Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Håndbog i Byguerilla

Håndbog i Byguerilla

Håndbog i Byguerilla

Af Carlos Marighella

    1. Introduktion
    2. Hvad er en byguerilla?
    3. Byguerillaens personlige forudsætninger
    4. Hvordan lever byguerillaen?
    5. Byguerillaens praktiske uddannelse
    6. Byguerillaens våben
    7. Byguerillaens muligheder for at overleve
    8. Aktionsgrupperne
    9. Byguerillaens forsyningstjeneste
    10. Byguerillaens teknik
    11. Hvori består byguerillaens styrke?
    12. Byguerillaens opgaver
    13. Byguerillaens forskellige aktionsformer
    14. Risikoen for sårede
    15. Sikkerhedsproblemer
    16. Byguerillaens syv synder
    17. Folkelig støtte
    18. Byguerillakrig

Introduktion

Jeg ønsker at tilegne to grupper dette arbejde. For det første mindet om Edson Souto, Marco Antonio Bras de Carvalho, Nelson Jose de Almeida («Escorteiro»), og alle de andre heltemodige guerillaer, som faldt i hænderne på morderne, militærdiktaturets hadede håndlangere indenfor politiet, hæren, flåden luftvåbenet og det hemmelige politi (DOPS).

For det andet ønsker jeg at tilegne det til de kammerater - mænd og kvinder - der er fængslede og befinder sig i det brasilianske militærdiktaturs fangelejre, hvor de udsættes for en tortur, der overgår selv nazisternes forfærdelige forbrydelser under anden verdenskrig.

Vor opgave er at kæmpe, ligesom det var det for de kammerater, hvis minde vi sætter så højt. Vi må huske, at selv om opgaven synes uoverkommelig, kan enhver, der modsætter sig militærdiktaturet, udrette noget ved at tilslutte sig den revolutionære bevægelse.

Jeg opfordrer alle de, der læser denne håndbog og som føler, at de ikke kan forblive uvirksomme, til at tilslutte sig kampen nu. Jeg gør det, fordi det til enhver tid og uafhængigt af divergerende teoretiske opfattelser er den revolutionæres pligt at kæmpe, at lave revolution.

En anden vigtig ting er ikke alene at læse indholdet af dette skrift, men også at udbrede det så meget som muligt. Enhver, der således er enig med synspunkterne i skriftet, bør duplikere det og sprede dets tanker så meget, han formår.

Endelig hvad angår grunden til at dette skrift bærer mit navn: De erfaringer og tanker, der her er fremlagt, skyldes en guerillagruppe, som jeg har den ære at være tilsluttet. Fordi der stadig findes mennesker, der benægter, at betingelserne for kamp er til stede, mennesker, der vil betvivle det, der udtrykkes i dette skrift, er det dog efter min mening nødvendigt at afstå fra anonymitet.

Beskyldninger for terrorisme og overfald er ikke længere nedsættende i samme forstand som tidligere. Ordene har fået en ny betydning for befolkningen gennem de revolutionæres aktioner. De fremkalder ikke længere foragt, men udøver derimod en vis grad af tiltrækning og medviden.

I dag er terror noget, som ethvert menneske kan tilslutte sig, fordi terroren er et led i den revolutionære kamp mod militærdiktaturet og dets håndlangere.

Hvad er en byguerilla?

Den revolutionære kamp i Brasilien er udsprunget af den strukturelle og politiske krise, som har været karakteristisk for landet i mange år. Den revolutionære kamp viser sig i form af byguerilla, psykologisk krigsførelse og en begyndende guerilla-aktivitet i landdistrikterne. Den psykologiske krigsførelse og land-guerillaen tilslutter sig endnu afgørende på guerillaen i byområderne.

En byguerilla er et menneske, der ukonventionelt bekæmper militærdiktaturet med voldelige midler. Han er politisk revolutionær, en glødende patriot, der kæmper for sit lands befrielse, og en ven af folket og friheden.

Mange gange bliver de røverier og lovovertrædelser, der begås af kriminelle, forvekslet med revolutionæres aktioner på grund af deres overfladiske lighed.

Imidlertid adskiller byguerillaens aktiviteter sig afgørende fra de kriminelle lovovertræderes. Den kriminelle udfører sine aktioner for personlig vindings skyld, uden at skelne mellem udbyttere og udbyttede, og hans offer bliver derfor i mange tilfælde den brede befolkning. Byguerillaen følger en politisk strategi, og hans ofre er udelukkende regeringen, storkapitalisterne og andre repræsentanter for USA-imperialismen.

Også de højreorienterede kontrarevolutionære spreder forvirring ved at operere i samme område som byguerillaen ved angreb på banker, snigmord, kidnapninger og bombesprængninger. De kontrarevolutionære begår mange forfærdelige forbrydelser mod revolutionære præster, studenter og mennesker, der modsætter sig diktaturet og stræber mod frihed.

Byguerillaen er uforsonlig i sin kamp mod militærdiktaturet og søger på alle måder at skade dets administratorer og håndlangere. Byguerillaens vigtigste opgave er at demoralisere og splitte militærdiktaturets konservative støtter og at angribe og ødelægge den brasilianske overklasse og USA-imperialismens dominans i Brasilien.

Byguerillaen viger ikke tilbage for at ødelægge det nuværende brasilianske styres hele økonomiske, politiske og sociale system. Målet er at støtte den begyndende opstand i landdistrikterne og at samarbejde med denne land-guerilla i dannelsen af en ny revolutionær social og politisk struktur, som vil opstå ved det væbnede folks medvirken.

Byguerillaen må besidde et vist mål af politisk indsigt. For at opnå denne kan han læse forskellige trykte og duplikerede værker, som fx.

Byguerillaens personlige forudsætninger

Byguerillaen kendetegnes ved sit mod og sit initiativ. Han må være en god taktiker og han skal være god til at skyde. Han må kunne kompensere for sin underlegenhed med hensyn til våben, ammunition og andet udstyr gennem en større grad af opfindsomhed.

Karrieresoldaten eller politimanden er bevæbnede med moderne våben og er i besiddelse af gode køretøjer. Byguerillaen derimod arbejder «under jorden», der er måske udstedt arrestordre på ham eller han er måske allerede dømt, og lever på falske papirer,

Byguerillaen har dog én fordel: han kæmper for en retfærdig sag, - hvorimod politiet og militæret står på militærdiktaturets side, det regime, som folket hader og afskyr. Med hensyn til bevæbning og udrustning er guerillaen underlegen, men hvad hans moralske stade angår, er han regimets håndlangere langt overlegen.

På grund af denne moralske overlegenhed er det muligt for guerillaen at overleve og stadig bekæmpe militærdiktaturet.

Byguerillaens våben er erobret fra fjenden under de mest forskellige omstændigheder. Derfor står guerillaen overfor den alvorlige vanskelighed at være bevæbnet med meget forskelligartede våben, som kræver hver sin ammunitionstype.

For at overvinde disse problemer må guerillaen være i besiddelse af opfindsomhed, initiativ og fleksibilitet. Han må ikke blive forvirret, hvis noget uforudset indtræffer, han må være i stand til at handle uden at vente på ordrer, han må kunne løse problemer, der indtræffer uforudset.

Herudover må byguerillaen besidde en lang række andre egenskaber: han må være i god fysisk træning, kunne modstå sult, træthed, regn og varme. Han må ikke frygte farer, må være i besiddelse af ubegrænset tålmodighed, må kunne forholde sig roligt under de vanskeligste forhold, og aldrig tabe modet.

Stillet overfor de næsten uovervindelige vanskeligheder, som er forbundet med byguerillaens aktiviteter taber enkelte kammerater modet og giver op.

Byguerillaen er hverken forretningsmand eller skuespiller, - sin opgave har han påtaget sig fordi han er overbevist om den revolutionære kamps berettigelse. Men kan han ikke modstå de vanskeligheder, han stilles overfor, eller véd han, at han mangler tålmodighed, må han hellere trække sig tilbage fra den væbnede kamp end risikere at forråde den sag, han kæmper for.

Hvordan lever byguerillaen?

Det er vigtigt, at guerillaen forstår at leve midt i befolkningen uden at virke fremmedartet. Hans påklædning må være så almindelig som muligt, og han bør ikke ved sit udseende stikke af mod den brede befolkning eller det miljø, han arbejder i.

Han bør i videst muligt omfang fortsætte sin normale beskæftigelse. Er han eftersøgt af politiet, må han ikke røbe sin revolutionære aktivitet overfor nogen, men overlade det til organisationen at udbrede de revolutionære ideer.

Byguerillaen har indenfor rammerne af klassekampen to hovedopgaver:

a) likvidering af overordnede indenfor politiet og de væbnede styrker.

b) overtagelsen af regeringens, storkapitalisternes og imperialisternes midler dels - på kort sigt - til brug for selve guerilla-aktiviteten, dels som led i selve revolutionens princip.

Det er klart, at guerillaen også har andre opgaver, men han må aldrig glemme, at uden likvidering af politi- og militærledere og uden overtagelse af kapitalisternes og militærdiktaturets midler kan han simpelthen ikke eksistere.

Et af de fundamentale kendetegn ved den brasilianske revolution har netop været dette angreb på de besiddende klassers interesser, der er samlet i de store export-import forretninger. Den brasilianske revolution har evnet at rette alvorlige slag mod disse folkets største fjender gennem angreb på kapitalismens nervesystem: bankerne.

De bankrøverier, der er udført af den brasilianske byguerilla, har ramt så store kapitalister som Moreira Salles, udenlandske firmaer, imperialistiske handelsforetagender og det brasilianske diktatur meget hårdt.

Disse aktioner har bidraget til at forbedre byguerillaens strategi og taktik, de har givet våben og andre midler til brug i landdistrikterne og de har medvirket til at opøve guerillaens kampevne, dens behandling af mangeartede problemer og, dens interne sikkerhedssystem.

Storkapitalisterne, imperialisterne, godsejerne og regeringen må bære revolutionens omkostninger, fordi de alle medvirker i undertrykkelsen og udbytningen af folket.

Regeringen og dens embedsmænd samt andre repræsentanter for diktaturet og USA-imperialismen må undgælde med livet for deres forbrydelser mod det brasilianske folk.

I Brasilien har det store antal voldelige aktioner, som byguerillaen har udført ikke kunnet lade nogen i tvivl om dens revolutionære hensigter. Likvideringen af CIA-spionen Charles Chandler, der skulle infiltrere den brasilianske studenterbevægelse, de mange af militærdiktaturets håndlangere, der er blevet skudt i kamp mod brasilianske guerillastyrker, vidner alle om, at vi befinder os i en revolutionær krig, og at denne krig kun kan udkæmpes med voldelige midler.

Byguerillaens praktiske uddannelse

Det er vigtigt for byguerillaen at koncentrere sig om sin tekniske og praktiske uddannelse. Denne bør være overordentlig vidtspændende og omfatte fysisk krævende arbejde som jagt, fiskeri, bjergbestigning og nærkamptræning, - og mere teknisk prægede opgaver som kendskab til motorkøretøjer, flyvemaskiner, motor- og sejlbåde, elektricitet, radio og telefon samt andre elektroniske apparater.

Guerillaen skal have kendskab til topografi, han må kunne bestemme, hvor han er ved hjælp af kort, kompas og sekstant.

For at kunne forfalske dokumenter af enhver art må han have kendskab til farveblanding, til forskellige kopiteknikker og han må lære at kunne forfalske håndskrifter.

Guerillaen skal naturligvis også have et elementært kendskab til medicin og farmakologi, til sygepleje og førstehjælp.

Alligevel er kendskabet til våben og ammunition dog det vigtigste. Guerillaen skal kende og kunne benytte våben som maskinpistol revolver, automatiske våben, mortér, bazooka, FAL-gevær og andre karabintyper.

Hertil knytter sig viden om ammunition og sprængstof, han må kunne benytte brandbomber, røgbomber og lignende. Han må kunne reparere våben, lave Molotovcocktails, bomber og miner, han må lære at sabotere broer og jernbaner.

Når guerillaen har bevist sin kampduelighed i en aktion, har han mulighed for at fuldende sin tekniske uddannelse i en lejr, der er oprettet med dette formål for øje.

Byguerillaens våben

Byguerillaen er udstyret med lette våben, fordi de er lette at betjene og lette a t transportere. På mange måder har de automatiske og halvautomatiske våben været til stor fordel for guerillaen, men de frembyder samtidig overordentlig store krav til præcision og skydeteknik. En dårligt trænet mand forvandler let et automatisk våben til et kolossalt spild af ammunition.

Erfaringen viser, at guerillaens bedste våben er en let maskinpistol, det ideelle ville være en INA kaliber 45, som er let at behandle og desuden har den store fordel, at den kendes og respekteres af fjenden. Hver guerillagruppe bør være i besiddelse af en sådan maskinpistol, mens resten af gruppen kan være bevæbnet med vort standardvåben, kaliber 38 revolveren.

Håndgranater og almindelige røgbomber er også praktiske, fx. til dækning af tilbagetrækninger.

Større våben, som FAL-karabinen, Mausergeværet, Winchesterriflen o.l. er ikke så anvendelige i byguerillaens aktioner, fordi de på grund af deres størrelse tiltrækker sig stor opmærksomhed.

Haglbøsser kan anvendes på nært hold og om natten, når man alligevel ikke kan forvente nogen større præcision. Selv luftbøsser er anvendelige, fx. til træning og øvelser.

Byguerillaen bør ikke forsøge sig med tunge våben, fordi en af hans store fordele: den store mobilitet, da vil gå tabt. Bazookaer og morterer kan evt. bruges, men kun i ganske bestemte situationer, og kun med veltrænet mandskab.

Hjemmelavede våben og oversavede haglbøsser har ofte vist sig lige så effektive som fabriksfremstillede våben, og byguerillaens viden om reparation og fremstilling af våben er meget vigtig.

Der må arrangeres kurser i fremstilling og brug af Molotovcocktails, benzinbomber, granater, røgbomber, miner og konventionelle sprængstoffer som dynamit og plastiske eksplosiver.

De nødvendige materialer og sprængstoffer erobres fra militærdiktaturet gennem omhyggelige og veltilrettelagte aktioner. Sprængstoffer og andet, der kan forårsage ulykker, må helst ikke opbevares i længere tid, men skal så vidt muligt anvendes hurtigt til de planlagte aktioner.

Byguerillaen må hele tiden have sin opmærksomhed rettet mod muligheden for anvendelsen af ny våbentyper og må være åben overfor omlægninger i aktionsstrategien, som berettiges af erhvervelsen af ny og bedre våben. Et eksempel, der illustrerer dette, er de fordele, som anvendelsen af maskinpistoler har medført for den brasilianske guerilla ved dens angreb på banker.

Byguerillaens muligheder for at overleve

Guerillaens skydefærdighed er grundlaget for hans eksistens og hans mulighed for at udføre sine aktioner.

I konventionel krig kæmpes der ofte med langtrækkende våben på store afstande. I den konventionelle guerillakrig foregår kampen på nært hold, ofte på meget nært hold. For at overleve må guerillaen skyde først, og han må skyde sikkert. Han må ikke spilde sin ammunition, og han må huske, at der ofte ikke er tid til at fremskaffe ny ammunition, fordi han er medlem af en lille gruppe, hvor enhver må tage vare på sig selv.

En ting, som vi ønsker at lægge særlig vægt på, og som ikke kan gentages for tit, er at guerillaen altid må være opmærksom på aldrig at skyde sin ammunition op. Det hænder ofte, at fjenden ikke besvarer ilden, netop fordi han ønsker at guerillaen skal opbruge sin ammunition.

Selvom værdien af et overraskelsesangreb mange gange gør det unødvendigt for guerillaen at bruge sine våben, er det dog utilladeligt, at nogen tillader sig den luksus at deltage i aktioner uden at kunne skyde.

Byguerillaens liv afhænger af hans skydefærdighed og hans evne til at dække sig godt. Skydefærdigheden må opøves, indtil det at skyde bliver en reflekshandling. Han må øve sig systematisk og anvende ethvert påskud til at dygtiggøre sig, om han så skal gøre det i forlystelsesparker.

En snigskytte er en guerilla, der har opnået en særlig perfekt skydefærdighed. Snigskytten er uundværlig i særlige aktioner, der kræver en enkelt mands deltagelse. Han må kunne skyde over både kort og lang distance med de våben, der egner sig bedst til formålet.

Aktionsgrupperne

Byguerillaen organiserer sig i grupper på fire eller fem mand, såkaldte aktionsgrupper eller ildgrupper, og disse slutter sig sammen to og to til såkaldte aktionshold, som ledes af en eller to personer.

Indenfor aktionsgrupperne må der råde fuldstændig tillid. Den bedste maskinpistolskytte er aktionens leder. Aktionsgruppen planlægger og udfører selv sine aktioner og den studerer og korrigerer selv sin taktik.

For at tillade størst muligt initiativ hos den enkelte gruppe, er det meget vigtigt at undgå enhver form for usmidighed i organisationen. Den gamle hierarkiske opbygning, som er så almindelig på venstrefløjen, eksisterer ikke i vor organisation. Kun når den strategiske kommando har planlagt en aktion, må denne udføres frem for gruppens mulige andre planer.

Dette betyder, at en aktionsgruppe på eget initiativ kan beslutte at kidnappe eller likvidere en af militærdiktaturets håndlangere, den kan udføre enhver form for aktion eller propaganda uden at skulle rådføre sig med ledelsen.

Ingen aktionsgruppe kan tillade sig at være inaktiv, fordi den venter på ordrer fra guerillaledelsen. Dens berettigelse består i handling. Enhver, der ønsker at danne en sådan gruppe, kan gøre det, og den bliver da et led i organisationen.

Denne aktionsform medfører, at det er nødvendigt at have en central ledelse, der ved, hvilke aktioner, der er planlagt. Der er frit initiativ, og formålet er klart: på enhver måde at øge presset på militærdiktaturet og tvinge det over i defensiven.

Grundlaget for aktionsgruppen er den organiserede revolutionære aktion. Guerillaledelsen forventer, at gruppens aktioner tjener et klart revolutionært mål, ledelsen på sin side forsøger at hjælpe grupperne over deres forskellige vanskeligheder.

Organisationen er et ubrydeligt net af aktionsgrupper. Koordinationen varetages af en guerillaledelse, der selv deltager i aktionerne, og hvis eksistens udelukkende tjener den revolutionære aktion.

Byguerillaens forsyningstjeneste

Konventionel forsyningstjeneste kan udtrykkes ved ordene:

  1. mad
  2. brændstof
  3. udrustning
  4. ammunition

Konventionel forsyningstjeneste refererer til problemerne ved opretholdelsen af er regulær hær med faste baser og forsyningslinier.

I modsætning hertil er byguerillaen bevidst sammensat af små grupper uden faste baser og uden forsyningsproblemer. Byguerillaen forsøger at udføre operationer, der intet har med konventionel krig at gøre, og som er rettet mod militærdiktaturet og USA-imperialismen.

Byguerillaens forsyningstjeneste kan udtrykkes ved ordene:

  1. motorisering
  2. penge
  3. våben
  4. ammunition
  5. sprængstoffer.

I den revolutionære forsyningstjeneste er motoriseringen meget vigtig. Penge, våben, ammunition og sprængstoffer må tilvejebringes ved aktioner rettet mod diktaturet og dets håndlangere. Byguerillaen må plyndre banker og våbenlagre overalt, hvor det er muligt.

Når disse ting er tilvejebragt, konfronteres guerillaen med det problem, at han må have et sted, hvor han kan skjule sin udrustning. Her er hans kendskab til kvarteret og de lokale forhold af overordentlig betydning.

Byguerillaens teknik

I dets almindelige betydning omfatter ordet teknik den kombination af metoder, som et menneske anvender for at udføre en bestemt handling.

Byguerillaens teknik består af fem hoved komponenter:

  1. en forståelse af den enkelte situations specifikke karakter
  2. en forståelse af de fordele, guerillaen har i visse situationer
  3. en forståelse af hvilke mål guerillaen stræber mod
  4. en forståelse af guerillaens aktionsform
  5. et kendskab til de metoder, som guerillaen bringer i anvendelse for at nå sine mål.

Guerillaens taktik er aggressiv, den har med andre ord en offensiv karakter. Fordi vi er underlegne, hvad våben og ammunition angår, vil vi ikke kunne overleve en defensiv strategi. Vi må ikke tillade vore fjender at få mulighed for at rette et koncentreret angreb mod os. Vor strategi kommer til at bestå af hurtige angreb og efterfølgende tilbagetrækning. Vor opgave er at sprede og demoralisere vore fjender og således gøre det muligt at få opbygget den land-guerilla, som skal spille den afgørende rolle i den revolutionære krig

Hvori består byguerillaens styrke?

Det er paradoksalt, at guerillaen - til trods for sin underlegenhed, hvad våben og ammunition angår - alligevel er den angribende part i kampen mod militærdiktaturet. Militæret og politiet forsøger at besvare disse angreb ved at koncentrere styrker, der langt overgår guerillaens i antal, i det pågældende område i den hensigt at knuse oprøret.

Det er kun muligt for guerillaen at modstå dette enorme pres, hvis han kender og forstår at benytte sig af en række fordele, der på forhånd styrker hans aktion:

  1. overraskelsesmomentet
  2. nøje kendskab til lokaliteterne c) større mobilitet
  3. større informationsmængde, hvad politiets og militærets tilstedeværelse og hensigter angår
  4. mulighed for at sætte ind med præcision på et velegnet tidspunkt.

I det følgende skal disse fordele beskrives nærmere.

a) OVERRASKELSESMOMENTET

Det er den brasilianske guerillas erfaring, at overraskelsesangreb indebærer store fordele. Teknikken i et overraskelsesangreb bygger på fire forudsætninger:

  1. vi kender fjendens situation gennem omhyggelige observationer og en præcis spionage.
  2. vi kender fjendens styrke, men han ved intet om vor styrke
  3. vi kan som angribere lettere økonomisere med vore styrker og bevare dem intakte
  4. vi bestemmer tid og sted for angrebet, fastlægger dets varighed og dets mål, - fjenden er uvidende om disse ting.

b) LOKALKENDSKABET

En af de største fordele for guerillaen er at kende sit terræn, sit kvarter, til den mindste detalje. Han må kende dets gyder og stræder, vide hvilke gader, der er under reparation, hvilke, der er spærret, og hvor politiet har oprettet kontrolposter. Alt dette må han kende ganske nøjagtigt for at kunne undgå at begå alvorlige fejl.

I dette område bevæger guerillaen sig sikkert, mens politi og militær til stadighed kan risikere at falde i fælder og baghold. Guerillagrupperne består af ganske få mennesker og kan derfor spredes og samles igen med kort varsel for at sætte ny angreb ind.

I dette område er det en umulig opgave for politiet og militæret at angribe, fange og tilintetgøre den guerilla, de ikke kan se, den guerilla, hvis eksistens, de ikke bemærker, før det er for sent.

c) MOBILITET

Aktionen må bygge på høj mobilitet og hurtigt og præcist angreb. Byguerillaen må derfor kende aktionsområdet meget nøje, han må helst have gennemkørt ruten på forhånd for at kunne undgå fælder som trafikpropper, trafikreguleringer, blindgader og lignende.

Guerillaen må vælge sit mål langt fra politiets baser for at gøre transporten så vanskelig og langvarig som muligt for politiet. Ønsker han en særlig stor sikkerhedsmargin for også omhyggeligt at kunne slette sine spor, kan han lægge yderligere hindringer for politiets fremrykning:

  1. han kan fingere trafikulykker eller på anden måde skade politiets motorkøretøjer
  2. han kan blokere gaderne med fældede træer, klippestykker eller falske trafiksignaler
  3. han kan anbringe miner i vejen, bruge benzinbomber eller Molotovcocktails
  4. han kan rette beskydning fra maskingeværer eller andre kraftige våben mod de forfølgende politivogne.

Med en arrogance, der er typisk for det fascistiske styres politi- og militærenheder, vil guerillaen ofte blive bekæmpet med tunge våben. Guerillaens eneste opgave er at angribe og hurtigt at slippe væk, og han kæmper derfor med lette våben.

d) INFORMATION

Jo større modstanden mod militærdiktaturet er i de brede masser, des ringere chancer har dette styre i kampen mod guerillaen.

Diktaturets modstandere i befolkningen spiller en overordentlig vigtig rolle som informatorer, men også som dække over vore aktioner. Det er også klart, at falske tips fra denne del af befolkningen er til stor skade for diktaturet.

Guerillaens muligheder for at få oplysninger om militærdiktaturet og dets politikorps er langt bedre end politiets muligheder for at skaffe sig oplysninger om guerillaen. Dette skyldes, at politiet må bevæge sig i en befolkning, der både hader og frygter det uden at have muligheder for at afgøre, hvornår og af hvem der spioneres.

Disse informationer er kun en lille del af den folkelige støtte, guerillaen nyder, men den er meget vigtig. Alligevel er dannelsen af en virkelig spionageorganisation et væsentligt punkt i vort fremtidige arbejde.

Selvfølgelig forsøger også militærdiktaturet at infiltrere vor organisation, men fordi kampen foregår i de brede masser og nyder deres sympati, vil sådanne spioner kun have meget ringe chancer.

Opdager en guerilla en sådan forræder, spion eller stikker, er det hans pligt at likvidere ham omgående. Dette er den korrekte fremgangsmåde, den nyder støtte i befolkningen og den formindsker i væsentlig grad risikoen for spionage i vore rækker. For fuldstændigt at undgå denne form for spionage er det nødvendigt at formere en kontraspionage.

Imidlertid kan ikke alt reduceres til et spørgsmål om kendskab til fjendens bevægelser og planer, og til at undgå spionage i vore rækker. Informationsmængden må være overordentlig bred, selv tilsyneladende uvæsentlige ting kan få stor betydning. Dette, at indsamle informationer, må blive en naturlig del af den daglige tilværelse. Guerillaen må være opmærksom overfor enhver samtale eller anden form for menneskelig kontakt, og han må lære at kunne bedømme sine oplysningers værdi.

Byguerillaen kan ikke på noget tidspunkt tillade sig at slække på sin årvågenhed, han er revolutionær og må kritisk mærke sig alt, der kan have betydning i den fortsatte kamp mod militærdiktaturet.

d) PRÆCISION OG BESLUTSOMHED

Motorisering, lokalkendskab og informationer af enhver art er dog ikke tilstrækkelige betingelser for at kunne udføre vellykkede aktioner. Byguerillaen må også kunne tage vigtige afgørelser uden at vakle, være beslutsom og præcis, uden dette vil alt andet vise sig nytteløst.

Selv aktioner, der er begyndt med stort held, kan ende i en katastrofe, hvis aktionsgruppens leder eller den enkelte guerilla pludselig vakler. Der findes i virkeligheden kun vanskelige aktioner, og de kan kun udføres med held, hvis man har mulighed -for at arbejde med beslutsomme og præcise mænd. Alle aktioner skal udføres med den samme forsigtighed og omhu.

Det er i mange tilfælde muligt allerede på forhånd at kunne afgøre, hvorvidt en aktion kan bringes til heldig udførelse ved at betragte den måde, de implicerede arbejder på i de indledende faser. De mænd, der arbejder langsomt, de, der er glemsomme og ubeslutsomme og ikke formår at afslutte de simpleste forberedelser, kan være til stor fare for aktionen, og man må hellere udelukke dem. Kun én ubeslutsom er nødvendig for at tabe alt.

Byguerillaens opgaver

Den brasilianske guerilla har følgende opgaver:

  1. at true et trekantområde i Brasilien, angivet ved Rio, Sao Paulo og Belo Horizonte, hvor det gigantiske industrielle-økonomiske-politiske-kulturelle-militærpolitiske kompleks, som domineres af USA-imperialismen, er koncentreret,
  2. at svække militærdiktaturet gennem angreb på dets sikkerhedssystem, at uskadeliggøre dets tropper ved at tvinge dem over i en forsvarsposition, uden at de nogensinde ved hvor, hvornår og hvordan angrebet kommer,
  3. at angribe systemet på mange fronter med små uafhængige, væbnede grupper i den hensigt at splitte militærdiktaturets styrker uden at give dem lejlighed til at knuse oprøret gennem angreb på en hierarkisk og tæt organiseret guerilla,
  4. at give beviser på vor beslutsomme og uforsonlige kamp mod styret for at give andre utilfredse mulighed for at følge vort eksempel og tilslutte sig guerillaen. Dette vil medføre, at militærdiktaturet vil blive nødsaget til at trække sine repressive tropper tilbage for at beskytte sine banker, militærforlægninger, fængsler, offentlige kontorer, radio- og fjernsynsstationer, USA-firmaer, olieraffinaderier, skibe flyvemaskiner, havne og lufthavne, hospitaler, ambassader og ledene ministres og politiembedsmænds boliger,
  5. at intensivere kampen i byerne, så militærdiktaturet nødsages til at holde militærenhederne koncentreret her, således at guerillaen i landdistrikterne kan udvikles og organiseres,
  6. at fratage militær og politi dets ledere og ændre kasernes relative ro til en tilstand af vedvarende spænding,
  7. at undgå åbne kampe med styret og begrænse kampen til hurtige og præcise angreb,,
  8. at sikre byguerillaen maksimal manøvrefrihed uden nogensinde at svække de voldelige aktioners styrke, at støtte den frembrydende guerilla-aktivitet i landdistrikterne og medvirke ved opbygningen af den nationale befrielsesbevægelses revolutionære hær.

Byguerillaens forskellige aktionsformer

Det er nødvendigt for guerillaen at kunne gøre brug af forskellige aktionsformer for at kunne tilfredsstille de krav, der er stillet i det foregående.

Men byguerillaen må ikke vælge sin aktionsform tilfældigt. Visse aktioner er komplicerede, andre enklere, og den uerfarne guerilla må efterhånden sættes ind i de mere komplicerede. Han må begynde med små opgaver indtil han langsomt udvikler sig til en erfaren byguerilla.

Byguerillaen må før hver aktion omhyggeligt gennemtænke de krav til metode og personel, som aktionsformen stiller. Operationer, der kræver teknisk kunnen, må ikke overlades til teknisk uerfarent mandskab.

Med disse bemærkninger kan følgende aktionsmodel opstilles:

  1. overfald og røverier
  2. commandoraids
  3. besættelser
  4. baghold
  5. gadekamp
  6. strejker og arbejdsnedlæggelser
  7. tyveri af våben og ammunition
  8. frigivelse af fanger
  9. likvideringer
  10. kidnapninger
  11. sabotage
  12. terrorisme
  13. væbnet propaganda
  14. psykologisk propaganda

I det følgende gennemgås de forskellige aktionsformer indgående.

a) OVERFALD OG RØVERIER

Overfald og røverier foretages som væbnede angreb på militære forlægninger i den hensigt at befri politiske fanger, erobre våben og ammunition og andet udstyr.

Iøvrigt er de bedst egnede mål for sådanne aktioner følgende:

Armerede køretøjer er ikke usårlige overfor miner, beskydning med tunge våben og anvendelse af Molotovcocktails.

Tungere materiel, flyvemaskiner på jorden, fortøjede skibe etc. kan bemægtiges ved overmanding af besætning og vagter.

Flyvemaskiner i luften kan dirigeres til andre bestemmelsessteder ved aktioner udført af en guerillagruppe eller en enkelt mand.

Skibe, tog og lignende befordringsmidler angribes enten for erobring af våben og ammunition eller for forhindring eller besværliggørelse af troppetransporter.

Et af de mest almindelige mål for guerillaoperationer er i dag banker og andre pengeinstitutter. Den brasilianske guerilla har udviklet disse bankrøverier til en slags indledende øvelse i guerillakrig og har indført en mængde fornyelser i metoden.

Forsøg på at installere bankalarmer, vagter eller elektroniske sikkerhedssystemer af nordamerikansk oprindelse har ikke hjulpet overfor guerillaens strategi og teknik.

Bankrøverier er typiske eksempler på denne form for revolutionær aktion, og guerillaen møder her som i lignende tilfælde vanskeligheder, fordi sådanne aktioner, der overfladisk er meget lig den revolutionære aktion, begås dels af kriminelle dels af højreorienterede kontrarevolutionære.

Dette medfører usikkerhed og forvirring i befolkningens bedømmelse af aktionerne, og det er guerillaens opgave at forsøge at hindre dette. Der findes forskellige metoder hertil:

  1. han må afstå fra at anvende den kriminelles teknik, det vil i hovedsagen sige at afstå fra unødig voldsanvendelse og forsøge at undgå at bemægtige sig folkets ejendom.
  2. han må bevidst bruge aktionen i propagandaøjemed, i det øjeblik, den finder sted, ved at distribuere løbesedler og pjecer, der omhyggeligt forklarer baggrunden og målet med den pågældende aktion, samt princippet om den revolutionære kamp mod regeringen, de herskende klasser og imperialismen.

b) COMMANDO-RAIDS

Sådanne aktioner består i hurtige angreb på institutioner i byen eller dens omegn, fx. små militærenheder, politistationer, hospitaler og lign. Formålet kan være at øve terror mod fjenden, det kan være gengældelsesaktioner, eller formålet kan være at befri fanger eller sårede guerillaer, der er anbragt på hospital under politibevogtning.

Aktionerne kan også rettes mod garageanlæg og depoter eller tekniske installationer, især hvis de tilhører nordamerikanske firmaer.

gennemføres aktioner på lidt afsidesliggende hovedveje eller fjernere områder, kan aktionens formål være at tvinge styret til at sikre transporter i dette område med omfattende militær beskyttelse og på denne måde sprede dets styrker.

Aktionerne kan også være rettet mod administrationsbygninger, og formålet kan her være at bemægtige sig dokumenter og papirer, der vil kunne afsløre styrets korruption og dets forbindelser med USA-imperialismen.

Commandoraids er mest effektive, når de udføres om natten.

C) BESÆTTELSER

Besættelser er uhyre effektive aktionsformer, men for at forhindre tab af materiel eller mandskab bør man altid være forberedt på hurtig tilbagetrækning. Under alle omstændigheder skal aktionen være omhyggeligt planlagt, og den skal bringes til på det mest velegnede tidspunkt.

Besættelser er altid tidsbegrænsede, og det gælder generelt, at jo hurtigere de afsluttes, des bedre vil de virke.

Besættelser kan rettes mod fabrikker eller skoler under strejker eller andre omstændigheder, eller de kan rettes mod radiostationer med det formål at udsprede propaganda.

d) BAGHOLD

Baghold er typiske overraskelsesangreb, hvor fjenden angribes, fx. når han er ved at lægge en politiring omkring et hus el.lign. En falsk anmeldelse kan let skaffe fjenden til det sted, man ønsker.

Hovedformålet med bagholdsangrebet er at erobre våben og ammunition. Er det rette mod persontog, kan formålet være af propagandamæssig art, - er det rettet mod troppetransporttog, er formålet at udslette fjenden og overtage hans våben.

Snigskytten er særlig velegnet til bagholdsangreb, fordi han let kan skjule sig i området og fra vinduer eller mørke steder omhyggeligt tage sigte på sit mål.

e) GADEKAMPE:

I gadekampe benytter man sig af massernes tilstedeværelse i kampen mod fjenden.

Brasilianske studenter demonstrerede i 1968 i de store byer. Studenterne marcherede i gaderne mod trafikken og brugte slyng- og lerkugler som våben mod de bevæbnede politifolk.

I andre demonstrationer bruges barrikader, opbrydning af brosten, som kastes mod politiet fra hustage og lign.

Det er meget vigtigt at vide, hvordan man besvarer politiets strategi under demonstrationer. Når polititropperne fx. møder med hjælme for at beskytte sig mod kasteskytset, deler man sig i grupper, som angriber politiet fra to sider, idet man skiftes til at gå frem for ikke at udsætte sig for den anden parts kasteskyts.

Disse massedemonstrationer har udviklet en ny form for guerillaaktivitet - guerillademonstranten, der blander sig i mængden i demonstrationen, er udstyret med ganske bestemte opgaver.

Han indleder bombardementet mod politiet med brosten og andet kasteskyts, tænder benzinbål, skyder med skarpt mod politiets ledere og vejleder demonstranterne i strategi, anvisning af flugtruter og lign. Han udlægger miner, kaster Molotovcocktails, forbereder baghold og eksplosioner og tager initiativ til at vælte politibiler og sætte dem i brand.

Når politiet danner kæder for at omringe grupper af demonstranter, formerer guerillaerne et net udenom politiet, afvæbner det og lader demonstranterne undslippe.

Under større demonstrationer bruger politiet store transportvogne for at kunne besætte strategiske punkter i byen. Det er guerillaens opgave at ødelægge disse transportvogne fx. ved nedlægning af miner og at angribe de ødelagte politivogne for at erobre våben og ammunition.

Snigskytter spiller ligeledes en værdifuld rolle under demonstrationer, hvor man benytter strategisk beliggende skjul fra hvilke han retter sin ild mod politiet.

f) STREJKER OG ARBEJDSNEDLÆGGELSER

Byguerillaen benytter sig af strejker på arbejdspladser og skoler for at kunne ramme styret gennem standsning af arbejde og studier. Fjenden bruger meget kraftige midler i sine forsøg på at forhindre og standse disse strejker, fordi de er uhyre frygtede hos udbytterne og undertrykkerne.

Strejker og studieafbrydelser er på trods af deres ringe varighed et meget virksomt våben, fordi punktstrejker i mange tilfælde er tilstrækkelige og fordi disse kan fortsættes i det uendelige.

Man må forberede strejken på en sådan måde, at initiativtagerne ikke kan opspores. Den bør planlægges omhyggeligt og af en ganske lille gruppe og følges op af en nøje udarbejdet sabotageplan, således at skaderne kan blive størst mulige.

i strejkesituationer har guerillaen gode muligheder for at udføre commandoraids eller arrangere baghold rettet mod politiet. Hovedsagen under sådanne aktioner må være at fjenden pådrager sig tab og skader af materiel eller moralsk karakter

g) TYVERI AF VÅBEN OG AMMUNITION

De brasilianske revolutionære har et meget stort behov for våben og ammunition, og mange forskellige metoder tages i anvendelse for at kunne bevæbne guerillaen.

På passende tidspunkter deserterer fx. guerillaer, der har fungeret som menige eller officerer i militærdiktaturets styrker, og overfører på denne måde store mængder våben til guerillaen.

Når det ikke er muligt for guerillaen at desertere, må han forsøge at arrangere explosioner i våben- og ammunitionslagre.

Våben kan man også blive nødsaget til at skaffe sig ved angreb på militærforlægninger eller våbendepoter, dette har været en af de vigtigste veje til fremskaffelse af guerillaens vigtigste våben, maskinpistolen.

Under bankrøverier må guerillaen omhyggeligt sørge for at afvæbne vagterne og tage disses våben med sig.

Andre metoder til fremskaffelse af våben er bagholdsangreb Då politivogne eller angreb på politistationer, som i mange tilfælde er lykkedes på glimrende vis.

h) FRIGIVELSE AF FANGER

I den daglige kamp mod fjenden risikerer byguerillaen at blive arresteret, og han kan idømmes ubegrænsede straffe i fængsler og fangelejre. Dette medfører dog ikke nødvendigvis afslutningen på hans revolutionære aktivitet. Den fængslede guerilla ser fængslet som noget, han hurtigt må lære at kende, for at gøre det muligt at blive befriet gennem guerilla-aktioner, og hans revolutionære erfaring udvides herved. Der findes ikke det fængsel eller den fangelejr, der kan modstå et guerillaangreb.

Guerillaen udenfor fængslet ser det som sin pligt at befri sin ideologiske broder fra fangeskabet, og dette kan ske ved et samarbejde med den fængslede eller gennem direkte guerillaangreb på fængslet eller fangelejren.

i) LIKVIDERINGER

En likvidering er et drab på en nordamerikansk spion, en af militærdiktaturets agenter, en politibøddel, et fascistisk medlem af regeringen, der har begået forbrydelser og overgreb mod patrioter, en stikker, en politiagent eller politiprovokatør.

Likvideringen er en aktion, der bør udføres så ubemærket som muligt. Kun det færrest mulige antal guerillaer bør indblandes i handlingen. I mange tilfælde kan likvideringen foretages af en enkelt snigskytte, der arbejder roligt, besindigt og fuldstændig hemmeligt.

j) KIDNAPNING

En kidnapning er tilbageholdelse af en politiagent, en US-spion, en politiker eller en notorisk og farlig fjende af den revolutionære bevægelse.

Kidnapningens formål er at gennemtvinge udveksling og frigivelse af kammerater eller at forsøge at standse torturen i militærdiktaturets fængsler og fangelejre.

Man kan i mange tilfælde også opnå en udmærket propaganda for de revolutionære og patriotiske tanker ved under passende omstændigheder og under hensyn til den folkelige sympati at kidnappe mennesker, der ikke har nogen direkte tilknytning til det politiske liv, som fx. kunstnere, sportsfolk og fremtrædende personligheder.

Kidnapning af nordamerikanske embedsmænd og turister i Brasilien er udtryk for protest mod USA-imperialismens dominans i vort land.

k) SABOTAGE

Sabotage er en særdeles ødelæggende form for angreb, der kun kræver ganske få menneskers medvirken. Byguerillaens sabotagehandlinger er isolerede aktioner og må betegnes som første fase, i anden fase derimod deltager befolkningen i udførelsen af omfattende sabotagehandlinger mod regeringen.

En vellykket sabotage kræver omhyggelig planlægning og udførelse. Karakteristiske er eksplosionssabotager, hvor der anvendes dynamit eller andet sprængstof, men det er vigtigt at vide, at også en smule sand, en løsnet møtrik, en afbrudt forbindelse eller lignende kan tilføje fjenden uoprettelig skade.

Sabotagen rettes mod vitale dele af militærdiktaturets system som f.eks.:

  1. landets økonomi
  2. landbrugs- og industriproduktion
  3. transport- og kommunikationssystem
  4. militær og politi
  5. nordamerikanske firmaer og handelsforetagender.

Guerillaen søger at ødelægge landets økonomiske og financielle system gennem angreb på inden- og udenlandske handelsforetagender pengeinstitutter, skatteopkrævningssystemet og lign.

Offentlige kontorer, regeringsbygninger og varehuse er velegnede som lette sabotagemål, og det vil ligeledes være vanskeligt at hindre sabotage mod industri- og landbrugsproduktionen, når den udføres af guerillaer med stort kendskab til de lokale forhold.

Arbejdere er selvskrevne industrisabotører, fordi de bedre end nogen anden kender maskinerne og fabrikkens produktion, og således med større held kan ramme vitale dele i produktionsprocessen.

Det er også nødvendigt systematisk at sabotere fjendens transport- og kommunikationssystem, men --let er her vigtigt at søge at undgå alvorlige ulykker og dødsfald blandt passagererne. Særlig sabotage rettet mod godstog med olietransporter tilføjer fjenden alvorlige skader. Sprængning af jernbanebroer og blokering af hovedveje og lign. er også velegnede sabotagehandlinger, fordi reparationer på disse områder tager meget lang tid.

Telefon- og telegrafkabler, olieledninger, benzindepoter, våbenarsenaler og militær- og politistationer er ligeledes velegnede sabotagemål.

Nordamerikanske firmaer og handelsforetagender bør saboteres med en sådan intensitet, at det samlede antal aktioner rettet mod disse mål overstiger alle andre.

l) TERRORISME

Terroraktioner er tilsyneladende meget simple, men adskiller sig i virkeligheden ikke fra andre revolutionære handlinger gennem krav om omhyggelig planlægning og udførelse. En terroraktion må udføres af guerillaen med største koldblodighed og omtanke.

Selvom terroraktioner normalt forbindes med bombeeksplosioner, kan også systematiske brandstiftelser rettet mod nordamerikanske depoter, plantager og installationer virke på samme måde.

Terrorisme er et revolutionært våben, som ikke må negligeres.

m) VÆBNET PROPAGANDA

Den væbnede propaganda manifesterer sig gennem sammenhængen i byguerillaens aktioner. Aktioner, der udføres mod bestemte mål og med en bestemt hensigt, bliver uundgåeligt propagandamateriale for massekommunikationsmidlerne.

Byguerillaen må dog aldrig undlade at oprette underjordiske pressecentre, hvorfra den kan sprede duplikerede flyveblade og aviser, der propaganderer for kampen mod militærdiktaturet.

Det store antal mennesker, der villigt har påtaget sig at udsprede den revolutionære propaganda, selv når de risikerer livet for deres handlinger, har lettet byguerillaens arbejde enormt.

Andre former for propagandaspredning foregår ved erobring af radiostationer, ved hjælp af højtalere og båndoptagere eller ved vægaviser eller lignende.

Når guerillaen benytter disse metoder, er det altid vigtigt, at disse aktioners sammenhæng med de væbnede aktioner understreges.

En anden særdeles virkningsfuld form for propagandaspredning består i afsendelse af breve til bestemte adresser, hvori guerillaens formål med forskellige aktioner og hele dens politiske strategi er udførligt omtalt.

Selv med de store propagandaaktiviteter, der udfoldes fra guerillaens side, kan man ikke forvente hele befolkningens støtte. Men det er også tilstrækkeligt at finde støtte hos en del af befolkningen, hvis man samtidig gennem forskellige slogans kan opnå at vinde forståelse for den revolutionære sag i større dele af samfundet. Man kunne fx. tænke sig: «Lad enhver, der ikke ønsker at arbejde for revolutionen, i det mindste ikke modarbejde den».

n) PSYKOLOGISK PROPAGANDA

Den psykologiske propaganda er baseret på direkte eller indirekte anvendelse af massekommunikationsmidlerne, rygtespredning etc.

Regeringen vil overfor den psykologiske krigsførelse stå sig dårligere og dårligere, fordi den tvinges til at indføre censur overfor massemedierne og derefter langsomt tvinges over i en defensiv holdning, hvor intet kan siges imod den. På dette tidspunkt bliver den desperat, indvikler sig i større og større modsigelser og taber prestige ved sine forgæves forsøg på at kontrollere en censur, der stadig gennemhulles.

Den psykologiske propagandas mål er at sprede (falske) rygter blandt administratorerne, at give forkerte oplysninger og således skabe en atmosfære af usikkerhed, mistro, nervøsitet og skepsis overfor styret.

De bedste metoder i den psykologiske krigsførelse er:

  1. at bruge telefon eller postvæsen til at indgive falske anmeldelser om planlagte guerilla-operationer
  2. at lade falske aktionsplaner falde i hænderne på politiet
  3. at udsprede rygter, der gør regeringen usikker
  4. at udsprede oplysninger om regeringens fejlslagne politik, dens korruption og dens inkompetence og således tvinge den til at fremkomme med ydmygende forklaringer og «berigtigelser» i dens egne censurerede massemedier
  5. at præsentere udenlandske ambassader, internationale juridiske organisationer, FN etc. for beviser på militærdiktaturets tortur, dets umenneskelige fremfærd og dets brud på menneskerettighederne og gøre det kendt, at den revolutionære krig vil fortsætte og forstærkes til stor fare for folkenes fjender.

Risikoen for sårede

Problemet om eventuelle sårede kammerater i byguerillaens aktioner fortjener særlig Opmærksomhed. Under guerillaens aktioner i byområderne kan det ske, at en kammerat kommer ud for et uheld eller at han rammes af politiets kugler. Har en guerilla i aktionsgruppen kendskab til førstehjælp, kan han naturligvis gøre noget for den sårede, men under ingen omstændigheder må en såret byguerilla efterlades på stedet og således falde i hænderne på vore fjender.

Byguerillaen må træffe forberedelser til at kunne tilbyde førstehjælpskurser til mænd og kvinder. Læger, medicinske studerende, sygeplejersker, i det hele taget ethvert menneske med kendskab til førstehjælp er meget vigtige og uundværlige i en moderne revolutionær bevægelse. Enhver, der har tilstrækkelig viden, kan udarbejde en lille duplikeret håndbog i førstehjælp beregnet for guerillagrupperne.

Når en aktion planlægges, må det mulige behov for lægehjælp ikke glemmes. Det bedste ville naturligvis være, om guerillaen rådede over en mobil klinik, men dette ville blive for bekosteligt, med mindre apparaturet kunne erobres fra militærdiktaturet.

Svigter alt andet, kan det være nødvendigt at benytte sig af en almindelig læges hjælp, eventuelt under væbnet tvang.

I de tilfælde, hvor det bliver nødvendigt at henvende sig på hospitaler eller blodbanker for at erhverve blod eller plasma, må man naturligvis aldrig opgive legale adresser og under ingen omstændigheder adresser, hvor den sårede opholder sig.

De såredes opholdssteder må kun kendes af ganske få; forbindinger, blodigt tøj, medicin eller andet, der tyder på, at der er foregået behandling af en kammerat, der er såret i kamp mod politiet, må fjernes omhyggeligt.

Sikkerhedsproblemer

Byguerillaen lever i konstant fare for at blive opdaget og angivet. Det vigtigste sikkerhedsproblem består derfor i at kunne garantere sikre metoder, der forhindrer politiet i at finde frem til guerillaens baser.

Risikoen for at spioner og angivere infiltrerer vore rækker, er i virkeligheden den største fare for byguerillaen. Opdages en spion i vore rækker, straffes han med døden. Det samme gælder de, der angiver os til politiet.

Den eneste måde at sikre, at ingen af diktaturets agenter får adgang til organisationens interne informationer, er at udvise stor omhu ved rekrutteringen af guerillaen. Det er utilladeligt, at nogen guerilla kender hele organisationen. Enhver bør kun vide det, der angår hans eget arbejde. Denne regel er fundamental i byguerillaens sikkerheds-ABC.

Den kamp, vi udkæmper mod vor fjende, er vanskelig, fordi den er en klassekamp, og enhver klassekamp er en kamp på liv og død, da klasserne er antagonistiske modsætninger.

Vor fjende ønsker at udslette os og bekæmper os utrætteligt. Vort vigtigste våben er derfor at kunne skjule os for ham og at kunne rette overraskelsesangreb mod ham.

En stor fare for byguerillaen består i at han risikerer at afsløre sig ved uforsigtighed og mangel på årvågenhed. Det er utilladeligt for byguerillaen at overgive sin egen eller andres hemmelige adresser til politiet. I det hele taget er det utilladeligt at. tale for meget. Notater i aviser, tabte papirer, breve eller kort er alt sammen spor, som politiet ikke undervurderer.

Adresser og telefonnumre skal ødelægges. Eet er nødvendigt at afholde sig fra at arkivere legale og illegale navne, biografiske data, kort og aktionsplaner. Kontaktadresser skal huskes og må aldrig skrives ned.

Den partisan, der forbryder sig mod disse love, skal advares af den første, der opdager det, og hvis forseelsen gentages, er det nødvendigt at afbryde forbindelsen med vedkommende.

Nødvendigheden af at byguerillaen befinder sig i relativ nærhed af politiet, tvinger ham til at træffe forskellige sikkerhedsforanstaltninger.

Det er nødvendigt at guerillaen hele tiden ved, hvad fjenden foretager sig, og hvor politipatruljerne opererer. Daglig læsning af politinyhederne i aviserne kan være en kilde til information om disse ting.

Det er af største vigtighed aldrig at tillade den mindste form for slaphed eller unøjagtighed i efterfølgelsen af sikkerhedsregulativet indenfor organisationen.

Ved arrestation må sikkerhedsbestemmelserne stadig overholdes meget nøje. Overfor politiet må den arresterede intet røbe, som på nogen måde vil kunne anvendes til optrevling af organisationen. Han må aldrig røbe noget, der kan føre til arrestation af kammerater, afsløring af skjulesteder eller tab af våben eller ammunition.

Byguerillaens syv synder

Selv når byguerillaen anvender hele sin revolutionære teknik med præcision og adlyder alle de ovenfor skitserede sikkerhedsbestemmelser, kan han være sårbar overfor fejl. Han er ikke fuldkommen, men han kan gøre meget for at mindske denne fejlmargin.

Et middel til dette er at kende og forsøge at undgå «guerillaens syv synder»

  1. Uerfarenhed er byguerillaens første synd Den uerfarne forestiller sig fjenden uintelligent og tåbelig, undervurderer ham, og mener, at alt er meget lettere end det i virkeligheden er. Dette fører ofte til, at han undlader at dække sig tilstrækkeligt ind under udførelsen af en aktion.
    Uerfarenhed kan også føre til en overvurdering af fjenden og hans styrke. Ligger byguerillaen under for dette, bliver han usikker og ubeslutsom, han lammes og hans initiativ forsvinder.
  2. Den anden synd en byguerilla kan begå, består i at udbrede sig vidt og bredt om de aktioner, han har udført.
  3. Indskrænkethed er guerillaens tredje synd Ligger man under for dette, forsøger man at løse revolutionens problemer gennem aktioner, der kun omfatter byen, uden at bekymre sig om, hvordan man får oprettet guerillaer i landdistrikterne, eller hvordan disse skal Overleve. Blændet af sin succes planlægger han en aktion, som han forestiller sig må blive afgørende, og som implicerer hele organisationens magt og alle dens midler. Byerne er strategisk set vor vigtigste base, guerillaen i landdistrikterne har endnu ikke vist sig i sin fulde magt. Det vil derfor være en meget alvorlig fejl på denne måde at give fjenden mulighed for at rette et afgørende angreb på byguerillaen.
  4. Byguerillaens fjerde synd består i at overvurdere sig selv og sin styrke. Han må ikke begynde på opgaver, som i virkeligheden overgår hans kræfter, og opgaver, som endnu overgår hans organisations kræfter.
  5. Den femte synd begår en guerilla, der indleder en aktion uden tilstrækkelig planlægning. Han mister sin ro, bliver et nervevrag og formår ikke at vente på det rette tidspunkt for en aktion, hvilket medfører talrige tilbageslag.
  6. Den sjette synd begår den guerilla, som angriber fjenden når denne er mest ophidset.
  7. Byguerillaens syvende synd er at undlade at planlægge sin aktion om hyggeligt og at improvisere den frem.

Folkelig støtte

En af byguerillaens permanente opgaver er gennem solidaritet at vinde folkelig støtte. Når regeringens handlinger bliver for urimelige og korrupte, skal byguerillaen ikke tøve med at træde frem for at vise, at han sætter sig op mod regeringen og for at vinde massernes sympati. For eksempel pålægger regeringen folket tunge økonomiske byrder og overdrevent høje skatter. Det er byguerillaens opgave at angribe diktaturets system for skatteopkrævning og at spærre vejen for dets finansielle aktivitet og at sætte ind mod det med hele voldelige revolutionære aktions Vægt.

Byguerillaen må kæmpe ikke blot for at vælte skatte- og inddrivelsessystemet, men den revolutionære volds våben skal også rettes mod de regeringsorganer, som hæver priserne, og de, som dirigerer dem, såvel som mod de rigeste af de nationale og udenlandske profitsamlere og de større ejendomsejere; eller kort sagt, mod alle dem, der på baggrund af de høje leveomkostninger, sultelønningerne, de opskruede priser og renter, indsamler umådelige rigdomme. Udenlandske truster såsom køleindustrien og andre nordamerikanske virksomheder, der har monopoliseret fabrikationen og salget af de almindelige fødevarer, må systematisk angribes af byguerillaen.

Byguerillaens oprør og hans konstante indblanding i offentlige sager er den bedste vej til sikring af folkelig støtte til den sag, vi forsvarer. Vi gentager og vedbliver at gentage: det er den bedste vej til sikring af folkelig støtte. Så snart en nogenlunde stor del af befolkningen begynder at tage byguerillaens handlinger alvorligt, er den revolutionære sags fremtid sikret.

Regeringen har intet alternativ udover at intensivere undertrykkelsen. Det store politiopbud, husundersøgelser, anholdelse af uskyldige og mistænkte og lukningen af gader gør livet i byerne uudholdeligt. Det militære diktatur indlader sig på en massiv politisk forfølgelse. Politiske mord og politisk terror bliver en vane. Til trods for dette tager politiet systematisk fejl. De væbnede styrker, flåden og luftvåbenet er mobiliseret og varetager rutinemæssige politifunktioner. Men selv da har de ingen mulighed for at standse guerillaoperationerne eller for at optrævle den revolutionære organisation med dens spredte grupper, som bevæger sig rundt og opererer vedvarende og smittende over hele nationen.

Folk nægter at samarbejde med autoriteterne, og den almindelige opfattelse er, at regeringen er usikker, ude af stand til at løse problemerne og (ganske simpelt) søger sin tilflugt i udslettelse af sine modstandere.

Den politiske situation i landet er omdannet til en militær situation, har «gorillas» (en almindelig latinamerikansk betegnelse for højreorienterede USA-sympatiserende militærofficerer) mere og mere synes at være dem, der er ansvarlige for vold og fejltagelser, mens de problemer, der vedrører befolkningens liv, bliver virkeligt katastrofale.

Når fredsstifterne altid skal søges indenfor den herskende klasse og højreopportunisterne, den ikke-voldelige kamps partisaner, ser de militære ledere og diktatorerne på afgrundens rand og frygter konsekvenserne af en revolutionær krig, som allerede har nået et temmelig avanceret og irreversibelt stade - tager hinanden i hænderne og lader rygterne svirre bag scenen, tigger bødlerne om valg, «indførelse af demokratiske tilstande», forfatningsmæssige reformer og andet sludder, opfundet for at røvrende masserne og få dem til at standse det revolutionære oprør i byer og landdistrikter.

Men når folket nu ser de revolutionære aktioner, forstår det, at det er en farce at stemme ved valg, hvis eneste formål er at garantere fortsættelsen af det militære diktatur og dække over dets forbrydelser.

Idet byguerillaen helhjertet angriber disse farcevalg og såkaldte «politiske løsninger», som synes så tiltalende for opportunisterne, må den blive mere aggressiv og voldelig og uophørligt tage tilflugt til sabotage, terror, ekspropriationer, mord, kidnapninger, eksekutioner og lign.

Dette skal modsvare ethvert forsøg på at røvrende masserne gennem en åbning af kongressen og en reorganisering af de politiske partier - regeringens og den tilladte oppositions partier - sålænge parlamentet og de såkaldte politiske partier fungere i kraft af militærdiktaturets tilladelse som et marionetteater.

For at vinde folkets støtte er det byguerillaens opgave at fortsætte kampen, samtidig med at man hele tiden holder sig massernes interesser for øje, og at stramme den katastrofale situation, i hvilken regeringen skal handle. Det er disse omstændigheder, der giver de revolutionære mulighed for at åbne en guerillakamp i landdistrikterne midt i byoprørets ukontrollable ekspansion.

Byguerillaen udfører revolutionære handlinger til gavn for folket og søger massernes deltagelse i kampen mod militærdiktaturet og frigørelsen af landet fra det amerikanske åg. Begyndende med byerne og med folkets støtte, vil guerillakampen -i landdistrikterne udvikle sig hurtigt og omhyggeligt opbygge en organisation, mens oprøret i byområderne fortsætter.

Byguerillakrig

Revolutionen er et socialt fænomen, hvis fremtræden afhænger af tilstedeværelsen af mennesker, våben og visse ressourcer. For at kunne udnytte de våben og ressourcer, der faktisk findes i landet, må guerillaen besidde to uomgængelige og fundamentale egenskaber:

  1. han må være politisk-revolutionært orienteret
  2. han må være i besiddelse af den nødvendige teknisk-revolutionære kunnen.

Modstanderne af militærdiktaturet og USA-imperialismens dominans i vort land er politisk-revolutionært orienteret. Næsten daglig sker det at sådanne mænd tilslutter sig byguerillaen, og dette gør at militærdiktaturet ikke længere i tide og utide meddeler, at de revolutionære nu er fuldstændigt udslettede.

Rygraden i guerillaen, og derfor i den brasilianske revolution, er veltrænede, erfarne mænd med kendskab til både by- og land-guerilla. Gennem disse mænds kamp vil guerillaen udvikle sig til en revolutionær bevægelse og en national befrielsesfront.

Disse mænd er kerne i den revolutionære bevægelse - ikke bureaukraterne og opportunisterne, som skjuler sig i organisationens struktur, ikke de kliche-skrivere, hvis resolutioner forbliver på papiret - men kun disse kæmpende mænd. Mænd, der lige fra begyndelsen har været rede til at ofre alt, mænd, der uden at vakle personligt deltager i de revolutionære aktioner.

Disse mænd er kerne i den disciplinerede og velskolede revolutionære bevægelse, hvis langsigtede strategi og hele taktiske vision er udviklet gennem anvendelsen af marxismen, af leninismen, af Castro-Guevara-erfaringer på de brasilianske forhold. Dette er den kerne af mænd, som vil lede opstandene gennem guerillafasen.

Omkring denne kerne vil samle sig de mænd og kvinder, som efter revolutionens sejr vil få til opgave at lede opbygningen af det nye brasilianske samfund.

I øjeblikket er de mænd og kvinder, der kæmper side om side i byguerillaen, arbejdere, de er bønder, som er søgt ind til byerne for at få arbejde, og som vender tilbage revolutionært skolede og med teknisk og politisk viden, de er studenter, de er intellektuelle og præster.

Arbejderne har ubegrænset kendskab til forholdene i industriområdet og egner sig derfor bedst til revolutionære opgaver i byerne. Arbejderen i byguerillaen deltager i kampen ved at bygge våben, gennem sabotage og ved personligt at deltage i aktioner. Arbejderen organiserer strejker og arbejdsnedlæggelser på fabrikker og andre arbejdspladser.

Bønderne har et ganske særligt kendskab til landet og en uvurderlig evne til at komme i kontakt med de fattigste landarbejdere. Landguerillaen deltager allerede i vor kamp på mange områder: Han etablerer støttepunkter i landdistrikterne, skjulesteder for enkeltpersoner, han skaffer våben, ammunition og forsyninger til guerillakampene, han træner de førere, der er nødvendige for land-guerillaens operationer, og han opretter informationstjenester i landdistrikterne.

Studenterne er bemærkelsesværdige, fordi de i høj grad har undgået en politisk indoktrinering og således kan bryde mange vaneforestillinger ved deres naive (i bedste forstand) fremfærd. I det øjeblik de tilslutter sig byguerillaen, som det for tiden sker i stort tal, viser de særlige evner for revolutionær vold og opnår hurtigt et højt politisk-teknisk-militært niveau. Studenter har megen tid til deres rådighed, fordi de systematisk udelukkes fra universitetet af militærdiktaturet. Den således vundne tid benyttes i vidt omfang til revolutionære aktioner.

De intellektuelle er førende i modstanden mod militærdiktaturets vilkårlige domme, sociale uretfærdighed og dets grusomme og umenneskelige fremfærd.

Gejstlige danner en gruppe med helt specielle muligheder for at komme i kontakt med folk, særligt med arbejdere, bønder og den brasilianske kvinde. Præsten som byguerilla er et vigtigt led i de brasilianske revolutionære aktiviteter, i kampen mod militærdiktaturet og USA-imperialismen.

Med hensyn til den brasilianske kvinde og hendes deltagelse i den revolutionære bevægelse, specielt byguerillaen, er det ikke tilfældigt, at så mange kvinder er blevet anklaget for delagtighed i aktioner mod banker, militærkvarterer osv., og at et så stort antal er fængslede eller eftersøgt af politiet.

Byguerillaens aktiviteter danner et udmærket grundlag for rekrutteringen til den revolutionære kamp gennem kravene til ansvarsfølelse og effektivitet, som pålægges de mænd og kvinder, som sammen udholder farerne ved aktioner, spionage, skolingsarbejde og propaganda.

Carlos Marighella,
juni 1969

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 23.037