Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Kl. 8.15, atombomben udløst, 43 sekunder senere, et kraftigt lysglimt, chokbølge, flyet ryster, kæmpemæssig atomsky.» Sådan lyder det fra logbogen for B-29 flyet der kastede uranbomben «Little Boy» over Hiroshima.

Der var aldrig nogen tvivl om, at USA udviklede atombomben for at bruge den mod sine fjender. I den atmosfære som krigen skabte, var den et legitimt våben at bruge mod aksemagterne. Roosevelt efterlod sig en meget klar besked om dette, og Truman tog den aldrig op til ny vurdering. Videnskabsmænd ved Chicagouniversitetets Metallurgiske Afdeling (som deltog i det såkaldte Manhattenprojekt) anbefalede godt nok, at der kun burde foretages en teknisk demonstration af bomben som en advarsel til Japan (Franckrapporten). Anbefalingen blev vurderet af et videnskabeligt råd af fremtrædende kernefysikere (Compton, Fermi, Lawrence og Oppenheimer), som konkluderede, at en sådan demonstration ikke ville medføre krigens afslutning. De så ikke noget alternativ til en direkte militær anvendelse af bomben. Rådet vidste imidlertid meget lidt om den militære situation i Japan, og konklusionen var først og fremmest en gentagelse af det der hele tiden havde været den underliggende forudsætning. Få nordamerikanere havde moralske, politiske eller militære indvendinger mod bombningen, og i nogle byer blev der danset i gaderne, da nyheden om Hiroshima nåede frem.

Hvis bomben var blevet færdig tidsnok til at fremskynde den tyske kapitulation, ville den ganske givet være blevet brugt også i Europa. Allerede i 1944 syntes det imidlertid klart, at Japan ville blive målet. Fire japanske byer blev udpeget til bombning: Hiroshima, Nagasaki, Kokura og Niigata. Efter en prøvesprængning ved Alamogordo i New Mexico blev den første atombombe kastet over Hiroshima den 6. august 1945. Den anden blev kastet over Nagasaki 3 dage senere, mens den tredje sprængning - der oprindelig var fastsat til den 24. august - blev stoppet.

Som USA's krigsminister Stimson senere opsummerede det, var sejr det dominerende motiv bag bombningen. Hvis bomben kunne fremskynde sejren, ville den blive brugt. Den kunne desuden spare amerikanske soldaters liv. Hiroshimabomben bidrog antageligt til en hurtigere kapitulation, men udslettelsen af Nagasaki synes unødvendig ud fra dette synspunkt. I bombningen lå der endvidere et element af hævn for Pearl Harbour, og det var givet lettere for nordamerikanerne at bruge bomben mod mennesker med gul hudfarve end mod hvide.

En FN rapport fra 1968 beregner antallet af døde i Hiroshima til 78.000, men japanske kilder hævdede allerede fra begyndelsen, at tallet var meget højere. En gruppe naturvidenskabsmænd som i 1977 undersøgte spørgsmålet på initiativ fra det Internationale Fredsbureau (International Peace Bureau) i Geneve konkluderede, at 140.000 var døde ved udgangen af 1945 med en usikkerhedsmargin på 10.000. Dertil kom eftervirkningerne for dem, der i første omgang overlevede, men som var blevet udsat for alvorlige stråleskader. Det drejer sig her om svære lidelser for et stort antal mennesker og ofte om en langsom og særdeles pinefuld død.

Et andet vigtigt aspekt ved Hiroshimabombningen var forholdet til Sovjetunionen. Roosevelt valgte ikke at informere russerne om atombombeprojektet. Truman holdt det også skjult, og skærpede sine krav, da han i Potsdam fik at vide, at prøvesprængningen ved Alamogordo var vellykket. Over de kommende måneder forsøgte han at presse russerne til indrømmelser med atombomben som løftestang. Udenrigsminister Byrnes «mente vi kunne bruge bomben som en pistol, for at opnå det vi ønskede i det internationale diplomati» (Oppenheimer om Byrnes, oktober 1945).

Offer for atombomben i Nagasaki. En piges hud hænger i laser, Flådehospitalet i Ohmura, Japan, 10-11. august 1945.

Atomdiplomatiet slog fejl. Formodentlig gjorde det også den kolde krig mere intens, end den ellers ville have været. Franckkomiteens rapport havde vært meget klar på dette punkt, men fik desværre ringe opmærksomhed: «Hvis vi som den overordnede målsætning sigter mod en international aftale om totalt forbud mod kernefysisk krigsførsel, og tror at det kan opnås, kan denne måde at introducere atomvåbnene på let ødelægge alle chancer for succes. Ikke blot Rusland men også allierede lande som har mindre mistillid til vor adfærd og vore intentioner, for slet ikke at snakke om neutrale lande, vil blive dybt chokeret. Det vil blive meget vanskeligt at overbevise verden om, at en nation som har været i stand til at udvikle et sådan våben i al hemmelighed, og som uden forvarsel bruger det i krig, fortjener troværdighed for sit påståede ønske om at eliminere sådanne våben gennem en international aftale».

S.L.