Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Jordrenten er ifølge Marx en af de tre indtægtskilder under kapitalismen - ved siden af kapitalindtægt og arbejdsløn. Jordrenten tilfalder ejerne af jorden og andre monopoliserbare naturressourcer - f.eks. vandkraft, olie, mineraler. Marx skelner mellem to former for jordrente - differentialrente og absolut rente - der begge udspringer af jordmonopolet.

Differentialrente opstår på følgende måde: I et samfund findes der en begrænset mængde dyrkbar jord. Ejendom over jord er derfor et naturligt monopol af permanent karakter. I de sektorer hvor kapitalens herredømme gælder uindskrænket, er kapitalen bevægelig. Dvs. den kan flyttes fra branche til branche, fra virksomhed til virksomhed. Derved bliver profitraterne udlignet hen imod en gennemsnitsprofit. Men et monopol skaber skranker for kapitalens bevægelighed, således at monopolet opnår en højere profit end gennemsnittet i de øvrige sektorer. Monopolsituationen fører til, at vareværdierne ikke sættes lig med den gennemsnitlige arbejdstid i landbruget, men lig den største, dvs. mindst produktive enhed. Alle andre enheder end den mindst produktive opnår derfor en «ekstraprofit», der kaldes differentialrente (forskelsrente). Årsagen til differentialrenten ligger altså i to forhold; Jordmonopolet og jordens forskellige frugtbarhed eller forskellige gunstige beliggenhed - dvs. forhold der ligger udenfor kapitalen. Differentialrenten opstår derfor, selv om landbruget ikke er kapitalistisk drevet. Selvejende bønder i Danmark opnår en sådan differentialrente, der er en form for jordrente.

Differentialrenten kan også opstå andre steder i økonomien end i landbruget, nemlig i sektorer hvor der opstår naturlige monopoler, og de skaber skranker for kapitalens bevægelighed. Et aktuelt eksempel på dette er produktion af olie, hvor tilgængeligheden og arbejdsomfanget ved produktionen varierer voldsomt fra «letdrevne» oliefelter i Mellemøsten til boring og produktion til havs under vanskelige vejrforhold.

Den anden form for jordrente er den absolutte rente. Også denne er knyttet til jordmonopolet. Det der imidlertid er særegent for den absolutte rente er dens historiske karakter. Marx antog, at landbruget drives med en kapitalsammensætning - forholdet mellem værdien af produktionsmidlerne og arbejdskraften - der er lavere end i industrien. Hvis udligningen af profitraterne også forekom i landbruget, ville produktionsprisen være mindre end værdien. Da udligningen ikke finder sted, bliver landbruget i stand til at sælge varerne for mere end produktionsprisen, og derved opnås et overskud udover gennemsnitsprofitten. Dette er den absolutte rente, der altså er en del af den totale jordrente.

Hvis kapitalsammensætningen i landbruget nærmer sig gennemsnittet i industrien, vil den absolutte rente forsvinde, men differentialrenten eksisterer fortsat, således at jordrenten består.

Udviklingen i det danske landbrug har været præget af hurtig produktivitetsudvikling som et resultat af bedre produktionsmetoder, anvendelse af maskiner, gødskning o.l. Det er derfor grund til at tro, at den absolutte rente er forsvindende i Danmark i dag. Det trækker i samme retning, at der eksisterer et stort overskud af landbrugsprodukter, som f.eks. mælk og kød, således at monopolsituationen er blevet undergravet af bønderne selv.

Jordrenten har ikke altid antaget form af pengerente. Oprindeligt var jordrenten en arbejdsrente, som den der forpagtede eller lejede et jordstykke ydede til jordejeren. Jordrenten kunne også antage form af produkter, bonden selv producerede. Først med udviklingen af vareproduktionen og kapitalismen bliver pengerenten den almindeligste form for jordrente.

Å.C.