 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Dubcek, Alexander
 |
| Alexander Dubcek |
Dubcek (1921-92), fremtrædende tjekkoslovakisk kommunist, førstesekretær i Det tjekkoslovakiske Kommunistparti (TKP) 1968-69, Prag-forårets ledende skikkelse.
Dubcek blev født i landsbyen Uhrovec i Slovakiet. Fra 1925 til 1938 boede Dubcek sammen med sin familie i Sovjet, og han fik i sine tidlige ungdomsår et meget grundigt indblik i det sovjetiske samfund. I 1939 gik Dubcek ind i det nyoprettede, illegale slovakiske kommunistparti. Mod slutningen af krigen kom han med i den slovakiske partisanbevægelse. Hans bror blev dræbt og selv blev han såret 2 gange. Efter befrielsen i 1945 og frem til TKP's magtovertagelse i 1948 var Dubcek fabriksarbejder og udførte partiarbejde på basisniveau. I begyndelsen af 50'erne arbejdede han som partifunktionær i Slovakiet. Selv om Dubcek ikke kan have været uvidende om de stalinistiske udrensninger, er der ingen som har anklaget ham for meddelagtighed. I 1955 blev Dubcek sendt af TKP til partihøjskolen i Moskva. Efter hjemkomsten blev han valgt ind i TKP's centralkomite, og i 1963 til førstesekretær i Slovakiet. I de fem år Dubcek var slovakisk førstesekretær (1963-68) udviklede modsætningerne sig mellem topledelsen i Prag og det slovakiske partiapparat i Bratislava, som Dubcek stod i spidsen for. Dette indebar ikke, at Dubcek formulerede og gjorde sig til talsmand for en klart defineret, liberal reformpolitik, men i dette tidsrum blev den politiske atmosfære i Bratislava langt lettere end i Prag.
Den 5. januar 1968 blev Dubcek valgt til førstesekretær i TKP. Dubcek fik denne stilling, ikke fordi han fremstod som den indiskutable leder af den liberale fraktion i TKP, men fordi han blev opfattet som en acceptabel kompromiskandidat både af tilhængerne af den tidligere førstesekretær, Novotný, og af de mere åbent erklærede reformtilhængerne. Men Dubcek var klar over, at der var behov for gennemgribende reformer af det tjekkoslovakiske samfund. Måden han gik løs på denne opgave afslørede, at han ikke fulgte en klart udarbejdet politisk plan. Han gjorde da også den taktisk set utrolige fejl at proklamere partiets reformprogram - «socialismen med det menneskelige ansigt» - ved festligholdelsen af 20-årsdagen for TKP's magtovertagelse i 1948, i nærvær af Bresjnev og de andre østeuropæiske ledere. Dubcek gjorde heller ikke noget forsøg på at udskifte medlemmerne af partiets ledende organer for at få et solidt flertal at støtte sig til. Under hele Prag-foråret syntes Dubcek at have vaklet mellem de alternativer, som de mest ivrige reformtilhængerne formulerede og de forslag de mere moderate præsenterede. Selv om Dubcek havde landets vigtigste politiske stilling, betød det ikke, at han til enhver tid udøvede den politiske ledelse af reformarbejdet. Dette skyldtes ikke Dubceks manglende politiske evner, men den mangfoldighed som åbningen for den offentlige diskussion repræsenterede.
Umiddelbart efter at besættelsen af Tjekkoslovakiet indledtes i august 1968, blev Dubcek og hans nærmeste medarbejdere arresteret og fløjet til Moskva, hvor de blev forelagt et politisk diktat. Under hårdt pres skrev Dubcek og de andre ledende partimedlemmer - undtagen Kriegel - under. Dubcek rejste tilbage til Prag for gradvist at ødelægge de reformer af det tjekkoslovakiske samfund, som han havde været med til at iværksætte og den «socialisme med det menneskelige ansigt», som han troede så stærkt på. Samtidig skulle han ødelægge sig selv som politiker. I april 1969 blev han efter sovjetisk pres fjernet som førstesekretær og valgt til præsident i den føderative nationalforsamling. Denne stilling - som skulle være det første skridt på vej ud af TKP og det politiske liv - mistede han senere på året. Næste skridt var ambassadørposten i Ankara. Samtidig med at Dubcek ankom til Tyrkiet, blev han ekskluderet af centralkomiteen, og angrebene på ham fra partiets side blev stadig hårdere. I marts 1970 blev Dubcek suspenderet af TKP. Sommeren samme år blev han kaldt hjem og underkastet ugelange forhør som gjorde at han brød fuldstændig sammen både psykisk og fysisk. Forhørene førte som ventet til, at Dubcek blev ekskluderet af TKP
Fra sommeren 1970 levede Dubcek under konstant bevogtning og havde meget få muligheder for at kommunikere med omverdenen. Kun ved to anledninger har han givet udtryk for sit syn på «normaliseringen» i Tjekkoslovakiet: i et brev til Smrkovskýs enke i 1974 og i et brev til den tjekkoslovakiske nationalforsamling senere samme år. Dubcek var ikke blandt underskriverne af Charta 77. Det var ikke nødvendigvis udtryk for, at han ikke støttede denne aktion, men nok snarere den hårde bevogtning han var udsat for, som gjorde det umuligt for ham at etablere kontakt med sine meningsfæller indenfor den socialistiske opposition.
Fra 1970 og frem til sin pensionering havde Dubcek arbejde. Han og hans ligesindede blev konstant overvåget af politiet og som «ikke-personer» frataget de mest basale rettigheder. Som «eksileret» i Bratislava, gjorde han sig store anstrengelser for at vedligeholde forbindelserne til sine gamle venner og bekendte. Han protesterede uden større held overfor de tjekkoslovakiske myndigheder og skrev konstant til udenlandske kommunistiske ledere, indtil han vendte tilbage på den internationale scene med et interview i det italienske kommunistpartis dagblad, «Unita», 10. januar 1988, og med udnævnelsen til «honoris causa» af universitetet i Bologna, 13. november samme år. I slutningen af 1989, hvor det styre, som var blevet indsat efter invasionen, brød sammen, vendte han tilbage som formand for det nationale parlament og udførte et betydeligt arbejde for at udforme de legale rammer omkring overgangen til en nyt system. Præsident for det gendannede SDSS, genvalgt til parlamentet ved valget i 1992. Den 1. september 1992 kom han ud for en trafikulykke, der førte til hans død 7. november 1992.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 37.922