 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Erindring
En række socialpsykologiske forskere har arbejdet med hukommelsens betydning. Med inspiration fra den tyske sociolog Frigga Haug har man i interesseret sig for erindringer som ressource i forbindelse med social forandring (Davies 2000, Davies m.fl. 2001, Davies& Gannon 2006, Widerberg 1995, Krøjer 2003, Krøjer & Hutters 2006, 2008). Det vil sige, at forskerne arbejder ud fra forståelsen af, at vores opfattelse af os selv og vores deltagelse i verden er afhængig af de fortællinger fra/om vores tidligere liv, som vi har med os i form af erindringer og vores tidligere liv. Frigga Haug har inspireret denne forskningstradition, fordi hun har udviklet metoden Erinnerungsarbeit (Haug ; 1987; 1992; 1999). Metoden er opstået og udviklet som en feministisk, kollektiv videnskabelig metode. Haug ønskede at udvikle en metode, der gjorde det muligt at inddrage erindrede, personlige erfaringer som kilde til indsigt i de betingelser for erindring, som findes i menneskers sociale liv. Det vil sige, at Haug med udgangspunkt i den marxistiske historieopfattelse, anser mennesker som samfundsmæssiggjorte, dvs. som sociale individer, hvis forståelse af os selv er betinget af de politiske og økonomiske vilkår, vi lever under. Haug anvender Erinnerungsarbeit til at rejse kritik af magtforhold i samfundet og af de konsekvenser, de har for det enkelte menneskes oplevelse af handlemuligheder. Ved at formulere sådanne kritikker, skal metodens bidrage til at man får øje på, hvad der kunne – eller burde – være anderledes (Haug 1992).
Erinnerungsarbeit går kort fortalt ud på, at en gruppe deltagere arbejder sammen om at skrive og bearbejde deres erfaringer om et givent emne. Til forskel fra mange andre, almindelige forandringsmetoder (f.eks. terapeutiske metoder), er fortælleværkstedet ikke individuelt men kollektivt funderet. Kollektivet (dvs. gruppen, der laver Erinnerungsarbeit) gør det muligt at overskride den enkeltes tilvante sprogbrug og selvforståelser. Haugs grundantagelse er, at en ombrydning af vante og selvfølgeliggjorte forståelser kræver en gruppe – den enkelte kan vanskeligt refletere de gængse sproglige praksisser alene (Haug 1992). Samtidigt er kollektivet grundlæggende for metoden, fordi det er gennem en kollektiv bearbejdning af den enkeltes erfaringer, at nye forståelser kan opstå (Haug 1992; Davies m.fl. 2001).
Den kollektive erfaringsbearbejdning (dvs. gruppen arbejde med de individuelle erindringer) tilvejebringer forskellige perspektiver på den enkeltes erfaringer og fortællinger. Deltagerne i et Erinnerungsarbeit tilfører i kraft af deres forskellige erfaringer nye perspektiver til de enkelte historier. På den måde åbnes der for, at både den enkelte deltager og gruppen tilsammen kan udvikle nye forståelser af de erfaringer, der kommer i spil. Et væsentligt træk ved Haugs metode, er, at Erinnerungsarbeit sigter mod at udfolde de samfundsmæssige betingelser, som de enkelte erfaringer knytter sig til. Den genkendelse, deltagerne oplever i når de hører/læser de andre deltageres fortællinger, er derfor væsentlig. Den kollektive oplevelse af genkendelse er med til at tydeliggøre, at de vanskeligheder, som den enkelte står overfor, ikke blot er individuelt funderede, men derimod udtryk for kollektive vilkår. Ifølge Haug (1999) bliver det derigennem muligt at overskride den enkeltes subjektive oplevelse. På den måde bliver det muligt sammen at diskutere de begrænsninger, de givne vilkår medfører. På den måde kan man med Erinnerungsarbeit afsøge nye og anderledes måder at handle og leve på.
Både Haugs Erinnerungsarbeit og de metoder, som er videreudviklet herfra (mermory work og fortælleværksted), må ses som et opgør med forståelsen af erindringer og minder som individuelle og stabile. I stedet for at opfatte erindringer som en kilde til forståelse af den enkeltes identitet, forstås erindringer (memories) som sociale ressourcer. Det betyder, at man i metoderne Erinnerungsarbeit, Memory work og Fortælleværksted ser erindringer som et led i de fortællinger om os selv, som vi til stadighed producerer. Det er med disse fortællinger, at vi bliver meningsfulde for os selv og andre. Ved at ændre fortællingerne om vores tidligere liv (dvs vores erindringer), ændrer vi samtidigt de kollektive muligheder for tilblivelse, som er et resultat heraf.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 5/2 2010
Læst af: 25.143