Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Post traumatisk stress forstyrrelse (PTSD)

Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD) også sommetider kaldet post traumatisk stress syndrom er en psykiatrisk/psykologisk diagnose, som har fundet stor udbredelse.

Diagnosen optræder for første gang i 1980 i den diagnostiske manual DSM III. Den blev udviklet i forbindelse med den 1. Irak krig. Den var et svar på krigsveteraners og psykiateres vanskeligheder med blandt andet at skaffe psykiatrisk bistand og økonomisk erstatning til veteranerne. Før opfindelsen af PTSD fik soldater i vanskeligheder tildelt forskellige betegnelser afhængig af, hvilke diagnoser, der var almindelige i tiden. Der blev anvendt begreber som hysteri, neurasteni og granat chok (Bracken 1998, Linder 2004). I dag er diagnosen den altomfavnende betegnelse for det, der betragtes som følger af alle slags overvældende og voldsomme erfaringer (Pedersen 2008a) .

PTSD defineres som et syndrom. Det betyder en tilstand, der er karakteriseret ved et sæt af mere eller mindre samtidig optrædende vanskeligheder. Diagnosen bygger på den tankegang, at de fleste vil reagere med det, man kalder symptomer på traumer. Traumer forstås som begivenheder, de fleste vil opleve som traumatiske, og som de derfor vil reagere på med netop disse symptomer. Sådanne begivenheder beskrives bl.a. som at blive truet på eget liv og/eller egen integritet, eller at overvære livstruende begivenheder, herunder nu også at være pårørende til døende.

Vanskelighederne beskrives almindeligvis især som:

En del faglige diskussioner vedrørende diagnosen handler om, hvor mange, i hvilke konstellationer, og hvor længe sådanne «symptomer» skal kunne konstateres for, at man kan tildele diagnosen og lidelserne eventuelt kan betragtes som kroniske og/eller som en forsinkede reaktioner på en tidligere hændelse.  Andre drejer sig om, hvorvidt traumer kan forårsage andre lidelser som f.eks. depression. Endnu andre om hvilke faktorer, der bidrager til at lidelserne  udvikles. Sådanne forhold betegnes ofte som «sekundært traumatiserende», altså som forhold der forstærker det oprindelige traume. Det kan f.eks. være social isolation. Endnu en tilgang beskæftiger sig med, hvorvidt og hvilke forandringer af hjernen tilstanden skyldes og skaber.

Aktuelt er diagnosen - sammen med depression og ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) - de mest udbredte. Den anvendes stadigt oftere, så ofte at der findes særlige selskaber med fortløbende internationale konferencer (f.eks. ECOTS), der udelukkende beskæftiger sig med PTSD. Mange betragter således psykotraumatologi som en særlig videnskabs- og behandlingsgren indenfor psykologien/psykiatrien. Ligeledes udvikler kommercielle firmaer tests og procedurer, som de anbefaler man anvender i forbindelse med diagnosticering. Diagnosen anvendes således i forhold til stadig flere forskellige vanskeligheder, som mennesker oplever. Den bruges blandt andet til at karakterisere alt fra konsekvenser af at have oplevet naturkatastrofer, krige, prostitution og voldtægt, til noget så udbredt som stress på arbejdspladsen. Diagnosen kan tilsyneladende fortælle os, hvad der er i vejen, og hvad der skal gøres ved det.

Men det gælder for PTSD som for alle diagnoser, at de har en tendens til, at få os til at fokusere på netop det, de beskriver. Dermed overser vi andre forhold omkring menneskers vanskeligheder og lidelsers samt deres særlige og fælles betydninger i og for vore liv (Ekeland 2008).

Dette er også tilfældet for diagnosen PTSD. Diagnosen har en forsimplet årsag-virkning forståelse af forholdet mellem hændelser og lidelser: Blikket rettes udelukkende mod «den traumatiserende begivenhed» som årsagen til lidelserne. Disse betragtes eventuelt som forstærket af det, der opfattes som den enkeltes personlighedskarakteristika eller andre «sekundært traumatiserende faktorer». Disse faktorers betydninger forstås  - ligesom det der betegnes som traumet - løsrevet fra hinanden og fra den enkeltes handlemuligheder i helheden af sin livsførelse og sine livsbetingelser. De opfattes således udelukkende som individuelle lidelser, der er på spil i den enkeltes psyke. Såvel «traumet» som de såkaldte sekundært traumatiserende faktorer antages at have generelle og universelle betydninger, som f.eks. når de antages at være «traumatiserende» for de fleste. Da sådanne forståelser  især er baserede på statistikker og ikke på konkrete menneskers konkrete livsførelse, er de abstraktioner fra virkelige levede liv.

Vi ved fra forskning og fra det psykosociale arbejde med mennesker, der har været udsat for voldsomme begivenheder, at disse abstraktioner ikke beskriver virkelige menneskers lidelser. At de såkaldte traumatiske begivenheder er «traumatiserende» er i øvrigt en cirkelslutning, der overser at mennesket handler intentionelt.

Når man i stedet for at tage udgangspunkt i diagnosen tager udgangspunkt i folks egne perspektiver på deres vanskeligheder, så opdager man at begivenheder, der betegnes som traumer, får vidt forskellige og komplekse personlige betydninger i og for deres liv (Pedersen 2008). For nogle er f.eks. det  at blive udsat for voldtægt en meget overvældende, smertefuld og til tider skamfuld begivenhed. For andre har det ingen overvældende betydninger (Pedersen og Stormhøj 2006, Pedersen 2009). Det samme gælder oplevelser af naturkatastrofer. Vi ved også, at mennesker såvel med eller uden hjælp oplever vanskelighederne over meget forskellige tidsperioder, også selvom de oplever alle eller blot nogle af de vanskeligheder, der beskrives i diagnosen. Yderligere ved vi, at praktikere, når de skal hjælpe mennesker, der er udsat for sådanne vanskeligheder, trækker på megen viden og erfaringer, der ikke kan hentes i den diagnostiske forståelse. Det gør de, bl.a. fordi de oplever det som nødvendigt for at kunne bistå, dem de skal hjælpe (Linder 2004).

Man kan således spørge, hvis perspektiv på vanskelighederne diagnosen repræsenterer? Det er i første omgang ikke de udsattes egne. Samtidig har sådanne diagnoser, en tendens til at blive en del af folkepsykologien. De udsatte selv, deres pårørende og professionelle kan derfor blive bekymrede, hvis de udsatte ikke oplever noget, der ligner det, diagnosen beskriver. De kan tro, at der er noget i vejen med dem, f.eks. at de benægter eller fortrænger noget, som bør tales om og udleves. Traumatiseringen er blevet en norm, det vil sige den rigtige reaktion. Det kan bidrage til de vanskeligheder, de berørte i øvrigt måtte opleve.

Det, at diagnosen optræder blandt de mange, der opfattes som betegnelser for psykiske sygdomme, betyder også, at Post Traumatisk Stress Disorder, som navnet jo indikerer, betragtes som en forstyrrelse af en abstrakt normal tilstand: Den betragtes som en uønsket afvigelse fra en ikke reelt eksisterende normalitet. Diagnosen kan medføre, at de diagnostiserede sygeliggøres, stigmatiseres og marginaliseres (Pedersen 2011). Det den beskriver opfattes ikke som en foranderlige handlemåder med forskellige betydninger, der er knyttede til hverdagslivets betingelser, men som en psykisk tilstand, der kræver ekspert hjælp (Dreier 2008). Diagnosen hæfter blikket ved «traumet». Vi overser tit, at det er begivenheder og livsbetingelser, der følger efter det mere spektakulære «traume», der alene eller i sammenhæng med begivenheden danner grundlag for de «symptomer» diagnostiseringen af de berørte bygger på. De «sekundære faktorer» kan faktisk være primære i forhold til de vanskeligheder, de lidende oplever.

Som alternativ til den diagnostiske og udelukkende traumatologiske tilgang, kan man på linje med andre vanskeligheder i de berørtes dagligdag betragte  den «traumatiske begivenhed» som led i vanskeligheder, omvæltninger og brud i deres livsførelse. Således betragtet bliver «symptomerne» udtryk for overvældende forandringsprocesser i de berørtes selvforståelser, personlige livsførelse og livsbetingelser. Dermed bliver det begribeligt at deres vanskeligheder er mere eller mindre pinefulde. De kan være (u)hensigtsmæssige aspekter ved almenpsykologiske og sociale fænomener i forbindelse med de berørtes forsøg på igen at komme til rette med deres daglige livsførelse (Pedersen 2008a). Således bliver det også begribeligt, at mennesker kan reagere forskelligt, at overvældende begivenheder får forskellige betydninger for dem, og at forlængede og «forsinkede reaktioner» kan skyldes, at det ikke blot er den udpegede begivenhed, der bidrager til lidelserne. Lidelser forstås hermed som aspekter ved forholdet mellem personer og deres livsbetingelser i stedet for som et individualiserede psykiske fænomen med bestemte årsager og virkninger (Rose 2001). I stedet for at rette sig mod tilsyneladende ens reaktioner på særlige og afgrænsede begivenheder, kan professionel hjælp forme sig som støtte til den enkeltes og fællesskabets livsførelse. (Pedersen 2008b) Det formindsker risikoen for sygeliggørelse og stigmatisering af de lidende (Pedersen 2009).

B.Ped.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Psykologi

Sidst ajourført: 15/2 2011

Læst af: 25.123