Browserudgave

Rosa Luxemburg: Den russiske revolution

Rosa Luxemburg: Den russiske revolution

Den russiske revolution

af Rosa Luxemburg, 1918.

Den russiske revolution er verdenskrigens mægtigste kendsgerning. Dens udbrud, dens uhørte radikalitet og dens varige virkning afslører den løgn, som det officielle tyske socialdemokrati i begyndelsen tjenstivrigt forsøgte at besmykke den tyske imperialismes erobringsfelttog med: frasen om at de tyske bajonetters mission var at styrte den russiske zarisme og befri dens undertrykte folk. Det mægtige omfang, revolutionen har fået i Rusland, den dybtgående virkning der førte til at alle klasseforhold blev rystet og samtlige sociale og økonomiske problemer rullet op, samtidig med at den konsekvent og fra den borgerlige republiks første stadium har bevæget sig frem i stadig nye faser med den indre logiks skæbnetyngde, så at zarismens omstyrtelse kun står som en lille episode, næsten en bagatel - alt dette viser klart, at Ruslands befrielse ikke var en følge af krigen, og zarismens militære nederlag ikke var noget som «de tyske bajonetter i de tyske næver» havde æren for, som «Neue Zeit» under Kautskys redaktion havde lovet det, men at den havde dybe rødder i landet selv, og at den var modnet fuldstændig indefra. Det tyske imperialistiske krigseventyr under det tyske socialdemokratis ideologiske skjold har ikke skabt revolutionen i Rusland, men har kun for en tid - først efter den første stigende stormflod i årene 1911 til 1913 - afbrudt den for så, efter dens udbrud, at skabe de mest vanskelige og unormale betingelser for den.

Denne udvikling er imidlertid også for enhver tænkende iagttager noget, der modbeviser den doktrinære teori, som Kautsky deler med regeringssocialisterne og ifølge hvilken Rusland som et økonomisk tilbagestående og overvejende agrarland endnu ikke skulle være moden for den sociale revolution og proletariatets diktatur. Denne teori, som i Rusland kun anser en borgerlig revolution for mulig, hvad der førte til at socialisterne i Rusland indgik i koalition med den borgerlige liberalisme, er identisk med teorien i den russiske arbejderbevægelses opportunistiske fløj, de såkaldte mensjevikker under Axelrods1 og Dans ledelse2. Begge parter, de russiske såvel som de tyske opportunister, mødes i denne principielle opfattelse af den russiske revolution fuldkommen med de tyske regeringssocialister, og så giver holdningen til de taktiske detaljspørgsmål sig helt af sig selv: Efter alle tres mening skulle den russiske revolution være standset op på det stadium, som den tyske imperialisme efter det tyske socialdemokratis mytologi havde sat sig som det ædle mål for sin krigsførelse: nemlig zarismens omstyrtelse. Når den er gået længere, når den har taget sigte på proletariatets diktatur, så er det efter denne doktrin ganske enkelt en fejl, som den radikale fløj i den russiske arbejderbevægelse, bolsjevikkerne, har gjort sig skyldig i, og alle uheld, som har ramt revolutionen i dens videre forløb, al den forvirring, den er blevet offer for, fremstår netop som et resultat af denne skæbnesvangre fejltagelse. Teoretisk munder denne doktrin, der både anbefales af Stampfers «Vorwärts» og af Kautsky som en frugt af «marxistisk tænkning» ud i den originale «marxistiske» opdagelse, at den socialistiske omvæltning er et nationalt, nærmest husligt anliggende for hver enkelt moderne stat for sig. I det abstrakte skemas blå dunst er en Kautsky naturligvis i stand til meget indgående at udpensle kapitalens verdensøkonomiske sammenfiltring, som skaber en sammenhængende organisme af alle moderne lande.

Ruslands revolution - en frugt af den internationale udvikling og af landbrugsspørgsmålet - lader sig umuligt løse indenfor det borgerlige samfunds grænser.

Praktisk har denne doktrin en tendens til at fritage det internationale og i første række det tyske proletariat for et hvert ansvar for den russiske revolutions historie, ved at benægte denne revolutions internationale sammenhæng. Det er ikke Ruslands umodenhed, men det tyske proletariats umodenhed til at opfylde sin historiske opgave, der er blevet afsløret af krigens forløb og af den russiske revolution. Og at vise dette klart må være den første opgave, når det gælder en kritisk betragtning af den russiske revolution. Ruslands revolution var i sin skæbne fuldstændig afhængig af de internationale begivenheder. Den kendsgerning, at bolsjevikkerne helt indrettede deres politik på verdensrevolutionen, er netop et strålende vidnesbyrd på deres politiske vidsyn og deres principfasthed, for dristigheden i deres politik. Heri kan man også se det kolossale spring den kapitalistiske udvikling har gennemgået i løbet af det sidste årti. Revolutionen 1905-1907 fremkaldte kun et svagt ekko i Europa. Den måtte forblive et indledende kapitel. Fortsættelsen og løsningen var knyttet til den europæiske udvikling.

Det er klart, at ikke kritikløs lovprisning, men kun en indgående, gennemtænkt kritik er i stand til at få de værdifulde sider ved erfaringerne og indsigterne frem for dagen. Det ville virkelig være en vanvittig idé at tro, at ved det første verdenshistoriske eksperiment med arbejderklassens diktatur - og under de sværest tænkelige betingelser, midt i en verden i flammer, i et imperialistisk folkemords kaos, under den mest reaktionære europæiske militærmagts jerngreb og med et internationalt proletariat, der har svigtet totalt - at i en sådan situation skulle alt, hvad der blev gjort og ikke gjort under et eksperiment med et arbejderdiktatur under så unormale betingelser, være toppen af fuldkommenhed. Tværtimod må man ud fra den socialistiske politiks mest elementære grundbegreber og med indsigt i dens nødvendige historiske forudsætning komme frem til den antagelse, at under så fatale betingelser vil ikke selv den største idealisme og den stærkeste revolutionære energi hverken være i stand til at skabe demokrati eller socialisme, men kun afmægtige forvrængede tilløb til begge dele.

Det er en elementær pligt for socialister i alle lande at gøre sig alle disse dybtgående sammenhænge og virkninger helt klart; for kun ud fra en sådan bitter erkendelse kan man måle størrelsen af det internationale proletariats eget ansvar for den russiske revolutions skæbne På den anden side er det kun på denne måde, at den helt afgørende betydning af den proletariske revolutions samlede internationale fremmarch kommer til at stå klart - som en grundbetingelse, uden hvilken hverken den største dygtighed eller de højeste ofre fra proletariatets side i et enkelt land kan undgå at blive viklet ind i et virvar af modsigelser og fejlgreb.

Der kan heller ikke være tvivl om, at de kloge hoveder, der står i spidsen for den russiske revolution, at Lenin og Trotskij på deres vanskelige vej, fulde af alle mulige faldgruber, sikkert har taget mange afgørende skridt under stor indre tvivl og opfyldt af stærke modstræbende følelser; og at intet kan ligge dem fjernere end at forvente, at Internationalen skal acceptere al deres gøren og laden under en så bitter tvangssituation i begivenhedernes hvirvel som værende et ophøjet mønster for socialistisk politik, der kun har krav på kritikløs beundring og ivrig efterligning.

Det ville være ligeså forfejlet at frygte, at en kritisk vurdering af den russiske revolutions vej indtil nu ville være en farlig undergravning af de russiske proletarers anseelse og fascinerende eksempel, som alene vil være i stand til at overvinde de tyske massers fatale træghed. Intet ville være mere fejlagtigt. Genoplivningen af den tyske arbejderklasses revolutionære handlekraft kan aldrig trylles frem ved hjælp af den formynderiske ånd, som vi kender fra det tyske socialdemokrati - ære være dets minde - gennem en eller anden form for massesuggestion, gennem en blind tro på en pletfri autoritet, enten den så stammer fra egne «instanser» eller fra det «russiske eksempel». Ikke gennem skabelsen af en revolutionær hurra-stemning, men omvendt kun gennem indsigt i hele den frygtelige alvor, i opgavernes komplicerede beskaffenhed, ud fra politisk modenhed og åndelig selvstændighed og udfra massernes kritiske dømmekraft, som under forskellige påskud i årtier er blevet kvalt af det tyske socialdemokrati, vil det tyske proletariats historiske handlekraft kunne fødes. Kritisk at diskutere den russiske revolution i alle dens historiske sammenhænge er den bedste skoling for de tyske, såvel som for de internationale arbejdere med henblik på de opgaver, der rejser sig for dem i den nuværende situation.

2

Den første periode i den russiske revolution fra den brød ud i marts til oktoberomvæltningen svarer i sit almene forløb præcis til udviklingsskemaet både i den store engelske såvel som i den store franske revolution. Det er den typiske tilblivelseshistorie for ethvert første stort generalopgør mellem de revolutionære kræfter - opstået i det borgerlige samfunds skød - og det gamle samfunds lænker.

Udviklingen bevæger sig nødvendigt efter en opadgående linie: fra en moderat begyndelse mod en stadig større radikalisering af målene og parallelt med dette fra en koalition mellem klasser og partier til det mest radikale partis eneherredømme.

I første fase i marts 1917 var det «kadetterne»,3 d.v.s. det liberale borgerskab, der stod i spidsen for revolutionen. Den første brede revolutionære flodbølge rev alt og alle med sig: den 4. duma, dette det mest reaktionære produkt udgået af det reaktionære 4-klasses-valgretssystem der blev indført med statskuppet - den forvandlede sig nu pludselig til et organ for revolutionen. Samtlige borgerlige partier, indbefattet det nationalistiske højre dannede pludselig en falanx mod absolutismen. Denne faldt næsten uden kamp ved første stormløb, som et dødt organ, som man bare behøvede at berøre for at få til at falde. Også det liberale borgerskabs korte forsøg på i alt fald at redde dynastiet og tronen brød i løbet af nogle få timer sammen. Den rivende udvikling tilbagelagde i stormskridt på nogle dage og timer, hvad Frankrig havde brugt et århundrede til. Her viste det sig, at Rusland realiserede resultatet af et århundredes europæiske udvikling og fremfor alt, at revolutionen i året 1917 var en direkte fortsættelse af revolutionen 1905-1907, o& ikke en gave fra de tyske «befriere». Bevægelsen i marts knyttede direkte an til det punkt, hvor den var blevet afbrudt for 10 år siden. Den demokratiske republik var det færdige indre modne produkt af revolutionens første stormløb.

Nu begyndte imidlertid den anden og vanskeligere opgave. Revolutionens drivende kraft var fra første øjeblik byproletarernes masser. Deres krav var imidlertid ikke opfyldt med det politiske demokrati, men rettede sig mod det brændende spørgsmål i den internationale politik: øjeblikkelig fred. Samtidig støttede revolutionen sig på masserne i hæren, som stillede det samme krav om øjeblikkelig fred, og på bondemasserne, som skubbede agrarspørgsmålet, der havde været et centralt punkt for revolutionen allerede siden 1905, i forgrunden. Øjeblikkelig fred og jord - med disse to mål var den revolutionære falanks indre spaltning en kendsgerning. Kravet om øjeblikkelig fred stod i den skarpeste modsætning til den imperialistiske tendens hos det liberale borgerskab, hvis ordfører var Miljukov,4 mens jordspørgsmålet først og fremmest var det skræmmende spørgsmål for borgerskabets anden fløj: for godsejerne, men også et ømt punkt for alle de borgerlige klasser, idet det blev følt som et attentat mod den hellige ejendomsret overhovedet.

Således begyndte andendagen efter revolutionens første, sejr en indre kamp i dens skød omkring de to brændpunkter: fred og jordspørgsmål. Det liberale borgerskab begyndte nu en taktik præget af forhaling og udflugter. Arbejdermasserne, hæren, bønderne trængte stadig heftigere frem. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at udviklingen af det politiske demokrati i republikken hang nøje sammen med freds- og jordspørgsmålet. De borgerlige klasser, som overskyllet af revolutionens første stormbølge, havde ladet sig rive med frem til den republikanske statsform, begyndte straks at søge støttepunkter bagud og i stilhed at organisere kontrarevolutionen. I Kaledins5 kosakfelttog mod Petersborg var denne tendens kommet tydeligt til udtryk. Hvis dette fremstød var blevet kronet med held, ville ikke bare freds- og jordspørgsmålet men også demokratiets skæbne - selve republikken være beseglet. Et militærdiktatur med terrorvælde mod proletariatet og en tilbagevenden til monarkiet ville have været en uafvendelig følge.

Her kan man tydeligt se det utopiske og i sin kerne reaktionære i den taktik som de russiske socialister af den Kautskyanske retning, nemlig mensjevikkerne, lod sig lede af. Det er rent ud forbavsende at iagttage, hvorledes denne flittige mand gennem sit utrættelige skrivearbejde roligt og metodisk har revet det ene teoretiske hul efter det andet i socialismen, så at socialismen fremstår som en si uden et helt sted. Den kritikløse sindsro, med hvilken hans tilhængere iagttager deres officielle teoretikers flittige arbejde og sluger hans stadig nye opdagelser uden at blinke, finder kun en parallel i den sindsro med hvilken Scheidemann og Co.s følge iagttager, hvorledes disse praktisk gennemhuller socialismen skridt for skridt.

Disse to former for indsats fuldstændiggør hinanden, og Kautsky, marxismens officielle tempelvogter, har siden krigens udbrud i virkeligheden udført det samme på det teoretiske plan som Scheidemännerne på det praktiske: 1. Internationalen, et fredeligt instrument; 2. afrustning og folkeforbund, nationalisme og endelig 3. demokrati, ikke socialismen.

Fikseret af forestillingen om den russiske revolutions borgerlige karakter, eftersom Rusland jo endnu ikke er moden for den sociale revolution, klamrede de sig fortvivlet til koalitionen med de borgerlige liberale, d.v.s. til den krampagtige forbindelse mellem de elementer, som gennem den revolutionære udviklings naturlige indre forløb, var blevet splittet og stod i den skarpeste modsætning til hinanden. Axelrod og Dan ville for enhver pris samarbejde med de klasser og partier som udgjorde den største fare for revolutionen og dens første landvinding, demokratiet.

I denne situation har den bolsjevikiske retning den historiske ære for fra begyndelsen af at have proklameret - og med jernhård konsekvens at have forfulgt - den taktik som alene kunne redde demokratiet og drive revolutionen videre frem. Hele magten udelukkende i hænderne på arbejder- og bondemasserne, i hænderne på sovjetterne, dette var i virkeligheden den eneste udvej af den vanskelighed, som revolutionen var løbet ind i, det var det sværdslag, der huggede den gordiske knude over, og ledte revolutionen ud af det snævre pas, og foran den åbnede sig nu den vide slette for en videre befriet udfoldelse.

Lenin-partiet var altså det eneste i Rusland som forstod revolutionens sande interesser i denne første periode, det var det fremaddrivende element, altså det eneste parti der i denne betydning virkelig førte socialistisk politik.

Dette giver også en forklaring på, at bolsjevikkerne, der i begyndelsen af revolutionen var et forhadt, bagvasket og forfulgt mindretal på kort tid blev ført frem til ledelsen af revolutionen og kunne samle alle de virkelige folkemasser under deres faner: byproletariatet, hæren, bondebefolkningen samt demokratiets revolutionære elementer, de socialrevolutionæres venstrefløj.

Den faktiske situation i den russiske revolution mundede efter nogle få måneder ud i alternativet: kontrarevolutionens sejr eller proletariatets diktatur, Kaledin eller Lenin. Det var den objektive situation, som meget hurtig melder sig i enhver revolution, efter at den første rus er forsvundet, og som i Rusland havde udgangspunkt i de konkrete og brændende spørgsmål fred og jord - spørgsmål der ikke var nogen løsning på indenfor rammerne af den «borgerlige» revolution.

Den russiske revolution har her kun bekræftet den grundlæggende lære for enhver revolution, hvis livslov lyder: Enten må den meget hurtigt og beslutsomt storme fremad, slå alle hindringer ned med hård hånd og flytte målene stadig længere frem, eller også vil den meget snart blive kastet tilbage til stillingen bag sit svage udgangspunkt og blive knust af kontrarevolutionen. At blive stående stille og trippe på samme sted og beskedent at lade sig nøje med det første og engang opnåede mål går ikke i en revolution. Og dem, der vil forsøge at overføre den slags hjemmestrikket visdom fra de parlamentariske småkævlerier på den revolutionære taktik, viser kun at revolutionens psykologi, selve dens livslov er dem ligeså fremmed som enhver historisk erfaring, at det er en bog med syv segl.

Forløbet af den engelske revolution fra dens udbrud i 1642. Tingenes logik førte til, at presbyterianernes skrøbelige vaklen, den nølende krig mod den royalistiske armé, hvor de presbyterianske ledere omhyggeligt undveg det afgørende slag og sejren over Karl I., gjorde det til en absolut nødvendighed, at independenterne drev dem ud af parlamentet og tiltog sig magten. Og på samme måde var det indenfor independenthæren de nederste lag af de småborgerlige soldatermasser, Lilburns «levellers», som udgjorde hele independentbevægelsens slagkraft, og endelig soldatermassens proletariske elementer; det var dem, som gik længst i retning af social omvæltning, hvad der fandt sit udtryk i digger-bevægelsen, som på sin side igen var surdejen i det demokratiske «leveller»-parti.

Uden de revolutionære proletariske elementers åndelige påvirkning af soldatermassen, uden de demokratiske soldatermassers pres mod det øvre borgerlige lag i independenterpartiet ville man aldrig være kommet hverken til presbyterianernes «udrensning» i det lange parlament eller til nogen sejrrig afslutning af krigen mod kavalerernes hær og skotterne, eller nogen proces mod og henrettelse af Karl I, ikke heller nogen afskaffelse af Overhuset og proklamering af republikken.

Hvordan var det i den store franske revolution? Efter fire års kampe viste det sig, at jakobinernes magtovertagelse var det eneste middel, der kunne redde revolutionens resultater, virkeliggøre republikken, knuse feudalismen, organisere det revolutionære forsvar indadtil såvel som udadtil, knuse kontrarevolutionen og udbrede den revolutionære bølge fra Frankrig over hele Europa.

Kautsky og hans russiske meningsfæller, som så gerne ville have, at den russiske revolution skulle blive stående ved den første fases «borgerlige karakter» er et nøjagtigt modstykke til de tyske og engelske liberale fra det forrige århundrede, som i den store franske revolution skelner mellem de velkendte to perioder: den «gode» revolution, den første girondinske periode, og den «dårlige», efter den jakobinske omvæltning. Den liberale overfladiske form for historieopfattelse havde naturligvis ikke brug for at forstå, at uden de «umådeholdne» jakobineres omvæltning ville også den girondinske fases forsigtige og halve resultater snart blive begravet under revolutionens ruiner, og at det virkelige alternativ til jakobinerdiktaturet, sådan som det blev stillet af historiens udviklingsforløb i året 1793, e var «moderat» demokrati men bourbonernes tilbagevenden! Den «gyldne middelvej» lader sig nu engang ikke opretholde under nogen revolution, dens naturlov kræver en hurtig afgørelse. Enten bliver lokomotivet i fuld fart drevet op af historiens bakke til det yderste punkt eller også ruller det ved sin egen tyngdekraft igen tilbage til udgangspunktet nede i lavningen og river dem, som med deres svage kræfter forsøger at standse det på halvvejen, redningsløst med sig ned i afgrunden.

Dette giver forklaringen på, at i enhver revolution lykkes det kun for det parti at tage føringen og magten, som har mod til at udstede de paroler, der peger fremover og tage konsekvensen af det. Dette forklarer den ynkelige rolle, som de russiske mensjevikker spillede. Dan, Zereteli og andre havde i begyndelsen en vældig indflydelse på masserne, men efter at de længe havde vaklet frem og tilbage, efter at de med hænder og fødder havde strittet mod overtagelsen af magten og ansvaret blev de fejet bort fra scenen ud i glemslen.

Lenin-partiet var det eneste, som forstod kravet til et virkelig revolutionært parti, og som med parolen: Al magt i proletariatets og bondemassernes hænder! sikrede revolutionens videre udvikling.

Dermed har bolsjevikkerne løst det berømte spørgsmål om «folkets flertal» som siden Arilds tid rider de tyske socialdemokratier som en mare. Som inkarnerede lærlinge af den parlamentariske idioti overfører de ganske enkelt det parlamentariske barneværelses hjemmefilosofi til revolutionen: for at få noget igennem, må man først have flertal for det. Altså også i revolutionen: først hverver vi et «flertal». Revolutionens virkelige dialektik stiller imidlertid denne parlamentariske muldvarpevisdom på hovedet: vejen går ikke gennem flertal frem til revolutionær taktik, men gennem den revolutionære taktik frem til flertallet. Kun et parti, som er i stand til at lede d.v.s. forstår at drive udviklingen fremad, vinder tilhængere under stormen. Den beslutsomhed, som Lenin og hans kammerater viste ved i det afgørende øjeblik at udsende den eneste parole, der pegede fremad: Al magt til proletariatet og bønderne! har så at sige fra den ene dag til den anden gjort et forfulgt, bagvasket «illegalt» mindretal, hvis leder måtte gemme sig i kældrene på samme måde som Marat, til situationens absolutte herre.

Bolsjevikkerne har også straks som mål for denne magtovertagelse opstillet et omfattende og vidtgående revolutionært program: ikke sådan noget som sikring af det borgerlige demokrati, men proletariatets diktatur med sigte på socialismens virkeliggørelse. De har hermed indlagt sig den store og uforgængelige fortjeneste for første gang at proklamere socialismens endelige mål som direkte program for praktisk politik.

Hvad et parti i en historisk stund formår at mobilisere af mod, handlekraft, revolutionært udsyn og konsekvens - det har Lenin, Trotskij og kammerater ydet til overflod. Hele den revolutionære. ære og aktionsevne, som manglede i vestens socialdemokrati, var ikke kun den faktiske redning for den russiske revolution, men også en genoprejsning for den internationale socialisme.

3

Bolsjevikkerne er de engelske levellers og de franske jakobiners historiske arvtagere. Men den konkrete opgave, som er tilfaldet dem i den russiske revolution efter magtovertagelsen, var ulige vanskelige end den, deres historiske forfædre stod overfor. Rigtignok var parolen om den øjeblikkelige beslaglæggelse af jorden og dens opdeling blandt bønderne den korteste og enkleste formel til at opnå to ting: at knuse den store jordejendom og straks at knytte bønderne til den nye regering. Som politisk forholdsregel, der gik ud på at befæste den proletarisk-socialistiske regering, var dette en udmærket taktik. Men den havde desværre to sider, og bagsiden bestod i, at bøndernes umiddelbare overtagelse af jorden slet ikke havde noget at gøre med socialistisk økonomi.

Den socialistiske omdannelse af de økonomiske forhold hviler på to forudsætninger, når det gælder agrarforholdene. For det første nationalisering netop af den store jordejendom, hvor man finder den teknisk set mest fremskredne koncentration af landbrugets produktionsmidler og metoder, som alene kan tjene som udgangspunkt for en socialistisk økonomisk struktur på landet. Eftersom man naturligvis ikke behøver at tage jordloddet fra den lille bonde, og roligt kan overlade det til ham selv at lade sig overbevise af fordelen ved den samfundsmæssige drifts fordele, så at han først går over til kooperative sammenslutninger for til slut at indordne sig under den socialistiske fællesdrift, så må enhver socialistisk økonomisk reform på landet naturligvis begynde med den store og middelstore jordejendom. Her må ejendomsretten fremfor alt overføres til nationen eller - hvad der under en socialistisk regering er det samme - til staten; kun dette gør det muligt at organisere landbrugsproduktionen udfra brede sammenhængende socialistiske principper.

En af forudsætningerne for denne omdannelse er for det andet, at adskillelsen mellem landbrug og industri, dette karakteristiske træk ved det borgerlige samfund, blive ophævet for at gøre plads for en gensidig gennemtrængning og sammensmeltning af begge områder, en omfattende organisering af både landbrugs- og industriproduktionen udfra et fælles grundsynspunkt. Hvordan det i praksis skal administreres i detaljer - - om det skal ske gennem kommunale fællesskaber, som nogen har foreslået det, eller udfra et statsligt centrum - forudsætningen må i hvert fald være en fælles gennemført og fra centrum udgået reform, som igen forudsætter en nationalisering af jorden. Nationaliseringen af den store og mellemstore jordejendom, forening af industri og landbrug, det er de to grundlæggende principper i enhver socialistisk økonomisk reform, uden hvilken der ikke gives nogen socialisme.

At sovjetregeringen ikke har gennemført denne mægtige reform - hvem kan bebrejde dem det! Det ville være en dårlig spøg at forlange eller forvente, at de i løbet af den korte tid, de har haft magten midt i de indre og ydre kampes malstrøm omgivet af fjender og modstand på alle sider skulle have løst eller bare have taget fat på en af de sværeste - vi kan roligt sige den sværeste opgave i den socialistiske omvæltning! Når vi engang har fået magten, kommer vi også her i vesten - selv under de mest gunstige vilkår - til at knække mangen tand på denne hårde nød, før vi blot er ude over de værste af de tusinde komplicerede vanskeligheder, som denne kæmpeopgave frembyder!

Men en socialistisk regering, som er kommet til magten, må i hvert fald gøre en ting; den må gennemføre forholdsregler, som peger frem mod de grundlæggende forudsætninger for en senere socialistisk reform af landbrugsforholdene, den må i det mindste undgå alt, som kan spærre vejen for disse forholdsregler.

Den parole, som bolsjevikkerne har udsendt: øjeblikkelig overtagelse og opdeling af jorden blandt bønderne, måtte rent ud sagt virke i direkte modsat retning. Ikke nok med, at den ikke er en socialistisk foranstaltning, men den afskærer også vejen frem mod en sådan, den skaber uovervindelige vanskeligheder for en omdannelse af landbrugsforholdene i socialistisk retning.

Bøndernes overtagelse af jorden som resultat af den kortfattede parole Lenin og hans venner udsendte: Gå ud og tag jorden! førte ganske enkelt til en pludselig og kaotisk overførelse af den store jordejendom til bøndernes jordejendom. Det, der blev skabt, var ikke samfundsmæssig ejendom, men ny privatejendom, det var nemlig opsplitningen af den store ejendom i mellemstore og små besiddelser, det var omdannelsen af den relativt fremskredne stordrift til primitiv smådrift som teknisk set arbejder med hjælpemidler fra faraonernes tid. Og ikke nok med det: Gennem denne forholdsregel og den kaotiske og helt vilkårlige måde, den blev gennemført på, blev ejendomsforskellene på landet ikke fjernet, men tværtimod skærpet. Selv om bolsjevikkerne opfordrede bønderne til at danne bondekomiteer, for på en eller anden måde at gøre overtagelsen af adelsgodserne til en kollektiv aktion, er det klart, at denne generelle opfordring ikke var i stand til at ændre noget ved den virkelige praksis og de virkelige magtforhold på landet. Med eller uden komiteer er det sikkert, at de rige bønder og ågerkarlene, som udgjorde landsbybourgoisiet, og som sidder inde med den virkelig lokale magt i hver eneste russiske landsby, sikkert er dem, der har haft mest ud af agrarrevolutionen.

Enhver kan regne ud, at den sociale og økonomiske ulighed indenfor bondebefolkningen gennem opdelingen af jorden ikke er fjernet, men blevet større, og at klassemodsætningerne er blevet skærpede. Denne magtforskydning er imidlertid helt afgjort sket til ugunst for de proletariske og socialistiske interesser.

Lenin taler om den nødvendige centralisering i industrien, nationaliseringen af bankerne, handel og industri. Men hvorfor ikke også af jorden? Her gælder det tværtimod decentralisering og privatejendom.

Lenins eget landbrugsprogram før revolutionen var anderledes. Parolen var blevet overtaget fra de meget udskældte socialrevolutionære eller mere korrekt fra den spontane bevægelse blandt bønderne.

For at indføre socialistiske principper i landbrugsforholdene, forsøgte sovjetregeringen nu at skabe agrarkommuner af proletarer, for det meste arbejdsløse elementer fra byen. Men man kunne på forhånd let gætte, at resultaterne af disse anstrengelser stillet overfor landbrugsforholdenes totale omfang, kun måtte blive forsvindende små og overhovedet ikke kan komme i betragtning, når det gælder en bedømmelse af hele spørgsmålet. (Efter at have delt den store jordejendom, der havde været det bedste udgangspunkt for en socialistisk økonomi, op i små enheder, søger man nu at opbygge kommunistiske mønsterbrug i det små). Under de foreliggende omstændigheder har disse kommuner kun værdi som et eksperiment, ikke som en omfattende socialreform.

Før i tiden ville en socialistisk reform på landet kun møde modstand fra en lille kaste af adelige og kapitalistiske godsejere, samt et lille mindretal af landsbybourgoisiet, som det ville være en let sag for en revolutionær folkemasse at ekspropriere. Men nu, efter «jordovertagelsen», vil enhver form for socialisering af landbruget have en fjende i en enorm forøget og styrket masse af besiddende bønder, som vil forsvare deres nyerhvervede ejendom mod alle socialistiske attentater med næb og klør. Nu er spørgsmålet om en fremtidig socialisering i landbruget, altså af produktionen overhovedet i Rusland, blevet til et modsætnings- og kampspørgsmål mellem byproletariatet og bondemasserne. Hvor skarp modsætningen allerede er blevet, viser bøndernes boykot overfor byerne, de holder levnedsmidlerne tilbage for at kunne foretage ågerforretningerne ligesom de preussiske junkere. Den franske parcelbonde var blevet en tapper forsvarer af den store franske revolution, som havde skaffet ham den jord, der var blevet konfiskeret fra emigranterne. Han bar som soldat i Napoleons hær Frankrigs fane til sejr, drog gennem hele Europa og knuste feudalismen i det ene land efter det andet. Lenin og hans venner kunne have ventet en lignende virkning af deres landbrugsparole. Men den russiske bonde, som med sine egne hænder har taget jorden i sin besiddelse, har ikke engang i drømme tænkt sig at forsvare Rusland og revolutionen, som han kan takke sin jord for. Han bed sig fast i sin nye ejendom og overlod revolutionen til dens fjender, staten til opløsning og bybefolkningen til sulten.

Lenins landbrugsreform har skabt et nyt mægtigt lag blandt befolkningen, der er fjendtligt indstillet overfor socialismen, og hvis modstand kommer til at blive meget farligere og sejere end den, man stødte på hos de adelige.

At det militære nederlag førte til Ruslands sammenbrud og opløsning, må bolsjevikkerne tage en del af skylden for. Bolsjevikkerne har selv i høj grad skærpet situationens objektive vanskeligheder med en parole, som de har skudt i forgrunden for deres politik: nationernes såkaldte selvbestemmelsesret, eller hvad der i virkeligheden gemte sig bag denne frase: Ruslands statslige opløsning. Den med doktrinær hårdnakkethed stadigt gentagne formel om de forskellige nationers ret til at bestemme deres skæbne selv inden for det russiske rige - «heri indbefattet statslig løsrivelse fra Rusland» - var Lenins og hans kammeraters specielle kampråb under deres opposition mod Miljukov og Kerenskis krig, der dannede aksen i deres indre politik efter oktoberomvæltningen og udgjorde bolsjevikkernes hovedplatform i Brest-Litovsk, det eneste våben de havde at stille op mod den tyske imperialismes magtstilling.

Det, som først og fremmest overrasker ved den hårdnakkethed og hårde konsekvens, hvormed Lenin og hans kammerater holdt fast ved denne parole er, at den både står i skærende modsætning til den centralisme, de ellers forfægter i politik og til den holdning, de har indtaget overfor andre demokratiske principper. Mens de i spørgsmålet om den konstituerende forsamling, om almindelig valgret, presse- og forsamlingsfrihed, kort sagt i spørgsmålet om hele apparatet af demokratiske grundlæggende friheder, som tilsammen udgjorde «selvbestemmelsesretten» i selve Rusland, ikke viste andet end kølig ringeagt, så behandlede de nationernes selvbestemmelsesret som et klenodium, af demokratisk politik, for hvis skyld alle praktiske synsvinkler udsprunget af reel kritik måtte tie. Mens de ikke i mindste måde lod sig imponere af folkeafstemningen til den konstituerende forsamling i Rusland - en folkeafstemning, der foregik på grundlag af verdens mest demokratiske valgordning og i fuld frihed i en folkerepublik, og ud fra særdeles nøgterne og kritiske overvejelser ganske enkelt erklærede dens resultater for nul og nix, forsvarede de i Brest de fremmede nationers «folkeafstemning» om deres statslige tilhørsforhold, som den uforfalskede kvintessens af selve folkeviljen og som den højeste afgørende instans, når det drejede sig om nationernes politiske skæbne.

Den modsigelse, der her slår os i møde, bliver så meget desto mere uforståelig, når man tænker på, at de demokratiske former i ethvert lands politiske liv, som vi senere vil se, faktisk udgør et højst værdifuldt, ja, et uundværligt grundlag for en socialistisk politik, hvorimod den famøse tese «nationernes selvbestemmelsesret» ikke er andet end hul småborgerlig frasemageri og humbug.

Men hvad betyder denne ret i grunden? Det hører til den socialistiske politiks ABC, at den bekæmper enhver form for undertrykkelse, også når det drejer sig om den ene nations undertrykkelse af den anden.

Når så nøgterne og kritiske politikere som Lenin og Trotskij og deres venner, som kun har et ironisk skuldertræk til overs for enhver form for utopiske fraser om afrustning, folkeforbund o.s.v. denne gang gjorde en hul frase af præcis den samme kategori til deres kæphest så forekommer det at det skete udfra en form for opportunistisk politik. Lenin og hans kammerater regnede åbenbart med, at der ikke fandtes noget sikrere middel til at knytte mange af de fremmede nationaliteter indenfor det russiske rige til revolutionens sag, til det socialistiske proletariats sag, end hvis man gav dem den yderste og mest ubegrænsede frihed til at bestemme over deres skæbne Det var en analogi til bolsjevikkernes politik overfor de russiske bønder, hvis jordhunger skulle tilfredsstilles gennem parolen om den direkte overtagelse af den adelige jord, og som derved skulle knyttes til revolutionens fane og den proletariske regering. I begge tilfælde er beregningen desværre slået fuldstændig fejl. Mens Lenin og hans kammerater åbenbart ventede, at de som forkæmpere for den nationale frihed, lige til retten til «statslig løsrivelse», ville kunne gøre Finland, Ukraine, Polen, Litauen, de baltiske lande, Kaukasien o.s.v. til ligeså mange trofaste forbundsfæller af den russiske revolution, oplevede vi det omvendte skuespil: den ene efter den anden af disse «nationer» benyttede den nylig tildelte frihed til at alliere sig med den tyske imperialisme, den russiske revolutions dødsfjende, for under dennes beskyttelse at bringe kontrarevolutionens fane ind i selve Rusland. Mellemspillet med Ukraine i Brest, som havde ført til en afgørende vending i forhandlingerne og i bolsjevikkernes hele indenrigspolitiske og udenrigspolitiske situation er et mønstereksempel herpå. Finland, Polen, Litauen, Balkanlandenes og de kaukasiske nationers holdning viser med al ønskelig tydelighed, at det her ikke drejer sig om en tilfældig undtagelse, men om en typisk foreteelse.

Ganske vist er det i alle disse tilfælde i virkeligheden ikke «nationen», som driver denne reaktionære politik, men kun de borgerlige og småborgerlige klasser, som i skarpeste modsætning til de proletariske masser forvandler den «nationale selvbestemmelsesret» til et instrument for deres kontrarevolutionære klassepolitik. Men - og her kommer vi netop til problemets kerne - netop deri ligger denne nationalistiske frases utopisk-småborgerlige karakter, som i klassesamfundets barske virkelighed og især i en epoke med yderst skærpede modsætninger, ganske enkelt forvandles til et middel for det borgerlige klasseherredømme. Til største skade for sig selv og for revolutionen skulle bolsjevikkerne lære, at der under kapitalismens herredømme ikke gives nogen «nationens» selvbestemmelsesret, og at i et klassesamfund stræber enhver klasse i nationen efter «selv at bestemme» over andre, samt at den nationale friheds princip for de borgerlige klasser træder helt i baggrunden overfor de borgerlige klassers herredømme. Både det finske borgerskab og det ukrainske småborgerskab var fuldstændig enige i, at det tyske voldsherredømme var at foretrække for den nationale frihed, hvis denne skulle være forbundet med fare for «bolsjevisme».

Håbet om at få vendt disse reelle klasseforhold om til deres modsætning gennem «folkeafstemninger», som det altsammen drejede sig om i Brest, om i tillid til de revolutionære folkemasser at opnå flertal for sammenslutning med den russiske revolution var, hvis Lenin-Trotskij mente det alvorligt, udtryk for en ubegribelig optimisme. Og hvis det bare skulle være et taktisk fleurettestød i duellen med den tyske magtpolitik, så var det en farlig leg med ilden. Også uden den tyske militærokkupation ville den famøse «folkeafstemning», hvis en sådan var blevet gennemført i randstaterne, efter al sandsynlighed overalt have givet et resultat, som bolsjevikkerne ville have haft meget lidt glæde af - set på baggrund af den åndelige tilstand hos bønderne store lag af endnu indifferente proletarer, på baggrund den reaktionære tendens hos småborgerskabet og de tusind midler for påvirkning af afstemningen, som borgerskabet havde til rådighed. Når det gælder sådanne folkeafstemninger om det nationale spørgsmål, kan det vel anses for at være en ubrydelig regel, at de herskende klasser enten nok skal vide at forhindre det, hvis den ikke passer ind i deres kram eller, hvis den bliver til noget, med alle små og store midler nok skal vide at påvirke resultatet, hvad der også er årsag til, at vi ikke kan indføre nogen socialisme ved hjælp af folkeafstemninger.

At spørgsmålet om nationale bestræbelser og særtendenser blev kastet midt ind i de revolutionære kampe, ja, gennem Brest-freden blev skudt i forgrunden og endog stemplet til at være en slags prøvesten for den socialistiske og revolutionære politik, har skabt den største forvirring i socialismens rækker og svækket proletariatets stilling netop i randstaterne. I Finland havde det socialistiske proletariat allerede fået en fremtrædende stilling, så længe det kæmpede som en del af den sluttede revolutionære falanks i Rusland; det havde flertal i landdagen, i hæren, og det havde trængt borgerskabet tilbage til en magtesløs stilling. Det var herre over situationen på landet. Det russiske Ukraine var i begyndelsen af århundredet, da narrestregerne med den «ukrainske nationalisme» og med Karbowentz-folkene og med «de universelle» og Lenins kæphest om et selvstændigt Ukraine endnu ikke opfundet, højborg for den russiske revolutionære bevægelse. Derfra, fra Rostov, fra Odessa til Donez-området flød allerede fra omkring år 1902 til 1904 revolutionens første lavastrømme og tændte et flammehav i hele det sydlige Rusland, og forberedte på denne måde udbruddet i 1905; det samme gentog sig i den nuværende revolution, hvor det sydrussiske proletariat udgjorde elitetropperne i den proletariske falanks. Polen og de baltiske lande havde siden 1905 været de mægtigste og mest pålidelige af revolutionens arnesteder, i hvilke det socialistiske proletariat spillede en fremtrædende rolle.

Hvordan går det så til, at kontrarevolutionen pludselig triumferer i disse lande? Den nationalistiske bevægelse har gennem løsrivelsen fra Rusland lammet proletariatet, og udleveret det til det nationale bourgeoisi i randstaterne. I stedet for at tilstræbe den mest kompakte samling af de revolutionære kræfter på hele området i riget i den rene internationale klassepolitiks ånd, som de ellers hylder, samt forsvare det russiske riges integritet som revolutionsområde med næb og klør, i stedet for at hævde samhørigheden blandt proletarer i alle nationer inden for den russiske revolutions område, som det vigtigste politiske bud overfor nationalistiske særtendenser, har bolsjevikkerne med deres højlydte nationalistiske fraseologi om «selvbestemmelsesret lige til statslig løsrivelse» netop leveret borgerskabet i alle randstaterne det mest strålende og belejliget påskud, selve banneret for deres kontrarevolutionære bestræbelser. I stedet for at advare proletarerne i randstaterne mod enhver form for separatisme som værende en borgerlig faldgrube og med hård hånd at kvæle de separatistiske bevægelser i fødslen, en fremgangsmåde der i dette tilfælde virkelig ville være i det proletariske diktaturs ånd, har de tværtimod forvirret masserne i alle randstaterne gennem deres paroler og udleveret dem til de borgerlige klassers demagogi. De har med dette krav om nationalisme selv fremkaldt og forberedt Ruslands opløsning, og på denne måde lagt kniven i hånden på deres egne fjender, som de skulle støde i den russiske revolutions hjerte.

Uden hjælp fra den tyske imperialisme, uden «tyske geværkolber i tyske næver» som Kautskys «Neue Zeit» skrev, ville Lubinsky'erne og de andre skurke i Ukraine såvel som Erich'erne og Mannerheim'erne i Finland og de baltiske baroner aldrig have klaret opgøret med de socialistiske proletarmasser i deres lande. Men den nationale separatisme var den trojanske hest, som åbnede vejen til alle disse lande for de tyske «kammerater» med bajonetterne i næverne. Det var de reelle klassemodsætninger og de militære magtforhold, som førte til Tysklands intervention. Men bolsjevikkerne har leveret ideologien som har camoufleret dette kontrarevolutionære felttog, de har styrket borgerskabets stilling og svækket proletariatets. Det bedste bevis er Ukraine, som skulle komme til at spille en så fatal rolle i den russiske revolutions historie. Den ukrainske nationalisme var på en helt anden måde end for eksempel den tjekkiske, polske eller finske ikke andet end nogen narrestreger, en grille hos et par dusin småborgerlige intellektuelle uden nogen rødder i de økonomiske, politiske eller åndelige forhold i landet, uden nogen historisk tradition, eftersom Ukraine aldrig har været nogen nation eller nogen stat, uden nogen national kultur bortset fra Sjevtjenkos6 reaktionært-romantiske digte. Det ville være akkurat det samme, som hvis folkene i kyststrøgene i Nordtyskland pludselig en dag ville grundlægge en ny plattysk nation, en selvstændig stat bare på grundlag af Fritz Reuter!7 Og denne latterlige farce, startet af et par universitetsprofessorer og studenter, blev af Lenin og hans kammerater med deres doktrinære agitation om «selvbestemmelsesret indtil o.s.v.» kunstigt pustet op til at være en politisk faktor. De fyldte den oprindelige farce med betydning, men pludselig var farcen blevet blodig alvor: ikke som en alvorlig national bevægelse, idet den fortsat ikke havde nogen rødder, men som transparent og en samlende fane for kontrarevolutionen! Ud af dette vindæg krøb i Brest de tyske bajonetter.

Slige fraser kan i klassekampens historie undertiden få en reel betydning. Det er socialismens fatale lod, at den i denne verdenskrig var udset til at levere de ideologiske påskud for den kontrarevolutionære politik. Det tyske socialdemokrati skyndte sig ved krigsudbruddet at pynte den tyske imperialismes røvertogt med et ideologisk skilt fra marxismens pulterkammer, idet det erklærede, at det drejede sig om det af vore gamle mestre i 1848 så længe ventede befrielsestog mod den russiske zarisme, og det var regeringssocialisternes modpoler, bolsjevikkerne, beskåret at levere vand til kontrarevolutionens mølle med frasen om «selvbestemmelse»; dermed leverede de nemlig ikke bare en ideologi, der var med til at kvæle den russiske revolution selv, men samtidig en ideologi der fremmede hele verdenskrigens planlagte kontrarevolutionære likvidering. Vi har i den forbindelse al grund til at se meget nøje på bolsjevikkernes politik. «Nationernes selvbestemmelsesret» kombineret med folkeforbundet og nedrustningen af Wilsons nåde er den parole, som kommer til at præge den internationale socialismes forestående opgør med den borgerlige verden. Det ligger soleklart, at frasen om selvbestemmelsesret og hele den nationale bevægelse, som for øjeblikket udgør den største fare for den internationale socialisme, på afgørende måde er blevet styrket netop gennem den russiske revolution og gennem forhandlingerne i Brest. Vi kommer til at beskæftige os mere indgående med denne platform. Den tragiske skæbne, der er blevet denne frasepolitik til del i den russiske revolution, og på hvis torne bolsjevikkerne er blevet hængende og har revet sig til blods, burde tjene som et advarende eksempel for det internationale proletariat.

Nu blev resultatet af det hele Tyskland diktatur. Fra freden i Brest til «tillægsaftalen».8 De 200 sonofre i Moskva.9 Af denne situation fik man terroren og demokratiets undergang.

4

Vi skal undersøge dette nærmere ved hjælp af nogen eksempler.

Den velkendte opløsning af den konstituerende forsamling spillede en fremtrædende rolle i bolsjevikkernes politik i november 1917. Denne forholdsregel var afgørende for deres fremtidige stilling, den var på en vis måde vende] punktet i deres taktik. Det er en kendsgerning, at Lenin og hans kammerater frem til oktobersejren gik meget stærkt ind for, at den konstituerende forsamling skulle indkaldes, og at netop Kerenskis forhalingspolitik i denne sag var et af anklagepunkterne fra bolsjevikkernes side mod denne regering og gav anledning til de heftigste angreb mod dem.

Ja, Trotskij siger i et interessant lille skrift «Fra oktoberrevolutionen til fredstraktaten i Brest», at oktoberomvæltningen ligefrem var «redningen for den konstituerende forsamling» såvel som for revolutionen overhovedet. «Og når vi sagde», fortsætter han, «at indgangen til den konstituerende forsamling ikke fører over Zeretelis forparlament, men gennem sovjetternes magtovertagelse, var vi absolut oprigtige».

Og efter disse forvarsler var det første Lenin gjorde efter oktoberrevolutionen - at splitte den selvsamme konstituerende forsamling, som den skulle være indgangen til, fra hinanden. Hvilke grunde kunne være afgørende for en så forbløffende vending? Trotskij behandler dette udførligt i det nævnte skrift, og vi skal her gengive hans argumenter: (citatet mangler).

Dette er altsammen udmærket og meget overbevisende. Ikke desto mindre må man undre sig over, at så kloge folk som Lenin og Trotskij ikke er nået frem til den mest nærliggende slutning, som kunne uddrages af de ovenstående kendsgerninger. Eftersom den konstituerende forsamling var blevet valgt længe før det afgørende vendepunkt, oktoberomvæltningen, og i sin sammensætning genspejlede en, forældet fortid og ikke den nye situation, måtte man vel drage den slutning at det gjaldt om at kassere den forældede, altså dødfødte konstituerende forsamling og øjeblikkelig udskrive omvalg til en ny konstituerende forsamling! De ville ikke og måtte ikke betro revolutionens historie til en forsamling som genspejlede gårsdagens Kerenski-Rusland, perioden med vaklen og koalition med borgerskabet. Nuvel, det eneste man derefter behøvede at gøre var straks i dens sted at indkalde forsamlingen fra det fornyede Rusland.

Med udgangspunkt i den konstituerende forsamlings specielle utilstrækkelighed. - den som var blevet sammenkaldt i oktober - drager Trotskij i stedet den slutning, som han giver generel gyldighed, at enhver folkerepræsentation, som er valgt ved almindelige valg under revolutionen, er uduelig.

«Takket være den åbne og direkte kamp om regeringsmagten tilegner de arbejdende masser sig på meget kort tid en mængde politisk erfaring og går i deres udvikling hurtigt fra det ene trin til det andet. Jo større landet er og jo mere ufuldkomment det tekniske apparat er jo mindre mulighed ,er der for, at de demokratiske institutioners tunge mekanisme kan følge med» (Trotskij s. 93).

Her har vi allerede «den demokratiske institutions mekanisme overhovedet». Mod dette synspunkt må man først og fremmest fremhæve, at denne vurdering af repræsentationsinstitutionen giver udtryk for en noget skematisk og stiv opfattelse, som modsiges eftertrykkeligt af den historiske erfaring, netop fra revolutionære perioder. Efter Trotskijs teori genspejler enhver valgt forsamling engang for alle kun vælgernes åndelige status, politiske modenhed og stemning i det øjeblik, hvor de gik til valgurnen. Den demokratiske forsamling er efter dette synspunkt altid et spejlbillede af massen på selve valgdagen, på samme måde som Herschels stjernehimmel aldrig viser os himmellegemerne. sådan som de er, mens vi ser på dem, men kun sådan som de var i det øjeblik, de udsendte deres lys fra en ufattelig stor afstand ned til jorden. Enhver levende åndelig forbindelse mellem dem som engang er blevet valgt og vælgermassen, enhver varig vekselvirkning mellem de to bliver her fornægtet.

Men dette er imod al historisk erfaring! Den viser os omvendt at folkestemningens levende fluidum bestandig omskyller de repræsentative organer, trænger ind i dem, leder dem. Hvordan ville det ellers være muligt, at vi i ethvert borgerligt parlament undertiden kan opleve fornøjelige krumspring hos «folkerepræsentanterne», som pludselig oplivet af en ny «ånd» frembringer de mest uventede toner? Hvordan kan det være, at indtørrede mumier til tider optræder ungdommeligt, og at forskellige små Scheidemänner pludselig finder revolutionære toner i deres bryst - når det buldrer i fabrikkerne, værkstederne og på gaderne?

Og denne stadig levende indvirkning fra massernes stemning og politiske modenhed på de valgte organer skulle netop i en revolution svigte til fordel for partietikettens og valglisternes stive skema? Nej, tværtimod! Netop revolutionen skaber med sin glødende varme denne tynde vibrerende og modtagelige politiske atmosfære, hvor folkestemningens bølger, folkelivets pulsslag øjeblikkelig og på en vidunderlig måde virker ind på de repræsentative organer. Netop dette forklarer jo de kendte effektfulde scener i begyndelsesstadiet af alle revolutioner, hvor gamle reaktionære eller højst moderate parlamenter valgt under det gamle regime med indskrænket stemmeret pludselig bliver heroiske talsmænd for omvæltningen, fulde af ildhu. Det klassiske eksempel har man jo i det berømte lange parlament i England, som blev valgt og samledes i 1642, gennem syv år blev det på sin post og genspejlede i sin indre struktur alle de skiftende forskydninger i folkestemningen, i politisk modenhed, i klassedelingen - hele revolutionens udvikling frem til dens højdepunkt, fra de begyndende underdanige småskænderier med kronen under ledelsen af en «speaker» som lå på knæ, til afskaffelsen af Overhuset, kong Karls henrettelse og proklameringen af republikken.

Og har ikke den samme vidunderlige forvandling gentaget sig i Frankrigs generalstænder, i Louis Phillips censusparlament, ja, det sidste og mest slående eksempel skulle vel ikke være Trotskij fremmed, det blev gentaget i den 4. russiske duma, som blev valgt i det Herrens år 190910 under kontrarevolutionens hårdeste voldsherredømme, men i februar 1917 følte det pludselig omvæltningens tøbrud og blev udgangspunkt for revolutionen.

Dette viser altsammen at «de demokratiske institutioners tunge mekanisme» har et kraftigt korrektiv - nemlig i massens levende bevægelse, i dens uafladelige tryk. Og jo mere demokratiske institutionerne er, jo stærkere og mere levende pulsslaget i massernes politiske liv er, desto mere direkte og præcis er virkningen - trods stiv partietikette, forældede valglister o.s.v. Enhver demokratisk institution har ganske vist sine begrænsninger og mangler, hvad de vel har fælles med samtlige menneskelige institutioner. Men det lægemiddel, som Trotskij og Lenin har fundet frem til: afskaffelsen af demokratiet overhovedet, er dog værre end den dårligdom, det skulle forebygge; de tilstopper nemlig selve den levende kilde fra hvilken alle medfødte mangelfuldheder i de sociale institutioner alene vil kunne korrigeres: det aktive og uhæmmede energiske politiske liv i de bredeste folkemasser.

Men lad os tage et andet slående eksempel: den valgordning11 som er blevet udarbejdet af sovjetregeringen. Det er ikke helt klart, hvilken praktisk betydning man har tilmålt denne valgordning. Af Trotskijs og Lenins kritik af de demokratiske institutioner fremgår det, at de principielt afviser folkerepræsentationen, der bygger på almindelige valg og kun vil støtte sig til sovjetterne. Men hvorfor man så overhovedet har udarbejdet en almindelig valgordning er egentlig ikke indlysende. Vi er heller ikke bekendt med, at denne valgordning er blevet ført ud i livet på nogen som helst måde; man har ikke hørt om valg til nogen form for folkerepræsentation på grundlag af denne ordning. Det er nok mere sandsynligt at antage, at den kun er et teoretisk produkt, et stykke skrivebordsarbejde. Men sådan som den fremstår udgør den et meget mærkeligt produkt af den bolsjevikkiske diktaturteori. Enhver form for valgret, og det gælder enhver form for politisk rettighed i det hele taget, kan ikke vurderes ud fra abstrakte skemaer over «retfærdighed» og lignende borgerlige demokratiske fraser, men kun ud fra de sociale og økonomiske forhold, som en e beregnet på. Den af sovjetregeringen udarbejdede valgordning er beregnet på overgangsperioden fra den borgerligt kapitalistiske til den socialistiske samfundsform, altså perioden med proletariatets diktatur. Men ifølge fortolkning af dette diktatur, som Lenin og Trotskij går ind for, er d dem, der lever af eget arbejde, der får stemmeret, mens de bliver nægtet alle de andre.

Nu er det klart, at en sådan valgordning kun kan hav nogen mening i et samfund som også økonomisk er i stand til at give alle dem, der vil arbejde, muligheden for at få s udkomme og føre et kulturværdigt (kulturwürdig) liv ve eget arbejde. Er dette tilfældet i dag i Rusland? På baggrund af de uhyre vanskeligheder, som Sovjetrusland har at kæmpe med afskåret som det er fra verdensmarkedet og fra sine vigtigste råstofkilder, på baggrund af den generelle og frygtelige opløsning af det økonomiske liv og den pludselige dybtgående forandring af produktionsforholdene p grund af omvæltningen i ejendomsforholdene indenfor landbruget såvel som indenfor industri og handel, er det klart at utallige eksistenser ganske pludselig er blevet revet op med rode, er blevet slynget ud af deres bane uden nogen objektiv mulighed for at finde nogen som helst anvendelse for deres arbejdskraft i den økonomiske mekanisme. Det gælder ikke bare kapitalist- og godsejerklassen, men også brede lag indenfor middelklassen, ja, selv i arbejderklassen. Det er jo en kendsgerning, at nedgangen indenfor industrien har ført til en masseudvandring fra by til land af byproletariatet, hvor de søger at finde et eller andet sted at være. Under sådanne omstændigheder er en politisk valgordning, som har almindelig arbejdstvang som økonomisk forudsætning en helt ubegribelig forholdsregel. Efter tendensen i dette forslag skal alene udbytterne gøres politisk retsløse Men mens produktiv arbejdskraft bliver gjort rodløs i massemålestok ser sovjetregeringen sig på den anden side ofte nødsaget til at overlade den nationale industri til de tidligere kapitalistiske ejere på en slags forpagtningsgrundlag. Ligeledes så sovjetregeringen sig i april 1918 tvunget til at indgå et kompromis også med de borgerlige forbrugerkooperativer. Videre har det vist sig at være uundgåeligt at benytte sig af borgerlige fagfolk. En anden følge af samme sag er, at et stadig voksende lag af proletariatet bliver underholdt af staten ved hjælp af offentlige midler som rødgardister osv. I virkeligheden er det store og stadigt voksende lag indenfor småborgerskabet og proletariatet, som den økonomiske mekanisme ikke yder nogen mulighed for at praktisere arbejdstvangen, og som på denne måde bliver gjort retsløse.

Dette er en urimelighed som kvalificerer valgordningen som et utopisk fantasiprodukt løsrevet fra den sociale virkelighed. Og netop derfor udgør den ikke noget alvorligt værktøj for det proletariske diktatur**. Da hele middelstanden, de borgerlige og småborgerlige intellektuelle efter oktoberrevolutionen boykottede sovjetregeringen i flere måneder, lammede post- og telegrafvæsenet, skolevæsenet, administrationsapparatet og på denne måde satte sig op mod arbejderregeringen, da var alle modforholdsregler selvfølgelig nødvendige såsom inddragelse af politiske rettigheder og økonomiske eksistensmidler o.s.v. for med jernhård hånd at bryde modstanden. Da kom netop det socialistiske diktatur til udtryk som ikke må vige tilbage for nogen form for magtbud for i fællesskabets interesse at fremtvinge eller forhindre bestemte forholdsregler; en valgordning derimod som gør brede samfundslag retsløse og stiller dem politisk udenfor samfundet, samtidig med at det ikke er muligt økonomisk at skaffe dem plads i selve samfundet - det er en umyndiggørelse og ikke en konkret forholdsregel med henblik på et konkret mål, nej, det er en generel regel af varig virkning, ikke en nødvendighed af diktaturet, men en livskvælende improvisation***.

Men spørgsmålet er ikke udtømt med den konstituerende forsamling og valgretten. Der er desuden afskaffelsen af de vigtigste demokratiske garantier for et sundt offentligt liv, for de arbejdende massers politiske aktivitet: pressefrihed, forenings- og forsamlingsret - uden disse friheder er alle modstandere af sovjetregeringen blevet fredløse. Til forklaring af disse indgreb er Trotskijs ovenstående argumentation om det demokratiske valgorgans langsommelighed ikke i længden nær tilstrækkelig. Derimod er det en almindelig kendt og ubestridt kendsgerning at uden en fri og ubunden presse, uden uhindret forenings- og mødeaktivitet, er de brede folkemassers herredømme fuldstændig utænkeligt.

Lenin siger: Den borgerlige stat er et redskab til at undertrykke arbejderklassen med, den socialistiske stat et redskab til at undertrykke borgerskabet med. Den er blot på en vis måde den kapitalistiske stat stillet på hovedet. Denne forenklede opfattelse ser bort fra det væsentlige: Det borgerlige klasseherredømme har ikke brug for, at hele folkets masse bliver politisk opdraget og skolet, i alt fald ikke ud over visse snævre grænser. For proletariatets diktatur er dette imidlertid livselementet, luften uden hvilken det ikke kan eksistere.

«Takket være den åbne og direkte kamp om regeringsmagten ... » [resten af citatet mangler]. Her modsiger Trotskij sig selv og sine egne partivenner. Netop fordi det holder stik, har de ved at undertrykke det offentlige liv tilstoppet kilden for den politiske erfaring og udviklingens videre forløb. Ellers måtte man måske antage, at den erfaring og den udvikling, der var nødvendig indtil bolsjevikkernes magtovertagelse - at den havde nået sit højeste trin og fra nu af var overflødig. (Lenins tale: Rusland er overbevist til socialismen!).

I virkeligheden er det omvendt! Netop de kæmpemæssige opgaver, som bolsjevikkerne med mod og beslutsomhed, gav sig i kast med, krævede den mest intense politiske skoling af masserne og samling af erfaringer****.

Den stiltiende forudsætning for diktaturteorien i den Lenin-Trotskijske forstand er, at den socialistiske omvæltning er en sag, som revolutionspartiet har en færdig recept på i lommen, som man så bare behøver energisk at virkeliggøre.*****

Desværre eller - alt efter som man tager det - heldigvis er det ikke sådan. Langt fra at være en sum af færdige regler, som man så bare behøver at anvende, er den praktiske virkeliggørelse af socialismen som et økonomisk socialt og retsligt system en ting, der ligger fuldstændig ude i fremtidens tåger. Hvad vi har i vort program er kun nogle få store vejvisere, som angiver retningen af, hvor man må søge de forskellige forholdsregler, og de er endog overvejende af negativ karakter. Vi ved så nogenlunde, hvad vi i første omgang må fjerne for at bane vejen for den socialistiske økonomi, men af hvilken art de tusind konkrete praktiske store som små forholdsregler skal være, for at indføre de socialistiske principper i økonomien, i retsvæsenet, i alle samfundsmæssige forhold - det kan intet socialistisk partiprogram og ingen socialistisk lærebog give oplysninger om. Det er ingen mangel, men netop den videnskabelige socialismes fortrin frem for den utopiske: Det socialistiske samfund skal og kan kun være et historisk produkt født af erfaringens egen skole, i opfyldelsens time og af den levende historiske proces, der på samme måde som den organiske natur, som den til syvende og sidst er en del af, har den gode sædvane, at den sammen med et virkeligt samfundsmæssigt behov også altid frembringer midlet til at tilfredsstille det; sammen med opgaven skabes samtidig løsningen. Men hvis dette er rigtigt, så er det klart, at socialismen ifølge sin natur ikke lader sig bevilge, ikke lader sig indføre gennem dekreter. Den har som forudsætning en række magtmæssige forholdsregler - mod ejendommen o.s.v. Det negative, demonteringen, kan man dekretere, derimod ikke det positive, opbygningen. Nyt land. Tusind problemer. Kun erfaringen er i stand til at virke korrigerende og åbne nye veje. Kun det uhæmmede skummende liv finder på tusind nye former, improvisationer, udløser skabende kraft, korrigerer selv alle fejlgreb. Det offentlige liv i staterne med begrænset frihed er jo netop så fattigt, så usselt, så skematisk, så ufrugtbart, fordi det ved at udelukke demokratiet tilstopper de levende kilder til enhver form for åndelig rigdom og fremskridt. (Bevis: året 1905 og februar måned indtil oktober 1917). Det som gælder politisk gælder også økonomisk og socialt. Hele folkemassen må deltage, ellers bliver socialismen bevilget, dekreteret af et dusin intellektuelle fra et skrivebord.

Offentlig kontrol er ubetinget nødvendigt. Ellers bliver udvekslingen af erfaringer kun holdt indenfor den lukkede kreds af den nye regerings embedsmænd. Korruption uundgåelig. (Lenins ord, Meddelelsesblad no. 36). Socialismens praksis kræver en fuldstændig åndelig omvæltning hos masserne, som gennem århundreder er blevet degraderet under det borgerlige klasseherredømme. Sociale instinkter i stedet for egoistiske, masseinitiativer i stedet for sløvhed; idealisme som fører over alle lidelser. O.s.v., o.s.v. Ingen ved det bedre, skildrer det mere indtrængende og gentager det mere hårdnakket end Lenin. (Lenins tale om disciplin og korruption). Blot bruger han helt forkert midler, dekreter, diktatorisk magt overfor fabriksinspektørerne, urimeligt strenge straffe, skrækherredømme, det er alt sammen noget, der kun er rettet mod symptomerne. Den eneste vej til genfødelse er det offentlige livs egen skole, ubegrænset demokrati på bredest muligt grundlag, offentlig mening. Netop terrorvældet demoraliserer******.

Hvis alt dette bortfalder, hvad bliver der så i virkeligheden tilbage? Lenin og Trotskij har sat sovjetterne som de eneste sande repræsentanter for de arbejdende masser i stedet for repræsentationer udgået af almindelig folkevalg. Men i og med at det politiske liv i hele landet kvæles, må også livet i sovjetterne blive stadig mere lammet. Uden almindelige valg, uindskrænket trykke- og mødefrihed og fri meningsbrydning, dør livet i enhver offentlig institution, det bliver til et skinliv, i hvilket bureaukratiet alene er det eneste aktive element. Det offentlige liv sover efterhånden ind, nogen dusin partiledere med uudtømmelig energi og grænseløs idealisme dirigerer og regerer, og blandt dem er det i virkeligheden et dusin fremragende hoveder, som er de ledende, en elite blandt arbejderne bliver fra tid til anden kaldt sammen til møder for at bifalde ledernes taler, give enstemmig tilslutning til fremlagte resolutioner, faktisk en form for klikevæsen - rigtignok et diktatur, men ikke et proletariatets diktatur, men et diktatur af en håndfuld politikere, d.v.s. et diktatur i borgerlig forstand, et diktatur på samme måde som Jakobinervældet (udsættelsen af sovjetkongresserne fra tre til seks måneder!). Ja, mere end det, slige tilstande må resultere i en demoralisering af det offentlige liv: attentater, skydning af gidsler o.s.v. Dette er en overmægtig objektiv lovmæssighed, som intet parti kan unddrage sig.

Grundfejlen i Lenin-Trotskijs teori er netop den, at den ligesom Kautsky sætter diktaturet op mod demokratiet. «Diktatur eller demokrati» lyder problemstillingen såvel hos bolsjevikkerne som hos Kautsky. Sidstnævnte bestemmer sig selvfølgelig for demokratiet, vel og mærke for det borgerlige demokrati, idet han stiller det op som alternativet for den socialistiske omvæltning. Lenin-Trotskij bestemmer sig omvendt for diktaturet i modsætning til demokratiet, og dermed for en håndfuld personers diktatur d.v.s. for borgerligt diktatur. Det er to modpoler, som begge befinder sig lige langt fra den virkelige socialistiske politik. Proletariatet kan, når det griber magten, absolut ikke efter Kautskys gode råd og under påskud af «landets umodenhed» give afkald på den socialistiske omvæltning og bare hellige sig demokratiet uden at begå forræderi mod sig selv, mod Internationalen og mod revolutionen. Der skal og må straks på den mest energiske, ubøjelige og hensynsløse måde iværksættes socialistiske forholdsregler, altså udøves et diktatur, men et klassediktatur, ikke et diktatur udøvet af et parti eller en klike - et klassediktatur i største offentlighed, under folkemassernes aktive, uhæmmede deltagen, et uindskrænket demokrati. «Som marxister har vi aldrig været afgudsdyrkere af det formelle demokrati», skriver Trotskij (side 93). Det er helt rigtigt, vi har aldrig været afgudsdyrkere af det formelle demokrati. Vi har heller aldrig været afgudsdyrkere af socialismen eller af marxismen. Men betyder det, at vi, når vi synes, den bliver ubekvem, skal smide socialismen, marxismen på pulterkammeret sådan som Cunow-Lensch-Parvus har gjort det? Trotskij og Lenin er en levende benægtelse af dette spørgsmål. Vi har aldrig været afgudsdyrkere af det formelle demokrati, men de betyder bare: Vi skelner altid mellem den sociale kerne og den politiske form i det borgerlige demokrati, vi har altid afsløret den bitre kerne af social ulighed og ufrihed under den formelle ligheds og friheds blanke overflade - ikke for at forkaste den, men for at opmuntre arbejderklassen til ikke at stille sig tilfreds med overfladen, men tværtimod erobre den politiske magt, for at fylde den med et nyt socialt indhold. Det er proletariatets historiske opgave, nar det kommer til magten, at skabe et socialistisk demokrati i stedet for det borgerlige demokrati, ikke at afskaffe ethvert demokrati. Det socialistiske demokrati begynder ikke først i det forjættede land, når grundlaget for den socialistiske økonomi er skabt, som en færdig julegave til det artige folk, som i mellemtiden trofast har støttet en håndfuld socialistiske diktatorer. Socialistisk demokrati begynder samtidig med demonteringen af klasseherredømmet og opbygningen af socialismen. Det begynder i samme øjeblik, det socialistiske parti har erobret magten. Det er intet andet end proletariatets diktatur.

Javel: diktatur! Men dette diktatur består i måden at anvende demokratiet på, ikke i dets afskaffelse, det består i energiske, beslutsomme indgreb i det borgerlige samfunds veletablerede og økonomiske forhold, uden hvilken den socialistiske omvæltning ikke lader sig virkeliggøre. Men dette diktatur må være klassens værk, ikke et lille førende mindretals i klassens navn, d.v.s. den må alle vegne fremgå af massernes aktive deltagelse, stå under deres umiddelbare indflydelse, være underlagt den samlede offentligheds kontrol og udvikle sig ud af folkemassernes voksende politiske skoling.

Samme fremgangsmåde ville bolsjevikkerne sikkert også have valgt, hvis de ikke havde været underlagt verdenskrigens frygtelige tvang. Den tyske okkupation og alle de unormale vanskeligheder, der hænger sammen med den må forvrænge selv en socialistisk politik, fyldt med de bedste hensigter og de skønneste principper.

Alt det, som sker i Rusland er forståeligt og en uundgåelig kæde af årsager og virkninger hvis udgangspunkter og slutsten var: det tyske proletariats svigten og den tyske imperialismes okkupation af Rusland. Man ville have krævet det umenneskelige af Lenin og hans kammerater, hvis man også ville forlange af dem, at de under sådanne omstændigheder skulle fremtrylle det smukkeste demokrati, proletariatets mest forbilledlige diktatur, og en blomstrende socialistisk økonomi. De har med deres beslutsomme revolutionære holdning, med deres forbilledlige handlekraft og deres ubrydelige troskab ydet den internationale socialisme, hvad der under så djævelsk vanskelige forhold kunne ydes. Det farlige begynder der, hvor de gør en dyd af en nødvendighed og på alle områder fikserer denne taktik, som blev dem påtvungen under disse skæbnesvangre omstændigheder og prøver at anbefale den overfor det internationale proletariat, som et mønster på socialistisk taktik, som et eksempel til efterfølgelse. Samtidig med at de på denne måde skygger fuldstændig unødvendigt for sig selv og lader deres virkelig historiske fortjeneste formørke af påtvungne fejltrin, gør de den internationale socialisme, for hvis skyld de har stridt og lidt, en dårlig tjeneste, når de som ny erkendelse vil tilføre den alle de skævheder som nøden og omstændighederne i Rusland påtvang dem, og som i sidste instans kun var udstrålinger af den internationale socialismes fallit i denne verdenskrig.

Lad bare de tyske regeringssocialister skrige op om, at bolsjevikkernes herredømme i Rusland er et vrængbillede af proletariatets diktatur. Når det var det eller er det, så er det netop fordi det var et produkt af det tyske proletariats holdning, som var et vrængbillede af socialistisk klassekamp. Vi står alle under historiens lov, og den socialistiske politik lader sig kun gennemføre på internationalt plan. Bolsjevikkerne har vist, at de kan alt det, som et revolutionært parti er i stand til at yde indenfor de historiske muligheders grænser. De skal ikke lade, som om de kan udrette mirakler. For en mønstergyldig og fejlfri proletarisk revolution i et isoleret land, udmattet af verdenskrigen, kvalt af imperialismen, forrådt af det internationale proletariat, ville være et mirakel. Det gælder om at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige i bolsjevikkernes politik, kernen fra det tilfældige. I denne sidste periode, hvor vi står overfor afgørende slutkampe i hele verden, var og er socialismens vigtigste problem, tidens mest brændende problem, ikke dette eller hint detaljspørgsmål. om taktik, men proletariatets aktionsevne, massernes revolutionære handlekraft, i det hele taget socialismens vilje til magt. I denne henseende var Lenin og Trotskij med deres venner, de første som gik foran verdensproletariatet med et eksempel og de er indtil nu stadigvæk også de eneste som kan råbe det med Hutten:12 Jeg har vovet det!

Dette er det væsentlige og det blivende i bolsjevikkernes politik. Betragtet på denne måde forbliver det deres udødelige historiske fortjeneste at have gået i spidsen for det internationale proletariat ved at erobre den politiske magt og stille virkeliggørelsen af socialismen op som en praktisk problemstilling, ved at have drevet opgøret mellem kapital og arbejde i hele verden kraftigt fremad. I Rusland kunne problemet kun stilles. Det kunne ikke løses i Rusland, det kan kun løses internationalt. Og i denne forstand hører fremtiden overalt «bolsjevismen» til.


Noter

1. Paul Akselrod. (1850-1928), en af de ledende mensjevikker, stod Kautsky nær.

2. Fjodor Dan. (1871-1947) mensjevik, udvist 1922 af Sovjetunionen, ledede sammen med Martov den mensjevikkiske emmigrantorganisation.

3. Kadetterne. Konstitutionelle Demokrater (K.D. - deraf navnet kadetter), borgerligt liberalt parti.

4. P. N. Miljukov, kadetternes leder.

5. A. M. Kaledin, støttede med Donkosakkerne de revolutionære tropper der i august 1917 under Kornilov rykkede mod Petrograd for at slå revolutionen ned.

6. Tara Sjevtjenko. (1814-1861), ukrainsk digter.

7. Fritz Reuter (1810-1874) forfatter, skrev på plattysk.

8. Den tysk-russiske tillægsaftale skulle forsøge at fastlægge østgrænserne, Tyskland skulle rømme nogle af de besatte områder, i takt med at russerne betalte af på det beløb på 6 milliarder mark, de havde forpligtet sig til.

9. Efter mordet på den tyske ambassadør blev et stort antal socialrevolutionære arresteret.

11. Fastlagt i forfatningen af 10 juli 1918.

12. Ulrich von Hutten (1488-1523) humanist og publicist, bekæmpede pavedømmet.

 

* Note i marginen uden henvisning: Kornmonopol med præmier, Nu post festum vil de indføre klassekampen i landsbyen.

** Bemærkning i marginen: en anakronisme, en foregribelse af en retstilstand, som kun hører hjemme i en tid med en færdig socialistisk økonomisk basis, ikke i overgangsperioden med proletariatets diktatur.

*** Bemærkning i marginen uden henvisning: Både sovjetter som rygrad og konstituerende forsamling og almindelig valgret.

Bemærkning på løst blad: Bolsjevikkerne kaldte sovjetterne for reaktionære, fordi flertallet af dem var bønder (bondedelegerede og soldaterdelegerede). Efter at sovjetterne stillede sig på deres side, blev de rette repræsentanter for folkemeningen. Men det pludselige omsving hang bare sammen med freden og jordspørgsmålet.

**** Bemærkning uden henvisning: Frihed kun for regeringstilhængerne, kun for medlemmer af et parti - selv om de er aldrig så mange - er ingen frihed. Frihed er altid frihed for dem, der tænker anderledes. Ikke på grund af nogen «retfærdighedsfanatisme», men fordi alt det levende, lægende og rensende, den politiske frihed kan give, er afhængig af denne væsentlige side og svigter når «friheden» bliver til et privilegium.

***** Note uden henvisning: Bolsjevikkerne vil selv med hånden på hjertet ikke kunne benægte, at de for hvert skridt må føle sig frem, prøve, eksperimentere, forsøge frem og tilbage og at en god del af deres forholdsregler ikke kan betegnes som guldkorn. Sådan må og vil det gå os alle, når vi tager fat - selv om forholdene ikke overalt behøver at være så vanskelige.

****** Bemærkning på en løs lap: «Anarki kommer til at være uundgåeligt også hos os og alle andre steder. Det lumpenproletariske element er en del af det borgerlige samfund og lader sig ikke skille fra det.

Beviser:

  1. Østpreussen, «kossak» plyndringerne.
  2. Det almindelige udbrud af røveri og tyveri i Tyskland, bedragerierne, post- og jernbanepersonalet, politik, fuldstændig udviskning af grænserne mellem det velordnede samfund og tugthuset.
  3. Bevis: Fagforeningsledernes hurtige forsumpning. Mod dette er selv de strengeste terrorforholdsregler magtesløse. De korrumperer tværtimod endnu mere. Den eneste modgift: idealisme og social aktivitet blandt masserne, ubegrænset politisk frihed.»

Bemærkning på en anden lap: «Et problem for sig, som også er meget vigtigt i enhver revolution, er kampen med lumpenproletariatet. Også vi i Tyskland og alle mulige andre steder vil få nok at gøre med det. Det lumpenproletariske element er tæt indfiltret i det borgerlige samfund, ikke blot som et særligt lag, som socialt affald, som øges særlig voldsomt når samfundsordningens mure styrter sammen, men som et integreret element i hele samfundet. Begivenhederne i Tyskland - og mere eller mindre i alle andre stater - har vist, hvor let alle lag i det borgerlige samfund hjemfalder til forsumpning. Nuancerne mellem forretningsmæssig prisåger, småbedragerier, fiktive lejlighedsforretninger, levnedsmiddelforfalskning, optrækkeri, underslæb i det offentlige (blandt embedsmænd), tyveri, indbrud og røveri flød i den grad sammen, at grænsen mellem det ærbare borgerskab og tugthuset forsvandt. Nøjagtig på samme måde kan man se de borgerlige dyder forsumpe meget hurtigt, når de bliver plantet om til oversøiske koloniale forhold i fremmede sociale omgivelser. Når de konventionelle skranker og støtter for moral og ret smøges af, hjemfalder det borgerlige samfund, hvis inderste livslov er den dybeste umoral, nemlig menneskets udbytning af mennesket, til direkte og hæmningsløs forsumpning. Den proletariske revolution kommer overalt til at kæmpe med denne deres fjende, kontrarevolutionens værktøj.

Og dog er også i denne henseende terroren et stumpt og tilmed tveægget sværd. Den hårde krigsjustits står afmægtig overfor det lumpenproletariske uvæsen. Ja, ethvert varigt regime af belejringstilstand fører uvægerligt til vilkårlighed, og enhver vilkårlighed virker nedbrydende på samfundet. Det eneste virksomme middel i den proletariske revolutions hånd er også her: radikale forholdsregler af politisk og social natur, hurtigst mulig omdannelse af de sociale garantier for massernes liv og - udfoldelsen af den revolutionære idealisme, som i længden kun lader sig opretholde gennem massernes intensive aktive liv i uindskrænket politisk frihed.

På samme måde som solstrålernes frie virkning er det mest effektive, rensende og lægende middel mod sygdomsinfektioner, er selve revolutionen og dens fornyende princip - det af revolutionen fremkaldte åndelige liv, massernes aktivitet og selvansvar, altså den bredeste politiske frihed, når det gælder formen - den eneste lægende og rensende sol.


 

Findes på dansk i Rosa Luxemburg: Politiske Skrifter. Et udvalg. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.

Oversætters anmærkninger

Året 1917 var præget af revolutionen i Rusland, noget der også afspejler sig i Rosa Luxemburgs breve. Hun skriver f.eks. den 27. maj til en af sine venner:

«De kan vel forestille Dem, hvor dybt nyhederne fra Rusland har bevæget mig. Så mange af mine gamle venner, som i årevis har henslæbt deres dage i fængsler i Moskva, St. Petersborg, Orel og Riga går nu frit omkring. Hvor meget lettere får det mig ikke til at føle min egen fængsling her! (Frölich, side 233).

Og kort efter oktoberrevolutionen, hvor bolsjevikkerne kom til magten skriver hun til Louise Kautsky, gift med Karl Kautsky:

«Glæder du dig over russerne? Naturligvis vil de ikke kunne holde ud i denne heksesabat. Ikke fordi den økonomiske udvikling i Rusland rent statistisk er tilbagestående, sådan som din kloge ægtemand. har regnet det ud, men derimod fordi Socialdemokratiet i det højtudviklede vesten består af ynkelige kujoner, som rolig ser til, mens russerne forbløder. En sådan undergang er imidlertid bedre end «at forblive i live for fædrelandets skyld», det er en verdenshistorisk bedrift, der vil sætte sine spor langt ud i fremtiden». («Briefe an Karl und Luise Kautsky», side 210).

Rosa Luxemburg fik som bekendt ikke ret i sin bedømmelse af bolsjevikkernes mulighed for at holde sig ved magten, men ikke desto mindre udviklede situationen sig som månederne gik mere og mere desperat, og med Brest-Litovsk-aftalen med Tyskland i foråret 1918, hvor Sovjetunionen måtte afstå enorme landområder - med afpresning og intervention - bliver tonen i hendes artikler stadig mere pessimistisk, fordi dette enorme pres efter hendes mening får bolsjevikkerne til at slå ind på en gal kurs. I september 1918 skriver hun en artikel med titlen «Den russiske tragedie», hvori det bl.a. hedder:

«At gennemføre det proletariske diktatur og den socialistiske omvæltning i et enkelt land, der er omgivet af et hårdt imperialistisk reaktionært herredømme ombølget af den menneskelige histories mest blodige verdenskrig, er det samme som at forsøge at løse cirklens kvadratur». Og hun fortsætter: «Men skylden for bolsjevikkernes fejltagelse må i sidste instans falde på det internationale proletariat og frem for alt på det tyske socialdemokratis uhørte og hårdnakkede nederdrægtighed, dette parti som i fredstid foregav at marchere i spidsen for verdensproletariatet, som belærte hele verden og tiltog sig lederskabet, og i sit eget land talte mindst 10 millioner tilhængere af begge køn, det har nu i de sidste 4 år, som en landsknægt fra middelalderen, der er til falds på den herskende klasses befaling, korsfæstet socialismen fireogtyve gange dagligt». («Gesammelte Werke», side 391 og 392).

Som nævnt havde Jogiches overtaget ledelsen af Spartakusforbundet efterhånden som alle de andre af de ledende skikkelser var blevet fængslet. Men i marts 1918 blev også han arresteret, og Paul Levi, sagfører af profession og i øvrigt forsvarer for Rosa Luxemburg i en af de retssager, hun havde været involveret i umiddelbart før krigen, overtog nu redaktionen af det illegale blad «Spartakusbrevene». Både han og adskillige af de andre, der nu var tilknyttet Spartakusforbundet, så imidlertid langt mere positivt på udviklingen i Sovjetunionen end Rosa Luxemburg, og ovennævnte artikel blev da også bragt med en tilføjet redaktionel kommentar.

Hendes næste, og endnu mere kritiske bidrag, blev derimod afvist hvorefter Paul Levi rejste til Breslaufængslet, bl.a. for at forhindre hende i at offentliggøre den brochure om den russiske revolution, hun arbejdede på (se side 216). Det lykkedes ham at få hende overtalt, sandsynligvis under henvisning til i hvor høj grad, den ville kunne blive misbrugt af reaktionen, men ikke desto mindre arbejdede hun videre med den, og Paul Levi citerer hende i sin indledning til brochuren, der først udkom i 1922 (hvor han var blevet ekskluderet af det tyske kommunistparti), for at have skrevet: «Jeg skriver denne brochure for Dem, og hvis det blot lykkes for mig at overbevise Dem, har jeg ikke gjort dette arbejde forgæves».

Hvad selve pjecen angår bærer den stærkt præg af at være ufuldendt, noget der også afspejler sig i sproget, der ofte er ret stikordsagtigt, og dertil kommer de mange løse lapper og noter i marginen, samt den kendsgerning at den er blevet skrevet på baggrund af de oplysninger, der nåede frem til Rosa Luxemburg i fængslet.

Men sin ufuldstændighed til trods er det alligevel en meget væsentlig artikel, hvori Rosa Luxemburg beskriver nogle bestemte tendenser i udviklingen i Sovjetunionen, og hvor hun på visse punkter har set meget langt - på trods af, at hun har skrevet artiklen mindre end et år efter oktoberrevolutionen.

Hun påpeger i indledningen til pjecen bolsjevikpartiets store fortjeneste - specielt på baggrund af de enorme problemer, de har haft at kæmpe imod, ville det være urealistisk at forvente en forbilledlig og blomstrende socialisme. En af hendes vigtigste indvendinger går derimod på, at man tilsyneladende gør en dyd af en nødvendighed:

«Det farlige begynder der, hvor de gør en dyd af en nødvendighed, og på alle områder fixerer denne taktik, som blev dem påtvungen under disse skæbnesvangre omstændigheder og prøver at anbefale den overfor det internationale proletariat, som et mønster på socialistisk taktik, som et eksempel til efterfølgelse.»

Derefter går hun over til at konkretisere sin kritik blandt andet i forbindelse med nationalitetsspørgsmålet (se side 231), med landbrugspolitikken, samt når det gælder opløsningen af den konstituerende forsamling og den generelle indskrænkning i det politiske liv.

Hvad landbrugspolitikken angår, skriver hun bl.a., at den parole bolsjevikkerne har udsendt om øjeblikkelig overtagelse og opdeling af jorden blandt bønderne ikke alene ikke er en socialistisk foranstaltning, men den afskærer også vejen frem mod en sådan. Den skaber uovervindelige vanskeligheder for en omdannelse af landbrugsforholdene i socialistisk retning, idet enhver form for socialisering af landbruget vil have en fjende i en enorm forøget og styrket masse af besiddende bønder. - Udviklingen, der senere førte frem til Stalins tvangskollektivisering skulle vise, at hun fik ret i denne bedømmelse.

Men også hendes beskrivelse af byrokratiets voksende magt og det politiske livs indsnævring skulle i høj grad blive bekræftet af den senere udvikling:

«Uden almindelige valg, uindskrænket trykke- og mødefrihed og fri meningsbrydning dør livet i enhver offentlig institution, det bliver et skinliv, i hvilket byrokratiet alene er det eneste aktive element. Det offentlige liv sover efterhånden ind, nogen dusin partiledere med uudtømmelig energi og grænseløs idealisme dirigerer og regerer, og blandt dem et det i virkeligheden et dusin fremragende hoveder, som er de ledende, og en elite blandt arbejderne bliver fra tid til anden kaldt sammen til møder for at applaudere til ledernes taler, give enstemmig tilslutning til fremlagte resolutioner...»

Det russiske kommunistpartis 10. partikongres i 1921, hvor den såkaldte «Arbejderopposition» med blandt andre Alexandra Kollontaj blev opløst og fraktionsdannelse forbudt, betød den sidste kvælning af enhver form for åben kritik, hvad der skulle føre over i den senere stalinistiske udvikling.

På partikongressen udtalte Kollontaj blandt andet:

«Vi er bange for massernes initiativ, vi er bange for at give spillerum for klassens skabende virksomhed, vi er bange for enhver kritik, vi er holdt op med at have tillid til masserne - det er grunden til vort bureaukrati», en udtalelse, der falder i tråd med Rosa Luxemburgs vurderinger i 1918.

Som nævnt blev «Den russiske revolution» først udgivet i 1922, efter at Paul Levi var blevet ekskluderet af KPD på Moskvas foranledning, fordi han havde kritiseret den førte politik, (senere meldte han sig i øvrigt ind i SPD igen, i 1930 begik han selvmord). Samme år som pjecen udkom blev der offentliggjort to skrifter fra mere Moskvatro kommunister, som kritiserede Levis udgivelse, (som selvfølgelig også blev benyttet i antikommunistisk øjemed), desuden blev det påpeget, at Rosa Luxemburg i virkeligheden havde skiftet mening med hensyn til vurderingen af den russiske revolution i de måneder, der lå mellem udarbejdelsen af pjecen og hendes død i januar 1919. Det drejede sig om Rosa Luxemburgs gamle partikammerater fra henholdsvis det polske og det tyske socialdemokrati - Adolf Warski og Clara Zetkin. Clara Zetkin underbyggede sin påstand ved at henvise til nogle udtalelser fra Leo Jogiches, (der var død på daværende tidspunkt), og Warski omtalte et brev Rosa Luxemburg havde skrevet til ham, men da begge dele blev citeret efter hukommelsen (angående Warski se Frölich side 316) kan det vel næppe henregnes til historisk kildemateriale.

Også Lenin kom samme år med en kommentar til udgivelsen af «Den russiske revolution». Han skriver:

«En ørn kan vel ofte stige længere ned end en høne, men aldrig formår en høne at stige så højt som en øm. Rosa Luxemburg tog fejl, da det gjaldt spørgsmålet om Polens uafhængighed; hun tog i 1903 fejl i bedømmelsen af mensjevismen, hun tog fejl, da det gjaldt teorien om kapitalakkumulationen, hun tog fejl, da hun i juli 1914 sammen med Plechanov, Vandervelde, Kautsky og andre gik ind for en forening af bolsjevikkerne med mensjevikkerne; hun tog fejl i sit fængselskrift fra 1918, (hvori hun i øvrigt selv efter at have forladt fængslet i slutningen af 1918 og i begyndelsen af 1919 stort set korrigerede sin fejl). Men trods alle disse hendes fejl var og forblev hun en ørn». (Nettl, side 753).

Lenin opfordrede i øvrigt til, at man udgav alt, hvad Rosa Luxemburg havde skrevet, og der kom da også så småt gang i udgivelsen af de første bind i hendes samlede værker, men med den tiltagende stalinisering - som også ramte det tyske kommunistparti - stilnede arbejdet af, og i 30'erne var de luxemburgske teorier ikke populære i Sovjetunionen. Det samme gjaldt det Tyskland, hvor hun havde lagt størstedelen af sit politiske arbejde; her blev bogbrændingerne - der også ramte hendes værker - nu sat i gang, efter at Hitler var kommet til magten.

Toni Liversage

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 17.805