 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Fjerndemokrati
Demokrati eller folkestyre betyder, at politiske autoriteter og organer påvirkes og kontrolleres af folket, og at de der berøres af en myndighedsbeslutning, har mulighed for at tale deres sag og bliver taget hensyn til, når beslutningen tages (se Demokrati). Vore folkestyreidealer siger også, at samfundsmedlemmerne så vidt det er muligt skal have lige indflydelse over vigtige samfundsafgørelser. Det vil sige, at uligheder i rigdom, social rang, uddannelse eller tilgang til information ikke må være så store, at de fører til en systematisk underordning af nogle grupper af mennesker på noget område i det sociale liv, eller skaber ulighed i brugen af politiske rettigheder. Fjerndemokrati er et ord, der er konstrueret for at udtrykke, at det er stor afstand mellem disse idealer og den sociale og politiske realitet.
Afstanden viser sig på flere måder. For det første er der mange politiske afgørelser, der ikke fattes i organer med mulighed for indblik eller kontrol fra folkets side, men som tages i bestyrelser eller andre fora i forskellige slags virksomheder, i udvalg og råd med repræsentanter fra de store organisationer og den offentlige forvaltning, eller i departementer, direktorater og andre instanser, der har fået tildelt denne myndighed. Hvis beslutningerne ikke tages der, er det alligevel ofte sådanne organer, som styrer udvælgelsen af de sager, som kommer op, og laver de udredninger og indstillinger om sagerne der bliver bestemmende for deres videre behandling.
For det andet er den politiske deltagelse lav, og lavere jo mindre uddannelse, indtægt og prestige den enkelte har, og desto mindre central hendes eller hans sociale position er. Selv om den faglige organisering retter op på noget af denne skævhed, bliver resultatet en systematisk ulighed hvad angår den jævne mand og kvindes indflydelse på de beslutninger, de formelt har ret til at medvirke i. Organisering, uddannelse, frihed til at disponere sin tid, mulighed for at tage imod og give information, selvtillid og erfaring fra politisk arbejde kan betragtes som ressourcer for politisk aktivitet. Disse ressourcer er forfordelt, og bringer de allerede privilegerede i den nærmeste kontakt med de politiske beslutningstagere.
For det tredje kommer afstanden til syne i folks holdninger. Majoriteten oplever den offentlige politik som ganske fjernt fra deres hverdag. Engagementet i samfundslivet bliver gennemgående lunkent eller lavt, og de fleste føler sig magtesløse overfor myndighederne, og mener at de kun kan gøre lidt for at påvirke afgørelser, de synes er uretfærdige eller urimelige. Disse oplevelser af fjernhed og afmagt hænger sammen, og samfundsforskere omtaler dem gerne som «politisk fremmedgørelse».
For det fjerde - og i vid udstrækning som en konsekvens af de forhold der allerede er nævnt - får tilbagemeldingerne eller kommunikationen fra befolkningen til de politiske organer slagside. Der er en tendens til, at de oppositionelle synspunkter på det økonomiske og udenrigspolitiske område får mindre vægt i strømmen af meninger, der udgår fra enkeltpersoner og grupper til myndighederne, end deres styrke i befolkningen skulle berettige.
Konsekvensen af disse fire skævheder bliver, at kravene fra underprivilegerede grupper har mindre chance for at nå frem, når beslutninger skal fattes, end kravene fra de grupper der socialt og kulturelt står det politiske lederskab nærmere. Folkets politiske deltagelse bliver svagere end idealerne kræver, og den bliver socialt skævt fordelt.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.302