 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Althusser, Louis
 |
| Louis Althusser |
Althusser (1918 -90), fransk filosof og samfundsteoretiker, professor ved Ecole Normale Supérieure i Paris. Althusser blev tidligt medlem af Frankrigs kommunistiske Parti (PCF), og hans teoretiske arbejde har fra hans egen side været ment som et bidrag til dette partis politiske kamp. I 1965 udgav han en samling tidsskriftsartikler under titlen «Pour Marx», og året efter (sammen med en række medarbejdere) «Lire le Capital», 1-11, (sv.udg. «Att läsa Kapitalet»). Disse bøger brød med de vigtigste tolkninger af Marx' værk, som gjorde sig gældende indenfor den internationale kommunistiske bevægelse, og vakte stor opsigt.
På denne tid havde de hegelianske videreføringer af Marx nået et foreløbigt højdepunkt. Fremmedgørelsesbegrebet og dets ophævelse fremtrådte stadig tydeligere som grundsætningen i Marx' samfundsfilosofi og -videnskab. Marx' tænkning blev hævdet at være den højeste form for humanisme, ved at blotlægge grundvilkårene for at menneskene skal kunne genfinde sig selv - sin «humanitet». Denne enhedslære om modsætningerne mellem menneskene og mellem menneskene og omverdenen er klart antiteknokratisk, dvs. den vender sig mod alle former for at mennesker bruges som midler, og også mod at menneskene skal prøve at opnå herredømme over deres materielle omgivelser. Marx' værk tolkes her ikke som et middel til at opbygge et bedre samfund, som fysikken anvendes af bygningsingeniører. Selv om denne sidste opfattelse af marxismen som en social ingeniørkunst var alle kommunistpartiers officielle lære, følte kommunisterne stadig stærkere, at fremmedgørelsesbegrebet og dets problemstillinger burde indpasses i marxisme-leninismen.
Althusser forbavsede især den kommunistiske verden ved at hævde:
- at Marx aldrig havde været hegelianer;
- at det eksisterede et dybt skel mellem Marx' ungdomsskrifter og hans øvrige værker, og at brudstedet var «Den tyske ideologi» fra ca. 1845;
- at Marx' tænkning siden den tid var antihumanistisk i en særlig betydning;
- at Marx havde gennemført en videnskabelig revolution så dybtgående at hans historie- og samfundsteori består af helt nye begreber og begrebsrelationer - en særlig «strukturel» kausalitet m.v. (Af denne grund betegnes Althussers teorier gerne som «strukturalistisk marxisme»).
De to første påstande begrundede Althusser ved en række idéhistoriske undersøgelser omkring den unge Marx' forhold til Kant, Hegel og Feuerbach. Den tredje påstand begrundede Althusser med, at tænkningen omkring fremmedgørelsen, humanismen osv. er skintænkning. Dvs. den udtrykker nok højværdige ønskemål for menneskeheden, men kan ikke begrunde videnskabelige problemstillinger. Den fjerde påstand begrundede Althusser ved omhyggelige undersøgelser af selve Kapitalens tekst.
Althusser havde store vanskeligheder med at forsvare alle sine påstande, og måtte indtage mere forsonlige standpunkter. Han var dristig til det dumdristige i sine skrifter, og samtidig dybt forankret i den kommunistiske bevægelse. Althusser virkede derfor egenartet, og ansporede og æggede mange. Blandt hans tilhængere kan nævnes sociologen Nicos Poulantzas og økonomen Charles Bettelheim.
Althusser led af manio-depressive psykoser og var indlagt over 20 gange i perioden efter 2. verdenskrig. I slutningen af 70'erne blev hans sygdom blandet sammen med en gryende mistillid overfor marxismen, socialismen og det kommunistparti han havde været medlem af i over 30 år. I september 1979 begik hans nære ven Nicos Poulantzas selvmord, hvilket mærkede ham yderligere. Under et af sine anfald kvalte han den 16. november 1980 sin kone Hélène. Han blev dømt som psykisk syg i gerningsøjeblikket og tilbragte de følgende 3 år på psykiatriske institutioner. Han døde af hjerteslag, 72 år gammel den 22. oktober 1990.
Sidst ajourført: 3/2 2006
Læst af: 44.374