 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Tamilsagen
Sag om kriminelle aktiviteter i Justitsministeriet i 1987-91, hvor den konservative justitsminister brød loven og tilsidesatte 3000 tamilske flygtninges retskrav på familiesammenføring. Efterfølgende søgte andre konservative politikere at dække over de kriminelle aktiviteter. En statsminister og to justitsministre blev afsløret i at have ført Folketinget bag lyset og dermed brudt ministeransvarlighedsloven. Kun én af dem blev stillet for rigsretten og efterfølgende dømt. Ofrene var et ukendt antal tamiler, der ikke fik opfyldt deres retmæssige krav på familiesammenføring og derfor blev dræbt under borgerkrigen i Sri Lanka.
Grundlaget for tamilsagen blev skabt allerede i 1983 da Folketinget vedtog en udlændingelov, der gav flygtninge med opholdstilladelse i Danmark retskrav på sammenføring med deres familie. Loven blev vedtaget på tværs af den borgerlige regerings ønsker og specielt den konservative justitsminister Erik Ninn Hansen.
1987 Justitsministeren beslutter at tamiler skal fratages deres retskrav på familiesammenføring
I 1986 sendte borgerkrigen i Sri Lanka hundrede tusinder på flugt, og 3.000 af disse nåede Danmark, hvor de fik midlertidig opholdstilladelse, og dermed ligeledes retskrav på familiesammenføring. Den borgerlige regering gik derfor i gang med at undersøge, hvordan den kunne «omgå» loven og hindre familiesammenføring. I september 1987 foreslog den kreative afdelingschef i Justitsministeriet, Claus Tornøe, at man prøvede at inddrage flygtningenes midlertidige opholdstilladelse med henvisning til at det var blevet «fredeligere» i Sri Lanka, og at flygtningene derfor kunne vende hjem. Det var godt nok løgn, men uden opholdstilladelse havde de tamilske flygtninge ikke retskrav på familiesammenføring. Justitsminister Ninn Hansen var begejstret for forslaget, og heller ikke regeringens flygtningeudvalg havde indvendinger.
Justitsministeriet meddelte nu Udlændingedirektoratet, at det skulle begynde at indsamle navne og adresser på de 3.000 tamiler, der skulle sendes hjem. Navnene blev indsamlet, men listerne nåede ikke længere end til direktoratets direktør, Frederik Schydts, pengeskab. Han anså nemlig ministeriets kriminelle operation for «dødfødt». Ikke fordi den var kriminel, men fordi behandlingen af de 3.000 hjemsendelsessager skulle foregå enkeltvis og derfor ville blokere direktoratet i årevis.
Selv om tamilerne nu - af arbejdsmæssige årsager - ikke umiddelbart kunne få frataget deres opholdstilladelse, blev direktoratet beordret til at «sylte» familiesammenføringsagerne - i åben strid med loven. Embedsmænd i justitsministeriet begyndte nu at advare Ninn Hansen mod det «uholdbare» i situationen. Justitsministeren ignorerede alle disse advarsler. Hans beslutning om at bryde loven stod fast, og ingen kunne rokke ham fra denne beslutning.
1988 Ombudsmanden går ind i sagen
I april 1988 skrev generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp til Udlændingedirektoratet og spurgte hvorfor direktoratet syntes at have sat behandlingen af tamilske familiesammenføringer helt i stå. Direktoratet svarede den 28. april, at det «beklageligvis ikke var muligt at ekspedere alle sager hurtigt». For at gardere sig fortsatte direktoratet i sit svar: «I denne situation har Direktoratet i nært samråd med Justitsministeriet fundet, at det formentligt er mindst uforsvarligt at nedprioritere behandlingen af de tamilske familiesammenføringsager netop nu hvor situationen i Sri Lanka er i stadig udvikling mod det bedre».
Denne vurdering af situationen i Sri Lanka blev direkte modsagt af Udenrigsministeriet, og efterhånden begyndte embedsmændene i direktoratet også at behandle sagerne om familiesammenføring. Tilladelserne blev dog aldrig sendt afsted, men hobede sig op - efter ordre fra Justitsministeriet.
I september nåede rygterne om de kriminelle aktiviteter i Justitsministeriet frem til Ombudsmanden, der derfor skrev til ministeriet og bad om en redegørelse for behandlingen af familiesammenføringer. Ministerens sekretær, Johan Reimann - der siden blev politidirektør i København - fik nu en god ide til hvordan ombudsmandens indblanding kunne saboteres. Hvis ministeriet kunne få Folketingets Retsudvalg til at spørge ind til familiesammenføringerne, ville ombudsmanden være tvunget til at trække sin forerspørgsel tilbage. Ombudsmanden var ansat af Folketinget og kunne ikke gå ind i sager, Folketinget allerede arbejdede med.
Reimanns forslag til sabotage af ombudsmandens undersøgelse vakte begejstring hos både afdelingschef Claus Tornøe, departementchef Poul Lundbæk og ministeren selv. De kontaktede formanden for retsudvalget, den konservative Grethe Fenger Møller, der indvilgede i sabotageaktionen. Ministeriet faxede spørgsmål til Møller, hun skulle stille i retsudvalget. Uheldigvis blev faxen fra ministeriet afsløret og sagens rette sammenhæng - sabotage af ombudsmandens undersøgelse - blev afsløret. Et flertal i udvalget opfordrede i januar 1989 derfor ombudsmanden til atter at gå ind i sagen.
1989 Ninn fyres som justitsminister
Nu brændte jorden under ministeren, og få dage senere blev han fjernet af statsminister Poul Schlüter. Dog uden at sagens sammenhæng blev offentliggjort, og det borgerlige flertal i Folketinget kvitterede med at vælge Ninn Hansen til tingets højeste embede: formand for Folketinget. Den nye justitsminister H.P.Clausen fandt hurtig ud af de kriminelle aktiviteter i ministeriet, beordrede dem «normaliseret» og orienterede samtidig statsministeren.
De konservative ministre forsøgte fortsat at dække over de kriminelle aktiviteter, men i marts 1989 kom ombudsmandens rapport, der var en sønderlemmende kritik af ministeriet og direktoratets syltning af familiesammenføringssager. Oppositionen krævede nu en uvildig undersøgelse for at komme til bunds i sagen, hvilket dog umiddelbart blev hindret af det borgerlige flertal i tinget, og statsminister Sclüter holdt sin berømte gulvtæppetale: «der er ikke fejet nogen ind under gulvtæppet». Men det var der. I maj 1990 smuldrede den borgerlige blokkering af en undersøgelse, da Ninn Hansen anklagede Centrum-Demokraterne for medansvar for syltning af familiesammenføringer. CD støttede nu en uvildig undersøgelse, der blev igangsat under ledelse af højesteretsdommer Mogens Hornslet.
1993 Tamilrapporten
Undersøgelsesretten afgav rapport den 14. januar 1993 og rapporten udpegede alle 3 konservative ministre og en række embedsmænd som ansvarlige for kriminelle aktiviteter. Folketinget besluttede senere kun at ophæve Ninn Hansens parlamentariske immunitet. Han blev stillet for Rigsretten og i juni 1995 idømt 4 måneders fængsel for sine kriminelle aktiviteter. Retten gjorde dog dommen betinget med henvisning til Ninn Hansens alder - han var da 73 år. H.P. Clausen og Poul Schlüter blev ikke stillet for retten, trods erkendelsen af at de begge havde brudt ministeransvarsloven og ført Folketinget bag lyset.
De centrale embedsmænd i Justitsministeriet der havde banet vej for de kriminelle aktiviteter fik gennemført tjenestemandsager, der i samtlige tilfælde endte med frifindelse, fordi embedsmændene «ikke havde forstået at ministeriet brød loven». Ministeriets topjurister fik dermed dom for, at de ikke forstod sig på jura.
Offentliggørelsen af Tamilrapporten i januar 1993 førte samme dag til, at den borgelige regering trådte tilbage og blev erstattet af en socialdemokratisk ledet regering. Poul Schlüter var stærkt belastet og gemte sig fra 1995 i EU Parlamentet. Det Konservative Folkeparti blev taget med bukserne nede, og partiets vælgerstøtte blev sendt på rutchetur ned. Samtidig udløstes en blodig intern kamp om magten i partiet. De Konservative blev overhalet af partiet Venstre som det største borgerlige parti. Venstre var ikke belastet af Tamilskandalen, og partiets retsordfører, Birthe Rønn Hornbech gned salt i såret da hun erklærede: «Et retsamfund kendes på, at den der har magt altid kan drages til ansvar. Jo højere embede, jo større forpligtelse». Det var mange år før hun selv blev minister, og selv blev involveret i kriminelle aktiviteter - forhindring af statsborgerskab til unge statsløse palæstinensere.
2001 Kriminaliteten på ministerniveau genoptages
Da VKO regeringen kom til magten i november 2001 genoptog den de kriminelle aktiviteter, der væltede Schlüter regeringen i 1993. Men eftersom den siden havde et flertal i Folketinget kunne den hindre uafhængige undersøgelser og ophævelse af ministres immunitet, så de kunne stilles for en rigsret. En række sager skiller sig ud, og vil i fremtiden blive genstand for uafhængige undersøgelser:
- Grundlaget for krigen mod Iraq i 1993. Statsminister Anders Fogh Rasmussen erklærede: «Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved». Det var løgn.
- Afsløringen i 2006 af udleveringen af afghanske krigsfanger til nordamerikanske styrker, hvor de blev underkastet tortur.
- Afsløringen i 2008 af Danmarks deltagelse i USA's hemmelige rendition program, hvor muslimske fanger blev transporteret rundt i verden for at blive underkastet tortur.
- Afsløringen i 2010 af Integrationsministeriets kriminelle praksis, hvor statsløse palæstinensere siden 2002 var blevet hindret i at få opfyldt deres konventionskrav på dansk statsborgerskab.
Sidst ajourført: 3/8 2023
Læst af: 34.458