Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Under den franske revolution (1789-99) udkrystalliserede der sig i kampens hede forskellige ledergrupper, som med hver deres politik kæmpede om indflydelse og magt over de verdenshistoriske omvæltninger, som alle følte fandt sted. En af disse grupper var jacobinerne. Sådan blev de kaldt, fordi de holdt til i en klub i et gammelt jacobinerkloster i Paris.

Jacobinernes program var at føre revolutionen til den yderste konsekvens: aldrig stoppe eller bremse de sociale bevægelser, som var startet, men at udnytte disse til videre fremstød for at realisere de demokratiske og borgerlige friheder. Her adskilte jacobinerne sig fra andre med hensyn til, hvor langt de var villige til at tolerere ekstraordinære og voldelige midler som revolutionære. Sådanne midler måtte uundgåeligt blive aktuelle i den skærpede sociale spænding, som videreførelsen åbnede for. Den nådesløse henrettelse af revolutionens fjender, terroren, var konsekvensen, og den blev forfægtet under fuld bevidsthed om det mål-middel problem som forelå.

Jacobiner har efter dette været betegnelsen for den yderligtgående, nærmest selvødelæggende radikalisme, som man kan træffe i mange skikkelser gennem de sidste århundreders historie. Den kan træffes i enhver revolutionær situation som f.eks. det hyper-radikale element, som Rosa Luxemburg beskyldte Lenin for at tilhøre. Men politisk kløgt formåede Lenin selv at brændemærke sine senere modstandere som smittet af revolutionære «børnesygdomme».

Jacobinerfænomenet har i denne forstand altid fascineret de, som har forsøgt at lære af andres revolutionære processer, ikke mindst bolsjevikkerne. En særstilling indtager Maximilian Robespierre - den sidste store jacobiner fra den franske revolution - som en historisk skikkelse med stor tiltrækningskraft.

H.F.D.