Første Genevekonvention
Den første Genevekonvention omhandler behandlingen af sårede under krig og krigslignende handlinger. Den blev oprindelig vedtaget i 1864 som en del af grundlæggelsen af det Internationale Røde Kors. Inspirationen kom fra den schweiziske forretningsmand Henri Dunant, der var vidne til lidelserne blandt 40.000 soldater, der var blevet såret under et blodigt slag mellem den franske og østrigske hær ved den norditalienske by Solferino. Indtil dette tidspunkt eksisterede der ikke nogen anerkendte mekanismer, der kunne anvendes til aftale af våbenhvile, således at de sårede kunne hentes på slagmarken. De blev derfor typisk liggende og døde af deres sår.
Dunant fik trommet beboerne fra de nærliggende landsbyer sammen, for at de kunne bringe hjælp igennem til de sårede, og samtidig lagde han vægt på, at der ikke måtte skelnes mellem de to parter i kampen. Han skrev senere bogen Mindet om Solferino, hvor han beskrev de rædsler han havde oplevet, og hvor han opfordrede til oprettelsen af et civilt hjælpekorps, der kunne tage sig af de sårede under kampe.
I 1863 tog Selskabet for folkesundhed i Geneve denne ide op, og dannede en komite bestående af 5 medlemmer. Det blev den første Internationale Røde Kors Komite (International Committee of the Red Cross, ICRC). I 1864 samlede komiteen repræsentanter fra 16 europæiske lande, der udformede og vedtog den første Genevekonvention. Den havde til formål at redde liv, mindske de sårede og syge soldaters lidelser, og beskytte de civile der ydede hjælp. Konferencen besluttede også at anvende et rødt kors på en hvid baggrund (det modsatte af det schweiziske flag) som et beskyttede symbol for de civile, der hjalp de sårede.
Sidst ajourført: 29/9 2003
Læst af: 30.058