Browserudgave

Europa efter stalinismens fald

Europa efter stalinismens fald

doc_16c.gif (6685 bytes)Resolution fra VS' 16. kongres, juni 1990

Europa efter stalinismens fald:
Befæstelse af kapitalismen - nye muligheder for socialisme?

Folkelige demokratiske omvæltninger har fejet henover Østeuropa og fjernet næsten samtlige stalinistiske partier fra magten. Jerntæppet er væk. Den stalinistiske samfundsmodel og socialismeopfattelse har endegyldigt spillet fallit. Med de østeuropæiske regimers fald har kapitalismen mistet sit skræmmebillede af socialismen. Vi er på vej ind i en ny historisk epoke med nye muligheder for at udvikle og opbygge socialisme med et ægte demokratisk indhold.

Som følge af den sovjetiske dominans i Østeuropa siden 2. Verdenskrig var der betragtelige ligheder mellem det sovjetiske og de østeuropæiske styrer og samfundssystemer. Sovjetunionens selvstændige udgangspunkt og udvikling siden den russiske revolution i 1917 og de østeuropæiske systemers afhængighed af Sovjetunionen og manglende folkelige basis skabte imidlertid forskellige betingelser for forandringer. Derfor skete omvæltningerne i Østeuropa i efteråret 1989 pludseligt og lavineagtigt. Mens reformprocessen i Sovjetunionen har været under udvikling i flere år og ikke nødvendigvis får det samme forløb og resultat. Derfor er udgangspunktet i det følgende ene og alene de store omvæltninger i Østeuropa indenfor det sidste år og jerntæppets fald og de betydelige konsekvenser begge dele vil få for hele den europæiske udvikling.

Læren fra Østeuropa

VS har fra sin start afvist, at de østeuropæiske samfundssystemer, der blev opbygget efter krigen med det stalinistiske system i Sovjetunionen som forbillede, skulle være socialistiske og peget på de grundliggende problemer i systemet og den socialismeopfattelse, der lå til grund for den. Kriterierne for socialisme var blevet reduceret til afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, centralistisk planøkonomi og partiets ledende rolle.

De østeuropæiske omvæltninger har med al ønskelig tydelighed vist, hvor skoen trykker: Socialisme kan ikke opbygges uden befolkningens aktive og kreative medvirken. Demokrati og selvforvaltning er selve kernen i socialismen. Uden demokrati og selvforvaltning perverteres også forsøgene på politisk styring af økonomien.

Derfor førte partiets ledende rolle uundgåeligt til partiets diktatur. Og de centraliserede planøkonomier, styret af bureaukrater i diverse ministerier og kommissioner, viste sig klart uegnede, da det gjaldt om at gennemføre en teknologisk revolution og økonomisk vækst baseret på miljøansvarlighed, ressourcebevidsthed samt livskvalitet. For det første kom bureaukraterne til at udgøre et lag i befolkningen med egne interesser, som lagde sig hindrende i vejen for forandringer der kunne risikere at underminere deres magt. For det andet indebar den såkaldte planøkonomi, som i virkeligheden er noget af det mest planløse der findes, en rolle til virksomhedslederne, der ikke gav dem skygge af interesse i økonomisk rationel adfærd, mens sammensmeltningen med en ukontrolleret magt gav grænseløse muligheder for korruption og nepotisme.

Den økonomiske vækst blev baseret på ekstensiv vækst. I stedet for at satse på en fornyelse af produktionsapparatet, en teknologisk revolution har centralplanlæggerne satset på opførelse af flere fabrikker med de samme produktionsmønstre. Det er billigere på kort sigt, men dårligere på længere sigt, eftersom der ikke indgår miljøhensyn og produkterne bliver stadigt dårligere sammenlignet med nye produkter baseret på fornyelse af produktionsapparatet og måderne.

De stalinistiske samfundssysterner er samfund af en ny type hverken socialistiske eller kapitalistiske. Dette er blevet understreget i forbindelse med de politisk demokratiske omvæltninger, der har væltet dem, idet omvæltningerne objektivt set åbnede op for muligheden for at kunne opbygge en reel demokratisk socialisme. Og det viser sig også ved vanskelighederne med at indføre en traditionel kapitalistisk markedsøkonomi i de østeuropæiske lande, hvor man har besluttet sig for at satse på en sådan. Det vil kræve grundliggende samfundsmæssige omlægninger, hvis gennemførelse vil medføre en skærpelse af klassekampen og bl.a. afhænge af resultatet af denne klassekamp.

Uden en gennemgribende politisk demokratisering var de østeuropæiske samfundssystemer henvist til økonomisk stagnation og en stadigt stigende folkelig utilfredshed på grund af de manglende sociale forbedringer som følge af den dårlige økonomi, vareknapheden og den politiske undertrykkelse, der blev øget i takt med at utilfredsheden tog til. Det er en ond spiral, som kun kan føre til nederlag. Specielt i de østeuropæiske lande, hvor de stalinistiske styrer blev indført udefra af Sovjetunionen efter 2. Verdenskrig. For disse lande blev det derfor også et spørgsmål om at løsrive sig fra fremmed dominans. Omvæltningerne her var forudsigelige og uafvendelige og er blevet varslet mange gange i de forudgående årtier. Når de indtraf i 1989 skyldes det ikke mindst reformerne i Sovjetunionen efter Gorbatjov og den nye sovjetiske ikke-indblandingspolitik: At Sovjetunionen opgav Breshnev-doktrinen - dvs doktrinen om, at når "socialismen" er truet i et land, har de andre "socialistiske" lande ret og pligt til at gribe ind.

De demokratiske omvæltninger

De østeuropæiske omvæltninger har en række fællestræk. De er borgerligt demokratiske af karakter: De drejer sig alle om at vinde politisk demokrati, udvide de demokratiske rettigheder og sikre national selvbestemmelse. Dette krævede de stalinistiske regimers afgang og grundliggende forandringer i de politiske systemer. Men for det første er disse omvæltninger starten på en proces, der endnu ikke er tilendebragt. Det er især i de østeuropæiske lande nord for Balkan, at forandringerne i de politiske systemer har været så gennemgribende, at der kan tales om en egentlig politisk revolution. For det andet er de i selve revolutionsforløbet meget forskellige i deres karakter.

I Polen og Ungarn har de reelt været undervejs i flere år. Allerede Solidarinosc' fremkomst i 1980 satte magtspørgsmålet på dagsordenen. På samme måde med reformbevægelserne i og udenfor det ungarske kommunistparti. Opgøret blev forsinket/udskudt som følge af Breshnev-doktrinen. Men da Sovjetunionen gjorde tegn til, at den var opgivet, førte det hurtigt til totalt politisk sammenbrud for kommunistpartierne. Valgene har tillige vist, at de ingen virkelig folkelig opbakning har.

I DDR og Czechoslovakiet har der været tale om stærke folkelige og basisdemokratiske bevægelser, der væltede regimerne i løbet af et par uger. I modsætning til tidligere folkelige opstande i Østeuropa er disse bevægelser imidlertid kun undtagelsesvis også udgået fra arbejdspladserne. Dette blev f.eks. set i Czechoslovakiet, hvor bevægelsen startede som en studenterbevægelse, der efterhånden inddrog i hvert fald dele af lønarbejderne.

I DDR er kommunistpartiet ikke brudt sammen, men opnåede i reformeret form (PDS) et overraskende pænt resultat i det østtyske valg i marts. Dette skyldes utvivsomt for det første, at DDR er det af de østeuropæiske lande der klarede sig økonomisk bedst under stalinismen, og hvor partiet derfor ikke blev så forhadt. For det andet at en stor del af DDR-borgerne frygter de sociale omkostninger ved en tysk genforening og indførelse af kapitalismen og bl.a. ser PDS som den bedste garant for deres sociale rettigheder.

I Rumænien har der været tale om en nærmest kupagtig omvæltning, hvis udfald er usikkert. Dette skyldes sandsynligvis, at det tidligere styre også havde nogle helt aparte undertrykkende træk af et nærmest feudalt tilsnit, som ikke har været set i de øvrige østeuropæiske lande. I Bulgarien er tale om en kontrolleret demokratisering ovenfra. I begge lande er det derfor endnu usikkert om demokratiseringen vil blive ført til bunds på en måde, så man kan tale om en egentlig politisk revolution. I Albanien, der er det mest isolerede fra omverdenen af de østeuropæiske lande og som ikke har været under sovjetisk dominans, har der først i foråret 1990 været begyndende tegn på forandringer i form af større åbenhed udadtil og annoncerede økonomiske reformer som følge af problemer med økonomisk stagnation.

Demokrati og socialisme

Spørgsmålet om hvilke samfund, der vil udvikle sig er imidlertid langt fra afgjort. Hidtil har man vundet politisk demokrati. Men den basisdernokratiske dynamik fra de folkelige bevægelser er nu forsvundet sammen med bevægelserne selv i DDR og Czechoslovakiet, og man er nu i alle de østeuropæiske lande i en fase med etablering af politiske partier og gennemførelse af parlamentariske valg i en traditionel borgerlig demokratisk stil.

I den vestlige presse har dette forløb været udlagt som en borgerlig demokratisk revolution med et kapitalistisk sigte. Men de steder hvor revolutionen blev båret frem af en folkelig bevægelse, talte disse ikke om genindførelse af kapitalismen. Bevægelserne var basisdernokratiske og mindede - f.eks. i Czechoslovakiet mest om studenteroprøret: i de vestlige lande i slutningen af 60'erne. Det har klart været en mangel, at arbejderklassen har været næsten fraværende som klasse i omvæltningerne i Østeuropa - i modsætning til tidligere oprør mod de stalinistiske regimer i de østeuropæiske stater. Dette vanskeliggjorde, at de østeuropæiske omvæltninger kunne få et umiddelbart socialistisk sigte. Baggrunden for arbejderklassens manglende involvering skal sandsynligvis findes netop i de foregående årtiers mange dyrtkøbte erfaringer og nederlag.

Mens de politiske omvæltninger ud fra en objektiv vurdering bragte de østeuropæiske lande nærmere socialismen end de nogensinde tidligere har været, har udviklingen siden omvæltningerne sidste efterår understreget, at der ingen reelle muligheder er for socialisme her og nu. Den stalinistiske udgave af "socialismen" har miskrediteret selve begrebet socialisme også i arbejderklassens øjne, og den har derfor heller ikke villet kæmpe for socialistisk demokrati. Såvel valgene i DDR som i Ungarn tyder på, at brede befolkningsgrupper i den nuværende fase snarere vælger at reagere mod enhver form for socialisme og derfor stemmer borgerligt. Men de begyndende forsøg med markedsøkonorniske tiltag i Østeuropa har allerede spillet fallit.

De østeuropæiske befolkninger har fået udvidet de demokratiske rettigheder, men står i fare for at miste andre, såsom retten til arbejde og lignende sociale-demokratiske rettigheder, specielt hvis man totalt vil satse på den kapitalistiske markedsøkonomi, som valgene både i DDR og Ungarn lægger op til. Det er imidlertid langt fra givet, at befolkningerne uden videre er indstillet på at opgive disse rettigheder eller er indstillet på at acceptere andre følger af den omstillingsproces, som indførelsen af den kapitalistiske markedsøkonomi vil kræve, som f.eks. øget arbejdstempo, opgivelse af de faste lave priser, osv. I DDR er bevarelsen af de sociale rettigheder et centralt spørgsmål for befolkningen. I Polen viser undersøgelser, at mellem 60-80% af befolkningen mener, at det er en samfundsmæssig opgave at sørge for gratis lægehjælp og undervisning, samt at skaffe boliger til alle. Og over halvdelen mener, at det er en samfundsmæssig opgave at skaffe enhver arbejde, der svarer til uddannelse og kvalifikationer.

Lykkes det befolkningerne i de østeuropæiske lande at indlede en udvikling, hvor de kan fastholde såvel de nyvundne politiske rettigheder som de eksisterende sociale rettigheder, så er de godt undervejs og kan blive en udfordring for de vesteuropæiske kapitalistiske lande - ikke omvendt.

Kapitalistisk genrejsning?

Alle de østeuropæiske lande og Sovjetunionen har besluttet sig for at ville indføre markedsøkonomi i et eller andet omfang. Men også denne del af omstillingsprocessen kan blive vanskelig. De store indbyrdes forskelle mellem landene betyder også, at udformningen af deres udviklingsveje, hvor frit de vil lade markedsøkonornien råde, og hvor tiltrækkende de i det hele taget vil være for den vestlige kapital, kan blive et meget individuelt spørgsmål.

Udover befolkningernes vilje til at acceptere de sociale omkostninger ved indførelsen af kapitalismen vil det afgørende her også være de enkelte landes evne til at styre økonomien uden at lade sig løbe over ende af de markedsøkonomiske kræfter eller lade sig binde i en dyb afhængighed af vestlig kapital eller Verdensbanken/IMF. Med DDRs hurtige indlemmelse i BRD er et stærkt bolværk faldet mod kapitalens march mod øst. DDR havde på grund af sin relative økonomiske styrke nogle af de bedste forudsætninger for at opbygge en mere demokratisk socialisme. Lande som Polen og Ungarn satser på den mest liberalistiske udgave af kapitalismen, hvor man end ikke er indstillet på at sikre befolkningerne socialt som de vesteuropæiske kapitalistiske lande gør i en vis udstrækning.

Til trods for de allerede nævnte omstillingsmæssige vanskeligheder ved at indføre et helt nyt samfundssystem, består der naturligvis en reel fare for en genrejsning af kapitalismen, måske endog i dens værste liberalistiske form, hvis man ser på tendenserne i de hidtidige frie parlamentariske valg. Hovedproblemet er visse af de østeuropæiske landes ekstreme politiske og økonomiske svækkelse, de negative erfaringer med "den virkeliggjorte socialisme", de manglende erfaringer med kapitalismen, og de deraf følgende illusioner i befolkningerne om kapitalismen og dens virkninger. Vil disse illusioner få befolkningerne til at give slip på deres sociale-demokratiske rettigheder?

Samtidig er der ingen tvivl om, at EF med fremskyndelsen af udviklingen af EF-Unionen kynisk planlægger i retning af at sætte tommeskruerne på de østeuropæiske stater: Det drejer sig om åbning af de østeuropæiske markeder og at sikre sig Østeuropa som leverandør af billige varer og arbejdskraft for derigennem at styrke den vesteuropæiske kapital. Får EF sin vilje vil man se de svageste af de østeuropæiske lande reduceret til udbyttede 3. verdenslande i løbet af det næste tiår, mens andre får lov at komme ind i EF som medlem af skaren af økonomisk svage EF-randstater.

Dette er nok den grelleste og mest negative udgave af hvad udviklingen i Østeuropa vil bringe med sig. Naturligvis eksisterer også muligheden for, at de stærke nationale følelser og det nyvundne demokrati i de østeuropæiske lande kan komme til at stikke en kæp i hjulet på en udvikling, hvor Østeuropa blot kommer til at underligge sig nye herrer.

Der er også en reel mulighed for og stærke tegn på, at der kan udvikle sig store stærke socialdemokratiske partier ud af de tidligere kommunistiske. En naturlig udvikling i en situation, hvor de tidligere regimer har spillet politisk og økonomisk fallit og landene nu skal leve i et samspil med de vesteuropæiske kapitalistiske stater. Samtidig er der en vis naturlig overensstemmelse i karakter og indhold mellem den type bureaukratier, som de stalinistiske styrer har opbygget, og de socialdemokratiske.

Måske står Østeuropa overfor en socialdemokratisk æra med økonomier af kapitalistisk eller blandingsøkonomisk art. Også med en mulighed for at visse af landene bliver optaget i EF. En socialdemokratisk østeuropæisk æra vil -naturligvis hverken være socialisme eller nødvendigvis skabe en overgang til socialisme. Men den vil betyde en vis social sikring for arbejderbefolkningerne i de østeuropæiske lande, som langt vil være at foretrække frernfor Thatcher-inspirerede samfund hvor store befolkningsgrupper kastes ud i fattigdom.

Tysk genforening

Det nyligt overståede valg i DDR viste tydeligt, at flertallet af den østtyske befolkning, og langt ind i arbejderklassen, ønsker en hurtig genforening med Vestyskland/BRD. De fleste stemmer gik til de borgerlige østtyske partier, der betragtedes som substitut for den vesttyske forbundskansler Kohl og den genforeningslinje han var talsmand for i valgkampen: dvs. en hurtig genforening af de 2 tyske stater og derfor - i den østtyske befolknings øjne - den der hurtigst kunne levere de ønskede materielle forbedringer. SPD's mere gradvise overgang til en genforening blev afvist, og venstrefløjen (udenfor PDS) blev totalt isoleret. Den oprindelige borgerretsbevægelse var blevet reduceret til det den startede som: En isoleret samling af smågrupper og enkeltpersoner, der havde deres udgangspunkt i demokratiske krav. De havde ønsket, at DDR skulle forblive som selvstændig stat, men med en reel politisk og økonomisk demokratisering af samfundet.

Valgets udfald peger frem mod en hurtig indlemmelse af DDR i Forbundsrepublikken. Men efter at valget er overstået, melder de mange konkrete problemer sig, som vil blive større og mere besværlige at løse end Kohl gav indtryk af under valgkampen. Disse problemer vil blive skærpet ved en hurtig genforening og tilpasning til det kapitalistiske BRD, som SPD og venstrefløjen fremhævede under valgkampen:

Vil de gamle ejere af østtyske ejendomme feks. kunne kræve deres bolig tilbage, eller alternativt mangedoble huslejen? Hvad vil der ske, når de mange subsidier på fødevarer og boliger falder væk, når de vidtrækkende sundhedsmæssige og sociale tilskud til pensionister, enlige mødre, osv. fjernes?

Det vil få vidtrækkende konsekvenser, når den østtyske mark fra 1. juli skal omveksles til D-mark.

De østtyske vælgere fik det indtryk af Forbundskansler Kohl, at østmarken ville blive omvekslet i forholdet 1 til 1. Han havde vist aldrig direkte sagt dette. Derfor kom der kraftige reaktioner efter valget i DDR med de borgerliges store sejr, da direktøren for den tyske forbundsbank og andre efter valget sagde, at det ville være hasarderet at omveksle i dette forhold, tværtimod skulle der gå to østtyske mark til én D-mark.

P.g.a. omfanget af protesterne i Østtyskland og delvis i Vesttyskland, er det endt med et politisk kompromis, hvor omvekslingen sker i forholdet I til 1. Men der er lagt loft over, hvor stort et beløb der kan omveksles fra østtyske mark til D-mark.

Men de største konsekvenser vil omvekslingskursen få for de østtyske industrier/selskaber. Det kan ikke undgås at en lang række firmaer vil gå nedenom og hjem. Deres produkter kan simpelthen ikke konkurrere på lige fod i forhold til det vesttyske produktionsapparat m.h.t. kvalitet eller kvantitet.

Derfor vil vesttyske firmaer også afvente udviklingen i det nuværende DDR og stå parat til for en billig penge at overtage/ opkøbe det forældede produktionsapparat i DDR. Derefter vil de gennemføre de nødvendige moderniseringer_ og rationaliseringer og omskolinger af arbejdskraften.

I første omgang kan det kun medføre en betragtelig stigning i arbejdsløsheden i det nuværende DDR.

Samtidig vil den østtyske arbejdskraft blive tvunget ind i et langt skrappere produktionsræs end de tidligere har oplevet.

Østtyskerne vil få adgang til vesttyske kvalitetsprodukter, men vil komme til at betale for dette på de sociale områder,boligområdet m.v.

Selv med væsentlige sociale tilskud i en overgangsordning vil det medføre et generelt fald i levestandarden for mange østtyskere. Det vil under alle omstændigheder betyde en social og økonomisk marginalisering af befolkningsgrupper som pensionister, enlige mødre o. lign., som ikke har særligt gode muligheder for at tilbyde deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet. Det er især også disse grupper, som vil komme til at lide under bortfaldet af de sociale tilskud.

Selv med forskellige former for overgangsordninger er endemålet en harmonisering med den øvrige vesttyske lovgivning og med de tilskud og det sociale sikkerhedsnet, der pt. eksisterer i Forbundsrepublikken. Dette er som bekendt på en lang række områder ikke nær så godt og nær så udbygget som i DDR.

Et forenet Tyskland - ny økonomisk stormagt i Europa

Alt peger frem mod en genforening af de 2 Tysklande i løbet af 1-2 år. Hermed vil vi stå overfor en økonomisk og dermed også politisk sværvægter uden sidestykke i nyere europæisk historie.

Selvom et forenet Tyskland vil få sine problemer med at gennemføre integreringen af DDR i sin økonomi, og at dette vil medføre sociale og økonomiske udgifter af betragtelige dimensioner, vil det nye Tyskland totalt komme til at dominere dagsordenen for resten af 90-erne. Det vil afgørende kunne påvirke hele den europæiske udvikling, i Øst og Vest.

Dette bruges af toneangivende kredse i og udenfor EF til at fremskynde processen henimod en økonomisk og politisk union. Argumentationen er, at et forenet Tyskland bedre vil kunne kontrolleres indenfor et forpligtende økonomisk og politisk samarbejde i en EF-union.

Men problemstillingen er forkert. Et genforenet Tyskland vil under alle omstændigheder sætte sine interesser igennem. Man kan ikke forestille sig, at der i en fremtidig EF-union kan tages afgørende økonomisk-politiske beslutninger, uden at disse er i samklang med Tysklands strategiske interesser og perspektiver i det hele taget. Tyskland vil spille en afgørende rolle med eller uden en EFunion. Derimod vil det være nærmest umuligt at forestille sig en EF-union uden Tyskand. Derfor også hastværket med EF-Unionen, samtidig med at DDR integreres i BRD.

EF-unionen

En vigtig årsag til bestræbelserne på at fremskynde EF-unionen er EF's klare sigte om at styrke EF som blok overfor både EFTA-landene, de østeuropæiske lande og den 3. verden.

Det er Stærke økonomiske og politiske interesser, som står bag EF-unionen. De nærmeste år vil blive afgørende for udfaldet af unionsbestræbelserne. På den ene side vil de toneangivende kræfter i EF satse hårdere end nogensinde tidligere på at gennemtrumfe EFunionen. Samtidig står de europæiske unionsmodstanderne så svagt, at de ikke ved egne kræfter vil kunne forhindre unionsudviklingen. Med de nuværende styrkeforhold mellem tilhængere og modstandere af unionen er kampen tabt på forhånd - på europæisk plan.

Men der er 2 vigtige forhold, som kan komme til at spille ind på denne situation. For det første at udviklingen i Østeropa endnu er uafklaret, og at der også er stærke nationale kræfter sat igang, som kan komme til både at vanskeliggøre EF's bestræbelser på at underlægge sig disse lande politisk og økonomisk og få en modsatrettet indvirkning på integrationsbestræbelserne i EF. Netop fordi jerntæppet nu er væk, vil strømninger og udviklinger i Østeuropa få en langt større indvirkning på udviklingen i det øvrige Europa. For det andet, selvom EF-unionen sættes på skinner, er det endnu ikke givet at alle EF-medlemslande vil følge med. Der er stadig en mulighed for, at medlemslande kan forlade EF. Eller at de kan vælge ikke at indgå i den fulde EF-integration: Europa i flere takter, som det har været omtalt.

Des mindre en stat indgår i EFintegrationen og des flere stater, der vælger dette, des større er mulighederne for at skabe et alternativt samarbejde mellem de europæiske lande, der ikke indgår i EF eller EF-integrationen. Med opbruddet i Østeuropa og optrapningen af unionsudviklingen er der opstået langt flere konkrete muligheder for EF-unionsmodstanderne for at gå sammen på europæisk plan for at opstille alternativer til unionen.

Der må gøres op med, at den fremtidige europæiske udvikling eller dagsorden for en sådan udvikling skal fastlægges af de 12 nuværende medlemslande af EF, som vil sætte deres interesser igennem overfor de øvrige europæiske lande og 3. verdenslandene. Netop efter opbruddet i Østeuropa er det nødvendigt med en helt anden form for europæisk samarbejde: Et ligeværdigt europæisk samarbejde efter et nyt mønster mellem de nuværende EF-lande, EFTA-landene og de østeuropæiske lande på tværs af de hidtidige blokke og interesseorganisationer.

Netop i et land som Danmark, hvor EF- og EF-unionsmodstanden traditionelt har været stærk, og som vil komme til at stå svagt økonomisk og politisk som medlem af en integreret EF-stat, er der gode grunde til at tænke og handle alternativt i forhold til EF-unionsudviklingen. Det vil klart være i den danske arbejderklasses og befolknings interesse. Det vil være lettere at arbejde for progressive økonomiske, sociale og miljømæssige tiltag, hvis Danmark ikke er bundet op på en EF-unions prærnisser. Det vil være lettere for den danske arbejderklasse, miljøbevægelserne mv. at arbejde for en social og økonomisk vækstpolitik, som er baseret på en respekt af naturen og ikke på en mere intensiveret kapitalistisk rovdrift af naturen og af den menneskelige arbejdskraft, som er følgen af, EFudviklingen.

Netop med opbruddet i Østeuropa ville det være en absurd og selvmodsigende udvikling, hvis resultatet af de folkelige omvæltninger skulle blive en økonomisk underlægning af disse lande under en ny EF-unions økonomiske og politiske prærnisser. I stedet for at forstærke arbejdet for en fuldendelse af EF, burde der arbejdes henimod en opløsning af EF-blokken med henblik på opbygningen af et mere omfattende europæisk samarbejde. Dette samarbejde måtte gerne være forpligtende i forhold til aftaler som landene måtte beslutte, ja det vil f.eks. være nødvendigt i forhold til miljøområdet. Men der vil være stor forskel på denne form for samarbejde og samarbejdet i en kommende EF-union. Det er netop hensigten med EF-unionen at styrke det centrale apparats beslutningskompetence på tværs af de nationale regeringer. Unionen vil betyde en styrkelse af den administrative magt i EF-apparatet i Bruxelles.

I Denne EF-unionsudvikling vil resultere i en gradvis eliminering af det repræsentative politiske demokrati i Danmark i parlamentarisk forstand. Det parlamentariske demokrati, der idag eksisterer i de enkelte nationalstater, vil miste sin betydning. De enkelte stater vil blive reduceret til en slags amter i EF, og den egentlige magt vil ligge hos bureaukraterne i EF-institutionerne i forening med de stærkt organiserede økonomiske og politiske interesser. Konsekvensen af dette bliver f.eks., at det vil blive umuligt for arbejderklassen eller bredere befolkningsgrupper i et enkelt land at udnytte eventuelle styrkepositioner til på centrale områder at skabe fremskridt, der vil være mere vidtrækkende end i det øvrige EF.

I bestræbelseme på at skabe alternativer til EF-unionen må kampen mod indskrænkningen af demokratiet i EF, og for en udvidelse af befokningernes demokratiske indflydelse og medbestemmelse derfor være central og den vil dermed automatisk kunne forbindes med den demokratiske kamp i Øst.

Socialismen efter stalinismens fald

Sammenbruddet for stalinismen og de stalinistiske partier i Østeuropa har bekræftet centrale dele af VS' analyser. Ikke bare af det stalinistiske system, men også af vores revolutionsopfattelse. F.eks. at starten til en prærevolutionær situation næsten altid kommer inde fra den herskende klasse. Omvæltninger gennemføres normalt kun, hvor der er massivt flertal for dem, men til gengæld på meget diffuse politiske grundlag og organisatoriske former, der efterfølgende skiller sig ud i sine modstridende bestanddele. Det er nødvendigt for revolutionære socialister at organisere sig selvstændigt hvis vi skal have en chance for at komme til at spille en hovedrolle i en sådan udvikling. Endelig har vi også fået bekræftet at den væsentlige politiske udvikling sker i brud.

Det er vigtigt for revolutionære socialister at forstå reaktionerne i de østeuropæiske befolkninger som deres opgør med stalinismen og de samfund, der blev skabt på dens grundlag. Disse befolkninger har ikke oplevet, og ikke lært at opleve, at socialisme kunne være noget andet end det de oplevede i deres dagligdag. Disse befolkninger vil i en periode have et behov for at reagere mod "socialismen". Vi har hidtil set dette få udslag i f.eks. borgerlige valgsejre. En udløber af den naive tillid til kapitalismens velsignelser og jagten på materielle forbrugsgoder osv.

Derfor vil det ikke være muligt i første omgang at vinde forståelse, endsige opbakning, for en anden udgave, en anden praksis af begrebet socialisme, før disse befolkninger selv har haft mulighed for at afprøve, arbejde med, opleve konsekvenserne af de forskellige markedsøkonomiske tiltag, som er undervejs i de østeuropæiske lande.

Samtidig er det vigtigt at understrege, at netop sammenbruddet for stalinismen i Østeuropa fremover åbner op for en bredere og mere reel forståelse for socialismens kvaliteter og nødvendighed. Skræmmebilledet i Øst er nu væk. Det vil ikke længere være muligt for de borgerlige kræfter i Vesten at mobilisere anti-kommunismen i deres tjeneste i kampen mod socialister i deres eget land ved at henvise til undertrykkelse* og elendighed i Østeuropa og Sovjetunionen. Det borgerligtkapitalistiske samfund mister undskyldningerne for den enorme militære oprustning og den politiske mobilisering bag den, og som i bred forstand er blevet brugt til at undertrykke og isolere demokratiske socialister i Vest.

Når den første eufori har lagt sig over opbruddet i Øst, så melder hverdagen sig i Vest igen med massearbejdsløshed, de uendelige offentlige nedskæringer, marginaliseringen af store grupper af unge og ældre og socialt udstødte. Den kapitalistiske samfundsøkonomis rovdrift på både den menneskelige arbejdskraft og på naturen vil blive yderligere forceret i de kommende år. Dette er det grundliggende sigte med og dynamik i EF-unionen. Arbejdsløsheden og den sociale ulighed vil vokse.

For befolkningerne i Østeuropa vil de forskellige sociale og økonomiske konsekvenser af de markedsøkonorniske tiltag vise sig i form af arbejdsløshed, bortfald af subsidier på fødevarer mv. Men der er ingen grund til at tro, at der ud fra dette vil opstå et ønske om at vende tilbage til det gamle system.

Socialismens fremtid i Europa

Derfor er det socialisters opgave i Øst og Vest i de kommende år at arbejde på at opstille en helt ny social, politisk og økonomisk model, som er befriet for stalinismens kommandoøkonorni og politiske ufrihed, for den kapitalistiske models rovdrift på menneske og, natur og den sociale marginalisering, og som tager udgangspunkt i den tid vi lever i med rivende teknologisk fornyelse og samfundsmæssige opbrud.

Det stiller den europæiske venstrefløj overfor store opgaver i de kommende årtier. Det kræver opbrud, nytænkning og åbenhed overfor de krav, som denne udfordring stiller til os.

Vi kan ikke forestille os, at en socialistisk revolution kan gennemføres isoleret i Danmark fra det øvrige Europa og uden en lang forudgående politisk og social kamp fra de danske lønarbejderes side. En sådan social og politisk kamp kan kun tænkes ført af en arbejderklasse, en befolkning, som føler, at de kæmper for en realisering af deres egne økonomiske, sociale og demokratiske krav. En kamp som må være baseret på menneskers behov for social tryghed, for demokratisk indflydelse på sin arbejds- og boligsituation, ja på hele det område hvor mennesket udfolder sin aktivitet og sit liv.

Revolutionære socialister må lære at forholde sig langt mere konkret med henblik på at udvikle politiske og økonomiske alternativer til den kapitalistiske samfundsorden. Erfaringerne fra kampe i Danmark og erfaringerne internationalt siger entydigt, at ingen i arbejderklassen vil gå i kamp for en ideologi, en socialistisk utopi. Men danske arbejdere kan vindes for en socialistisk revolution i kampen for delelementer, der kan forsvare og forbedre livsog kampbetingelser og gennem en organisering af kampen, som er med til at vise vejen frem til en langt mere udviklet form for demokrati og samfundsorden end den herskende kapitalistiske.

Danske lønarbejdere har fuldt ud forstået hvorfor omvæltningerne i Østeuropa fandt sted. Det har ikke ændret deres opfattelse af kapitalismen herhjemme, men har én gang for alle gjort det krystalklart, at hvis der skal kæmpes for en anden samfundsmodel, så skal demokrati og medbestemmelse være grundvolden i dette samfund. Hvis man endelig skal have et lønarbejde i ufrihed, så dog hellere i et kapitalistisk samfund, hvor der er bedre muligheder for at højne den materielle levestandard.

Derfor må revolutionære socialister opgive gamle dages dogmatiske tænkning om, at der findes en "korrekt vej til socialismen". Den findes ikke! Vejen til socialisme bliver en lang og snoet proces, hvor vi kan blive udsat for tilbageslag og fejltagelser. Kun udfra en erkendelse af dette kan vi medvirke til at skabe forudsætningerne for en socialistisk revolution og et socialistisk demokrati.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 17.213