Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

PARTI & BEVÆGELSE

Indhold

RESOLUTIONENS STATUS

INDLEDNING

Del I. Bevægelsernes betydning i det kapitalistiske samfund
1. Fagforening, bevægelse og parti

2. Bevægelsernes betydning på kort og langt sigt
    a) Vurderingen af bevægelserne
    b) Den kollektive læreproces
    c) Bevægelseskarnp -- et led i magtovertagelsen

3. Forholdet mellem parti og bevægelse
    a) Politisk lederskab og selvstændig masseorganisering
    b) Principper for bevægelsesarbejdet

Del II. Aktuelle udviklingstræk omkring massebevægelsen
1. SD, krisen og massebevægelsen 2. Arbejderklasse og mellemlag

Del III. VS's opgaver i forhold til bevægelsesarbejdet
1. De politiske opgaver

2. Enhed i det udadvendte arbejde

Resolutionens Status

»VS's 10. kongres giver papiret om Parti og Bevægelse status som resolution. Denne status indebærer, at de retningslinier, som er indeholdt i papiret, er forpligtende for partiets arbejde i forhold til bevægelseme, men understreger samtidig, at de strategiske spørgsmål, som er behandlet i papiret, ikke er tilstrækkeligt afklarede til at det kan vedtages som Programdokument.»

Indledning

Denne resolution om parti og bevægelse er et foreløbigt resultat af de diskussioner om forholdet mellem parti- og bevægelsesarbejdet, som har forløbet i 9. kongresperiode. Resolutionen retter sig specielt mod de bevægelser, som er opstået i de sidste l 0 år uden om de snævre faglige bevægelser og de mere traditionelle reproduktionsbevægelser (fx. den socialdemokratiske lejerbevægelse).

Tillige indeholder resolutionen nogle generelle retningslinier for VS'eres opgaver i forhold til bevægelsesarbejde herunder princippet om enhed i det udadvendte arbejde.

I udviklingen af en sandet revolutionær strategi mener VS, at det politiske arbejde med udgangspunkt i arbejdssituationen i dag er det mest centrale. Arbejdsforholdene, lønnen, det sociale kammeratskab, osv. har på afgørende vis indflydelse på de samfundsmæssige og individuelle livsbetingelser for arbejderklassen. Ligeledes er det på arbejdspladserne, at arbejderklassens stærkeste våben overfor kapitalen er, nemlig strejken. Strejkevåbnet vil lamme borgerskabets livsnerve - den fortsatte udbytning af arbejderklassen og dermed profittilragelsen. Kampen på arbejdspladserne og i fagforeningerne er ikke taget op her, da VS' politik på dette område er udtrykt i arbejdsplads- og fagforeningsresolutionen.

Ligeledes er kampen på mellemlagsarbejdspladserne og i mellemlagsfagforeningerne ikke berørt i denne resolution.

Diskussionen af parti og bevægelse må fortsætte fremover med konkretiseringer indenfor de enkelte bevægelser. Dette gælder såvel de i denne resolution omtalte bevægelser som arbejdspladsbevægelserne. I dette arbejde må der langt mere konkret opsamles erfaringer med, hvad VS som parti har kunnet bruges til, hvilke mangler ved VS, der har været og hvilke ændringer i VS, der må til, såvel politisk som organisatorisk.

I. BEVÆGELSERNES BETYDNING I DET KAPITALISTISKE SAMFUND

Fagforening, bevægelse og parti.

Mulighederne for et opgør med det kapitalistiske samfundssystem og for at starte opbygningen af socialismen er helt afhængig af at arbejderklassen og dens allierede formår at skabe en bred og slagkraftig organisering af alle antikapitalistiske kræfter.

Alle historiske erfaringer viser, at en socialistisk revolution ikke er mulig, uden eksistensen af en bred massebevægelse som er organiseret omkring fælles kampmål, og uden eksistensen af et revolutionært parti, som kan udgøre den politiske ledelse i kampen om den politiske magt i samfundet.

Også i den daglige kamp for levevilkårene er den brede massebevægelse og det politiske lederskab afgørende. Kampen føres under alle omstændigheder, men resultaterne vil afhænge af bredden i bevægelsen, af organiseringen og af lederskabets evner og politiske perspektiver.

Af disse grunde - sejr eller nederlag i de daglige kampe, sejr eller nederlag i en revolutionær situation - har forholdet mellem arbejderpartierne og den brede organisering af arbejderklassen og dens allierede altid været en central diskussion i arbejderbevægelsen, og vil blive ved med at være det.

I dag er modstanden mod det kapitalistiske samfund, og dette samfunds konsekvenser, meget spredt, uorganiseret og uden fælles retning. Arbejderklassens eneste Samlede kraft i dag er fagbevægelsen. På trods af at fagbevægelsen på længere sigt må være en væsentlig del af den massebevægelse, som gør op med det kapitalistiske samfund, så udtrykker fagbevægelsen på grund af det rodfæstede klassesamarbejde i dag ikke en modstand mod selve det kapitalistiske system - men udgør dog en væsentlig modstand imod en række af konsekvenserne af dette system.

Ved siden af fagbevægelsen kommer både arbejderklassens og andre befolkningsgruppers modstand til udtryk i en lang række bevægelser. En bevægelse er karakteriseret ved at den er rettet imod opfyldelsen af en række krav på et bestemt afgrænset område. Sådanne krav eller mål er ikke som i fagforeningerne styret af bestemte arbejdsmæssigt betingede interesser, eller begrænset til en bestemt klasse eller del af en klasse, men er tværtimod krav, som berører bredere befolkningslag, og som ikke kan afgøres som et mellernværende mellem arbejderne og de enkelte kapitalister.

Der er tale om både bevægelser, der er organiseret omkring umiddelbare interessekrav for brede grupper (boligforhold, nedskæringer på daginstitutionerne) såvel som bevægelser, der omfatter mere brede krav til organiseringen af tilværelsen (kvindebevægelse og miljøbevægelse). Det er ofte ikke muligt at skelne skarpt mellem disse kvalitative krav og så interessekravene, og der er også ofte tale om, at en bevægelse med tiden udvikler krav som inddrager flere .sider af samfundet.

I modsætning til både de faglige organisationer og de politiske partier er bevægelsen løst organiseret. I bevægelsen indgår såvel enkeltpersoner som forskellige grupper evt. også organisationer, og oftest er bevægelsen kun bundet sammen af de mål der kæmpes for.

De revolutionære partier adskiller sig afgørende fra både interesseorganisationer og bevægelser.

Grundlaget for de revolutionære organisationer er det bevidste mål: Overvindelsen af kapitalismen, og det betyder, at disse organisationer må have en politisk praksis på alle samfundsmæssige områder må styres af en overordnet teori om kapitalismen, og en strategi for overgangen til socialismen.

Disse opgaver betyder, at også organisationsformen må være en anden. De organisatoriske rammer må sikre den teoretiske og strategiske udvikling, ligesom en disciplinering omkring bestemte arbejdsopgaver og bestemte politiske opfattelser, er en forudsætning for at der kan udvikles en praksis, som er i overensstemmelse med de langsigtede mål.

2. Bevægelsernes betydning på kort og langt sigt

a) VURDERINGEN AF BEVÆGELSERNE

Målet for de enkelte bevægelser er begrænset til varetagelsen af nogle interesser på bestemte områder. Derudover er det politiske indhold i bevægelserne i reglen meget upræcist, ligesom de politiske kræfter indenfor den enkelte bevægelse er meget forskellige.

Det afgørende ud fra et revolutionært synspunkt er imidlertid ikke en given bevægelses selvforståelse, og altså ikke hvilke politiske opfattelser, der mere eller mindre direkte kommer til udtryk i grundlaget for bevægelsen.

Netop fordi en bevægelse ikke er styret ud fra en samlet overordnet opfattelse af samfundet, men ud fra nogle øjeblikkelige behov i dele af befolkningen, så vil de enkelte bevægelser samle grupper, som har vidt forskellige politiske holdninger, og som heller ikke umiddelbart forbinder deres krav på enkelte områder med spørgsmålet om hvilke samfund, man må kæmpe for. Heri ligger både bevægelsernes begrænsning og styrke.

Begrænsningerne består i, at bevægelsen let kan splittes og svækkes, feks. ved delvise indrømmelser fra modstandernes side, som på længere sigt kan vanskeliggøre opfyldelsen af bevægelsens mål.

Styrken består i den bredde bevægelsen kan få i kraft af at ideologiske og politiske skel spiller en underordnet rolle i forhold til de aktuelle mål.

Gennem denne bredde kan en bevægelse opnå en slagkraft, som det ikke er muligt for de politiske partiet at opnå.

Det afgørende for vurderingen af en bevægelse er derfor, om de mål, der forfølges, og den kamp der føres, objektivt (dvs. uanset de enkeltes forståelse) fremmer arbejderklassens kamp, både den kortsigtede kamp for bedre leveforhold og den langsigtede kamp for et andet samfund. Altså om en bestemt bevægelse indeholder antikapitalistiske aspekter eller ej.

Det er de revolutionæres opgave at forsøge at rejse, at deltage i og støtte bevægelser, som indeholder sådanne aspekter - bevægelser, der som regel opstår omkring en række behov, som samfundet på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at opfylde. Behov for forbedrede boligforhold, bedre sociale forhold, krav til indretning af miljøet, og bredere krav såsom ophævelse af kvindeundertrykkelsen og demokratiske rettigheder i videst forstand.

b) DEN KOLLEKTIVE LÆREPROCES

Disse bevægelsers betydning ligger både i, at de i den aktuelle situation udgør en del af modstanden imod forringelsen af forholdene for større dele af befolkningen, og i at de er med til at skabe betingelserne for på længere sigt at gøre op med det kapitalistiske samfund.

Ved siden af den kamp der fores på arbejdspladserne, er den kamp bevægelserne fører en nødvendighed i den samlede kamp mod den kapitalistiske krisepolitik. Igennem bevægelserne inddrages flere i denne kamp, og igennem bevægelserne kan kampen føres på langt flere områder.

Det betyder et langt bedre forsvar for arbejderklassens og andre dårligt stilledes levevilkår. Samtidig betyder det også, at der på flere områder opbygges styrkepositioner overfor borgerskabets offensiv.

Igennem organisering af kampen på boligområdet, det sociale område osv. indskrænkes statens muligheder for at komme kapitalen til undsætning.

De styrkepositioner, der opbygges gennem bevægelseskampen drejer sig om langt mere end umiddelbare økonomiske gevinster. En meget stor del af bevægelsesarbejdets betydning ligger i, at større dele af befolkningen opnår erfaringer gennem kampen. Disse erfaringer er dels organisatoriske: kampene er læreprocesser i kollektiv demokratisk organisering, hvor den enkelte på den ene side oplever mulighederne for at få indflydelse på kampens mål og midler, på den anden side lærer nødvendigheden af at kæmpe i fællesskab. Det er også en læreproces i kampformer: Den kollektivt ledede kamp viser i praksis sin styrke i forhold til traditionelle, topstyrede kampe. Alene i disse erfaringer ligger der tendenser til at overskride grænserne for det borgerlige demokrati.

Dels er erfaringerne politiske: Formuleringen af og kampen for de umiddelbare interessekrav og for de kvalitative krav fører en bredere samfundsmæssig forståelse med sig. De praktiske erfaringer i kampene viser klassesamarbejdets begrænsninger, og de konkrete brud med reformismen på delområder, som mange oplever i sådanne kampe, udgør grundlaget for mere omfattende politiske brud med reformismen.

c) BEVÆGELSESKAMP - ET LED I MAGTOVERTAGELSEN

I disse brud ligger den langsigtede betydning af bevægelseskampene. Igennem disse kampe vil mange fra arbejderklassen og lag, som vil alliere sig med arbejderklassen, opleve et konkret modsætningsforhold mellem deres borgerlige reformistiske samfundsforståelse, og så den kamp, de er aktive deltagere i. Ofte vil de opleve direkte at blive modarbejdet eller i det mindste forsøgt passiviseret af de reformistiske og venstrereformistiske partier, og deres loyalitet overfor disse partier vil blive svækket.

Den politiske og organisatoriske udvikling af bevægelserne udgør sammen med den politiske og organisatoriske udvikling af arbejdspladskampen den proces, som fører frem til en samlet antikapitalistisk massebevægelse, der tillige med kapitalens begyndende internationale krise og sammenbrudstendenser kan gøre en revolution til en mulighed.

De hidtidige historiske erfaringer peger på to afgørende forhold i denne proces:

Dels etableringen af arbejder- og folkemagtsorganer som det direkte resultat af de erfaringer der udvikles med den selvstændige massekamp, dels en udvikling af den politiske bevidsthed over en længere periode, hvor der vil være en voksende modsætning mellem de krav, der udvikles i folkemagtsorganerne, og så de reformistiske partier, som stadig dominerer arbejderklassen.

Endnu et forhold få føjes til, som særligt afgørende i det højtudviklede kapitalistiske lande, nemlig udviklingen af alliancegrundlaget mellem arbejderklassen og de dele af mellemlagene, som i stigende grad kommer i et modsætningsforhold til det kapitalistiske samfund.

Udviklingen af alliancegrundlaget, som må bygge på arbejderklassens strategiske interesser - den socialistiske omvæltning, og arbejdsdelingens ophævelse - sker ikke automatisk, lige så lidt som den revolutionære bevidsthed automatisk vokser frem af modsætningsforholdet til reformismen.

Afgørende for disse ting er forholdet mellem massebevægelsen og de revolutionære kræfter.

3. Forholdet mellem parti og bevægelse

a) POLITISK LEDERSKAB OG SELVSTÆNDIG MASSEORGANISERING

Partiets nødvendighed udspringer af den kendsgerning, at den revolutionære bevidsthed ikke opstår automatisk gennem de daglige kampe mellem arbejderklassen og borgerskabet.

Den revolutionære bevidsthed vokser frem af en teoretisk og praktisk forståelse af hele samfundets indretning, og kan derfor kun udvikles og formidles bredt gennem et parti, som organiserer de mest politisk bevidste dele af arbejderklassen og andre lag, og som derigengem udvikler en politisk praksis på alle samfundslivets områder. Et sådant revolutionært parti vil hele tiden være i stand til at virke ind på de aktuelle kampe, og derigennem fremme den samlede antikapitalistiske kamp. Omvendt vil partiet være i stand til løbende at tage ved lære af de erfaringer, der bliver gjort i de enkelte kampe, og det giver partiet en helt nødvendig mulighed for at korrigere og videreudvikle sin politik.

Denne vekselvirkning er en forudsætning for at partiet kan fungere som et revolutionært lederskab. Både i de løbende forsvarskampe, i opbygningen af langsigtede styrkepositioner for den samlede antikapitalistiske bevægelse og i gennemførelsen af en revolutionær omvæltning. Den revolutionære omvæltning vil være resultatet af en lang proces, hvor klassemodsætningerne skærpes, hvor den revolutionære bevidsthed er udbredt til betydelige dele af fagbevægelsen, og hvor overtagelsen af den politiske magt vil fremstå som en nødvendighed for massebevægelsen, hvis den skal have opfyldt de aktuelle krav til tilværelsen.

En sådan proces, hvor det er den aktive massebevægelse, der griber magten, kræver dels en høj grad af selvstændighed og politisk modenhed i folkemagtsorganer og arbejderråd, dels en samlet revolutionær strømning i arbejderklassen, som kan sikre, at massebevægelsen ikke splittes i konfrontationen med borgerskabets magtapparat. Dette betyder ikke, at der kun kan eksistere et betydende arbejderparti, eller at ikke flere arbejderpartier kan fremme en magtovertagelse. Men det betyder, at der må være et revolutionært parti, som kan virke politisk ledende for massebevægelsen og som kan enten politisk presse andre partier til en støtte, eller politisk kan neutralisere deres indflydelse.

Nødvendigheden af et revolutionært parti, som kan varetage disse opgaver, som på en gang kan virke politisk ledende, og fremme opbygningen af en selvstændig arbejdermagt, betyder, at VS må tage afstand fra forskellige tendenser i arbejderbevægelsen:

For det første må vi tage afstand fra de tendenser, der lader partiet træde i stedet for arbejderklassen. Disse tendenser, som især består af den Sovjetorienterede kommunistbevægelse, og af de maoistiske strømninger, forstår forholdet mellem parti og bevæglse sådan, at udviklingen af politisk strategi kun er et anliggende for partiet. Disse tendenser benægter nodvendigheden i at massebevægelsen under arbejderklassens ledelse udvikles til en selvstændig politisk kraft. I deres strategier arbejder de med en opsplitning af klassekampen, hvor den økonomiske kamp bliver et anliggende for masseorganisationerne, mens den politiske kamp bliver et anliggende for partiet, som massebevægelsen derfor må underordne sig. Lederskabet bliver derved organisatorisk da det ikke er et resultat af massebevægelsens politiske forståelse.

Det er således karakteristisk, at begge disse tendenser vender sig mod opbygningen af arbejderråd som redskaber for magtovertagelsen, og som grundlaget for den socialistiske stat. Men denne underordning af bevægelserne, og af arbejderklassen er ikke kun et problev i en fjern fremtid. Allerede i dag er disse forsøg på at etablere et organisatorisk lederskab et problem for udviklingen af bevægelserne. DKPs organisatoriske dominans i en række bevægelser og fagforeninger bruges klart - som et led i DKPs strategi - til forsøg på at styrke DKPs parlamentariske positioner, og såvel DKP som KAP forsøger i dag at forhindre en politisk udvikling af bevægelserne (f.eks. med hensyn til at udvikle alliancer mellem forskellige bevægelser og fagforeninger) fordi disse partier ønsker at fastholde dem som snævre interesseorganisationer, domineret af partiet.

For det andet må vi tage afstand fra de tendenser, som undervurderer nødvendigheden af et politisk lederskab i form af et revolutionært parti. Hvad enten disse tendenser er reformistiske (som SF) og anser den brede parlamentariske opbakning for det afgørende, eller de er syndikalistiske, og altså afviser opbygningen af et revolutinært lederskab, som nødvendigt for at vinde den politiske magt og i stedet udelukkende satser på organisering af oppositionen på arbejdspladserne og en bred organisering af bevægelserne.

Denne sidste tendens har det rigtige udgangspunkt, at masseorganisationerne i det højtudviklede kapitalistiske samfund har større muligheder for at spille en selvstændig rolle i udviklingen af den politiske bevidsthed. Men den overser, at dette på ingen måde overflødiggør partiet som den politiske drivkraft i massebevægelsen. Bevægelserne der kæmper på forskellige områder fungerer ikke ud fra en politisk helhedsopfattelse, der forbinder

klassekampens forskellige delområder,
det kortsigtede og langsigtede perspektiv,
kampen på de forskellige delområder med kampen i forhold til den borgerlige stat.

En sådan politisk helhedsopfattelse må udvikles inden for partiet som en særlig organisering omkring et samlet politisk grundlag. Selv om bevægelserne ikke kæmper på et sådant helhedsgrundlag, er det vigtigt for bevægelsernes politiske udvikling, at sådanne diskussioner i videst mulige omfang indgår i de politiske diskussioner i bevægelserne.

En helt fundamental side af denne sag er partiets rolle i alliancepolitikken. Partiet må ikke blot sikre et politisk helhedsperspektiv for de forskellige delkampe i al almindelighed. Det har en helt central opgave i arbejdet for, at de forskellige interesser, der gør sig gældende inden for rammerne af forholdet mellem arbejderklassen og dens allierede, ikke selvstændiggør sig. Det hører i høj grad med til arbejderklassens revolutionære bevidsthed, at den er opmærksom på det nødvendige i at alliere sig med andre klasser og lag, og det hører f.eks. med til mellernlagenes revolutionære bevidsthed, at de sætter sig ud over særinteresser, der er knyttet til en samfundsmæssig placering, som på nogle områder giver dem nogle privilegier i forhold til arbejderklassen.

b) PRINCIPPER FOR BEVÆGELSESARBEJDET

Overfor disse opfattelser må VS fastholde:

- Det er nødvendigt at organisere de revolutionære kræfter i et parti, som gennem arbejdet i bevægelserne kan formidle erfaringer fra andre kampe i samfundet, og som kan arbejde for at bevægelsen opstiller mål og kamptemaer, som forbinder kampen med arbejderklassens kamp.

- Det er partiets opgave hele tiden at vurdere bevægelsens indhold og retning, blandt andet for at kunne trænge borgerlige kræfter i bevægelsen tilbage, og om nødvendigt at tage et brud med disse kræfter.

- Det er partiets opgave at arbejde på at gøre kampen for bevægelsens mål så effektiv som muligt, og derigennem fremme den antikapitalistiske kamp.

- Derimod skal partiet ikke forsøge at presse bevægelsen til at overtage partiets program, eller til at arbejde på et klart socialistisk grundlag. Dette vil være at presse bevægelsen ud over de mål, som netop er dens grundlag, og vil derfor indsnævre bevægelsens bredde.

- Derfor skal partiet heller ikke forsøge at overtage den organisatoriske ledelse af bevægelsen, for derigennem at tage bevægelsen til indtægt for partiets politik, eller formuleringer af politiske mål, som ikke udspringer af den samlede bevægelses politiske udvikling og forståelse.

- Partiet skal arbejde på at blive politisk ledende, først og fremmest gennem sit arbejde i bevægelsens basis. Her forudsætter en styrkelse af kampen for bevægelsens mål også en politisk udvikling af bevægelsen: En konkret forståelse af de kræfter, som går imod bevægelsen, og en udvikling af alliancen med arbejderklassen.

Et revolutionært parti, som kan varetage disse opgaver: At fungere som politisk lederskab, og samtidig fremme den selvstændige massekamp, eksisterer ikke i dag. VS står over for den opgave at udvikle det politiske grundlag og den forankring i arbejderklassen, som er nødvendig for at kunne fungere politisk ledende.

VS må derfor have det revolutionære partis opgaver i forhold til bevægelserne, som sit mål, og som vejledning for det arbejde der gøres i dag. Men samtidig må arbejdet i bevægelserne tjene til at indvinde erfaringer, udvikle politiske diskussioner, og organisere de revolutionære kræfter med det mål for øje at skabe et revolutionært parti.

II. AKTUELLE UDVIKLINGSTRÆK OMKRING MASSEBEVÆGELSEN

Den danske kapitalisme er ligesom den øvrige kapitalistiske verden inde i en dyb og vedvarende krise. l de kommende år vil såvel den intemationale som den nationale krise blive uddybet, og de statslige angreb på først og fremmest arbejderklassens levestandard vil fortsætte.

Siden den kapitalistiske krise slog igennem i -74 er der sket en stadig mobilisering af kræfter mod den forte krisepolitik. Dels er der sket en udvikling i den direkte arbejdspladskamp, hvor der næsten hvert år kan konstateres et øget antal konflikter, og dels er der en stigende kampvilje indenfor andre områder, hvor følgerne af krisen tydeligt mærkes i dagligdagen. Reallønsnedgangen mærkes når der skal betales husleje, når der skal betales for daginstitutioner, eller når uddannelsesstøtten kun dækker en lille stump af leveomkostningerne.

Disse reaktioner er et udtryk for at en række sociale lag ikke længere på samme måde som før krisens gennemslag kan indordnes umiddelbart under den borgerlige statsmagt.

Det kapitalistiske samfund fremstår ikke i den grad som det mest rimelige samfund, som det var tilfældet for krisen.

På den baggrund har også Socialdemokratiet fået begyndende problemer i forhold til basis i arbejderklassen og mellemlagene, i kraft

af at Socialdemokratiet har været den bærende kraft i gennemførelsen af den hidtidige krisepolitik.

1. SD, krisen og massebevægelsen

Til trods for den økonomiske krises gennemslag er SD på kort sigt blevet styrket politisk og parlamentarisk. Det hænger i høj grad sammen med at SD stadig står som den eneste realistiske garant for, at det ikke går helt galt med levevilkårene til trods for krisen.

Med den størrelse understøttelsen har betyder arbejdsløsheden ikke, at den økonomiske bund slås totalt ud af ens tilværelse, nedgangen i reallønnen er indtil videre af overskueligt omfang osv.

Men selvom størsteparten af den danske arbejderklasse tilsyneladende har accepteret indkomstpolitikken, så er denne accept i vid udstrækning udtryk for passiv opbakning og resignation: Fra kampe som f.eks. benzinchaufførernes. BT-klubbens eller Scaniadam-mekanikernes har arbejderklassen erfaringer for, at det er hårdtslående modtræk der bliver sat ind over for dem, der ikke vil makke ret.

Omkring de økonomiske levevilkår kan vi altså generelt sige, at der i dag er tale om en dobbelthed af utilfredshed og fastholdelse af SDs politiske-ideologiske lederskab i arbejderklassen. Men en fortsat kriseudvikling vil betyde en forværring af levevilkårene for væsentlige dele af arbejderklassen, samtidig med at det vil give SD alvorlige problemer med at fremstå som et troværdigt parti, i forhold til sin basis i arbejderklassen og mellemlagene.

Men allerede for krisens gennemslag havde SD begyndende problemer omkring troværdigheden i forhold til basis. Efter højkonjunkturen i 60'erne er der i stigende grad blevet sat spørgsmålstegn ved centrale træk af den kapitalistiske udvikling, som SD har forvaltet, og givet sin særlige form herhjemme. Det gælder ødelæggelsen af naturen, forarmelsen og den psykiske terrorisme i samværet mellem mennesker, de udemokratiske, autoritære træk i stat og samfundsliv, produktionsforringelser og forbrugsmønster osv.

I tilknytning til disse spørgsmål var store dele af mellemlagene allerede for krisens gennemslag blevet mobiliseret i en række folkelige bevægelser: Energibevægelsen, kvindebevægelsen, miljøbevægelsen, anti-EF-bevægelsen. Men en række af de spørgsmål som bevægelserne arbejder med har også en vis opmærksomhed i arbejderklassen, hvad f.eks. den meget brede folkelige modvilje mod Akraften er et udtryk for.

Kriseudviklingen har dannet grundlag for en fortsat mobilisering af store dele af mellemlagene, både omkring de nævnte centrale træk af den kapitalistiske udvikling, men også omkring de umiddelbare interesser (f.eks. bolig- og institutionsforhold). Der er tale om en mobilisering, som også tager udgangspunkt omkring de umiddelbare levevilkår, hvor mellemlagene og arbejderklassen i en vis udstrækning har umiddelbare fælles interesser.

2. Arbejderklasse og mellemlag

Som nævnt er bevægelserne som sådan i dag i høj grad præget af mellemlagene, og dette hænger sammen med to faktorer:

For det første er store dele af mellemlagene meget direkte ramt af krisens følger: Det er svært at skaffe ordentlige bolig-, institutions-, og uddannelsesforhold samtidig med at reallønnen rasler ned. Og den statslige nedskæringspolitik gør arbejdsløsheden til en daglig trussel, der kan ramme enhver nyuddannet fra mellemlagene. Arbejdsløsheden rammer relativt stærkere blandt dele af mellernlagene, end den rammer for store dele af arbejderklassen.

For det andet er store dele af de dele af mellemlagene, der i dag indgår i bevægelsesarbejdet, aldrig blevet integreret i statsapparatet. De har ikke udviklet den samme loyalitet overfor den borgerlige statsmagt, som præger store dele af de mellemlag, der er af historisk ældre dato (overvejende akademiske lag). En loyalitet der også præger den ældre generation af arbejderklassen, der gennem den daglige årelange socialdemokratiske påvirkning, har udviklet en stærk tillid til statsmagten og klassesamarbejdsideologien.

Denne mellemlagsdominans i bevægelserne vil næppe ændres i de nærmeste år. Men allerede i dag kan vi pege på nogle forhold omkring mellemlagenes situation, som gør det muligt for de revolutionære organisationer, og de socialistiske elementer i bevægelserne, at arbejde henimod udviklingen af en samlet massebevægelse, under arbejderklassens ledelse.

I dag er store dele af mellemlagene lønarbejdere, og deres levevilkår har en række fællestræk med arbejderklassens. Det gælder f.eks. sider af det fysiske miljø det kommercielle apparat, konsumvarer, bolig, daginstitutioner m.v. Samtidig kan det i en række tilfælde være muligt at forbinde mellemlagenes kamp for bedre arbejdsvilkår, med arbejderklassens interesse i bedre reproduktionsbetingelser. Det gælder forskellige dele af social-, sundheds- og uddannelsessektoren. Nogle af de mellemlagsprægede bevægelser repræsenterer i deres indhold en ret direkte trussel mod væsentlige kapitalpositioner. Det gælder feks. bevægelsen mod A-kraft. Andre bevægelser udgør ikke på kort sigt en tilsvarende trussel mod dele af kapitalens magt. Men i modsætningen mellem deres krav til tilværelsen og så de kapitalistiske realiteter ligger der stof til udviklingen af en antikapitalistisk bevidsthed og en antikapitalistisk praksis. En praksis der kan tage form af en kollektiv kamp mod de eksisterende livsbetingelser, og en praksis, der i vidt omfang kan være præget af demokratiske krav til kampens organisering og på længere sigt til organiseringen af samfundslivet.

For det gælder også på det korte sigt, at oplevelsen af en kollektiv styrke til at kæmpe noget igennem, og oplevelsen af det nye forhold mellem mennesker, der opstår i en kollekivt organiseret kampsituation kan have kolossal betydning for udviklingen af en politisk bevidsthed - og er man først kommet i skred begrænser udviklingen af bevidstheden sig normalt ikke til det område, hvor man har kæmpet. Men hermed er der kun skitseret nogle mulige udviklingslinier. Nogle forhold som de revolutionære organisationer, og socialistiske elementer i bevægelserne, må tage højde for i arbejdet på at udvikle en samlet massebevægelse, under arbejderklassens lederskab.

I den sammenhæng er det afgørende at de dele af mellemlagene der i dag er inddraget i bevægelsesarbejdet ikke på længere sigt af sig selv vil udvikles til stabile alliancepartnere for arbejderklassen. Store dele af disse mellemlag har deres interesser bundet til den borgerlige statsmagt, da det er den der skal sikre deres daglige udkomme. På den baggrund vil de ikke uden videre være villige til at føre en kamp til ende, der i virkeligheden betyder at de gennem nedbrydningen af arbejdsdelingen i det kapitalistiske samfund, vil miste deres mulige privilegier ift. store dele af arbejderklassen.

Inden for den samfundsmæssige arbejdsdeling har forskellige mellemlagsgrupper i dag en priviligeret position i forhold til arbejderklassen. Det kan være teknisk, administrativ, ideologisk eller anden ekspertise. Det kan være indflydelse på beslutninger. Det kan være social status. Det kan være lønnen osv. Til disse privilegier kan der være knyttet bestemte måder at tænke og opføre sig på, som adskiller sig væsentligt fra arbejderklassen, måske endda er direkte vendt mod arbejderklassen.

Omvendt er der grupper i mellemlagene for hvem den sociale isolation og den amputerede form for erfaring og viden, der er et resultat af deres placering i den samfundsmæssige arbejdsdeling, ikke mindst i forhold til arbejderklassen, opleves som et nok så påtrængende problem. Her tænker vi især på mellemlagene inden for uddannelses-, social- og sundhedssektoren. For andre mellemgrupper, som f.eks. teknikere, spiller de nævnte privilegier den afgørende rolle.

Vi kan kort sagt konkludere at uden de revolutionære organisationers bevidste indgriben så vil det ikke være muligt at udvikle en samlet massebevægelse under arbejderklassens lederskab.

Ill. VS's OPGAVER I FORHOLD TIL BEVÆGELSESARBEJDET

I. De politiske opgaver

VS må forstå sine opgaver i bevægelsesarbejdet ud fra, at hverken VS eller noget andet parti i dag kan udgøre en ledende revolutionær kraft.

Bevægelsesarbejdet har derfor det dobbelte mål at styrke bevægelserries kamp gennem bredde og politisk og organisatorisk udvikling, og at arbejde på opbygningen af et revolutionært lederskab med VS som det realistiske udgangspunkt.

Grundlaget for arbejdet frem mod dette mål er VS's nuværende politiske grundlag.

Uanset manglen på en samlet strategi for overgangen til socialisme, bygger VS på en række principper og dele af en strategi som er styrende for arbejdet i bevægelseme. Vigtigst er her opfattelsen af arbejderklassen, som den egentlige revolutionære kraft, nødvendigheden af en selvstændig organisering i folkernagtsorganer og nødvendigheden af et revolutionært lederskab.

Dertil kommer den konkrete politik, som VS har udviklet på en lang række områder, og som - på trods af betydelige mangler har et grundlag i bevægelsernes kamp.

I VS' aktuelle arbejde på at bidrage til udviklingen af bevægelsesarbejdet i en retning, der har udviklingen af en samlet massebevægelse, under arbejderklassens ledelse som perspektiv, må udgangspunktet være forskellige delkrav og delkampe til forsvar for levevilkårene og mod krise- og indkomstpolitikkens virkninger.

Ikke kun med henblik på forsvaret for dagen og vejen, men også med henblik på at skabe forudsætningerne for et politisk opbrud og en lydhørhed over for en politik, der angriber selve måden at producere, arbejde og leve på, som vi trækker op i vores agitation og propaganda. VS skal i delkampene arbejde for at sammenkæde de forskellige kampbevægelser, fordi det selvfølgelig øger kampens styrke. Men også fordi der heri i det små kan ligge angreb på den samfundsmæssige arbejdsdeling - og selvom det foreløbig kun kan blive meget enkeltstående angreb, så har det også betydning for udviklingen af den politiske bevidsthed om sammenhængene i det kapitalistiske samfund.

I dag kan denne sammenhæng etableres gennem den demokratiske organisering af en arbejdskamp, hvor deltagerne fungerer på en ny måde i forhold til hinanden. Det kan være diskussioner om indholdet i børneopdragelsen mellem forældre og pædagoger i kampen mod nedskæringer på daginstitutionerne.

Sammenkædningen af delkampene kan dels ske ved, at de forskellige kampbevægelser forbinder deres kampmål (fx. boligbevægelsen og de arbejdsløse i byggefagene - via fagforeningen), og dels ved at kampbevægelserne og organisationerne opstiller perspektivkrav, som forbinder umiddelbare delkrav, og krav som angriber den samfundsmæssige organisering.

Mulighederne for en direkte integration af kampene er dog foreløbig ret begrænsede. Tilsvarende vil de indtil videre kun kunne spille en begrænset rolle i de revolutionæres daglige agitation og praksis.

Hvor delkampene rejses i forbindelse med arbejderklassens totale livssituation, såvel på arbejdspladserne som i boligområderne, må det dreje sig om at mobilisere på direkte interessekrav.

Når det drejer sig om kampe i social-, sundheds- og uddannelsessektoren er situationen en anden. For at udvikle kampene indenfor disse områder må arbejderklassen i dag alliere sig med mellemlagslønarbejdere, som trods alt er dem, der har 9 timers dagligt arbejde med problemerne helt inde på livet og derfor i første omgang er nærmest til at rejse problemerne.

Det er VS' opgave at arbejde for et kampgrundlag, som udtrykker denne alliance mellem bruger og mellemagslønarbejderne og ikke for en ren interessekamp. Fx. ligelig indflydelse til pædagoger og forældre i daginstitutionerne.

I arbejdet på at styrke bevægelsernes kamp er det af stor betydning, at VS ikke satser på et organisatorisk lederskab, som en erstatning for det manglende politiske lederskab i bevægelserne. Sådanne forsøg udspringer af en opfattelse, som lader partiet handle på arbejderklassens vegne, i stedet for at fremme arbejderklassens selvstændige handling. VS må aktivt bekæmpe de splittelsestendenser, som blandt andet DKP og KAP herved fremmer. Denne holdning betyder ikke, at VSere skal afvise at påtage sig ledende arbejde i bevægelserne. Men det betyder, at det må ske på grundlag af åbenhed omkring de politiske mål VS ser i bevægelsen. Derfor må der satses på at fremme de politiske diskussioner i bevægelsernes basis. Målet med disse diskussioner er dels at fremme bevægelsens selvstændige kampstyrke, dels at fremme forståelsen for den nødvendige alliance med arbejderklassen. I erkendelse af, at alliancen mellem de forskellige befolkningsgrupper aldrig kan blive holdbare, hvis de kun kommer til udtryk gennem partiet, er det VSs opgave at arbejde for opbygningen af kontakter mellem bevægelserne på de forskellige områder, og mellem bevægelser og fagforeninger. Målet med dette er at fremme et fælles antikapitalistisk indhold i kampene.

For at fremme dette mål er det nødvendigt for VS at fore en stadig kamp i bevægelserne imod gruppers og partiers forsøg på at indsnævre kampen til enkelte isolerede interesseområder, og forsøg på at aflede bevægelsernes kamp i parlamentarisk retning. Overfor disse ting er det VS's politiske mål:

- at fremme bevægelsernes demokratiske opbygning.

- at fremme kampmål som knytter bevægelsen til den samlede antikapitalistiske kamp.

- at fremme kampformer som bryder konkret med klassesamarbejdet.

Arbejdet for at opbygge et revolutionært lederskab drejer sig først og fremmest om at udvikle en sammenhængende revolutionær politik og en konkret politik, på de forskellige områder, som giver tilstrækkelige handlingsanvisninger og perspektiver for kampen.

En sådan politik må opbygges på baggrund af de erfaringer der bliver gjort i de forskellige kampe i samfundet. Gennem diskussioner i bevægelserne og gennem afklaring i partiet, hvor erfaringerne på et område underkastes kritik og vurderes ud fra partiets samlede politik. Herigennem sikres dels en stadig udvikling af partiets politik på de enkelte områder, dels styrkes mulighederne for at opbygge en sammenhængende strategi for overgangen til socialismen.

Samtidig betyder denne pofitiske udvikling et stadig bedre grundlag for at samle de revolutionære omkring VS og derigennem sikre en forankring, som gør det muligt at gøre partiet ledende.

2. Enhed i det udadvendte arbejde

En forudsætning for at VS vil kunne få en ledende rolle, er at partiet fungerer som en enhed, dvs. at partiet handler fælles ud fra en sammenhængende politik.

På den ene side må partiet til stadighed fore en politisk dialog med de forskellige bevægelser, og fremme de politiske diskussioner inden for bevægelsens rammer.

På den anden side betyder dette ikke at VSere på privat basis eller fraktionsbasis kan fremlægge den linie de nu synes er den rigtige i kampene.

VS bidrager ikke til politisk sammenhæng og perspektiv i kampene ved at folks opfattelse af partiets politik bestemmes af, hvilke personer de tilfældigvis kommer i kontakt med. Det er derfor, et organisatorisk grundprincip, at mindretal i partiet skal følge den politiske linie, der er afstukket af et flertal, i de forskellige kampsammenhænge - og kampsammenhænge skal her forstås bredt, sådan at det f.eks. også omfatter folketingsoptræden, møder osv.

Den politiske åbenhed består ikke i, at man på privat basis ændrer opfattelse og praksis midt i kampen fordi folk uden for partiet har overbevist en om, at det burde man gøre. Den politiske åbenhed består i, at man tager en reel diskussion med folk uden for partiet, og hvis der så er indvendinger, man er enig i, må svaret være, at man vil sørge for at fore de indvendinger ind i partidiskussionen, lokalt eller i partiet som helhed.

At partiet skal kunne handle, som en enhed udadtil, betyder ikke, at uenigheder i partiet overhovedet ikke kan fremlægges uden for partiet. Det kan kun gøre dialogen med folk og bevægelser uden for partiet mere frugtbar, at reelle meningsforskelle inden for partiet kan fremlægges åbent. Samtidig får folk uden for partiet en klarere opfattelse af partiets situation ved at principielle uenigheder formuleres åbent, frem for at de kolporteres i halvskæve former gennem rygter, dagbladsartikler m.m. Men uenighederne må ikke slå ind i agitation og praksis i forskellige kampsammenhænge. De skal have karakter af mere principielle tilkendegivelser omkring strategiske og taktiske retningslinjer for det revolutionære arbejde i dag.

Princippet om enhed udadtil kan ikke praktiseres konsekvent, så længe mange politiske spørgsmål ikke er afklarede. l mange tilfælde kan man være tvunget til at improvisere på individuel eller lokal basis, fordi der ikke er noget entydigt grundlag at arbejde ud fra. Og i mange tilfælde vil det være rigtigt at partiet åbent lægger problemer og uenigheder frem, der hvor man arbejder (efter fælles beslutning).

Det vil især gælde i bevægelser, hvor den samme usikkerhed er til stede i partiet og bevægelsen, og hvor en åben diskussion vil kunne drive den fælles politiske afklaring fremad, og også vil være en forudsætning for at undgå at den enkelte VSer bliver isoleret på grund af en tilstræbt enhed, som der ikke er politisk dækning for.

Disse forhold ændrer dog ikke ved princippet som sådan.

VS må til stadighed arbejde på at opfylde betingelserne for at de medlemmer som arbejder i bevægelserne har en fælles praksis, og står på den samme politiske linie i bevægelsen.

Disse betingelser består i, at partiet sorger for systematisk at diskutere de erfaringer, og drage de politiske konsekvenser, som er nødvendige i forhold til bevægelsen, samtidig med at der sikres mulighed for løbende at diskutere og videreudvikle politikken.

Tilbage må det være et organisatorisk grundprincip, at alle overordnede politiske spørgsmål så vidt overhovedet muligt skal være diskuteret i partiet, for der træffes beslutning om dem i Hovedbestyrelsen. Til gengæld skal hele partiet så efterleve disse beslutninger.

Det er i denne brede forståelse, at vi arbejder på grundlag af demokratisk centralistiske principper.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 18.897