Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Deroin, Jeanne

Deroin (1805-1894), fransk feminist og socialist. Stiftede som ung arbejderkvinde bekendtskab med saint-simonismen og Fouriers ideer og blev politisk aktiv. Hun lærte først som voksen at læse og skrive og fik først mulighed for at studere, da hun giftede sig. Hun tog universitetseksamen og startede en skole for fattige børn, som hun drev frem til 1848. Deltog aktivt i de revolutionære klubber under februarrevolutionen og dannede sammen med Eguénie Niboyet og flere andre kvinder en revolutionær kvindeklub, «Société de la voix des femmes». Senere begyndte de at udgive eget dagblad, «La Voix des Femmes» (Kvindernes Stemme). Den udkom i tre måneder og blev afløst af to kvindetidsskrifter, «La Politique des Femmes» og «L'Opinion des Femmes». Det sidste udkom månedligt frem til august 1849.

Deroin trådte frem med en række artikler om kvindefrigørelse og kvindernes stemmeret. Hun forfattede flere opråb og bønskrifter til den provisoriske regering, hvor hun argumenterede for, at proklamationen om «almindelig» stemmeret også måtte omfatte kvinden og at dette var i revolutionens interesse. Hun stillede op som kandidat til den lovgivende forsamling, rejste rundt og talte og agiterede. Men den eneste formelle rettighed kvinderne opnåede, var retten til at sende bønskrifter til myndighederne. Efter kvindernes aktive støtte til arbejdernes juniopstand, blev det endvidere forbudt kvinderne og børn at deltage i de politiske klubber.

Fra 1849 gik Deroin aktivt ind i organiseringen af de nye arbejderforeninger. Blandt disse var der også mange arbejderkvindeforeninger. I 1851 var 39% af arbejderne i storindustrien i Frankrig kvinder. I «L'Opinion des Femmes» fremlagde hun et forslag til organisering af et landsomfattende forbund af alle arbejderforeninger, («Associations des travailleurs»), og var samme år med til at stifte «L'Union des associations des travailleurs» - en forløber for de franske fagforeninger. I forbundets program var der opstillet det mål at udvikle et system af bytte- og gensidige tjenester mellem arbejderforeningerne, der også skulle drive selvstyrende virksomheder og værksteder. Arbejderne skulle således sikres et net af økonomiske støttemuligheder og organisationen skulle støttes. De mente, at de på denne måde gradvist kunne ophæve lønarbejdet og trække arbejderne ud af kapitalens greb.

I 1850 blev forbundet opløst af myndighederne, og lederne, deriblandt Jeanne Deroin, blev arresteret og stillet for retten for sammensværgelse mod staten. De anklagede fik forholdsvis milde domme. Under retssagen blev Jeanne Deroin særligt hårdt angrebet for at have nægtet at bære sin mands navn. Efter løsladelsen året efter levede Deroin alene. Manden var brudt sammen og indlagt på et hjem. Deres tre børn var bortadopteret til venner. Hun organiserede kurser for arbejdere og igangsatte indsamlinger til arresterede arbejderes familier. Samme år måtte hun imidlertid flygte til England, hvor hun kom til at leve resten af sit liv. Hun skrev artikler og udgav bøger, bl.a. de tre «kvindealmanakker» (fra 1852), som indeholdt artikler om kvindens og arbejderklassens frigørelse.

Jeanne Deroin så kvindens frigørelse som en af betingelserne for socialisme. Troen på kvindens kærlighedsevne som en frelsende revolutionerende kraft prægede hendes skrifter og agitation. Men samtidig udtrykker hun, som i «Cours de droit social pour les femmes» (1848), bevidstheden om, at ufriheden og tvangen havde gjort kvinderne ufrie - også i deres tænkning og i deres handleevne. Hun søgte at konkretisere de socialistiske visioner i planer om en ny produktionsmåde, baseret på fordeling af produkterne efter behov og under nye familie- og ejendomsformer, som indebar kvindernes og børnenes frigørelse og en seksuel frigørelse. Denne sammenknytning af socialisme og feminisme var et fællestræk i de fleste socialistiske retninger før og under Februarrevolutionen i Frankrig. Blandt samtidens socialister var det kun Proudhon, der åbent gik mod kvinders stemmeret og krævede, at kvinderne skulle forblive i rollen som mor og hustru. Fourier havde i 1840'erne lanceret sin kendte tese om, at «graden af kvindefrigørelse er den naturlige målestok for den almene frigørelse». En anskuelse der fik betydning for Marx' og Engels' forståelse af familien og samfundsudviklingen.

I.I.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 26.091