Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Colli, Giorgio

Giorgio Colli

Giorgio Colli (1917-1979) var en italienske filosof og klassisk filolog. Født i Torino og opvokset i en liberal borgerlig og antifascistisk familie blev han uddannet på Liceo classico Massimo D’Azeglio lige som mange indflydelsesrige medlemmer af den italienske efterkrigstids ledende klasse. Efter at have taget eksamen i jura med en afhandling om Platon begyndte han at undervise i filosofi på gymnasier. Han underviste i Lucca indtil 1944, hvor han pga. fascismen og krigen blev nødt til at rejse til Schweiz, hvor han underviste i latin og græsk i en skole for flygtninge. I 1948 kom han tilbage til Italien, og efter at have habiliteret blev han professor i antik filosofi ved Pisas universitet og flyttede til Firenze, hvor han døde i 1979.

Sammen med Mazzino Montinari redigerede han den første udgave af Nietzsches værker (inklusive de kronologisk ordnede posthume fragmenter), som begyndte at udkomme i 1967 i både Tyskland og Italien. Stærkt påvirket af Nietzsche udviklede Colli sin egen læsning af grækerne og Schopenhauer såvel som af Kant og Burckhardt, Spinoza og østlig filosofi, særligt Upanishaderne. På denne filosofiske baggrund giver Colli en nyskabende fremstilling af grækerne sammen med sin egen filosofi, der kan beskrives som en forening af hans egen analyse af repræsentation (inspireret af Kant, Nietzsche og Schopenhauer) med den græske arv. Hovedresultater er en ny tolkning af logos' oprindelse og natur. Hans bøger La natura ama nascondersi (Natiren elsker at skjule sig), La nascita della filosofia (Filosofiens fødsel) og La sapienza greca (Græsk visdom) er viet til den historiske og teoretiske tilblivelse af logos. I dette arbejde fokuserer Colli på den ældste græske digtning og religiøse tradition for at give en filosofisk redegørelse for tragediens oprindelse, dette under stærk indflydelse fra Nietzsche til hvem Naturen elsker at skjule sig er dedikeret.

I Filosofiens fødsel bliver den græske traditions mytisk-symbolske arv betragtet som en fælles oprindelse, der deles af de to, kun tilsyneladende modstridende, strømninger: mysticisme og rationalisme. I værket fremsættes den påstand, at lige fra den græske filosofis oprindelse og frem til Nyplatonismen har mysticisme og rationalisme altid været forbundet og endda ofte været sameksisterende hos enkelte tænkere. Ifølge Collis opfattelse er sameksistensen af mysticisme og rationalisme det centrale spørgsmål, når det gælder græsk tænkning, og sågar tænkningen som sådan. En sådan påstand omfatter en afvisning af hele den tradition, der hviler på Aristoteles, en tradition, der betragter Førsokratikerne som vise, og reducerer dem til en rolle som blot forløbere for den angiveligt «sande» filosofi, dvs. den filosofi der udtrykker sig gennem et «system» (systematisk filosofi).

I modsætning hertil analyserer Colli dannelsen af logos, de vises tid og filosofiens fødsel i relation til den forudgående verden, som han ikke betragter som en dunkel, mytisk verden, der forbereder sig på tænkningens fødsel. Det er snarere grundlæggelsen af den autentiske græske tænkning, hvorimod filosofien blot er en senere og allerede dekadent manifestation: selve ordet filosofi betyder i virkeligheden intet andet end kærlighed til noget, der er mistet.

Lige som Nietzsche i sin analyse af det tragiske gjorde det, opfatter Colli den græske religiøse verden i dens to hovedelementer: det dionysiske og det apollinske. Dog er Collis redegørelse for Dionysos og Apollon noget forskellig fra Nietzsches. De to guder bliver betragtet som væsentligt forenede, og på baggrund af tekstpassager om fænomenet galskab fremstilles de som en splittet identitets to poler delt som visdommens form og objekt: Dionysos er den umiddelbare, mystiske kilde til visdom, hvorimod Apollon legemliggør visdom i dens bliven til ord, diskursiv tænkning og logos. Ved at komme i en tilstand af vanvid åbner Mænaden sig for visdommen, Dionysos. Bogstaveligt taget synes Apollons ord altså, sådan som de modtages af profeten (Dionysos), fyldt med galskab. Først på et senere stade vil de ord da blive læst som udtryk for visdom.

De to guder viser den samme galskab på forskellige måder: Dionysos, der selv er gal, driver mennesket til vanvid, mens Apollon bevæger profeten til vanvid og selv forbliver på afstand, adskilt. Det er her, hvor fænomenet visdom begynder, og hvor logos har sine rødder.

Ud fra denne præmis udvikler Colli sin egen undersøgelse af græsk tækning. Den kan inddeles i tre.

For det første fremdrager han det religiøs-mytiske fænomen; dernæst den symbolske fortolkning af Dionysos og Apollon, der belyser den stærke forbindelse mellem de to guder; og visdom med særligt hensyn til de Eleusiske mysterier og Orfismen. På den baggrund skitserer Colli tilblivelsen af visdom og logos, der strækker sig lige fra spådomme til filosofi, går gennem gåder og dialektik, og har fokus på de vigtigste personligheder fra de vise og frem til Platon.

Ifølge Collis opfattelse er fortolkningen af det græske univers udgangspunktet for udviklingen af hans egen doktrin. I hans hovedværk Filosofia dell’espressione (Udtrykkets filosofi) benytter han sig af den modsatte fremgangsmåde end den, han havde i sin analyse af fornuftens historie. Sammen med et strukturelt perspektiv skyldes dette, at det abstrakte logos' system, sådan som det er præsenteret i repræsentative sammenhænge, grundes i det u-repræsenterbare, som grundlæggende er forbundet til sagen om Andethed udtrykt ved logos. Logos' struktur afspejler her fuldstændigt den historiske tilblivelse: den uudgrundelige grænse, hvor visdommen finder sted, er også stedet, hvori verden af udtryk igen og igen kræver verden tilbage og kræver sig selv tilbage.

Denne grænse er symboliseret ved den Orfiske myte om Dionysos' spejl, som i Collis fremstilling både står for det uudgrundelige, umiddelbarheden bag enhver repræsentation og dualisme, og for udfoldelsen af logos' udtrykte række, der samtidig er den fragmenterede udfoldelse af livet, i hvilken guden Dionysos ikke ser sig selv, når han kontemplerer sit spejlede billede, men i stedet ser verden. Forholdet mellem guden og verden, legemliggjort i Dionysos' spejl, er på et begrebsligt niveau forholdet mellem umiddelbarhed og udtryk.

Ved at løsrive sig fra enhver form for subjektivisme søger Colli et nyt perspektiv, hvor «virkelighed» kan forstås uden nogen indblanding fra et substantielt eller praktisk Ego. Dette implicerer selvfølgelig ingen naiv rehabilitation af et objektivistisk perspektiv (da objektiv og subjektiv ikke er oprindelige og autonome termer men derimod skiftende synspunkter inden for den repræsentative sammenhæng, og følgelig bliver det, der er subjektet i en repræsentation, objektet i en anden sammenhæng). I stedet ønsker han ikke længere at betragte repræsentationen som en Vorstellung, dvs. som et kognitivt forhold, hvor subjektet er grundlag, men som Repraesentatio, dvs. som fremkaldelse af Andetheden, af det ukendte som kun kan anes, men aldrig kan blive fuldt afsløret.

For at kunne karakterisere denne andethed taler Colli om umiddelbarhed. Dette er ikke præsenteret som et begreb – som noget der kan erkendes ved fornuften og meddeles sprogligt – men snarere som en ekstra-repræsentativ dimension, som er tiltænkt at være skjult og som på samme tid er den eneste reference for tanken, når vi begiver os ud på det «vide og stormende hav», der ifølge Kant i Kritik af den rene fornuft er den repræsentative horisonts grænse. Umiddelbarhed er faktisk den term, som afviser middelbarhed, og som er repræsentationens essentielle egenskab. Denne andethed efterlader spor af sit nærvær i repræsentation, der viser sig gennem udtryk: dette er på samme tid manifestation og bevarelse. Ved manifestationen bevares udtryk, om end det er i en anderledes form. Udtryk manifesterer sig og vidner om forbindelsen mellem sig selv og det, der udtrykkes. Trods denne forbindelse kan umiddelbarhed aldrig fuldt udtrykkes og kan aldrig besiddes som det egentlige objekt for logos.

Giorgio Collis liv spænder over afgørende år i den italienske kulturs historie: Han ydede betragtelige bidrag, først og fremmest den kritiske redigering af Nietzsches værker, som endelig blev befriet for nazistiske forvrængninger. Dertil samarbejde han med mange betydningsfulde udgivere (Einaudi, Bollati Boringhieri og Adelphi). På trods af dette er Colli stadig mere eller mindre overset som filosof i Italien. Den vigtigste grund til denne forglemmelse er sandsynligvis at finde i den kendsgerning, at hans tænkning lå fjernt fra hovedstrømningerne i de italienske efterkrigsår (marxistisk, liberal, katolsk), hvor politiske holdninger stærkt betingede kulturelle opfattelser.

F.Mon. (oversat af Carsten Friberg)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 21/5 2012

Læst af: 21.985