Browserudgave

Rosa Luxemburg: Massestrejke, parti og fagforeninger

Rosa Luxemburg: Massestrejke, parti og fagforeninger

Massestrejke, parti og fagforeninger

af Rosa Luxemburg, 1906

Findes på dansk i Rosa Luxemburg: Politiske Skrifter. Et udvalg. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.

Baggrunden for denne pjece er revolutionen i Rusland i 1905 - også kaldet generalprøven på revolutionen i 1917. Arbejderne organiserede sig i arbejderråd (på russisk sovjetter) - en helt ny og demokratisk organisering, som skulle blive gentaget masser af gange senere gennem dette århundrede.

Revolutionen tvang revolutionære som Trotskij og Lenin til at revurdere og udvikle deres opfattelse af den kommende revolution. Trotskij gennem sin teori om "Den permanente revolution", Lenin gennem sin opfattelse af, hvordan et revolutionært parti skulle forholde sig til arbejderklassen som helhed.

Dette tema er også emnet for Luxemburgs pjece. I pjecen angriber hun de ledende tyske socialdemokraters opfattelse af, at strejker er noget, man kan skrue op og ned for afhængig af den parlamentariske situation. I stedet pegede hun på, at massestrejkerne har deres egen dynamik, som kan feje den ophobede konservatisme i socialdemokratiske organisationer til side. Ligeledes gør hun op med den socialdemokratiske skelnen mellem økonomisk og politisk kamp.

I modsætning til Lenin drog hun dog ikke den konsekvens, at revolutionære socialister må organisere sig uafhængigt af de reformistiske socialdemokrater.

Indhold

  1. Den russiske revolution, anarkismen og generalstrejken
  2. Spekulationer i massestrejke
  3. Massestrejkens udvikling i Rusland
  4. Politisk og økonomisk kamp
  5. Kan de russiske arbejderes erfaringer bruges i Tyskland?
  6. Massestrejken og fagforeningerne
  7. Massestrejkens rolle i revolutionen
  8. Nødvendigt med aktionsenhed mellem fagforeninger og parti

 

1. Den russiske revolution, anarkismen og generalstrejken

Næsten alle hidtidige skrifter og udtalelser fra den internationale socialismes side om problemet massestrejke skriver sig fra tiden før den russiske revolution, det første historiske eksperiment med dette kampmiddel i større målestok Det betyder samtidig, at de for det meste er forældede. De står i deres opfattelse stort set på samme standpunkt som Friedrich Engels, der i 1873 i sin kritik af det bakunistiske revolutionsmageri i Spanien skrev:

"Ifølge Bakunins program er storstrejken den løftestang, der tages i brug for at indlede den sociale revolution. En skønne morgen nedlægger alle arbejderne inden for alle fag i hele landet eller endog i hele verden arbejdet og tvinger på denne måde i løbet af højest fire uger de besiddende klasser enten til at krybe til korset eller til at slå løs på arbejderne, så at disse dermed får ret til at forsvare sig og ved denne lejlighed vende op og ned på hele samfundet. Forslaget er langtfra nyt; franske og efter dem belgiske socialister har siden 1848 flittigt redet denne paradehest, som imidlertid oprindelig er af engelsk race. Under den hurtige og voldsomme udvikling af chartismen blandt engelske arbejdere efter krisen i 1837 blev der allerede i 1839 forkyndt en "hellig måned" - en arbejdsnedlæggelse i nationalt omfang (Se Engels: "Lage der arbeitenden Klasse", 2. oplag, side 234), og det vandt sådan genklang at fabriksarbejderne i Nordengland i juli 1842 forsøgte at gennemføre forehavendet. Også på Alliancekongressen i Genève den 1. september 1873 spillede storstrejken en vigtig rolle; det blev blot fra alle sider indrømmet, at hertil krævedes en gennemgribende organisering af arbejderklassen og en fuld kasse. Og det er netop hagen ved den. På den ene side vil regeringen, særlig hvis man opmuntrer den ved politisk tilbageholdenhed, hverken lade organisationen eller arbejdernes kasse komme så vidt, og på den anden side vil de politiske begivenheder og de herskende klassers overgreb føre til arbejdernes befrielse længe før proletariatet når så langt, som til at skabe denne ideale organisation og denne kolossale reservefond. Havde det imidlertid det, så behøvede det ikke at benytte omvejen over storstrejken for at nå målet."

Vi har her den argumentation, som var afgørende for det internationale socialdemokratis stillingtagen i de følgende årtier. Den er skåret fuldstændig til efter den anarkistiske teori om generalstrejken, d.v.s. den bygger på den teori, der går ud på, at generalstrejken er et middel, der indleder den sociale revolution, i modsætning til arbejderklassens daglige politiske kamp, og den munder ud i følgende enkle dilemma: Enten er det samlede proletariat endnu ikke i besiddelse af mægtige organisationer og kassebeholdninger, og kan derfor ikke gennemføre generalstrejken, eller også er det allerede tilstrækkelig solidt organiseret, og så har det ikke brug for nogen generalstrejke. Denne form for argumentation er ganske vist så enkel og ved første blik slet ikke til at rokke ved, at den i et kvart århundrede har tjent den moderne arbejderbevægelse udmærket som et logisk våben mod hjernespind og som hjælpemiddel til at bringe ideen om den politiske kamp ud i de bredeste arbejderkredse. De storartede fremskridt, som arbejderbevægelsen har gjort i alle moderne lande i løbet af de sidste 25 år, er et glimrende bevis på den taktik for den politiske kamp som Marx og Engels gik ind for i modsætning til Bakunin. Og det tyske socialdemokrati med dets nuværende magt, med dets stilling som den samlede internationale arbejderbevægelses fortrop, er ikke mindst et direkte produkt af den konsekvente og energiske anvendelse af denne taktik.

Men nu har den russiske revolution foretaget en grundig revision af ovenstående argumentation. Den har for første gang i klassekampenes historie på storslået vis virkeliggjort massestrejkens idé og som vi skal anføre nærmere nedenfor - også selve generalstrejken; og dermed er en ny epoke i arbejderbevægelsens udvikling åbnet. Det betyder ganske vist ikke, som man skulle tro, at den af Marx og Engels anbefalede taktik for den politiske kamp eller deres kritik af anarkismen var falsk. Det er tværtimod de samme tankegange, den samme metode, som lå til grund for den Marx-Engelske taktik og også for det tyske socialdemokratis hidtidige praksis, som nu har frembragt helt nye momenter og betingelser for klassekampen i den russiske revolution. Denne revolution, som er den første historiske prøve på massestrejkens eksempel, betyder ikke blot, at anarkismen ikke har fået nogen æresoprejsning, men det betyder rent ud en historisk likvidation af anarkismen. Den triste tilværelse, som denne åndsretning var dømt til på grund af socialdemokratiets mægtige udvikling i Tyskland i de sidste årtier, kunne til dels forklares med den parlamentariske periodes lange varighed og dominans. En "revolutionær" retning som helt var indrettet på at "slå løs", på "direkte aktion" på jævn høtyvemanér måtte nu engang for en tid sygne hen i den parlamentariske hverdags vindstille, og først live op igen og udfolde sin indre kraft, når en direkte åben kampperiode atter blev en realitet, ved en gaderevolution. Især syntes Rusland egnet til at blive et område for eksperimenter for anarkismens heltegerninger. Et land, hvor proletariatet overhovedet ikke havde nogen politiske rettigheder og en yderst svag organisation med en broget skare af forskellige folkegrupper med meget forskelligartede interesser, der skar hinanden på kryds og tværs, med dårlig uddannelse i befolkningsmasserne og desuden stor grusomhed fra det herskende regimes side i dets magtanvendelse - alt dette syntes som skabt til at hæve anarkismen op til en pludselig, omend måske også kortlivet magt. Og endelig var Rusland det historiske fødested for anarkismen. Men Bakunins fædreland skulle altså blive gravstedet for hans lære. Ikke blot stod og står anarkismen i Rusland ikke i spidsen for massestrejkebevægelsen, men hele den politiske ledelse af den revolutionære aktion og også af massestrejken ligger i hænderne på de socialdemokratiske organisationer, som bliver bittert bekæmpet fra de russiske anarkisters side som et "borgerligt parti". Den bliver også delvist ledet af andre socialistiske organisationer, der er mere eller mindre influeret af socialdemokratiet eller står det nær, som det terroristiske parti, de "socialrevolutionære"1. Anarkisterne eksisterer derimod overhovedet ikke i den russiske revolution som en alvorlig politisk retning. Kun i en mindre litauisk by, Bialystok, med specielt vanskelige forhold - med brogede nationale blandede grupperinger blandt arbejderne, en dominerende atomisering i småbedrifter, og et meget underudviklet proletariat - findes der også mellem en syv, otte forskellige revolutionære grupper en lille flok halvvoksne "anarkister", som af alle kræfter medvirker til at skabe forvirring og forstyrrelse hos arbejderne; og for nylig har også en lille flok af denne slags gjort sig bemærket i Moskva og måske i endnu en to, tre byer. Men hvilken rolle spiller anarkismen nu i øvrigt bortset fra disse par "revolutionære" grupper i den russiske revolution? Den er blevet et udhængsskab for gemene tyve og røvere; privatpersoner står under firmanavnet "anarko-kommunisme" bag en god del af de utallige tyverier og plyndringer, der som en bølge dukker op i enhver depressionsperiode, hvor revolutionen momentant er i defensiven. Anarkismen er i den russiske revolution ikke det kæmpende proletariats teori, men er tværtimod blevet det kontrarevolutionære lumpenproletariats ideologiske varemærke, som følger i revolutionens kølvand som en flok hajer. Og dermed er anarkismens historiske løbebane vel tilendebragt.

På den anden side er massestrejken i Rusland blevet virkeliggjort, ikke som et middel til gennem et pludseligt teaterkup at springe ind i den sociale revolution og dermed omgå arbejderklassens politiske kamp og især parlamentarismen, nej, den er et middel til først at skabe betingelserne for den daglige politiske kamp for proletariatet og især for parlamentarismen. Den revolutionære kamp i Rusland, i hvilken massestrejken kommer til anvendelse som det vigtigste våben, bliver fra det arbejdende folks side - og i første række fra proletariatets, netop ført for at opnå præcis de samme politiske rettigheder og betingelser, hvis nødvendighed og betydning for arbejderklassens emancipationskamp Marx og Engels var de første til at påvise - noget de i modsætning til anarkisterne med al magt havde kæmpet for i Internationalen. Dermed har den historiske dialektik, den klippe som hele den marxistiske socialismes lære beror på, ført til, at anarkismen, som ideen om massestrejken var uadskilleligt forbundet med, i dag selv er kommet i modsætning til denne massestrejkens praksis, mens omvendt massestrejken, som har været bekæmpet som noget, der stod i modsætning til proletariatets politiske virksomhed, i dag viser sig at være det mægtigste våben i den politiske kamp for politiske rettigheder. Når altså den russiske revolution nødvendiggør en grundig revision af marxismens standpunkt til massestrejken, så er det endnu engang kun marxismen som med sine almene metoder og synspunkter i ny skikkelse går af med sejren. Morens elskede kan kun dø for morens egen hånd.

2. Spekulationer i massestrejke

Den første revision, som følger af begivenhederne i Rusland, hvad angår spørgsmålet om massestrejken, drejer sig om den almindelige opfattelse af problemet. Indtil nu står både de ivrige talsmænd for et "forsøg med massestrejken" i Tyskland (folk som Bernstein,2 Eisner o.s.v.) og de konsekvente modstandere af et sådant forsøg, som man kan finde det i fagforeningskredse (f.eks. repræsenteret af Bömelburg), i virkeligheden på den samme platform - og det er faktisk den anarkistiske opfattelse. De tilsyneladende modpoler udelukker ikke bare gensidigt hinanden, men som altid betinger og supplerer de hinanden. For den anarkistiske måde at tænke på er spekulationerne over det "store brag" over den sociale revolution kun et ydre og uvæsentligt kendetegn. Hvad der derimod er væsentligt er hele det abstrakte og uhistoriske syn på massestrejken og i det hele taget på betingelserne for den proletariske kamp. Når det drejer sig om de materielle forudsætninger for anarkisternes "revolutionære" spekulationer, eksisterer der kun to ting: først og fremmest den blå luft og så den gode vilje og modet, der skal til for at redde menneskeheden ud af vor tids kapitalistiske jammerdal. Af dette ræsonnement ud i den blå luft fulgte allerede for 60 år siden, at massestrejken er det korteste, sikreste og letteste middel til at udføre springet over i den bedre sociale hinsidighed. Spekulationerne ud i den blå luft gav siden som resultat, at den faglige kamp er den eneste "direkte masseaktion" og den eneste revolutionære kamp - som bekendt de franske og italienske "syndikalisters" nyeste påfund. Det fatale for anarkismen har hele tiden været, at de metoder, som blev improviseret ud i den blå luft ikke blot gjorde regning uden vært, d.v.s. var den rene utopi, men at de, fordi de overhovedet ikke regnede med den foragtede elendige virkelighed, i den selv samme elendige virkelighed stort set kom for skade at optræde som reaktionens hjælpetjeneste gennem deres revolutionære spekulationer.

Samme abstrakte, uhistoriske betragtningsmåde præger imidlertid også i dag dem, der efter en styrelsesvedtagelse med det første vil igangsætte en massestrejke i Tyskland på en bestemt dato. Og det samme gælder dem, der ligesom deltagerne i fagforeningskongressen i Köln3 ville bringe problemet massestrejke ud af verden gennem et "propagandaforbud". Begge retninger går ud fra den samme rent anarkistiske forestilling om, at massestrejken blot er et teknisk kampmiddel, som kan "besluttes" og "forbydes" efter forgodtbefindende, en slags lommekniv, man "for alle tilfældes skyld" kan have klar i lommen og folde ud og bruge, når man beslutter sig til det. Ganske vist er det netop modstanderne af massestrejken, som gør krav på at have æren for at tage den historiske baggrund og de materielle betingelser for den nuværende situation i Tyskland i betragtning i modsætning til revolutionsromantikerne, som svæver i luften og overhovedet ikke vil regne med den hårde virkelighed og dens muligheder og umuligheder. "Kendsgerninger og tal, tal og kendsgerninger!" råber de, som dr. Gradgrind i Dickens' bog "Hårde tider". Hvad modstanderne af massestrejken blandt fagforeningsfolk forstår ved "historisk baggrund" og "materielle betingelser" er to faktorer: På den ene side proletariatets svaghed, på den anden den preussisk-tyske militarismes styrke. De utilstrækkelige arbejderorganisationer og kassebeholdninger og de imponerende preussiske bajonetter, dette er de "kendsgerninger og tal" på hvilke disse fagforeningsledere i givet fald baserer deres praktiske politik. Nu er fagforeningskasser og preussiske bajonetter utvivlsomt yderst materielle og også meget historiske foreteelser; men en opfattelse baseret på dette grundlag, er ingen historisk materialisme i den Marxske betydning, men en politimæssig materialisme, i Puttkamers4 ånd. Også repræsentanterne for den kapitalistiske politistat regner meget - og tilmed udelukkende - med det organiserede proletariats eksisterende magt, såvel som med bajonetternes materielle magt, og ud fra det sammenlignende eksempel, der stilles op på grundlag af disse to talrækker, bliver der stadigvæk draget den beroligende slutning: Den revolutionære arbejderbevægelse bliver fostret af enkelte agitatorer og hetzmagere, altså har vi i fængslerne og bajonetterne et tilstrækkeligt middel til at blive herre over denne ubehagelige "forbigående foreteelse".

De klassebevidste tyske arbejdere har forlængst begrebet det humoristiske ved denne politimæssige teori, der går ud på, at hele den moderne arbejderbevægelse er et kunstigt og vilkårligt produkt af en håndfuld samvittighedsløse "agitatorer og hetzmagere". Men det er akkurat den samme opfattelse, der kommer til udtryk, når et par udmærkede kammerater slår sig sammen til en frivillig nattevagtpatrulje for at advare de tyske arbejdere mod det farlige som bedrives af nogle "revolutionsromantikere" med deres "propaganda for massestrejke"; eller når på den anden side en ynkelig og opbragt kampagne bliver sat i scene af dem, der tror, de er blevet ført bag lyset gennem en eller anden "fortrolig" ordning mellem partiledelsen og fagorganisationens topledelse i forbindelse med en massestrejkes udbrud i Tyskland. Skulle det være kommet an på revolutionsromantikernes fængende "propaganda" eller på partiledelsernes fortrolige eller offentlige beslutninger, så havde vi ikke haft én eneste massestrejke i Rusland indtil i dag. I intet land tænkte man - som jeg allerede har fremhævet det i marts 1905 i "Sächsische Arbeiter-Zeitung" - så lidt på at drive "propaganda" for eller på at "diskutere" den som i Rusland. Og de enkelte eksempler på beslutninger og afgørelser taget af den russiske partiledelse, som virkelig skulle proklamere massestrejken, som f.eks. det sidste forsøg i august i år efter opløsningen af dumaen, er næsten fuldstændig mislykket. Når den russiske revolution altså lærer os noget, er det frem for alt, at massestrejken ikke bliver "lavet" kunstigt, ikke bliver "besluttet" på må og få, ikke bliver til gennem "propaganda", men at den er en historisk foreteelse, der på et vist tidspunkt med historisk nødvendighed opstår af de sociale forhold.

Problemet kan ikke forstås hvis man kun giver sig af med abstrakte spekulationer over massestrejkens mulighed eller umulighed, dens nytte eller skade, men kun gennem udforskning af de faktorer og de sociale forhold, som massestrejken på et givet tidspunkt af klassekampen vokser frem af. Problemet kan med andre ord alene forstås og diskuteres ikke gennem en subjektiv vurdering af massestrejken med udgangspunkt i det ønskelige, men gennem en objektiv undersøgelse af massestrejkens kilder med udgangspunkt i den historiske nødvendighed.

I den abstrakte logiske analyses rene luft lader massestrejkens absolutte umulighed og sikre nederlag såvel som dens fuldkomne mulighed og dens utvivlsomme sejr bevise med nøjagtig samme styrke. Og derfor er bevisførelsens værdi den samme i begge tilfælde; nemlig lig nul. Derfor er også specielt frygten for "propaganda" til fordel for massestrejken, der sågar har ført til formelige bandlysninger af de påståede skyldige i disse forbrydelser, udelukkende et produkt af komiske misforståelser. Det er lige så umuligt at drive "propaganda" for massestrejken som abstrakt kampmiddel, som det er at propagandere for "revolutionen". "Revolution" såvel som "massestrejke" er begreber som i sig selv blot er klassekampens ydre form, og som kun har indhold og mening i sammenhæng med ganske bestemte politiske situationer.

Hvis en eller anden skulle finde på at gøre massestrejken som form for proletarisk aktion til genstand for regelret agitation og gå ud for at falbyde denne "idé" for at vinde arbejderne for den lidt efter lidt, så ville det være en lige så ørkesløs som gold og flov beskæftigelse, på samme måde som hvis nogen ville gøre ideen om revolutionen eller barrikadekampen til genstand for en særlig agitation. Massestrejken er nu kommet i centrum for den tyske og den internationale arbejderbevægelses levende interesse, fordi den er en ny kampform og som sådan er et sikkert symptom på en dybtgående indre forskydning i klasseforholdene og i klassekampens vilkår. Det vidner om den tyske proletarmasses sunde revolutionære instinkt og levende intelligens at de - på trods af hårdnakket modstand fra deres fagforeningsledere - viser det nye problem en så varm interesse. Men denne interesse, denne sande intellektuelle tørst og revolutionære virkelyst hos arbejderne kan man ikke imødekomme ved at traktere med abstrakt hjernegymnastik over muligheden eller umuligheden af massestrejken. Man må derimod klarlægge hele udviklingen af den russiske revolution for dem, påpege denne revolutions internationale betydning, klassemodsætningernes skærpelse i Vesteuropa, de videre politiske perspektiver for klassekampen i Tyskland, og massernes rolle og opgaver i de kommende kampe. Kun i denne form vil diskussionen over massestrejken føre til, at proletariatets åndelige horisont udvides, dets klassebevidsthed skærpes, dets måde at tænke på uddybes, og dets handlekraft hærdes.

Men holder man fast ved dette standpunkt, vil man også opleve, hvor latterlig den straffeproces er, som modstanderne af "revolutionsromantikken" har sat i gang, fordi man ved behandlingen af problemet ikke har holdt sig nøjagtigt til Jena-resolutionens ordlyd.5 Med denne resolution slår de "praktiske politikere" sig til nød til ro, fordi den hovedsagelig kobler massestrejken sammen med den almindelige valgrets skæbne, og dermed tror de, de kan drage følgende to slutninger: for det første, at massestrejken bevarer en rent defensiv karakter, og for andet, at massestrejken er underordnet parlamentarismen, er blevet forvandlet til et blot og bart appendiks til parlamentarismen. Men den virkelige kerne i Jena-resolutionen er i denne forbindelse, at i den nuværende situation i Tyskland vil et attentat i rigsdagen mod rigsdagsvalgretten fra den herskende reaktion højst sandsynligt kunne blive den udløsende faktor og signalet til en periode med stormende politiske kampe, i hvilken massestrejken for første gang vil komme i anvendelse i Tyskland som kampmiddel. Men at ville begrænse og kunstigt beskære den sociale rækkevidde og det historiske råderum for massestrejken som foreteelse og problem i klassekampen gennem en ordlyd i en partiresolution er et forehavende, som hvad kortsigtethed angår kan måle sig med det diskussionsforbud som fagforeningskongressen i Köln vedtog. I resolutionen fra partikongressen i Jena har det tyske socialdemokrati officielt rettet sin opmærksomhed mod den dybtgående forandring i den proletariske klassekamps internationale betingelser udsprunget af den russiske revolution, og det har bevidnet sin revolutionære udviklingsevne, sin tilpasningsevne overfor de nye krav i den kommende fase i klassekampen. Deri ligger Jena-resolutionens betydning. Hvad den praktiske anvendelse af massestrejken i Tyskland angår, vil historien træffe afgørelsen, ligesom den har gjort det i Rusland - historien i hvilken socialdemokratiet med sine beslutninger rigtignok er en vigtig faktor, men kun en faktor blandt mange andre.

 

3. Massestrejkens udvikling i Rusland

Massestrejken, som den for det meste opfattes i Tyskland i dagens diskussion, er en meget klar og enkelt udtænkt, en skarpt afgrænset enkeltforeteelse. Der bliver udelukkende snakket om den politiske massestrejke. Her bliver der kun tænkt på en enkeltstående storslået arbejdsnedlæggelse fra hele industriproletariatets side, en strejke, sat i gang på politisk foranledning af største rækkevidde, og tilmed baseret på en rettidig og gensidig opnået forståelse mellem partimæssige og faglige instanser; det hele derefter gennemført i disciplinær ånd og i største orden og afsluttet i endnu skønnere orden efter en rettidig appel fra de ledende instanser, hvorved reguleringen af strejkeunderstøttelsen, alle omkostningerne, ofrene - med andre ord massestrejkens hele materielle regnskab - på forhånd bliver bestemt ganske nøjagtigt.

Når vi nu sammenligner dette teoretiske skema med den virkelige massestrejke, sådan som den har fundet sted i Rusland i de sidste 5 år, så må vi sige, at den forestilling, som står i centrum for den tyske diskussion, ikke svarer til en eneste af de mange massestrejker, som har fundet sted, og at massestrejkerne i Rusland på den anden side opviser en så forskelligartet mangfoldighed, at det er ganske umuligt at tale om massestrejken - om en abstrakt og skematisk form for massestrejke. Alle sider af massestrejken og dens karakter er ikke blot forskellige i de forskellige byer og egne af landet, men frem for alt har den ændret karakter gentagne gange i løbet af revolutionen. Massestrejkerne har i Rusland gennemgået en bestemt historie, som endnu ikke er afsluttet. Den, der altså vil tale om massestrejke i Rusland, må først og fremmest have dens historie for øje.

Den nuværende så at sige officielle periode i den russiske revolution bliver med fuld ret dateret til Petersborg-proletariatets opstand den 22. januar 1905, fra de 200.000 arbejderes demonstrationstog til zarens slot, der endte i et frygteligt blodbad. Den blodige massakre i Petersborg gav som bekendt signal til udbruddet af den første kæmpeserie af massestrejker, som i løbet af nogle få dage væltede frem over hele Rusland og bragte revolutionens kampråb fra Petersborg til alle rigets afkroge ud til de bredeste lag inden for proletariatet. Petersborg-opstanden den 22. januar var imidlertid blot slutfasen på den massestrejke, som proletariatet i zarens hovedstad havde startet i januar 1905. Denne massestrejke i Petersborg udfoldede sig utvivlsomt under det umiddelbare indtryk af den mægtige generalstrejke, som kort forinden i december var brudt ud i Baku i Kaukasus og som en tid lang holdt hele Rusland i ånde. December-begivenhederne i Baku var imidlertid på deres side ikke andet end den sidste og voldsomste udløber af de mægtige massestrejker, der som periodiske jordskælv i årene 1903 og 1904 rystede hele Sydrusland, og hvis prolog var massestrejken i Batum (Kaukasus) i marts 1902 - og denne første massestrejkebevægelse i den fortløbende kæde af de nuværende eruptioner ligger til syvende og sidst kun fem år fra den store generalstrejke blandt Petersborgs tekstilarbejdere i årene 1896 og 1897; og når denne bevægelse i det ydre synes skilt fra revolutionen i dag med nogle års tilsyneladende stilstand og stivnet reaktion, så forstår dog enhver, som kender den indre politiske udvikling hos det russiske proletariat frem mod den klassebevidsthed, som karakteriserer det i dag, og som kender dette proletariats revolutionære energi, at den nuværende massekampsperiodes historie begyndte med generalstrejken i Petersborg. Når man diskuterer massestrejken, er den derfor vigtig, fordi den allerede i kimform indeholder alle de senere massestrejkers hovedmomenter. Til at begynde med ser Petersborger-generalstrejken i året 1896 ud til at være en ren økonomisk lønkamp. Dens årsager var de utålelige arbejdsvilkår for spinderne og væverne i Petersborg, en arbejdstid på 13, 14 og 15 timer dagligt, elendige akkordlønninger og en hel mønsterfortegnelse over nedrige arbejdsgiverchikanerier. Men tekstilarbejderne udholdt længe tålmodigt denne situation, indtil en tilsyneladende bagatelagtig omstændighed fik bægeret til at flyde over. I året 1896 blev kroningen af den nuværende zar Nikolaj II6 nemlig gennemført efter at have været udsat i 2 år på grund af frygt for de revolutionære, og i den anledning viste Petersborgs arbejdsgivere deres patriotiske iver, idet de pålagde deres arbejdere tre dages tvangsferie, uden dog - mærkeligt nok - at ville betale dem for disse dage. Tekstilarbejderne, som blev opbragt herover, kom i bevægelse. Efter rådslagning mellem omkring 300 af de mest oplyste arbejdere i Jekaterinenhofer-haven blev strejken besluttet og kravene formuleret: 1. Udbetaling af løn for kroningsdagene; 2. 10½-times arbejdsdag; 3. Forhøjelse af akkordlønnen. Dette skete den 24. maj. Efter nogle uger lå samtlige væverier og spinderier stille, og 40.000 arbejdere var i generalstrejke. I dag kan denne begivenhed, når den sammenlignes med revolutionens mægtige massestrejker, synes at være en lille ting. Men i det daværende Ruslands tilfrosne politiske liv var en generalstrejke noget uhørt, det var selv en hel revolution i det små. Selvfølgelig satte man derefter ind med de mest brutale former for forfølgelse, ca. 1000 arbejdere blev arresteret og sendt tilbage til deres hjemegn og generalstrejken blev knust. Allerede her ser vi alle grundtrækkene for de senere massestrejker. Den nærmeste foranledning til bevægelsen var rent tilfældig, ja, underordnet, dens udbrud elementært, men i bevægelsens tilblivelse kom frugten af socialdemokratiets årlange agitation til syne, og i løbet af generalstrejken stod de socialdemokratiske agitatorer i spidsen for bevægelsen, de ledede den og brugte den til at sætte gang i den revolutionære agitation. Desuden: Strejken var i det ydre blot en økonomisk lønkamp, det var udelukkende regeringens holdning og socialdemokratiets agitation, der gjorde den til en politisk foreteelse af første rang. Og endelig: Strejken blev nedkæmpet, arbejderne led "nederlag". Men allerede i januar 1897 gentog tekstilarbejderne i Petersborg generalstrejken og opnåede denne gang et fremragende resultat: Indførelse af en lovfæstet 11½-times arbejdsdag i hele Rusland. Hvad der imidlertid var endnu vigtigere: siden den første generalstrejke i 1896, som var blevet gennemført uden nogen form for organisation eller strejkekasse, begynder nu en intensiv faglig kamp i det egentlige Rusland, som hurtigt breder sig fra Petersborg ud i det øvrige land og åbner helt nye perspektiver for den socialdemokratiske agitation og organisation, en kamp som under den tilsyneladende våbenstilstand i den efterfølgende periode på denne måde forbereder den proletariske revolution med et usynligt muldvarpearbejde.

Udbruddet af den kaukasiske strejke i marts i året 1902 blev tilsyneladende fremkaldt af lige så tilfældige rent økonomiske partielle faktorer som strejken i 1896, selv om de var helt forskellige. Strejken udsprang af den svære industri- og handelskrise, som i Rusland var en forløber for den japanske krig og sammen med den var den den mægtigste faktor i den begyndende revolutionære gæring. Krisen førte til en enorm arbejdsløshed, som gav god næring til agitationen blandt de proletariske masser, og for at få ro i arbejderklassen tog regeringen det skridt at tvangstransportere de "overflødige hænder" tilbage til deres respektive hjemsteder. Et sådant skridt rettet mod ca. 400 oliearbejdere fremkaldte en masseprotest i Batum, hvad der førte til demonstrationer, anholdelser, massakre og til slut en politisk proces, hvor et rent økonomisk anliggende pludselig blev til en politisk og revolutionær begivenhed. Ekkoet fra denne strejke, der var endt fuldstændig "resultatløs" og var blevet slået ned i Batum, blev en række revolutionære massedemonstrationer blandt arbejderne i Nizhni Novgorod, Saratov og andre byer, altså et kraftigt fremstød for den revolutionære bevægelses brede bølge.

Allerede i november 1902 fulgte det første ægte revolutionære ekko i form af en generalstrejke i Rostov ved Don. Det var de ulige lønninger i den vladikaukasiske jernbanes værksteder, der gav stødet til denne bevægelse. Ledelsen ville nedsætte lønningerne, hvorefter socialdemokratiets Don-komite udsendte et opråb med opfordring til strejke samt følgende krav: 9-timers arbejdsdag, lønforhøjelser, afskaffelse af bøderne, afskedigelse af nogle upopulære ingeniører o.s.v. Samtlige jernbaneværksteder gik i strejke. Snart sluttede alle de andre fag sig til dem og pludselig herskede der en hidtil ukendt tilstand i Rostov: Enhver form for erhvervsmæssigt arbejde lå stille, og i stedet blev der dag efter dag holdt kæmpemæssige møder i det fri med 15-20.000 arbejdere ofte omringet af kosaktropper. Socialdemokratiske folketalere optrådte for første gang offentligt, holdt opflammende taler om socialismen og den politiske frihed og blev modtaget med voldsom begejstring, revolutionære opråb blev spredt i titusindvis af eksemplarer. Midt i det stivnede absolutistiske Rusland erobrede Rostovs proletariat for første gang i et stormløb sin forsamlingsret, sin talefrihed. Ganske vist foregik det heller ikke her uden en massakre. Lønforskellene i de vladikaukasiske jernbaneværksteder havde i løbet af nogle dage givet anledning til en generalstrejke og til et revolutionært gadeslag. Som eftervirkning fulgte straks efter endnu en generalstrejke i stationsbyen Tichorezk på den samme jernbanelinje. Også her kom det til en massakre, og endvidere til en politisk proces, og også Tichorezk har på denne måde flettet sig ind i den sammenhængende kæde af revolutionære momenter.

Foråret 1903 giver svaret på de nedkæmpede strejker i Rostov og Tichorezk: Hele Sydrusland står i maj, juni og juli i flammer, Baku, Tiflis, Batum, Jelisavetgrad, Odessa, Kiev, Nikolajev, Jekaterinoslav befinder sig i bogstaveligste forstand i generalstrejke. Men heller ikke her opstår bevægelsen efter en eller anden på forhånd fastlagt plan fra et centrum, den flyder sammen fra enkelte punkter og fra sted til sted veksler anledning og form.

Det begynder i Baku, hvor flere separate lønkampe inden for de enkelte fabrikker og brancher endelig munder ud i en generalstrejke. I Tiflis sættes strejken i gang af 2000 ansatte inden for handelssektoren - de havde en arbejdstid fra klokken 6 om morgenen til klokken 11 om aftenen. Den 4. juli kl. 8 om aftenen forlader de allesammen butikkerne og drager i demonstration rundt gennem byen, for at opfordre butiksindehaverne til at lukke forretningerne. Sejren er fuldstændig: alle butiksansatte tilkæmper sig en arbejdstid fra 8 til 8, og alle fabrikker, værksteder og kontorer slutter sig straks til dem. Aviserne udkommer ikke, og sporvejstrafikken kan kun finde sted under militærbeskyttelse. I Jelisavetgrad begynder der den 10. juli en strejke i alle fabrikkerne udsprunget af rent økonomiske krav. De bliver for det meste efterkommet, og den 14.7 hører strejken op. Men 14 dage senere bryder den ud igen, og denne gang er det bagerne, der giver signalet, men så følger stenarbejderne, snedkerne, farverne, mølleriarbejderne og til slut alle fabriksarbejderne. - I Odessa begynder bevægelsen med en lønkamp, under hvilken der opstår forviklinger med den "legale" arbejderforening, som var grundlagt af regeringsagenter efter den berømte gendarm Subatovs7 program. Den historiske dialektik har endnu engang fået anledning til at udføre et af sine smukke ondskabsfulde pus: Den økonomiske kamp i den foregående periode - herunder generalstrejken i Petersborg i 1896 - havde forledt de russiske socialdemokrater til at lægge overdreven vægt på den såkaldte "økonomisme", og dermed havde de beredt grunden for Subatovs demagogiske fremstød blandt arbejderne. Efter nogen tid fik den revolutionære strøm imidlertid drejet det lille skib med det falske flag rundt og tvunget det til at sejle i spidsen for den revolutionære proletariske flotille. Subatov-foreningerne gav i foråret parolen til den store generalstrejke i Odessa i 1904, og til generalstrejken i Petersborg i januar 1905. Arbejderne i Odessa, som var lullet ind i illusionen om regeringens oprigtige arbejdervenlighed og dens sympati for den rent økonomiske kamp, ville pludselig sætte tingene på prøve og tvang i en fabrik Subatovs "arbejderforening" til at erklære strejke på nogle meget beskedne krav. De blev ganske enkelt sat på gaden af arbejdsgiveren, og da de over for fagforeningens leder krævede den øvrighedsbeskyttelse, der var blevet dem lovet, forduftede herren, og lod arbejderne i stikken i vild ophidselse. Straks stillede socialdemokraterne sig i spidsen, og strejkebevægelsen sprang over til andre fabrikker. Den 1. juli strejkede 2500 jernbanearbejdere, den 4. juli gik havnearbejderne i strejke for at få lønnen hævet fra 80 kopek til 2 rubler, samt nedskæring af arbejdstiden med en halv time. Den 6. juli sluttede søfolkene sig til bevægelsen. Den 13. juli begyndte sporvejspersonalet at strejke. Nu afholdes der et møde med deltagelse af samtlige strejkende en 7000-8000 mand; et demonstrationstog begynder at gå fra fabrik til fabrik, det vokser som en lavine, og en 40.000-50.000 stor menneskemængde begiver sig ned til havnen for her at sørge for at al arbejde bliver nedlagt. Snart er der generalstrejke i hele byen. - I Kiev begynder strejken den 21. juli i jernbaneværkstederne. Også her er den umiddelbare grund de miserable arbejdsforhold, og der bliver stillet nogle lønkrav. Dagen efter følger støberierne eksemplet, og den 23. juli indtræffer der en begivenhed, der giver signalet til generalstrejke. Om natten bliver to af jernbanearbejdernes delegerede arresteret; de strejkende kræver straks, at de skal sættes på fri fod, og da dette krav ikke bliver opfyldt, beslutter de, at togene ikke skal få lov til at forlade byen. De strejkende med koner og børn sætter sig på banelinjen - et hav af menneskehoveder, der bliver truet med geværsalver. Arbejderne blotter deres bryst og råber: "Skyd!". En salve bliver affyret mod den værgeløse siddende folkemængde og 30-40 lig, deriblandt kvinder og børn, bliver liggende på pladsen. Da dette bliver kendt går hele Kiev i strejke samme dag. De myrdedes lig bliver løftet op af mængden og bliver båret afsted i en massedemonstration - møder, taler, arrestationer, enkelte gadekampe - Kiev står midt i revolutionen. Bevægelsen går snart mod sin slutning, men det lykkes bogtrykkerne at tilkæmpe sig en arbejdstidsforkortelse på en time, samt at få lønforhøjelse på en rubel. I en gærfabrik bliver 8-timers arbejdsdagen indført, jernbaneværkstederne bliver lukket ved en beslutning af ministeriet, andre brancher viderefører lokale strejker for at få deres krav igennem. - I Nikolajev bryder generalstrejken ud under umiddelbart indtryk af nyhederne fra Odessa, Baku, Batum og Tiflis, på trods af modstand fra den socialdemokratiske komite, som på dette tidspunkt ønskede at udsætte igangsættelsen af aktionen, fordi militæret stod over for at trække sig ud af byen på manøvre. Men masserne lod sig ikke holde tilbage; det begyndte i en fabrik, de strejkende gik fra det ene værksted til det andet, og militærets modstand gød kun olie på ilden. Snart dannede der sig massedemonstrationer, der blev sunget revolutionære sange som også rev de gamle arbejdere med sig, og sporvognsfunktionærerne fulgte med, der kom mænd og kvinder. Arbejdsstilheden var fuldkommen. I Jekaterinoslav begynder bagerne den 5. august og arbejderne fra jernbaneværkstederne den 7. august og derefter alle andre fabrikker at strejke; den 8. august standser sporvejstrafikken, aviserne udkommer ikke. - Således kom den imponerende strejke i Sydrusland i sommeren 1903 i gang. De lokale økonomiske kampe og de små "tilfældige" begivenheder flød ad mange små kanaler hurtigt sammen i et mægtigt hav og forvandlede i nogle uger hele det sydlige zarrige til en usædvanlig revolutionær arbejderrepublik. "Omfavnelser, råb af henrykkelse og begejstring, frihedssange, munter latter, humor og glæde hørtes i denne mangetusindtallige mængde, der fra morgen til aften bølgede gennem byen. Stemningen var høj, man kunne næsten tro, at et nyt og bedre liv var begyndt på jorden. Et dybt alvorligt og samtidig idyllisk rørende billede", således skrev dengang korrespondenten i det liberale blad "Osvobozhdenie", Herr Peter v. Struve.

I begyndelsen af året 1904 kom krigen, og for en stund var der en hvilepause i massestrejkebevægelsen. Først væltede en bølge af politimæssigt foranstaltede "patriotiske" demonstrationer sig ud over landet. Det "liberale" borgerlige samfund blev i første omgang fuldstændig rendt over ende af den officielle zaristiske chauvinisme. Dog tager socialdemokratiet snart igen kamppladsen i besiddelse; lumpenproletariatets politi-inspirerede patriotiske demonstrationer bliver imødegået af revolutionære arbejderdemonstrationer. Og endelig får den zaristiske armés forsmædelige nederlag også de liberale til at vågne op af deres bedøvelse. Nu begynder en æra med liberale og demokratiske kongresser, banketter, taler, adresser og manifester. Absolutismen, der for en tid på grund af krigens ydmygelser, er blevet stækket lader i sin forfjamskelse de herrer få deres vilje, og de øjner allerede himmelen fyldt med liberale violiner. I et halvt år tager den borgerlige liberalisme den forreste del af den politiske scene i besiddelse, proletariatet træder ind i skyggen, men efter en længere depression kommer absolutismen atter på benene igen, hofkliken samler sine kræfter, og gennem et eneste tramp i gulvet med kosakstøvlen bliver hele den liberale aktion i december jaget i et musehul. Banketterne, talerne, kongresserne bliver kort og godt forbudt som en "fræk anmasselse", og liberalismen ser sig pludselig sat ud af spillet. Men netop der, hvor liberalismen har mistet tråden, begynder proletariatets aktion. I december 1904 fører arbejdsløsheden til, at den storslåede generalstrejke i Baku bryder ud: Arbejderklassen er igen inde på kamppladsen. Da al tale bliver forbudt og forstummer, begynder handlingen igen. I Baku behersker socialdemokratiet i nogle få uger situationen fuldstændigt under generalstrejken, og de ejendommelige begivenheder i december i Kaukasus ville have vakt uhyre opsigt, hvis ikke de var blevet overgået så hurtigt af den stigende revolutionsbølge, som den selv havde pisket op. De fantastiske, men uklare efterretninger om generalstrejken i Baku var endnu ikke nået ud i alle områder af zarriget, før massestrejken brød ud i januar 1905 i Petersborg.

Også her var anledningen som bekendt en bagatel. To arbejdere fra Putilov-værkerne blev afskediget på grund af deres medlemskab af den legale Subatov-forening. Dette skridt førte den 16. januar til en solidaritetsstrejke, som omfattede samtlige 12.000 arbejdere fra disse værker. Socialdemokraterne begyndte på grundlag af strejken en aktiv agitation for udvidelse af kravene, en udvidelse, der kom til at gælde kravet om en 8-timers arbejdsdag, ret til faglig organisering, tale og pressefrihed o.s.v. Gæringen blandt Putilov-arbejderne spredte sig hurtigt til det øvrige proletariat, og nogle få dage efter var 140.000 arbejdere i strejke. Fælles rådslagninger og stormfulde diskussioner førte til udarbejdelse af det proletariske charter om borgerlige rettigheder med 8-timersdagen som første punkt, og med dette drog 200.000 arbejdere den 22. januar ledet af præsten Gapon til zarpaladset. Konflikten omkring de to afskedigede Putilov-arbejdere var inden for en uge blevet forvandlet til en prolog til den mægtigste revolution i nyere tid.

De begivenheder, der siden fulgte er kendte nok: Petersborger-blodbadet fremkaldte i januar og februar kæmpemæssige massestrejker og generalstrejker i samtlige industricentre og byer i Rusland, Polen, Litauen, de baltiske provinser, Kaukasus, Sibirien fra nord til syd, fra vest til øst, men ved nærmere granskning fremtræder disse massestrejker i andre former end i den hidtidige periode. Denne gang gik de socialdemokratiske organisationer overalt i spidsen med opråb; overalt blev den revolutionære solidaritet med Petersborger-proletariatet udtrykkeligt angivet som generalstrejkens årsag og formål; overalt forekom der samtidig demonstrationer, taler og kampe med militæret; dog var der heller ikke her tale om en forudfattet plan om nogen organiseret aktion, for partiets opråb var dårlig nok i stand til at holde trit med massernes spontane rejsning; lederne havde knap nok tid til at formulere parolerne for de fremstormende proletarmasser. Desuden: De tidligere masse- og generalstrejker opstod af forskellige sammenstrømmende lønkampe, som i den revolutionære situations almindelige stemning og under indtryk af den socialdemokratiske agitation hurtigt blev til en politisk manifestation. Det økonomiske moment og den faglige opsplitning var udgangspunktet og den sammenfaldende klasseaktion og det politiske lederskab slutresultatet. Nu er bevægelsen den omvendte. Januar- og februar-generalstrejkerne brød fra først af ud som en samlet aktion under socialdemokratiets ledelse; men aktionen opløstes snart i en uendelig række af lokale partielle økonomiske strejker i enkeltområder, byer, brancher, fabrikker. Hele foråret 1905 lige til det blev højsommer gærede der overalt i hele kæmperiget en utrættelig økonomisk kamp, som næsten hele proletariatet førte mod kapitalen, en kamp som fra toppen og nedefter rev alle småborgerlige og liberale erhverv med sig, butiksansatte, bankfolk, teknikere, skuespillere, kunstnere, den trængte ned hos tjenestefolkene, ind hos de laveste politigrader, ja, tilmed ind blandt lag af lumpenproletariatet, og samtidig strømmede den ud af byen ud på landet og bankede endog på militærkasernens jernporte.

Dette danner et uhyre broget billede af et alment opgør mellem arbejde og kapital, et billede som genspejler den sociale lagdelings hele mangfoldighed og den politiske bevidsthed i hvert lag og i hver afkrog og gennemløber hele den lange skala fra den prøvede storindustrielle proletariske elitetrops regulære faglige kamp til en flok landproletarers formløse protestudbrud og videre til den første uklare bevægelse i en ophidset soldatergarnison - fra den velopdragne elegante revolte i manchetter og stive flipper på et bankkontor til en forvirret halvt frygtsom, halvt dristig murren i en forsamling af utilfredse politimænd i et tilrøget halvmørkt og snavset politivagtrum.

Efter den teori, som hyldes af tilhængere af "ordentlige og veldisciplinerede" kampe, der går efter plan og skema, specielt hos dem som befinder sig på afstand og altid vil vide, hvordan det "egentlig skulle have været gjort", var opløsningen af den store politiske generalstrejkeaktion fra januar 1905 i et utal af økonomiske kampe sandsynligvis "en stor fejl", som "lammede" denne aktion og forvandlede den til et "blændværk". Også socialdemokratiet i Rusland, som er med i revolutionen uden at "lave" den, og som først selv må lære dens love at kende, mens den udvikler sig, var i første øjeblik ved at miste fatningen, fordi generalstrejkens første stormflod for en tid så ud til at flyde tilbage uden noget resultat. Men historien, som begik denne "store fejl", udførte dermed ganske ubekymret af sine ukaldede skolemestres ræsonneren et lige så uundværligt som i sine konsekvenser helt uvurderligt kæmpearbejde for revolutionen.

Proletariatets pludselige generalopstand i januar efter mægtig tilskyndelse af begivenhederne i Petersborg var set udefra en politisk handling, en revolutionær krigserklæring mod absolutismen. Men denne første generelle og direkte klasseaktion virkede som sådan så meget desto mægtigere tilbage indadtil, idet den for første gang vækkede klassefølelsen og klassebevidstheden hos millioner og atter millioner som ved et elektrisk stød. Og denne opvågnende klassefølelse ytrede sig straks ved, at en milliontallig proletarmasse ganske pludselig klart og gennemtrængende kom til bevidsthed om det utålelige i den sociale og økonomiske tilværelse, som de i årtier havde tålt i kapitalismens lænker. Dermed begyndte en spontan og generel riven og rusken i disse lænker. Det moderne proletariats tusindtallige lidelser mindede dem om gamle blødende sår. Her bliver der kæmpet for en 8-timers arbejdsdag, der mod akkordarbejdet, her bliver en mester "lempet ud" i en sæk på en kærre, et andet sted bliver der kæmpet mod de infame straffesystemer, og overalt for bedre lønninger, her og der bliver der også kæmpet for afskaffelse af hjemmearbejdet. Tilbagestående, degraderede fag i de store byer og i små provinsbyer, som hidtil har slumret bort i idyllisk søvn, landsbyen med sin arv fra livegenskabet - alt dette besinder sig pludselig på sine rettigheder vækket af januarlynet og søger nu febrilsk at indhente det forsømte. Den økonomiske kamp betød altså her i virkeligheden ikke nogen opløsning, ikke nogen atomisering af aktionen, men blot en frontændring, et pludseligt og naturligt omslag af det første generalslag mod absolutismen til en generalafregning med kapitalen, som i overensstemmelse med dens karakter tog form af enkelte opsplittede lønkampe. Det var ikke den politiske klasseaktion, der i januar blev brudt ved generalstrejkens opsplitning i økonomiske strejker, men omvendt: efter at det mulige indhold i den givne situation og på det givne trin af revolutionen var udtømt, gik den i opløsning eller slog snarere over i en økonomisk aktion.

I virkeligheden: Hvad kunne generalstrejken i januar opnå mere? Kun den fuldstændige tankeløshed kunne vente sig en tilintetgørelse af absolutismen med et slag ved hjælp af en eneste "udholdende" generalstrejke efter det anarkistiske skema. Absolutismen må i Rusland styrtes af proletariatet. Men proletariatet har i forbindelse hermed brug for en udviklet form for skoling, klassebevidsthed og organisation. Det kan ikke tilegne sig dette blot gennem brochurer og flyveblade, men kun gennem den levende politiske skole, gennem kamp og i kamp, i revolutionens fremadskridende forløb. Dertil kommer, at absolutismen ikke kan styrtes på et hvilket som helst tidspunkt, hvis man bare mobiliserer tilstrækkelig meget "energi" og "udholdenhed". Absolutismens undergang er blot et udvendigt udtryk for det russiske samfunds indre sociale og klassemæssige udvikling. For at absolutismen kan styrtes, må det fremtidige borgerlige Rusland etableres og formes i sit indre, i sin moderne klassedeling. Hertil hører en afgrænsning mellem forskellige sociale lag og interesser, foruden dannelsen af de proletariske, revolutionære og også af de liberale, radikale, de småborgerlige, konservative og reaktionære partier. Dertil hører også selvbesindelse, selverkendelse og klassebevidsthed ikke bare i de brede lag af folket, men også hos de borgerlige lag. Men heller ikke disse er i stand til at danne sig og modnes på anden måde end gennem kamp, i selve den revolutionære proces og gennem begivenhedernes levende skole, i sammenstød med proletariatet såvel som indbyrdes, i uophørlig gensidig friktion. Denne klassespaltning og klassemodning inden for det borgerlige samfund, såvel som dets aktioner i kampen mod absolutismen bliver gennem proletariatets særlige ledende rolle og dets klasseaktion på den ene side bremset og vanskeliggjort, på den anden side drevet voldsomt frem. De forskellige understrømme i revolutionens sociale proces, krydser hinanden, hæmmer hinanden og øger revolutionens indre modsætninger, men sammenlagt fremskynder og forstærker de på denne måde kun dens vældige udbrud.

Det tilsyneladende så enkle og ubesmykkede rent mekaniske problem - omstyrtelse af absolutismen - kræver derfor en ret lang social proces, en fuldstændig undergravning af det samfundsmæssige fundament, således at det underste bliver vendt op og det øverste vendt ned, den tilsyneladende "orden" må forvandles til kaos, og det tilsyneladende "anarkistiske" kaos må forvandles til en ny orden. Og i denne sociale omdannelsesproces af det gamle Rusland var det ikke kun den første generalstrejkes januarudladning, som spillede en uerstattelig rolle; det samme - og i endnu højere grad gjorde det følgende store forårs- og sommeruvejr. Det forbitrede generelle opgør mellem lønarbejde og kapital har i samme grad bidraget til en afgrænsning mellem de forskellige folkelige lag, såvel som mellem de borgerlige lag, det har bidraget til udviklingen af det revolutionære proletariats klassebevidsthed, såvel som til klassebevidstheden hos det liberale og konservative borgerskab. Og på samme måde som lønkampene i byerne bidrog til at danne det stærkt monarkistiske industriparti i Moskva, så har de voldsomme bonderejsninger i Livland ført til en hurtig likvidation af den berømte adeligt-agrare zemstvo-liberalisme.

Men samtidig har perioden med økonomiske kampe i foråret og sommeren 1905 gennem den aktive socialdemokratiske agitation og ledelse givet byernes proletariat en mulighed for at tilegne sig hele summen af januarprologens lære, for herigennem at kunne klargøre sig revolutionens videre opgaver. I denne sammenhæng finder vi imidlertid endnu en begivenhed af vedvarende social karakter, en generel forøgelse af proletariatets levestandard, både den økonomiske, sociale og intellektuelle. Forårsstrejkerne i 1905 er næsten helt igennem forløbet sejrrigt. Som en prøve på det enorme og næsten uoverskuelige materiale er her bare anført nogle data over et par af de vigtigste strejker som i Warszawa blev ledet af Polens og Litauens socialdemokrati. I de største fabrikker inden for metalbranchen i Warszawa - i alt i 22 fabrikker8 - tilkæmpede samtlige arbejdere sig efter en 4-5 ugers strejke (siden den 25. og 26. januar) en 9-timers arbejdsdag, en lønforhøjelse fra 15 til 20% og forskellige mindre krav. I de største værksteder indenfor træbranchen, i alt 10 værksteder,9 erobrede de strejkende allerede den 23. februar en 9-timers arbejdsdag; de stillede sig dog ikke tilfredse hermed, men holdt fast ved et krav om 8-timersdagen, og opnåede det efter en uge sammen med lønforhøjelser. Hele murerbranchen begyndte en strejke den 27. februar og krævede i overensstemmelse med socialdemokratiets parole en 8-timers arbejdsdag, og den 11. marts blev 9-timersdagen gennemført, alle kategorier fik lønforhøjelse, regelmæssige ugentlig lønudbetaling o.s.v., o.s.v. Malerne, karetmagerne, sadelmagerne og smedene tilkæmpede sig i fællesskab en 8-timersdag uden lønnedslag. Telefon-værkstederne strejkede i 10 dage og opnåede en 8-timersdag og en lønforhøjelse fra 10 til 15%. Det store linnedvæveri Hielle & Dietrich (10.000 arbejdere) opnåede efter 9 ugers strejke en forkortelse af arbejdstiden på en time og en lønforbedring på fra 5 til 10%. Og det samme resultat i en uendelighed af variationer ser vi i alle de øvrige brancher i Warszawa, Lodz og Sosnowiec.

I det egentlige Rusland blev 8-timersdagen erobret i december 1904 af nogle kategorier af oliearbejdere i Baku, i maj 1905 af nogle sukkerarbejdere i Kiev-rayonen, i januar 1905 af samtlige bogtrykkere i byen Samara, (hvor man samtidig fik gennemført en forhøjelse af akkordlønningerne og en afskaffelse af bødesystemet), desuden i februar i en fabrik for krigsmedicinske instrumenter, i et møbelsnedkeri og i en patronfabrik i Petersborg; videre blev der indført 8-timers skift i minerne i Vladivostok, i marts i det statslige mekaniske værkstedstrykkeri, i april i smedjerne i byen Bobruisk, i maj hos de ansatte funktionærer ved den elektriske bybane i Tiflis, og ligeledes i maj blev der gennemført en 8½-timers arbejdsdag i Morosovs kæmpemæssige bomuldsvæveri, (desuden blev lønnen forhøjet med 8% og natarbejdet blev samtidig afskaffet). I juni blev 8-timersdagen. gennemført i nogle oliemøller i Petersborg og Moskva, i juli indførtes 8½-timersdagen hos smedene i Petersborg havn, i november i samtlige privattrykkerier i byen Orel (samtidig med at timebetalingen blev forhøjet med 20% og akkordlønningerne med 100%, desuden blev der indført et paritetisk forligsudvalg).

9-timersdagen i samtlige jernbaneværksteder (i februar) i mange statslige militær- og marineværksteder, i de fleste fabrikker i byen Berdjansk, i samtlige trykkerier i byen Poltava såvel som byen Minsk: 9½-timesdagen på skibsværftet, det mekaniske værksted og støberiet i Nikolajev, og i juni i mange restauranter og kafeer efter en generel tjenerstrejke (samtidig med en lønforhøjelse på mellem 20 og 40% og indførelse af 2 ugers ferie om året).

10-timersdagen blev gennemført i næsten alle fabrikkerne i byerne Lodz, Sosnowiec, Riga, Kovno, Reval, Dorpat, Minsk, Charkow, desuden hos bagerne i Odessa, i håndværksbedrifterne i Kishinjov, i nogle hattefabrikker i Petersborg, i tændstikfabrikkerne i Kovno (foruden en lønforhøjelse på 10%) i samtlige marineværksteder og for samtlige havnearbejdere.

Lønforhøjelserne er gennemgående af mindre omfang end arbejdstidsforkortelsen, men alligevel af betydning; f.eks. blev der i Warszawa i midten af marts 1905 af byens fabriksforvaltning fastsat en generel lønforhøjelse på 15%. I tekstilindustriens centrum Ivanovo Vosnessensk opnåedes en lønforhøjelse fra 7 til 15%; i Kovno (Kaunas) blev 73% af det samlede antal arbejdere berørt af lønforhøjelserne. En fast minimalløn blev indført i en del bagerier i Odessa, i Neva-skibsværftet i Petersborg o.s.v.

Ganske vist blev disse indrømmelser ofte trukket tilbage snart det ene sted og snart det andet. Men dette førte bare igen til fornyede og endnu mere forbitrede revanchekampe, og således er strejkeperioden i foråret 1905 blevet et forspil til en uendelig række af økonomiske kampe, som stadig udvider sig og slynger sig ind i hinanden, og fortsætter den dag i dag. I perioder med tilsyneladende stilstand for revolutionen, hvor telegrammerne ikke bringer nogen sensationelle nyheder fra Rusland til den øvrige verden, og hvor den vesteuropæiske læser skuffet lægger sin morgenavis til side med en bemærkning om, at der "ikke sker noget" i Rusland, bliver revolutionens store muldvarpearbejde i virkeligheden fortsat uafbrudt dag for dag og time for time. I en uophørlig intensiv økonomisk kamp med hurtigt virkende kortvarige metoder gennemføres overgangen fra den primitive akkumulations, den patriarkalske rovdrifts kapitalisme, til et hypermoderne civiliseret stadium. I dag har den faktiske arbejdstid i den russiske industri ikke blot lagt den russiske fabrikslovgivning bag sig, d.v.s. den lovmæssige arbejdsdag på 11½ time, men også overskredet de konkrete tyske forhold. Inden for de fleste brancher i den russiske storindustri hersker der i dag 10-timersdagen, som i Tyskland i sociallovgivningen bliver fremstillet som et uopnåeligt mål. Og ikke nok med det, den længselsfuldt ventede "industrielle konstitutionalisme", som man sværmer for i Tyskland og for hvis skyld tilhængerne af den opportunistiske taktik er villige til at holde enhver frisk luftning langt borte fra den saliggørende parlamentarismes stillestående vande, bliver født i Rusland midt under en revolutionsstorm af revolutionen sammen med den politiske "konstitutionalisme". Der er ikke kun indtrådt en almindelig stigning af arbejdernes levestandard, for slet ikke at tale om kulturniveauet. Den materielle levestandard som et vedvarende niveau af velvære er der ikke nogen plads for i revolutionen. Fuld som den er af modsætninger og kontraster bringer den på en og samme tid økonomiske sejre med sig og de mest brutale hævnakter fra kapitalismens side; i dag 8-timersarbejdsdagen, i morgen masselockout og den nøgne sult for hundredtusinder. Det mest værdifulde ved denne skarpe revolutionære op- og nedadgående bølge - fordi det er blivende - er dens åndelige nedslag: proletariatets springvise intellektuelle, kulturelle vækst, som frembyder den eneste ubrydelige garanti for dets videre uophørlige fremrykning inden for den økonomiske såvel som inden for den politiske kamp. Men ikke bare det: Der bliver vendt op og ned på forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver; siden januargeneralstrejkerne og de følgende strejker i 1905 er princippet for det kapitalistiske "husbondevælde" de facto afskaffet. I de største fabrikker i alle vigtige industricentre har der tilsyneladende helt af sig selv dannet sig arbejderkomiteer, som arbejdsgiverne må forhandle med, og som træffer afgørelser i alle konflikter. Og til slut en ting til: De tilsyneladende kaotiske strejker og de "desorganiserede" revolutionære aktioner efter januargeneralstrejken er blevet udgangspunkt for et voksende organisationsarbejde, Madame Historie peger fra det fjerne leende næse af de bureaukratiske skabelonmennesker, som holder strengt vagt over den tyske fagforeningslykke. De fasttømrede organisationer, som på forhånd skal forskanses til en uindtagelig fæstning, som en ubetinget forudsætning for et eventuelt forsøg med at sætte en eventuel tysk massestrejke i gang, disse organisationer bliver i Rusland tværtimod født af massestrejken! Og mens de tyske fagforeningers vogtere mest af alt frygter, at organisationerne skal gå i stykker som kostbart porcelæn i en revolutionær hvirvel, viser den russiske revolution os det helt omvendte billede: Ud af malstrømmen og stormen, ud af massestrejkernes og gadekampenes ild og glød stiger Venus af havskummet: frisk, ung, stærk og livsglad . . . de faglige organisationer.

Her igen et lille eksempel, som imidlertid er typisk for hele riget. På Ruslands anden faglige konference, som fandt sted i slutningen af februar 1906 sagde repræsentanten for fagforeningerne i Petersborg i sin beretning over udviklingen af de faglige organisationer i den zaristiske hovedstad:

"Den 22. januar 1905, der skyllede Gapons forening væk, dannede et vendepunkt. Arbejderne, udgået af masserne, har af begivenhederne lært at værdsætte betydningen af at organisere sig, de forstår, at de kun selv kan skabe disse organisationer. - I direkte forbindelse med januarbevægelsen opstår i Petersborg den første fagforening - nemlig bogtrykkernes. Det udvalg, som var udpeget til at udarbejde tarifforslagene, formulerede vedtægterne, og den 19. juni begyndte foreningen at fungere. Nogenlunde samtidig blev kontoristernes og bogholdernes forening en realitet. Ved siden af disse organisationer, der næsten eksisterer helt åbenlyst (legalt) opstod fra januar til oktober 1905 halvt legale og illegale fagforeninger. Til de første hører f.eks. apotekermedhjælpernes og de butiksansattes. Blandt de illegale fagforeninger må urmagernes forbund fremhæves; deres første hemmelige møde fandt sted den 24. april. Alle forsøg på at sammenkalde et åbent møde strandede på hårdnakket modstand fra både politi og arbejdsgivere, i dette tilfælde håndværkskammeret. Men modgang forhindrede ikke fagforeningens eksistens. Den holdt hemmelige medlemsmøder den 9. juni og den 14. august, desuden holdt den faglige ledelse også møder. Skræddernes og syerskernes fagforening blev i foråret 1905 grundlagt i en skov, hvor 70 personer deltog. Efter at spørgsmålet om selve grundlæggelsen var blevet drøftet blev der valgt en komite, som fik pålagt at udarbejde vedtægterne. Alle forsøg fra komiteens side til at få gjort fagforeningen legal forblev resultatløse. Dens virksomhed indskrænkede sig til agitation og hvervning af medlemmer i de enkelte værksteder. En lignende skæbne blev skomagernes fagforening til del. I juli om natten blev der kaldt til hemmeligt møde i en skov uden for byen. Mere end 100 skomagere kom til stede, der blev holdt et indlæg om fagforeningernes betydning, deres historie i Vesteuropa og deres opgaver i Rusland. Derefter blev det besluttet at grundlægge en fagforening; 12 mand blev valgt til at danne den komite, der skulle udarbejde vedtægterne og indkalde til en generalforsamling. Vedtægterne blev udarbejdet, men foreløbig er det hverken lykkedes at få dem trykt eller at indkalde til en generalforsamling."

Det var den første svære begyndelse. Så kom oktoberdagene, og den anden store generalstrejke, zarmanifestet af 30. oktober, og den korte "forfatningsperiode". Arbejderne styrtede sig med brændende iver ud i den politiske friheds bølger for straks at bruge den til organisationsarbejde. Ved siden af de daglige politiske møder, debatterne og foreningsstiftelser tager man straks fat på opbygningen af fagforeningerne. I oktober og november opstår der i Petersborg fyrre nye fagforeninger. Straks bliver der grundlagt et "centralbureau" d.v.s. et fagforeningskartel, forskellige fagblade opstår, og siden november også et centralorgan "Fagforeningen". Det, der ovenfor er fortalt om Petersborg holder i det store og hele også stik når det gælder Moskva og Odessa, Kiev og Nikolajev, Saratov og Voronezh, Samara og Nizhni Novgorod alle Ruslands større byer og i endnu højere grad i Polen. Fagforeningerne i de enkelte byer søger kontakt med hinanden, der bliver afholdt konferencer. "Forfatningsperioden"s afslutning og det reaktionære omslag gør for en tid også ende på fagforeningernes åbne brede aktivitet, men slukker dog ikke deres livsflamme. De fungerer videre i al hemmelighed som organisation og fører samtidig helt åbenlyst lønkampe. Der skabes en mærkelig blanding af en på en og samme tid lovlig og ulovlig tilstand, når det gælder fagforeningerne, der svarer til den modsigelsesfulde revolutionære situation. Men midt i kampen bliver organisationsarbejdet med stor grundighed, ja, faktisk med pedanteri, fortsat udbygget. F.eks. er de polske og litauiske socialdemokratiske fagforeninger, som på sidste partidag (i juni 1906) var repræsenteret med 5 delegerede for 10.000 betalende medlemmer, udstyret med ordentlige statutter, trykte medlemsbøger, klæbemærker o.s.v. Og de selvsamme bagere, skomagere, metalarbejdere og bogtrykkere fra Warszawa og Lodz, som i juni 1905 stod på barrikaderne og i december kun ventede på en parole om gadekamp fra Petersborg, finder nu mellem to massestrejker, mellem fængsel og lockout, den tid og alvor, der skal til for indgående og opmærksomt at diskutere deres fagforeningslove. Ja, disse gårsdagens og morgendagens barrikadekæmpere har mere end en gang på møderne givet deres ledere det glatte lag og truet med at ville træde ud af partiet, fordi disse ulyksalige små fagforeningsbøger ikke kunne blive trykt hurtigt nok, og det i hemmelige trykkerier under uafladelig politimæssig hetzjagt, og denne iver og denne alvor varer ved til i dag. I de første to uger af juli 1906 er der f.eks. blevet dannet 15 nye fagforeninger i Jekaterinoslav, i Kostroma 6 fagforeninger, flere i Kiev, Poltava, Smolensk, Tjerkassy, Proskurov - helt ned til de mindste provinshuller. Under mødet i Moskvas fagforeningskartel den 4. juni i år (1906) blev det efter de forskellige faglige delegeredes beretninger besluttet "at fagforeningerne skal disciplinere deres medlemmer og holde dem tilbage fra gadeoptøjer; tidspunktet anses nemlig for at være ugunstigt, når det gælder massestrejke. Over for mulige provokatører fra regeringens side skal de sørge for, at masserne ikke strømmer ud på gaderne". Endelig besluttede kartellet, at i den periode hvor en fagforening leder en strejke, skal de andre holde sig tilbage, når det gælder lønændringer. De fleste økonomiske kampe bliver nu ledet af fagforeningerne.

Således har den store økonomiske kamp, der er udgået fra januargeneralstrejken, og som stadig ikke er ophørt, dannet en bred baggrund for revolutionen, ud af hvilken snart enkelt-eksplosioner, snart generelle store proletariske hovedaktioner opstår i uophørlig vekselvirkning med den politiske agitation og revolutionens ydre begivenheder. Således flammer mod denne baggrund følgende begivenheder op: den 1. maj 1905 tager majfestlighederne form af en enestående altomfattende generalstrejke i Warszawa, en fuldstændig fredelig massedemonstration, der ender i et blodigt møde mellem den forsvarsløse masse og soldaterne. I juni fører en masseudflugt i Lodz, der bliver slået ned af soldaterne, til en demonstration med 100.000 arbejdere i forbindelse med begravelsen af ofrene til et fornyet møde med militæret og til slut til en generalstrejke, som den 23., 24. og 25. går over i den første barrikadekamp i zarriget. En lille episode ombord på panserskibet "Potemkin"10 fører i Juni til den første matros-revolte i Sortehavsflåden, hvad der straks resulterer i en mægtig massestrejke i Odessa og Nikolajev. Videre følger som et ekko: Massestrejke og matrosrevolter i Kronstadt, Libau, Vladivostok.

I oktober måned kommer Petersborgs storslåede eksperiment med at indføre 8-timersdagen. De arbejderdelegeredes råd beslutter at gennemføre 8-timersdagen i Petersborg på revolutionær vis. Det vil sige: På en bestemt dag erklærer samtlige arbejdere i Petersborg over for deres arbejdsgivere, at de ikke har i sinde at arbejde længere end 8 timer dagligt, for derfor at forlade arbejdspladserne, når de 8 timer er gået. Ideen giver anledning til levende agitation og bliver modtaget af proletariatet med begejstring og gennemført; de største ofre bliver ikke skyet. Således betyder f.eks. 8-timersdagen for tekstilarbejderne, som indtil da havde arbejdet 11 timer og det på akkord, en enorm lønreduktion, som de dog beredvilligt accepterede. Inden for en uge hersker der i samtlige Petersborgs fabrikker og værksteder en 8-timers arbejdsdag, og arbejdernes jubel kender ingen grænser. Men arbejdsgiverne, der til at begynde med var blevet taget på sengen, ruster sig nu til forsvar: overalt bliver der truet med lukning af fabrikkerne. En del arbejdere indlader sig på forhandlinger og opnår nogen steder 10 andre steder 9-timers arbejdsdag. Men Petersborg-proletariatets elite, arbejderne i de store statslige metalværker, lader sig ikke rokke, og det kommer til lockout, som i en måned sætter mellem 45.000 og 50.000 mand på gaden. 8-timersbevægelsen kommer således gennem denne afslutning til at spille ind i den store massestrejke i december, som den store lockout i høj grad var med til at bremse.

Som svar på Bulygins11 dumaprojekt følger imidlertid i oktober den anden brede massestrejke i hele zarriget, og her var det jernbanefolkene som gav parolen. Denne anden revolutionære hovedaktion fra proletariatets side har allerede en væsentligt anden karakter end den første i januar. Den politiske bevidsthed spiller allerede en meget større rolle. Ganske vist var den første foranledning til udbruddet af massestrejken også her en underordnet og tilsyneladende tilfældig ting: jernbanefolkenes konflikt med forvaltningen om pensionskassen. Men industriproletariatets almindelige rejsning, som derefter fulgte, blev båret frem af klare politiske tanker. Januarstrejkens prolog var en tiggergang til zaren om politisk frihed, oktoberstrejkens parole lød: Væk med zarismens konstitutionelle komedie! Og takket være generalstrejkens umiddelbare resultat - zarmanifestet af 30. oktober, flød bevægelsen ikke tilbage i sig selv som i januar for at genoptage begyndelsestrækkene i den økonomiske klassekamp, men strømmede ud og udnyttede under stor aktivitet den nylig erobrede politiske frihed. Demonstrationer, møder, en ung presse, offentlige diskussioner og blodige massakrer som slutningen på visen, og derefter nye massestrejker og demonstrationer - dette er det stormfulde billede af november- og decemberdagene. I november bliver den første demonstrative massestrejke sat i gang på en appel fra socialdemokratiet, som en protestmanifestation mod blodsudgydelserne og indførelse af belejringstilstand i Livland og Polen. Gæringen efter den kortvarige forfatningsdrøm og den grusomme opvågnen fører endelig i december til udbruddet af den tredje almene massestrejke i hele zarriget. Denne gang er forløbet og afslutningen igen en helt anden end i de to første tilfælde. Den politiske aktion slår ikke længere om i en økonomisk sådan som i januar, men den erobrer heller ikke en hurtig sejr sådan som i oktober. Den zaristiske hofklikes forsøg med den virkelige politiske frihed bliver ikke gentaget, og den revolutionære aktion støder derfor i hele sin bredde mod den hårde mur, som absolutismens materielle magt udgør. Gennem den logiske udvikling af begivenhedernes videre forløb slår massestrejken denne gang om i en åben opstand, en bevæbnet barrikade- og gadekamp i Moskva. Som højdepunktet i den politiske aktion og massestrejkebevægelsens opadstigende linje afslutter decemberdagene i Moskva revolutionens første arbejdsrige år.

Begivenhederne i Moskva viser samtidig i et lille prøvebillede den logiske udvikling og fremtiden for den revolutionære bevægelse som helhed: den uundgåelige afslutning i en almindelig åben opstand, som imidlertid på sin side ikke kan komme i stand på anden måde end gennem erfaringerne fra en række forberedende (partielle) opstande, som netop derfor foreløbigt afsluttes med partielle ydre "nederlag" og vurderet enkeltvis forekommer at være kommet "for tidligt".

Året 1906 bringer duma-valgene og dumaepisoden. Proletariatet boykotter ud fra sit stærke revolutionære instinkt og klare erkendelse af situationen hele den zaristiske konstitutionelle farce, og liberalismen overtager i nogle måneder atter forgrunden på den politiske scene. Situationen fra året 1904 er tilsyneladende ved at vende tilbage. En periode med snak træder i stedet for en periode med handling, og proletariatet træder for et stykke tid ind i skyggen for så meget desto flittigere at hellige sig den faglige kamp og organisationsopbygningen. Massestrejkerne forstummer, mens knitrende raketter fra den liberale retorik bliver affyret dag efter dag. Men til slut rasler jerntæppet pludselig ned, skuespillerne bliver jaget fra hinanden, og af de liberale raketter er der nu kun røg og dunst tilbage. Det russiske socialdemokratis centralkomite forsøger at fremkalde en fjerde massestrejke i hele Rusland, som en demonstration for dumaen og for en genetablering af den liberale periode, men forsøget falder helt til jorden. Den politiske massestrejkes rolle - isoleret - er udtømt, massestrejkens overgang til almen folkeopstand og gadekamp er endnu ikke inde. Den liberale episode er forbi, den proletariske er endnu ikke begyndt. Foreløbig forbliver scenen tom.

 

4. Politisk og økonomisk kamp

Vi har i det foregående forsøgt at skitsere massestrejkens historie i Rusland i korte træk. Allerede et flygtigt blik på denne historie viser os et billede, som ikke har en eneste streg, som ligner det billede, man gør sig i Tyskland, når man diskuterer massestrejke. I stedet for et stift og fortænkt skema for gennemførelsen af en fantasiløs politisk "aktion" efter beslutning af de højeste instanser på grundlag af plan og omtanke, ser vi et stykke levende liv af kød og blod, som aldeles ikke lader sig skære ud af revolutionens store ramme, men er forbundet med tusind årer med alt, hvad der hører revolutionen til.

Massestrejken, sådan som den russiske revolution viser os det, er en så foranderlig foreteelse, at den afspejler alle faser af den politiske og økonomiske kamp, alle revolutionens stadier og momenter. Dens anvendelighed, dens virkningskraft, de faktorer, hvoraf den opstår, ændrer sig hele tiden. Der åbner sig pludselig nye, udvidende perspektiver for revolutionen, dér hvor den synes at være kommet ind i et snævert pas, og den svigter der, hvor man med fuld sikkerhed tror at kunne regne med den. Snart strømmer den hurtigt ud over hele riget som en bred bølge fra havet, snart fordeler den sig i et enormt net af tynde strømme; det ene øjeblik sprudler den op af undergrunden som en frisk kilde, det næste siver den ned i jorden og forsvinder fuldstændig. Politiske og økonomiske strejker, massestrejker og partielle strejker, demonstrationsstrejker og generalstrejker i enkelte brancher eller enkelte byer, rolige lønkampe og gadekampe, barrikadekampe - alt dette løber mellem hinanden, og ved siden af hinanden, krydser hinanden og flyder over i hinanden; det er et evigt vekslende hav af fænomener. Og bevægelsesloven for disse fænomener er klar: Den ligger ikke i massestrejken selv, ikke i dens tekniske særegenheder, men i revolutionens politiske og sociale styrkeforhold. Massestrejken er blot en form for den revolutionære kamp, og enhver forskydning i forholdet mellem de stridende kræfter i partiernes udvikling og klassedelingen, i kontrarevolutionens position - alt dette influerer straks på tusinde usynlige og næppe kontrollable måder på strejkeaktionen. Men samtidig med alt dette hører strejkeaktionen næsten ikke op et eneste øjeblik. Den ændrer blot sine former, sin udstrækning og sin virkning. Den er revolutionens levende pulsslag og samtidig dens mægtigste drivhjul. Med andre ord: Massestrejken, sådan som den russiske revolution viser os det, er ikke et snedigt udtænkt middel med sigte på at forstærke virkningen af den proletariske kamp, den er derimod den proletariske masses bevægelsesform, den proletariske kamps måde at manifestere sig på i revolutionen.

Af dette kan vi udlede nogen almindelige synspunkter til bedømmelse af massestrejkens problem.

1. Det er fuldstændig forkert at tænke sig massestrejken som en akt, en enkelthandling. Massestrejken er snarere en betegnelse, et samlebegreb for en årelang - måske årtier lang periode i klassekampen. Når det gælder de utallige forskellige massestrejker, som har udspillet sig i Rusland i de sidste fire år, passer skemaet for massestrejken som en rent politisk kortvarig enkelthandling, fremkaldt og afsluttet efter en bestemt plan og hensigt kun i én - og det tilmed en underordnet - variant: nemlig den rene demonstrationsstrejke. I hele den 5-årige periode ser vi i Rusland kun få demonstrationsstrejker, som vel at mærke sædvanligvis begrænser sig til enkelte byer. Vi har f.eks. den årlige 1. maj-generalstrejke i Warszawa og Lodz - i det egentlig Rusland er 1. maj indtil nu ikke blevet fejret i nævneværdigt omfang gennem arbejdsnedlæggelse; massestrejken i Warszawa den 11. september 1905 som sørgehøjtidelighed til ære for den henrettede Marcin Kasprzak, i november 1905 i Petersborg som protestmanifestation mod erklæringen af belejringstilstanden i Polen og Livland, den 22. januar 1906 i Warszawa, Lodz, Czestochowa og i Dabrowa-kulbassinet, og til dels i visse russiske byer til minde om blodbadet i Petersborg; dernæst var der i juli 1906 i Tiflis en generalstrejke, en sympatimanifestation for de soldater, der havde deltaget i en militærrevolte og var blevet dømt ved en krigsret, og endelig på samme grundlag i september samme år under forhandlingerne i krigsretten i Reval. Alle de øvrige store og partielle massestrejker og generalstrejker var ikke demonstrations- men kampstrejker, og som sådan opstod de for det meste spontant, og hver gang med udgangspunkt i specielle lokale tilfældige grunde, og uden plan og bestemt mål, de voksede med elementær kraft til at blive én stor bevægelse, og der blev ikke sidenhen foretaget noget "ordnet tilbagetog" - derimod forvandlede strejkerne sig undertiden til en økonomisk kamp, undertiden til gadekampe eller de faldt simpelthen sammen af sig selv.

I dette generelle billede spiller de rent politiske demonstrationer en fuldstændig underordnet rolle - det er små enkeltpunkter midt på de mægtige flader. Når man ser på sagen ud fra et rent tidsmæssigt synspunkt kan man finde følgende træk: Demonstrationsstrejken, der til forskel fra kampstrejken, kan opvise den største grad af partidisciplin, af bevidst ledelse og politiske tanker, og derefter efter skemaet måtte fremstå som den højeste og mest modne form for massestrejke, spiller i virkeligheden den største rolle i begyndelsen af bevægelsen. Således var f.eks. den totale arbejdsnedlæggelse den 1. maj 1905 i Warszawa som det første tilfælde af en beundringsværdig gennemført beslutning fra socialdemokratiet side en begivenhed af største rækkevidde for den proletariske bevægelse i Polen. Ligeledes gjorde sympatistrejken i november samme år i Petersborg et stort indtryk, som den første prøve på en bevidst planmæssig masseaktion i Rusland. Hamburg-kammeraternes "prøve-massestrejke" den 17 januar 190612 vil på samme måde spille en fremtrædende rolle i de fremtidige tyske massestrejkers historie, som det første nye forsøg med det så omstridte våben, og samtidig et forsøg, som i højeste grad taler overbevisende om Hamburg-arbejdernes kampstemning og kampbegejstring. Og lige så sikkert vil perioden med massestrejker i Tyskland, når den først for alvor begynder, af sig selv fører til en generel arbejdsnedlæggelse 1. maj. Det burde tilkomme majfestlighederne som en helt naturlig ting at blive den første store demonstration i massekampenes tegn. I denne betydning har "det halte øg" som majfesten blev kaldt på fagforeningskongressen i Köln, fremdeles en stor fremtid foran sig og vil kunne komme til at spille en vigtig rolle i den proletariske klassekamp i Tyskland. Men med udviklingen af de alvorlige revolutionære kampe aftager betydningen af sådanne demonstrationer hurtigt. De selvsamme faktorer, som gør iværksættelse af demonstrationsstrejker efter en forudlagt plan og efter partiernes paroler objektivt mulig, nemlig væksten i proletariatets politiske bevidsthed og skoling, gør denne form for massestrejke umulig; i dag vil proletariatet i Rusland, og det gælder netop massernes mest duelige fortrop, ikke vide noget af demonstrationsstrejker. Arbejderne forstår sig ikke længere på sjov, men vil derimod nu kun tænke på den alvorlige kamp med alle dens konsekvenser. Og mens det demonstrative element i den første store massestrejke i januar 1905 fremdeles spillede en stor rolle, omend ikke forsætligt, men snarere i rent instinktiv spontan form, så gik det omvendt galt med forsøget fra den russiske socialdemokratiske centralkomites side, da den i august ville fremkalde en massestrejke som demonstration til fordel for den opløste duma, og grunden var blandt andet det skolede proletariats bestemte afvisning af skrøbelige halvhjertede aktioner og blotte demonstrationer.

2. Men hvis vi i stedet for at rette blikket mod demonstrationsstrejken, den underordnede variant, vender det mod kampstrejken, sådan som den i Rusland i dag står som den egentlige bærer af den proletariske aktion, så er det påfaldende, at det her er umuligt at skille det økonomiske og det politiske moment fra hinanden. Også her afviger virkeligheden stærkt fra skemaet og den pedantiske forestilling, hvor den rent politiske massestrejke logisk afledes af den faglige generalstrejke, som det mest modne og højeste trin. Men samtidig kan de adskilles klart fra hinanden, dette bliver imidlertid grundigt modsagt af de russiske erfaringer. Det kommer historisk ikke blot til udtryk ved, at massestrejkerne helt fra den første store lønkamp blandt Petersborgs tekstilarbejdere i 1896-97 indtil den sidste store massestrejke i december 1905 ganske umærkeligt gik over fra at være økonomisk til at blive politisk, så at det næsten er umuligt at trække grænsen mellem disse to ting. Hver enkelt af de store massestrejker gentager så at sige også i det små de russiske massestrejkers generelle historie og begynder med en rent økonomisk eller i det mindste delvis faglig konflikt, for derefter at gennemløbe udviklingen til den politiske manifestation. Det store stormvejr af massestrejker i Sydrusland i 1902 og 1903 opstod, som vi har set i Baku på grund af en konflikt omkring indgrebene mod de arbejdsløse, i Rostov på grund af lønforskelle i jernbaneværkstederne, i Tiflis af en kamp hos de butiksansatte for en forkortelse af arbejdstiden, i Odessa på grund af en lønkamp i en enkelt lille fabrik. Januar-massestrejken i 1905 udviklede sig af en intern konflikt i Putilov-værkerne, oktoberstrejken af jernbanefolkenes kamp omkring pensionskassen, og endelig udsprang decemberstrejken af post- og telegraffunktionærernes kamp for retten til at organisere sig. Fremskridtet i bevægelsen som helhed ytrer sig ikke i, at det økonomiske begyndelsesstadium falder bort, men langt mere ved den hurtighed, hvormed den trinvise udvikling frem mod den politiske manifestation bliver gennemløbet, og ved radikaliteten i det punkt, massestrejken når frem til.

Men bevægelsen som helhed går ikke bare fra den økonomiske til den politiske kamp, men også omvendt. Hver enkelt af de store politiske masseaktioner slår også, efter at de har nået deres politiske højdepunkt, om i et helt virvar af økonomiske strejker. Og dette gælder igen ikke kun for hver enkelt af de store massestrejker, men også for revolutionen som sådan. Under den politiske kamps udbredelse, dens afklaring og intensivering, sker der ikke blot det, at den økonomiske kamp ikke forsvinder, den breder sig tværtimod i takt med den politiske, organiserer sig og forstærkes. Der består en fuldstændig vekselvirkning mellem disse to.

Ethvert nyt stormløb, enhver ny sejr i den politiske kamp forvandler sig til et mægtigt fremstød for den økonomiske kamp, samtidig med at den udvider de ydre muligheder og arbejdernes indre drivkraft, forbedrer deres situation og øger deres kampvilje. Hver gang den politiske aktions skummende bølge har skyllet frem, bliver der en frugtbar aflejring tilbage, hvorfra tusindvis af nye spirer til den økonomiske kamp skyder i vejret. Og omvendt, den uophørlige økonomiske krigstilstand mellem arbejdere og kapital holder kampviljen vågen i alle de politiske pauser, den danner så at sige den proletariske klassekrafts bestandigt friske reservoir, hvorfra den politiske kamp stadig på ny kan hente sin styrke, og samtidig fører proletariatets utrættelige økonomiske pres hvert eneste øjeblik - snart her snart der - til enkelte tilspidsede konflikter, som uventet kan få de politiske konflikter til at eksplodere i stor målestok.

Med andre ord: Den økonomiske kamp er det, der fører fra det ene politiske knudepunkt til det andet, den politiske kamp udgør den periodiske befrugtning af jorden for den økonomiske kamp. Årsag og virkning bytter her plads hvert eneste øjeblik, og således er det politiske og økonomiske moment i en periode med massestrejker ikke noget adskilt, for slet ikke at tale om noget, der udelukker hinanden, sådan som det pedantiske skema vil have det - de er i langt højere grad to sammenflettede sider af den proletariske klassekamp i Rusland. Og enheden mellem dem udgør netop massestrejken. Hvis den udspekulerede teori for at nå frem til den "rene politiske massestrejke" trækker en kunstig sektion ud af massestrejken, vil denne foreteelse ved en sådan dissektion, som ved enhver anden, ikke være et levende væsen, men et dødt.

3. Endelig viser begivenhederne i Rusland os, at massestrejken er uadskillelig fra revolutionen. Den russiske massestrejkes historie er historien om den russiske revolution. Det forholder sig ganske vist sådan, at når repræsentanterne for vores tyske opportunisme hører om "revolution", så tænker de straks på blodsudgydelser, gadekampe, på krudt og kugler, og den logiske slutning på alt dette er: Massestrejke fører uafvendelig til revolution, ergo må vi ikke gøre noget sådan. I virkeligheden ser vi i Rusland, at næsten enhver massestrejke i sidste instans ender med en konfrontation med den zaristiske ordens bevæbnede vogtere; i det stykke ligner de såkaldte politiske strejker de større økonomiske kampe. Men revolution er noget andet og mere end blodsudgydelser. Til forskel fra den politimæssige opfattelse, som udelukkende betragter revolutionen fra gadeurolighedernes og sammenstødets udgangspunkt, det vil altså sige med udgangspunkt i "uordenen", ser den videnskabelig socialisme først og fremmest revolutionen som en dybtgående indre omvæltning i de sociale klasseforhold. Og med udgangspunkt i dette standpunkt består der mellem revolution og massestrejke også en helt anden sammenhæng end den, der ud fra trivielle iagttagelser konstaterer, at massestrejken sædvanligvis ender i blodsudgydelser.

Vi har ovenfor set den russiske massestrejkes indre mekanisme, der beror på den uophørlige vekselvirkning mellem den politiske og økonomiske kamp. Men netop denne vekselvirkning er betinget af revolutionsperioden. Kun i den revolutionære periodes tordenladede luft er enhver lille partiel konflikt mellem arbejde og kapital nemlig i stand til at udvikle sig til en generel eksplosion. I Tyskland finder der årligt og dagligt de mest heftige og brutale sammenstød sted mellem arbejderne og arbejdsgiverne uden at denne kamp går ud over grænserne for de enkelte brancher, det drejer sig om, uden at den når ud over den enkelte by, eller blot den enkelte fabrik. Forholdsregler over for de organiserede arbejdere som i Petersborg, arbejdsløshed som i Baku, lønkonflikter som i Odessa, kamp for at få lov til at organisere sig i fagforeninger som i Moskva er på dagsordenen i Tyskland. Men ikke et eneste af disse tilfælde slår dog om i en generel klasseaktion. Og hvis de af sig selv udvikler sig til enkelte massestrejker, der utvivlsomt har et politisk anstrøg, så flammer der alligevel ikke noget uvejr op. De hollandske jernbanefolks generalstrejke, 13 der trods den varmeste sympati forblødte omgivet af landets fuldstændigt ubevægelige proletariat, leverer den mest overbevisende bekræftelse herpå.

Og omvendt: kun i revolutionsperioden, hvor det sociale fundament og klassesamfunds mure er blevet undermineret og stadig forskydes, er enhver politisk klasseaktion fra proletariatets side på få timer i stand til at rive hidtil uberørte lag af arbejdere ud af deres stilstand, noget som nødvendigvis straks slår ud i en stormfuld økonomisk kamp. Når en arbejder pludselig rystes vågen af det elektriske stød fra en politisk aktion, griber han i næste øjeblik til det mest nærliggende: til protest mod sit økonomiske slaveforhold; den politiske kamps stormkast lader ham pludselig med uanet intensitet føle trykket og tyngden af sine økonomiske lænker. Og mens f.eks. den heftigste politiske kamp i Tyskland: valgkampen eller den parlamentariske kamp om toldtariffen næppe udøver nogen mærkbar og direkte indflydelse på forløbet og intensiviteten af samtidige lønkampe, så ytrer enhver politisk aktion fra proletariatets side i Rusland sig straks i en udvidelse og uddybning af den økonomiske kamps omfang.

Revolutionen skaber altså på denne måde først de sociale betingelser, som kræves for at den økonomiske kamp umiddelbart skal kunne gå over i en politisk kamp og den politiske kamp gå over i en økonomisk, sådan som det kommer til udtryk i massestrejken. Og når det vulgære skema kun ser sammenhængen mellem massestrejke og revolution i de blodige gadesammenstød, som massestrejkerne slutter af med, så viser et mere dybtgående blik på begivenhedernes gang i Rusland en helt omvendt sammenhæng: I virkeligheden er det ikke massestrejken, der skaber revolutionen, men revolutionen, der skaber massestrejken.

4. Det er nok at sammenfatte det, som hidtil er blevet sagt, for at få svar på spørgsmålet om den bevidste ledelse og initiativet, når det drejer sig om massestrejken. Når massestrejken ikke betyder en enkelt akt, men en hel klassekampsperiode, og når denne periode er identisk med en revolutionær periode, så er det klart, at massestrejken ikke kan fremkaldes vilkårligt, heller ikke hvis beslutningen måske udgår fra det stærkeste socialdemokratiske partis højeste instans. Så længe socialdemokratiet ikke har det i sin magt at sætte revolutioner i gang efter eget skøn og afslutte dem, er selv ikke den største begejstring og utålmodighed hos de socialdemokratiske tropper nok til at vække en virkelig periode med massestrejker til live og skabe en levende mægtig folkebevægelse. På grund af en partiledelses beslutsomhed og de socialdemokratiske arbejderes partidisciplin kan man nok få arrangeret enkelte korte demonstrationer, f.eks. som den svenske massestrejke,14 eller den sidste østrigske15 og også massestrejken i Hamburg den 17. januar. Disse demonstrationer adskiller sig imidlertid fra en virkelig periode med revolutionære massestrejker nøjagtig på samme måde som de velkendte flådedemonstrationer i fremmede havne under anspændte diplomatiske relationer adskiller sig fra en søkrig. En massestrejke, som er blevet til på grundlag af lutter disciplin og begejstring, bliver i bedste fald til en episode, der kan komme til at spille en rolle, som symptom på arbejdernes kampstemning, hvorefter forholdene imidlertid falder tilbage i den fredelige dagligdag. Ganske vist falder massestrejkerne under revolutionen heller ikke fuldstændig ned fra himlen. De må på den ene eller den anden måde skabes af arbejderne. Vedtagelser og beslutninger fra arbejdernes side spiller også en rolle her, og initiativet såvel som den videre ledelse vil naturlig nok tilfalde den organiserede og mest oplyste socialdemokratiske kerne i proletariatet. Men dette initiativ og denne ledelse har for det meste kun et vist spillerum: når det drejer sig om enkeltforeteelser, om enkelte strejker, når den revolutionære periode allerede er en kendsgerning, og da for det meste inden for den enkelte bys grænser. Således har f.eks. som vi har set, socialdemokratiet flere gange med held direkte udsendt parolen om massestrejke i Baku, i Warszawa, i Lodz, i Petersborg. Det samme lykkedes omend i langt mindre grad, i forbindelse med det samlede proletariats brede bevægelse. Endvidere er der her udstukket ganske bestemte grænser for initiativet og den bevidste ledelse. Netop under en revolution er det for et hvilket som helst ledende organ for den proletariske bevægelse yderst svært at forudse og beregne hvilken anledning og hvilken faktor, der kan føre til udladninger, og hvilke der ikke kan. Heller ikke her består initiativet og ledelsen i at kommandere efter forgodtbefindende, men i den dygtigst mulige pasning til situationen og den tættest mulige føling med massernes stemning. Elementet af spontaneitet spiller, som vi har set, i alle russiske massestrejker uden undtagelse en stor rolle, hvad enten det er som et drivende eller hæmmende element. Men dette beror ikke på, at socialdemokratiet i Rusland endnu er så ungt og svagt, det beror på, at i hver enkelt fase af kampen indgår der en lang række uoverskuelige økonomiske, politiske og sociale faktorer - en masse generelle og lokale, materielle og psykiske momenter, så at ingen enkelt fase lader sig bestemme og afvikle som et regnestykke. Revolutionen er, også når proletariatet med socialdemokratiet i spidsen spiller den ledende rolle, ikke en manøvre på åben mark af proletariatet, men den er en kamp midt i en uophørlig kvasen, ændring og forskydning af det sociale fundament. Kort sagt: i massestrejken i Rusland spiller spontaneitetens element en fremtrædende rolle, ikke fordi det russiske proletariat er "uskolet" men fordi revolutioner ikke lader sig underkaste nogen skolemester.

På den anden side ser vi imidlertid i Rusland, at den samme revolution, der i så høj grad vanskeliggør kommandoen over massestrejken for socialdemokratiet, og hvert øjeblik lunefuldt slår dirigentstokken ud af hånden på det eller omvendt trykker den det i hånden igen - at denne revolution netop selv løser alle de vanskeligheder ved massestrejken, som i det teoretiske skema i den tyske diskussion bliver behandlet som "ledelsens" hovedproblemer: nemlig spørgsmålet om "proviantering", om "udgiftsdækning" og "ofre". Den løser det ganske vist overhovedet ikke på samme måde, som man plejer at ordne det under fredelige, fortrolige konferencer mellem ledende topinstanser i arbejderbevægelsen med blyanten i hånden. "Ordningen" af alle disse spørgsmål består i, at revolutionen fører så store folkemasser ind på scenen, at enhver beregning og regulering af omkostningerne ved massernes bevægelse, som man på forhånd opstiller, når det drejer sig om en civil proces, forekommer at være et fuldstændigt håbløst foretagende. Selvfølgelig forsøger de ledende organisationer i Rusland også at understøtte de direkte ofre i kampen efter evne. Således blev f.eks. de tapre ofre for kæmpelockouten i Petersborg, som følge af kampen for 8-timersdagen, støttet i ugevis. Men alle disse forholdsregler er i revolutionens enorme regnskab en dråbe i havet. I det øjeblik, hvor en virkelig alvorlig massestrejkeperiode begynder, forvandler alle "omkostningsberegningerne" sig til et forehavende i stil med at ville tømme et ocean med et vandglas. Det er nemlig et ocean fuldt af forfærdelige afsavn og lidelser - den pris, de proletariske masser må betale i enhver revolution. Og den løsning som en revolutionær periode med disse tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder har at byde på består i, at den samtidig udløser en mægtig sum af masseidealisme, så at masserne bliver ufølsomme over for selv de sværeste lidelser.

Der lader sig hverken skabe nogen revolution eller nogen massestrejke med udgangspunkt i den psykologi, man kan finde hos en fagforeningsmand, som ikke går med til nogen arbejdsnedlæggelse den 1. maj, hvis ikke han på forhånd er sikret en bestemt understøttelse i tilfælde af, at der bliver skredet ind over for ham. Men det er netop i den revolutionære periodes storm, at selv proletaren forvandler sig fra den omsorgsfulde familiefar med krav om understøttelse til en "revolutionsromantiker" for hvem endog det højeste gode, nemlig livet, for slet ikke at tale om den materielle bekvemmelighed kun besidder ringe værdi sammenlignet med kampidealerne.

Men hvis ledelsen af massestrejkerne, når det gælder kommandoen i forbindelse med deres opståen og beregningen og dækningen af deres omkostninger, er den revolutionære situations egen sag, så tilfalder ledelsen af massestrejken i en helt anden forstand socialdemokratiet og dets ledende organer. I stedet for at bryde hovedet med den tekniske side, med massestrejkens mekanisme, er socialdemokratiet udpeget til at overtage den politiske ledelse også midt i revolutionsperioden. Det, som i massestrejkens periode er den vigtigste opgave for "ledelsen", er at give kampen dens parole og dens retning, at organisere taktikken for den politiske kamp, så at hele summen af det, proletariatet er i stand til at sætte ind af eksisterende og allerede udløst, aktiv styrke i enhver fase og i ethvert moment af kampen, bliver realiseret og kommer til udtryk i partiets kampstilling, at socialdemokratiets taktik i beslutsomhed og klarhed aldrig befinder sig under det niveau, som det faktiske styrkeforhold betinger, men tværtimod er en smule forud for dette - dette er "ledelsens" vigtigste opgave. Og en sådan ledelse slår af sig selv på sin vis om i en teknisk ledelse. En konsekvent, beslutsom, fremadstræbende taktik fra socialdemokratiets side fremkalder også i masserne en følelse af sikkerhed, af selvtillid og kampenergi. En vaklende svag taktik baseret på en undervurdering af proletariatet virker derimod lammende og forvirrende på masserne. I første tilfælde bryder massestrejkerne ud "af sig selv" og altid "rettidigt", i det andet kan direkte opfordringer til massestrejke fra ledelsens side ofte forblive helt resultatløse. Den russiske revolution opviser talende eksempler på begge dele.

 

5. Kan de russiske arbejderes erfaringer bruges i Tyskland?

Spørgsmålet er nu, hvorvidt den lære, man kan drage ud af de russiske massestrejker, passer på Tyskland. De sociale og politiske forhold, historien og arbejderbevægelsens stilling er helt forskellige i Tyskland og i Rusland. Ved første øjekast kan de indre love for den russiske massestrejke, sådan som de er skitseret ovenfor, kun opfattes som et produkt af specifikt russiske forhold, som overhovedet ikke kan komme i betragtning for det tyske proletariat. Der består den tætteste indre sammenhæng mellem den politiske og økonomiske kamp i den russiske revolution og enheden imellem dem kommer til udtryk i perioden med massestrejker. Men er dette ikke en simpel følge af den russiske absolutisme? I en stat, hvor enhver form og enhver ytring fra arbejderbevægelsens side er forbudt, hvor den enkleste strejke er en politisk forbrydelse, må enhver økonomisk kamp logisk set blive til en politisk.

Når desuden omvendt allerede det første udbrud af den politiske revolution medførte en almindelig afregning mellem de russiske arbejdere og arbejdsgivere, så er dette igen en simpel følge af den omstændighed, at den russiske arbejder indtil da havde stået på det laveste trin, hvad levestandard angår og endnu aldrig havde ført en regelmæssig økonomisk kamp for at forbedre sin situation. Proletariatet i Rusland måtte på en vis måde arbejde sig ud af de mest elementære problemer, så det var ikke så mærkeligt, at det kastede sig ud i det med ungdommeligt vovemod, så snart revolutionen havde bragt det første friste pust ind i absolutismens kvælende luft. Og endelig forklares de russiske massestrejkers stormende revolutionære forløb såvel som deres overvejende spontane, elementære karakter på den ene side af Ruslands politiske tilbageståenhed, af nødvendigheden af først at styrte den orientalske despotisme og på den anden side af mangelen på organisation og skoling hos det russiske proletariat. I et land, hvor arbejderklassen har 30 års erfaring i det politiske liv, har et socialdemokrati, der støttes af 3 millioner og 1¼ million fagligt organiserede kernetropper, kan den politiske kamp - kan massestrejkerne - umuligt antage den samme stormfulde og elementære karakter som i en halvbarbarisk stat, der først nu tager springet fra middelalderen ind i den ny tids borgerlige orden. Dette er den gængse forestilling hos dem, der vil aflæse modningsgraden af et lands samfundsmæssige forhold af ordlyden i landets skrevne love.

Lad os undersøge spørgsmålene fra en ende af. For det første er det forkert først at datere begyndelsen på den økonomiske kamp i Rusland til udbruddet af revolutionen. Faktum er, at strejkerne, lønkampene i det egentlige Rusland siden begyndelsen af 1890erne og i Russisk-Polen endog siden 1880erne i stadig højere grad stod på dagsordenen, og faktisk til sidst havde erhvervet sig en form for borgerret. De førte rigtignok ofte brutale politimæssige overgreb med sig, men hørte ikke desto mindre til de dagligdags begivenheder. Der eksisterede f.eks. allerede i året 1891 en betydningsfuld almen strejkekasse i Warszawa og Lodz, og sværmeriet for fagforeningerne skabte i disse år i Polen endog for en kort tid de "økonomistiske" illusioner, som nogle år senere grasserede i Petersborg og i det øvrige Rusland 15a.

Tilsvarende ligger der en hel del overdrivelse i forestillingen om, at proletariatet i zarriget før revolutionen befandt sig på en levestandard præget af den rene fattigdom. Netop det lag af arbejdere i byernes storindustri, som nu har været det mest aktive og energiske både i den økonomiske såvel som i den politiske kamp, stod med hensyn til materiel levestandard næppe lavere end det tilsvarende lag i det tyske proletariat, og i mange fag kan man i Rusland finde tilsvarende, ja, her og der selv højere lønninger end i Tyskland. Også når det gælder arbejdstid vil forskellen mellem to storindustrielle bedrifter her og der næppe være særlig betydelig. Dermed er de forestillinger, der går ud på, at de russiske arbejdere formodentlig lever i materielle og kulturelle slavekår, grebet temmelig meget ud af den blå luft. Denne forestilling strider jo allerede ved en smule eftertanke med selve revolutionen og med proletariatets fremragende rolle under revolutionen. Man skaber ikke nogen revolution af en sådan politisk modenhed og tankeklarhed med fattiglemmer, og de industriarbejdere fra Petersborg og Warszawa, Moskva og Odessa, som stod i spidsen for kampen, står kulturelt og åndeligt den vesteuropæiske type meget nærmere, end det, de folk forestiller sig, der betragter den borgerlige parlamentarisme og den reglementerede fagforeningspraksis som proletariatets eneste og uundværlige kulturskole. Den moderne storindustrielle udvikling i Rusland og den åndelige påvirkning gennem halvandet årti gennem et socialdemokrati, som opmuntrede og ledede den økonomiske kamp, har ydet et godt stykke kulturarbejde også uden den borgerlige retsordens ydre garantier.

Kontrasten bliver imidlertid endnu mindre, når vi på den anden side ser mere grundigt på de tyske arbejderes virkelige levestandard. De store politiske massestrejker har i Rusland bragt proletariatets bredeste lag i bevægelse og styrtet dem ud i en omfattende økonomisk kamp. Men findes der ikke en hel del mørke kroge i arbejdernes eksistens i Tyskland, hvor fagforeningernes varmende lys indtil nu kun har formået at trænge sparsomt ind. Findes der ikke ganske brede lag som indtil nu overhovedet ikke - eller forgæves - har forsøgt at hæve sig op af det sociale slaveri gennem de faglige lønkampe? Lad os tage bjergværksarbejdernes elendighed. I den almindelige hverdag i den kolde atmosfære i Tysklands parlamentariske ensformighed kan bjergværksarbejdernes lønkamp fra tid til anden ytre sig i mægtige eruptioner, i massestrejker af typisk elementær karakter, sådan som det også sker i andre lande, selv i fagforeningernes Eldorado: England. Dette viser netop, at modsætningen mellem kapital og arbejde her er alt for skarp og mægtig til, at den lader sig nedbryde gennem fagforeningskampenes rolige planmæssige og partielle form. Denne elendighed hos bjergværksarbejderne, denne eruptive undergrund, som allerede i "normale" tider rummer enorme energier, ville i Tyskland ved enhver større politisk masseaktion fra arbejderklassens side, ved ethvert stærkere ryk, der forskubber den øjeblikkelige ligevægt i den sociale dagligdag, uundgåeligt straks udlades i en mægtig økonomisk-social kamp. Lad os dernæst tage tekstilarbejderelendigheden. Også her giver de forbitrede og for det meste resultatløse udbrud af lønkampe, som raser gennem Vogtland med et par års mellemrum, et svagt begreb om den voldsomhed med hvilken de store sammentrængte slavemasser under tekstilkapitalens karteller ville eksplodere ved en politisk rystelse, ved en kraftig og dristig masseaktion fra det tyske proletariats side. Lad os derefter tage hjemmearbejderelendigheden, konfektionsarbejderelendigheden, elektricitetsarbejderelendigheden - lutter stormcentre, hvor der ved enhver politisk atmosfærisk rystelse vil kunne udbryde mægtige økonomiske kampe i Tyskland. Sikkerheden for at dette sker, vil blive desto større jo sjældnere proletariatet ellers i rolige tider tager kampen op, og jo mere resultatløse de hver gang kæmper, jo mere brutalt de af kapitalen bliver tvunget til at vende tilbage til slaveåget.

Men vi kan også tage store kategorier af proletarer i betragtning, som under tingenes "normale" forløb i Tyskland overhovedet er udelukket fra enhver mulighed for at føre en rolig økonomisk kamp for at forbedre deres kår, og som er afskåret fra enhver brug af retten til at organisere sig. Først kan vi f.eks. tage jernbane- og postfunktionærernes åbenbare elendighed. Midt i den parlamentariske retsstat Tyskland består her faktisk russiske tilstande, vel og mærke russiske sådan som de eksisterede før revolutionen under absolutismens uforstyrrede herlighed. Allerede under den store oktoberstrejke i 1905 stod den russiske jernbanefunktionær i det endnu formelt absolutistiske Rusland himmelhøjt over den tyske, når det drejede sig om hans økonomiske og sociale bevægelsesfrihed. De russiske jernbanefunktionærer og postfunktionærer har faktisk erobret retten til at organisere sig med storm, og selv om det for tiden regner med retssag efter retssag og med den ene disciplinærstraf efter den anden er der ikke længere noget, der formår at tage det indre sammenhold fra dem. Men det ville være en fuldstændig psykologisk fejlregning, om man på linje med den tyske reaktion antager, at den tyske kadaverdisciplin hos de tyske jernbane- og postfunktionærer vil vare evigt, at det er en klippe, som ikke kan smuldre. Selv om også de tyske fagforeningsledere har vænnet sig til de bestående tilstande i så høj grad, at de uberørt af denne uhørte skændsel med en vis tilfredshed kan betragte fagforeningskampenes resultater i Tyskland, så vil de uniformerede statsslavers oplagrede forbitrelse uundgåeligt forsøge at skaffe sig luft under en almindelig industriarbejderrejsning. Og når industriproletariatets fortrop går i massestrejke for at tilkæmpe sig yderligere politiske rettigheder eller forsvare de gamle, så må hele den store styrke af jernbane- og postfunktionærer nødvendigvis besinde sig på den særlige skændsel, de er udsat for og endelig rejse sig for at befri sig for den ekstra portion af russisk absolutisme, som er indført i Tyskland specielt for deres skyld. Den pedantiske opfattelse, som vil afvikle store folkebevægelser efter skema og recept, ser retten til at organisere sig, når det drejer sig om jernbanefunktionærerne, som den nødvendige forudsætning for at man vil "kunne tænke" på en massestrejke. Begivenhedernes reelle og naturlige gang kan kun være omvendt: de tyske jernbane- og postfunktionærers ret til at organisere sig kan i virkeligheden kun fødes af en kraftig spontan massestrejkeaktion, og den opgave, som under de herskende forhold i Tyskland står som uløselig, kan under indtryk og tryk fra en generel politisk proletarisk masseaktion ganske pludseligt finde sine muligheder og løsning.

Og endelig det største og vigtigste: landarbejderelendigheden. Når de engelske fagforeninger udelukkende er tilpasset industriarbejderne, så udspringer dette af den engelske økonomis specifikke karakter, og landbrugets beskedne rolle i hele det økonomiske liv. I Tyskland vil en faglig organisation, den være sig nok så fortrinligt opbygget, kun give et svagt og mangelfuldt billede af proletariatets totale situation, hvis den udelukkende omfatter industriarbejdere og er utilgængelig for landarbejdernes store hær. Det ville imidlertid på den anden side være en skæbnesvanger illusion at tro, at forholdene på landet er uforanderlige og ubevægelige, at socialdemokratiets utrættelige oplysningsarbejde - og endda i højere grad hele Tysklands indre klassepolitik - ikke ustandselig undergraver landarbejdernes passivitet, og at landproletariatet ikke også vil rejse sig ved en hvilken som helst større klasseaktion fra det tyske industriproletariats side, uanset med hvilket formål den er sat i gang. Af helt naturlige grunde kan dette til at begynde med ikke ske på anden måde end ved en almindelig stormende økonomisk kamp ved vældige massestrejker fra landarbejdernes side.

Vi ser, hvorledes billedet af det tyske proletariats tilsyneladende økonomiske overlegenhed sammenlignet med det russiske forskyder sig ganske betydeligt, så snart vi flytter blikket fra tallene over de fagligt organiserede industri- og håndværksbrancher til de store grupper inden for proletariatet, som står fuldstændigt uden for fagforeningernes kamp eller hvis særlige økonomiske kamp ikke lader sig tvinge ind i de snævre rammer for fagforeningernes daglige småkrige. Vi får således øje på det ene mægtige område efter det andet, hvor tilspidsningen af modsætningerne har nået den yderste grænse, hvor eksplosivt stof har hobet sig op til overflod, hvor en hel del "russisk absolutisme" optræder ganske utilsløret, og hvor selv den mest elementære afregning med kapitalen på det økonomiske felt først skal til at finde sted.

Ved en almindelig politisk masseaktion fra proletariatets side ville alle disse gamle regninger uundgåeligt blive præsenteret for det herskende system. En kunstigt arrangeret engangsdemonstration fra byproletariatets side, en massedemonstration, som udelukkende blev gennemført på grundlag af disciplin og en partiledelses taktstok ville sikkert lade de brede folkemasser kølige og ligegyldige. Men en virkelig kampaktion fra industriproletariatets side - en kraftig og hensynsløs aktion født af en revolutionær situation, ville sikkert virke tilbage på de dybere lag og rive alle dem, som i normale og rolige tider står uden for den faglige dagskamp, med sig ind i en omfattende økonomisk kamp.

Hvis vi imidlertid vender tilbage til det tyske industriproletariats organiserede fortropper, samtidig med at vi holder os de mål, som de russiske arbejdere kæmper for i den økonomiske kamp for øje, så finder vi overhovedet ikke, at det drejer sig om bestræbelser, som de ældste tyske fagforeninger ville have nogen grund til at betragte som udtrådte børnesko. Således har siden den 22. januar 1905 det vigtigste generelle krav i de russiske strejker været 8-timersdagen, og det er sandelig ikke noget overstået standpunkt for det tyske proletariat; det er tværtimod i de allerfleste tilfælde et skønt fjernt ideal. Det samme gælder kampen mod "husbonderetten", kampen for at indføre arbejderkomiteer i alle fabrikker, afskaffelse af akkordarbejde, afskaffelse af hjemmearbejde inden for håndværk, en fuldstændig gennemførelse af søndagsfri, anerkendelse af retten til at organisere sig. Ja, ved nærmere eftersyn er samtlige økonomiske kampobjekter som det russiske proletariat har stillet op i den nuværende revolution også højst aktuelle for det tyske proletariat og berør alt sammen ømme punkter i arbejdernes tilværelse.

Konsekvensen af dette er frem for alt, at den rene politiske massestrejke, som man fortrinsvis opererer med, også når det drejer sig om Tyskland, er et fuldstændig dødt teoretisk skema. Skulle massestrejkerne på en naturlig måde og med udgangspunkt i en stærk revolutionær gæring udvikle sig til en beslutsom politisk kamp blandt arbejderklassen i byerne, så vil de lige så naturligt, præcis som i Rusland, slå over i en hel periode med elementære økonomiske kampe. Og den frygt, fagforeningslederne nærer, for at kampen for de økonomiske interesser i en periode med stormfulde politiske kampe, i en periode med massestrejker, ganske enkelt vil blive skubbet til side og undertrykt, hviler på en fritsvævende skolemesteragtig forestilling om tingenes forløb. En revolutionær periode ville tværtimod også i Tyskland ændre karakteren af de faglige kampe, og i den grad forstærke dem, så at fagforeningernes nuværende guerillakrig vil forekomme at være den rene barneleg. På den anden side ville også den politiske kamp få tilført stadig nye impulser og friske kræfter af dette elementære økonomiske uvejr med massestrejker. Vekselvirkningen mellem den økonomiske og politiske kamp, som samtidig danner den regulerende mekanisme i proletariatets revolutionære aktion, ville naturnødvendigt også i Tyskland opstå af forholdene.

 

6. Massestrejken og fagforeningerne

I denne sammenhæng får også spørgsmålet om organisationen i forhold til massestrejkerne i Tyskland et væsentligt andet udseende. Hos fagforeningslederne er spørgsmålet sædvanligvis udtømt med påstanden: "Vi er endnu ikke stærke nok til at risikere en så farlig kraftprøve som en massestrejke". Nu er dette standpunkt for så vidt uholdbart, fordi det er en uløselig opgave gennem en rolig talmæssig beregning at fastslå, hvornår proletariatet er "stærkt nok" til en eller anden kamp. For 30 år siden talte de tyske fagforeninger 50.000 medlemmer. Det var åbenbart et tal ud fra hvilket man efter den ovenstående målestok ikke kunne tænke på nogen massestrejke. Efter yderligere 15 år var fagforeningerne fire gange så stærke og talte 237.000 medlemmer. Hvis man imidlertid dengang havde spurgt dagens fagforeningsledere, om proletariatets organisation nu var modent til en massestrejke, havde de sikkert svaret, at dette langtfra var tilfældet, og at de fagligt organiserede først måtte kunne tælles i millioner. I dag er tallet på de organiserede fagforeningsmedlemmer allerede inde i den anden million, men ledernes anskuelser er præcis den samme, hvad der åbenbart kan fortsætte i det uendelige. Det bliver her stiltiende anset som en forudsætning, at Tysklands samlede arbejderklasse til sidste mand og kvinde må være optaget i organisationen, før man er "stærk nok" til at vove en masseaktion, som derefter, efter den gamle formel, sandsynligvis ville vise sig at være "overflødig". Denne teori er dog fuldstændig utopisk af den simple grund, at den lider af en indre modsigelse, som bevæger sig i en ond cirkel. Arbejderne skal før de indlader sig på at deltage i en eller anden direkte form for klassekamp være organiseret alle sammen. Men forholdene, betingelserne for den kapitalistiske udvikling og den borgerlige stat medfører imidlertid, at under tingenes "normale" forløb, hvor der ikke foregår nogen voldsomme klassekampe, kan bestemte lag - og det drejer sig netop om hovedmassen, de vigtigste, de som står længst nede, de mest undertrykte lag af proletariatet - netop ikke blive organiseret. Og vi kan endog selv i England se, at et halvt århundredes utrætteligt fagforeningsarbejde, uden nogen "forstyrrelser" når man lige ser bort fra begyndelsen af chartistbevægelsesperioden - uden nogen "revolutionsromantiske" forvirringer og fristelser, ikke har bragt det videre end til at organisere et mindretal af de bedrestillede lag inden for proletariatet.

På den anden side kan fagforeningerne, ligesom andre proletariske kamporganisationer, ikke i længden fortsætte uden kamp, og her tænkes ikke på de småkævlerier, der foregår i den borgerligt parlamentariske periodes brakvand, men på massekampens heftige revolutionære periode. Den stive mekanisk-bureaukratiske opfattelse vil kun se kampen som et produkt af organisation, der har nået en vis styrke. Den levende dialektiske udvikling lader omvendt organisationen opstå som et produkt af kampen. Vi har allerede set et storslået eksempel herpå i Rusland, hvor et så godt som fuldstændig uorganiseret proletariat i løbet af halvandet års stormfulde revolutionskampe skaffede sig et omfattende net af tilløb til organisation. Et andet eksempel af samme slags har vi i de tyske fagforeningers egen historie. I året 1878 udgjorde tallet af fagforeningsmedlemmer 50.000. Efter de nuværende faglige lederes teori var denne organisation som sagt langtfra "stærk nok" til at tage en heftig politisk kamp op. De tyske fagforeninger tog imidlertid, så svage de dengang end var, kampen op - nemlig kampen mod socialistloven, og de viste sig ikke alene at være "stærke nok" og at gå ud af kampen som sejrherre, men de femdoblede tilmed deres styrke i denne kamp, efter socialistlovens afskaffelse i 1891 omfattede de 277.659 medlemmer. Ganske vist svarede den metode, der førte til fagforeningernes sejr i kampen mod socialistloven, ikke til idealet om den fredelige myreflittige uafbrudte opbygning; de blev allerførst knust i kampen for derefter at svinge sig op på den næste bølge og blive født på ny. Men dette er netop den særlige vækstmetode, der er i overensstemmelse med de proletariske klasseorganisationer; at blive prøvet i kampen for derefter at gå genskabt ud af kampen.

Efter nærmere undersøgelse af de tyske forhold, og den situation forskellige lag og arbejdere befinder sig i, er det klart, at heller ikke den kommende periode med stormfulde politiske massekampe vil medføre den frygtede truende undergang for de tyske fagforeninger, men omvendt vil der åbne sig nye og uanede perspektiver for en hurtig springvis udvidelse af deres magtsfære. Men spørgsmålet har også en anden side. En plan om at sætte en massestrejke i gang som en alvorlig politisk klasseaktion udelukkende med organiserede er fuldstændig håbløs. Skal massestrejken, eller snarere: skal massestrejkerne, skal massekampen lykkes, må den blive til en virkelig folkebevægelse, d.v.s. trække proletariatets bredeste lag med ind i kampen. Selv i den parlamentariske form beror den proletariske klassekamps magt ikke på den lille organiserede kerne, men på den brede omliggende periferi af de revolutionært indstillede proletarer. Hvis socialdemokratiet ville udkæmpe valgslagene udelukkende med sine par hundredtusinde organiserede, ville de dømme sig til intet at betyde. Og selv om der også findes en tendens i socialdemokratiet, der går i retning af om muligt at optage næsten hele det samlede opbud af vælgere i partiorganisationerne, bliver dets vælgermasse ikke udvidet gennem partiorganisationens vækst - det viser socialdemokratiets 30-årige erfaringer, men derimod danner de friske lag af arbejdere, som hver gang erobres gennem en valgkamp, grobunden for den påfølgende organisation. Også her gælder det, at det ikke kun er organisationen som stiller kamptropper, men at kampen i endnu højere grad leverer rekrutteringstropper til organisationen. I langt højere grad end den parlamentariske kamp gælder det samme åbenbart den direkte politiske masseaktion. Selv om socialdemokratiet, som arbejderklassens organiserede kerne, er hele det arbejdende folks forenede fortrop, selv om den politiske klarhed, styrken og arbejderbevægelsens enhed har sit ud- spring i denne organisation, så må proletariatets klassebevægelse aldrig opfattes som det organiserede mindretals bevægelse. Enhver virkelig stor klassekamp må hvile på de bredeste massers støtte og medvirken, og en strategi for klassekampen, som ikke regner med denne medvirken og blot er tilpasset de smukt udførte marchøvelser af den lille veleksercerede del af proletariatet, er på forhånd dømt til en ynkelig fiasko.

Massestrejkerne, de politiske massekampe, kan altså i Tyskland umuligt bæres oppe af de organiserede alene, og umuligt planlægges af en regulær "ledelse" fra en particentral. I dette tilfælde kommer det imidlertid igen - ganske som i Rusland - ikke så meget an på "disciplin", "skoling" og på de mest omhyggelige forhåndsberegninger over spørgsmål som understøttelse og omkostninger, men langt snarere på en virkelig revolutionær beslutsom klasseaktion, som er i stand til at vinde og rive de bredeste kredse af de ikke organiserede med, der jo alligevel, når det drejer sig om holdning og stilling, udgør en del af de revolutionære proletarmasser.

Overvurderingen og den falske vurdering af organisationens rolle i proletariatets klassekamp bliver sædvanligvis suppleret med en undervurdering af den uorganiserede proletarmasse og deres politiske modenhed. Først i en revolutionær periode, i de store igangsættende klassekampe, viser hele den opdragende virkning af den hurtige kapitalistiske udvikling sig og den socialdemokratiske indflydelse på de bredeste folkelige lag - noget tallene over organisationer og selv valgstatistikker kun giver et ganske svagt begreb om i rolige perioder. Inden for de sidste par år har vi set i Rusland, hvordan der af den mindste partielle konflikt mellem arbejdere og arbejdsgivere, af den mindste lokale brutalitet fra regeringsorganernes side straks kan opstå en stor generel proletarisk aktion. Alle og enhver ser det og finder det naturligt, fordi der nu engang er "revolution" i Rusland. Hvad betyder dette imidlertid? Det betyder, at klassebevidstheden, klasseinstinktet er i højeste grad levende hos det russiske proletariat, så at det umiddelbart opfatter enhver konkret sag i en hvilken som helst mindre arbejdergruppe som en almen sag, som et klasseanliggende og lynhurtigt reagerer på det som et hele. Mens selv de heftigste faglige konflikter i Tyskland, i Frankrig, i Italien, i Holland ikke fremkalder nogen almindelig aktion fra arbejderklassens side - havde det også bare været den organiserede del - så udløser selv den mindste foranledning en hel storm i Rusland. Det betyder imidlertid ikke andet end - hvor paradoksalt det end måtte lyde - at for øjeblikket er klassebevidstheden hos det unge uskolede svagt oplyste og endnu svagere organiserede russiske proletariat uendelig stærkere end hos de organiserede, skolede og oplyste arbejdere i Tyskland eller i noget andet europæisk land. Og dette har ikke noget at gøre med nogen bestemt dyd hos det "unge ubrugte østen" i sammenligning med det "rådne vesten", men det er ganske simpelt resultatet af den umiddelbare revolutionære masseaktion. Hos den tyske oplyste arbejder er den klassebevidsthed, som er indpodet i ham af socialdemokratiet teoretisk, latent: Under perioden med den borgerlige parlamentarismes herredømme kan det som regel ikke manifestere sig som direkte masseaktion; det er her den ideelle sum af de enkelte valgkredses firehundrede parallelaktioner under valgkampen, de mange økonomiske partielle kampe og tilsvarende ting. I revolutionen, hvor masserne selv dukker op på den politiske scene, bliver klassebevidstheden praktisk, aktiv. Derfor har et års revolution givet det russiske proletariat den "skoling" som 30 års parlamentarisk og faglig kamp ikke har kunnet give det tyske proletariat kunstigt. Ganske vist vil denne levende aktive klassefølelse hos proletariatet i Rusland også svinde ind i betydelig grad efter revolutionsperiodens afslutning og den borgerlig-parlamentariske retsstats oprettelse eller snarere slå om i en skjult, latent form. Men det er omvendt lige så sikkert, at i Tyskland i en periode med stærke politiske aktioner vil den levende handledygtige revolutionære klassefølelse gribe de bredeste lag af proletariatet, og det jo hurtigere og mægtigere, jo mere omfattende socialdemokratiets opdragende indsats har været. Denne indsats såvel som hele den nutidige tyske politiks ansporende og revolutionerende virkning vil vise sig i, at alle de skarer, som nu i tilsyneladende politisk stupiditet er uimodtagelige for socialdemokratiets og fagforeningernes organisationsforsøg - at de pludselig vil slutte op om socialdemokratiets fane. En revolutionær periode af seks måneders varighed vil, hvad skolingen af disse endnu uorganiserede masser angår, kunne fuldende, hvad ti års folkemøder og uddeling af flyveblade endnu ikke har været i stand til at fuldføre. Og når forholdene i Tyskland har udviklet sig frem til dette modenhedstrin, vil de lag, der i dag er uorganiserede og tilbagestående, nødvendigvis danne det mest radikale og pågående element i kampen. Det vil ikke være nogen, som må trækkes på slæb. Hvis det kommer til massestrejker i Tyskland, vil det sandsynligvis ikke være de bedst organiserede - sikkert ikke bogtrykkerne - men de dårligst organiserede eller de uorganiserede, bjergværksarbejderne, tekstilarbejderne, og måske også landarbejderne, der udvikler den største aktionsevne.

På denne måde når vi imidlertid også i Tyskland til den samme slutning, når det drejer sig om ledelsens egentlige opgaver og socialdemokratiets rolle overfor massestrejkerne, som i analysen af de russiske begivenheder. Lad os nemlig forlade det pedantiske skema for et organiseret mindretals demonstrative massestrejker, iværksat af parti og fagforening og vende os mod det levende billede af en virkelig folkebevægelse som med elementær kraft opstår af den yderste tilspidsning af klassemodsætningerne og den politiske situation, en bevægelse, som kommer til udtryk både i politiske og økonomiske stormende massekampe og massestrejker - i et sådant tilfælde kommer socialdemokratiets opgave åbenbart ikke til at bestå i den tekniske forberedelse og ledelse af massestrejkerne, men frem for alt i en politisk ledelse af hele bevægelsen.

Socialdemokratiet er proletariatets mest oplyste og klassebevidste fortrop, det kan og må ikke fatalistisk med kors- lagte arme vente på at den "revolutionære situation" skal indtræffe, vente på at den spontane folkebevægelse skal falde ned fra himlen. Det må tværtimod som altid være forud for tingenes udvikling, søge at fremskynde dem. Det kan det imidlertid ikke gøre ved blot i tide og utide pludselig helt ud i den blå luft at udsende "parolen" om en massestrejke, men det kan først og fremmest gøres ved over for de bredeste proletariske lag at klarlægge, hvordan denne revolutionære periode uundgåeligt må indtræffe og hvilke indre sociale momenter, der fører dertil samt de politiske konsekvenser. Hvis brede proletariske lag skal kunne vindes for socialdemokratiets politiske masseaktion, og hvis socialdemokratiet på den anden side omvendt skal gribe og beholde den virkelige ledelse, i politisk forstand blive herre over hele bevægelsen, så må det med fuld klarhed, konsekvens og beslutsomhed forstå at fastsætte taktikken og målene i den kommende kampperiode.

 

7. Massestrejkens rolle i revolutionen

Vi har set, at massestrejken i Rusland ikke er et kunstigt produkt af en forsætlig taktik fra socialdemokratiets side, men et naturligt historisk fænomen opstået af den nuværende revolutions grundlag. Men hvad er det for momenter, som har frembragt disse nye former for revolutionære manifestationer i Rusland?

Den russiske revolution har som sin nærmeste opgave at afskaffe absolutismen og oprette en moderne borgerligt parlamentarisk retsstat. Det er formelt nøjagtig den samme opgave, som Tyskland blev stillet overfor gennem martsrevolutionen17 og Frankrig i den store revolution i slutningen af det 18. århundrede. Men forholdene, det historiske miljø som disse formelt analoge revolutioner har fundet sted i, er væsensforskellige fra dagens Rusland. Det afgørende er den omstændighed, at mellem disse borgerlige revolutioner i vesten og de nutidige borgerlige revolutioner i øst er en hel cyklus i den kapitalistiske udvikling tilendebragt, en udvikling der ikke bare havde omfattet de vesteuropæiske lande, men også det absolutistiske Rusland. Storindustrien med alle dens konsekvenser, den moderne klassedeling, de skarpe sociale kontraster, det moderne storbyliv og det moderne proletariat er i Rusland blevet den herskende, d.v.s. den udslaggivende produktionsform i den sociale udvikling. På dette grundlag er der imidlertid opstået den mærkværdige modsigelsesfyldte historie, at den formelt set borgerlige revolution i første række bliver gennemført af et moderne klassebevidst proletariat og i et internationalt miljø, som bærer præg af det borgerlige demokratis forfald. Det er ikke borgerskabet, der nu er det førende revolutionære element, sådan som det var i vestens tidligere revolutioner, hvor de proletariske masser opløst i småborgerlighed stillede lejetropper for borgerskabet, men omvendt: det klassebevidste proletariat er det ledende og fremaddrivende element, hvorimod de storborgerlige lag dels er direkte kontrarevolutionære, dels vagt liberale, og kun småborgerskabet på landet, ved siden af den småborgerlige intelligens i byerne er klart oppositionelt, ja, revolutionært indstillede. Det russiske proletariat, der i så høj grad er bestemt til at spille en førende rolle i den borgerlige revolution, træder selv ind i kampen fri for alle illusioner om det borgerlige demokrati, og derfor også med en stærkt udviklet bevidsthed om dets egne særlige klasseinteresser under et skarpt tilspidset modsætningsforhold mellem kapital og arbejde. Dette modsigelsesfulde forhold kommer til udtryk i den kendsgerning, at i denne formelt borgerlige revolution bliver det borgerlige samfunds modsætning til absolutismen domineret af proletariatets modsætning til det borgerlige samfund, at proletariatets kamp samtidig retter sig med samme kraft mod absolutismen som mod den kapitalistiske udbytning, at programmet for den revolutionære kamp med samme eftertryk tager sigte på den politiske frihed og på erobringen af 8-timersdagen, såvel som en menneskeværdig materiel eksistens for proletariatet. Den russiske revolutions dobbelte karakter ytrer sig i den nære forbindelse og vekselvirkning mellem den økonomiske og den politiske kamp, som vi f.eks. har lært det at kende under begivenhederne i Rusland, og som finder sit modsvarende udtryk i massestrejken.

I de tidligere borgerlige revolutioner, hvor skolingen og ledelsen af de revolutionære masser på den ene side blev besørget af de borgerlige partier, mens det på den anden side kort og godt drejede sig om at styrte den gamle regering, var den korte barrikadekamp den passende form for den revolutionære kamp. I dag, hvor arbejderklassen i løbet af den revolutionære kamp selv må komme til klarhed, selv må samle sig og føre an, og hvor revolutionen på sin side lige så meget er rettet mod den gamle statsmagt som mod den kapitalistiske udbytning, bliver massestrejken stående som det naturlige middel til at rekruttere, revolutionere og organisere de bredeste proletariske lag til aktion, og samtidig er det et middel til at underminere den gamle statsmagt og dæmme op for den kapitalistiske udbytning. Industriproletariatet i byerne er nu revolutionens sjæl i Rusland. Men for at igangsætte nogen som helst direkte politisk aktion som masse må proletariatet først samle sig som en masse, og i dette øjemed må det først og fremmest begive sig ud af fabrikker og værksteder, af skakter og højovne, det må overvinde atomiseringen og opsplitningen i enkeltværkstederne, som det er dømt til under kapitalens daglige åg. Massestrejken er altså den første impulsive form for enhver revolutionær aktion fra proletariatets side, og jo mere industrien bliver den sociale økonomis fremherskende form, jo mere fremtrædende proletariatets rolle er i revolutionen, og jo mere udviklet modsætningen er mellem arbejde og kapital, jo mægtigere og jo mere udslagsgivende må massestrejken blive. Den tidligere hovedform for de borgerlige revolutioner, barrikadeslaget, det åbne møde med statens væbnede magt, er i dagens revolution kun det yderste punkt, kun et moment i hele den proces, som den proletariske massekamp gennemløber.

Og i revolutionens nye form er man dermed også nået frem til den civilisering og mildning af klassekampen som profetisk blev forudsagt af det tyske socialdemokratis opportunister, Bernstein, David18 og andre. Ganske vist betragtede de nævnte personer den med længsel ventede mildning og civilisering af klassekampen i de småborgerligt-demokratiske illusioners ånd, idet klassekampen udelukkende bliver begrænset til den parlamentariske kamp, og gaderevolutionen ganske enkelt bliver afskaffet. Historien har fundet løsningen på en noget mere dybtgående og finere måde: med den revolutionære massestrejkes opståen, som ganske vist ikke erstatter den nøgne brutale gadekamp fuldstændigt, og ikke gør den overflødig, men blot reducerer den til et enkelt moment i den lange politiske kampfase, knytter massestrejken samtidig forbindelsen mellem revolutionsperioden og et i ordets egentlige forstand enormt kulturarbejde: den materielle og åndelige fremgang for den samlede arbejderklasse gennem "civiliseringen" af den kapitalistiske udbytnings barbariske former.

Således fremstår massestrejken altså ikke som et specifikt russisk produkt udsprunget af absolutismen, men som en almen form i den proletariske klassekamp, som følger af den kapitalistiske udviklings nutidige stadium og af klasseforholdene. De tre borgerlige revolutioner: den store franske, den tyske martsrevolution og dagens russiske danner med dette som udgangspunkt en fortløbende udviklingskæde, hvori det kapitalistiske århundredes blomstring og nedgang afspejler sig. I den store franske revolution giver det borgerlige samfunds endnu ikke helt udviklede indre modsætninger plads for vældige kampe igennem en længere periode, hvor alle de modsætninger, som først vokser frem og modnes i revolutionens hede, raser uhindret og utvunget ud i en hensynsløs radikalisme. Det tyske borgerskabs revolution, som bryder ud midtvejs i den kapitalistiske udvikling et halvt århundrede senere, bliver allerede bremset af interessemodsætningen og ligevægten i styrkeforholdet mellem arbejde og kapital og kvalt gennem et borgerligt feudalt kompromis, hvad der reducerer det hele til en kort, ynkelig og halvvejs forstummet episode. Der går et halvt århundrede til, og vi ser dagens nutidige revolution stå på et punkt på den historiske vej, som allerede er nået op over bjerget, har passeret hen over det kapitalistiske samfunds højdepunkt, hvor den borgerlige revolution ikke mere han kvæles af modsætningen mellem borgerskab og proletariat, men tværtimod vil udfoldes videre i en ny lang periode med mægtige sociale kampe, hvorunder betalingen af den gamle regning (herunder afregningen med absolutismen) ser ud som en bagatel sammenlignet med de mange nye regninger, som revolutionen selv kommer med. Under det absolutistiske Ruslands særlige omstændigheder realiserer dagens revolution altså samtidig den internationale udviklings generelle resultater, og synes i mindre grad at være en sidste udløber af de gamle borgerlige som at være forløber for en ny serie proletariske revolutioner i vest. Netop fordi det mest tilbagestående land i så utilgivelig grad har været for sent ude med sin borgerlige revolution, viser det veje og metoder for proletariatets fortsatte klassekamp i Tyskland og i de fremskredne kapitalistiske lande.

Det må efter dette stå klart, at det også set fra denne side vil være fuldstændig forfejlet at betragte den russiske revolution på afstand som et smukt skuespil, som noget specifikt "russisk" og højst at beundre de kæmpendes heroisme, d.v.s. kampens ydre fremtrædelsesformer. Meget vigtigere er det, at de tyske arbejdere lærer at betragte den russiske revolution som deres eget anliggende, ikke blot i den forstand at det drejer sig om international klassesolidaritet med det russiske proletariat, men frem for alt som et kapitel af deres egen sociale og politiske historie. Fagforeningsledere og parlamentarikere, der betragter det tyske proletariat som værende "for svagt" og de tyske forhold for umodne til revolutionære massekampe, har åbenbart ingen anelse om, at målestokken for klasseforholdenes modenhed i Tyskland og proletariatets magt ikke ligger i de tyske fagforeningers statistikker eller i valgstatistikkerne, men i den russiske revolutions forløb. På samme måde som modenhedsgraden af de franske klassemodsætninger under julimonarkiet og junislaget i Paris afspejlede sig i den tyske martsrevolution, både i dens forløb og i dens fiasko, på samme måde afspejles i dag de tyske klassemodsætningers modenhedsgrad i den russiske revolutions eksempler, i dens magt. Og mens den tyske arbejderbevægelses bureaukrater leder efter bevis på deres styrke og modenhed i deres skrivebordsskuffer, ser de ikke, at det de leder efter ligger lige for øjnene af dem i en stor historisk åbenbaring, for historisk set er den russiske revolution en refleks af den internationale - det vil i første række sige den tyske - arbejderbevægelse.

Det ville derfor være et alt for ynkeligt og grotesk bagatelagtigt resultat af den russiske revolution, hvis det tyske proletariat blot på linje med kammeraterne Frohme, Elm og andre lånte den ydre form for kampen nemlig masse- strejken som en reservekanon, i tilfælde af at valgretten skulle blive kasseret, altså som et passivt middel i den parlamentariske offensiv. Hvis man tager valgretten fra os, når det gælder rigsdagen, så forsvarer vi os. Dette er en ganske indlysende beslutning. Men for at beslutte dette, behøver man ikke at kaste sig ud i en heltepositur á la Danton, som kammerat Elm19 har gjort det i Jena. At forsvare de beskedne mål af parlamentaristiske rettigheder, som man allerede sidder inde med, er noget langt mindre end den himmelstormende fornyelse, som behøvede den russiske revolutions frygtelige ofre til incitament - det er blot ethvert oppositionspartis første og enkleste pligt. Men den rene defensiv må aldrig alene være udtømmende for proletariatets politik i en revolutionsperiode. Og når det på den ene side er vanskeligt at forudse med sikkerhed, om likvideringen af den almindelige valgret i Tyskland vil skabe en situation, som absolut vil fremkalde en massestrejkeaktion med det samme, så er det på den anden side ganske sikkert, at så snart vi er trådt ind i en periode med omfattende masseaktioner i Tyskland, vil det blive umuligt for socialdemokratiet at bygge sin taktik udelukkende på en parlamentarisk defensiv. At bestemme foranledningen og momentet på forhånd for udbruddet af massestrejker i Tyskland, ligger uden for socialdemokratiets magt, fordi det ligger udenfor dets magt at skabe historiske situationer gennem partibeslutninger. Hvad det derimod kan og må gøre, er at klarlægge de politiske retningslinjer for disse kampe, når de engang indtræffer, og at formulere det i en beslutsomt og konsekvent taktik. Man holder ikke de historiske begivenheder i tømme ved at lave forskrifter for dem, men ved at gøre sig deres sandsynlige og beregnelige konsekvens bevidst og indrette sin egen handlemåde derefter.

Den truende politiske fare, som den tyske arbejderbevægelse i en række år først og fremmest har set i øjnene, er et statskup fra reaktionens side med henblik på at vriste den vigtigste politiske rettighed, nemlig retten til at deltage i rigsdagsvalgene, fra de brede lag blandt den arbejdende befolkning. På trods af den uhyre rækkevidde, som denne eventuelle begivenhed vil få, er det som sagt umuligt med bestemthed at hævde, at der som følge af et sådant statskup straks derefter bryder en åben folkebevægelse frem i form af en massestrejke, fordi utallige omstændigheder og momenter, som er med til at bestemme situationen under en massebevægelse, er ukendte for os i dag. Men når man tænker på, hvordan situationen i dag i Tyskland er blevet tilspidset til det yderste, på de mangfoldige internationale følger, den russiske revolution har fået, og endelig på det kunstigt fornyede Rusland, så står det klart, at den omvæltning i tysk politik, der ville opstå af en forkastelse af retten til at deltage i rigsdagsvalg, ikke ville kunne blive stående ved kampen om denne valgret alene. I løbet af en kortere eller længere periode, ville et sådan statskup med elementær magt snarere trække et stort alment opgør med brødspekulanterne med sig, et opgør med de kunstigt forhøjede kød- priser, med hele den udpining, der er en følge af den grænseløse oprustning til lands og til vands, med korruptionen i kolonipolitikken, med den nationale skændsel som processerne i Königsberg20 indebærer, med stilstanden i socialreformen og med jernbanefolkenes, postfunktionærernes og landarbejdernes retsløshed, med forhånelsen og bedraget over for bjergværksarbejderne, med Löbtauerdomme21 og hele klassejustitsen, med det brutale lockoutsystem - kort og godt med hele det tryk som de øst-elbiske junkere og storkapitalistiske kartelherrer i fællesskab har udøvet gennem tyve år.

Men når stenen endelig begynder at rulle, så kan den ligegyldigt om socialdemokratiet ønsker det eller ej, ikke mere bringes til standsning. Modstanderne af massestrejken plejer at afvise læren og eksemplerne fra den russiske revolution med en påpegning af, at de overhovedet ikke er retningsgivende, først og fremmest fordi der først måtte foregå et mægtigt spring fra et orientalsk despoti ind i en moderne borgerlig retsorden. Den formelle afstand mellem den gamle og den nye politiske orden skal tjene som tilstrækkelig forklaring på voldsomheden og magtanvendelsen under revolutionen i Rusland. I Tyskland har vi forlængst retsstatens nødvendigste former og garantier, og derfor skulle en så elementær udladning af de sociale modsætninger være en umulighed her. De, der tænker på denne måde, glemmer imidlertid, at hvis der engang bryder åbne politiske kampe ud i Tyskland, så vil det historisk betingede mål være et ganske andet, end det i dag er i Rusland. Netop fordi den borgerlige retsorden har eksisteret længe i Tyskland, fordi den altså til fulde havde tid til at blive udtømt og nu er på retur, fordi det borgerlige demokrati og liberalismen har haft tid til at dø ud, kan der ikke længere være tale om en borgerlig revolution i Tyskland. Og derfor kan det i en periode med åbne politiske folkekampe nu kun handle om proletariatets diktatur i Tyskland som det sidste historiske nødvendige mål. Den afstand, der er mellem denne opgave og de nuværende tilstande i Tyskland, er imidlertid langt voldsommere end afstanden mellem den borgerlige rets- orden og det orientalske despoti, og derfor kan denne op- gave heller ikke fuldbyrdes på én gang, men må gennem en lang periode med gigantiske sociale kampe.

Men ligger der ikke et skarpt modsætningsforhold gemt i de perspektiver, som her trækkes op? Det hedder på den ene side, at i en eventuel fremtidig periode med politisk masseaktion vil de mest tilbagestående lag af det tyske proletariat, landarbejderne, jernbanefolkene og postslaverne først erobre retten til at organisere sig, at udbytningens værste gevækster først må blive overvundet, mens på den anden side den politiske opgave i denne periode allerede skal være den politiske magterobring ved hjælp af proletariatet! På den ene side økonomisk faglig kamp for de nære interesser, for at forbedre arbejderklassens materielle situation, på den anden side socialdemokratiets yderste endemål! Javist, det er krasse modsigelser, men ikke modsigelser i vort ræsonnement, men derimod modsigelser i den kapitalistiske udvikling. Den forløber ikke efter en smuk lige linje, men i en skarp zig-zag-linje som et lyn. På samme måde som de forskellige kapitalistiske lande repræsenterer de forskellige stadier i udviklingen, forholder det sig inden for hvert enkelt lands forskellige lag af den samme arbejderklasse. Historien venter imidlertid ikke tålmodigt på, at de mest tilbagestående lande og lag får indhentet de mest fremskredne, så at alt kan bevæge sig symmetrisk videre som en stram kolonne. Den lader det allerede komme til eksplosioner på de mest udsatte punkter, så snart forholdene er modne dertil, og i den revolutionære periodes storm bliver det forsømte på få dage og måneder indhentet, det ulige udlignet, og det samlede sociale fremskridt med et ryk flyttet et stort skridt videre.

Som i den russiske revolution, hvor interesserne i alle lag og på alle udviklingstrin i arbejderbefolkningen samles i det socialdemokratiske program for revolutionen og i de mange enkelte kampe i proletariatets store klasseaktion, således vil det også ske i Tyskland, når tiden er moden dertil. Og socialdemokratiets opgave vil herefter være at indrette sin taktik ikke efter de mest tilbagestående udviklingsfaser, men efter de mest fremskredne.

 

8. Nødvendigt med aktionsenhed mellem fagforeninger og parti

Det vigtigste krav i de store kampes tidligere eller senere periode, som den tyske arbejderklasse må være forberedt på, er ved siden af en taktik baseret på fuldstændig beslutsomhed og konsekvens, den størst mulige aktionsevne, d.v.s. den største mulige enhed inden for den ledende socialdemokratiske del af den proletariske masse. Imidlertid har de første svage forsøg på at forberede en større masseaktion allerede med det samme afsløret en vigtig ulempe på dette punkt: nemlig den fuldstændige adskillelse og selvstændiggørelse af to organisationer inden for arbejderbevægelsen, nemlig socialdemokratiet og fagforeningerne.

Hvis man ser nærmere på massestrejkerne i Rusland og samtidig på forholdene i selve Tyskland, bliver det klart, at det er umuligt at forestille sig nogen som helst større masseaktion, en såkaldt politisk massestrejke, hvis det da ikke blot skal indskrænke sig til en éngangs demonstration. Fagforeningerne ville ikke være mere interesseret i en sådan aktion end socialdemokratiet. Det skyldes ikke den kendsgerning, som fagforeningslederne bilder sig ind, at socialdemokratiet med deres meget mindre organisation, skulle være henvist til medvirken af de 1¼ million fagorganiserede og ikke kunne få noget i gang "uden dem". Det har en langt mere dybtliggende årsag: enhver direkte masseaktion eller periode med åbenlyse klassekampe ville nemlig samtidig være en politisk og økonomisk kamp. Om det af en eller anden grund på et tidspunkt skulle komme til omfattende politiske kampe, til massestrejker, i Tyskland, vil det samtidig blive indledning til en periode med mægtige faglige kampe i Tyskland, og da vil begivenhederne overhovedet ikke spørge om, hvorvidt fagforeningslederne har givet bevægelsen deres velsignelse eller ej. Stiller de sig ved siden af bevægelsen, eller forsøger de måske oven i købet at sætte sig op imod den, så vil følgen af en sådan holdning kun være, at fagforeningslederne - akkurat som partilederne i tilsvarende tilfælde - ganske enkelt bliver skudt til side af begivenhedernes bølge, mens masserne udkæmper både de økonomiske og de politiske kampe uden dem.

Ja, virkelig. Adskillelsen mellem den politiske og den økonomiske kamp og selvstændiggørelsen af de to dele er ikke andet end et kunstigt og også historisk betinget produkt af den parlamentariske periode. Under det borgerlige samfunds rolige "normale" gang bliver på den ene side den økonomiske kamp splittet op og opløst i en masse enkelte kampe i hver bedrift, i hver produktionsgren; på den anden side bliver den politiske kamp ikke udført gennem massen selv i en direkte aktion, men på stedfortrædende måde i former, der svarer til den borgerlige stat gennem pres mod de lovgivende forsamlinger. Så snart en periode med revolutionære kampe oprinder, d.v.s. så snart masserne dukker op på kamppladsen, forsvinder både den økonomiske kamps opsplitning og den politiske kamps indirekte parlamentariske form; i en revolutionær masseaktion er den politiske og økonomiske kamp ét, og den kunstige skranke mellem fagforening og socialdemokrati, der optræder som arbejderbevægelsens to adskilte og helt selvstændige former, er ganske enkelt forsvundet. Hvad der imidlertid kommer tydeligt til udtryk i den revolutionære massebevægelse stemmer også for den parlamentariske periode, når vi tænker på den virkelige situation. Der gives ikke to forskellige former for klassekampe for arbejderklassen, en økonomisk og en politisk, der gives kun én klassekamp, der på én og samme tid stiler mod en begrænsning af den kapitalistiske udbytning inden for det borgerlige samfund og på afskaffelsen af udbytningen i det hele taget tillige med det borgerlige samfund.

Selv om disse to sider af klassekampen er adskilte fra hinanden i den parlamentariske periode også af tekniske grunde, så udgør de dog ikke noget, man kan kalde to parallelt løbende aktioner men blot to faser, to trin i arbejderklassens befrielseskamp. Den faglige kamp omfatter arbejdsbevægelsens dagsaktuelle interesser, den socialdemokratiske kamp dens fremtidsinteresser. Kommunisterne, står der i Det kommunistiske manifest, repræsenterer over for de forskellige gruppeinteresser (nationale, lokale interesser) det samlede proletariats fælles interesser, og i de forskellige udviklingsfaser af klassekampen, repræsenterer de den samlede bevægelses interesse, d.v.s. slutmålene for proletariatets befrielse. Fagforeningerne repræsenterer gruppeinteresserne og et udviklingstrin inden for arbejderbevægelsen. Socialdemokratiet repræsenterer arbejderklassen og dennes befrielsesinteresser i sin helhed. Forholdet mellem fagforeningerne og socialdemokratiet er derfor enkeltdelens forhold til helheden, og når teorien om "ligeberettigelse" mellem fagforeningerne og socialdemokratiet finder så stor genklang hos fagforeningslederne, så beror det på en grundig fejlvurdering af selve fagorganisationens væsen og dens rolle i arbejderklassens almene befrielseskamp.

Denne teori om en parallel aktion fra socialdemokratiets og fagforeningernes side og om deres "ligeberettigelse" er dog ikke fuldstændig grebet ud af luften, men har sine historiske rødder. Den beror nemlig på illusionen om en rolig og "normal" periode i det borgerlige samfund, i hvilken socialdemokratiets politiske kamp tilsyneladende går op i den parlamentariske kamp. Men den parlamentariske kamp, det supplerende modstykke til fagforeningskampen, er på samme måde som denne udelukkende en kamp, der udspiller sig på den borgerlige samfundsordens grundvold. Ifølge dens natur drejer det sig om politisk reformarbejde, på samme måde som fagforeningerne arbejder for økonomisk reformarbejde. Den repræsenterer politisk dagsaktuelt arbejde på samme måde som fagforeningerne repræsenterer økonomisk dagsaktuelt arbejde. Den udgør på linje med dette også blot en fase, et udviklingstrin inden for helheden af den proletariske klassekamp, hvis slutmål på samme måde peger udover den parlamentariske kamp som udover fagforeningernes kamp. Den parlamentariske kamp forholder sig derfor også til socialdemokratisk politisk som en enkelt del til helheden, nøjagtig som fagforeningsarbejdet. Socialdemokratiet er i sig selv netop en sammenfatning af såvel det parlamentariske som den faglige kamp i en klassekamp rettet mod afskaffelse af den borgerlige samfundsorden.

Teorien om fagforeningernes "ligeberettigelse" med socialdemokratiet er altså ikke blot en teoretisk misforståelse, ikke blot en fejltagelse, men den er et udtryk for en velkendt tendens hos den opportunistiske fløj indenfor socialdemokratiet, en fløj som vil reducere arbejderklassens politiske kamp til faktisk kun at være den parlamentariske kamp, forvandle socialdemokratiet fra at være et revolutionært proletarisk til at blive et småborgerligt reformparti. 21a)

Hvis socialdemokratiet var villig til at acceptere fagforeningernes teori om "ligeberettigelsen" ville det dermed indirekte og stiltiende acceptere den forvandling som længe er blevet tilstræbt af repræsentanterne for den opportunistiske retning.

Imidlertid er en sådan forskydning af forholdene inden for arbejderbevægelsen i Tyskland mere umulig end i noget andet land. Det teoretiske forhold, ifølge hvilke fagforeningerne blot er en del af socialdemokratiet, finder netop i Tyskland sin klassiske illustration i kendsgerningerne, i den levende praksis. Det kommer faktisk til udtryk i tre retninger. For det første er de tyske fagforeninger direkte et produkt af socialdemokratiet: Det et dette, som har skabt den første begyndelse til en fagbevægelse i Tyskland; det er dette, som har opflasket det og til dato leveret deres ledere og organisationens mest aktive kræfter. For det andet er de tyske fagforeninger et produkt af socialdemokratiet også i den betydning, at den socialdemokratiske lære danner sjælen i den faglige praksis; deres overlegenhed over alle borgerlige og konfessionelle fagforeninger kan de takke klassekampstanken. Deres praktiske succes og deres magt er et resultat af den omstændighed, at deres praksis er inspireret af den videnskabelige socialismes teori, hævet over en snæversynet empirisme. Styrken i de tyske fagforeningers "praktiske politik" ligger i deres indsigt i den kapitalistiske ordens dybere sociale og økonomiske sammenhænge. Denne indsigt har de imidlertid ingen andre at takke for end den videnskabelige socialismes teori, som denne praksis støtter sig på. I denne forstand betyder bestræbelserne på at løsrive fagforeningerne fra den socialdemokratiske teori, på at søge efter en anden "fagforeningsteori" i modsætning til socialdemokratiets ikke andet end et selvmordsforsøg. Løsrivelsen af den faglige praksis fra den videnskabelige socialismes teori ville for de tyske fagforeninger betyde et øjeblikkeligt tab af deres overlegenhed over for alle de borgerlige fagforeninger, det ville betyde et fald fra deres hidtidige høje niveau ned til et niveau præget af holdningsløs famlen sig frem, af den rene platte empirisme. Endelig og for det tredje er fagforeningerne, når det drejer sig om deres talmæssige styrke et produkt af den socialdemokratiske bevægelse og den socialdemokratiske agitation, noget fagforeningslederne efterhånden har glemt. Ganske vist har den faglige agitation i mange distrikter ført an foran den socialdemokratiske og gør det stadigvæk, og overalt jævner det faglige arbejde også vejen for partiarbejdet. Når det drejer sig om virkningen, arbejder parti og fagforening fuldstændig hånd i hånd. Men hvis man tager et overblik over klassekampen i Tyskland i sin helhed, og over den dybereliggende sammenhæng, så forskyder forholdet sig væsentligt. Mange fagforeningsledere plejer gerne med en vis triumf (og en vis skadefryd) fra deres stolte højde med 1¼ million medlemmer at se ned på den usle halve million organiserede medlemmer i socialdemokratiet og minde dem om dengang for 10-12 år siden, hvor man inden for socialdemokratiets rækker endnu gjorde sig pessimistiske tanker omkring perspektiverne ved udviklingen af fagforeningerne. De bemærker overhovedet ikke, at der mellem disse to kendsgerninger - det høje medlemstal i fagforeningerne og det lave tal af organiserede i socialdemokratiet - består en vis grad af direkte kausal sammenhæng. Tusinder og atter tusinder af arbejdere går ikke ind i socialdemokratiet, fordi de er gået ind i fagforeningerne. Efter teorien skulle alle arbejdere være dobbeltorganiserede: gå til to forskellige slags møder, betale to kontingenter, læse to udgaver af arbejderpressen o.s.v. Men for at gøre dette kræves en høj grad af intelligens og en idealisme, der af ren pligtfølelse over for arbejderbevægelsen ikke skyer daglige ofre, når det gælder tid og penge, foruden også den lidenskabelige form for interesse for det egentlige partiarbejde, som kun kan blive tilfredsstillet gennem tilhørsforhold til en partiorganisation. Alt dette holder stik, når det drejer sig om det mest oplyste og intelligente mindretal blandt de socialdemokratiske arbejdere i de store byer, hvor partilivet er tiltrækkende og fuld af indhold, hvor arbejdernes levestandard er højere. Men blandt de bredere lag af arbejdermasserne i storbyerne såvel som i provinsen, i de mindre og mindste afkroge, hvor det lokale politiske liv kun er et uselvstændigt refleks af det, som sker i hovedstaden, og hvor partilivet derfor også er trist og monotont, og hvor arbejderens økonomiske levestandard for det meste er meget kummerlig - der er dobbeltorganisationen meget svær at gennemføre.

For den socialdemokratisk indstillede arbejder fra de brede masser bliver spørgsmålet løst af sig selv på den måde, at han simpelthen går ind i sin fagforening. Den umiddelbare interesse i den økonomiske kamp kan han nemlig ikke få tilfredsstillet på anden måde end ved at gå ind i sin faglige organisation, hvad der udspringer af selve kampens natur. Kontingentet, som ofte er en betydelig belastning af hans økonomi, bringer ham umiddelbar og synlig nytte, og han er også med udgangspunkt i sin socialdemokratiske holdning i stand til at engagere sig uden at tilhøre nogen speciel partiorganisation: gennem stemmeafgivningen til parlamentsvalgene, gennem deltagelse i socialdemokratiske møder, ved at følge med i referater af socialdemokratiske taler holdt i de folkevalgte organer, ved at læse partipressen - man kan f.eks. sammenligne tallet på socialdemokratiske vælgere så vel som abonnementtallet på "Vorwärts" med tallet på organiserede partimedlemmer i Berlin. Og hvad der er helt afgørende: den socialdemokratisk indstillede gennemsnitsarbejder fra de brede masser, som det enkle menneske han er, har ikke nogen forståelse for den indviklede og fine dobbeltsjæle-teori, men føler sig alligevel som socialdemokratisk organiseret i fagforeningen. Selv om centralforbundene ikke bærer noget officielt partiskilt, så ser arbejdsmanden i den større eller mindre by de kolleger, der står i spidsen for hans fagforening som de mest energiske ledere, og han kender dem også som kammerater, som socialdemokrater fra det offentlige liv: snart som socialdemokratiske rigsdags-, landdags- eller kommunalvalgte, snart som socialdemokratiske tillidsmænd, formænd i vælgerforeningerne, partiredaktører, partisekretærer eller ganske enkelt som talere og agitatorer. De tanker, om den kapitalistiske udbytning, om klasseforholdene, som han hører i agitationen i fagforeningen, og som han er kommet til at kunne lide og forstå, er ofte de samme, som han kender fra den socialdemokratiske agitation: ja, de fleste og mest afholdte talere til fagforeningsmøderne, dem, som "sætter liv i kludene" og bruges som trækplastre for de ellers svagt besøgte og søvnige fagforeningsmøder, er netop kendte socialdemokrater.

Dette virker således altsammen i retning af at give den klassebevidste gennemsnitsarbejder en følelse af, at han, når han er fagligt organiseret, også tilhører sit arbejderparti, er socialdemokratisk organiseret. Og det er netop i dette forhold at de tyske fagforeningers egentlige rekrutteringsstyrke ligger. Ikke gennem et skin af neutralitet, men den socialdemokratiske virkelighed, der er deres natur, har gjort fagforeningerne i stand til at nå deres nuværende styrke. (I dag er der faktisk ikke nogen i Tyskland, der lader sig vildlede af dette skin). Dette skyldes ganske enkelt den samtidige eksistens af forskellige fagforeninger med borgerligt partipræg: katolske, Hirsch-Dunckerske o.s.v. Det er gennem dem, man forsøger at begrunde nødvendigheden af enhver påstået "neutralitet". Når den tyske arbejder, der har det fulde frie valg til at tilslutte sig en kristelig, katolsk, evangelisk eller frisindet fagforening, ikke vælger nogen af disse, men den "frie fagforening" eller endog går ud af en af de førnævnte, for at slutte sig til den, så gør han det kun, fordi han opfatter centralforbundene som organisationer for den moderne klassekamp, eller hvad der i Tyskland er det samme som socialdemokratiske fagforeninger. Kort og godt - det skin af "neutralitet", som eksisterer for mange fagforeningsledere, er ikke nogen realitet for masserne i de faglige organisationer. Og det er et held for centralforbundene. Men hvis dette skin af "neutralitet", denne fremmedgørelse og løsrivelse af fagforeningerne fra socialdemokratiet bliver en realitet og i særdeleshed bliver til virkelighed i de proletariske massers øjne, så ville fagforeningerne straks miste hele deres fortrin over for de konkurrerende borgerlige forbund og dermed også deres rekrutteringskraft, deres livgivende ild. Det, som her er sagt, bliver slående bevist af alment kendte facts. Skinnet af partipolitisk "neutralitet" fra fagforeningernes side kunne nemlig gøre fremragende tjeneste som tiltrækningsmiddel i et land, hvor socialdemokratiet selv ikke er velanskrevet hos masserne, hvor dette at knytte deres dårlige ry til en arbejderorganisation snarere skader end hjælper i massernes øjne, hvor fagforeningerne med et ord, først selv må rekruttere deres tropper fra en ganske uoplyst, borgerligt indstillet masse.

England var et eksempel på et sådan land igennem hele det forrige århundrede, og er det også i høj grad i dag. I Tyskland ligger partiforholdene imidlertid helt anderledes. I et land, hvor socialdemokratiet er det mægtigste politiske parti, hvor dets rekrutteringskraft kommer til udtryk gennem en hær på over tre millioner proletarer, er det latterligt at tale om socialdemokratiets afskrækkende ry og om nødvendigheden af, at arbejdernes kamporganisation hykler politisk neutralitet. Blot dette at stille tallene på socialdemokratiske vælgere op mod tallene fra de faglige organisationer i Tyskland er nok til at gøre det klart for ethvert barn, at de tyske fagforeninger ikke hverver deres medlemmer hos de uoplyste borgerligt sindede masser som i England, men blandt en masse, som allerede er blevet sat i bevægelse af socialdemokratiet og vundet for klassekampstanken blandt den socialdemokratiske vælgermasse. Mange fagforeningsledere afviser med harme tanken om at betragte fagforeningerne som rekrutteringsskole for socialdemokratiet - det er en af "neutralitetsteoriens rekvisitter". Faktisk er den for dem tilsyneladende så fornærmende, men i virkeligheden højst smigrende formodning blevet til fantasi i Tyskland af den enkle grund, at det for det meste forholder sig lige omvendt, det er socialdemokratiet som i Tyskland udgør rekrutteringsskolen for fagforeningerne. Selv om organisationsarbejdet for fagforeningerne endnu er meget vanskeligt og møjsommeligt (således at det vækker og nærer den illusion hos fagforeningslederne, at det er dem som pløjer de første furer og sår den første udsæd i det proletarisk nyindvundne land), så er jorden i virkeligheden allerede blevet gjort opdyrkelig af den socialdemokratiske plov, men fagforeningernes udsæd og såmanden selv må også være "rød" socialdemokratisk, for at høsten skal blive god. Hvis vi på denne måde ikke sammenligner fagforeningernes talmæssige styrke med de socialdemokratiske organisationer, men hvad der er det eneste rigtige, med den socialdemokratiske vælgermasse, så kommer vi til et resultat, der afviger betydeligt fra foreningsledernes triumferende sejrsbevidsthed. Det viser sig nemlig her, at de "frie fagforeninger" i dag i virkeligheden endnu udgør et mindretal af Tysklands klassebevidste arbejdere, med deres 1¼ million organiserede udgør de ikke engang halvparten af den masse, som er blevet vækket af socialdemokratiet og vundet for klassekampen.

Den vigtigste slutning af de anførte kendsgerninger er, at den fuldstændige enhed mellem den faglige og socialdemokratiske arbejderbevægelse, som er så ubetinget nødvendig for de kommende massekampe i Tyskland faktisk er til stede, og den har netop fodfæste i de brede masser, der på en og samme tid danner basis for socialdemokratiet og for fagforeningerne, og i deres bevidsthed er begge sider af bevægelsen smeltet sammen til en åndelig enhed. Den påståede modsætning mellem socialdemokratiet og fagforeningerne skrumper i denne sammenhæng ind til at være en modsætning mellem socialdemokratiet og det øverste lag af fagforeningsfunktionærer, der imidlertid samtidig markerer modsætningen indenfor fagforeningerne mellem en del fagfagforeningslederne og den fagligt organiserede proletariske masse.

Den stærke vækst i fagforeningsbevægelsen i Tyskland i løbet af de sidste 15 år, specielt i perioden med økonomisk højkonjunktur 1895-1900 har af sig selv medført en stor selvstændiggørelse af fagorganisationerne, en specialisering af deres kampmetoder og deres ledelse og endelig resulteret i fremvæksten af et regulært fagligt bureaukrati. Alle disse ting er et fuldstændigt forklarligt og naturligt historisk produkt af fagforeningernes 15-årige vækst, et produkt af den økonomiske opgang og af det politiske vindstille i Tyskland. De er, hvad der især gælder fagforeningernes funktionærstand, et historisk nødvendigt onde. Men udviklingens dialektik medfører, at det middel, der har været befordrende på fagforeningernes vækst - at det, når organisationen har nået en vis størrelse og forholdene en vis modningsgrad, slår over i sin modsætning og kommer til at hæmme den videre vækst.

Specialiseringen af de faglige lederes professionelle aktivitet såvel som den snævre synskreds, der er forbundet med de opsplittede økonomiske kampe, der foregår i en rolig periode, fører hos de faglige funktionærer alt for let til både bureaukrati og indskrænkethed i opfattelsen. Begge dele ytrer sig imidlertid i en lang række tendenser, som kan blive højst skæbnesvangre for den faglige bevægelses fremtid. Dertil hører frem for alt en overvurdering af organisationen som lidt efter lidt bliver forvandlet fra at være et middel til at nå frem til målet - til at blive et mål i sig selv, et højeste gode, som kampinteresserne ofte bliver underordnet. Heri ligger også forklaringen på det behov for hvilepauser, der resulterer i at man skræmt viger tilbage for en større risiko og for indbildte farer, når det gælder fagforeningernes beståen, nervøse på grund af usikkerheden når det drejer sig om større masseaktioner. Hertil kommer så overvurderingen af selve den faglige kampmåde, dens udsigter og dens resultater. Faglige ledere, som til stadighed er optaget af økonomiske småkrige og som har det som op- gave at gøre det begribeligt overfor arbejderne, at selv et nok så lille økonomisk resultat, enhver lønforhøjelse eller forkortelse af arbejdstiden er af høj værdi, havner selv lidt efter lidt i den situation, at de mister overblikket over den samlede situation og over de større sammenhænge. Kun på den måde kan det forklares, at de mange fagforeningsledere f.eks. med så stor tilfredshed henviser til resultaterne fra de sidste 15 år, til de millioner af mark, som er opnået i lønforhøjelser, i stedet for omvendt at lægge vægt på den anden side af medaljen: på den uhyre forringelse af proletarernes levestandard som samtidig har fundet sted på grund af brødspekulation, gennem skatte- og toldpolitikken, gennem den jordspekulation, der har drevet huslejerne sådan i vejret, kort sagt på alle de objektive tendenser i den borgerlige politik, som for en stor del igen gør de resultater, som fagforeningerne har tilkæmpet sig igennem de sidste 15 år, illusoriske. Af hele den socialdemokratiske sandhed, der ved siden af at betone det faglige arbejde og dets absolutte nødvendighed lægger hovedvægten på kritikken og på de begrænsninger, der ligger i dette arbejde, bliver kun den halve faglige sandhed tilbage, som udelukkende fremhæver det positive ved den dagsaktuelle kamp. Og fortielsen af de objektive begrænsninger, som den borgerlige samfundsorden har sat for de faglige kampe, udvikler sig endelig til en direkte fjendtlighed over for enhver teoretisk kritik, som peger på disse begrænsninger i forbindelse med arbejderbevægelsens endemål. Ubetinget skamros, grænseløs optimisme, bliver gjort til en pligt for enhver "ven af fagforeningsbevægelsen". Men eftersom det socialdemokratiske standpunkt netop består i at bekæmpe kritikløs faglig optimisme samt bekæmpe den kritikløse parlamentariske optimisme, så bliver der til slut gjort front mod selve den socialdemokratiske teori. Fagforeningsfunktionærerne søger famlende efter en "ny teori", (som kan modsvare deres behov og deres opfattelse), d.v.s. efter en teori som i modsætning til den socialdemokratiske lære ville åbne helt ubegrænsede perspektiver for økonomisk opgang på grundlag af den kapitalistiske orden med udgangspunkt i de faglige kampe. En sådan teori har faktisk allerede eksisteret længe: Det drejer sig om professor Sombarts teori, som udtrykkelig blev formuleret med henblik på at drive en kile ind mellem fagforeningerne og socialdemokratiet i Tyskland og lokke fagforeningerne over på borgerlig grund.

I nær sammenhæng med disse teoretiske tendenser står en ændring af forholdet - leder til masse. Den kollegiale ledelse baseret på lokale komiteer med deres utvivlsomme utilstrækkeligheder erstattes af fagforeningsfunktionærernes forretningsmæssige ledelse. Initiativ og dømmekraft bliver dermed så at sige til en fagspecialitet, mens masserne hovedsagelig er forpligtet til disciplinens mere passive dyd. Disse skyggesider ved funktionærvældet rummer sikkert også betydelige farer for partiet, noget som den sidste nyrekruttering og ansættelse af lokale partisekretærer let kan resultere i - hvis ikke de socialdemokratiske masser er opmærksomme herpå, således at de omtalte sekretærer forbliver rene eksekutivorganer og ikke bliver betragtet som udvalgte bærere af initiativ og ledelse i det lokale partiliv. Men på grund af de politiske kampes karakter er der trukket snævrere grænser for bureaukratismen inden for socialdemokratiet end indenfor fagforeningerne. Her er det netop den tekniske specialisering af lønkampene, f.eks. afslutningen af komplicerede tarifmæssige overenskomster og lignende, som medfører, at massen af de organiserede oftest nægtes "overblikket over det samlede erhvervsliv", noget man begrunder deres manglende kompetence med. Et resultat af disse forhold er nemlig den argumentation med hvilken enhver teoretisk kritik af den faglige praksis' udsigter og muligheder bliver fordømt, fordi den påstås at være en fare for massernes fromme holdning over for fagforeningerne. Man går her ud fra den antagelse, at arbejdermasserne kun kan vindes og fastholdes i organisationen gennem en blind og barnlig tro på den faglige kamps lykke og held. I modsætning til socialdemokratiet, som netop baserer sin indflydelse på massernes indsigt i den bestående ordens modsigelser og i hele den komplicerede natur i udviklingen af disse modsigelser, baserer den på massernes kritiske stillingtagen til alle momenter og stadier i deres egen klassekamp, bliver fagforeningernes indflydelse og magt efter denne forkerte teori baseret på massernes kritikløshed og manglende dømmekraft: "Man må lade folk beholde troen" - det er det princip, på grundlag af hvilken mange fagforeningsfunktionærer stempler enhver kritik af fagforeningsbevægelsens objektive utilstrækkeligheder som et attentat mod selve bevægelsen. Endelig er den stærke selvstændiggørelse og "neutralitet" af fagforeningerne over for socialdemokratiet også et resultat af denne specialisering og denne bureaukratisme. De faglige organisationers ydre selvstændighed er opstået med deres vækst som en naturlig betingelse, noget der har udviklet sig af den tekniske arbejdsdeling mellem den politiske og den faglige kampform. De tyske fagforeningers "neutralitet" er på sin side opstået som et produkt af den preussisk-tyske politistats reaktionære foreningslovgivning. Men begge forhold har med tiden ændret natur. På baggrund af den politiske "neutralitet", der blev påtvunget fagforeningerne, opstod der senere en teori om deres frivillige neutralitet, en nødvendighed som skulle være begrundet i fagforeningskampens natur. Og fagforeningernes tekniske selvstændighed, som skulle hvile på den praktiske arbejdsdeling inden for den samlede socialdemokratiske kamp, er nu blevet forvandlet til fagforeningernes uafhængighed af socialdemokratiet, af dets synspunkter og af dets ledelse - er blevet til den såkaldte "ligeberettigelse" med socialdemokratiet.

Dette skin af uafhængighed og ligeberettigelse med socialdemokratiet kommer imidlertid hovedsagelig til udtryk hos fagforeningsfunktionærerne, der har deres udkomme i fagforeningernes forvaltningsapparat. Desuden er der gennem en sideordnet eksistens af en stab af faglige funktionærer, af en fuldstændig uafhængig centralledelse, en mangfoldig fagpresse og endelig med de faglige kongresser skabt en skin af en fuldstændig parallellitet med socialdemokratiets forvaltningsapparat, med partiledelsen, partipressen og partikongresserne. Denne illusion om ligestilling mellem socialdemokrati og fagforeninger har bl.a. ført til den uhyrlige foreteelse, at der på de socialdemokratiske partikongresser og på de faglige kongresser til dels bliver behandlet helt analoge dagsordener, hvor der bliver taget forskellige, ja, direkte modstridende beslutninger om de samme problemer. Med udgangspunkt i arbejdsdelingen mellem den kongres, der repræsenterer arbejderbevægelsens almene interesser og opgaver, og fagkongresserne, som med sit langt snævrere arbejdsfelt behandler de specielle spørgsmål og interesser, der er knyttet til den faglige dagsaktuelle kamp, er der blevet konstrueret en splittelse mellem en påstået faglig og en socialdemokratisk verdensanskuelse, hvad angår de samme almene spørgsmål og interesser i arbejderbevægelsen. (Og når først denne abnorme tilstand engang er blevet skabt, har den en naturlig tendens til at vokse og skærpes. Nu hvor uskikken med parallelle dagsordener på faglige kongresser og partikongresser er opstået, medfører selve eksistensen af fagforeningskongresserne en naturlig tilskyndelse til en stadig stærkere afgrænsning og afstandtagen fra socialdemokratiet. For at dokumentere sin "selvstændighed" over for sig selv og andre, for at modbevise, at man er overflødig eller underdanig ved blot at gentage partikongressernes stillingtagen, må de faglige kongresser, der jo som bekendt hovedsagelig er funktionærkongresser, instinktivt søge at fremhæve det, der adskiller: det "specielt faglige". På samme måde fører selve eksistensen af en parallel uafhængig centralledelse for fagforeningerne psykologisk til, at der hele tiden må gøres opmærksom på deres egen uafhængighed af socialdemokratiets ledelse, og at enhver kontakt med partiet frem for alt må ses i lyset af spørgsmålet om "kompetencegrænser".)

Der har således udviklet sig den ejendommelige situation, af den selvsamme fagforeningsbevægelse, der nede i de brede lag danner en enhed med socialdemokratiet, foroven i forvaltningsoverbygningen distancerer sig skarpt fra socialdemokratiet, og forholder sig over for dette som en anden uafhængig stormagt. Den tyske arbejderbevægelse får på denne måde den ejendommelige form af en dobbeltpyramide, hvis basis og krop består af et massiv, men hvis to spidser står langt fra hinanden.

Denne fremstilling skulle klart vise, hvad der er den eneste vej at gå for på en naturlig og frugtbar måde at opnå kompakt enhed i den tyske arbejderbevægelse, en enhed der med henblik på de kommende politiske klassekampe, men også med henblik på fagforeningernes egen interesse for deres videre udvikling, er ubetinget nødvendig. Intet ville være mere forkert og håbløst end at ville genoprette den enhed som tilstræbes på grundlag af sporadiske og periodiske forhandlinger omkring enkeltspørgsmål indenfor arbejderbevægelsen mellem den socialdemokratiske partiledelse og den faglige central. Netop de to øverste organisationsspidser inden for arbejderbevægelsen personificerer, som vi har set, adskillelsen og selvstændiggørelsen, samtidig med at de er - og dette gælder især den faglige ledelse - bærere og støttepunkter for illusionen om "ligeberettigelsen" og for paralleleksistensen mellem socialdemokratiet og fagforeningerne. Dette at ville oprette enheden mellem de to gennem en forbindelse mellem partiledelsen og generalkommissionen betyder at bygge en bro, netop der hvor afstanden er størst og overgangen vanskeligst. (Skulle denne form for forbindelse mellem parti og fagforeninger - disse stormagtsforhandlinger - gå hen og blive til et system, ville det ikke være andet end en kanonisering af det føderative forhold, der eksisterer mellem hele den proletariske klassebevægelse og en del inden for denne bevægelse, noget det gælder om at gøre op med som en abnormitet. Det diplomatisk-føderative forhold mellem den socialdemokratiske og faglige overinstans kan kun føre til en stadig større fremmedgørelse og tilfrysning af forholdene og vil blive en kilde til stadig nye gnidninger. Dette ligger i sagens natur. Gennem selve den form, som dette forhold har, er det nemlig givet, at det store spørgsmål om den harmoniske forening mellem den økonomiske og politiske side af den proletariske befrielseskamp bliver forvandlet til det ubetydelige spørgsmål om, at der skal være et "venskabeligt naboforhold" mellem "instanserne" i Lindenstrasse og på Engel-Ufer,22 og arbejderbevægelsens ideer bliver skjult af smålige ranghensyn og ømtålelighed. Den første prøve på denne diplomatiske instansmetode, forhandlingerne mellem partiledelsen og generalkommissionen omkring massestrejken har allerede leveret tilstrækkeligt bevis på det håbløse i denne fremgangsmåde. Og når generalkommissionen fornylig har erklæret, at konferencer mellem dem og partiledelsen allerede flere gange er blevet foreslået, snart fra den ene side og snart fra den anden, og at de også har fundet sted, så kan denne forsikring set på baggrund af den gensidige etikette virke meget beroligende og opløftende; den tyske arbejderbevægelse, der står over for de kommende alvorlige kampproblemer må imidlertid erkende problemerne i forbindelse med kampen noget mere dybtgående, og har derfor al mulig grund til at skubbe dette kinesiske mandarinsystem til side og søge løsningen på opgaven, hvor den efter forholdene er at finde.) Ikke foroven iblandt spidserne i organisationsledelserne og i deres føderative forbund ligger garantien for arbejderbevægelsens virkelige enhed, men i basis blandt de organiserede proletariske masser. I bevidstheden hos en million fagforeningsmedlemmer er parti og fagforening faktisk ét, de udgør nemlig i forskellige former proletariatets socialdemokratiske frigørelseskamp. Og derfor giver det også sig selv, at det bliver nødvendigt at afskaffe dette kølige forhold og de stridigheder, der er mellem socialdemokratiet og fagforeningerne og tilpasse deres gensidige forhold efter bevidstheden hos de proletariske masser, d.v.s. igen at slutte fagforeningerne til socialdemokratiet. Det, der her vil komme til udtryk, er bare syntesen af den faktiske udvikling, som førte fra fagforeningernes oprindelige inkorporering i socialdemokratiet til deres fjernelse herfra, for derefter gennem en periode med stærk vækst både for fagforeningerne og socialdemokratiet at forberede den kommende periode med store proletariske massekampe og dermed gøre en genforening af socialdemokratiet og fagforeningerne til en nødvendighed i begges interesse.

Det drejer sig her naturligvis ikke om at opløse hele den faglige opbygning i partiet, men det drejer sig om at genoprette det naturlige forhold mellem ledelsen af socialdemokratiet og fagforeningerne, mellem partikongresser og fagforeningskongresser, der svarer til det faktiske forhold mellem arbejderbevægelsen betragtet som en helhed, og så dens faglige del. Et sådant omsving vil fremkalde en heftig opposition hos en del af fagforeningslederne, og anderledes kan det ikke være. Men det er på høje tid, at den socialdemokratiske arbejdermasse lærer at give udtryk for sin dømmekraft og aktionsevne for dermed at bekræfte sin modenhed med henblik på tidens store kamp og store opgaver, i hvilke massen skal være det handlende kor, ledelsen bare de "talende personer", masseviljens tolke.

Fagbevægelsen er ikke det, som afspejler sig i de fuldkommen forklarlige, men fejlagtige illusioner hos et mindretal af fagforeningsledere, men det som lever i bevidstheden hos den store masse af proletarer, som er vundet for klassekampen. I denne bevidsthed udgør fagbevægelsen en del af socialdemokratiet: "Og hvad den er, det vover den at vedstå".

 


Noter

1. Det socialrevolutionære parti satsede på bønderne som den revolutionære kraft, gik ind for individuel terror.

2. Bernstein mente, at man skulle overveje, om massestrejken kunne benyttes som middel til at erhverve eller forsvare den almindelige stemmeret.

3. Se side 35.

4. Robert von Puttkamer, preussisk indenrigsminister 1881-1888.

5. Se side 35.

6. Nikolaj 2: 1894-1917.

7. Myndighederne forsøgte at forhindre, at arbejdernes kamp antog politisk karakter ved at organisere dem i faglige organisationer under politiets kontrol. Lederen af dette arbejde var chefen for det hemmelige politi i Moskva Subatov.

8. Navnene er udeladt.

9. Navnene er udeladt.

10. 27. juni udbrød der en matrosopstand på panserkrydseren Potemkin.

11. Indenrigsminister A. G. Bulygin havde i august udfærdiget det meget begrænsede kejserlige dekret om oprettelse af en rådgivende duma. På baggrund af de uroligheder og strejker, der fulgte, udstedte zaren imidlertid et par måneder efter det så- kaldte oktobermanifest, hvori der lovedes indført en lovgivende duma.

12. 80.000 arbejdere nedlagde den 17. januar 1906 om eftermiddagen arbejdet for at protestere mod valgretsindskrænkningerne.

13. De hollandske jernbanefolk strejkede i april mod et regeringsforslag, der øgede fængselsstraffene for at deltage i strejker. Fagforeningerne afblæste strejken, da loven var blevet vedtaget.

14. Den 15. til den 17. maj strejkede over 100.000 arbejdere i Sverige på opfordring af socialdemokratiet for således at bakke kravet om en valgreform op.

15. I efteråret 1905 fandt der en række socialdemokratisk ledede strejker og demonstrationer sted i Østrig til støtte for kravet om en almindelig valgret.

15a. Det beror derfor på en virkelig fejltagelse, når kammerat Roland-Holst i forordet til den russiske udgave af hendes bog om massestrejken hævder:

"Proletariatet (i Rusland R.L.) var siden storindustriens opståen blevet fortrolig med massestrejken af den enkle grund, at partielle strejker viste sig at være umulige under absolutismens politiske tryk". (Neue Zeit. 1906, no 33.)

Det omvendte var tværtimod tilfældet. Således sagde også talsmanden for fagforeningskartellet i Petersborg på de russiske fagforeningers anden kongres i februar 1906 i begyndelsen af sit referat:

"Når det gælder sammensætningen af denne konference, som jeg ser for mig her, er det ikke nødvendigt at fremhæve, at vores fagforeningsbevægelse ikke, som man skulle tro, stammer fra fyrst Swiatopolk-Mirskis "liberale" periode (i 1904 R.L.) eller fra den 22. januar, sådan som mange forsøger at påstå. Fagforeningsbevægelsen har meget dybere rødder; den er uadskilleligt knyttet til hele arbejderbevægelsens fortid. Vore fagforeninger er blot nye organisationsformer for ledelsen af den økonomiske kamp, som det russiske proletariat allerede har ført i årevis. Uden af fordybe os for meget i historien, kan man vel sige, at Petersborg-arbejdernes økonomiske kamp antog mere eller mindre organiserede former siden de minderige strejker i 1896 og 1897. Ledelsen af denne kamp blev, lykkeligt kombineret med ledelsen af den politiske kamp, en sag for den socialdemokratiske organisation som hed "Petersborg-foreningen til kamp" (HER ER DER EN FEJL I OMBRYDNINGEN) antog mere eller mindre organiserede former siden de min marts 1898 forvandledes til "Petersborg-komiteen for det russiske socialdemokratiske arbejderparti".16 Der bliver her dannet et kompliceret system af fabriks-, dristrikts- og forstadsorganisationer, som gennem utallige tråde knytter forbindelsen mellem den centrale ledelse og arbejdermasserne, og gør det muligt for den at reagere på alle behov inden for arbejderbefolkningen ved hjælp af flyveblade. Der bliver skaffet mulighed for at understøtte og lede strejker."

16. Lenin havde i 1895 været medgrundlægger af "Petersborger Kampforbundet til arbejderklassens befrielse". Han blev arresteret samme år.

17. I 1848.

18. Eduard David. (1863-1930), medlem af Rigsdagen i 1905, tilhørte SDP's højrefløj, støttede den tyske imperialisme i sin bog "Socialdemokratiet i verdenskrigen".

19. Adolf von Elm havde på kongressen i Jena erklæret, at hvis rigsdagsvalgretten blev frarøvet proletariatet ville de sætte livet ind for at genvinde den.

20. I juli 1904 fandt der en retssag sted mod 9 tyske socialdemokrater der stod anklaget for at have transporteret illegalt materiale rettet mod zaren ind i Rusland. De havde Karl Liebknecht som sagfører, der her afslørede det nære samarbejde mellem de zaristiske og de preussiske myndigheder.

21. I 1899 var 9 bygningsarbejdere blevet idømt lange fængselsstraffe, fordi de havde protesteret mod at der blev arbejdet over den fastsatte arbejdstid på en nabobygning - det var herunder kommet til håndgribeligheder.

21a. Da tilstedeværelsen af en sådan tendens indenfor det tyske socialdemokrati sædvanligvis benægtes, må man hilse den åbenhjertighed, med hvilken den opportunistiske retning for nylig har formuleret sine egentlige mål og ønsker, velkommen. På et partimøde i Mainz den 10. september i år blev følgende resolution, fremlagt af dr. David, vedtaget:

"I betragtning af, at det socialdemokratiske parti ikke opfatter begrebet "revolution" som en voldsom omvæltning, men som en udvikling i fredelig forstand d.v.s. en gradvis gennemførelse af et nyt økonomisk princip afviser den offentlige partiforsamling i Mainz enhver form for "revolutionsromantik".

Forsamlingen ser i erobringen af den politiske magt ikke andet end erobringen af folkeflertallet for socialdemokratiets ideer og krav; en erobring, som ikke kan ske med voldelige midler, men kun gennem en revolutionering af den enkeltes tanker gennem åndelig propaganda og gennem praktisk reformarbejde indenfor alle områder af det politiske og sociale liv.

I overbevisning om at socialdemokratiet er meget bedre tjent med de lovlige midler end med de ulovlige og med en omvæltning, afviser forsamlingen den "direkte masseaktion" som taktisk princip og fastholder princippet om parlamentarisk reformarbejde, d.v.s. den ønsker, at partiet herefter ligesom tidligere skal anstrenge sig alvorligt for gradvis at nå vore mål ad lovgivningens og den organiske udviklings vej.

Den fundamentale forudsætning for denne reformatoriske kampmetode er ganske vist, at muligheden for de besiddelsesløse folkemassers deltagelse i lovgivningen i riget ikke bliver indskrænket, men udvidet til fuld ligeberettigelse. Af denne grund regner forsamlingen det for at være arbejdernes ubestridelige ret, når det gælder forsvar mod angreb på deres lovlige rettigheder såvel som tilkæmpning af yderligere rettigheder, også at kunne nedlægge arbejdet i kortere eller længere tid, hvis alle andre midler svigter.

Da den politiske massestrejke imidlertid kun kan gennemføres sejrrigt for arbejderne, når den holdes inden for strengt lovlige rammer, og de strejkende ikke giver den bevæbnede magt nogen anledning til indgreb, ser forsamlingen den videre opbygning af den politiske, faglige og kooperative organisation som eneste nødvendige og virksomme forberedelse til anvendelse af dette kampmiddel. Thi kun på denne måde kan de forudsætninger skabes inden for de brede folkemasser, som garanterer det heldige forløb af massestrejken: målbevidst disciplin og passende økonomisk støtte".

22. SDP's ledelse havde til huse i Lindenstrasse i Berlin, fagforeningernes generalkommission lå på Engel-Ufer.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 8.965