Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den Internationale Faglige Central

Socialdemokrater i «fadermordere»: Den Internationale Faglige Centrals ledelse fotograferet i 1919. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

På den 6. skandinaviske arbejderkongres i København i 1901 mødtes sekretærerne for en række landsorganisationer og besluttede der at indlede et samarbejde. Der eksisterede imidlertid forskellige vurderinger af, hvordan arbejdet skulle organiseres, og samarbejdet udviklede sig derfor kun langsomt. Syndikalisterne som dominerede i den franske landsorganisation, stod overfor socialdemokratiske landsorganisationer i den største del af Europa med undtagelse af den overvejende upolitiske trade-unionisme i England og USA. Spørgsmålet der skilte organisationerne, var forholdet til arbejderpartierne. Den katolske (kristelige) Internationale IFCTU var ikke repræsenteret i samarbejdet, idet den ikke anerkendte strejker. Først i 1913 udviklede kooperationen sig til mere end en udveksling af informationer.

Efter 1. verdenskrig nydannedes de faglige internationaler, principielt som verdensomspændende organisationer. Den Internationale Faglige Central (IFC) oprettedes i 1919 i Amsterdam og blev derfor også kendt som Amsterdam-Internationalen, selv om hovedkvarteret senere flyttedes til Berlin (indtil 1933) og derefter til Paris. Medlemmer var især de socialdemokratisk orienterede landsorganisationer i Europa, men den amerikanske landsorganisation American Federation of Labor (AFL) var i perioder tilsluttet. IFC arbejdede snævert sammen med Socialistisk Arbejder-Internationale (SAI) bl.a. om socialpolitiske oplæg og om kampen mod arbejdsløsheden. Hertil kom specielt efter 1933 også kampen mod den fascistiske trussel. Ligeledes samarbejdede IFC med de internationale fagsekretariater, hvoraf de fleste var blevet oprettet i 1890’erne. Der var dog problemer i dette, da arbejdsområderne ikke kunne afgrænses klart. Det vigtigste fagsekretariat var i mellemkrigstiden Transportarbejder-Internationalen, som bl.a. satsede meget på det antifascistiske arbejde.

IFC var indstillet på at arbejde indenfor den i 1919 oprettede International Labour Organisation (ILO), som i lighed med Folkeforbundet havde sit hovedsæde i Geneve. ILO var et samarbejdsorgan mellem de enkelte landes regeringer, arbejdsgiverorganisationer og landsorganisationer. IFC så i denne en mulighed for på forhandlingsbasis at nå umiddelbare resultater for arbejderne, men nedvurderede arbejdet fra omkring 1930, da det ikke havde vist sig at give væsentlige resultater. Et af IFC’s satsningsområder i mellemkrigstiden blev organiseringen af kvinder og i det hele taget at udvikle en politik for de kvindelige medlemmer. Heller ikke her var resultaterne umiddelbart store, men det var dog blevet erkendt, at der her lå et vigtigt arbejdsområde.

Et samarbejde med den kommunistiske Rød Faglig Internationale (RFI) kunne ikke etableres pga. af for store modsætninger mellem de to Internationaler. Først under indtryk af den fascistiske trussel mod fagbevægelsen kom det i slutningen af 1930'erne til et begrænset samarbejde mellem IFC og RFI. IFCTU holdt sig fortsat udenfor samarbejdet.

Fagbevægelsen var efter det revolutionære opsving i kølvandet af verdenskrigens afslutning i 1918 vokset stærkt, men senest efter 1923 blev fagbevægelsen nationalt og internationalt udsat for et voldsomt modangreb fra arbejdsgiverorganisationerne i samarbejde med reaktionære og fascistiske kræfter. Formålet var at afskaffe de politiske og socialpolitiske resultater, arbejderbevægelsen havde gennemført i de første efterkrigsår, især 8-timers-dagen. Pga. af den økonomiske krise, som dominerede i hele mellemkrigstiden, og i 1929 kulminerede på verdensplan, kunne fagbevægelsen ikke fastholde sin styrke. IFC var dog fortsat den stærkeste faglige Internationale, selv om den faktisk var begrænset til Europa. Medlemstallet i de tilsluttede nationale landsorganisationer var i 1913: 7.4 millioner, i 1919: 17.7 millioner, i 1920 22,7 millioner. Efter at regeringsmagten var blevet overdraget fascistiske partier i Tyskland og Østrig mistede IFC ca. en 1/3 af sine medlemmer og tallet sank til 8,2 millioner; i 1937 var bl.a. AFL blevet optaget i IFC og medlemstallet steg igen til 19.7 millioner, for i 1940 igen at være faldet til 11, 1 million. I 1945 forud for sammenslutningen med især den russiske landsorganisation og andre kommunistiske forbund til World Federation of Trade Unions (WFTU), var medlemstallet igen steget 24.7 millioner.

Med udbruddet af 2. verdenskrig i 1939 ophørte IFC med at fungere, men formelt eksisterede IFC endnu ved verdenskrigens afslutning. Da de forskellige socialdemokratiske og kommunistiske landsorganisationer i 1945 oprettede en ny faglig Internationale, World Federation of Trade Unions (WFTU), indsattes en afviklingskomite. Denne blev et mødested for repræsentanter for de socialdemokratisk dominerede Landsorganisationer og spillede således en vigtig rolle ved splittelsen af WFTU.

G.C.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 25/5 2006

Læst af: 22.212