Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Jura
Natur
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 10.874
: :
Havret

Mere end 5/7 af jordens overflade dækkes af hav. Fra år 1000 og frem til 1700 tallet proklamerede statsoverhoveder, med Kong Edgar den fredsommelige af England i spidsen, at de havde ejendomsreten til alle verdens have, hvor deres krigsskibe og handelsskibe kunne nå frem. Da denne forestilling om ejendomsreten til verdenshavene kom i vejen for statsoverhovedernes sømilitære- og økonomiske interesser i fri søfærdsel, erklærede dronning Elisabeth i 1625 - som den første i historien - princippet om havets frihed for alle.

Havets folkeret

Havretten omfatter de skrevne og uskrevne folkeretslige og nationale regler, som fastsætter staters og personers retsstilling ved brug og udnyttelse af havet, havbunden og dens undergrund. Med forankring i havets folkeret har staterne opdelt havområderne mellem sig og bestemt ydergrænserne for den enkelte stats anvendelse af havet, havbunden og dens undergrund. Disse ydergrænser er grænserne for det indre farvand, for havterritorierne og for den økonomiske zone på 200 sømil mod det frie hav og kontinentalsoklens grænser mod havbundens frie undergrund. Det frie hav udenfor kyststaternes 200 mils grænser står, på de vilkår der er fastsat i havets folkeret, til rådighed for alle stater og personer hvad angår bl.a. retten til fri færdsel, fri overflyvning, frit fiskeri og fri forskning m.v.

Den frie havbund udenfor kontinentalsoklens ydergrænser kan udnyttes og anvendes af alle stater og personer, på de vilkår der eksisterer eller bliver fastsat i havets folkeret. Det frie havs folkeret omfatter således kun vandmasserne over havbunden og luftrummet udenfor de økonomiske 200 mils zoner, mens den frie havbund udgør den del af havbunden, der ligger udenfor kontinentalsoklens ydergrænser, når denne ydergrænse strækker sig længere end 200 mil ud fra kysten. Al havbund som ligger indenfor 200 mil, vil i princippet altid tilhøre kyststaten uden hensyn til havets dybdeforhold.

I slutningen af 1960'erne blev spørgsmålet om den folkeretslige status for havbundens undergrund udenfor kyststaternes kontinentalsokkelgrænser et internationalt problem. Man havde fået overblik over de enorme mængder mineraler, som ligger på havbunden. Samtidig spillede havbundens frie undergrund en vigtig militær rolle for stormagternes undervandsflåder, forskningsvirksomhed m.m.

Nationernes magtkamp om havbunden blev sat dramatisk på spidsen i 1970, da FN's generalforsamling erklærede, at havbunden og dens undergrund udenfor national jurisdiktion (udenfor kontinentalsokkelgrænserne) samt havbundens ressourcer må anses for menneskehedens fælles arv.

En af de største og vanskeligste opgaver som FN står overfor, er opfyldelsen af FN resolutionen fra 1970, der angiver, at havbundens frie undergrund skal underkastes forvaltning af en mellemstatslig global havbundsorganisation. Denne organisation skal styre brugen og fordelingen af de mineralressourcer, der findes på de 75 % af havbunden, som ligger udenfor kyststaternes kontinentalsokkelgrænser.

FN's Havretskonferencer er nået frem til en «uformel samordnet forhandlingstekst» til en Havretstraktat, hvor afsnit XI rummer regler for etableringen af en mellemstatslig global havbundsorganisation bestående af Generalforsamling, Råd og et eget Driftsselskab, som på vegne af menneskeheden skal føre minedrift på verdenshavenes frie undergrund. Hvis FN skal have held til at oprette denne havbundsorganisation, må væsentlige stridsspørgsmål mellem verdens nationer først løses - f.eks. hvordan havbundsorganisationens Råd skal sammensættes, hvilke metoder man skal anvende for at financiere driftsselskabet, hvorvidt og hvordan driftsselskabet skal drive selvstændig minedrift, og på hvilken måde havbundsorganisationen selv kan deltage i og kontrollere minedrift der drives af enkeltstater, private firmaer eller personer.

Oceanografi, udforskning af hav og havbund, er blevet et nyt og vigtigt felt for stormagtsinteresser og imperialistisk ressourceudnyttelse.

Den internationale magtkamp om havbundsorganisationens opbygning og myndighed må forventes at blive skærpet, når det bliver teknisk muligt at udvinde olie på den frie undergrund på ca. 3 000 meters dybde - gennemsnitsdybden for alle have i verden er ca. 3 800 meter. Den globale bekæmpelse af forureningen af havene fremstår som en af hovedpillerne i udviklingen af moderne havret ved siden af etableringen af økonomiske zoner på 200 mil og oprettelsen af en havbundsorganisation for minedrift og olieudvinding. I afsnit XII i FN's havretskonference i den «uformelle samordnede forhandlingstekst» til en Havretstraktat,  findes bestemmelser om samarbejdsformer og forpligtelser for stater i kampen for beskyttelse af havets levende ressourcer mod forurening fra land (f.eks. industrivirksomheder), fra luften, fra skibe, fra dumpning af affald m.v. og fra minedrift og olieudvinding på kontinentalsoklen og havbundens frie undergrund.

Interessemodsætninger

De interessemodsætninger der vanskeliggør og forsinker Havretskonferencens arbejde med ajourføring af forslaget til Havretstraktat findes specielt på følgende områder:

Verdens 53 indlandsstater (kystløse stater) kræver dels deres traditionelle fiskeri opretholdt og dels nye fiskeområder etableret indenfor de op til 200 mils økonomiske zoner, hvor verdens kyststater i dag hævder deres eneret til fiskeri. På baggrund af den skræmmende fødevaremangel i verden, særligt på proteinholdig mad som fisk, er det forståeligt, at specielt udviklingslandene stadig står stejlt på sine krav overfor kyststaterne om en fast andel af fiskeressourcerne i de økonomiske zoner. I dag fiskes der ca. 60 millioner tons. Man kan fiske yderligere mindst 40 millioner tons på den sydlige halvkugle, uden at fiskebestanden trues.

Blandt de 80 kyststater der har «ejendomsret» til kontinentalsokler, er der mange, som kræver udvidelse af soklerne og grænserne forskudt længst muligt ud mod verdenshavenes undergrund. Det vil føre til, at verdenshavenes såkaldte «frie undergrund» skrumper tilsvarende ind. Verdens 53 indlandsstater går samlet imod en udvidelse af kontinentalsoklerne og kræver faste grænser for soklernes yderkant, f.eks. 200 sømil. Denne magtkamp om kontinentalsoklernes ydergrænse og størrelsen af havbundens frie undergrund, er en international strid om ejendomsreten til alle de tilbageværende ressourcer i verden af olie, gas og mineraler som nikkel, kobolt, kobber, mangan m.m.

Sovjetunionen og USA afstod fra at stemme om de vigtige FN resolutioner, som i 1960'erne lagde grundlaget for Havretskonferencens mandat, der bl.a. omfatter at gøre havbundens frie undergrund international. Baggrunden for at Sovjetunionen, USA samt Japan, Storbritannien, Canada og Frankrig ikke ønskede nogen hurtig udvikling i Havretskonferencens arbejde med havretsspørgsmål, skyldes, at disse stormagter har fordele af deres kapacitet til at udnytte det frie hav og i deres muligheder til at igangsætte minedrift indenfor en overskuelig fremtid. Den negative holdning fra stormagternes side til FN's havretskonferencer er en vigtig årsag til, at FN's 3. konference om havets folkeret fik en dårlig start, og at løsningen på havretspolitiske spørgsmål stadig lader vente på sig.

Hvorvidt FN's havretskonferencer når frem til en endelig Havretstraktat vil bero på, hvorvidt stormagterne er villige til at vente med at igangsætte statslig og privat minedrift på havbundens frie undergrund indtil Havretskonferencen har nået at oprette en mellemstatslig global Havbundsorganisation.

USA gjorde det klart på FN's havretskonference i efteråret 1978, at nordamerikanske firmaer vil starte minedrift på havbundens frie undergrund, antagelig allerede fra 1985. En hel verden rejste sig til modstand mod USA's beslutning om minedrift. Modstanden var særlig stærk fra de 119 udviklingslande (77-gruppen), Sovjetunionen, Kina, de østeuropæiske stater, Canada, New Zealand, Australien, Finland og Norge. Man står her overfor en international magtkamp, der kan føre til, at stormagterne koloniserer de 75 % af verdens havbund, som FN højtideligt erklærede som menneskehedens fælles arv til deres egen vinding og profit.

K.N.D.


Litteratur

Norges havretts- og ressurspolitikk, Oslo 1976.