Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Arbejdsløsheden er hele arbejderklassens problem

Vedtaget på VS' 12. kongres, maj 1982

I EF-området er der 10 millioner arbejdsløse, i Danmark over 300.000, hvortil skal lægges de, der ikke er i statistikkerne, kvinder der er faldet for børnepasningscirkulæret, unge, efterlønsmodtagere m.fl.

Denne arbejdsløshed udnyttes internationalt af arbejdsgiverne og de borgerlige partier til at splitte og svække arbejderklassen, tempoet skrues op, fagforeninger angribes, og arbejderne i de forskellige lande søges tvunget til at underbyde hinanden.

Socialdemokratiets kriseløsning går over en styrkelse af kapitalens konkurrenceevne gennem indkomstpolitik 09 gigantiske milliardtilskud. En politik, der medfører at arbejdsløsheden og splittelsen fastholdes, men som har fuld opbakning af det faglige lederskab.

Arbejderklassen har indtil videre bøjet nakken overfor fabrikslukninger, rationaliseringer og opstramninger, og en arbejderfjendsk krisepolitik. Tidligere militante områder som B&W og typograferne bliver svækket af bindinger til langtidsaftaler. Fagforeninger, der har stillet krav om arbejde til alle, forholder sig passivt, når deres medlemmer fyres. Hegnspælene og grænserne for, hvad man lader sig byde, er flyttet meget langt tilbage. "Vi har sejret ad helvede til".

Modsætningen mellem høj arbejdsløshed og en lang række uopfyldte behov i arbejderklassen omkring boliger, sundhed, uddannelse osv. skyldes selve det kapitalistiske system, og arbejdsløsheden kan først afskaffes under socialismen, ved hjælp af en arbejderstyret planøkonomi. Men arbejdsløsheden under kapitalismen kan bekæmpes og mindskes.

Dette må ske genne afvisning af fyringer og fabrikslukninger. Arbejdsgiverne må tvinges til at producere til en "for lav" profit. Offentlige nedskæringer må bekærnpes gennem en fælles kamp mellem offentligt og privat ansatte. Arbejderklassen må, sammen med f.eks. boligbevægelsen, ikke alene rejse krav til folketinget om flere boliger, men også sætte samlet magt bag kravene til statsmagten.

Dette er samtidig det eneste perspektiv, der kan forhindre den splittelse af arbejderklassen, borgerskabet tilstræber. Arbejdende og arbejdsløse skal i fællesskab udvikle en kamp for nedsat arbejdstid, i stedet for at de arbejdende ved at acceptere overarbejde og tempoopskruning er med til at øge arbejdsløsheden. l stedet for at acceptere argumentet om, at nedsat arbejdstid med fuld lønkompensation forringer konkurrenceevnen, skal der

kæmpes i bevidstheden om, at sejren i det ene land styrker sejren i det andet. Og i stedet for at slås for arbejdspladser ved hjælp af importafgift og anden beskyttelse af dansk produktion, skal danske arbejdere Støtte kampene i andre lande mod indskrænkninger og lære af de udenlandske erfaringer med fabriksbesættelser og lignende, og i det hele taget opprioritere det internationale arbejde gennem udveksling af informationer, støtteaktioner, koordinerende overenskomstforhandlinger indenfor samme selskab og lignende, og derved medvirke til at samle arbejderklassen på tværs af grænserne og bremse borgerskabets internationale offensiv.

Kampen mod massefyringer og fabrikslukninger

Den ene virksomhed efter den anden er blevet lukket, uden at arbejderne de fleste steder har gjort andet, end passivt set til, at deres fællestillidsmand, fagforening eller forbund er kommet med appeller om betingelsesløs statsstøtte. Dette på trods af de negative erfaringer med bl.a. egnsudviklingsstøtten, som viser, at skattekronerne bruges til at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne, og det vil bl.a. sige bortrationalisering af en del af arbejdspladserne.

Alternativet er at tage enhver fyringstrussel op på arbejdspladsen. At få startet diskussionerne på faglige møder, klubmøder eller indenfor en koncern.

De sidste års salg af arbejdspladser for aftrædelsesløn og omskoling, rammeaftaler med indbygget "naturlig" afgang og splittende arbejdsfordelingsordninger har vænnet arbejderne til, at der kan handles med jobbene. Og samtidig afsporet diskussionerne om, hvilke aktionsformer, der skal til for at sikre, at alle arbejdspladserne bevares. Både danske og udenlandske erfaringer stiller kun dette i udsigt, hvis arbejderne går ud i offensiv kamp. En kamp med strejker, besættelser og blokader, og sympatiaktioner fra andre arbejdspladser.

I mange tilfælde vil det forekomme umuligt at tvinge ejeren til at fortsætte produktionen. Her kan kampen for en nationalisering blive nødvendig. Erfaringerne viser, at staten er en benhård arbejdsgiver, og arbejderne vil skulle føre en fortsat kamp mod rationaliseringer, fyringer af fagligt aktive m.m. Arbejdspladsen bliver ikke "folkeeje", men en nationalisering kan være en taktik for at bevare den.

Kampen i hverdagen

Kampen for arbejdspladserne er også en kamp mod overarbejde, produktivitetsfremmende lønsysterner m.m. Og det er en kamp for at flytte grænserne for, hvad man finder sig i på arbejdspladsen og indenfor fagforeningen. For gennem en daglig kamp at opbygge en styrke til f.eks. at kunne fastholde bemandingen ved indførelsen af ny teknik, for at ny teknik skal kunne forbedre arbejdsvilkårene og arbejdsmiljøet.

Ofte forekommer det umuligt at stille noget op overfor massefyringer og opstramninger på grund af den udbredte passivitet. Men den eneste vej fremad er, at gå imod at hjælpe kapitalisterne med skattekroner, øget tempo og overarbejde, og i stedet slås for arbejdspladser gennem nedsættelse af arbejdstiden, rimeligt tempo osv.

Arbejdende - arbejdsløs - fælles kamp

Forudsætningen for at de arbejdsløse kan indgå i en fælles kamp mod arbejdsløsheden er, at der opbygges en selvstændig arbejdsløshedsbevægelse, hvor de arbejdsløse organiserer sig indenfor fagforeningerne i arbejdsløshedsklubber, hvori de selv lægger linjen.

Det er vigtigt, at arbejdsløse i "marchgrupperne" og de eksisterende arbejdsløshedsudvalg bl.a. igennem marchinitiativerne kæmper for at udbrede et sådant arbejdsløshedsarbejde, i modsætning til den i fagbevægelsen herske -ride afvisning af - eller i bedste fald topstyring af - arbejdsløshedsarbejde. En demokratisk organisiering' er afgørende for, at de arbejdsløse kan blive aktiviseret omkring kampen for fuld dækning af tabt arbejdsfortjeneste, kampen mod hele den undertrykkende arbejdsløshedslovgivning og kampen for solidarisk anvisning under kontrol af fagforeningerne.

De arbejdsløse skal sammen med de arbejdende rejse krav til folketinget og kommunalbestyrelser, der tager udgangspunkt i arbejderklassens behov for boliger, fritidsfaciliteter, sundhed m.m. Krav, fagforeningerne skal tvinges til at rejse og mobilisere omkring.

Men langt det vigtigste er, at de arbejdsløse indgår i den direkte kamp mod arbejdsgiverne. Det er set indenfor Metal, hvor de arbejdsløse indgik i lønaktioner, og indenfor typograferne, hvor de arbejdsløse indgår i kampen mod piratvirksomhed. Og her ligger der en række vigtige opgaver fremover.

De arbejdsløse skal indgå i overenskomstkampen 1983. Her står arbejdsgivernes angreb på den automatiske regulering af dagpenge centralt, det samme gør 35 timers kravet.

Også i forhold til virksomheder, der står overfor massefyringer kan de arbejdsløse spille en vigtig rolle, f.eks. ved en aktivitet som Danfoss-bussen. De arbejdsløse skal være med til at sprede erfaringer om nødvendigheden af en kollektiv indsats fra arbejdspladsen, og være med til at rejse en støtte fra andre arbejdspladser.

Sådanne aktiviteter vil uden tvivl blive mødt af beskyldninger om undergravning af de valgte repræsentanter osv. Heroverfor må vi fastholde, at arbejdsløshedskampen er en fælles kamp, hvor de arbejdsløse skal spille en aktiv rolle.

Kampen mod ungdomsarbejdsløsheden

For de unge arbejdsløse, der er henvist til bistandshjælp, er kravet om optagelse i fagforening og A-kasse med alle rettigheder centralt for at sikre et eksistensminimum og en tilknytning til fagtoreningerne, Aktioner mod bistandskontorernes vilkårlighed giver - udover de kontante resultater'- en mulighed for at få unge med i arbejdsløshedsarbejdet i bl.a. FUGA, Faglig Ungdoms Gruppe af Arbejdsløse.

Mange unge har ikke andet valg end at gå på beskæftigelsesprojekt. Det er enormt vigtigt, at FUGA, Faglig Ungdom osv. får kontakt med projektarbejderne, og støtter arbejdet for at oprette projektarbejderkiubber, og går ind i kampen for overenskomstmæssige forhold, ikke mindst i kampen mod løntrykkercirkulæret.

Langt over 10.000 EFG-lærlinge står uden praktikplads. Praktikpladser skal ikke betales med skatteyderkroner, men tvinges igennem af lærlingenes og svendenes fælles kamp, uden hensyntagen til virksomhedernes økonomiske interesse i flere lærlinge.

Kampen mod nedskæringerne

Nedskæringskampen og kampen mod arbejdsløsheden kan ikke adskilles, men er dele af den samme kamp. Nedskæringerne rammer direkte de offentligt ansatte f.eks. gennem fyringer, men indirekte er nedskæringerne en forringelse af arbejderklassens levevilkår. Det er baggrunden for den fælles kamp, der burde føres.

De borgerlige og LO-toppen hetzer mod aktive offentligt ansatte. Samtidig har mange offentligt ansatte en undertrykkende rolle overfor arbejderklassen, og bliver oplevet som sådan. Derfor er det nødvendigt at kæde offentligt ansattes kamp for bedre kår sammen med en kamp omkring indholdet i deres arbejdsfunktioner.

Enheds- og oppositionsinitiativer

Kampen mod indkomstpolitikken og arbejdsløsheden kræver en stærk arbejderenhed. Aktuelt skal denne opbygges omkring kampen for 35 timers arbejdsuge, med fuld lønkompensation betalt af arbejdsgiverne.

Arbejdspladser kan give kravet rygrad ved selv at forkorte arbejdsugen med 5 timer, som B&W gjorde det i 1976-77, og kræve at arbejdsgiverne betaler for 40. Efterårets marchinitiativ bør også sætte arbejdstidsnedsættelsen i focus gennem arbejdspladsbesøg, aktioner M. M.

Begge dele kræver, at et større antal arbejdspladser, fagforeninger og arbejdsløshedsudvalg slutter op. Men enhedsarbejdet på den faglige venstrefløj har svære kår.

SFerne på B&W har medvirket til at passivisere arbejdspladsen ved accepten af langtidsaftalen, mens SF i folketinget stemmer for nedskæringsgarantier. DKP har ofte partichauvinistisk sat enhedsinitiativer over styr og f.eks. splittet arbejdsløshedsarbejdet. DKPs rolle i budget-forligene i København betyder en svækkelse af nedskæringskampen.

Alligevel vil VS kæmpe for den nødvendige enhed, men en forudsætning for at presse slagkraftige enhedsinitiativer igennem er, at de oppositionelle opbygger egne styrkepositioner. Derfor skal initiativer som marchgruppernes fyringskonference og det selvstændige arbejdsløshedsarbejde, som DATKIS i Silkeborg og i FUGA-grupperne fastholdes og videreudvikles.

For at fremme de daglige aktiviteter i klubberne, på arbejdspladserne og blandt de arbejdsløse vil VS kæmpe for at styrke oppositionsgrupperne lokalt og på landsplan, i opposition til fagtoppen og den reformistiske linje i fagbevægelsen. Opbygningen af det selvstændige arbejdsløshedsarbejde, strejkestøttearbejdet og dannelse af flere koncern- og brancheklubber, arbejdsplads- og tillidsmandsringe, er centrale i kampen for arbejderenheden.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 18.571