Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kadre, af fransk cadre. Oprindelig betegnelse på den professionelt uddannede militære organisation som i krisetider skulle være i stand til at overtage kommandoen over større hærstyrker. Udtrykket er i dag forbeholdt revolutionære, som vier sig helt til den politiske kamp, udfører betroede opgaver og som har særlig politisk og teoretisk træning.

Et kadreparti er et kommunistisk parti i den bolsjevikiske tradition, som overvejende består af kadrer og som er opbygget efter samme retningslinier som en militær organisation. I dag er det særligt mindre marxistisk-leninistiske grupper og partier, som er organiseret sådan. De traditionelle kommunistpartier har enten forladt disse organisationsprincipper eller praktiserer i dem kun i ringe grad. (Se Demokratisk centralisme).

Kadrevurdering er en institution i partier af denne type, som er oprettet for at vurdere eller korrigere den enkelte. Kadrevurderingen kan foregå uden den vurderedes viden, ved at ledelsen vurderer om vedkommende er egnet til at fortsætte sit hverv eller er egnet for nye og mere fremskudte opgaver. Men vurderingen kan også foregå åbent. Den enkeltes (fejlagtige) opfattelse af partiets politiske linie eller ledelse, af modstandere eller allierede bliver da konfronteret med andre kadrers opfattelser. Disse kadrer har en højere status, har bedre politisk indsigt og er bedre skolet.

Gennem kadrevurderingen skal den vurderede lære at indse, at de tvivl og indsigelser, som vedkommende oprindelig havde, enten skyldes a) lav politisk bevidsthed b) forkert klassestandpunkt eller i værste fald c) at vedkommende uden selv at vide det eller ville det er objektiv repræsentant for borgerskabet. Skulle det usandsynlige (at den vurderede holder på sit og går ud af partiet) ske, er resultatet usikkerhed, skyldfølelse og rædsel for at tjene fjenden og ikke folket. Ledelsens kontrol og politiske linie bliver der ikke rokket ved.

Opbygningen af kadrepartier forudsætter et særligt syn på den politiske kamps mekanismer, nemlig at de lader sig bestemme efter militære mønstre. Både borgerskab og parti betragtes som generalstabe, der disponerer over hver deres styrker, og som ud fra vurderinger af feltet bestemmer fremrykning eller tilbagetog. At det er andre mekamismer, end de som lader sig definere militært, som gør, at klasseherredømmet består, har ringe gennemslagskraft i partier og organisationer af denne type.

P.H.