Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Konkurs er kollektiv gældsforfølgelse som består i, at alle skyldnerens ejendele bliver beslaglagt og solgt, og midlerne fordelt mellem kreditorerne. Den almindelige konkursårsag er, at skyldneren er insolvent, dvs. at han ikke er i stand til at betale sine forpligtelser efterhånden som de forfalder.

Hensigten med konkurs er at få en ordnet fordeling af de tilbageblevne midler, og hindre at de stærkeste kreditorer skaffer sig betaling og fortrænger de svagere. Konkursen kan igangsættes ved, at skyldneren «gør opbud», dvs. kræver at skifteretten erklærer konkurs. Normalt er det dog en eller flere kreditorer, som fremsætter kravet. Mange konkurser igangsættes efter krav fra det offentlige - på grund af skyldige skatter og afgifter. Andre kreditorer - f.eks. vareleverandører - vil have mulighed for at skaffe sig kontant betaling efterhånden, når det mærkes at skyldnerens økonomi begynder at skrante. Endvidere vil private kreditorer ofte ikke have meget at hente ved konkurs, fordi deres krav er lavt prioriteret.

Konkursen erklæres ved kendelse af skifteretten og indebærer at skyldneren ikke længere kan råde over sine tilbageværende økonomiske midler, og at ingen kreditor kan få dækning før boet gøres op. Skifteretten sørger for at kundgøre konkursen, og udnævner en bestyrer og en bostyrer - som normalt består af et par repræsentanter for kreditorerne - til at stå for afviklingen af konkursboet. Vigtigere spørgsmål bliver behandlet ved skifteretsmøder, hvor alle kreditorer kan møde.

Når boets midler skal fordeles, skal først omkostningerne ved konkursbehandlingen dækkes. Derefter kommer krav om løn og derefter kommer offentlige krav om skatter og afgifter. Til slut kommer de andre krav, de såkaldt «uprioriterede». Indenfor hver gruppe skal der gives fuld dækning så langt midlerne rækker, før næste gruppe kommer i betragtning.

Selv i de tilfælde hvor det offentlige kræver en virksomhed erklæret konkurs, bliver der sjældent foretaget nogen samfundsmæssig vurdering af denne. Hensynet til arbejdsmulighederne for de ansatte, til lokalsamfundet og til erhvervsmønstret kommer først frem, hvis der kommer en politisk debat om konkursen. Som følge af politiske initiativer har det offentlige i nogle tilfælde foretaget økonomiske redningsaktioner overfor konkurstruede virksomheder af stor betydning, eller støttet nye selskaber som har videreført en del af skyldnerens virksomhed.

H.Be.