Browserudgave

Demokrati, kapitalisme og socialisme

Demokrati, kapitalisme og socialisme

Demokrati, kapitalisme og socialisme

Vedtaget på VS' 13. kongres, november 1983

Efterfølgende findes resolution om: Venstresocialisme og demokrati

 

1. Demokrati er bestemt af samfundets produktionsmåde

De politiske interesser i ethvert samfund er nøje forbundet med dette samfunds økonomiske basis. Som det klassiske græske demokrati var baseret på slaveøkonomien, således er det borgerlige demokrati baseret på den kapitalistiske produktionsmåde.

Friheden og ligheden på det politiske plan - stemmeretten, ytringsfriheden osv. - modsvares af og underordnes den reelle ufrihed på det økonomiske plan.

Stemmeretten giver ingen indflydelse på råderetten over produktionsmidlerne eller beslutningsretten i virksomhederne. Her i samfundets hjerte hersker den private ejendomsret.

Lige sådan med ytringsfriheden. Enhver har formel "ret" til at udtrykke sin mening gennem pressen, men det forudsætter udgiverens accept. Enhver har også formel "ret" til at lave sin egen presse, men har enhver råd?

Ligeledes er den arbejdende befolknings muligheder for at øve indflydelse på lige fod med borgerskabet urnuliggjort af en lang række faktorer, bl.a. udbytningen af arbejdskraften, forskelle i indtægts- og formueforhold, det bureaukratiske statsapparat osv. Samtidig oplever vi, at borgerskabet ikke viger tilbage for om nødvendigt at bryde loven.

Således er de demokratiske rettigheder afgørende blevet formet af, præget af og tilpasset det kapitalistiske samfund. l langt de fleste kapitalistiske lande har det ført til usminkede klassediktaturer. I andre udøves borgerskabets diktatur indirekte.

2. Arbejderklassens interesser og det borgerlige demokrati

Derfor vil et forsvar for arbejderklassens interesser bestandigt løbe ind i det borgerlige demokratis begrænsninger og indre modsætninger.

En ting er det borgerlige demokratis spilleregler som vi kender dem idag. Noget andet er de rettigheder, som arbejderklassen og andre ikke-priviligerede kæmper for, f.eks. retten til at strejke.

Når typograferne bruger strejkeretten råber borgerskabet op om, at ytringsfriheden beskæres. Men typograferne kæmper ikke mod- ytringsfrihed, men for deres elernentære faglige rettigheder.

Når arbejderne bruger deres kollektive styrke til at sikre eksklusivbestemmelser, medfører det samtidig organisationstvang for den enkelte. Når beboerne på Nørrebro går til aktiv modstand mod fjernelsen af daginstitutioner og åndehuller i et af Danmarks tættest bebyggede kvarterer, så bryder de samtidig det borgerliges demokratis spilleregler.

Dette viser, hvorledes arbejderklassens interesser rækker ud over og går på tværs af det borgerlige demokrati. Det borgerlige demokrati og de demokratiske rettigheder foregiver at beskytte det enkelte individ overfor samfundet. Men i et klassedelt samfund vil den enkeltes levevilkår og politiske indflydelse først og fremmest være bestemt udfra styrkeforholdet mellem klasserne.

I tilfælde hvor kampen for arbejderklassens interesser nødvendiggør et brud på det borgerlige demokratis spilleregler, der lader VS sig ikke lamme. Vi støtter således typografernes ret til at benytte strejkevåbnet, vi støtter kampen mod de kristelige fagforeninger, og vi støtter den folkelige modstand i boligkvartererne, fordi det er i overensstemmelse med arbejderklassens såvel umiddelbare som langsigtede interesser.

3. Forsvaret for de demokratiske rettigheder

For arbejderklassen og socialister bliver det borgerlige demokrati derfor ikke ligegyldigt. Tværtimod er en lang række af de demokratiske rettigheder kæmpet igennem af arbejderklassen og andre sociale lag mod borgerskabet, oftest med klassekampsmidler (strejker, revolter o.lign.). Således er arbejderklassen også den afgørende sociale kraft, som har styrken til at samle andre lag i forsvaret for disse rettigheder, når de sættes under angreb eller undergraves af højrekræDemokratiskefter.

Det er revolutionære socialisters opgave ikke blot at forsvare de demokratiske rettigheder under kapitalismen, men også at kæmpe for en udvidelse af dem.

Demokratiske rettigheder styrker arbejderklassen og allierede lags position og kampmuligheder i det kapitalistiske samfund. l nogle tilfælde rejses i forbindelse med faglige kampe, boligkampe osv. demokratiske krav der kommer i konfrontation med det borgerlige samfund.

Disse krav peger frem imod et radikalt anderledes og langt mere grundlæggende demokrati - det socialistiske demokrati.

I Danmark har vi gennem de sidste år oplevet hvordan, f.eks. blokaderetten langsomt er blevet undergravet og fjernet - og endda i demokratiets hellige navn. Vi har også oplevet, hvordan retssikkerheden snigende underlægges stramninger. Når disse stramninger ikke er tilstrækkelige, tøver det kapitalistiske samfunds støtter ikke med at sætte de demokratiske rettigheder ud af kraft.

Når arbejderklassens kamp truer med at bryde selve fundamentet for det kapitalistiske samfund, vælger borgerskabet konfrontationen og indsætter sit åbne terroristiske diktatur, enten i form af militærstyre eller fascisme.

Fascismen vokser sig stærk i ly af det borgerlige demokrati for, når den har opnået styrke og støtte fra borgerskabets ledende kræfter og autoriteter, at smadre ikke blot arbejderklassens organisationer, men alle demokratiske rettigheder. Derfor er det afgørende, at fascismen aktivt politisk bekæmpes og derfor kan og skal socialister heller ikke garantere fascister demonstrationsog forsamlingsfrihed.

4. Forsvaret for de demokratiske rettigheder hænger sammen med kampen for socialisme

Selv om revolutionære socialister helt konsekvent forsvarer de demokratiske rettigheder er det samtidig en opgave at vise det borgerlige demokratis egentlige karakter, og at sønderrive den kapitalistiske ideologis slør, og stille det overfor kravet om proletariatets diktatur. VS vil arbejde for, at arbejderklassen - sammen med allierede lag - forsvarer de tilkæmpede demokratiske rettigheder. VS mener, at arbejderklassen i denne kamp kan opbygge styrkepositioner i den videre kamp for socialisme. Dette betyder også, at VS i en sådan kamp vil fastholde retten til selvstændige aktiviteter og socialistisk propaganda. Det proletariske eller socialistiske demokratis forudsætninger er et opgør med kapitalismen. Ligesom det borgerlige demokrati er forbundet med kapitalistiske produktionsforhold, på samme måde er proletarisk demokrati baseret på socialisering af produktionsmidlerne - på planøkonomi under arbejderkontrol.

Gennemførelsen af den socialistiske planøkonomi kræver et magtopgør. Borgerskabet må sættes fra bestillingen som herskende klasse, og arbejderklassen erobre den politiske magt. Den kapitalistiske stat må nedbrydes og erstattes med en arbejderstat.

5. Den socialistiske revolution og borgerskabets vold

Borgerskabet vil aldrig frivilligt afgive magten eller respektere et socialistisk flertal i befolkningen. Erfaringerne fra bl.a. Chile er netop, at et socialistisk flertals respekt for det borgerlige demokratis spilleregler blot giver borgerskabet og andre reaktionære kræfter mulighed for i fred og ro at organisere kontrarevolutionen. Lige så hellig det borgerlige Chiles forfatning var for socialisten Allende, ligeså ligegyldig var den for borgerskabets gorillaer, da terroren blev sat ind mod socialisterne.

Den socialistiske revolution er klassekamp, hvor borgerskabet vil forsøge at reagere med kontrarevolution. Socialister har mindst af alle interesse i vold og ødelæggelse. Det vil kun vanskeliggøre opbygningen af det socialistiske samfund.

Alene det kapitalistiske samfunds magthavere afgør omfanget af blodsudgydelser. Socialisterne og arbejderklassen vil selvfølgelig forsvare sig imod kontrarevolutionen, terror og økonomisk sabotage, men alle socialistiske eller anti-imperialistiske revolutionsforsøg udmærker sig ved deres mildhed, sammenlignet med den borgeriige kontrarevolution. Således var den russiske oktoberrevolution nærmest ublodig, mens det var kontrarevolutionen og imperialismens hvide armeer, der skabte terroren og borgerkrigen. Eller sammenlign sandinisterries mildhed overfor politiske modstandere med El Salvador-regimets massakrer på bønder og arbejdere.

6. Rådsdemokratiet, planøkonomi og partierne

Som politisk system adskiller det proletariske demokrati sig radikalt fra det borgerlige. Det parlamentariske demokrati, der kendetegnes ved adskillelse af lovgivende og udøvende magt, ved sit enorme embedsmandsbureaukrati og ved sin professionalisering af politikken, erstattes af et rådsdernokrati. Et rådsdernokrati, der er karakteriseret ved, at enhver valgt person i et hvilket som helst organ i demokratiet kan tilbagekaldes til enhver tid, og hvor retten til partidannelser, der ikke organiserer kontrarevolution, garanteres.

Rådsdemokratiet er baseret på en rådsorganisering på fabrikkerne, i institutionerne og i boligkvartererne omfattende hele befolkningen, som giver mulighed for direkte demokrati og selvforvaltning.

Rådene koordineres på regionalt og nationalt plan. Partiets ledende rolle i forhold til rådsmagten er alene politisk. Partiet er i alle spørgsmål henvist til at arbejde gennem rådene og dér forsøge at vinde opbakning i arbejderklassen for sin politik. Forudsætningen for dette demokrati er naturligvis, at produktionsmidlerne er socialiserede og at der findes en økonomisk planlægning. Planøkonomien, der skal sikre en produktion efter behov (i modsætning til den kapitalistiske produktion for profit), kræver naturligvis eksistensen af politiske og økonomiske organer på nationalt og regionsplan og indenfor økonomiens forskellige sektorer.

Planøkonomi er ikke et spørgsmål om teknik, eksistensen af centrale plantal og tilstedeværelse af centrale planlægningsinstitutter. Dette garanterer ikke en planlægning efter behov. Derimod er den socialistiske planøkonomi betinget af:

På den ene side kræver den socialistiske planøkonomi altså centralisering og på den anden side kræver den direkte arbejderdemokrati i basis. I den forstand ophæver den modsætningen mellem centralisering og decentralisering.

7. Proletariatets diktatur og de demokratiske rettigheder

Rådsdernokrati og socialistisk planøkonomi er udtryk for proletariatets diktatur. Proletariatets diktatur er således langt fra udtryk for, at kun arbejderne har rettigheder, at der ikke eksisterer noget retsgrundlag i samfundet osv. Lige så lidt som det kapitalistiske samfunds retsgrundlag er klasseløst eller klasseneutralt, lige så lidt vil arbejderstatens være det. Rettigheder og retsgarantier vil altid være fastsat udfra bestemte klasseinteresser, f.eks. strejkeret. Under socialismen udfra arbejderklassens.

Men når de således er fastlagt gælder de alle. Proletariatets diktatur betyder en vældig udvidelse af de demokratiske rettigheder for befolkningens store flertal. For det første skal arbejderstaten indløse en række af de opgaver kapitalismen ikke kan løse, og som er én af forudsætningerne for et reelt demokrati: Boligproblemet, sikring af uddannelsesmuligheder for alle, ligestilling af kvinden, ligestilling af etniske og andre minoriteter osv. For det andet skal de nødvendige midler til en reel og bred offentlig samfundsdebat stilles til befolkningens rådighed: Mødelokaler, trykkerier, radio, TV osv.

8. Stalinisme er ikke foreneligt med socialisme

VS' opfattelse af socialisme og proletariatets diktatur adskiller sig således radikalt fra stalinisme. VS tager afstand fra ideer om, at et parti kan erstatte arbejderklassen. VS tager afstand fra den stalinistiske idé om, at socialisme kan opbygges i et land.

Erfaringerne viser os at dette ikke kan lades sig gøre i en imperialistisk domineret verden, Udfra ovenstående mener VS ikke der eksisterer socialistiske samfund i dag, hverken i de østeuropæiske lande eller i USSR er der socialistisk planøkonomi.

Bureaukratiet undertrykker arbejderklassen politisk og økonomisk, hvilket senest krigsretstilstanden i Polen har manifesteret. Kun et revolutionært magtopgør kan bringe arbejderklassen til magten i de såkaldt socialistiske lande.

9. Forsvaret for arbejderstaten

Proletariatets diktatur betyder, at arbejderstaten må forsvare de nye, socialistiske ejendomsforhold, ligesom den borgerlige stat idag forsvarer de kapitalistiske ejendomsforhold.

Det socialistiske samfund er ikke noget utopisk slaraffenland, men skal bygges op af mennesker, præget af det kapitalistiske styre, i omgivelser afgørende mærket af kapitalismen. Det skal videre bygges op med et produktionsapparat, der ikke alene er bygget op i forhold til den kapitalistiske økonomi, men som også har været udsat for kapitalejernes økonomiske sabotage under det borgerlige samfunds dødskrampe.

Endvidere vil der muligvis eksistere imperialistiske stater omkring os, der vil gøre alt for at smadre socialismen og støtte en væbnet kontrarevolution.

I en sådan situation har den socialistiske statsmagt (rådsmagten, arbejder- og folkemilitser m.m.) den helt konkrete funktion, under ingen omstændigheder at tillade en tilbagevenden til kapitalismen og undertrykkelsen.

VS tror altså ikke på "elevator-socialismen", hvor man i fred og ro, via stemmeurnen skulle kunne bevæge sig frem og tilbage mellem socialisme og kapitalisme.

10. Endemålet er det kommunistiske samfund

Proletariatets diktatur og socialisme er ikke endemålet for VS. Endemålet er det klasseløse, kommunistiske samfund. Socialisme er en overgangsperiode mellem kapitalisme og kommunisme, hvor eksistensen af en statsmagt stadig er nødvendig for at sikre de nye produktionsforhold, men hvor den proletariske stat samtidig påbegynder og fuldender sin egen afskaffelse.


Venstresocialisme og demokrati

fra Birkholm m.fl., som den kom til at se ud efter afstemning om ændringsforslagene:

1. Socialistisk demokrati og borgerligt demokrati

Det borgerlige demokrati skabte i sin gennernbrudsfase parlamentarisme med valgret til alle, organisations- og ytringsfrihed, strejkeret M.M. - et fremskridt i forhold til hel- eller halv-feudale forhold.

Men det borgerlige demokrati er et passivt demokrati, ytringsfriheden indskrænket af kapitalmagten og strejkefriheden næsten totalt sat ud af kraft. Det parlamentariske demokrati udtrykker borgerskabets klasseherredømme og er i vid udstrækning formelt for arbejderklassen og mellemlagene.

I stedet kæmper vi for et socialistisk samfund, opbygget på rådsdemokrati: Direkte aktivt demokrati på grundlag af en reel ligestilling og ens muligheder.

VS er imod en »socialisme«, hvor det eksisterende statsapparat bevares i sin nuværende form og kun demokratiseres, og hvor ét parti er statsbærende (Sovjet, DKPs opfattelse), og en »socialisme«; som bygger på parlament og fabriksråd sideløbende (SFs opfattelse).

Opbygningen af en arbejder- og folkemagt kræver total Omvæltning af den borgerlige statsmagt og opbygning af arbejderråd på arbejdspladser og institutioner og i boligområder. VS' langsigtede bestræbelser går i den retning.

I dag, hvor selv de begrænsede demokratiske rettigheder trues med udhuling eller afskaffes, forsvarer vi disse rettigheder - ikke som mål i sig selv, men fordi de giver arbejderklassen og dens allierede bedre kampbetingelser og leveforhold, Det gælder især sammenlignet med fascistiske eller andre former for totalitære stater.

At karakterisere de vestlige, kapitalistiske samfund som »demokratier« er ligeså misvisende som at karakterisere de østlige, statsbureaukratiske samfund som »socialistiske«. At tage afstand fra demokratiet med henvisning til de herskende tilstande i USA og Vesteuropa er udtryk for en ligeså fejlagtig logik som at tage afstand fra socialismen med henvisning til de herskende tilstande i Sovjetunionen.

Lad ikke socialismens modstandere få held med at holde liv i denne begrebsforvirring, som nu har plaget os gennem flere generationer. Lad os erobre begrebet demokrati ud af borgerskabets favn - og lad os erobre begrebet socialisme ud af favnen på det østlig statsbureaukrati!

2. VS' demokratiske grundholdning

VS' fundamentale demokratiske indstilling gælder uden nogensomhelst undtagelse som ledetråd for partiets daglige kamp. De historiske erfaringer viser, at mål og midler hænger sammen. Et bestemt middel afspejler altid et bestemt mål og er allerede et skridt på vejen med dette mål. VS accepterer derfor ikke nogen »midlertidig tilsidesættelse« af vores demokratiske målsætning, ikke, nogen »midlertidig suspension« af princippet om folkets selvbestemmelse over egen tilværelse. Vi ved, at sådanne afvigelser fra de demokratiske principper - uanset hvor smukke principper - uanset hvor smukke hensigtserklæringer de begrundes med - nødvendigvis fører længere og længere bort fra den socialisme vi slås for.

3. Kampen for demokratiske rettigheder i dag

De demokratiske principper og rettigheder, som det hidtil er lykkedes for arbejderbevægelsen at kæmpe igennem og at fastholde, vil VS kæmpe for fortsat at fastholde - de være sig nok så begrænsede.

I kraft af besiddelsen af den økonomiske og politiske magt, men afhærigigt af styrkeforholdene i klassekampen, præger borgerskabet på afgørende vis udformningen af de demokratiske rettigheder, som arbejderklassen har gennemtvunget.

VS bekæmper undermineringen af de borgerlige retsgarantier. Vi bekæmper udvidelsen af PET's og FET's beføjelser og optrapningen af politiets metoder. Vi bekæmper enhver tendens til kriminalisering af arbejskampe. Vi bekæmper indvandzerhetzen - og højredrejningen i alle dens former.

VS accepterer også, at vores socialistiske holdning til demokrati har den konsekvens at vore modstandere skal ikke bekæmpes ad parlamentarisk vej ved at vi kræver at staten skal vedtage forbud og indskrænkninger af de demokratiske rettigheder, når det blot rammer vore reaktionære modstandere.

Vores modstandere skal derimod bekæmpes politisk, gennem organiseret aktion og mobilisering - men aldrig gennem indskrænkning af de demokratiske rettigheder.

VS kræver ikke at det gule kristelige fagforbund skal forbydes af staten gennem lov. VS vil derimod aktivt deltage i aktioner og blokader for i praksis at vække o& opløse et gult forbund.

Hvis rascister demonstrerer gennem Århus' gader med krav om at tyrkerne sendes hjem skal de ikke stoppes af insdkrænkninger i de demokratiske rettigheder i form af forbud. Vi vil derimod arbejde for at demonstrationen i praksis knuse af massebevægelser og moddemonstrationer organiset af udenlandske arbejdere, fagforeninger, beboerforeninger osv. VS vil til enhver tid kræve samme retsgarantier for Mogens Glistrup som vi selv kræver. VS vil altid forsvare Mogens Glistrups ret til at sidde i folketinget så længe vælgerne ønsker det.

VS vil altid gå imod enhver form for berufsverbot, selv om det er vendt mod reaktionære lærere. VS vil derimod klart støtte EFG-elevers kamp for at få fyret en rascistisk EFG-lærer. VS vil arbejde for mindretalsbeskyttelse ved alle valg i fagbevægelsen, selv om det fører til borgerlige eller socialdemokratisk repræsentation i socialistisk ledede fagforeninger.

Kort sagt: VS kæmper for at bevare og udvide de eksisterende demokratiske rettigheder - såsom ytringsfrihed, retsgarantier, organisationsfrihed, forsamlings- og demonstrationsfrihed, strejke- og aktionsret, trosfrihed, udstrakt mindretalsbeskyttelse, ret til udfoldelse for forskellige minoriteter af politisk, kulturel, etnisk, religiøs, seksuel art og den (idag relativt begrænsede) folkelige kontrol med den offentlig forvaltning, politi, hær, domstole osv.

Vi vender os mod indskrænkninger af de demokratiske rettigheder - uanset, hvem disse indskrænkninger rammer, og uanset i hvilket samfund, de forekommer. Vi er imod enhver form for ytringsforbud, imod berufsverbot, imod demonstrationsforbud, imod hemmelig registrering, imod dødsstraf.

Dette er en klar følge af den socialisme, vi slås for.

4.Kollektive demokratiske rettigheder

De demokratiske rettigheder og retsgarantier er udelelige; de skal omfatte alle, uanset politisk opfattelse og klassetilhørsforhold.

Det betyder vel at mærke ikke, at opfattelsen af disse spørgsmål er klasseneutral eller klasseløs. Rettigheder og retsgarantier vil altid være fastlagt ud fra bestemte klasseinteresser, og VS arbejder for demokratiske reaigheder og retsgarantier, som er fastlagt ud fra arbejderklassens interesser. Men når de sådeles er fastlagt, skal de gælde alle.

De ovenfor omtalte individuelle demokratiske rettigheder (ytringsfrihed osv.) er alle i arbejderklassens interesse, og skal bevares og forsvares. Men hertil kommer særlige, klassebestemte kollektive demokratiske rettigheder - strejkeretten, blokaderetten, retten til at indgå eksklusivaftaler osv.

Selvfølgelig har de borgerlige liberalister ret i, at der er tale om en begrænsning af de uhæmmede individuelle udfoldelsesmuligheder, når der f.eks indgås eksklusivaftaler. Præcis som f.eks. når lovgivningsmagten stiller krav til arbejdsmiljø og sikkerhed, og derved hindrer individuelle fribyttere blandt lønarbejderne i at tilbyde sig på mere risikobetonede vilkår.

En fuldstændig realisering af individuelle demokratiske rettigheder kan først ske på basis af en udvikling indenfor et socialistisk samfund, hvor opvoksende generationer erfarer, at den samfundsmæssige udvikling er på vej til at smelte sammen som henholdsvis grundlag for og genstand for deres egen behovstilfredsstillelse og indflydelse.

De klassebestemte, kollektive demokratiske rettigheder er af afgørende betydning for arbejderklassens styrke i klassekampen og skal derfor forsvares. Men de skal også bevares og videreudvikles under socislismen -som et led' i garantierne mod partidiktatur og bureaukratvælde, for demokratisk selvforvaltning.

5. Socialisme og demokrati

Den revolutionære målsætning, som er ledetråd for VS' politik, er et socialistisk samfund, hvor demokratiet er kendetegnet ved:

De politiske partier vil i dette socialistiske rådsdernokrati kun, kunne spille en rolle i det omfang, deres talsmænd på arbejdspladser og i boligkvarterer er i stand til at vinde opbakning blandt kollegaer og medbeboere. Partiernes indflydelse er altså hverken et spørgsmål om økonomisk magt eller om medie-reklame-akrobatik, men alene om social basis.

Det socialistiske rådsdernokrati giver i hele sin opbygning og funktion arbejderklassen de afgørende muligheder for at spille den ledende klasse i kampen for kommunismen. Denne rolle vindes ikke i kraft af særrettigheder (f.eks ved valg) eller ved at andre klassers demokratiske rettigheder indskrænkes. Det er arbejderklassens sociale placering og rolle i rådsdemokratiet der muliggør denne ledende rolle:

Arbejderklassens ledende rolle er nødvendig fordi det er arbejderklassen der ud fra sin samfundsmæssige placering har den mest konsekvente interesse i opgøret med rådsdertiokratiets modsætning: Lønarbejde, borgerlig statstype og arbejdsdelingen.

Arbejderklassens selvstændige organisering i arbejdsplads/brancheråd indenfor rådsdemokratiet betyder at intet nok så demokratisk valgt rådsorgan kan regere imod en forenet arbejderklasses sociale magt (jvf. strejkeret). Rådsdemokratiet med almindelig valgret til alle klasser styrker arbejderklassens reelle magt. Arbejderklassens ledende rolle betyder at den vil være i stand til med alle midler at forsvare revolutionens erobringer, på trods af periodevis tilbageslag i den centrale rådsorganer, Kernen i rådsstaten er den organiserede arbejderklasse, der aldrig vil kunne undertrykkes at centrale organer, der jo ikke som idag er udstyret med selvstændig magt og undertrykkelsesapparat (noget andet er så at en isolering ar arbejderklassen over en længere periode vil føre til revolutionens sammenbrud).

Alle klasse har fulde demokratiske rettigheder, men rådsdemokratiet vil selvfølgelig have styrke og initiativ til at undertrykke og opløse alle organisationer og grupper der prøver at fremme deres sociale interesser med vold, terror og kupforsøg, der i praksis bryder med rådsdernokratiets spilleregler. Rådsstaten, folkets direkte organiserede og væbnede magter, er det stærkest tænkelige forsvar mod kontrarevolutionen uden samtidig at bane vejen for nye selvstændiggjorte stats- og fabriksapparater der løsriver sig fra masserne og danner kimen til en ny herskende klasse.

6. Demokrati er en proces

Dette socialistiske demokrati, som virkeliggør princippet om folkets magt, kan kun blive til som resultatet af en revolutionær proces, der bygger på folkets flertal.

Dette flertal skal ikke opfattes aritmetisk. I revolutionære situationer med kæmpende klasser over for hinanden i en ustabil dobbeltmagt kan der ikke holdes valg og gennemføres meningsmåling.

VS afviser- således forestillingen om en mindretalsrevolution, der udføres af en særlig veludrustet elite på »flertallets vegne«. En samfundsomvæltning, der har befolkningsflertallet imod sig, kan kun opretholde sig selv gennem undertrykkelse og fører uungåeligt til et diktatur, dybt i modstrid med hele VS' målsætning.

Men VS afviser ligeledes forestillingen om, at det socialistiske demokrati kan gennemføres på grundlag af underkastelse under den borgerlige legalitet, de borgerlige parlamentariske institutioner og spilleregler.

Alle historiske erfaringer peger på, at når arbejderklassen og dens forbundsfæller stiller socialistiske forandringer på dagsordenen, vil den kapitalistiske lejr (og dens udenlandske allierede) ikke tøve med at bryde deres eget parlamentariske demokrati og sætte ind med økonomisk boykot, terrorisme og militærmagt (jvf. f.eks Spanien 1936-37, Frankrig 1968 og Chile 1970-73).

Strategien på derfor tage sigte på at underminere de kontrarevolutionære kræfters muligheder for at standse det historiske fremskridt i et kontrarevolutionært blodbad: Ved at arbejde for et revolutionært befolkningsflertal, ved at arbejde poli!isk i statsadministrationsapparatet, i hæren osv. Men også ved at forberede de reaktionære kræfter på, at et eventuelt militært eventyr fra deres side ikke vil blive mødt med vag pacifisme, men med beslutsom modstandskamp fra arbejderbevægelsen og den forbundsfæller; at det vil blive mødt med en bevæbnet, folkelig modmagt.

Jo stærkere, flere og bedre organiseret arbejderklassen og den, forbundsfæller er, jo større er mulighederne for at en overgang til socialismen sker uden blodsudgydelse. Samtidig vil enhver vigen tilbage for at tage de nødvendige midler i brug åbne op for en blodig kontrarevolution

Vi ser allerede idag, hvorledes magthaverne sætter den borgerlige legalitet ind imod demokratiet, imod spirerne til folkelig selvbestemmelse. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation blev anvendt til at indsætte politi og militær imod befolkningen i Sorte Firkant - for at forhindre denne befolkning i at indrette kvarteret efter sine egne behov. De borgerlige forsøger at skabe et flertal i folketinget for forbud imod eksklusivaftaler i kollektive overenskomster - for (om nødvendigt med politi og militær) at forhindre fagforeningerne i at sikre arbejderne rimelige forhold på deres egne arbejdspladser.

I kampen for demokrati vil det til stadighed være nødvendigt at bryde med denne borgerlige legalitet. Det var rigtigt af modstandsbevægelsen under den tyske besættelse at trodse kommunist/terroristloven og illegalt insistere på folkets ret til selvbestemmelse i eget land. Det var rigtigt af titusindvis af kvinder at trodse abortloven indtil 1970 og insistere på retten til selv at bestemme over egen krop. Det var rigtigt af VS at trodse tavshedspligten og delagtiggøre offentligheden i centrale passager fra Rigspolitichefens Kundgørelse vedr. brugen af tåregas, knipler, politihunde, politiregistre og militær bistand til politiet.

VS støtter aktivt, at arbejdere bryder privatejendomsrettens og lønarbejdets legalitet ved f.eks. at gå i strejke imod fyringer, at besætte lukningstruede arbejdspladser osv.

Det gælder i et hvilket som helst samfund, at demokratiet er en proces - aldrig noget uforanderligt, altid noget befolkningen må tilkæmpe sig. De polske arbejdere har gennem de seneste to år leveret et af de mest klare eksempler på, at kampen for demokratiske rettigheder og selvbestemmelse ikke ubetinget fremmes ved at bøje sig for den herskende orden, dens love og magtapparat.

Kampen for demokrati er således ikke i første række en kamp for eller imod en bestemt legalitet, for eller imod bestemte institutioner etc. Det er i første række folkets kamp for frit og selvstændigt at kunne tilrettelægge, administrere og bestemme over sit eget liv. l denne kamp drejer det sig her og nu om at udvikle den kollektive evne til selvbestemmelse og at omsætte denne evne til faktisk magt: aktive klubber og fagforeninger, aktive tillidsmands- og talsmandsorganiseringer, aktive beboergrupper, aktive folkelige bevægelser. Det er kimene til fremtidens socialistiske demokrati.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 24.392