Browserudgave

Fiskerigrænse

Fiskerigrænse er betegnelsen for ydergrænsen af det havbælte, hvor kyststaten kan indføre helt eller delvist forbud mod udenlandsk fiskeri, fastsætte regler for alt fiskeri og foretage håndhævelse mhp. strafforfølgning. Formålet var traditionelt at give landets egne indbyggere fortrinsret til fiskeri og fangst. Siden 1970'erne er hensynet til beskyttelsen og værnet om fiskebestandene imidlertid trådt mere i forgrunden.

Vore dages folkeret har ingen klare regler for fiskerigrænsens udstrækning. Spørgsmålet om fiskerigrænser - både staternes ret til at oprette egne grænser til fiskeriformål og disse grænsers udstrækning - har gennem det 20. århundrede været et af de mest omstridte emner i staternes praksis og i folkeretten. Efter at der gennem længere tid havde hersket nærmest frie retstilstande, blev princippet om havenes frihed efterhånden almindelig anerkendt. Som en følge af dette, måtte kyststaternes suverænitetsudøvelse holde sig indenfor bestemte grænser. Udviklingen førte til, at der i det 19. århundrede blev opnået enighed blandt det store flertal af stater om, at grænserne for kyststatens myndighed - både til fiskeri og andre formål - skulle være på 3 sømil (1 sømil er 1.852 meter).

3-milsreglen har haft en meget stærk position i det 20. århundrede. Det har i første række været de store søfartsnationer, der har draget fordele af denne reglen, som overlader relativt meget af havet til fri udnyttelse. Især Storbritannien med dets store handels-, skibsfarts- og fiskeriinteresser har været interesseret i at hævde reglen om 3 mils søterritorium. Indenfor dette søterritorium har kyststaten med visse indskrænkninger den samme lovgivende og straffende myndighed som i de indre kystfarvande og på land. Til de indre farvande regnes især havne og i stor udstrækning fjorde og bugter. Retten til fri gennemsejling er udtryk for en sådan begrænsning i den frie dispositionsret.

Det var især udviklingen fra 1950'erne, som definitivt viste, at 3-milsgrænsen ikke længere var tilstrækkelig. Storbritannien var det land, som længst holdt fast ved reglen, og som i 1958 satte kanonbåde ind for at beskytte sine fiskeriinteresser, da Island udvidede sin grænse til 12 mil. Men i 1964 skred Storbritannien selv til en udvidelse til 12 mils fiskerigrænse.

Denne udvikling har vendt op ned på gamle og indgroede forestillinger. Den blev indledt med den såkaldte Trumandoktrin af 28. september 1945. I sin erklæring om kontinentalsoklen gjorde USA krav på eksklusive rettigheder over naturrigdommene på kontinentalsokkelen udfor sin kyst. Gennem 1950'erne fulgte flere latinamerikanske stater trop ved at kræve 200 mils søterritorier som hovedregel, men blot til specielle formål (fiskeri m.v.). Under den tredje session af FN's havretskonferance i Genève i foråret 1975 fik princippet om kyststatens ret til at oprette 200 mils økonomiske zoner et udenrigspolitisk og folkeretsligt gennembrud. Den økonomiske zone giver kyststaten fuldstændige rettigheder over de levende og mineralmæssige ressourcer i havet og på havbunden indenfor en grænse på 200 mil. Dette gennembrud er senere fulgt op i de fleste staters praksis.

Mens fiskerigrænsen oprindelig blev betragtet som et middel til at sikre landets egne indbyggere fortrinsretten til fiskeri og fangst, førte udviklingen af nye og mere raffinerede fiskeredskaber til, at ressourcebevaringshensynet efterhånden trådte stærkere frem. Gennem 1950'erne blev det klart, at en 4-mils grænse ikke gav tilstrækkelig værn til beskyttelse af fiskebestandene. Stadig flere udenlandske trawlere overfiskede udenfor den etablerede fiskerigrænse. Dette skabte store problemer for kystfiskeriet. En hurtig grænseudvidelse blev imidlertid vanskeliggjort ved den holdning, enkelte af de mest berørte stater og især Storbritannien indtog. Torskekrigen ved Island i 1958 illustrerede hvilke problemer en grænseudvidelse ville kunne stille andre stater overfor.

For at løse tvivlen omkring søterritoriets udstrækning og for at få stadfæstet en ny havets folkeret, indkaldte FN i 1958 til den første Genève-konference om havretten. Under konferencen lykkedes det ikke at nå frem til en løsning på de spørgsmål, der var særlig omstridte - søterritoriets og fiskerigrænsens udstrækning. Heller ikke under den anden Genève-konference i 1960 lykkedes det at opnå 2/3 flertal for nogen af de fremlagte forslag. En lang række deltagerlande støttede alligevel et nordamerikansk/canadisk forslag om et indre søterritorium på 6 sømil og en tilstødende fiskerizone på 6 sømil, med 10 års overgangsrettigheder for udenlandsk fiskeri.

Udviklingen gennem 1960- og 70'erne viste nødvendigheden af langt mere vidtgående fiskerigrænseudvidelser for at beskytte fiskebestandene og dermed kystbefolkningens livs- og næringsgrundlag. En lang række lande begyndte derfor fra starten af 70'erne at arbejde seriøst med en udvidelse af zonen til 200 sømil, og dette blev stadfæstet ved FN's havretskonference i 1975. Alligevel kom reguleringen mange steder for sent. Overfiskeriet havde allerede ført til en drastisk reduktion af fiskebestandene.

A.T.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 19.041