Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Carpentier, Alejo

Alejo Carpentier
Alejo Carpentier

Alejo Carpentier (1904-80), cubansk forfatter og diplomat.

I Carpentier har Cuba en af det 20. århundredes mest brillante forfattere. Han skrev romaner, essays og om musik. Han fik stor indflydelse i Latinamerika med sin stil, der rummer alle fantasiens dimensioner: drømme, myter, magi og religion.

Eftersom faderen var fransk, fik han sin uddannelse på franske skoler. Samtidig fik han uddannelse i musik af moderen, der var højtuddannet cubaner. Under sine rejser til Cuba arbejdede han som journalist, men måtte ved flere lejligheder gå i eksil. Han rejste i Mexico og Haiti, hvor han interesserede sig for slaveoprørene i det 18. århundrede. Han boede i Caracas i 1945-58, hvor han vendte tilbage til Cuba kort før revolutionen. Han havde en lang række diplomatiske opgaver for den nye revolutionære regering og døde i Frankrig, hvor han var cubansk ambassadør.

I sin ungdom var han stærkt influeret af surrealisterne. Han skrev til bladet Revolution surrealiste i Frankrig på opdrag af digteren André Breton. Alligevel bevarede han en kritisk holdning til de surrealistiske teoriers ikke særligt reflekterede anvendelse, og han søgte at inkludere «vidunderet» i alle sine værker. En form for erkendelse af virkeligheden, som ifølge Carpentier var typisk og eksklusiv for Latinamerika.

Han vigtigste roman anses for at være Los pasos perdidos (1953, De tabte spor (1957)). I den forsøger en cubansk musikers opdigtede avis i Amazonas at definere den virkelige relation mellem Spanien og Latinamerika efter den blodige spanske conquista. I bogen søger han at bryde fortællingens rammer, ved ikke blot at udtrykke sin epoke, men også fortolke den.

I Guerra del tiempo (1958) er temaet den irrationelle vold og den cubanske stats repressive natur under Fulgencio Batistas diktatur - en officer og diktator støttet af USA. El siglo de las luces (1962, Eksplosion i domkirken (1964)) handler om 3 personers liv, der fanges ind af den franske revolution. Langt mere end en historisk eller idehistorisk roman er der tale om en filosofisk bog. I Concierto Barroco (1974) lægger han sine visioner frem om blandingen af kulturer i Latinamerika.

Ved siden af disse værker består hans produktion af: El reino de este mundo (1949, Riget af denne verden (1958)) og Recurso del Método (1974, En diktators metode (1977)). Trods sin meget begrænsede litterære produktion betragtes Carpentier som en af Latinamerikas største forfattere. Han var den første til at slå fast, at Latinamerika var en realitet baseret i sin historie, sine myter, sine fantasier, og han skabte derved en litterær genre, der er tættere knyttet til landenes virkelighed. Det vigtigste i hans værker er hans filosofiske ideer. Han kom aldrig i betragtning som nomineret til Nobels litteraturpris pga. sin støtte til den cubanske revolution.

A.C.T.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 24/9 2003

Læst af: 22.183