magtovertagelse og hele det kapitalistiske systems ophævelse, for at kunne få den socialistiske kerne ud af kapitalismens skal.

Bernstein drager ganske vist andre slutninger deraf: Fører demokratiets udvikling til skærpelse og ikke til svækkelse af de kapitalistiske modsætninger, så "må socialdemokratiet", svarer han os, "stræbe efter i videst muligt omfang at tilintetgøre de sociale reformer og udvidelsen af de demokratiske institutioner for ikke at gøre arbejdet for svært for sig selv" (d. 71).

Dette ville være rigtigt, hvis socialdemokratiet efter småborgerligt forbillede befandt sig ved den ørkesløse opgave at udvælge alle historiens gode sider og forkaste alle de dårlige. Heraf måtte dog sluttes, at man også "måtte stræbe efter at tilintetgøre" selve kapitalismen, thi den er dog ubestrideligt hovedfjenden, der vil stille alle hindringer i vejen for socialismen. I virkeligheden skaber kapitalismen ved siden af og samtidig med forhindringerne også den eneste mulighed for at virkeliggøre det socialistiske program Men dette gælder også fuldstændigt, hvad angår demokratiet.

Hvis demokratiet dels er blevet overflødigt og dels til hinder for bourgeoisiet, så er det blevet nødvendigt og uundværligt for arbejderklassen. Det er først og fremmest nødvendigt, fordi det skaber politiske former (selvstyre, valgret o. lign.), der kan tjene som svage begyndelser og støttepunkter for proletariatet, når det skal omdanne det borgerlige samfund. Men det er for det andet også uundværligt, fordi det kun er ved hjælp heraf - i kampen for demokratiet, ved udøvelse af dets rettigheder - at proletariatet kan komme til at danne sig bevidstheden om dets klasseinteresser og dets historiske opgaver.

Kort sagt, demokratiet er uundværligt, ikke fordi det gør proletariatets erobring af den politiske magt overflødig, men omvendt fordi det gør denne magtovertagelse ikke bare mulig, men også nødvendig. Når Engels i sit forord til "Klassekampen i Frankrig" reviderede den nuværende arbejderbevægelses taktik og stillede kampen ved barrikaden over for den lovgivningsmæssige kamp, så behandlede han - hvad klart fremgår af forordet - ikke spørgsmålet om den endelige erobring af den politiske magt, men den nuværende daglige kamp - ikke proletariatets holdning til den kapitalistiske stat i det øjeblik statsmagten gribes, men dets holdning inden for rammerne af den kapitalistiske stat. Engels gav med andre ord rettesnoren for det underkuede og ikke for det sejrrige proletariat.

Omvendt forholder det sig med Marx' bekendte udtalelse om jordspørgsmålene i England, som Bernstein ligeledes påberåber sig: "Det billigste vil antagelig være at købe jordejerne ud" altså ikke ved proletariatets holdning før sejren, men efter sejren. Thi om at "købe" de herskende klasser ud kan der da åbenbart kun være tale, når arbejderklassen er ved roret. Hvad Marx altså hermed tog under overvejelse som muligt, er den fredelige udøvelse af proletariatets diktatur, og ikke diktaturets erstatning med kapitalistiske socialreformer.

Nødvendigheden af, at proletariatet selv griber den politiske magt var til enhver tid uden for al tvivl både hos Marx og Engels. Og det bliver forbeholdt Bernstein at regne den borgerlige parlamentarismes hønsegård for det organ, hvorigennem den mægtigste verdenshistoriske omvæltning, nemlig samfundets overgang fra kapitalistiske til socialistiske former skal fuldendes.

Men Bernstein har jo blot begyndt sin teori med at udtrykke frygt for og advare imod, at proletariatet for tidligt skulle komme til roret! Resultatet ville være at proletariatet måtte lade de borgerlige tilstande være som de er og selv lide et frygteligt nederlag. Hvad der først og fremmest fremgår af denne frygt er, at Bernsteins teori kun har én praktisk anvisning til proletariatet, hvis det af forholdene blev bragt til roret: "At lægge sig til at sove". Men dermed stempler denne anvisning uden videre sig selv som en opfattelse, der dømmer proletariatet til tivirksomhed, dvs. til passivt forræderi mod dets egen sag i kampens vigtigste faser.

Faktisk ville vort program være en elendig lap papir, hvis det ikke var i stand til at tjene os ved alle eventualiteter og i alle kampens faser, og hvis det ikke var i stand til at tjene os ved praktisk anvendelse og ikke ved at være uanvendeligt. Hvis vort program virkelig i sine grundtræk indeholder formuleringen af samfundets historiske udvikling fra kapitalisme til socialisme, så må det også helt tydeligt formulere alle overgangsfaserne i denne udvikling, altså også kunne give proletariatet forholdsregler på hvert stadium mod socialismen. Deraf følger også, at der ikke findes noget øjeblik, hvor proletariatet vil være tvunget til at lade programmet i stikken, eller hvor programmet lader proletariatet i stikken. Praktisk ytrer dette sig i den kendsgerning, at der ikke kan tænkes et øjeblik, hvor proletariatet - ved omstændighedernes forløb bragt til magten - ikke vil være i stand til og forpligtet til at træffe visse forholdsregler for at virkeliggøre sit program, visse overgangsforholdsregler i socialismens interesse. Bag den påstand, at det socialistiske program i et hvilket som helst øjeblik skulle kunne svigte proletariatets politiske herredømme og end ikke give anvisninger på sin egen virkeliggørelse, stikker ubevidst den anden påstand: det socialistiske program er i det hele taget og til enhver tid umuligt at realisere.

Og hvis overgangsforholdsreglerne er forhastede? Dette spørgsmål skjuler en hel dynge misforståelser m. h. t. den sociale omvæltnings virkelige forløb.

Proletariatets erobring af statsmagten dvs. en stor folkeklasses erobring af statsmagten lader sig først og fremmest ikke gennemføre kunstigt. Det forudsætter en bestemt modenhedsgrad i de økonomisk-politiske forhold, bortset fra enkelte tilfælde som Pariserkommunen, hvor herredømmet faldt i proletariatets skød ikke som resultat af dets målbevidste kamp, men undtagelsesvis som herreløst gods, forladt af alle. Her ligger hovedforskellen mellem "et sluttet mindretals" blanquistiske statskup, der altid kommer som skudt ud af en kanon, og derfor netop altid ubelejligt, og så den store og klassebevidste folkemasses erobring af statsmagten, hermed menes den klassebevidste folkemasse, der kun kan være produktet af det borgerlige samfunds begyndende sammenbrud og derfor i sig selv bærer den økonomisk-politiske legitimation for sammenbruddets indtræden.

Med udgangspunkt i de samfundsmæssige forudsætninger kan arbejderklassens erobring af den politiske magt, således ikke ske "for tidligt" men det er på den anden side uundgåeligt, at denne magtovertagelse med hensyn til den politiske effekt: fastholdelsen af magten, finder sted "for tidligt". Den forhastede revolution, der gør Bernstein søvnløs, truer os som et Damoklessværd, og her hjælper hverken trusler eller bønner, hverken suk eller klage. Og dette gælder af to helt enkle grunde.

For det første er en så mægtig omvæltning som samfundets overgang fra den kapitalistiske til den socialistiske ordning, helt utænkelig med ét slag, gennem ét sejrrigt kup fra proletariatets side. At tro dette muligt, er igen at lægge en ægte blanquistisk opfattelse for dagen. Den socialistiske omvæltning forudsætter en lang og hårdnakket kamp, hvorved proletariatet efter al sandsynlighed mere end en gang bliver slået tilbage, så at det første gang og set fra det ønskede slutmåls synsvinkel nødvendigvis må siges at være kommet til magten "for tidligt".

Men for det andet er denne "forhastede" magterobring heller ikke til at undgå, fordi proletariatets "forhastede" angreb netop selv er en faktor - og en særdeles vigtig faktor i skabelsen af den endelige sejrs politiske betingelser, idet proletariatet først i løbet af hver politisk krise, der ledsager dets magterobring, først når det er i ilden under disse lange og hårdnakkede kampe, kan nå den politiske modenhed, der er nødvendig for at nå til den endelige store omvæltning. Således udgør proletariatets "forhastede" angreb på den politiske statsmagt selv vigtige historiske momenter, der bidrager til at bedømme tidspunktet for den endelige sejr. Fra denne synsvinkel fremtræder forestillingen om det arbejdende folks "forhastede" erobring af den politiske magt som en politisk urimelighed, der hidrører fra en mekanisk udvikling af samfundet og forudsætter et bestemt tidspunkt for klassekampens sejre uden for og uafhængigt af klassekampen selv.

Men da proletariatet slet ikke er i stand til andet end at erobre statsmagten "for tidligt" eller for at sige det med andre ord, da det ubetinget en eller flere gange må erobre den "for tidligt" for til slut endeligt at have overtaget den, så er en opposition mod den "forhastede" magtovertagelse intet andet end en opposition mod selv proletariatets bestræbelse på at bemægtige sig statsmagten.

Følgen er, at vi også fra denne side - ligesom alle veje fører til Rom - når til det resultat, at revisionismens forslag om at give afkald på det socialistiske endemål i virkeligheden indebærer afkaldet på hele den socialistiske bevægelse [at revisionismens råd til socialdemokratiet om ved en evt. magtovertagelse "at lægge sig til at sove" er identisk med "i det hele taget at lægge sig til at sove" dvs. at give afkald på klassekampen. ^T

4. Sammenbruddet

Bernstein begyndte sin revision af det socialdemokratiske program med at opgive teorien om det kapitalistiske sammenbrud. Men da det borgerlige samfunds sammenbrud er en hjørnesten i den videnskabelige socialisme, så må fjernelsen af denne hjørnesten logisk føre til sammenbruddet af hele Bernsteins socialistiske opfattelse. I debattens løb prisgiver han for at opretholde sin første påstand den ene af socialismens positioner efter den anden.

Uden kapitalismens sammenbrud er det umuligt at ekspropriere kapitalistklassen - Bernstein giver afkald på ekspropriationen og stiller den gradvise gennemførelse af "kooperationsprincippet" op som arbejderbevægelsens mål.

Men kooperationen lader sig ikke gennemføre midt i den kapitalistiske produktion - Bernstein giver afkald på socialisering af produktionen og kommer frem til at reformere handelen til konsumentforeningerne.

Men samfundets forandring gennem konsumentforeninger og fagforeninger stemmer ikke med det kapitalistiske samfunds virkelige materielle udvikling - Bernstein opgiver den materialistiske historieopfattelse.

Men hans opfattelse af den økonomiske udviklings forløb stemmer ikke med Marx' merværdilov - Bernstein opgiver merværdi- og værdiloven og dermed Karl Marx' hele økonomiske teori.

Men uden et bestemt slutmål og uden økonomisk grundlag i det nuværende samfund kan den proletariske klassekamp ikke føres - Bernstein opgiver klassekampen og forkynder forsoning med den borgerlige liberalisme.

Men i et klassesamfund er klassekampen et helt naturligt og uundgåeligt fænomen - Bernstein bestrider i videre konsekvens, at der overhovedet består klasser i vort samfund: arbejderklassen er for ham kun en hoben ikke bare politisk og åndeligt, men også økonomisk splittede individer. Og bourgeoisiet bliver ifølge Bernstein holdt sammen politisk ikke af indre økonomiske interesser, men blot p. g. a. et ydre tryk både fra oven og fra neden.

Men når der ikke findes noget økonomisk grundlag for klassekampen og i grunden heller ikke klasser, så synes ikke blot proletariatets fremtidige, men også den nuværende kamp mod bourgeoisiet umulig, så synes selve socialdemokratiet med sine landvindinger ubegribeligt. Eller også bliver det kun begribeligt, hvis man ser det som resultat af det politiske regeringstryk, og ikke som den historiske udviklings lovmæssige resultat, men som et overskudsprodukt af hohenzollernes politiske kurs, ikke som det kapitalistiske systems legitime barn, men som reaktionens bastard. Og således fører Bernstein os med tvingende logik fra den materialistiske historieopfattelse til "Frankfurter Zeitung" og "Vossische Zeitung".

Efter at man har afsværget hele den socialistiske kritik af det kapitalistiske samfund bliver der nu kun tilovers at finde det bestående i hvert fald i det store og hele beroligende. Og heller ikke det viger Bernstein tilbage for: han finder nu ikke reaktionen i Tyskland så stærk, "i de vesteuropæiske stater mærkes nu ikke meget til den politiske reaktion", og i næsten alle de vestlige lande er "de borgerlige klassers holdning til den socialistiske bevægelse højst i defensiven og ikke af undertrykkende art" ("Vorwärts" d. 26.3.1899). Arbejderne er ikke forarmede, men tværtimod stadig mere velstillede, bourgeoisiet er politisk fremskridtsvenligt og endda moralsk sundt, man ser intet til reaktion eller undertrykkelse. Og alt går på bedste beskub i denne den bedste af alle verdener ...

Og således kommer Bernstein som følge heraf logisk fra A til X. Han er begyndt med at ville opgive endemålet for bevægelsens skyld. Men da der i virkeligheden slet ikke kan findes en socialdemokratisk bevægelse uden det socialistiske endemål, så ender han nødvendigvis med at opgive bevægelsen selv.

Hele Bernsteins socialistiske opfattelse er hermed brudt sammen. Af hele det marxistiske systems stolte, symmetriske, vidunderlige bygningsværk er der hos ham kun blevet en stor ruinhob, hvori skår fra alle systemer, tankestumper fra alle store og små ånder har fundet sammen i en fælles grøft. Marx og Proudhon, Leo von Buch og Franz Oppenheimer, Friedrich Albert Lange og Kant, Herr Prokopovitsch og dr. Ritter von Neupauer, Herkner og Schulze-Gävernitz, Lassalle og prof. Julius Wolf - alle har de båret en lille skærv til det bernsteinske system, hos alle er han gået i lære. Og intet under! Ved at forlade klassesynspunktet har han mistet det politiske kompas, og ved at opgive den videnskabelige socialisme mistede han det åndelige, krystalklare fundament, hvorom de enkelte kendsgerninger grupperer sig til en konsekvent verdensanskuelses organiske helhed.

Denne sammensmelten af teorier uden skelen til forskellighederne af alle mulige systembrokker synes ved første blik at være ganske fordomsfri. Bernstein vil hverken høre om en ,,partividenskab" eller mere korrekt om en klassevidenskab, og ligeså lidt om en klasseliberalisme eller en klassemoral. Han mener at repræsentere en almen menneskelig, abstrakt videnskab, en abstrakt liberalisme, en abstrakt moral. Men da det virkelige samfund består af klasser med diametralt modsatte interesser, bestræbelser og opfattelser, så er en almenmenneskelig social videnskab, en abstrakt liberalisme, en abstrakt moral foreløbig en fantasi, et selvbedrag. Hvad Bernstein betragter som sin almenmenneskelige videnskab, sit demokrati og sin moral, er blot den herskende, dvs. den borgerlige videnskab, det borgerlige demokrati og den borgerlige moral.

Og hvad gør Bernstein så i virkeligheden, når han afsværger Marx' økonomiske system for i stedet at forskrive sig til Brentanos, Böhm-Jevons, Says og Julius Wolfs lære? Hvad gør han andet end at ombytte det videnskabelige grundlag for arbejderklassens frigørelse med bourgeoisiets apologi (forherligelse)? Når han taler om liberalismens alment menneskelige karakter og gør en afart af socialismen, dens klassekarakter, dvs. dens historiske indhold, hvilket igen vil sige ethvert indhold og dermed omvendt at gøre liberalismens historiske repræsentant, bourgeoisiet, til repræsentant for de alment menneskelige interesser?

Og når han i socialdemokratiet drager i felten mod "ophøjelsen af de materielle faktorer til udviklingens omnipotente (almægtige) kræfter", mod "foragt for idealerne", når han taler om idealisme og moral, men samtidig ivrer mod den eneste kilde, der findes til proletariatets moralske genfødelse, nemlig den revolutionære klassekamp, hvad gør han så i grunden andet end at prædike kvintessensen af bourgeoisiets moral for arbejderklassen: nemlig at den skal forsone sig med den bestående samfundsorden og overføre forhåbningerne til den moralske forestillingsverden hinsides?

Og når han så endelig retter sine mest spidse pile mod dialektikken, hvad gør han så andet end at kæmpe mod det opadstræbende klassebevidste proletariats tænkemåde? Han kæmper altså mod det sværd, med hvilket proletariatet har hugget sin historiske fremtid ud af mørket, mod det åndelige våben, hvormed det - materielt endnu under åget - har besejret bourgeoisiet og fuldbyrdet revolutionen i tankens rige, fordi det har bevist bourgeoisiets forgængelighed og den revolutionære sejrs uundgåelighed! Når Bernstein tager afsked med dialektikken og hopper på den tankegynge, der snart hedder: på den ene - og på den anden side, ganske vist - men, skønt - dog, mere eller mindre, så falder han uundgåeligt for det nedadgående bourgeoisis historisk betingede tænkemåde, en tænkemåde, der er en tro, åndelig kopi af dets samfundsmæssige eksistens og politiske adfærd (Caprivi-Hohenlohe, Berlepsch - Posadowsky, Februarkundgørelser - tugthusforlag). Det nuværende bourgeoisis politiske på den ene og på den anden side, hvis-og, ser nøjagtig ud som Bernsteins tænkemåde, og den bernsteinske tænkemåde og det fineste og sikreste symptom på hans borgerlige verdensanskuelse.

Men for Bernstein er ordet "borgerlig" heller ikke mere noget klasseudtryk, men et alment-samfundsmæssigt begreb. Dette betyder bare, at Bernstein - konsekvent til fingerspidserne - har ombyttet proletariatets historiske sprog med bourgeoisiets, samtidig med at han ombyttede videnskaben, politikken, moralen og tænkemåden. Når Bernstein med ordet "borger" uden forskel forstår bourgeois og proletar, altså simpelthen mennesker, så er for ham mennesker faktisk blevet til borgere og det borgerlige samfund er blevet identisk med det menneskelige samfund overhovedet. [Den, der i begyndelsen under diskussionerne med Bernstein havde håbet, at kunne overbevise ham med argumenter fra socialdemokratiets videnskabelige våbenarsenal og genvinde ham for bevægelsen, må lade denne forhåbning falde fuldstændigt. Thi nu er ordene ophørt at definere de samme begreber på begge sider, de samme begreber er ophørt at definere de samme sociale kendsgerninger. Diskussionen med Bernstein er blevet til et opgør mellem to verdensanskuelser, to klasser, to samfundsformer. Bernstein og socialdemokratiet står nu på hver sit grundlag].^U

5. Opportunismen i teori og praksis

Bernsteins bog har haft en stor historisk betydning for både den tyske og den internationale arbejderbevægelse: Den var det første forsøg på at give de opportunistiske stramninger i socialdemokratiet et teoretisk grundlag.

De opportunistiske strømninger i vor bevægelse daterer sig langt tilbage, når man også tager dens sporadiske ytringer i betragtning, som f.eks. i det kendte spørgsmål om dampskibssubventionerne. Men en udtalt enig stramning daterer sig først til begyndelsen af 90'erne fra socialistlovens bortfald og generobringen af det lovlige grundlag. Vollmars statssocialisme, den bayerske budgetafstemning, den sydtyske agrarsocialisme, Heines kompensationsforslag, Schippels standpunkt i told- og militærspørgsmål, det er milepæle for udviklingen af den opportunistiske praksis.

Hvad er de ydre kendetegn? Fjendtligheden overfor "teorien". Og dette er ganske selvfølgeligt, thi vor "teori" dvs. den videnskabelige socialismes principper, sætter meget faste rammer af for den praktiske virksomhed, såvel med hensyn til de tilstræbte mål som til de anvendte kampmidler og endelig også til selve kampformen. Derfor viser der sig hos dem, der kun vil jage efter de praktiske succeser, den naturlige bestræbelse at skaffe sig frie hænder, dvs. at skille vor praksis fra "teorien" at gøre sig uafhængig af den. Men den samme teori giver dem én over nakken ved hvert praktisk forsøg: statssocialismen, agrarsocialismen, kompensationspolitikken, og militærspørgsmålene er lige så meget nederlag for opportunismen. Og det er klart, at denne strømning, hvis den ville stå sig imod vore principper, må drage den slutning, at den må vove sig ind på teorien, på selve principperne, i stedet for at ignorere den må søge at få den til at vakle, og at stille sin egen teori på benene.

Bernsteins teori var netop et forsøg herpå, og derfor så vi på kongressen i Stuttgart så hurtigt alle de opportunistiske elementer samles om det bernsteinske banner. Hvis på den ene side de opportunistiske strømninger i praksis er et ganske naturligt fænomen, der kan forklares med betingelserne for vor kamp og dens vækst, så er på den anden side den bernsteinske teori et ikke mindre selvfølgeligt forsøg på at sammenfatte disse stramninger og give dem et alment teoretisk udtryk, et forsøg på at finde ud af egne teoretiske forudsætninger og afregne med den videnskabelige socialisme. Den bernsteinske teori var derfor fra begyndelsen opportunismens teoretiske ilddåb, dens første videnskabelige legitimation.

Hvordan er dette forsøg så faldet ud? Vi har set det. Opportunismen er ikke i stand til at opstille en positiv teori, der blot nogenlunde holder for kritik. Alt hvad den kan er følgende: Bekæmpe den marxistiske lære først i forskellige enkelte grundprincipper og til sidst - da denne lære fremstiller en fast sammentømret bygning - at ødelægge hele systemet fra kælder til kvist. Dermed er det bevist, at den opportunistiske praksis i sit væsen, i sit grundlag er uforenelig med det marxistiske system.

Men dermed er yderligere bevist, at opportunismen også er uforenelig med socialismen overhovedet, eftersom dens inderste tendens går ud på at trænge arbejderbevægelsen over i borgerlige baner, dvs. fuldstændigt at lamme den proletariske klassekamp. Ganske vist er proletarisk klassekamp - historisk set - ikke identisk med det marxistiske system. Også før Marx og uafhængigt af ham fandtes en arbejderbevægelse og forskellige socialistiske systemer, der hver på deres måde var et til tidsforholdene svarende teoretisk udtryk for arbejderklassens frigørelsesbestræbelser. Socialismen baseret på moralske retfærdighedsbegreber, kampen mod fordelingsmåden i stedet for mod produktionsformen, opfattelsen af klassemodsætningerne som modsætningen mellem fattig og rig, bestræbelserne på at proppe "kooperation" ind i den kapitalistiske økonomi, alt det, som vi finder i det bernsteinske system, har allerede været der før. Og disse teorier var i deres tid med al deres utilstrækkelighed virkelig teorier for den proletariske klassekamp - de var de kæmpemæssige børnesko, hvori proletariatet lærte at marchere på historiens scene.

Men efter at udviklingen af selve klassekampen og dens samfundsmæssige betingelser førte til afskaffelse af disse teorier og til formulering af den videnskabelige socialismes grundsætninger, kan der ikke mere - i det mindste ikke i Tyskland - findes nogen socialisme uden den marxistiske, og ingen socialistisk klassekamp uden om socialdemokratiet. Mere end nogensinde er socialisme og marxisme, proletarisk frigørelse og socialdemokratiet identiske. Tilbagefald til socialismens førmarxistiske teorier betyder derfor i dag ikke engang tilbagefald til proletariatets solide børnesko, men nej, det er et tilbagefald til bourgeoisiets bittesmå udtrådte hjemmesko.

Den bernsteinske teori var det første, men samtidig også det sidste forsøg på at give opportunismen et teoretisk grundlag. Vi siger det sidste, fordi den i det bernsteinske system er gået så langt både negativt og positivt, så der ikke er mere tilbage for den at gøre, negativt m. h. t. at afsværge sig den videnskabelige socialisme, positivt ved sammenrodningen af alle disponible teoretiske konfusioner. I Bernsteins bog har opportunismen fuldendt sin udvikling i teorien [som den gjorde det i praksis ved Schippels stillingtagen til militarismen] ^V og dermed draget sine sidste konsekvenser.

Og den marxistiske lære er ikke kun i stand til at gendrive opportunismen, men den alene er det, som i den nuværende situation kan forklare opportunismen som et historisk fænomen i partiets løbebane. Proletariatets verdenshistoriske fremmarch mod sejr er i virkeligheden "ikke nogen enkelt sag". Hele denne bevægelses særegenhed ligger deri, at folkemasserne her for første gang i historien sætter deres vilje igennem mod alle herskende klasser, men også deri, at denne vilje må række ud over det nuværende samfund. Denne massernes vilje kan imidlertid kun udvikles i bestandig kamp med den bestående samfundsform og kun inden for dens rammer. De store folkemassers forening med et mål, der går ud over hele den bestående orden, foreningen af den daglige kamp med den store verdensreform, det er den socialdemokratiske bevægelses store problem.

I sit udviklingsforløb arbejder socialdemokratiet sig også som en følge heraf frem mellem de to klippeskær: mellem opgivelsen af massekarakteren og opgivelse af endemålet, mellem sekteriske tilbagefald og hensygnen i en borgerlig reformbevægelse, mellem anarkisme og opportunisme.

Den marxistiske lære har ganske vist allerede for et halvt århundrede siden med sit teoretiske våbenarsenal leveret ødelæggende våben både mod den ene og den anden form for ekstremisme. Men da vor bevægelse netop er en massebevægelse, og da farerne, der truer den, udspringer ikke fra menneskelige hjerner, men af de samfundsmæssige betingelser, så kan de anarkistiske og opportunistiske sidespring ikke én gang for alle på forhånd være forebygget af den marxistiske teori: de må, først efter at de i praksis har taget skikkelse, overvindes af bevægelsen selv, men ved hjælp af de af Marx leverede våben. Den mindre fare, det anarkistiske mæslingeanfald, har socialdemokratiet allerede overvundet, da det besejrede "uafhængighedsbevægelsen". Den større fare - den opportunistiske vattersot overvinder det for øjeblikket.

Når man tager bevægelsens enorme vækst i bredde de sidste år i betragtning og de komplicerede betingelser, der er for opgavernes løsning, og hvorunder kampen må føres, så må det øjeblik komme, hvor dels skepticismen i bevægelsen med hensyn til opnåelse af det store slutmål og dels vaklen med hensyn til bevægelsens ideelle element vil gøre sig gældende. Således og ikke anderledes kan og skal den store proletariske bevægelse forløbe, og vankelmodets og ængstelsens øjeblikke er langtfra en overraskelse for den marxistiske lære, men tværtimod forlængst forudset og forudsagt af Marx. "Borgerlige revolutioner", skrev Marx for et halvt århundrede siden i "18. Brumaire", "som det attende århundredes, stormer rask fra succes til succes, de dramatiske effekter overgår hinanden, mennesker og ting synes indfattet i ildbrillanter, ekstasen er hverdagskost: men de er kortlivede, de når snart deres højdepunkt, og tømmermændene plager samfundet, før det har lært nøgternt at tilegne sig resultaterne af Sturm und Drang-perioden. Derimod kritiserer proletariske revolutioner, som vi har set dem i det 19. århundrede, bestandig sig selv, afbryder stadigt deres eget løb, vender tilbage til det øjensynligt fuldbragte, for igen at begynde på det fra begyndelsen, håner grusomt og grundigt halvheder, svagheder og ynkeligheder ved deres første forsøg, synes at slå sin modstander ned, så han kan suge ny kraft af jorden og igen kæmpemæssigere rejse sig mod dem, viger stadig påny tilbage fra den ubestemmelige uhyrlighed i deres egne mål, til den situation er skabt, der gør ethvert forsøg på et vende om umulig, den situation, hvor forholdene selv råber "Hic Rhodus, hic salta! Her er Rhodos, her skal springes".

Dette er forblevet sandt også efter at den videnskabelige socialismes lære er bygget op. Den proletariske bevægelse er ikke dermed på en gang blevet socialdemokratisk - heller ikke i Tyskland. Men den bliver for hver dag stadig mere socialdemokratisk, den bliver det også under og imens den fortløbende overvinder de ekstreme sidespring i anarkistisk og opportunistisk retning - begge dele kun bevægelsesmomenter i den socialdemokratiske proces, i den proces som er socialdemokratiet.

Derfor er ikke fremkomsten af en opportunistisk bevægelse overraskende, kun dens svaghed er det. Så længe den kun kom til udbrud i partipraksis som enkelttilfælde, kunne man endnu formode, at der var et eller andet alvorligt teoretisk grundlag bag den. Men nu hvor den er kommet til fuldt udtryk i Bernsteins bog, må enhver forundret råbe: er det alt, hvad I har at sige? Ikke så meget som en stump af en ny tanke. Ikke en ny tanke, der ikke allerede for årtier siden er trådt ned, leet ud og forvandlet til intet af marxismen!

Det var nok, at opportunismen åbnede munden for at vise, at den intet havde at sige. Og deri ligger den egentlige partihistoriske betydning af Bernsteins bog.

Og så kan Bernstein endnu ved afskeden med det revolutionære proletariats tænkemåde, med dialektikken og den materialistiske historieopfattelse takke dem for de formildende omstændigheder, der er tilstået ham ved hans forvandling. Thi kun dialektikken og den materialistiske historieopfattelse er storsindede nok til at lade ham fremstå som det kaldede, men ubevidste værktøj, hvormed det fremadstormende proletariat har bragt sit øjeblikkelige vankelmod til udtryk, for højtleende og hovedrystende at kaste det langt væk fra sig, når det har set det ved lys.

[Vi har sagt: bevægelsen bliver socialdemokratisk imens den under nødvendighedens lov overvinder de sidespring i anarkistisk og opportunistisk retning, der er betinget af dets vækst. Men at overvinde betyder ikke med fred i sjælen at lade alt gå, som gud vil. At overvinde den nuværende opportunistiske strømning, det vil sige at vise den fra sig.

Bernstein lader sin bog munde ud i det råd til partiet, at det skal vove at vise sig, som det er: et demokratisk-socialistisk reformparti. Partiet, dvs. dets Øverste organ, kongressen, må efter vor mening kvittere for dette råd ved at formå Bernstein til på sin side også formelt at fremtræde som det han er: en småborgerlig demokratisk fremskridtsmand.]^W

Noter

Luxemburgs egne noter er nummereret med tal (1, 2, 3 …), mens oversætterens noter (der især angiver forskelle mellem 1. og 2. udgave) er markeret med bogstaver (A, B, …).

1. Die Neue Zeit 1897/98, Nr. 18, s. 555.

2. Die Neue Zeit 1897/98, Nr. 18, s. 554.

3. K. Marx, Das Kapital, 3. bind l.

4. "Vorwärts" d. 20. februar 1898, Litterær revy. Vi tror, at vi må betragte Konrad Schmidts udlægninger i sammenhæng med Bernstein, da Bernstein ikke med ét ord har afvist kommentarerne til hans anskuelser i "Vorwärts".

5. Webb, Theorie und Praxis der englischen Gewerkvereine, 2. bd., s. 100 ff.

6. Webb, Theorie und Praxis der englischen Gewerkvereine, 2. bd., s. 115 ff.

7. Webb, a. a. O. S. 115.

8. K. Marx, Das Kapital, 3. bind l.

9. I året 1872 har professorerne Wagner, Schmoller, Brentano og andre afholdt en kongres i Eisenach, hvor de med megen larm og stor opstandelse proklamerede indførelsen af sociale reformer til arbejderklassens beskyttelse. De samme - af den liberale Oppenheimer ironisk som "katedersocialister" betegnede herrer - dannede umiddelbart derefter "foreningen for sociale reformer". Men allerede få år senere, da kampen mod socialdemokratiet skærpedes, stemte disse "katedersocialismens" klart skinnende lys som rigsdagsmedlemmer for forlængelse af socialistloven. I øvrigt består hele foreningens virksomhed i årlige generalforsamlinger, hvor nogle professorer forelæser over forskellige temaer. Samme forening har også udgivet over 100 bøger om økonomiske spørgsmål. Om de sociale reformer har disse professorer, der forøvrigt forsvarer beskyttelsestold, militarisme etc. ikke præsteret et muk. Foreningen har også til sidst opgivet reformtankerne og beskæftiger sig nu med emner som kriser, karteller og lignende (denne bemærkning mangler i 1. udgave).

10. Van der Borght, Handwörterbuch der Staatswissenschaften, I.

11. Notabene! I den store spredning af småaktier ser Bernstein åbenbart et bevis på, at det rige samfund begynder at øse sine aktievelsignelser ud over småfolk. Thi hvem andre end småborgere, ja, endog arbejdere skulle købe aktier for bagatelagtige beløb som f.eks. 1 pund eller 20 mark. Desværre beror denne antagelse på en enkelt regnefejl; man opererer med aktiernes nominelle værdi i stedet for med deres markedsværdi, hvilket er to forskellige ting. Til eksempel: På minemarkedet sælges bl. a. aktier i de sydafrikanske randminer; disse aktier er, som de fleste af mineaktierne, etpunds - d.v.s. tyvemarks papirer. Men prisen for dem var allerede 1899 43 pund, d.v.s. ikke 20, men 860 mark (se børsnoteringerne fra slutningen af marts). Og sådan går det i gennemsnit overalt. De "små" aktier er altså - selv om det lyder så demokratisk - i virkeligheden for det meste "andele i samfundets rigdomme" for højborgerligheden og ikke for middelklassen eller proletariatet, idet yderst få aktieejere kan erhverve dem til deres nominelle pris.

12. Arbejdernes egne kooperative fabrikker er det første forsøg på at bryde den gamle form inden for rammerne af netop denne form, selv om de naturligvis overalt - i deres virkelige organisation, må reproducere alle det bestående systems mangler. (Marx: Kapital, Bd. 3).

13. Ved "grådighedslegende" forstår Bernstein "de talemåder, der insinuerer en almindelig, samtidig og voldsom ekspropriation" ("Die Neue Zeit" 1898/99, II s. 89).

A) Skriftet "Socialreform eller Revolution?" foreligger i to forskellige udgaver, bearbejdet af forfatterinden selv, den ene fra 1899, den anden fra 1908. I enkeltheder afviger de fra hinanden, hovedsagelig på to punkter. I anden udgave er der foretaget forskellige ændringer, der har baggrund i nye, praktiske erfaringer, som f.eks. i spørgsmålet om den økonomiske krise. I anden udgave blev også udeladt alle de steder, hvor der forlanges eksklusion af reformisterne, eller hvor der spilles på dette tema. Da RL 10 år efter starten på debatten om Bernstein, og efter at opportunisterne havde erobret de vigtigste positioner i partiet, genudgav pjecen, havde dette eksklusionskrav mistet enhver mening.

Til grund for nærværende udgave ligger 1. version af pjecen. De senere udeladelser er markeret med parenteser [ ]. Tilføjelser til pjecens 2. udgave er forsynet med anmærkninger. Stilistiske forbedringer og mindre omarbejdelser i 2. udgave er dog uden videre medtaget.

B) Første del omhandler en artikelserie af Eduard Bernstein: Socialismens Problemer i Die Neue Zeit, Zürich 1897/1898.

C) RL anvender her begrebet Unternehmerverband, hvilket i vor tids sprogbrug står for karteller, truster og lignende organisationer.

D) Tilføjelse til 2. udgave:

I en fodnote til 3. bind af "Kapitalen" skriver Fr. Engels 1894: "Siden det ovennævnte blev skrevet (1865), er konkurrencen på verdensmarkedet steget betydeligt, takket være den hurtige udvikling af alle kulturlandenes industri, navnlig i Amerika og i Tyskland. Den kendsgerning, at de overvældende og hurtigt voksende moderne produktivkræfter mere og mere ser ud til at vokse over hovedet på de love for det kapitalistiske varebytte, inden for hvis rammer de dog skulle arbejde, denne kendsgerning trænger sig i kapitalisternes bevidsthed mere og mere på. Dette viser sig navnlig ved to symptomer. For det første ved den nye mani for beskyttelsestold, der adskiller sig fra den gamle beskyttelsestold derved, at den allermest beskytter eksportartiklerne. For det andet ved kartellerne (trusterne) mellem fabrikanter inden for i forvejen store produktionsområder, der nu tjener som regulator af produktionen og dermed af priser og profit. Selvsagt er disse eksperimenter kun gennemførlige under relativt gunstige økonomiske "vejrforhold". Den første den bedste storm vil kuldkaste dem og bevise, at selv om produktionen har regulering nødig, er det visselig ikke kapitalistklassen, der er den kaldede. I mellemtiden har disse karteller kun det formål at sørge for, at de små hurtigere end før bliver ædt af de store."

E) I stedet for det her i parentes anførte afsnit fra 1. udgave, står i 2. udgave følgende afsnit:

Svaret på dette spørgsmål fulgte omgående. Næppe havde Bernstein i 1898 kasseret den marxistiske kriseteori, før der i 1900 udbrød en almen og heftig krise, og 7 år senere, i 1907, trak en fornyet krise med oprindelse i De forenede Stater hen over verdensmarkedet. Sådan slog højrøstede kendsgerninger teorien om kapitalismens tilpasning til jorden. Samtidig dermed var det bevist, at de, der prisgav den marxistiske kriseteori, blot fordi den havde svigtet ved to "forfaldsterminer", havde forvekslet selve teorien med en uvæsentlig ydre enkelthed, dvs. med 10-års cyklen. Men som Marx og Engels i 60'erne og 70'erne formulerede den moderne, kapitalistiske industris kredsløb, var der for dem ikke tale om en eller anden naturlov, men blot om en konstatering af kendsgerninger, og om en række bestemte historiske omstændigheder, som står i forbindelse med den nye kapitalismes springvise udvidelse af sin indflydelsessfære.

F) I stedet for det her i parentes anførte afsnit står i 2. udgave:

Lad dog disse kriser gentage sig hvert tiende år, eller hvert femte, eller skiftevis hvert tyvende og hvert ottende år. Det, der mest slående viser, at Bernsteins teori er utilstrækkelig, er den kendsgerning, er dog det faktum, at den sidste krise i årene 1907-8 rasede heftigst i det land, hvor de famøse kapitalistiske "tilpasningsmidler", kreditten, nyhedsformidlingen og trusterne var mest udviklede.

G Strøget i anden udgave.

H) I anden udgave står i stedet: I dag tjener beskyttelsestolden ikke længere til at fremme nye industrier, men til kunstigt at bevare forældede produktionsformer.

I) I anden udgave er dette strøget. Der, hvor der i teksten tales yderligere om verdenspolitik og tilgængeliggørelse af andre lande for kapitalismen, blev der i 1. udgaven kun talt om Kina.

J) Anden del af dette skrift beskæftiger sig med Eduard Bernsteins bog "Socialismens Forudsætninger og Socialdemokratiets Opgaver" (Stuttgart 1899, Verlag von J. h. W. Dietz Nachf. G.m.b.H.).

K) Følgende bemærkning er strøget i 2. udgave:

I "Leipziger Volkszeitung" svarer Bernstein ganske vist temmelig vidtløftigt på nogle punkter i vor første artikelserie, men dette sker på en måde, der forråder hans forlegenhed. F.eks. kommer han let om ved vor kritik af hans kriseskepsis, ved at søge at pådutte os, at vi har gjort hele Marx' kriseteori til fremtidsmusik. Men dette er en højst fri udlægning af vore ord, thi vi forklarede kun krisernes regelmæssige, mekaniske periodicitet eller rettere: den tiårige krisecyklus for et skema, der svarer til et fuldt udviklet verdensmarked. Hvad angår indholdet i Marx' kriseteori, så forklarede vi det som den eneste videnskabelige formulering af alle hidtidige krisers mekanismer såvel som de indre økonomiske årsager.

Endnu mere mærkværdigt er Bernsteins svar på andre punkter i vor kritik. Til vor påpegning af, at karteller aldrig kan være et middel mod det kapitalistiske anarki, fordi de - som sukkerindustrien viser - blot avler en skærpet konkurrence på verdensmarkedet, svarer Bernstein, at dette ganske vist er rigtigt, men den skærpede konkurrence på det engelske sukkermarked har jo sat en stor produktion af marmelade og konserves i gang (s. 78). Et svar, der minder os om konversationsøvelserne i første del af den Ollendorfske sprogmetode til selvundervisning: "Ærmet er kort, men skoen snæver. Far er stor, men mor har lagt sig til at sove."

Med tilsvarende logik besvarer Bernstein vort bevis for at heller ikke kreditten kan være et "tilpasningsmiddel" mod det kapitalistiske anarki, fordi den tværtimod øger dette anarki. Han siger: Kreditten har jo ved siden af sine ødelæggende egenskaber også en positiv "fremstillende og skabende" egenskab, som også Marx har anerkendt.
For den, der støtter sig til de marxistiske teorier og i den kapitalistiske økonomi ser alle positive ansatser til en fremtidig socialistisk forandring af samfundet, er denne henvisning heller ikke med hensyn til kreditten noget nyt. Hvad debatten drejede sig om, var spørgsmålet om denne positive ud over kapitalismen førende egenskab ved kreditten i den kapitalistiske økonomi også kommer positivt til gyldighed, om den kan betvinge det kapitalistiske anarki, som Bernstein påstår, eller snarere selv udarter til en modsætning og kun forøger anarkiet endnu mere, som vi har påvist. Bernsteins henvisning til "kredittens fremstillende og skabende formåen", der jo dannede udgangspunkt for hele debatten, er med hensyn til dette kun en "teoretisk flugt hinsides" - ud af diskussionsfeltet.

L) Strøget i 2. udgave.

M) Strøget i 2. udgave.

(ifølge forfatningens § 14 kunne det habsburgske monarki sætte de forfatningsmæssige garantier, også parlamentet, ud af funktion. Paragraffen blev ofte anvendt).

N) Strøget i 2. udgave.

O) R. L. har korrigeret denne opfattelse om en krigs formodede virkning for Frankrigs vedkommende. I stedet for det indklammede afsnit står i 2. udgave følgende:

I Tyskland blev de store oprustningers æra, der daterer sig fra 1893, og den med Kiautschou inaugurerede verdenspolitik straks betalt med to ofre af det borgerlige demokrati: med frisindets forfald og centrumspartiets omsving fra oppositionsparti til regeringsparti. Det sidste rigsdagsvalg 1907, der udkæmpedes i kolonipolitikkens tegn, blev samtidig den tyske liberalismes historiske begravelse.

P) Mangler i 2. udgave.

S) R. L. anfører her: der Fronden, Kurmeden, des Gewandrechts, Besthaups, Kopfzinses, Heiratszwanges, Erbteilungsrechts, betegnelser O. ikke har kunnet finde dækkende danske betegnelser for.

T) Strøget i 2. udgave.

U) Strøget i 2. udgave.

V) Strøget i 2. udgave.

W) Strøget i 2. udgave.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 27.746