Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Guld er et grundstof, der findes i begrænsede mængder i naturen. Det er et blødt, sejt, glansfuldt og tungt metal med særdeles stor modstandsdygtighed overfor kemiske stoffer. Disse specielle fysiske egenskaber bidrog til, at guld allerede i oldtiden blev anvendt til smykker og som byttemiddel (se Penge).

Guld har gennem tiderne haft en speciel plads i folks bevidsthed. Det skyldes delvist metallets egenskaber og dets sjældne forekomst. Men dets særstilling er også blevet udviklet gennem dets plads i religionen, religiøse symboler, sagn, mytologi - altså psykologiske og irrationelle forhold.

Fra gennem flere tusinde år at have være et byttemiddel i handlen med varer, fungerede guldet fra 1600 tallet som en «garantimiddel» for værdien af pengesedler. Guldet blev opbevaret hos guldsmede. Ejeren fik en kvittering, der efterhånden udviklede sig til forløberen for vor tids pengesedler. Gennem 1600 og 1700 tallet delte guldet rollen som værdimål med sølvet. I 1800 tallet blev guld imidlertid efterhånden enerådende. England etablerede en såkaldt guldstandard i 1816. Med England som det dominerende handels- og finanscenter og pundet som den dominerende internationale valuta, fulgte de fleste lande mellem 1870 og århundredeskiftet Englands eksempel.

Den klassiske guldstandard var gældende frem til 1. Verdenskrig. De enkelte landes valutakurser var fastlagte med et ringe udslagsrum overfor guldet. Den økonomiske politik var i høj grad orienteret mod at opretholde de etablerede kurser. Langt hen ad vejen blev dette anset for en national æressag og desuden som et spørgsmål om tillid til det økonomiske system. Udlevering af guld mod indlevering af sedler var et system, der i vid udstrækning var baseret på tillid, idet den totale seddelmængde oftest var langt større end guldbeholdningen. Guldets psykologiske rolle var fundamental. «Panik» eller en tillidskrise blandt folk således at alle ville have guld for pengesedler ville føre til, at systemet brød sammen. Omvekslingen måtte ophæves eller der ville opstå kaos.

Det endelige sammenbrud for den klassiske guldstandard udløstes af den 1. Verdenskrig. De fleste lande ophævede da pligten til at udlevere guld mod sedler. Bindingen til guld blev også i vid udstrækning løsnet ved, at seddelomløbet i de fleste lande blev kraftigt øget. Bl.a. for at financiere krigsvirksomhed. Efter den 1. Verdenskrig forsøgte de fleste lande igen at knytte deres valutaer til guldet. Den store depression i den kapitalistiske verden efter 1929 førte imidlertid igen til sammenbrud i guldstandarden.

Udviklingen i guld prisen 1968-98. Priserne (0-700) er i US$ pr. ounze. Da valutasystemet brød sammen i 1971 var guldprisen 30 US$/ounze. I hver af de konjunkturelle kapitalistiske kriseperioder er guldprisen steget.

Ingen lande råder i dag over en ren klassisk guldstandard. Indirekte spiller guldet dog fortsat en vis rolle for den internationale valuta, idet USA har forpligtet sig til at indfri alle krav, som valutamyndighederne i andre lande måtte stille for omveksling af dollar til guld udfra «legitime monetære hensigter». Nøjagtigt hvad der ligger i denne formulering er dog aldrig blevet klarlagt. I 1971 var presset mod dollaren efterhånden så stærkt, at præsident Nixon offentliggjorde, at USA ikke længere var villig til at opretholde adgangen til at omveksle dollar til guld. Siden da har de Vestlige lande forsøgt at gennemføre en «demonetarisering» af guldet, bl.a. ved en øget satsning på såkaldet «papirguld» - de Specielle Trækningsrettigheder (SDR - Special Drawing Rights). Men dette er gået meget langsomt. Tilliden til guld er fortsat stærk, og en række store industrilande foretrækker fortsat at beholde en betydelig del af deres internationale reserver i guld. Guld indtager således fortsat en slags guddommelig rolle i det internationale pengesystem. Guld eksisterer som noget, folk kan tro på eller at have tillid til, samtidig med at dets reelle egenskaber er begrænset til at være et metal med en smuk glans, der kan formes til smukke smykker.

Først i slutningen af 90'erne er de udviklede kapitalistiske lande i større omfang begyndt at sælge ud af deres guld - med guldproducenten Australien i spidsen. Udsalget afspejler, at der ikke længere eksisterer nogen sammenhæng mellem et lands økonomiske styrke og dets guldbeholdning. Selv centralbankchefer og regeringer erkender i dag, at en stats økonomiske formåen i stedet er knyttet til dets produktionsapparat - evnen til at producere varer der kan omsættes nationalt og internationalt.

O.G.