 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Positiv psykologi
Den positive psykologi blev navngivet så sent som 1998 af den daværende formand for den nordamerikanske psykologforening, Martin Seligman, og er siden vokset til et stort felt med egne tidsskrifter, centre, teoretikere og ikke mindst praktikere. I Danmark har den positive psykologi vundet stor udbredelse både som forskningsfelt, men også i praksissammenhænge inden for pædagogik, erhvervspsykologi og terapi.
Den positive psykologi har, som navnet antyder, som ambition at flytte psykologiens fokus fra de negative til de positive sider af den menneskelige tilværelse. En stor del af psykologien har traditionelt beskæftiget sig med menneskelige problemer og lidelser (Seligman taler sommetider om den vanlige psykologi som «negativ psykologi»), og den positive psykologi vil i stedet skabe viden om, hvad der er godt i tilværelsen og den menneskelige natur. Herunder stilles især spørgsmål om, hvad lykken er, og hvordan den opnås (Seligman, 2002), og om hvilke positive menneskelige karakteregenskaber, der findes (Peterson & Seligman, 2004). Det afvises bestemt ikke, at psykologien legitimt kan studere de negative og problematiske sider ved livet (f.eks. psykopatologier), men den positive psykologis projekt tager udgangspunkt i, at det er mindst lige så frugtbart at undersøge de positive sider ved livet. I et programskrift erklærer Seligman og Csikszentmihalyi (2000), at psykologer har alt for ringe viden om, hvad der gør livet værd at leve, og de opfordrer til, at psykologien i langt højere grad end hidtil begynder at interessere sig for de gode ting i livet og ikke bare dårligdomme som mentale sygdomme og lidelser. Derfor vil den positive psykologi rehabilitere studiet af tre områder, der alle antages at bidrage til et godt og lykkeligt liv. Det drejer sig især om (1) positive subjektive oplevelser, (2) positive individuelle karakteristika samt (3) positive institutioner og fællesskaber (Seligman, 2002), men det må tilføjes, at det tredje område indtil videre har fået markant mindre bevågenhed end de to første.
At studere det behagelige, gode og meningsfulde
Hos Seligman optræder en væsentlig distinktion mellem det behagelige, det gode og det meningsfulde liv, som har været væsentlig for den positive psykologis empiriske forskning. Han forstår de tre livsmodi som værende hierarkisk ordnede, således at det gode liv er bedre end det behagelige liv, og det meningsfulde liv er bedre end det gode liv (Seligman, 2002, s. 14). Det behagelige liv leves af den, der formår at få mange positive følelser og oplevelser, og det er i den forstand et nydelsesfuldt liv. Det gode liv er noget andet og mere, idet det rækker ud over positive følelser. Det leves nemlig af den, der tillige evner at bruge sine unikke kompetencer (kaldet signaturstyrker) til at opnå en høj grad af autentisk og dyb tilfredsstillelse. Det gode liv leves af en person, som er engageret i udfordrende opgaver, der kræver koncentration, høj grad af involvering og kan lede til flowoplevelser, hvor tiden lader til at stå stille, og vores fornemmelse af at være et diskret selv forsvinder (Csikszentmihalyi, 2005). Mens dette ifølge Seligman stadig i princippet kan være et selvoptaget liv, så hævder han, at det meningsfulde liv er et, hvor personen anvender sine signaturstyrker til et bestemt formål, nemlig at tjene noget, der er større end personen selv (Seligman, 2002, s. 249). Endelig mener Seligman, at det fuldkomne liv – som en art moderne version af Aristoteles’ ide om eudaimonia – er et, der indeholder elementer af alle tre; dvs. både positive følelser, dyb tilfredsstillelse samt brugen af en persons signaturstyrker til at tjene noget, der er større end individet selv (Seligman, 2002, s. 263).
Den positive psykologi bygger i høj grad videre på de perspektiver, som formuleredes af de humanistiske psykologer fra 1960'erne og frem, repræsenteret ved navne som Abraham Maslow og Carl Rogers (teorien om de forskellige livsmodi er f.eks. stærkt beslægtet med humanisternes teorier om selvaktualisering), men den positive psykologi anvender nogle andre empiriske metoder. Hvor den humanistiske psykologi fortrinsvis var fænomenologisk og kvalitativ, så har den positive psykologi i langt højere grad bestræbt sig på at lave større kvantitative undersøgelser, især gennem konstruktion af spørgeskemaer, der søger at vise nogle almene sammenhænge, eksempelvis mellem personlighedstræk, subjektivt velbefindende og altruisme. Ifølge Seligman og Csikszentmihalyi (2000) bygger den positive psykologi dermed på det samme idemæssige grundlag som den humanistiske psykologi, men har metoder, der er mere pålidelige, gyldige, værdineutrale og dermed videnskabelige. Andre, f.eks. Christopher, Richardson og Slife (2008), kritiserer dog den positive psykologi på dette punkt, og hævder at den positive psykologi ikke er værdineutral, men bygger på et individualistisk og instrumentalistisk værdisæt, og at den er tæt knyttet til vestlig videnskabelig positivisme.
Kritik af den positive psykologi
Som en kritisk pointe påpeger Christopher et al (2008), at positiv psykologi har tendens til at universalisere særlige kulturelle præferencer og idealer, som om de var lige gode og anvendelige i enhver samfundsmæssig sammenhæng. I den forbindelse kunne man også indvende, at den positive psykologi synes på linje med de psykologiske retninger den forsøger at gøre op med, når den normativt fremstiller, det, der traditionelt kaldes «psykopatologier» som ensidigt negative og problematiske. Med et sådant udgangspunkt bliver det vanskeligt at forstå, at det f.eks. i nogle kulturer og samfundsmæssige kontekster (som Lisa Blackman (2007) har påpeget i sine studier af «The Hearing Voices Network»), kan anses for positivt og berigende at høre stemmer – mens det i den forståelse, der lægges op til i positiv psykologi antagelig vil ses som mentale dårligdomme og lidelser, som ikke skal gøres til genstand for videre granskning.
Positiv psykologi har med andre ord det, man kalder et kraftigt etnocentristisk islæt, hvor værdier der knytter sig til særlige levemåder fremstilles som om de gælder for alle, uanset livsbetingelser.
Som en art nyhumanistisk psykologi er den positive psykologi åben for de samme kritiske indvendinger som den humanistiske psykologi. Nogle kritikere har hæftet sig ved, at den enorme udbredelse, som den positive psykologi har fået på kun lidt over ti år, ikke kun skyldes bevægelsens videnskabelige meritter, men også at den positive psykologi flugter meget klart med tidsånden. Barbara Held (2002) mener således, at den amerikanske kultur, der prædiker positivitet, fremskridt og succes, har været frugtbar jord for den positive psykologi, som dermed kan siges at have en stærk ideologisk prægning. Så langt tilbage som hos Benjamin Franklin i 1700-tallet har amerikanerne lagt vægt på det positive, hvilket i efterkrigstiden især har fundet udtryk i en massiv, positivt orienteret selvhjælpsindustri. Desuden mener Held, at den positive psykologis entydige fokus på det positive fører til, at man «bebrejder ofret» – dvs. forklarer menneskelig lidelse med, at personen ikke havde en tilstrækkelig optimistisk og positiv holdning til tilværelsen.
I de senere år har mange samfundsiagttagere desuden påpeget, at en særlig etos har præget de vestlige forbrugersamfund, så det enkelte menneske tildeles stadig mere ansvar for egen lykke, sundhed og velfærd. Jeff Sugarman (2007) anklager i forlængelse heraf den positive psykologi for at promovere en instrumentel rationalitet, hvor det enkelte menneske opfordres til at indtage et teknisk og instrumentelt forhold til sig selv med henblik på at optimere og tage ansvar for dets egen udvikling. Ifølge kritikere af forbrugersamfundet hviler det moderne samfund på, at der skabes individer, som er konstant selvudviklende og fleksible, og hvor den personlige vækst i sidste ende mest er til gavn for markedet.
Sammenfatning
Enhver humanvidenskabelig tilgang, der opnår så høj en grad af succes som den positive psykologi, må forventes at blive mødt med skepsis og kritik. Indtil videre har den positive psykologi formået at sætte en ny dagsorden i både den videnskabelige og anvendte psykologi ved at tilbyde en konstruktiv nytænkning af psykologiens grundfokus, men den har en udfordring i at vise om, og hvordan, bevægelsen adskiller sig fra en dagsorden, der sigter mod at gøre det enkelte menneske ansvarligt for sit eget liv og sin egen selvudvikling på bekostning af en besindelse på de sociale omstændigheder. Der findes dog internt i den positive psykologi en oplagt vej til at møde denne udfordring, nemlig ved i højere grad at tematisere positive institutioner og fællesskaber, hvilket muligvis vil kunne alliere den med andre områder, som for eksempel community-psykologien.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 9/3 2010
Læst af: 37.711