Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kirsten Hansteen

Hansteen (1903-1974), norsk politiker og kvindesagsforkæmper. Hun blev født i Lyngen og voksede op i et typisk embedsmandsmiljø. Faderen var distriktslæge, men døde tidligt og familien flyttede til Kristiania (Oslo) hvor Moe Hansteen blev student (filologi) i 1921. Hun kom ind i det radikale studentermiljø og blev i 1927 sammen med søsteren Gerda (Evang) en af de første kvindelige medlemmer af den helt mandsdominerede Mot Dag gruppe. Kirsten Moe Hansteen viste sig hurtigt ikke at ville nøjes sig med en «halehængstilværelse» i Mot Dag. Hun kom med i organisationens ledelse og karakteriseres som dens absolut vigtigste kvindelige medlem. Hun gik ud af Mot Dag, da hun i 1930 giftede sig med Viggo Hansteen, der i 1927 var gået ind i Norges Kommunistiske Parti.

Da Viggo Hansteen blev dømt til døden af en tysk standret og skudt i 1941, sad Kirsten Moe Hansteen alene tilbage med tre mindreårige børn. Hun var derfor i nødtvungen politisk passivitet i nogen tid, men tog snart initiativet til og ledede redaktionen af det illegale blad «kvindefronten». Et arbejde hun fortsatte med helt til 1945. Befrielsessommeren blev hektisk. Det stod ganske klart for Moe Hansteen, at arbejdet med et politisk kvindeblad måtte fortsætte - også i fredstid - og da efteråret kom, var en redaktionskomite samlet og i gang med det, der kom til at hedde «Kvinden og Tiden», og som i ti år blev ledet af Kirsten Moe Hansteen og Henriette Bie Lorentzen.

«Kvinden og Tiden» skulle vække norske kvinder til den politiske virkelighed i et ruinernes Europa. Det gik aktivt ind i fredsarbejdet og den politiske debat mod slutningen af 40'erne. Bladet var intellektuelt, men alligevel med et vist almenmenneskeligt præg, og en række af tidens mest kendte navne på venstrefløjen leverede bidrag. «Kvinden og Tiden» udkom til og med 1955. Bladet havde før været i modvind, fordi det tog ømtålige emner som abort og ugifte mødre op, men det var imidlertid den kolde krig, der til slut knækkede bladet.

I den samlingsregering der fungerede fra befrielsen frem til stortingsvalget i oktober 1945, havde NKP to pladser. Kirsten Moe Hansteen var den ene af disse repræsentanter, og blev som den eneste kvinde i regeringen «konsultativ statsråd med specielle opgaver i forbindelse med socialministeriet». I perioden 1945-49 var hun desuden stortingsrepræsentant (NKP) for Akershus. Efter krigen var det permanent fredssagen der betød mest for hende. Hun gjorde «desperat modstand mod at opfatte krig som en naturkatastrofe», som hun skrev en gang. Hun var medlem af bestyrelsen i Verdensfredsrådet og sad i en årrække i den norske afdeling af rådet, «Fredens forkæmpere».

Hun deltog på en række af de store fredskongresser efter krigen og skrev indtrængende artikel efter artikel om behovet for kamp mod ny oprustning.

Moe Hansteen arbejdede ved Universitetsbiblioteket i Oslo, og var på det tidspunkt da hun døde førstebibliotekar i Katalogafdelingen, hvor hun lagde et stort og krævende arbejde. Hun havde et klart intellekt og store lederegenskaber ved siden af en stærk personlig udstråling, og hun gjorde en banebrydende indsats for kvindesag og fredsarbejde i årene under og efter 2. Verdenskrig.

K.S.