Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Gerard (Gerry) Adams (1948-), irer, formand (president) for Sinn Féin siden 1983, medlem af det britiske parlament i perioden 1983-92 for Vest-Belfast kredsen og igen fra 1997, samt medlem af den nordirske parlamentariske forsamling, Assembly siden 1998.

Adams er født i Belfast den 5. oktober 1948, hvor han voksede op i en stor republikansk familie i det irsk-katolske vestlige Belfast. I sin tidlige ungdom i sidste halvdel af 1960'erne arbejdede han i en bar og meldte sig i samme periode ind i Sinn Féin og blev som mange andre republikanere aktiv i den nordirske borgerretsbevægelse (Northern Ireland Civil Rights Association - NICRA) fra dens start i 1967.

Under de voldelige protestantiske/loyalistiske angreb på dele af det vestlige Belfast i august 1969 blev han involveret i forsvaret af de katolske områder. I 1971 blev han interneret uden dom mistænkt for at være leder af IRA i Ballymurphy-området i det vestlige Belfast. Han blev løsladt i juli 1972 for at deltage i forhandlinger med den britiske regering repræsenteret ved Nordirlandsminister William Whitelaw, hvilket førte til en kort IRA-våbenhvile. Han menes siden at være blevet medlem af IRA's ledelse. Som følge heraf blev han atter arresteret i 1973. Efter flugt fra Long Kesh fængslet (senere Maze) blev han idømt 18 måneders fængsel. Han blev løsladt i 1976.

Adams sad interneret og fængslet i Provisional IRA afsnittet i Long Kesh, men har altid benægtet at have været medlem af IRA. I februar 1978 blev han anklaget for medlemsskab af IRA og varetægtsfængslet, men blev løsladt, da dommeren ikke mente, at der var tilstrækkeligt med beviser for en domfældelse. I fængslet var han en af de ledende kræfter i den politisering som fandt sted af IRA fangerne med læsning af socialistisk politisk litteratur (Marx, Lenin, Che Guevara) og diskussioner. Efter sin løsladelse blev han atter en drivende kraft i den politisering, som fandt sted af hele den republikanske bevægelse. I juni 1979 - da han (i 1978) var blevet vice-president for Sinn Féin - udtalte han i en tale ved den årlige demonstration ved Wolfe Tone's (lederen af United Irishmen i 1790'erne) grav i Bodenstown, at republikanernes politiske mål ikke kunne opnås alene ved militære midler, og at det var nødvendigt at udvikle et alternativ til de parlamentariske partiers politik.

Dette skete i starten af 1980'erne med opbygningen af Sinn Féin til et egentligt politisk parti, hvor Adams og kredsen omkring ham af republikanere fra Nord gradvist fik overtaget i den republikanske bevægelse. Sinn Féin stillede op til valg, havde stor succes med dette og udviklede et omfattende lokalt politisk arbejde.

Med valget til et nordirsk Assembly (forsamling) i 1982 blev han den ledende politiske figur i Nordirland for Sinn Féin. Hans position blev yderligere styrket ved hans valg i 1983 til det britiske parlament og hans efterfølgende overtagelse af posten som president for Sinn Féin ved partiets Ard Fheis (kongres) senere på året. Dette markerede et afgørende politisk skift i Sinn Féin, der viste, at den hidtidige leder Ruairí Ó Brádaigh og hans tilhængere på afgørende vis havde mistet indflydelse i partiet. På partiets Ard Fheis i 1986 stemte man for en ændring af partiets politik, der gjorde det muligt at stille op til parlamentsvalg i det sydlige Irland og indtage eventuelle pladser i parlamentet. Det havde været Sinn Féin's traditionelle politik - omtalt som «abstentionism» - at undlade at indtage sine pladser i parlamentariske forsamlinger i Dublin, Belfast og London for ikke at anerkende Irlands deling og det britiske overherredømme i Nordirland.

Gerry Adams var hovedkraften i dette opgør med Sinn Féin's traditionelle politik, hvor man lagde op til, at partiet skulle spille en langt mere betydningsfuld rolle i parlamentarisk politik. Dette medførte en splittelse i Sinn Féin anført af partiets gamle ledelse, der i stedet stiftede partiet Republican Sinn Féin.

I slutningen af 1980'erne stillede Gerry Adams sig i flere situationer kritisk over for IRA-aktioner, hvor civile var blevet dræbt. På partiets Ard Fheis i 1989 kritiserede han IRA for tilfældige drab på civile, som han mente skadede Sinn Féin's muligheder for politisk fremgang. Sinn Féin stagnerede ved valgene i den sidste del af 80'erne. I den samme periode var der flere tiltag fra hans side, der viste at han søgte at finde en politisk vej ud af konflikten. Han var primus motor bag Sinn Féin's fredsforslag fra 1987 «A Scenario for Peace», og i 1988 gennemførte han 6 måneders forhandlinger med John Hume - lederen af det moderate irsk-nationalistiske SDLP.

I starten af 1990'erne var der mange følere såvel fra hans som fra den britiske regerings side, der tydede på, at en forhandlingsproces var rykket betydeligt nærmere. Det afsløredes i 1993, at der i perioden 1990-93 havde været hemmelige forhandlinger mellem Sinn Féin og den britiske regering. I 1993 havde Adams og John Hume en lang forhandlingsperiode, der afsluttedes i efteråret 1993 med det første fredsudspil - kaldet «Hume/Adams Initiativet» - i 90'ernes fredsproces. Dette fredsudspil var indledningen til hele den lange fredsproces, som varede resten af årtiet og nu langt ind i det nye årtusind, hvor Adams har spillet en afgørende rolle. Han har både været en af fredsprocessens hovedfigurer, og sideløbende med dette en stadig drivende kraft i den politiske udvikling og de skift, som har fundet sted i den republikanske bevægelse, hvor man har valgt at satse på at nå de politiske mål ved politiske midler.

Efter at der var opnået enighed om en fredsaftale i 1998, der blev støttet af flertallet af de unionistiske og irsk-nationalistiske partier, blev Gerry Adams valgt til det nye nordirske Assembly. Men han har ikke haft ledende opgaver i den nordirske lokalregering.

Fredsprocessen har ført til betydelig fremgang for Sinn Féin som politisk parti, ikke mindst at Sinn Féin nu er blevet det største irsk-nationalistiske parti i Nordirland. Dette har været med til at styrke Gerry Adams' politiske linje i den republikanske bevægelse.  Igennem hele den langsommelige og vanskelige proces, hvor Belfast/fredsaftalen skulle føres ud i livet, fik Gerry Adams en nøglerolle som den, der lagde et afgørende pres på IRA for at få afsluttet den væbnede kampagne. 

Gerry Adams har skrevet adskillige bøger, dels om nyere republikansk politik: «The Politics of Irish Freedom», Brandon, Dingle/Irland, (1986); «A Pathway to Peace», The Mercier Press, Cork/Dublin, (1988); «An Irish Voice», Mount Eagle Publications, Dingle/Irland, (1997)). Dels en selvbiografi: «Before the Dawn», Mandarin, London, (1997); Hope and History, Brandon, Dingle/Irland (2003), The New Ireland (Brandon, Dingle/Irland (2005). Dels noveller og delvist selvbiografiske fortællinger fra barndommens Belfast: «Falls Memories», Brandon, Dingle/Irland, (1982); «The Street and other Stories», Brandon, Dingle/Irland, (1992). Og endelig om fængselsopholdet i første halvdel af 70'erne: «Cage Eleven», Brandon, Dingle/Irland, (1990).

I.V.J.