Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Journalistik (af fransk «journal»: avis, dagbog) anvendes som fællesbetegnelse for arbejde som består i at indsamle og formidle fakta og meninger (nyheder) gennem massemedier. Der eksisterer ikke noget alment accepteret princip for udvælgelse og gengivelse af fakta og meninger. Det kan man forvisse sig om ved at kigge nærmere på den journalistik som bedrives i så forskellige medier som ugebladet «Se og hør», «Ekstrabladet», «Dagbladet Arbejderen», «TV-Stop» eller «Danmarks Radio».

Journalistik udøves af journalister som normalt har fast tilknytning til redaktionen på avis, ugeblad, tidsskrift, nyhedsbureau eller radio/TV station. Journalister som ikke har denne faste tilknytning bedriver free-lance journalistik.

Journalistik som erhverv er gammelt, men som fag er det relativt nyt. Den sene faglige organisering har flere forklaringer. Vigtigst er journalistens tvetydige position som både lønmodtager og ideologiproducent. Desuden blev aviserne startet ud fra idealistiske motiver, og journalisterne skulle derfor også mere være idealister end lønarbejdere. Myten om at journalistik ikke er et erhverv men en livsform er siden blevet underbygget af både redaktører, avisejere og myndigheder.

Journalistik bedrives i dag indenfor fem medieområder: dagspresse (dvs. alle aviser som udkommer en gang eller mere ugentligt), ugepresse/tidsskrifter, nyhedsbureauer, radio og TV. Samtidig har journalistikken fire formidlingsformer - tekst, lyd, film og foto. En journalist på TV har dermed mulighed for at benytte alle fire formidlingsformer, mens en kollega på radioen kun kan anvende lyd. Det må imidlertid understreges, at TV-journalistens fordele kun er tilsyneladende. Blandt andet fordi mediet er tungt og kræver store enheder (journalist, fotograf, teknikere osv.) for at bringe en nyhed frem.

Objektiv journalistik

Et gennemgående tema i debatten om massemedier er diskussionen om den såkaldte objektive journalistik. Denne debat går mere på objektivitet som ledetråd for journalistikken, og mindre på objektivitetsidealet som eneste norm for informationsformidling. Karakteristisk for debatten er alligevel, at kriterierne for «objektivitet» ikke kan defineres mere præcist end at den enkelte journalist skal prøve at være hæderlig, behandle læser og kilde på en anstændig måde og forsøge at modstå egne begrænsninger og pres fra udenforstående.

Nyhedsformidling kan ikke være neutral. Den er udtryk for flere sæt af vurderinger af hvad der er vigtig at formidle, og den er en konsekvens af formidlerens måde at se sig selv, andre og samfundet på. Det billede nyhedsmediet giver af verden, er samtidig et resultat af en uhyre kompliceret udvalgs-, tolknings- og formidlingsproces, hvor det endelige billede altid vil afvige fra det enkeltpersoner og grupper opfatter som deres virkelighedsbillede.

Når objektivitetsdebatten alligevel fænger skyldes det et behov blandt journalister, redaktører og avisejere for at definere og legitimere den borgerlige journalistik. Denne legitimering bliver stadig mere nødvendig pga. nedgangen i folks tiltro til dagspressen.

I kølvandet på objektivitetsdebatten dukker der krav op om bedre journalistiske metoder, dvs. metoder som skal gøre journalisten i stand til at sætte nyhederne ind i sammenhænge, analysere dem og gøre dem mere begribelige for læsere, lyttere og seere - altså en slags «objektiv subjektivitet». Disse metoder har flere navne. De mest kendte er «analyserende» og «undersøgende» journalistik.

Den «objektive», analyserende og undersøgende journalistik stiller store krav til både den enkelte journalist og hendes arbejdsplads. Bl.a. på grund af den danske presses små enheder, begrænsede ressourcer og det stadig stigende krav om tempo og «effektivitet» står den undersøgende journalistik imidlertid svagt.

At pressen er et ideologisk udtryk for de herskende klasse- og magtforhold betyder imidlertid ikke, at kontroversiel og «afslørende» journalistik er umulig. Men denne journalistik bliver mødt med forskellige former for indgreb og pression. Årsagen til journalistikkens forsigtige og tandløse holdning må bl.a. søges i det faktum, at journalisterne producerer en vare (avisen eller et program) til salg. Denne vare må i første række tilpasses markedet, mens idealerne om en fri og uafhængig presse kommer i anden række.

Også den sociale struktur i medierne har betydning for, hvor «fri og uafhængig» journalistikken bliver. Journalist, redaktionssekretær, redaktør udgør en hierarkisk struktur med muligheder for karriere. Journalistens socialisering til den redaktionelle linie, og mulighederne for forfremmelse kan føre til en journalistisk «selvjustits», som gør den undersøgende, kontroversielle journalistik til en mangelvare. Også annoncørernes indflydelse spiller ind i dette forhold.

A.J.